For Romantik og Historie Bind 7

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen
For Romantik og Historie
Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

—
Sr
l

1 d

H. P. Holst:

For Romantik og Yistorie.

Syvende Bind.

Kjobenhavn.
ddgivereus Farla g.
J. Cobens Bogtrukkeri.
1871.

2
U

Were

eee ETT,

Indhold.

Foraarshilſen. Af Ludvig Bodtcheee
Idealet. En Fortælling af Richard Kaufmann.
Napoleons ſidſte Dage. Blade af hans Kammertjener
Marchands Dagboogmunmnunmnmnmnu·UUU—
Digte af Sophus Ba uditt zzz
Et Blik bag Coulisſerne. Af Adolf Baner . .
Victorine. En Novelle af Th. Pavie ved H. P. Holst
Med Ludvig Bødtdjers Portrait. Af H. P. Holst ..
Literatur og K unt SEEO SEERE
J Bøhmen. Af Richard Kaufmann
Moliére og hans Komedier, Af Carl Michelſen.
Blinde Ole. En Skizze fra det virkelige Liv. Af Jo⸗

hannes , S BUTT mr,
Frederik Vilhelm den Førfte og hans Tobakscollegium.
Af Ehriſtian Stremm RER
Efteraaret. Af Guſtave Doe
Brutus den Yngre. Af Giacomo Leopardi. Overfat
fra Italienſk af S. Schandorſcd h
Fraken Clara Ziegle SRESRRRSRE
Literatur og Künſt n oser PEER RER
Lyriſke Digte af H. H. Nyegaard og ww.

Romerſke Skizzer. Af Profesſor Guſtaf Ljunggren
Skjgnhedspletten. En Novelle af Alfred de Musſet
Nogle Ord om Sophie Brahe. Af H. P. Holst
Kong Motaeim. Af Paſtor A. Fabri eins
Med Michael Rosſings Por trail er
Nitergtur og Kuunfftt SESESES EEN

165.

Niels Siegfred Nebelong. Af H. P. Holst

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. I. Af Kammerherre

„ LET De» e eee
De e eee ee
Et Beføg i en Fremtidens By. Af Adolf Bauer.
Fabriken i Esſen og den kruppſke Kanoe ns
Francisco Salano Lopez. Et Blad af Sydamerikas

e e ee eee
Med Billedet: „Tuileriernes Brand“. Af H. P. Holst
e e Kadi e ene
Chriſtian den Forſtes Nomerreiſe. II. Af Kammerherre

. e c ee „ e b e eee
er Ale „ e ee ee e
Landsbypreeſten. Novelle. Ved H. P. Hol
Tartuferiet. (Et utrykt Brev fra J. L. Heiberg.) Af

H. P. Holst
Literatur og Kunſt

l ee eee eee
%%

Frimurerne i Paris og Communee nin
Ungdoms⸗Kjerlighed. Overſat af Chr. Larſen
Livserindringer. Af Etatsraad, Dr. C. Otto
Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. III. Af Kammerherre

T DER DSR
Literatur og Kunſt

ae e eee

i sg
1 *
1 0
8
i å
(| i
i

i
É
i i
i
1
[|

11 .

1 i

7

D
N
N
N
N
D
D
D

N
N
2
*
D
D
AS

4644

— 7 ——ů ů —ů El

Wer

Ludvig Bodtcher.

mune air an fkl

Fornarshilsen.
Af
Ludvig Bodtcher.

Din varme Puls, du gyldne Mai!
Til Jordens Bruyſt har fundet Bei
Trods Vintrens bittre Vaande;
Violens Duft bevidner bly

At Jorden drager født paany

Sin moderlige Aande.

Dryaderne bag Træets Bark

J Veddekamp med Eng og Mark
Udhvelve Skovens Krone,

Og hvert et Blad i gronne Lund
Har ligeſom en gylden Grund
Dybt bag ſin Farvetone.

Ved Midnat og ved Maanens Glands
Gager nu de lette Alfers Dands
Omkring de tauſe Stammer —

Og fee! hvor nys var nøgen Jord,
Der myldrer frem en broget Flor
Som dufter, og ſom flammer!

|
i
i
||
|
i
l.

Foraarshilſen.

Knap aabner Blomſten ſig paaklem,
For Bien fyrig iler frem

Som til et Elſkovsmode —

Den ſtirrer ned til Blomſtens Bund,
Og med ſin lille Honningmund

Den ſuger bort det Søde,

Hjemkommen ſom en Pilgrim from
Seer Storken fig andegtig om
Fra Kirketagets Geendſe,

Saa ſtaaer den paa fit ene Been
J hele Timer ret ſom En,

Der ſtrengt gjor Poenitentſe.

Og Fugles Flugt gaaer tet forbi
Og kvidrer „bort Melankoli!“
Og jubler hen mod Skoven,
Mens Larken ſynger Vaaren ind
Og ſtiger op paa Luftens Trin
Til Skyerne foroven. —

Ja, bort nu med mit Vinterbuur!
Guds Fred, du yndige Natur!
Aabn kjerligt dine Arme!

Jeg trænger til din Skov og Bang
Og Landsbyklokkens Aftenſang

Og dine Labers Varme!

. — — —

P ˙ nal

Jdealet.

En Fortalling
af
Richard Kaufmann.

Min Ven Guſtav Strem har altid været. et
Stykke af en Phantaſt. Jeg kjendte ham fra vor Skole⸗
tid og holdt af ham; jeg finder ham endogſaa over⸗
ordentlig elffværdig, men jeg har rigtignok mange Gange
været vred paa ham for hans Phautaſterier. „Det ender
dog med, at Du engang, aandelig talt, brekker Halſen“
ſagde jeg hoert Sieblik til ham, men ligemeget hjalp
det. Vild, ung, ſtormende og begeiſtret veltede han ſig
ind paa Tilverelſen, og at han ikke leb ſig faſt er
et reent Vidunder. Det gik ham, ſom det gaaer Sovn⸗
gengeren, der uden Riſico ſpadſerer langs Tagryggen.
Man aner ikke ſelv Faren, og netop derfor flipper man
fra den paa en jan forbauſende Maade.

Nu haaber jeg imidlertid, at det er forbi med
. 15

1 e -
i — — —

1

—

4 Idealet.

disſe Phantaſterier. Da jeg forleden Dag efter et ud⸗
market Bryllupsgilde hos Vincent tog Afſked med ham
og hans yndige Brud, gjorde han mig en Indrommelſe.
„Du har havt Ret,“ hyiſkede han til mig, „jeg har
været vild, meget vild endogſaa.“

„Siig uhyre” — afbrød jeg ham.

„Naa, ſom Du vil: uhnre vild. Men nu er det
forbi. Fra i Dag er jeg ZEgtemand, og fra i Dag
er jeg fornuftig. Jeg har byttet Drommene om med
Virkelighed, og denne Virkelighed ſtaaer her.“

Han rakte ſin lille Kone Haanden, og hun ſaae
til ham med et ſaa fortryllende Smiil, at jeg ikke
kunde lade være at gjore. Brud paa mit Princip, aldrig
at ſige Complimenter. „Ja, naar Virkeligheden er ſaa
deilig,“ ſparede jeg, „ſaa kan man ogſaa ſagtens give
Millioner af Dromme for den.“ Nu var det mig,
ſom blev belonnet med Smilet. Fulgt paa Vei af
det tog jeg Afſked og gik, faſt overbeviiſt om — ſom
jeg da forreſten er det endnu — at Guſtav Strom var
lykkeligere, end de Fleſte nogenſinde blive det.

Og denne Vlshed gleder mig dobbelt, fordi jeg
paa en Maade felv har været med til at lave Partiet.
Han paaftaaer rigtignok, at det vilde være kommet i
Stand uden mig, ja at jeg endogſaa havde forhindret
det, hois jeg havde kunnet. Jeg ſkal nu til Straf for
hans Utaknemmelighed fortælle deres Kjerlighedshiſtorie,
fan kan man ſelv domme, om han har Ret.

Idealet. 5

Vi vare for tre, fire Aar ſiden paa Beſog ſammen
i Sore. Meningen havde været, at Touren derfra ſkulde
gaae til Kjoge, hvorhen en felles Bekjendt havde invi⸗
teret os. Men Guſtav blev faa henrykt over Soros, at
jeg paa ingenſomhelſt Maade. kunde faae ham bort der⸗
fra. J Virkeligheden havde den ſmukke Natur ogſaa
under vort Beſeg kladt fig i fin Heitidsdragt. Det
var henimod Slutningen af Juli; negle Dage tidligere
havde det været Regnveir, og efter det ſtod Skoven faa
vidunderlig friff og gron, Soen var bleven faa klar og
blaa, Fuglene faa inderlig fornsiede og Solen fan over-
ordenlig forekommende, at den ligefra den tidligſte Mor⸗
genſtund vifte fit ſnilende Anſigt uden noget Sieblik
pan Dagen at træffe fig tilbage, fer den om Aftenen
ſtjulte fig bag Parnas og til Affked ſendte fine Hundreder
af rode og violette Farveſkjer henover Soen. Akade⸗
miets Elever vare tagne hjem i Sommerferien, og der
var ſom Folge deraf endnu mere ſtille end ellers i det
ſtille Sorø, men til Gjengjeld havde Byen eller Om⸗
egnen eller maaſkee de begge faaet en heel merkelig Til⸗
vært i en anden Retning. Naar Guſtav og jeg ſpad⸗
ſerede omkring i Akademihaven, mødte vi beſtandig nye
unge Dameanſigter, det ene ſmukkere end det andet.

Det følger af fig felv, at denne Natur og disſe
„ſkjonne Kvinder” bragte min ungdommelige Vens Ex⸗
taſetilſtand op til et ikke almindeligt Hoidepunkt. Han
fang, han ſoermede, han var begeiſtret fra Morgen til
Aften.

6 Idealet.

Endelig nærmede dog den Tid fig, da vore For⸗
vetninger kaldte os tilbage til Hovedſtaden. For at
feire den ſidſte Eftermiddag pan en behagelig Maade
havde Guſtav inviteret de af Byens Beboere, hos hvem
vi havde nydt ſtorſt Velvillie, til en lille Afſkedsfeſt paa
Parnas. Vi vare ſeilede over Soen i det meſt ſtille,
ſmilende Solſkinsveir, havde i Skoven paa den mod⸗
ſatte Bred moret os fortræffeligt, ſpiiſt en efter Om⸗
ſtendighederne udſogt lille Souper i det Gronne, drukket
Champagne og i det Hele taget befundet os ganſke over⸗
ordenllig vel. Da Tusmorket kom, da Duggen begyndte
at falde, og man af Henſyn til Damerne anſaae det for
rigtigſt at tage hjem, indſkibede vi os paany i de ſmaa
rode Baade, ſeilede under Spog og Sang tilbage over
Soen, ſpadſerede en Tour ſammen gjennem Akademi⸗
haven for at høre Nattergalen og ſkiltes faa i den liv⸗
ligſte og meſt forneiede Stemning.

Men Guſtav vilde flet ikke indlade fig paa at gaae
hiem endnu. Man havde i Virkeligheden ogſaa, ſom
det fan ofte er Tilfeldet om Sommeren, brudt temme⸗
lig tidligt op. Det var ingenlunde ſeent paa Aftenen,
en ganffe let Luftning viftede af og til mildt og forfri⸗
ffende hen mellem Træerne, og Fuldmaanen, der en
Stund havde leget Skjul bag Skoven, var nu kommen
fan hoit op paa Himlen, at den kunde ſende fin brede,
glimrende Solpſtrime henover Søen. Jeg maatte give
min begeiſtrede Ven Ret: der var virkelig i denne drom⸗
mende Nattebelysuing forunderlig deiligt ved Sors So.

Idealet. 7

Guſtav foreſlog, at vi atter ſkulde ſeile. Den
lette Briſe, ſom ſendte ſagte ſkvulpende Smaabolger
henover Vandfladen, tillod os at benytte Seilene, og
ved deres Hjælp gled vi da ganſke langſomt fremad,
medens Guſtav udviklede for mig fine phantaſtiſke Theo⸗
rier om en Fremtids-Tilvorelſe, af hvilken man havde
udſlettet Begreberne Stat og Synd, et Brodre-Sam⸗
fund, hvor alle Skjonhedsdromme vare blevne Virkelig⸗
hed, hvori Kiv og Had og Misundelſe kun kjendtes fra
gamle, forhiſtoriſke Sagn, hvor Arbeidet var en Kjer⸗
lighedsgjerning mellem Venner og hoer Dag et Ung⸗
domsliv i Lytte og Tilfredshed.

Pludſelig horte vi ſagte Toner vugge ſig gjennem
Natteſtilheden frem imod os. Vi lyttede.

„Det er en Dame, der ſynger,“ udbrød Guſtav.
„Og kan Du hore,” vedblev han, „hun a ccompagnerer
ſin Sang med Guitar!“

„Ja, det er Eventyrets Fee,“ ſvarede jeg ſmilende,
„der kommer ſeilende paa Svaneryggen, for at fore os
ind til den Drommeverden, hvorom Du fortalte.“

Vi vendte Baaden i den Retning, hvorfra Sangen
kom. Et Oieblik efter gled en anden Baad frem i
Maanens Gjenſkin paa Bandet, og efterhaanden ſom vi
nærmede os den, fil vi i den blaalige Belysning tyde⸗
ligt Sie paa et lille Selſkab af Damer og Herrer, der
havde grupperet fig i den paa en ſaadan Maade, at vi kunde
være friſtede til at troe, de arrangerede Tableau for os.

„Kjender Du dette Selſkab?“ ſpurgte Guſtav, der

8 Idealet.

havde ſtillet fig hen i Forſtavnen og ufravendt ſtirrede
frem mod Baaden.

„Saavidt jeg kan ſkjelne Trokkene,“ ſvarede jeg,
„kjender jeg dem ikke, me nforreſten blender Maaneſtinnet
jo ſaaledes, at det er umuligt at ſige det med Sik⸗
kerhed.“

„Hun er deilig,“ ſagde han drommende hen for ſig.

„Hvem?“ ſpurgte jeg.

„Den unge Dame i Forſtaonen. Det er hende,
der ſang. Kan Du ſee, hun holder endnu Guitaren i
Haanden?“

„Det ſeer jeg, men om hun er deilig, er det mig
virkelig umuligt at ſee.“

Guſtav vedblev at ſtirre ober mod hende, og jeg
kan heller ikke nægte, hun tog fig udmerket ud. Hun
havde taget Plads paa Relingen af Baaden; et lille
let, orientalſk Shawl, der var kaſtet ſkjodesloſt om den
ranke, ungdommelige Figur, hang ud over Vandet og
legede, medens Baaden vuggede ſig fremad, koket med
de tuſinde krydſende, ſpillende Blink i (Søens Solv⸗
ſtrime. Paa en Fylde af ſorte Lokker, ſom bolgede ned
over den brede, hvide Halsſtrimmel, fad en lille nydelig Ka⸗
ſtjet med en ſtor hoid Fjer, der ligeſom Sloret fik et blaaligt
Skier af Maaneſkinnet. Guitaren, hvis rode Silkebaand et
Vindpuſt af og til viklede ind i Shawlets lange Frynd⸗
ſer, holdt hun i Haanden, og imellemſtunder gjorde hun
et let Greb henover dens Strenge. Det var umuligt
tydeligt at ſtjelne Anſigtets Trek, men Guſtav havde

* . & HEN

Idealet. 9

forreſten viſtnok neppe Uret i at kalde hende deilig.
Over hele Billedet af hende, ſaaledes ſom det fremſtil⸗
lede fig for os, var der i ethvert Tilfælde udbredt en
eiendommelig poeſirig Inde.

Efter nogle Sieblikkes Taushed ſang hun igjen til
Accompagnement af Guitaren. Vi kunde nu bedre op-
fatte hele denne bløde, klokkerene Stemmes Velklang og
beundre det fuldendt ſmagfulde Foredrag. Jeg behøvede
kun at kaſte et Blik paa Guſtav for at fee, at han be-
fandt ſig i den ſyvende Himmel. Med Henrykkelſe malet
i hoert Træf lyttede han til Sangens forſte Stropher:

Hytten er lukket, Natten er ſtille,

Lyſet ei glimter bag Vinduets Glor.
Men han kunde her ikke længer holde fin Begeiſtring i
Tomme; han iſtemmede:

Bølger, mens let imod Baaden J trille,

Ak, om I vilde

Suunge og ſpille,

Tonerne til hendes Hjerte J bar.
Hun var et Sieblik ſtandſet. Den hele Ombytning af
Ordene „Stranden“ og „Baaden“ havde hun neppe
merket, men at hun ſtudſede ved jan uventet at here fin:
Sang beſparet, er let forklarligt. Forbauſelſen varede
imidlertid ikke længe, og de gjentog derpaa begge San⸗
gen i Forening. Da den var endt, lød en friſk, ung
dommelig Latter over til os, et Vindpuſt tog i Seilet,
og vi fjernede os mere og mere fra vor Sirene-Gjen⸗
boerſfe. Guſtav havde fat fig paa Toften i Agter⸗

10 Idealet.

favnen og fulgte Baaden, indtil den forſvandt bag en
fremſpringende Pynt af Skoven. Da denne fuldſtendig
havde ſkjult den, vendte han fig om til mig. „Var det
et Drommeſyn eller var det Virkelighed?“ ſpurgte han
mig meget alvorlig.

„Ja, hvad jeg har feet og hort var ganſke viſt
Virkelighed,“ ſparede jeg, „men Du har maaſkee feet
Mere end jeg.“

„Jeg har ſeet, at hun var vidunderlig deilig,“ ved⸗
blev han, og en ſtadig varieret Gjentagelſe af denne
Forſikkring var omtrent de eneſte Ord, jeg kunde faae
ud af ham, mens vi langſomt nærmede os Bredden.

Guſtavs letfangelige Hjerte kjendte jeg fra mange
tidligere Leiligheder. Jeg vidſte, at der kun behøvedes
et ſmukt Dameanſigt, en klangfuld Stemme og en lidt
ualmindelig Situation for at tende Brand, men jeg
vidſte ogſaa af Erfaring, at en god fund Natteſovn i
Regelen var et fuldſtendig tilſtrekkeligt Slukningsmiddel.
Desuden ſkulde vi jo reiſe den neſte Morgen, det over⸗
ordentlig loſe Bekjendtſkab fra Maaneſkinstouren paa
Soen vilde efter al Rimelighed aldrig blive gjenoptaget,
og faa antog jeg ikke, der kunde være nogen Fare for
min Vens Ro.

Det viſte ſig imidlertid, at mit Regneſtykke ikke
var ganſke rigtigt. Da jeg den neſte Morgen ſtod i

Idealet. 11

Begreb med at gjøre min Kuffert færdig til Bortreiſen,
kom Guſtav ind i mit Varelſe, ifert en ſardeles ele⸗
gant Spadſeredragt.

„Vil Du reiſe i det Koſtume?“ ſpurgte jeg for⸗
undret.

„Jeg reiſer ikke,“ ſvarede han meget beſtemt.

Jeg udbad mig ſelvfolgelig nærmere Oplysning an⸗
gagende denne pludſelige Ombeſtemmelſe, og han fortalte
mig da, at han paa ingen Maade kunde eller vilde for⸗
lade Sore, før han havde faaet at vide, hvem det var,
vi den foregagende Aften havde truffet paa Soen. Han
holdt, font faa ofte, halsſtarrig faſt ved fin Beſlutning,
og jeg mærkede ſnart, at der ikke var Andet for, end
at gjøre gode Miner til flet Spil og ſoge at afholde
Guſtav fra altfor overilede Skridt.

Det gaadefulde Selſkab var imidlertid forſpundet
ligeſaa pludſeligt, ſom det var kommet. Den fore⸗
gaaende Dag havde været en Sondag, og Extratoget
havde bragt forſkjellige Reiſende til Sor; men da vi
faa godt ſom ingen Oplysninger kunde give om vore Übe⸗
kjendte, var det umuligt at vide, om det var dette Selſkab,
ſom nogle af vore Venner havde feet ſnart i Philoſoph⸗
gangen og ſnart i Akademihaven. Hotellerne hapde ikke
været beſogte af Fremmede, paa hyilke vort loſe Signale⸗
ment kunde pasſe, og de faa af Byens Familier, ſom
havde havt Gjeſter, vare ſnart talte, Kun af en gam⸗
mel Fiſker fil vi en lille Oplysning. Han havde hen⸗
imod Aften leiet ſin Baad til et Selſkab af Fremmede,

J 12 Idealet.

. der havde beholdt den til efter Midnat og, ſaavidt han
vidſte, var reiſt med det Nattetog fra Kjøbenhavn, der
kom til Soro Klokken lidt over to.
„Det er dem,“ udbrød Guſtav, da han havde hort
Fiſkerens Forklaring.
; „Sandſynligviis,“ fvarede jeg, „men derved ere vi
jo i Grunden lige nær,”
„Vi reiſe efter dem, Toget gager om en Time,
vi kan godt nage at komme med det.“
1 „Ver nu fornuftig,“ indvendte jeg. „For det
Forſte har vi jo ikke Tid, og for det Andet: hvor ſkal
vi ſoge dem?“

„J Korsor, naturligviis.“

„Ja, eller i Slagelſe, eller pan en Gaard et eller
andet Sted i Sjælland eller maaſkee i Fyen, Jylland eller
Gud veed hvor. Det er jo aldeles umuligt at vide,
om de ikke maaſtee kun har gjort Ophold i Soros paa
en længere Reiſe.“

Skjondt modſtrebende fik jeg ham endelig til at
tage imod Fornuft og indſee, at ſelb den meſt omhyg⸗
gelige Sogen neppe vilde fore til noget Reſultat, tfær
da vi kun havde en meget dunkel Foreſtilling om, hvor⸗
ledes vort ubekjendte Selſkab egentlig ſage ud.

Vi vendte da tilbage til Kjøbenhavn. Jeg betrag⸗
tede det ſom afgjort, at alle Skjer heldigt vare klarede,
og at Guſtav fnart vilde mindes den ſmukke, lidt even⸗
tyrlige Seiltour paa Soro So ligeſaa roligt, ſom jeg
gjorde det. Lignende Smaaepiſoder havde jeg oftere

Idealet. 13

oplevet ſammen med ham, men de vare altid blevne
glemte, naar der vifte fig en eler anden ny Stjerne paa
hans Forliebelſes Horizont. Hvoraf det imidlertid kunde
komme, veed jeg ikke, men ſaameget er viſt, at det ſlet
ikke gik, ſom jeg havde ventet. Han glemte faa langt⸗
fra ſin ubekjendte Sangerſke, at hans Tanker tvertimod
Dag for Dag ſamlede ſig mere og mere om hende.
Han var ſom den unge mousſerende Viin, der, naur
den forſt har begyndt at bruſe, ſnart ſkummer over alle
Bredder. Han havde her, paaſtod han, fundet det
Kvindeideal, ſom han faa længe havde ſogt; hende el-
ſkede han faa heit, ſom Nogen kunde elſke, og hendes
Billede vilde aldrig nogen anden Kvinde kunne for⸗
dunkle. '

„Men Du veed jo ikke engang rigtigt, hvorledes
dette Billede feer ud,” indvendte jeg. Han fvareve kun,
at flige Bemærkninger vare proſaiſke og philiftrøfe, at
Idealet netop altid gled forbi ſom et Glimt i en taage-
floret Nat, og at det flet ikke ſtod mindre ſtort og klart
og lyſende for Sjælens Sie, om end det legemlige Blik
-iffe kunde forme det i en tydeligt afridſet Contur.

„Men hvig dette Ideal nu aldrig praſenterer fig
for Dig, ifort Kjod og Blod, vil Du ſaa beſtandig
lade Dig hvirvle om i disſe Phantaſier?“ ſpurgte jeg.

„Det har ingen Nod,“ var hans Svar; „jeg venetr
taalmodig, thi jeg har en faſt og urokkelig Overbeviis⸗
ning om, at jeg vil treffe hende engang igjen; og da

14 Idealet.

kan Du være vis paa, hun ikke ſkal flippe bort, mens

jeg ſidder og ſtirrer efter hende i Maaneſkinnet.“

Og forbauſende nok, paa dette Punkt lignede min
uſtadige Ven flet ikke fig ſelb. Vinteren kom, han ilede
fra Bal til Bal, faa vild og ungdommelig ſom altid,
valſede med de unge Damer, lob paa Skoiter med dem
og morede ſig i deres Selſkab aldeles ſkudfri. Man
kunde, naar man fane denne udholdende Troſkab, ikke
lade være at indromme, at der dog var en vis Alvor,
en vis Methode i hans Tilbedelſe af „Idealet.“

Heldige Omſtendigheder tillod mig det folgende
Foraar at gjore en længere Reiſe i Udlandet. Ferſt
langt ud paa Efterſommeren vendte jeg atter Courſen
mod Hjemmet. Jeg havde, for dog ogſaa engang at fee
mit eget Land, lagt Tilbageveien over Hertugd ommerne
og Jylland, og naaede ſidſt i September til det yderſte
Punkt, jeg vilde gjeſte: Aalborg.

Under hele min Fraverelſe havde jeg Intet hort
fra Guſtav. Gleden og Overraſkelſen var derfor ſaa
meget ſtorre, da det forſte Menneſke, jeg traf i Hotellet,
netop var ham.

„Men hvorledes kommer Du til denne Afkrog af
Verden?“ ſpurgte jeg forundret.

„Kan Du huſke Seiltouren i Sors?“ ſvarede han.

„Og Idealet; ja naturligviis. Men det ffulde

da vel aldrig: være: den Hiſtorie, der har lokket Dig
herover.“

„Netop.“

Idealet. 15

„Du er altſaa ſtadig trofaſt mod din Übekjendte?“
ſpurgte jeg. — Der var nu gaaet halvandet Aar ſiden
vort Beſog i Sorø, og en ſaadan Udholdenhed hos
Guſtav Strom havde jeg ganſke viſt ikke ventet. Han
ſvarede mig, ſom hørte hans Kjærlighed til de meſt grund⸗
murede Bygninger i Verden.

„Og Du har nu endelig opdaget hendes Spor?“

„Jeg troede jeg havde gjort det, men det vifte fig
desverre ogſaa dennegang at være en Skuffelſe.“

Stakkels Guſtab! Han havde, fortalte han mig,
under min Fravarelſe, ikke mindre end tre Gange touret
omkring paa Eventyr og Reiſer i Landets forſtjellige
Egne, beſtandig i den ſikkre Tro, at han nu endelig
ſtulde finde den, han ſogte. Men hans Forhaabninger
havde ſtedſe viiſt fig at være altfor ſangvinfſke.

Vi fulgtes tilbage til Kjobenhavn, og vi omgikkes
ſom ſedvanlig hele den folgende Vinter. Tilbedelſen af
Idealet blev ſtadig uformindſket, og ſkjendt det var mig
umuligt at forftaae den, begyndte jeg dog at fane en vis
Reſpekt for dette Phantaſteri, ſaameget mere ſom det in⸗
genlunde kunde henregnes til de ſygelige Affektioner.
Guſtav herte aldeles ikke til de ſukkende og forelſkede
Trommeres ſtore Kategori; der var tvertimod en vis po⸗
tenſeret Kraft og Sundhed. i hans Sværmeri. Han
troede paa Sandheden i denne Kjerlighed, og han troede
— fortalte han mig ſtadig — faſt og urokkelig paa, at
hans Übekjendte ſnart vilde viſe ſig igjen for aldrig
mere at forſvinde. g

16 Idealet.

Saa kom Foraaret og Studentertoget til Chriſtiania.
Baade Guſtav Strom og jeg var mellem de danſke
Gjaſter, og det forſtager fig, at Guſtav netop paa en
ſaadan Tour befandt fig i fit rette Element. At drage
ind i en fremmed By med vaiende Faner, under Sang,
Jubelraab og Buketregn, at ile fra Feſt til Feſt,
flyve fra Indtryk til Indtryk, det ene mægtigere end det
andet, det var Noget for ham. Han var befjælet og
uſtyrlig, ſoermende og henrykt fra Morgen til Aften.
Men jeg maa indrømme: der var en egen Skjenhed
udbredt over hans ungdommelige Bruſen, og jeg har al-
drig ſyntes fan godt om ham, ſom netop i denne hans
Extaſetilſtand. Studenterlivets unge, glade, liofulde
Champagneſtemning ſtod for mig ligeſom perſonificeret i
ham, og det dannede i ethvert Tilfælde en fortræffelig
Ramme om hans lidt vilde, men friſke og kjekke Sværmeri.

Guſtav Strom var desuden en ſmuk ung Mand.
Han bevægede fig med Lethed mellem Folk og vandt i
Regelen Alle for fig ved fit raſke, frie Veſen, der baade
robede Begavelſe og en elſkverdig Charakteer. Under
Forhold ſom de, Studentermodet forte med fig, maatte
han ganſke naturligt blive en af Dagens Lover.

Vi havde ſogt at faae fælles Vert i Chriſtiania,
men det var ikke lykkedes os, og vore Veie faldt derfor
ikke ganſke ſammen, tilmed da jeg overværede Foredra⸗
gene og Discusſionsmoderne, hvori han ſelvfolgelig ikke
kunde finde nogen Tilfredsſtillelſe. Under Sammenkomſten
paa Frederiksborg faae jeg ham et Sieblik; han havde ſam⸗

Idealet. 17

let en temmelig talrig Kreds af unge norſke Studenter
omkring fig og de lyttede sienſynlig med ikke ringe Be⸗
undring til ham, den ældre Deeltager i Modet, der alli⸗
gevel var ligeſaa ungdommelig ſom de felv og i glo—
dende, begeiſtrede Foredrag talte om den ſtore Culturſag,
Nordens Riger i Forening ſkulde fore tilende, og om
den Plads, det unge, kraftfulde Norge indtog ſom Ba—
nebryder i denne Kamp. Man raabte Hurra for ham,
drak og byttede Huer med ham og gjorde til Slutning
endogſaa et Forſeg paa at bære ham i „Guldſtol.“

Den næfte Dag var Sangermodet paa Klingenberg.
Ogſaa her ſage jeg kun et Glimt af ham. Han ſpad—
ſerede med en ung norſt Dame under Armen og var
eienſynlig aldeles fortabt i hende. Hapde jeg ikke ven⸗
net mig til at betragte „Idealet“ ſom en Amulet, der
beſkyttede mod alle Anfegtelſer, vilde jeg her have anet
Fare for hans Hjertero.

Paa Touren til Ringerike den folgende Dag fulgte
vore Vogne tet efter hinanden. Paa et Stykke af Veien
havde vi faaet Guſtav op ſom Gjeſt, og vi vare netop
ſammen, da den norſke Natur forſte Gang vifte fig for
os i hele fin mægtige Skjonhed. Det havde regnet, da
vi kjerte ud fra Chriſtiania, men ſenere var Himlen
bleven ſkyfri, og Solen lyſte med ſtraalende Glands over
de deilige Fjeldlandſkaber, da vi naaede „Skaret“ paa
Svangſtrandsveien. Pludſelig fane vi de forreſte Vogne
ile i Slangebugtning ned af den ſtolte ſkovkledte Bjerg⸗

ffrænt, fane Tyrifjorden ſom et blaat, ſoloſprengt Silke⸗
2

0

18 Idealet.

baand helt nede i Daldybet og oinede over det ſtor⸗
arlede Panorama yderſt ude i Baggrunden for ferſte
Gang de hoie, hvide Sneefjelde. Rungende Hurroer hilſte
denne mægtige Natur, og Alle, der her for forſte Gang
gjorde Bekjendtſkab med et rigtigt norſt Bjerglandſkab,
folte fig grebne ſom maaſkee i intet andet Sieblik under
hele Modet. Guſtav var aldeles ude af fig ſelo; han
reiſte fig op i Vognen, flog Halſen af en Champagne⸗
flaſke, ſom havde været gjemt i et Magaſin under det
forreſte Sede, ſkjenkede rundt, udbragte et Leve for
dette Land, det ſkjonneſte der fandtes i Verden, og er⸗
klerede endelig, at han ikke vilde forlade det, for han
havde været oppe pan Sneefjeldene, ſom vi ſaae derude i
det Fjerne.

Fra dette Dieblik af befandt han fig i en perma⸗
nent Begeiſtringsruus. Jeg ſaage ham, da vi kom til
Stoppeſtedt Nes, hvor der ſkulde indtages Frokoſt un⸗
der gaben Himmel, fare omkring mellem de unge norſke
Studenter og bogſtavelig talt falde dem om Halſen af
Henrykkelſe. Og da der fan fulgte Viin og Sang og
Taler, faa forſtaaer man let, at den juſt ikke formind⸗
ſtedes; ja ikke engang Regnen, ſom begyndte at ofe ned
midt under Maaltidet, formagede at lægge Dæmper paa
den. Medens de mere Rolige ſkyndte fig at ſoge Ly,
hvor de kunde finde det, ſtillede han fig op midt i Reg⸗
nen, for at holde Tale. Man foreſlog ham at vælge
den ſamme Talerſtol, ſom de andre Talere havde be-
nyftet, nemlig Gavlvinduet i Bondehuſet, men han afvifte

Idealet. 19

ſtrax dette Forflag med en beſtemt Erklering om, at
„han vilde være ude i den ſtore Natur, felv om Ele⸗
menterne raſede.“ Og der ſtod han ogſaa midt i
Pladſkregnen med blottet Hoved og holdt ſin begeiſtrede
Tale. Vi, der lage krobne ſammen under Bordene og
omhyggeligt havde truffet Dugene ned omkring os, for⸗
ſtod ikke et eneſte Ord af den, undtagen at den endte
med et Leve for Sneefjeldet, der viſte ſig ſom
en hoid Sommerſky paa den anden Side af Tyrifjor⸗
den. Han var ſelvbfolgelig aldeles gjennemblodt, da
Frokoſten var endt, og Selſkabet ſatte ſig i Marche
for at nage Tyrifjord og der indſkibes paa de
Dampſkibe og Pramme, ſom laae og ventede.
Og endnu mere vaad blev han, da han i fit Haſt—
verk for at komme ombord plumpede i Vandet til
midt op paa Laaret. Men Guſtav var ikke i Stem⸗
ning til at lade ſig genere af Sligt. Han lod ſit vaade
Toi terre i Solen, ſom atter var kommen frem, og
var faa den Jorigſte til at ſynge ſaavel paa Seiladſen
over den blikſtille Tyrifjord, ſom da vi ſenere paa Jern⸗
banen foer afſted langs Drammenselven, der med uaf—
brudte Vandfald ſtrommede gjennem en vild, romantiſk
Bjergegn.

Da jeg om Aftenen kom til Feſten i Drammens
Park, mødte jeg ham med flammende Sine og blusſende
Kinder. Jeg foreſlog ham at ſpadſere en Tour med
mig, fer Ballet tog fin Begyndelſe, men blev afoiiſt

med den Erklering, at han ikke havde Tid. Med
DE 5

20 Idealet.

naſten febriſk Uro trak han fin Arm ud af min og foer
afſted for, ſom han ſagde, at opſoge nogle Bekjendte
fra Chriſtiania.

Da jeg kort efter mødte ham igjen, havde han fun⸗
det dem. Jeg traf ham nemlig da i Selſkab med en
norſk Student og to unge Damer. Han gik med den
ene under Armen, og det forekom mig, at det var hende,
jeg ogſaa havde feet ham ſammen med paa Klingenberg.
Naſten hoer Gang jeg i Løbet af Aftenen kom ind i
Balſalen, dandſede eller talte han med hende. Han var
lutter Fyr og Flamme, og hun fulgte ham med ſynlig
Interesſe paa de vidtſtreifende Phantaſiudflugter, ſom hans
Blik tydeligt nok fortalte, at han foretog. Jeg havde
imidlertid ſtadig, Idealet” in mente og antog ham ſom
Folge deraf for ſkudfri, ſelv om han maaſkee i Sieblikket
fandt [ærlig Behag i hendes Selſkab. Da Ballet var
forbi, og jeg i den ſtille, neſten daglyſe Nat ſpadſerede
en Tour med nogle af Vennerne fra Modet, traf jeg
ham atter med hende under Armen. Han havde fvøbt
fin Plaid om hende, og jeg kunde ſlutte mig til, at de
maatte være inde i en meget interesſant Samtale, da
han ikke engang lagde Merke til mig.

Paa Hjem touren til Chriſtiania fik han endelig Tid
til at ſtjenke mig nogle Sieblikkes Opmorkſomhed.
Jeg ſpurgte ham, hvem den unge Dame var og fif da
at vide, at det ganſke rigtigt var hende, ſom han ogſaa
havde været ſammen med paa Klingenberg. Hun hed
Agnes Lokke og horte hjemme i Chriſtiania, men be⸗

Idealet. 21

ſogte Drammen under Studenternes Ophold der. Han
dreiede imidlertid hurtigt Samtalen bort fra hende og
udviklede med ſtor Veltalenhed fin Henrykkelſe over disſe
jublende Feſtdage, ſom han ubetinget betragtede ſom de
ſkjenneſte i hele fit Liv. Der var kun Eet, ſom han
endnu ikke havde opnaaet, fortalte han mig, og det var
en Invitation til en privat Formiddagsfeſt, ſom
han vidſte vilde blive given i Chriſtiania den neſte Dag
af en af vore Verter, og ſom han af Fei bine Grunde
gjerne vilde være med til.

„Men det er jo den letteſte Ting af Verden“,
fvarede jeg ham; „en af Huſets Sonner har inviteret
mig; han er her ombord; jeg ſkal gjerne preſentere Dig
for ham, og faa maa Du jo let opnaae en Invitation.“

„Fortreffeligt“ udbrød Guſtav og flog med Kvaſten
i den norſke Studenterhue, ſom han havde gaaet med
lige ſiden Frokoſten paa Næs. „Det er netop ham, jeg
har ſogt hele Dagen.“

Jeg havde nogle Sieblikke for feet den unge Mand,
hvorom der var Tale, i Kahytten og gik derned for at
ſoge ham. Han var der imidlertid ikke lengere.
Men da jeg kom op paa Dakket, efter at have givet
nogle Oplysninger til de ulykkelige Correſpondenter, der
fad i Sfjorteærmer dernede og arbeidede paa deres Breve
til Kjøbenhavn, fandt jeg Guſtav og den paagjeldende
norſke Student benkede pderſt ud i Forſtavnen om en

Flaſke „Punſch fra Upſala.“

*

22 Idealet.

Jeg gik hen til dem. „Naa, jeg feer, Du har fun⸗
det ham“ ſagde jeg til Guſtav.

„Hoem?“ ſpurgte han forundret. Min ungdom⸗
melige Ven havde ingen Anelſe om, at den norſke Stu⸗
dent, han ſogte, netop var den ſamme, hvig Hue han
bar, ſom han havde drukket Du's og Broder ſkab med
allerede paa Klingenberg, og ſom nu edelmodigt havde
filet fin ſvenſke Punſch til hans Dispoſition. De vare
de bedſte Venner af Verden, men hinandens Navne
havde de glemt allerede dengang, de drak det forſte Glas
ſammen.

Selofolgelig varede det ikke længe, for Guftav havde
modtaget den Invitation, der ſyntes at vere ham ſaa
magtpaaliggende.

Frokoſtgildet kom da den folgende Dag. Lidt efter
lidt ſamlede Selſkabet fig i Villaens Have, der ganſke
viſt hørte til de ſmukkeſte i hele Omegnen af Chriſtiania
og ovenikjebet var bleven gjort faa ſtadſelig ſom muligt
i Anledning af Studentermodet. Det var en varm,
ſolſtraalende Sommerdag, Blomſterne ſtod i ſpillende
Farvepragt og ſendte beruſende Duft ud over hele den
vidtſtrakte Have; Træer, Buſte og Hæfter vare kledte i
den friſkeſte Feſtdragt, de lange, hinanden krydſende Gange
vare belagte med det fineſte, brune Gruus, og Grasſet
pan de ſtore Plainer var netop faa heit, at den ſagte

Idealet. 23

Sommerluftning kunde ſatte det i en ganſke let vuggende
Beolgegang. Danſfe, norſke og ſvenſke Studenter flæn:
trede med hinanden under Armen rundt om i Gangene,
medens Andre havde flaaet fig ſammen med de unge
norſke Damer i muntre, leende Grupper. Det Hele
frembød et ſtemningsfuldt Billede af Ungdom, Skjonhed
og Glæde, om hvilfet den blaa, ſolbelyſte Fjord med
ſine Fjelde og Graner, det ſtore Slot Akershuus og
det lille, romantiſke Sommerſlot Oscarshall dannede
Rammen.

Jeg havde lagt Marke til, at Guſtav ikke ſom
ſedvanlig ſpillede Hovedrollen. Han havde indfundet
ſig tidligt, men var til min Forundring bleven ſiddende
paa en Bank tet udenfor Haveſtuen. Flere. Gange havde
jeg faaet ham bort fra denne Plads, men han havde
ſtadig under de beſynderligſte Paaſkud fjernet fig. fra
mig igjen og var. vendt tilbage til Benken. Det fore⸗
kom mig, at der var en vis Uro udbredt over ham, og
at han ſkarpt holdt Sie med Gjeaſterne, der kom, ſom
om han forgjaves ventede Nogen. Jeg ſtod netop og
talte med ham, da et pludſeligt Glimt i hans Sie og
en ſterk Redmen fortalte mig, at denne „Nogen“ maatte
have indfundet ſig. Nysgjerrig vendte jeg mig om og
flod Anſigt til Anſigt med Freken Agnes Loke;

Guſtav hilſte hende ſerdeles bekjendt og bragte
ſtrax en Samtale igang.

Jeg begyndte at ane, at jeg dog muligviis havde
overvurderet Idealets Vidunderkraft, og denne Anelſe

24 Idealet.

talte. ſtadig hoiere og hoiere, da jeg fane, hvorledes han
forſvandt med hende i Havens meſt afſides liggende
Gange og ſogte at undgaae Alle, der kunde finde paa
at flutte fig til dem.

Den ſplendide Dejeuner var imidlertid bleven an⸗
rettet under et ſtort improviſeret Telt i en af Hoved⸗
gangene, og Gjeſterne kaldtes ſammen ved et tordnende
Gongongſlag. Vor Vert var en af Chriſtianias meſt
anſeete og velſtaaende Mænd, og om hans gode Smag
vidnede baade Champagnen og det Selſkab, han havde
inviteret, Selb en ældre Candidat, med hvem jeg ſtod
og talte, og ſom hjemme i Kjøbenhavn blev anſeet for
det grundigſte og torreſte Exemplar af en Philolog, faldt
formelig i Staver over alle de unge, deilige Damean⸗
ſigter, der ſtraalede og ſmilede rundt omkring ham.
Om det, ſom han paaſtod, var dem, der leftede Stem⸗
ningen op til en ſaa forunderlig Hoide, veed jeg ikke,
men vi To vare i ethvert Tilfælde fuldſtendig enige om,
at den Rakke Taler, der blev holdt her, i Friſthed og Be⸗
aandelſe overgik Alt, hvad vi tidligere havde hort. Af
dem, af Sang, Viin og Skjenhed var En⸗
hver fan optaget, at Ingen havde Tanke for, hvad der
ellers foregik rundt omkring ham, og Guftav kunde der⸗
for, uden Frygt for at blive iagttaget af Selſkabet, ganſke
roligt trække fig tilbage med Froken Agnes til et Hjørne
af Teltet og der fortabe fig i en tilſyneladende hoiſt
interesſant Samtale med hende. Det var kun mit Blik,
der fulgte dem, men jeg fane ogſaa, hvorledes hans Dine

Idealet. 25

ſtraalede, og hoorledes hendes Kinder rodmede, da hun
til Slutning plukkede en lille, nydelig Roſenknop ud af
fin Buket for at flytte den over i hans Knaphul.

Jeg nærede ikke længer Tvivl om, at min Vens Ideal
havde maattet vige Pladſen for en Virkelighed, ſom jeg
ganſke viſt maatte indromme var mere end almindeligt
indtagende, men ſom jeg dog ingenlunde kunde ønffe
ſkulde gjøre Cœſars Ord til fine: komme, fee og ſeire.
Faren var imidlertid overhængende nok. En halv Time
endnu, og jeg var vis paa, at den lille intriguante Kjer⸗
lighedsgud vilde hviſke hende i Øret, at hun var for⸗
elffet faa høit, at hun umuligt kunde undgaae at hore
det. Saafremt jeg vilde forhindre, at Guſtav fod
Champagneſtemningen lobe af med ſig og gjorde et Skridt,
ſom han maaſkee ſiden vilde bitterligt fortryde, var en
Intervention nødvendig, og den maatte, indſaae jeg,
komme jaa hurtigt ſom muligt.

Jeg benyttede Leiligheden, da der efter en med
ſtormende Bifald fulgt Tale blev nogen Forſtyrrelſe i
Selſkabet, mens man gik omkring og klinkede med
hinanden. Guſtav maatte, hvor nødig han end vilde,
folge lidt tilſide med mig.

„Du er jo forelſket“ hviſkede jeg til ham.

„Jeg er henrykt, fortryllet, berufet af al denne
Ynde, Aand og Skjenhed.“

„Og det falder Du Troſkab mod Idealet, det kal⸗
der Du at vente udholdende og taalmodig paa, at din
Ubekjendte engang igjen vil viſe ſig, hun, hvis Billed

26 Idealet.

ingen anden Kvinde. nogenſinde ſkulde fordunkle! Du
har varet et Par Dage i Norge og nogle Gange i
glade Sieblikke været ſammen med en ung, ſmuk Dame, og
faa er det Hele glemt!” — Guſtav blev alvorlig; jeg
mærlede, at „Idealet“ og Freken Agnes endnu godt
kunde holde hinanden Stangen, og jeg blev derfor ved
med at bruge den Ferſte til at bekrige den Sidſte.

Guſtav var endogſaa lige ved at love mig, at han
vilde undgaae Froken Agnes Reſten af Dagen, da hun
pludſelig viſte ſig ved Siden af os og vilde have at
vide, hvad det var for Hemmeligheder, Guſtav og jeg
debatterede. Fordelen var atter ubetinget paa hendes
Side; hendes ſmukke Sine talte med ſtorre Kraft end
mine Formaninger, Guſtav knyttede atter den afbrudte
Enetale med hende, i Begyndelſen lidt vaklende og med
Sideblik hen til mig, men ſnart igjen ful dſtendig op⸗
taget af hende.

Taflet blev imidlertid hævet, og Selſkabet grupperede
fig paa den ſtore Plaine lige udenfor Villaen, medens
der blev budt Kaffe omkring, og medens man lyttede til
den Concert, der af nogle tilſtedeverende Sangere var
arrangeret paa Altanen. Jeg tog, halvveis med Magt,
Guſtav bort fra Froken Agnes og førte ham med mig
længere ned i Salen. Jendnu ſterkere Udtryk end tid⸗
ligere foreſtillede jeg ham det Letſind og den Utroſkab,
han lagde for Dagen. Han fluttede med at indrømme
mig, at jeg i alle Henſeender talte fuldſtendig fandt,
at han var en Galning, ſom blindt lod ſig rive med

Idealet. 27

af Sieblikkets Stemning og vilde være i Stand til at
begaae de ſterſte Daarſkaber, naar jeg ikke ſom en ro⸗
lig, beſindig Ven ſtod ved Siden af ham.

„Men er Du nu ogſaa ſikker paa Dig ſelv ligeover⸗
for Froken Agnes?“ ſpurgte jeg ham. N

„Det er jeg ikke, men derfor gaaer jeg ogſaa nu,“
ſvarede han.

„Gager?“ udbred jeg forundret.

„Ja, naar jeg er ſammen med hende og ſeer hende,
faa miſter jeg ethvert Herredemme over mig ſelv, fan
drager en magiſk Kraft mig ubetinget til hende, ſaa har
jeg ikke Sind eller Tanke for Andet end hende. Skal
jeg blive mig ſelv og min virkelige Kjærlighed tro, faa
maa jeg flygte nu og undgage ethvert Mode med
hende.“

Hvor: Guſtav dog denne Formiddag var fig ſelv
i potentſeret Skikkelſe! Jeg foreſtillede ham, at en ſaa⸗
dan pludſelig Forfvinden fra Selſkabet ſelofolgelig alde⸗
les ikke kunde gaae an, men det var forſt efter lange
Forhandlinger, at han endelig lovede mig at blive og
gjøre hvad der ſtod i hans Magt for at bekempe den
unge norſke Dames Indflydelſe paa ham.

Han hapde viſtnok ogſaa i dette Sieblik en ærlig
Billie. Phantaſiforelſkelſen i Idealet havde ſpiret i en
god Jordbund og flaaet dybe Rodder; jeg mærkede jo
bedſt nu, hvorledes dette Drommebillede kun behovede
at drages frem for at gjore fin Souverainitet gjeldende.
Men Ulykken var, at det viſtnok alligevel var for let

98 Idealet.

og luftigt til ikke at forſvinde, naar Virkeligheden atter
kom fan ſmuk og indtagende, ſom den vifte fig i Fro⸗
ken Agnes Skikkelſe. Derfor ſtolede jeg ikke fuldſtendig
paa Guſtav, men beſluttede ogſaa at virke lidt paa min
egen Haand.

Jeg opſogte Froken Agnes, der ſpadſerede ene om⸗
kring, rimeligviis for at ſoge efter fin faa pludſelig for-

ſoundne Cavaleer. At hun juſt ikke blev ſynderlig for⸗

noiet ved iſtedenfor ham at maatte tage til Takke med mig
undgik paa ingen Maade min Opmerkſomhed. Hun ſyn⸗
tes imidlertid at finde mere Behag i mit Selſkab, da
jeg forte Talen hen paa Guſtav. Jeg fortalte hende
om haus ungdommelig fværmende Phantaſterier og valgte,
med velberaad Hu, ſom et Exempel Hiſtorien om hans Til⸗
bedelſe af „Idealet“. Som jeg havde ventet, fengſlede denne
Hiſtorie i fuldeſte Maade hendes Opmarkſomhed, og
jeg undlod ikke at udmale hans indbildte, men dog ſaa
udholdende Kjerlighed med meget levende Farver. Det
vilde, mente jeg, nok lægge en Dæmper paa den Tilboie⸗
lighed, han havde vakt hos hende. At den kun var af
en temmelig flygtig Natur, derom følte jeg mig endnu
mere overbeviift, da jeg havde. fortalt hende om Seil-
touren paa Sors So og vort eventyrlige Møde med
den unge, ubekjendte Dame, og da jeg havde feet, hvor-
ledes hun lyttede til min Beretning med et halvt ſtjelinſk,
halvt fornoiet Smil.

Jeg havde paa denne Maade udrettet min Mis⸗
ſion. Med Bevidſthed om at have gjort min Ven en

Idealet. 29

veſentlig Tjeneſte forte jeg Freken Agnes tilbage til
Selſkabet, hvoraf Storſteparten havde ſamlet fig paa en
af Plainerne og under ungdommelig Latter morede ſig med
at lege Enkemand. Det var ved en underlig Skjeb⸗
nens Ironi i dette Sieblik netop blevet den ſtäkkels Gu⸗
ſtab, der ſom Enkemanden ſtod foran de fornoiede
Rækker"

Selv gik jeg ind i Huſet for at tende min Cigar
og kom derinde i Samtale med min Vert og nogle
ældre norſke Herrer, ſom med megen Jvrighed drøftede
Sporgsmaalet om en Alliancetraktat mellem de tre nor⸗
diſke Riger.

Da jeg efter en halv Times Tids Forlob atter
kom ud i Haven, vare Guſtav og Froken Agnes de
Forſte, mit Øie mødte. Til min Forundring kunde jeg
ſlet ikke ſee nogen Virkning hverken af mine Forma⸗
ninger ligeoverfor Guſtav eller min Samtale med den
unge Dame. De fulgtes ſammen ind i det lille Lyſt⸗
huus, ſom laa tilhoire tæt udenfor Haveſtuen. Jeg
var meget nysgjerrig efter at opfange nogle Ord af
deres Samtale, og da jeg havde Bevidſtheden om, at
det ſkete i den bedſte Henſigt, tog jeg ikke i Betenkning
at liſte mig ad en Omvei hen paa Siden af Lyſthuſet
og ſkjule mig i et Buſkads, hvor jeg uſeet kunde hore
ſaa godt ſom Alt, hvad de ſagde.

Men det havde jeg rigtignok ikke ventet, at jeg
ffulde faae at here. Guſtav friede. Med glødende
Veltalenhed og aldeles ude af fig felv fortalte han hende

—— —

30 Idealet.

om fin Kjærlighed og erklærede, at disſe Dage under
Studentermodet, der havde været de ffjennefte af alle,
vilde ſtaae for ham ſom Indgangen til en undergravet
Tilverelſe, ſaafremt ikke hun vilde gjore hans Liv til
en eneſte lang Dag med Solſkin og Sang. Da han
endelig ſtandſede fin vingede Tales Flugt og i Begei—
ſtring greb hendes Haand for at drage hende hen til
fig, reiſte hun fig op og traf fig bort fra ham med det
ſamme ffjelmffe Smil, ſom jeg havde feet, da jeg af-
gav min Beretning om Seiltouren.

„Og vil De virkelig have“ — horte jeg hende ſige
— vat jeg kal fæfte Lid til en ſaadan Erklæring af
Dem, naar jeg veed, hvorledes De ved den bryder med
en Kjærlighed, ſom i to Aar har været Deres eneſte

Tanke?“

Guſtav foer op. „Jeg forſtaaer Dem ikke“ uds
brød han paa en Maade, der overbeviſte mig om, at

„han i dette Sieblik virkelig ganſke havde glemt fin Übe⸗

kjendte.

„Jo, naar De vil tenke Dem om, ſaa forſtaaer
De nok, hvad jeg mener" ſagde hun, gjentog i forte
Trat hele min Beretning om „Idealet“ og ſkyndte ſig
fan leende ud af Lyſthuſet og ind i Haveſtuen.

Guſtav ſank om pan Banken aldeles tilintetgjort.
Da Froken Agnes var forſvunden i Haveſtuederen, gik
jeg ind til ham. Han havde ſkjult Anſigtet i fine Hen⸗
der, og jeg troer, han var ikke langt fra at græde.

„Guſtav“, ſagde jeg, og han fane op med et Ud⸗

—

—üͤ— —

Ide alet. 31

tryk af Vildhed og Forſtyrrelſe, ſom neſten gjorde mig
bang.

„Jeg er grendſeles ulykkelig, og jeg veed hverk en
ud eller ind“ udbrød han.

„Du er i en Stemning, ſom gjor, at Du ikke kan
tenke roligt”, ſagde jeg. „Jeg har hørt hele din Sam-
tale med hende; ſkjondt den Scene, ſom er forefalden i
dette Dieblik, maa være alt Andet end behagelig, var
det maaſkee godt, den kom. Kriſen er nu overftaaet, og
naar Du atter kommer til Ro, vil Du indſee, at bet flet
ikke var hende, Du elſkede.“

„Jo, jo, det var netop hende, hende og ingen An-
den, det føler jeg nu, da jeg har miſtet hende for be⸗
ſtandig.“

Jeg ſatte mig ned paa Benken ved Siden af ham
og vilde ſoge at berolige ham, da der pludſelig blev
ſlaaet Akkorder an paa Klaveret inde i Haveſtuen.
Forundret lyttede vi begge To til de Toner, ſom fulgte;
en deilig klokkereen Dameſtemme fang:

Hytten er lukket, Natten er ſtille,

Lyſet ei glimter bag Vinduets Glar;
Bolger, mens let imod Stranden J trille,
Ak om J vilde

Synge og ſpille,

Tonerne til hendes Hjerte J bar.

„Det er hende!“ jublede Guſtav, fatte med et Spring
ud af Lyſthuſet og foer op af Haveſtuetrappen.

Jeg fulgte ganſke langſomt efter og tillod mig at

32 i Idealet.

titte ind af Vinduet, men det Tableau, jeg fane henne
ved Klaveret, var faa fortroligt, at det vilde have været
i hoieſte Grad indiscret af mig, om jeg ikke ſtrax havde
truffet mig tilbage igjen.

For Selffabet tog Afſked, kom Guftav imidlertid
hen til mig med Froken Agnes ved Haanden. „Maa
jeg preſentere Dig min Forlovede“ ſagde han ſtraalende
af Lykke. „Hun er pan en Maade en gammel Bekjendt
af Dig. For et Aar ſiden var hun i Beſog paa en
Gaard i Nærheden af Slagelſe og gjorde en lille Ud—
flugt for at ſee Soro So i Maaneſkin. Dengang, kan
Du nok huſke, modte vi begge To hendes Baad ude paa
Soen.“

Samme Aften var Studentermodets ſtore Hoved⸗
feſt, Ballet pan Akershuus. I den milde, maaneklare
Sommernat havde et mindre Selſkab ſamlet fig omkring
et improviſeret Bord ude i Parken. Det var Venner
af Guſtav og Veninder af Froken Agnes, der — med
den ſtore, jublende Ungdomsfeſt ſom Ramme — feirede
en mindre, men ligeſaa jublende, ligeſaa ſtemningsrig:
det unge Pars Forlovelſesfeſt. J perlende Champagne
onſkede vi dem Lykke forſt paa den lille Tour op til
Sneefjeldene og faa paa den ſtore gjennem Livet.

33

Huapoleons sidste Jage.

Blade af hans Kammertjener Marchands Dagbog.

Longwood d. 30te Marts 1821.

Min ſtakkels Herre! En Stjerne efter den anden
daler paa hans natlige Himmel, og ingen — ingen Sol
ſtiger op. Fra hans Gemalinde er der kommet et Brev
til ham. Gouverneuren har brudt det, viiſt ham et
Glimt af de dyrebare Træf, men levere Keiſeren det
vil han ikke. Han ſiger, det maa ſendes tilbage. Jeg
var tilſtede, da han erklerede dette, og iagttog Keiſeren
møje, Dodbleghed og Ildrodme afvexlede paa hans
Kinder, hans Sine lynede, hans hele Legeme bevede
ſom i Krampe; han flog ſig med den knyttede Haand
for Panden og ilede ud i det Frie.

Saa har da fer lange Aars Fangenſkab, fer lange
Mars Eenſomhed, fer lange Aars Legems- og Sjals⸗

0

34 Napoleons ſidſte Dage.

lidelſer, fer lange Aars Skilsmisſe fra Alt, hvad der
var ham dyrebart, fra Fædreland, Huſtru og Barn, ikke
formaget at forſone hans Fjenders Had!

Det var Nat. Jeg kunde ikke ſove; jeg tenkte paa
ham, mit Hjerte hænger ved i Liv og Dod. Da aab⸗
nedes Doren, og han ſtod pludſeligt for mit Leie, bleg,
meget bleg, mork og urolig. Han bar trekantet Hat,
grøn Uniform med Stjerne, og Kaarde ved Siden.

„Marchand!“ ſagde han, „jeg er ſyg; det piner
og martrer mig overalt. Staa op! Jeg maa tale med
Gouverneuren. Du ſkal folge mig!“ — Taus kladte
jeg mig paa og fulgte ham. Vi vandrede til Gouver⸗
neurens Bolig. Underveis klagede han ofte: „O, ma
femme]! o, mon fils chéri!“ og ſaae derhos med
foldede Hender op mod Stjernerne. Ellers ſagde han
Intet.

Vagterne vege tilbage, ſlagne ved Synet af den
høie Helt. Ak, han er dog nu kun en Skygge af Ver⸗
dens Overvinder! Graae Haar dakke den Isſe, hvorpaa .
tilforn en Verdenskrone ſtraalede. Men Aanden er der
endnu. Det vifte fig ſnart. Uden at blive ſtandſet,
traadte han lige ind i Hudſon Lowes Sovegemak.
Denne laa. Et Lys brændte paa Bordet foran
Sengen. Beſtyrtet foer han op og raabte: „General!“

3 det Samme faldt et Papir, hvori han havde leſt, ud
af hans Haand.

Napoleons ſidſte Dage. 35

Napoleon kaſtede fit Falkeblik paa det, rev det op,
ſtak det i Barmen og ſagde: „Det var det, jeg vilde!
En rolig Søvn, Gouverneur!“ — Hudſon Lowe havde
tabt al Fatning. Han ſparede ikke, han rørte ſig ikke.
Keiſeren gik og Ingen tenkte paa at hindre ham.

Den hele Nat har han været oppe. Han har
læft det dyrebare Brev vel tuſinde Gange, han har —
til Are for fin Menneſkelighed — vedet det med fine
Taarer, han har ſukket og klaget, fan Veggene gave
Gjenlyd, og jeg, ſom laa tæt ved ham, ſukkede og
klagede med ham. Lydeligt raabte han flere Gange:
„O, min Huſtru! O, min Son — min elſkede Son!
Nu doer jeg med Glæde, thi J have givet mig Af-
ſkedskysſet!“

d. Iſte April 1821.

Keiſeren vandrer, lig en Skygge, om blandt Klip⸗
perne, fætter fig ned, med Armene overkors, og taler
meget med fig ſelv. Derpaa farer han op og knuger
begge Hænderne mod Underlivet. Han har heller ikke
ſovet forrige Nat. Han ſpiſer neſten Intet. En ulege⸗
lig Smerte ſynes at tære paa hans Livsmarv; men han
ſkjuler, hvormeget han lider.

Paa hans Bord ligger folgende Blad, ſom han
har ſkrevet afvigte Nat. Trakkene ere halvt udſlettede.
Jeg er fortrolig med hans utydelige Haandſkrift og har
afſkrevet Bladet:

3*

36

Napoleons ſidſte Dage.

„Jeg vandrede ved den ſtille Havbred; mit
Blik ſtuede over mod Europas Egne; jeg udtalte to
elſtede Mavne, men Bolgerne haanede mit Raab,
og Stormens Piben klang i mit Ore ſom Lan⸗
kers Klirren.

Jeg vankede om blandt Klipperne i den ſtjerne⸗
klare Nat. Hisſet — udbrød jeg — paa denne
eller hiin tindrende Sol favner jeg mine Kjere
igjen. Hernede er det forbi! — Og St. Helenas
Bazaltklipper gjentoge dronende: forbi!

Jeg ſaae den fattige Inſulaner favne fin Hu⸗
ſtru, jeg jane ham vugge fit Barn paa Kncet i
himmelſt Henrykkelſe. Jeg bortvendte mit Aaſyn
og gred. Ogſaa jeg har Huſtru og Barn, ſukkede
jeg, men ikke her — ikke her! Jeg er jo dod, er
levende begravet.

Dog aander mit Bryſt endnu, og inden dets
Aandedrag for evigt ſtandſer, har jeg ſmagt Him⸗
lens Fryd. Jeg har hort en Affkedsroſt fra Hu⸗
ſtru og Son. Den ſkal tone i mit Bryſt, naar
Doden hamrer derpaa. Mig ſynes, den begynder alt.

Stakkels Barn! hvilken Glands omſtraalede
din Barndom! En Krone havde jeg lagt paa din
Vugge — og nu! — Leo vel!

Stakkels Moder! Netop idag for elleve Aar ſiden
feirede vi vor Bryllupsfeſt i Frankrigs Hovedſtad;
idag for ſyv Aar ſiden maatte Du flye derfra, thi
jeg var dalet, Fire Aars Himmel — fer Aars

Napoleons fibfte Dage. 37

Helvede — men — der fommer en Himmel igjen.
Farvel — ſaalenge!

Jeg ſtunder til Hvile, Det martrer mig i
mit Hjertes Rod — Ormen er flittig. Jeg lider
gruſomt, men jeg klager ikke. Jeg ſonderrives af
navnloſe Qvaler, men jeg har ingen Klage over
min Skjabne, thi om den end ſonderknuſer mig —
jeg ſtaaer dog heiere end den!

En O gav mig Livet, paa en O ffal jeg ud⸗
aande det. Min Middagsſol fandt mig i et Keiſer⸗
flot, min Aftenrode ſkal finde mig i en Traehytte.
O, Menneſkeſkjebne!“ —

Det er det Sidſte, ſom jeg har ſeet fra Keiſerens
Haand.

d. 18de April.

Hvor Keiſeren er forandret! Mild og venlig mod
Alle vafler han omkring, godmodig ſom et Barn, for⸗
klaret ſom en Himlens Engel. Hans Aand ſpaver alle⸗
rede hiinſides Graven; kun Legemet er endnu lidende.
Han taler til Alle om fin nere Dod. Stundom ſysler
han lidt i ſin Have, men neppe har han arbeidet nogle
Minutter, for han ſegner om af Mathed. Lægerne
bede ham ſkaane fig, men han ſparer ſmilende: „Jeg
har Intet at tabe.“ Saften af Orauger er det Eneſte,
han nyder, og den lille Julie, en munter, ni Aar
gammel Pige, Datter af en Sergeant i Garniſonen,

3 Napoleons ſidſte Dage.

er hans ſtorſte Glæde her. Hvergang hun kommer til
ham, boier han fig ned og omfavner hende og gjør
hende ofte Smaaforœringer. Gouverneuren behandler
ham, ſiden hiint Optrin, med fig Wrefrygt. Paa
Pianoforte klimprer han gjerne; helſt ſpiller han fin
Yudlingsſang, den ſamme, han nynnede hiin ſtille Nat,
da han, nedſtodt fra Frankrigs Throne, flygtede fra fin
Hovedſtad:

„O, Richard! o, mon roi!

L'univers t'abandonne!“

d. 20. April.

Keiſerens Kræfter aftage. Han paaſtager, at han
har en edende Kraft i Maven, men Lægerne trakke
paa Smilebaandet og ſige eenſtemmigen, at han lider
af en Leverſygdom. Han kan neppe vakle over Gulvet.
Naar jeg eller Andre lobe til for at gribe ham under
Armene, ſiger han bortviſende: „Lad mig kun!“ og
humper videre og holder ſig ved Stolene.

d. 25de April.
Han er gaaet tilſengs og reiſer fig neppe mere.
Vi have maattet bære ham deri. Han ſtred imod, ſaa⸗
længe han formaaede. Nu nyder han Intet uden
Medicin, tager den gjerne, men ſiger hvergang: „Det

hjælper mig dog ikke! Jeg veed del godt, jeg bærer
Doden i mig.“

Napoleons fibfte Dage. 39

De, ſom en Tidlang ikke have feet ham, bæve
tilbage ved Synet af ham. Og virkelig ligner han
mere en Beenrad end et Menneſke. Den forſte Klage
af hans Mund har jeg hort idag. „Marchand,“ ſagde
han, „kom her, hold din Haand her i min Side! Det
er ſom man her ſtodte mig en Kniv ind mellem Benene
og brod den af i Saaret.“ Men kort efter, da han
faae mig ſnige mig bag Hovedgjerdet for at ſtjule
mine Taarer, lagde han til: „Dog nei, Marchand! det
gjør ikke faa ondt endda. Lidt bitter maa Doden jo
altid være.”

d. 25de April.

Det bliver hver Dag verre. Lægerne træffe paa
Skuldrene. De to ſidſte Netter har jeg vaaget hos
Keiſeren. Han fif ikke Blund i fine Sine. Sidſte
Nat talte han meget. Jeg vil gjengive vor Samtale,
ſaagodt jeg formaaer:

Keiſeren. Nu ſtaaer jeg paa Grendſen af det
mørke Nige, Marchand. Du veed, jeg har ofte feet
Døden i Siet, men fun i Forbigaaende, Dennegang
tager jeg den ret i Betragtning. Nu, ſaa frygtelig er
den da heller ikke. Jeg rakker den rolig Haanden ſom
en Forbundsfelle i min ſidſte Strid. Mit hele Liv
var Kamp. Nu langes jeg inderlig efter Vaabenhoile.“

Jeg. Men er det da ſaa viſt, at det er Doden?“

rr

— 1

40 Napoleons ſidſte Dage.

Keiſeren. Ja, det er viſt! Ingen har kjendt
mig, uden jeg ſelv. Jeg veed ret godt, hvorledes det
feer ud herinde. Godt, at Døden kommer. Jeg havde
vel kunnet finde den, hvis jeg havde været ſvagere end
min Skjebne. Nu doer jeg ſom dens Seirvinder.
Vil Du elſke min Grav?

Jeg. Knale vil jeg paa den, og med Taarer vel⸗
ſigne min allernaadigſte Herres Minde.

Keiſeren. Godt! Jeg veed nok Een, ſom vil
hore Budſkabet om min Dod med Taarer. Nok
Een — og nok Een! Du kjender dem, Marchand; Du
ffal bringe dem min ſidſte Hilſen. Lover Du mig det?

Jeg. Ja, Sire, jeg lover det.

Keiſeren. Og naar jeg er dod, vil jeg, at man
ſkal aabne mit Liig. Jeg onſker, at man vil fore mit
Stov til Frankrig. Vel var det ret ſmukt at ligge be-
gravet her, men jeg elſker det franſke Folk faa hoit. —
Vil Du blive hos mig, til jeg er dod?

Jeg. Kan min Keiſer ſporge?

Keiſeren. Velan da! Seer Du, det kunde vel
hendes, at Doden berøvede mig mine Sondfer pan det
Sidſte. Men naar Du merker, at Malet flaaer mig
feil, ffal Du hjælpe mig i min Generalsuniform og
lade mig lægge paa den Feltſeng, jeg har hvilet paa i
mine Krige. Og den blaae Kappe, Du veed, jeg bar
ved Marengo, ſkal Du lægge under mig. Den har
reddet mit Liv. Den brave Deſaix ſaage en Soldat
ſigte efter mig. Han rev Kappen af mig og kaſtede

˖————

Napoleons ſidſte Dage. ; 41

den om fig ſelv, og ſtrax efter ſegnede han med en
Kugle i Bryſtet. Paa den vil jeg flumre ſodelig ind.
i Derpaa faldt han i dybe Tanker. Pludſelig foer
han op og fpurgte: „Kan Du gjette, paa hvem jeg nu
tenker, Marchand?“ — „Nei, Sire!“ — „Jeg tenker
paa min Kone og mit Barn.“

Derpaa laa han ſtille hen en Stund. Omſider
foldede han fine Hænder og ſagde: „Men nu tænfer
jeg paa Jeſus. Han oil være os naadig alle Tre.“

Da Morgenen demrede, ſagde han: „Saa gik
atter en Nat. Snart er den ſidſte der. Men Mor⸗
genen udebliver dog aldrig. Jeg tabte Keiſerkronen,
jeg vinder Livets, Det er den enefte Krone, der er værd
at kempe for. Jeg misunder Dig ikke, Ludvig, —
men det Bedſte, jeg kan unde Dig, er en Dod ſom min.
— O, mit elſkede Frankrig!“

d. 29 de April.
Jeg har været Vidne til et Optrin, der har ryſtet
mig dybt. Det var Nat. Jeg ſad alene ved Keiſerens
Seng. Han forekom mig faa underlig. Han ryſtede
ſom i Feber og talte vildt af og til. Derpaa taug
han lenge. Pludſelig ſpurgte han heftig: „Marchand,

Du har jo været paa Schenbrunn?“ — „Ja, Sire!“
— „Saa fjender Du Veien. Du fkal hente mig min
Sen.“ — „Deres Majeftæt.” — „Maaſtee Du ikke

vil?“ — Jeg taug bedrøvet. Da flog han Hænderne

—

— . Er

42 Napoleons ſidſte Dage.

ſammen og udbrod ret bedrovet: „O, Richard, o mon
roi, I'univers tabandonne.“ — Kort efter lagde han
til med et Blik, der ffar mig i Sjælen: „Du kan dog
tenke Dig, hvor jeg maa langes efter ham i denne
Tid. Hent ham, jeg beder Dig, at han kau blive hos
mig og lægge Fingeren paa mit Sielaag, naar Tid er.
Jeg kunde jo gjerne hente ham ſelv, naar jeg ikke var
ſaa mat. Horer Du, gaa! Du veed jo, han er her
inde ved Siden af.“ — Jeg maerkede ſtrax, hvorledes
det var fat med den Syge, og ſtrebte at tale ham til
Rette. Det ſyntes, ſom han lod ſig ſige. Han ſagde
ganſke roligt: „Det er godt! Gaa nu ud og hent mig
lidt. friff Vand.“ — Jeg vilde gjere Indvendinger,
men da blev han vred og ſagde: „Jeg befaler Dig at
gaae!“

Da jeg kom tilbage, var Sengen tom. Doren til
Sidevarelſet ſtod aaben. Jeg ſtyrtede derind. Der ſtod
Keiſeren, ſom han var ſprungen ud af Sengen, med et
Lys i den venſtre Haand og rev og fled med den høire
i ſin Sons, af David malede Portrait, der hang paa
Veggen. Jeg blev ſtagende bag ved ham, uden at han
fane mig. Da Maleriet ikke vilde ned af Sommet,
blev han ivrig, ruſkede endnu haftigere i det og raabte:
„Vil Du flippe ham, Frantz! Er han din Neven, faa
er han min Son! Jeg ſavner ham i mine ſidſte Timer.
Huſker Du 18052 huſker Du 18097 da ſtod Du i
min Haand! Hid med Drengen!“ — Den voldſomme
Anſtrengelſe havde udtomt hans ſidſte Kræfter — han

Napoleous ſidſte Dage. 43

ſegnede om ſom et Liig. Jeg maatte raabe om Hjalp
for at faae ham bragt tilſengs igjen. Jeg tog den
unge Napoleons Portrait ned af Væggen og” hængte
det ligeoverfor hans Seng, ſaaledes at hans Oine, ſaa⸗
fnart han ſlog dem op, maatte falde derpaa. Og neppe
var han vaagnet af ſin Afmagt, for det dyrebare Billed
faldt ham i Oinene. Med ſpag Roſt og ſmilende Mine
ſagde han, ſom om han fattede ſig efter en tung Drom:
„Naa, er Du der! Bliv, bliv! Gud og alle Helgene
ſtaae mig bi, i denne ſidſte Nod!“

d. 2den Mai.

Gouverneuren har veret her idag. Han var kold
og ſtiv ſom ſedvanlig. Han ſtudſede ved at fee Kei—
ſeren. „Deres Excellence er meget henteret,“ ſagde han.

„Deres Excellence!“ gjentog Keiſeren med ſpag,
men heftig Roſt, „jeg hedder ikke Excellence. Jeg er
kun et Menneſke, og om faa Timer er jeg ikke engang
det mere. Henteret! His er Skylden? Hvem har
hældt Giften draabeviis i mit Hjerte? — Men nu er
det jo ſnart forbi,” lagde han mildere til; „jeg har
ſpillet min Rolle i Livet. Lad nu de Andre gjore det
bedre. Himlen vare lovet, at mit Fangenſkab har en
Ende!“ — „Har De Jntet at onſke?“ ſpurgte Sir
Lowe. — „Intet, ſom De kan opfylde. Ban Jorden
onſter jeg mig en rolig Dod, og i Himlen en naadig
Dommer. Veed De noget Bedre?” — „Ellers Intet?“

— — — — — —

44 Napoleons ſidſte Dage.

— „Ellers Intet? ellers Intet? Saa vil De da ende⸗
lig, at jeg ſkal udbede mig Noget af Storbrittaniens
Maade? Velan da! Skaf mig i en Haft min Gemal⸗
inde hid, at jeg kan ſige hende mit ſidſte Farvel for
dette Lib.“ :

„Jeg beklager —“

„Jeg beklager Deres Afmagt. Sporg mig ikke
mere!“ — Med disſe Ord vendte han Hovedet mod
Væggen og mumlede: „Ni foi, ni loi!“ — Fra den
Tid talte Keiſeren ikke ſynderligt mere. Han ſyntes
at tænke dybt, og af og til bevægede han Leberne
haſtigt.

d. 5te Mai.

Igaar og iforgaars laa Keiſeren ſtille hen, uden
at tale. Imorges var han muntrere og forlangte at
ſpiſe. „En herlig Dag! en herlig Dag!“ mumlede
han ofte, næften uforſtageligt, med et halvt vanvittigt
Smiil. Mod Middag ſagde han flere Gange: „Pynt
mig! pynt mig!“ — Klokken 1 rakte han ſin Haand
ud efter mig, drog mig ned til fig, og hviffede mig i
Oret med has Stemme: „Marchand! j'ai la mort
entre les dents!“ — Disſe Ord vare de ſidſte, han
talte.

Efter hans forhen yttrede Onſke iførte vi ham
Generalsuniformen og lagde ham ſagtelig paa hans
Ynudlingsfeltſeng. Med foldede Hender og tillukkede Dine

Napoleons ſidſte Dage. 45

laa han hen til Klokken 3. Undertiden fordreiedes
hans Anſigttrek convulſiviſk, og det var klart, at han
led uhyre Smerter, Men ingen Lyd kom fra hans
qvalfulde Bryſt. Pludſelig aabnede han Oinene — ak,
de vare allerede halobruſtne — fæftede dem paa fin
Sons Portrait, ſmilede blidt, og nu begyndte han at
drages med Doden. Klokken fire lod det, ſom om det
flygtende Liv endnu engang vendte tilbage i hans Bryſt.
Han bevægede Leberne heftigt og mumlede mellem Ten⸗
derne, men da han merkede at Ingen forſtod ham,
giorde han en Bevagelſe med den heire Haand, ſom
om han vilde ſkrive Noget. Vi lagde en Tavle for
ham og ſtak ham en Griffel i Haanden. Med megen
Anſtrengelſe ſkrev han, idet han blev liggende og ſaae
opad, følgende, neppe leſelige Ord: „Je suis devant
Dieu!“ — En Time efter gav han det ſidſte Suk.

d. 6te Mai.

Jeg har vaaget inat ved Keiſerens Liig; jeg har
feldet mange Taarer, men han var flere verd. Han
der myg havde ryſtet hele Jorden, laa nu her, en lio-
los, farveles Skygge. Siet var lukket, Hjertet havde
Fred. Hans Dod var Heltens Dod.

Liget ſkulde aabnes. Jeg klædte det af. Paa den
Dødes blotte Bryſt lan et Papiir. Jeg ſtak det til
mig. Det var, ſom jeg ſiden ſaae, Brevet fra hans
Gemalinde. Det havde altſaa hvilet paa Heliehjertet i

N

—— —— —uLv— 2

46 Napoleons ſidſte Dage.

dets ſidſte Qval, det havde indſuget den Henfarnes
Dodsſved! Paa Brevets Margen havde han ffrevet:
„Jeg enſker, at dette Brev maa blive lagt i Graven
til mig, for at henſmuldre paa og med mit Hjerte!”
— Hans Ønffe er blevet opfyldt. Men af Brevet
har jeg taget en Afſkrift, og da dets Indhold hædrer
den Henfarne og hans Efterlevende i lige Grad, tager
jeg ikke i Betankning at meddele det.

Maria Loniſe til Napoleon.

„Endnu eet Brev vil jeg ſkrive til den fjerne O.
Jeg har ſkrevet mange. Himlen veed, om Du har
faaet dem. Maaſkee fager Du heller ikke dette. Men
ſtulde det ved Guds og dine Fjenders Naade komme i
dine Hænder, faa viid, at min Taare er falden derpaa.
Ak, mange Taarer. Jeg burde ikke. Nei, Napoleons
Huſtru burde ikke grede. Men hans Enke maa
jo vel. 0

O, dyrebare Helt! hvorledes lever Du paa din
Klippe? — Jeg hører, at man behandler Dig faa
haardt. Kan man da ogſaa fengſle din ſtore Aand?
— Siig mig, lider din Sjæl? —- Savner Du mig?
Napoleon, favner Du mig? Have og Lande ligge imellem
os, men dog er jeg Dig ner. Foler Du ikke i een⸗
ſomme Timer, hvor mit Hjerte flaaer imod dit? O,

Napoleons ſidſte Dage. 47

jeg er Dig altid og allevegne ner. Jeg folger Dig,
naar Du vandrer om blandt dine Klipper; jeg ſtaaer
hos Dig ved Havets Bred; jeg hører din Klage gjennem
den tauſe Nat.

Men — jeg Arme! dog er jeg langt fra Dig —
uhyre langt. Og naar jeg tenker paa, at mine Sine
aldrig mere ſkulle fee Dig, disſe Arme aldrig mere
favne Dig, disſe Oren aldrig mere here et Ord fra
dine Laber, da maae jeg ſvage Qvinde vel fortvivle i
min Lengſels Marter.

Ja, jeg længes uſigeligt. Gid jeg kunde flye til
Dig med vor Sen. Ogſaa paa en Klippe kunde
vort Paradis blomſtre. Men jeg maa ikke. Jeg
kan ikkte. O, Gud, Du er tabt for mig! Maaſfkee
evig tabt.

Man ſiger, Du er ſyg. Bil Du døe? O, det
var meget bedre, Du og jeg. Hvad Livet adſkilte ffal
Doden forene. Maatte jeg kun være hos Dig i din
ſidſte Time. Hvem ffal terre Dodsſveden af din
Bande, hvem ſkal bede med Dig, hvem lukke dit Die?

Snart ffal vel ogſaa jeg lukke mit. Livet ligger
for mig ſom en ode Ork. Dets faureſte Dage ere
forbi. Napoleon, jeg fætter Dig Stævne i Guds
Himmel. Hvadenten Du gaaer foran, eller jeg — der
modes vi. 2

Din Søn vil hilſe Dig i et Par Linier herneden⸗
under. Han er endnu mit Haab. Veed Du vel, at

48 Napoleons ſidſte Dage.

han er Dig ſelv op ad Dage? En herlig Son, af en
herlig Fader. :

Lev vel! Maaffee er det det ſidſte, jeg byder
Dig hernede. Jeg byder Dig det med Kjarlighedens
Graad. Ja, evigt Farvel! Tenk paa mig i din
Dodsſtund.“

Napoleon Frantz Joſeph Carl
til ſin Fader.

„Hvorfor lader Du mig aldrig høre fra Dig,
min Heltefader? Du kan dog nok tanke Dig, at jeg
maa. lenges efter at erfare, hvorledes Du lever og
lider. Men Englænderne forbyde Dig det vel. De
have nok at tage vare med Dig. Du har det ſagtens
ikke godt, men det trøfter mig dog, at en Mand ſom
Du er fri overalt, endog ſom Fange. Jeg er opfyldt
af din Hader, min Fader! Jeg laeſer i Hiſtorien om
ſtore Helte, men din Lige finder jeg dog ikke. Jeg
vilde gjerne blive Dig lig. Mener Du, jeg kan? —
Min forſte Bedrift ſkulde da være den, at hente Dig
fra St. Helena; thi ſaaledes bor en Mand ſom Du
ikke begraves lebende. — Jeg tenker altid paa Dig,
endſtjondt man ſiger mig, at jeg ſkal ſlaae Dig af
Tankerne. Men hvor kan jeg det? Overalt toner det

Napoleons ſidſte Dage. 49

i min Sjæl: „Glem ikke, at Du er Napoleon den
Stores Sen.“ Nei, min Fader, ved dit udodelige
Navn, jeg ffal aldrig glemme det; med Guds Hjælp
ſkal jeg i Tiden viſe mig det værdigt. — Og Du,
tenk ogſaa Du ſtundom paa din kjerlige Son.“

50

Bigte af Sophus Bauditz.

155
Jeg bygger paa en Borg.

Jeg bygger paa en Borg, jaa prud
Som Tanken den kan bære,
For dig, mit unge Hjertes Brud,
Du ſkal dens Dronning være;
Jeg lægger trøftigt Steen paa Steen
Og hvælver Buen hoi og reen,
Hvorunder Du ſkal træde;
Det gaaer fin Gang
Med Spil og Klang,
Det Arbeid er min Glæde.

Jeg bygger op ſaa heit mod Sky,
Jeg reiſer Spir og Tinder

Og planter Lund omkring til Ly,
Paa Muren Roſer binder;

Digte af Sophus Bauditz.

Jeg laaner Glands hos Stjernen ſelv
Og Perler af den ſtride Elv,
Selv Maanen til mig ſpreder;
Af Blomſt i Vaar
Jeg Farver fager,
Med Solſkin Dug jeg breder.

— Saa fører jeg Dig ind min Brud
Mens alle Klokker klinge,
Da folder Roſens Knop ſig ud,
Af Svøbet Lilier ſpringe;
Og Spiret haver ſtolt ſig op,
Mens Flaget vaier fra dets Top
J Foraarsvinde lune;
Da fager mit Haab
Fra oven Daab,
Jeg raader Livets Rune!

2.

Sommermorgen.

Forſigtigt ſnige Solens førfte Pile
Sig mellem et Gardin og Vindvets Karm,
Og legende i Stuen ind de ile,

At vriſte Bytte nu fra Gøvnens Arm;
3

51

i
1
i
i

52 Digte af Sophus Banditz.

Ek Oieblik, en Kamp, og Søvnen fvinder

For Lyſets ſeierſele Herſkermagt,

Mit Rige byder jeg min Overvinder:

Jeg aabner Vindvet for den gyldne Pragt.
O, hvilken Morgen! Alt er ſtille,
Selv Soen er faa blank og klar,

Som haabed' den, at aldrig vilde

En Stormvind knuſe kaad dens Glar.
— Men jeg maa bort, jeg bytter Taget
Med Himlens rene, lette Hvalo,

Hvor Blomſterdug pan Jord er draget,
Og Loft og Veg er Skoven ſelv.

Hvor dog nu jeg aander let,
Aldrig kan jeg blive træt!
Grant jeg føler, jeg er ung,
Ingen Byrde er for tung;
Luften Haab og Mod mig bringer,
Den mig løfter ſom paa Vinger,
Briſtet er hvad ellers bandt;

Fri jeg er ſom Hjort i Skove,
Alt, ja, Alt jeg turde vove

For den Tanke: hvis jeg vandt!
— Var Du her i denne Stund
Loſtes Seglet fra min Mund;
Ordet ei jeg kunde ſtenge,

Frem det maatte bryde frit,

Dg jeg forbred, hvad faa længe
Jeg i Tanken kaldte mit.

Digte af Sophus Bauditz. 53

Men Gangen ſagtner, her flaaer Skoven
Sit lyſegronne Telt om Voven.

Den ftaaer ſom om endnu den dromte
Skjœrſommernattens lyſe Drøm,
Som vare Livets Kilder tømte
Og Livet felv en yndig Drøm.
Jeg ſtandſer, ret ſom var det Brede
At træde ind i Skovens Sal,
Som frygtede jeg end at mode
En dagſky Aand i Drommens Hal
Og ffue Elverdandſens Spor
Bed Moſen i den bløde Jord.
— Dog, Sjogen kukker,
Roſen lukker
Med Rodme op fin ſkjenne Favn:
Lys er oprundet,
Nu har fundet
Hver Nattens Aand fin Dagens Havn.

1

Ei rører fig den mindſte Bind
Men Træets Blade bolge,

Som hvidffed de mod Kronen ind
Hvad Fuglen bad dem dolge.
Bag Skrappens gronne Buetag
De lysblaae Klolker ringe,

Mens Sneglen holder Flyttedag
Og Humlen bruger Vinge.

—

— — —————.
2 ——

———

54

Digte af Sophus Bauditz.

En tilgroet Sti her munder ud,
Dens Spor ſelv knap man finder,
Om Tidslens ſtive Blomſterſkud
Kjoelk Snerlen op fig vinder.

Jeg ſnubler over Træets Rod,
Mod Kinden ſpringe Kviſte,

Og Bromberranken om min Fod
Tat ſlynger fig med Lifte.

Det er, ſom aabned denne Vei

Et Sted, hvor Skoven taaler ei,
At Menneſker mage træde;

Selv Roſen griber Armen fat

— Her ſtjuler Skoven viſt en Skat,
Sin Stolthed og fin Glæde:

Skinſygt helder Bogens Stamme
Her mod Soens lille Speil;
Skoven er en lovrig Ramme
Om en Perle uden Feil;

Derfor Roſen Torne retted,
Koiſte rovede min Ro,

Snarer Brombarranken fletted,
Perlen maatte vogtes tro!

Som en Draabe, født af Duggen
Jen varm Midſommernat,
Drommer Soen her i Vuggen
Dannet af det friſke Krat;

J dens Glar et Billed bæver

Digte af Sophus Bauditz. 55

Malt med Lyſets ſikkre Pen,
Som et Drommeſyn det fvæver
Imod Perlens Indre hen.

Her, hvor Stormen ſelv kun foles
Som et mægtigt Aandedrag,

Og hvor Solens Funker kjeles

J det grønne Tempeltag:
Stammed her jeg, hvad mig tynger,
Aabned jeg for Dig mit Sind

— Du, den gyldne Traad, der flynger
Ii mit Tankevæv fig ind —
Hertets Sprog Du neppe megted
Kold at høre af min Mund,

Mine Drømme. ei Du nægted

Liv og Sjæl i denne Stund.

— Nei, Du puſted Livets Lue

J hvad ulmed kun hos mig,

Og en Verden fil jeg ſkue

Uden Horizont ved Dig!

—— — — ORE

56

Et Blik bag Coulisserne.
Af

Adolf Bauer.

„Bag Coulisſerne“ er et magiſt Ord! Hvor levende
end Tilſkuerue interesſere ſig for et Stykke, med hvor
ſtor Spænding de end folge Handlingen og lutte til
de Ord, der lyde til dem fra Scenen, tor man dog
temmelig ſikkert indeſtage for, at mindſt Ti af Tyve med
ſterſte Glæde vilde give Affald paa denne Nydelſe for
et Siebliks Tilladelſe til at betrede Scenens ſkraae
Brader og fee fig om bag Coulisſernes malede Lerreds⸗
flader. Det ſtore halvmerke Rum med de nøgne
Vægge, hvor Decorationerne vende Vrangen udad, hvor
tykke Tove og fvære Bjelker hænge ned fra Loftet,
hvor Gulvet er gjennemſkaaret af lange Ridſer og
Revner, hvor man hvert Oieblik er udſat for at falde
over en eller anden Gjenſtand, der er ſtillet hen der, og
hvis hele uhyggelige Chaos contraſterer faa ſterkt med

Et Blik bag Conlisſerne. 57

det tropiſke Landſkab, den huͤggelige Stue eller den
pragtfulde Sal, ſom Scenens Decoration maaſkee i
ſamme Sieblik fremviſer i fuld Belysning, har netop
en eiendommelig Tiltrœekning for Mange. Lyſten til „ret
privat“ at kjende de Vasner, ſom befolke disſe Steder,
er vel den ſterkeſte Beveggrund hertil, men ogſaa Til⸗
boieligheden til at ſee Vrangſiden af Tingene har ſin
ſtore Andeel i denne Nysgjerrighed, og jo flere Over⸗
raſkelſer et Theater byder ſit Publicum i Form af De⸗
corationsſfifter, Forvandlinger, Tryllerier o. lign., deſto
ſtorre vil Lyſten blive til at vide „hvorledes det
gaaer til.“

Der er en ſeregen Art af Stykker, i hvilke Hoved⸗
vægten netop er lagt pan at fængsle Publicum med
ſaadanne Effektmidler, nemlig de ſaakaldte Feerier eller
Trylleſtykker. Texten gaaer i Reglen ind under Be⸗
grebet „gyſeligt Vrøvl” og har ſaalidt form muligt med
den ſunde Menneſkeforſtand at gjøre, men det kan være
temmelig ligegyldigt, da den kun er bleven til for at
danne en Ramme om Mafkinmeſterens Praſſtationer,
thi denne er Stykkets Hovedperſon. Han udfører ogſaa
i Reglen ſin Rolle fortrinligt. Skummende Vandfald,
fraadende Søer, Skibe, der forliſe, og Armeer, der
kempe, ere Smaating for ham; han bygger Feepaladſer,
ſtraalende af Solv og 20 Fdelſtene, trods nogen Byg⸗
meſter, og han lader Solen ſtraale om Dagen, Maanen
og Stjernerne ſkinne om Natten eller frænder Regubuen
over Theatrets blaa Himmel med en Naturtroſkab, der

**
|

58 Et Blik bag Coulisſerne.

er aldeles forbauſende. Og hyilken Magt er han ikke
i Beſiddelſe af: hans Stav maner Aander frem, for igjen
at lade dem forfvinde paa hans Bud, han ftaaer i et
intimt Forhold til Elverpiger og andre luftige Vaſener,
og paa et Vink af ham opføre de ſtrax deres lette
Dands paa Engen i den maaneklare Nat; paa hans
Bud ruller Tordenen, og Lynet knitrer, kort ſagt, han
er uindſkrenket Herre over alle Naturens hemmeligheds⸗
fulde Krafter.

For at kunne udrette Alt dette, har han maattet
ſoge Hjalp allevegne fra, og han har da blandt Andet
ogſaa henvendt fig til Videnſkaben, for hos den at finde
Underſtotielſe. Med ſtor Beredvillighed er den gaaet
ind paa Anmodningen, og phyſiſke Inſtrumenter høre nu⸗
tildags med til Sceneriet ved ethvert velordnet Theater.
Nogle forte Meddelelſer, ſom et techniſk Tidsſkrift har
bragt om nogle af disſe Opfindelſer, har givet Anled⸗
ning til den folgende Fremſtilling.

Torden og Lynild here til de ſceniſke Preſta⸗
tioner, der jevnlig forlanges af Maſkinmeſteren. Tor⸗
denen flipper man temmelig let fra ved Hjælp af en
chineſiſk Gongong og en ſtor Plade af tyndt Jernblik,
ſom, naar den ryſtes, pan en ſkuffende Maade efter⸗
ligner Tordenens Rullen, ſaaledes ſom man f. Ex. i
det Smaa kan ſee det udført pan ſelbe Scenen i „den
ſtjonne Helene“. Vanſkeligere er det at lade Lynſtraalen
fare hen over Theatrets Himmel. Man pleier gjerne at be⸗
tiene ſig af pulveriſeret Harpix eller Hexemeel, ſom ved

Et Blik bag Coulisſerne. 59

at kaſtes ind i en Flamme frembringer Lysglimt, og
naar man tager Phantaſien godt til Hjælp, kan den frem⸗
bragte Virkning til Nod antages for Lynglimt. En mere
naturlig Efterligning ſkal fremkomme, naar man an⸗
bringer en zigzagformet Spalte i Bagtappet og et Sie⸗
blik lader et bengalſfk Blus flamme op bag denne.
Imidlertid favnede man et Middel til paa eengang at
frembringe alle de Egenſtaber, der ere charakteriſtiſke for
Lynet: dets pludſelige Opflammen, dets zigzagagtige Be⸗
vegelſe og dets ligeſaa hurtige Slukning, og dette
Middel fandt man forſt, da Elektriciteten kom til The⸗
atret og optraadte der.

Den debuterede i 1851. Ved den forſte Opforelſe
af „Profeten“ paa den ſtore Opera i Paris ſkulde der
fremſtilles en Solopgang, og dette lykkedes ogſaa ved
Hjælp af det elektriſte Lys paa en i Sandhed forbau⸗
ſende Maade. Man havde henvendt fig til den be
romte Optiker Dubofcg, og han leſte fuldſtendig den
Opgave, der var ham ſtillet. Det elektriſke Lys frem⸗
bragtes ved et galvaniſt Batteri, der anbragtes i Kjel⸗
deren, og hois to Poltraade gik op gjennem Gulvet og
endte i Kulſpidſer, mellem hvilke Lysbuen banner fig.
Denne, der ſom det ſynes ferſt er iagttaget i 1802
af Curtet, blev ſenere af Andre, og blandt disſe
Humphrey Davy, fremſtillet i en Længde af 7 Tommer
ved et galvaniſk Batteri paa 2000 Elementer. For at
Lyſet ſkal fremkomme, er det imidlertid nødvendigt, at
de to Kulſpidſer, efter at have været i Beroring, fjernes

60 Et Blit bag Coulisſerne.

lidt fra hinanden. Allerede dette kan være vanſkeligt
nok, men en endnu ftorre Beſverlighed foraarſager det,
at Kulſpidſerne ved efterhaanden at brænde bortfjernes
ſaameget fra hinanden, at Lyſet tilſidſt flukkes. For at
bode herpaa, har man conſtrueret Regulatorer, der ſkulle
vedligeholde en pasſende Afſtand mellem Kulſpidſerne
ved at lade disſe rykke frem mod hinanden, efterhaanden
ſom de forteres, Jan at Lyſet kan blive ved at brænde.
Dubeſeg havde netop paa dette Tidspunkt conſtrueret
den fuldkomneſte Regulator, man kjendte, og det var
derfor ganffe naturligt, at man henvendte fig til ham.
Forſoget lykkedes over al Forventning og har bidraget
til at ſtaffe det elektriſkre Lys Indpas paa alle Theatre.
Det optræder ligegodt, hvad enten det er Solſkin eller
Maaneſkin, der ſkal fremſtilles, Havguden dukter frem
af Havet, medens Lyſet kaſtes tilbage af de blane Bølger,
Feer aabenbare ſig i dets blege, aandeagtige Skjer, og
Elverpigerne opfore deres luftige Dands paa Engen i
den ſtille Nat, belyſte af dets Straaler. Mange ville
ſaaledes viſtnok endnu mindes det pragtfulde Syn, man
ved Opforelſen af le pied du mouton (Bukfkefoden)
pan Alhambras Theater havde af en Fontaine, hvis
Band ſprudlede i det elektriſke Lyſes klare Straaler, medens
Dandſerinderne grupperede ſig ſom Najader paa Fon⸗
tainens Fodſtykke. Det elektriſke Lys har imidlertid den
Ulempe, der ogſaa træder hindrende iveien for dets An⸗
vendelſe til Gadebelysning, at det kaſter meget ſterke
Slygger, men netop denne Mangel giver Anledning til

Et Blik bag Coulisſerne. 61

at drage nye Fordele af det. Man lader nemlig. Lyfet
falde ned paa Scenen gjennem forſkjelligfarvede Glas og
frembringer derved hoiſt overraſkende Virkninger. Fra
den Lannerſke Ballets Optræden pan Alhambras The⸗
ater vil man muligvis endnu erindre hyoilken effektfuld
Virkning der frembragtes, naar Dandſerinderne hvirvlede
fig. rundt, belyſte af det elektriſte Lys, ſom gjennem
farvede Glas kaſtedes hen over Scenen.

Det var ligeledes Duboſg, hvem. Fortjeneften af
at have benyttet Elektriciteten til Frembringelſe af Lyſet
tilkommer. Forſt conſtruerede han et Apparat, der fortrinligt
efterligner det Pludſelige ved Lynets Opblusſen og Sluk⸗
ning. Man feer ikke felve Lynets zigzagformige Be—
vegelſe; det Hele viſer fig kun ſom et fjernt elektriſt
Uveir, der træffer op i Horizonten. Anledningen til
Conſtruktionen af dette Apparat var et Feeri, betitlet
„Sandhedens Reiſer“, og Indholdet dreier fig
naturligvig om de mange merkelige Handelſer, ſom
Feen „Sandheden“ oplevede paa disſe. Blandt Andet
forekommer der i Stykket et magiſk Speil, fra: hvilket
der pludſelig udſendes et blendende Lys, ſom ligeſaa
hurtigt igjen forſvinder, uden at man kan forklare Aar⸗
ſagen dertil. Indretningen er i hei Grad ligefrem.

Jet Huulſpeil, omtrent af Steorrelſe ſom et al-
mindeligt Haandſpeil, anbringes to tilſpidſede Kulſtenger
ligeoverfor hinanden, og naar disſe ſettes i Forbindelſe
med de to Poltraade fra et galvaniſk Batteri, vil det
elektriſfe Kullys frembringes mellem Spidſerne. Fuldt

62 Et Blik bag Coulisſerne

fan let gaaer det imidlertid ikke; thi ſom fer ſagt maae
de to Kulſpidſer fjernes fra hinanden, for at Lyſet kan
fremkomme. Det Sindrige ved Duboſeqs Conſtruk⸗
tion beſtager netop deri, at Apparatet ſelv fjerner Kul⸗
ſpidſerne fra hinanden ſaa meget, [om det er nod⸗
vendigt.

Den ene Kulſtang er nemlig gjort bevægelig ved et
dobbelt Kn, der gaaer gjennem Speilets Indfatning
og ender paa den anden Side af dette i en Jernſtang,
ſom rager op midt igjennem en Metalſpiral, der er an⸗
bragt paa Speilets Bagſide. Af det galvaniſke Batteries
Poltraade forer den ene til den faſte Kulſtang, den
anden til Spiraltraaden og derfra til den anden Kul-
ſpids. Forbindelſen mellem Poltraaaden og Spiralen
er imidlertid afbrudt, idet der mellem dem er indſkudt
et ikke ledende Stykke Træ, og forſt ved at trykke dette
ned — hvad der let kan ſkee med Fingeren, medens man
holder Speilet — tilveiebringes den ledende Forbindelſe.
Samtidig dermed bliver ſelbe Spiralen, der gjennem⸗
lobes af en elektriſk Strom, magnetiſk og tiltrakker
Jernſtangen, ſom gaaer igjennem den, hvorved den be»
vegelige Kulſpids fjernes netop ſaameget fra den faſte,
ſom det er nødvendigt, for at den elektriſke Gniſt kan
ſpringe over. Den Perſon, der bærer Speilet, behøver
blot med Fingeren at trykke det iſolerende Led ned, og
der viſer fig da en praftfuld elektriſk Lysbue — flipper
han med Fingeren, er den forbi i ſamme Sieblik.

Bed ſpag Belysning kan man hverken fee Lednings⸗

Et Blik bag Coulisſerne. 63

traadene eller Kulſpidſerne, og naar Lysbuen viſer ſig,
forfvinde de fuldſtendig i Glandſen af det ſterke Lys,
ſom Huulſpeilet kaſter tilbage, ſaa at Illuſionen derved
bliver fuldkommen. Opſtiller man Apparatet bag See⸗
nen og retter Speilet mod Baggrundens overſte Deel,
idet man dog helſt anvender et Speil, der ſpreder Lyſet
noget mere, fager man derved en fortræffelig Efterlig⸗
ning af et fjernt elektriſk Uveir. Det ſedvanlige Mid⸗
del, naar det f. Ex. ſkal lyne bag Scenen, er at an⸗
tænde et vældigt Gasblus, ſom man derpaa ſtrax igjen
ſlukker.

Bil man nu anvende det beſkrevne Apparat til at
fremſtille ſelbe Lynet, gjelder det naturligvis om at
gjøre Lysfiguren langſtrakt og zigzagformet. Dette kan
opnages ved, at man lader Lyſet viſe fig bag en roterende
Blikſkive, i hvilken der er anbragt Udſkeringer paa en
ſaadan Maade, at disſe, naar Skiven dreies hurtigt
rundt, frembringe Indtrykket af en zigzagformet Figur
paa Siet. Endnn bedre vilde det viſtnok være, ſaaledes
ſom man har bragt i Forſlag, at anbringe flere ſaa⸗
danne Apparater paa Opſtandere af forſkjellig Hoide,
ſaaledes at Lyslinierne, der fremkomme, netop derved
kunne gage i Zigzag, men man feer let, hvilke ſtore
Fordringer en ſaadan Opſtilling gjor, for at Lys⸗
glimtene kunne viſe ſig i den rette Tidsfolge og tage
ſig ud, ſom om de dannede en fortlobende brudt Linie.
Alligevel har Kunſten ogſaa forftaaet at overvinde disſe
Vanſkeligheder, idet man deels gjør Apparaterne bevege⸗

i

64 Et Blit bag Coulisſerne.

lige, ſaaledes, at det frembragte Lysbundt ved Omdrei⸗
ningen noiagtigt nager hen til det Punkt, hvor det fol⸗
gende Speils Lys begynder, og deels ved en mechaniſk
Indretning, hvis Beſkrivelſe vilde krave for mange For⸗
udfætninger, er iſtand til at fremkalde Lyſet i det ene
Speil efter det andet i en aldeles beſtemt Rakkefolge.
Pag hvilket Theater ſaadanne Apparater anvendes, findes
ikke angivet, men man kan let med nogen Phantaſi danne
ſig en Foreſtilling om, hvilken udmerket Virkning, der
herved frembringes.

Negnbuen hører ligeledes til de Naturphenomener,
hvis correkte og tiltalende Fremſtilling frembød ſtore
Vanſteligheder. JRosſinis Opera „Moſes“ forekom
blandt andre ſceniſke Vidundere ogſaa en Regnbue, hvis
Fremſtilling ſyntes Maſtinperſonalet en neſten uover⸗
kommelig Opgabe. Man greb da til det hoiſt primitive
Middel at kliſtre en Regnbue ſammen af Striber af
forſtjelligfarvet Oliepapir og at oplyſe den ved at an⸗
bringe Lamper bagved, men man kan nok tenke ſig, at
Illuſionen herved ikke var videre fuldkommen. Da man
begyndte at anvende det elektriſte Lys paa Scenen,
ſtulde dette naturligvis ogſaa benyttes hertil, men der
var den ubehagelige Omſtendighed herved, at Lyſet i
dette Tilfælde ſkulde belyſe i en altfor ſtor Udſtrakning,
og Regnbuen traadte derfor forſt ret tydeligt frem, naar
man formorkede Scenen. Uheldigviis kom man derved
i en ſlem Conflikt med Meteorologien, der ikke veed

Et Blik bag Coulisſerne. 65

Noget af, at der kan viſe ſig Regubuer i Skumringen
efterat Solen er gaaet ned!

Forſt da man henvendte fig til Naturen ſelv og
ſpurgte den til Raads, lykkedes det at fremſtille en
Regnubue paa Theaterhimlen, ſom i Naturlighed og
Skjonhed neſten ikke gav Himlens Noget efter, Som
bekjendt opſtaaer Regnbuen ved Solſtraalernes Brydning
i Vanddraaberne, et Phanomen, ſom fuldkommen ſparer
til det, Lyſet undergaaer ved at brydes gjennem et Glas⸗
prisme, Noget, der er velbekjendt fra de Glasfigurer,
ſom ere faſtgjorte til Lyſekroner. Da man paa Scenen
ikke kan benytte ſig af Lysbrydningen i Vanddraaberne,
tager man ſin Tilflugt til Brydningen gjennem et Glas⸗
prisme, og det meget ſindrige Apparat, der benyttes
hertil, er ligeledes conſtrueret af Dubose g. Paa et
fremtredende Forſatsſtykke er Regnbue-Apparatet opſtillet
i en Hoide af omtrent femten Fod over Theatergulvet. Det
beſtaaer af en indvendig ſvertet Kasſe, ſaaledes at Lyſet
ikke ſpredes ud til Siderne. Inden i Kasſen er der
anbragt et Huulſpeil, i hvis Brendpunkt Kulſpidſerne
til det eleftriffe Lys modes. Det derved frembragte
Bundt af paralelle Straaler gaaer forſt gjennem en
bueformig Aabning i en Blikſkjærm, hvorved Regubue⸗
billedets Boining forberedes, og falder derpaa paa en
Forſtorrelſes⸗Lindſe med meget kort Brendvidde, hoilket
forøger Billedets Krumning og giver Buen en ſtorre
" Unftræfning. Endelig gage Lysſtraalerne gjennem et
horizontalt liggende, treſidet Prisma af farveloſt, ſterkt⸗

5

66 Et Blik bag Coulisſerne.

brydende Blyglas. Prismets Gjennemſnit er ikke en
ligeſidet, men en ligebenet Trekant, bois ſpidſe Vinkel
maa vende opad, for at Regnbuen kan fane fine Farver
i den naturlige Rakkefolge med Rodt foroven og Violet
forneden. Ved at dreie hele Apparatet kan man frem⸗
ſtille Regnbuen enten i heel horizontal Stilling eller
med ſtorre eller mindre Heldning. Selv naar Scenen
er fuldt belyſt, viſer Regnbuen ſig aldeles tydeligt og
med de ſkjonneſte naturlige Farver.

Man vil heraf fee, hvilken uvurdeerlig Stotte,
Theatret har vundet i Elektriciteten, men dennes An⸗
vendelſer ere endnu langtfra ikke udtomte hermed. Fara⸗
day havde opdaget Induktionsſtrommene, og Ruhm—
korff i Paris konſtruerede fine ſtorartede Induktions⸗
apparater, der forſtaffede ham den af Napoleon den
Tredie udſatte Præmie paa 50,000 Fres. Man havde i
disſe Apparater et Middel til at frembringe ualmindelig
ſtore elektriſte Guifter i hurtig Rakkefolge, og Theatret
fil ſnart Anvendelſe herfor, De tynde Ledningstraade
kunne let ſkjules pan en Perſon, der ikke gjer altfor
mange Bevegelſer paa Scenen, eller fra Coulisſen, ſtikkes
ind til denne i et beleiligt Oieblik, uden at Tilſkuerne
fee det. Forener Skueſpilleren dem derpaa i det pas⸗
ſende Sieblik, ſpringer der Gniſter over. Skulle f. Ex.
to drabelige Riddere krydſe Sværd, fan at der farer
Gniſter ud deraf, er det en let Sag at lægge Lednings⸗
traadene ud langs Sperdenes Rande. Skal en Perſon
med en Stok eller Kaarde beſkrive en Ildkreds i Luften

Et Blik bag Coulisſerne. 67

eller paa Gulvet, ſkeer dette ligeledes ved at føre Led⸗
ningstraadene ud i Spidſen af Stokken. Fra et Beger
eller en Pokal flaaer der pludſelig, ligeſom den Drik-
kende vil fore det til Munden, Ildsluer iveiret. Karret
er fyldt med Spiritus eller en anden brændbar Vadſke,
og Ledningstraadene, der behændig fores ſammen af den
Perſon, ſom løfter Bageret, lade en Gniſt ſpringe over,
der antænder Vedſken. Naar Thor løfter fin Hammer
i „Thrymskviden“ og fliber den pan Stenen, fare
Gniſterne ud til alle Sider — atter en Anvendelſe af
den beſkreune Fremgangsmaade. J det for omtalte
Feeri le pied du mouton fkulle Lyſene i en fortryllet
Stage tændes af fig ſelv, ligeſom ved Trylleri. Vegen
dyppes da i en let antendelig Bæbffe, f. Ex. Terpentin⸗
olie og Viinaand, og anbringes i Beholdere, der have
Udſeende af Lys. Noget ovenfor disſe Veger ere de
to Poltraade anbragte, mellem hvilke Induktionsgniſten
ffal ſpringe over. Lyſeſtagen har to Arme, og ved
Hjelp af de trufne Indretninger kan man tende ſuart
den ene og ſnart den anden Arm, alt efter Behag. Paa
lignende Maade kan man let antænde Gasflammer eller
ſmaa Bunker Krudt.

En af de ſmukkeſte Anvendelſer, Elektriciteten har
fundet paa Scenen, ſkeer ved Hjælp af de Geisslerſke
Rør. Naar man lader den elektriſke Gniſt ſlaae over
gjennem et lufttomt Ror eller et Ror, i hvilket man,
efterat det er gjort lufttomt, har ladet en ringe Mengde
af en eller anden Luftart f. Ex. Brint, Kvelſtof ofv.

85

68 Et Blil bag Coulisſerne.

ſlippe ind, optreder den ikke ſom en Gniſt, men ſom
et ſvagt Lysſkcer med forſkjellige Farver, alt efter den
Luftart, der findes i Roret. Disſe Mor, fem man kan
give forſtjellige Former, have faaet deres Navn efter
den, der forſt har forfærdiget dem, Optikeren Geissler
i Bonn, og de derved frembragte Virkninger høre til
de ſmukkeſte, ſom ſelbo den paa Vidundere ſaa rige Elek⸗
tricitetslere frembyder, Naar en Fee eller Aand viſer
fig pan Brederne, maa den nodvendigviis have en
Stjerne paa Hovedet, og det blanke Metal, hvoraf
denne forferdiges, er beregnet paa at tilbagekaſte en ſtor
Deel af Lyſet. Man benytter da nu hertil de Geiss—
lerſte Nor, ſom man boier ſom Stjerner, og Lednings—
traadene og det galvaniſke Element ſkjules mellem Per⸗
ſonens omfangsrige Skjerter, iſer efterat man har kon-
ſtrueret galvaniſke Elementer, der ikke ere ſtorre, end at
man kan bare dem i en Veſtelomme og ſom dog kunne
frembringe kjendelige Virkninger. Stjernen ſkinner netop
med dette blege, maaneſkinsagtige Lys, ſom man er til⸗
boielig til at tilſkrive alle Vaſener, der tilhøre den
anden Verden. En Prydelſe af ſamme Slags benyt⸗
ledes i et andet Stykke for Diana, men ſom det fuld⸗
komneſte af disſe Apparater nævnes et Diadem for et
Billede af Jomfru Maria, der ſkal have taget fig ual⸗
mindelig pragtfuldt ud. Ogſaa til Navnetrek o. lign.
har man med ſtor Virkning benyttet ſig af de Geiss⸗
lerſte Ror.

Elektriciteten er imidlertid ikke den Eneſte af Natur⸗

Et Blik bag Coulisferne. 69

videnſkabernes nyeſte Fremſkridt man har anvendt paa
Scenen. Den engelſke Skibskapitain Drummonds Op—
findelſe, det efter ham benævnte Drummondſke Kalk⸗
lys, der fremſtilles ved at lade en Kalkſpids gløde i
en Ilt⸗Brint⸗Flamme, er ligeledes gaaet til Theatret
og har gjort ſin Lykke der, efterat det ikke rigtig vilde
lykkes for det i den ferſte Carriere, hvori det flog ind,
nemlig ſom Belysningsmiddel for Fyrtaarne. Dets
blege, maaneſkinsagtige Lys gjør det netop færlig ſkikket
til Fremſtillingen af den kydſke Luna, medeus det kraf—
tigere elektriſke Lys bedſt egner fig til at optræde i Sol⸗
gudens Roller, ſom f. Ex. i „Thrymskviden“ —, og
Kalklyſet har i faa Henſeende været en heldig Afloſer
for fine tidligere, ikke ganſke paalidelige Forgengere.
Jeg mindes ſaaledes engang paa et Provindstheater,
hvor man opforte Moſenthals „En Landsby⸗
hiſtorie“ ved H. C. Anderſen, at have feet en
Maane, der i Ordets bogſtavelige Forſtand „faldt ud
af fin Rolle“. Bedſt ſom de Elſkende „i den tauſe,
klare Sommernat“ hengave fig til føde Svermerier og
rettede Apoſtrofer til Maanen, der langſomt gled hen
over Scenen, — braſt Snoren, der holdt denne, og en
Olielampe med en ſtor Glaskuppel faldt ned paa Scenen,
Hvor fuldkomment det Drum mondſke Kalklys derimod
magter fin Opgave, vil man have havt Leilighed til at
fee ved Opforelſen af „Faußt“ paa vort kgl. Theater,
hvor det herlige Maaneſkin, ſom det kaſter over Have—
ſeenen, ialtfald ved de forſte Opferelſer, neſten bortdrog

70 Et Blik bag Coulisſerne.

Opmarkſomheden fra de Spillende og deres Sang.

Kalklyſet giver, ſom alle kraftige Lys, meget ſkarpe

Skygger, og man benytter ſig med ſtort Held heraf for

at foroge Illuſionen, idet man anbringer et Bundt
Koiſte foran Lyſet; Skyggen af disſe falder da over
1 Scenen ganffe ligeſom om Maanelyſet faldt gjennem
Træerne. At disſe Egenſkaber imidlertid ogſaa kunne

afſtedkomme Forſtyrrelſe, ſees bedſt af en lille Hendelſe,

der for et Par Aar ſiden tildrog ſig i Aarhuus. En

pukkelrygget Skreder, hvis Perſonlighed var velbekjendt

i hele Byen, kom iveien for Lyſet, og dette kaſtede hans

Figur i fan ſkarpe Omrids paa Bagtappet, at hele

Publikum ſom een Mand udbrød: Aa, det er Anderſen!

Det Drummondſke Kalklys har imidlertid for ikke

ret længe ſiden faaet en farlig Rival i Maaneſkinsfaget

i Magniumlyſet. Det klare, hvide Lys, ſom en

Magniumtraad udſtraaler ved fin Forbrending, er vel

ikke fan ſterkt ſom Kalklyſet, men frembringer dog en

betydelig Illuſion, Hvad man vil have havt Leilighed

til at overtyde ſig om ved Opforelſen af Charles

Dickens Drama „Afgrunden“ paa „ZFolketheatret“,

hvor Natteſeenen i det ſchweiziſke Vertshuus netop fore⸗

gaaer i Belysningen af en Magniummaane. Bed at

anbringe ſvagt farvede blaae, gronne og gule Glas foran
Lyſet kan man ſkuffende efterligne Maanens forſtjellige

Straaler. Magniumlyſet benyttes ligeledes paa ſamme

Theater til Voxkabinettet i „Prindſesſen af Tra⸗
pezunt“ for at forøge Veirkningen. Det har desuden

Et Blik bag Coulisſerne. 71

den Fordeel, at det baade er langt billigere og ikke
fræver de ſtore Forberedelſer og Apparater til fin Frem⸗
ſtilling ſom Kalklyſet. For at ſikkre ſig mod at Mag⸗
niumtraaden pludſelig ſkal ſlukkes, holdes den ind i en
Viinaandflamme, og man maa da beſtandig rulle Traa—
den op og ſkyde den ind i Flammen, efterhaanden ſom
den forteres, hvad der baade er et kjedeligt og beſper⸗
ligt Arbeide. Man har imidlertid conſtrueret Mag-
niumlamper, der mechaniſk udføre dette Arbeide, idet
Traaden ved et Uhrverk ſkydes ind i Flammen. Lam-⸗
pen er bagtil forſynet med et Huulſpeil.

Som en interesſant og temmelig ubekjendt Anven⸗
delſe af Magnium fortjener dets Benyttelſe til Frem⸗
ſtilling af Lynild at omtales. Da det kgl. Theater
for nogle Aar tilbage onſkede at „lave Lynild“ paa en
mere ſkuffende Maade end hidtil, henvendte man fig til
Prof. Julius Thomfen, ſom heller ikke ligeoverfor
denne ubetydelige Opgave fornægtede fit Ry ſom en
genial og ſkarpſindig Videnſkabsmand og ſom foreſlog
at anvende Magniumpulver iſtedenfor Hexemeel til at
ſtroe ind i Flammen. Reſultatet er overraſkende, hvad
man f. Ex. vil have havt Leilighed til at overtyde fig
om i „Ulveſpelget“ i „Joegerbruden“, i „Jod⸗
inden“ i den Scene, hvor det lyner udenfor Vin⸗
duet o. fl.

Mange forunderlige Ting findes endnu bag Coulis⸗
ſerne. Som en god Prøve paa, hvad Maſkinmeſterens
Konſt formaager at byde, kan anføres et Feeri „The

72 Et Blik bag Coulisſerne.

great spectacular Drama: the Black Crook“, der et
heelt Aar igjennem blev opført i „Neblos Garden“ i
New York, men hvis Iſceneſettelſe ogſaa havde foftet
en Übetydelighed af 50,000 Dollars. Her fandtes Alt
ſamlet, hvad der blot formaager at fremtrylles ved Hjælp
af det ſceniſke Maſkineri: Forvandlinger fra Urſkove til
Pilleſale, fra virkelige Vandfald til Himmelhvelvingens
Skyer, ja neſten Alt, hvad Phantaſien kan tenke fig
paa, over eller under Jorden, udførtes her paa den meft
overraſkende og effektfulde Maade. Slutningsſcenen,
der foregager i Feedronningens Palads, var iſer af en
ſtorartet og blendende Virkning. Her gjor den onde
Aand, the Black Crook, fine ſidſte Anſtrœeugelſer, men
forgjaves; det Godes Genius ſeirer, og Feedronningens
Magt er for ſtedſe betrygget. Naar nu det Godes Ge—
nius kemper, vrimle Genier og Gratier, Sylphider og
Najader frem blot ved at Gudinden udſtrakker fin Trylle⸗
tav, og de flige frem, ikke blot af Bjergets Indre, men
af hoer Stengel og Blomſterkalk, ja fra det perlende
Vand og de grønne Palmer, indtil de tilſidſt i en
Gruppe i Baggrunden have fig fra Scenens Gulv op
i Skyerne. J Forgrunden ſees den onde Friſter med
fin Her fuldſtendig flagen. Det Hele belyſes natur⸗
ligviis af kraftige elektriſke Lys.

Ogſaa redſelsfulde Begivenheder formaaer man med
ſielden Naturtroſkab at fremſtille paa Skuepladſen. J
et Stykke foreſtiller Scenen en i Gang værende Damper.
Brændfelet er forbrugt, og Capitainen befaler derfor at

Et Blik bag Coulisſerue. 73

kaſte alt brendbart Materiale, der findes ombord, under
Kjedlen. Ogſaa dette er forteret. Da befaler han:
„Kaſt Negrene ind“. Befalingen bliver udført; men
heller ikke dette Brendſel ſlaaer til. Da griber man
en Tønde med Nitroglycerin — Fartoiet ſpringer i
Luften, og Tæppet gaaer ned under en forſkrakkelig
Raaben og Forſtyrrelſe.

Jet andet Sthykke foreſtiller Scenen det Indre af
en Jernbanecoupee. Muſiken og Sangen antyde Togets
Bevagelſe, Alt er Fryd og Glæde, men pludſelig ſagtner
Toget fin Gang, Pasſagererne fee forſkrekkede paa hver⸗
andre, man hører en forfærdelig Knagen, og i det
Samme foregaaer der et Decorationsſkifte. Man feer
Toget ſtyrtet ned i en Afgrund — paa den ene Side ligger
Locomotivet, pan den anden Vognene, og tvers over
Veien ligger der en vældig Boffel — det er den, der
er Skyld i Ulykken.

Dog, for denne Gang fager dette at være Nok;
vi have kun villet kaſte et Blik bag Coulisſerne og have
„da foretrukket at dvæle ved de lyſere Sider af Thea⸗
trets Virkſomhed.

74

ictorine.

En Novelle efter Th. Pavie ved H. P. Holst.

1.

Havnen ved en ſterre Soſtad er ligeſom en fly⸗
dende By, der har fine fornemme Koarterer, fine Kjob⸗
mandsgader, hvor Smaahandelen florerer, og fine folke⸗
tomme Forſteder. Rigdommen og Fornemheden repræ⸗
ſenteres ved de ſtore, omhyggeligt udhalte, kobberfor⸗
hudede Skibe, der med deres ſmukke Reis ninger ligge
fortoiede langs med Quaierne ved ſolide Kjettinger;
Brigger, Brigantiner og Chasſe-Mareer danne Han⸗
delskvarteret, og nogle enkelte Farteier, der hverken
have Form eller Navn, og ſom have trukket fig hen i
en eller anden afſides Krog, kunne bedſt ſammenlignes
med disſe Fattige, der i alle ſtore Steder siore ſig
Umage for at ſkjule deres Armod.

Til denne Kategori horte ogſaa et lille Fartsi, der

Bictorine. 75

var rigget ſom Slup; en ukyndig Haand havde "paa
Hakken forſogt med hvid Farve at male Navnet „Vic⸗
torine;“ men enten havde Vedkommende ikke havt Plads,
eller han havde ikke magtet at bringe dette vanſkelige
Verk tilende, thi Slutningsvokalen manglede, ligeſom
ogſaa Bogſtaverne i det Hele vare af en hoiſt ulige
Storrelſe. Men enten nu Navnet kunde laſes eller ikke,
faa var der dog nede ved Havnen i Saint Malo ikke
et Menneſke, ſom ikke kjendte baade „Victorine“ og
dens Eiermand, Jean-Marie, og vidſte om ham, at
han var et ſtille, ſkikkeligt ungt Menneſke, der i tre Aar
med ſtor Energi havde fæmpet baade imod Storme og
Ulykker. Han tilbragte fine Dage og Netter med at
bringe Ladninger af Brænde, Steen eller fiint Sand
til Havnen i Saint Malo og vendte ba altid uden Laſt
tilbage til fin Landsby, der laa ſaagodtſom ſtjult for
hele Verden i en af disſe Smaabugter, der ffære fig
ind mellem Klipperne i Nerheden af Cap Fréhel. Naar
han kom hjem, var der altid tre, fire Smaadrenge, der
hilſte hans Ankomſt med Jubel og kappedes om den
re at hjælpe ham” med at pumpe Sovandet ud og
bringe Skuden paa det Torre.

Paa en ſmuk, varm Julidag var Jean-Marie
iferd med at laſte fit Fartoi med Brænde; Sveden per-
lede ham paa Panden, og den lille Skibsdreng, der
hjalp ham, faae ud ſom en kogt Hummer. J det
ſamme horte de Begge en fiin Fruentimmerſtemme, der

— ę—— —

76 Victorine.

fra Klipperne tilraabte dem: Heida derhenne! Hei, Jean⸗
Marie!“ N

iv Han. vendte fig om, men uden at flippe det ſtore
i Favneſtykke, han havde mellem Hænderne. „Det er jo
UW Toldforvalterens Datter, den lange Bictorine! Hvor
it ffal hun hen med fin Paraply?“ ſagde Skibsdrengen,
lg der benyttede fig af denne Pauſe til at fætte fig ned.
| Det var virkelig Bictorine, og hun kom beſtandig nær-
1 mere, idet hun holdt Paraplyen over ſig for Solen og
i fatte fine Fodder forſigtigt paa Stenene, for ikke at
glide pan den vande Tang. Et ſtort hvidt Hovedtoi bes
ſtyttede Hendes ſmukke og muntre Auſigt. Hun kunde
ikke komme videre uden at vade i Dyndet og maatte nu
anden Gang falde paa Jean-Marie, der ogſaa kaſtede
Favneſtykket fra ſig og gik med lange Skridt henimod
hende.

„Det er en ſtor Skam af mig at forſtyrre Dig i
dit Arbeide, Jean⸗Marie,“ ſagde den unge Pige. „Jeg
vilde kun ſporge Dig, naar Du tager igjen til St.
Malo?“ :

„Henimod Klokken tre, naar vi faae Hoivande!“ ſva⸗
rede Somanden.

„Det var kun det, jeg vilde vide. Min Gudmoder
har ſkrevet mig til, at jeg maa komme faa ſnart ſom
muligt; hvis det ikke var Dig til altfor megen Uleilig⸗

hed, vilde jeg gjerne folge med Dig. Vinden er god,
ikke ſandt?“

Bictorine, 77

„Jo, Sydſydveſt! Havet er blikſtille, og vi kan
være i St. Malo, inden Solen gaaer ned.“

„Du vil altſaa nok tage mig med Dig?“

„Det forſtager ſig,“ ſagde Jean-Marie, der neppe
vilde troe fine egne Oren; „men Du vil ikke faae det
ſynderlig beqvemt her ombord!”

„Ja, hvad gjor det, naar det ikke varer længere!
Klokken tre kommer jeg med min Pakke. Farvel ſaa⸗
længe og Tak for din Artighed!“

Jean-Marie blev ſtagende endnu i nogle Sieblikke
og ſaage ganſke forundret efter den unge Pige, der fjernede
ſig hurtigt. Derpaa gav han fig igjen til at laſte
fin Slup og det ſaa raſk, at han allerede var færdig,
da den forſte Mumlen ude fra Havet ſagde ham, at
Flodtiden begyndte.

„Saa, min Dreng!“ ſagde Jean-Marie. „Nu

man Du til at feie og ſpule og ſorge for, at Sluppen.

kan komme til at ſkinne.“

„Ja det kan falde vanſkeligt nok!“ ſagde Skibs⸗
drengen. . '

„Hvad for noget? vover Du at fvare mig, Slub⸗
bert? .... . Bring mig i en Fart noget Band, at
jeg kan komme til at barbere mig, og vaſk Dig ogſaa
ſelv og tag din rode Skjorte paa, ſom om det var
Søndag! Bring mig min Pjekkert — fee ſaa! Naar
man folder den ſammen med Wrmerne underſt, kan hun
bruge den ſom en Pude?“

„Hvem? Toldforvalterens Datter? .... Er det

—

ed 44

78 Victorine.

for hendes Skyld, at Sluppen er opkaldt Victorine?“

Jean Marie vendte Myggen til ham og vilde ikke
ſvare. Han fatte en blank Staalknap i Linningen paa
fin Uldſkjorte, ſtak Benene i et Par vide Seildugsbuxer
og dyppede fin gamle Lederhat ned i Vandet, for at
fane den til at ſkinne ſom en ny. Derpaa fatte han
den bagud i Nakken med en Mine, ſom om han vilde
ſige: „Nu kan den kjonne Victorine komme, naar hun
behager.“

Lidt efter kom hun ogſaa med fin Paraply over
Hovedet og fin lille Pakke under Armen. Aldrig ſaa⸗
ſnart fik Jean⸗Marie Øie paa hende, for han i Ner⸗
heden af Roret anbragte en hvid Pilekviſt, ſom han
nylig havde afſkallet, og paa hvis Spids der vaiede et
Flag, ſom ikke var ſtorre end en Haand. J dette Sie—
blik folte Jean⸗Marie fig ligeſaa ſtolt og lykkelig ſom
en Admiral, der modtager en Dronning ombord paa ſit
Linieſtib. Sluppen blev halet hen til et fremſpringende
Punkt paa Klippen, hvorfra den ſmukke Victorine kunde
rælfe Jean⸗Marie Haanden og ſpringe ombord paa fin
Navne; Storſeilet blev kantſat, Fokken heiſet iveiret, og
Aftenbriſen forte nu det beſkedne Fartoi og dets trium⸗
ferende Eiermand til St. Malo.

Gud ved, hvormange lykkelige Tanker der kryd⸗
ſede hinanden i Jean⸗Maries Hjerne under den forſte
halve Time af denne ulykkelige Reiſe. Den udmarkede,
Wre, ſom den ſmukke Victorine havde viiſt ham ved
at gane ombord i hans Slup, gjorde ham næften forrykt

Victorine. 79

af Glæde. Han glemte paa eengang det haarde Liv,
han var nødt til at føre, ja han tenkte hverken paa fin
daarlige Paakledning eller fit lappede Seil, der neſten
ſaae ud ſom en Harlekinsdragt. Den unge Pige, der
ſad agterude paa den ſnevre Plads mellem Dekslaſten og
Roret, foldede fin Kjole og fit Silkeforklede ſammen om
fine Knee, for at Bleſten ikke ſkulde fore det hen paa de
tjærede Planker. Idet Bølgerne brød fig mod Siderne,
ftænfede de hende deres Skum i Anſigtet, og Vinden
rev og ruſkede i hendes Hovedtei og Kniplinger. Havde
hun kjendt Moliére, vilde hun uden Tvivl have ſagt:
„Hoad vilde jeg dog paa den Galei?“ Man kunde fee
paa hendes Anſigt, at hun var kjed af det og fortrede⸗
lig. Dette Syn bragte den gode Jean-Marie reent ud
af Fatning; han vidſte ikke, hvad han ſkulde ſige, og
ſlog Oinene ned. Henimod Aften tiltog Briſen; det
lille Fartoi hev ſterkt over og ſtak, ſom man ſiger til⸗
ſees, undertiden Neſen lige ned i Bølgerne. Toldfor⸗
valterens Datter begyndte at tabe Taalmodigheden og
give fit onde Lune Luft i adſkillige lidet ſmigrende Ud⸗
raab. g

„Hvad ffal man ſige?“ ſvarede Jean-Marie. „Det
lufter ſterkt, men Veiret er ſmukt, og der er flet ingen
Fare. Hyl Dig ind i min Pjælfert, hvis Du ſynes,
at Du fryſer.“ £

„Tak!“ ſparede Victorine haanligt. „Vi komme
jo ingen Vegne, See blot, hvor dit Fartoi træffer
Vand.“

80 Victorine.

„Det kommer af, at vi er lige ud for Moulinet⸗
banken. Her er Vandet altid noget uroligt.“

J dette Sieblik gav Skibsdrengen ſig til at pumpe,
ſom han var vant til, naar de vare i Nerheden af St.
Malo; det forte og ſtinkende Vand gjorde et modbyde—
ligt Indtryk paa den unge Pige. „Det kunde Du dog
idetmindſte forſkaane mig for, Jean⸗Marie,!“ ſagde hun
og vendte fig bort. „Det fkal være baade forſte og
ſidſte Gang at man fager mig ombord i ſaadant et
Hartel, der trekker Band ſom et Sold.“

Jean Marie ſukkede. „Hois jeg havde Raad til
det“, ſvarede han med halv Stemme, „ſkulde jeg ſnart
ſtaffe mig et bedre og ſmukkere. Man gjør, hvad man
kan for at friſte Livet.“

Et ſtort Skib, der krydſede ud af Havnen, vendte i
det ſamme tetved dem. Matroſerne havde været paa
Soiir, inden de gik ombord, og den ſtakkels Slup var
naturligviis en velkommen Skive for deres Somands⸗
vittigheder, „Hurra! ſikken et Trug! .. .. Hei, Jean⸗
Marie, hvor har Du fiſket den deilige Tos, ſom ſkjuler
fig derhenne bag Laſten?“

Skibet var igjen kommet til Vinden og fortſatte
majeſtatiſk ſin Fart; Jean⸗Marie var raſende, og den
unge Pige ſaae utaalmodigt ind efter Land. Solen gik
ned i det ſamme, og de blanke Ruder ovre i Huſene luede
ſom Guld henover St. Malos Bolde og Faſtnings⸗
værter, i

Paa den Tid af Aftenen er der i den ſmukke

Victorine. 81

Aarstid altid Masſer af Spadſerende langsmed Stran-
den ved St. Malo — ikke blot gamle Sømænd, der
gage og ſnakke med hinanden om deres Eventyr paa Havet,
eller Rhedere og Mæglere, der igjennem lange Kikkerter
ſtaae og ſpeide efter de Skibe, ſom de vente tilbage,
men ogſaa Folk fra Byen og Omegnen, ſom gage der—
ned for at bade eller for at nyde Aftenens Kolighed
og ſee ud over det umaadelige Hav. Da Jean-Marie
ſeilede ind i Havnen, havde han ſelvfolgelig Tilſkuere
nok, og blandt dem var der ikke fan Faa, der gjorde -
fig lyſtige over hans kummerlige Fartoi. Alt dette
forogede hans Uro og hans Forvirring, og da han vilde
bjerge Storſeilet og frygtede for at komme i Berøring
med Victorines alenbrede Hovedtei, ſlog Bommen over
og knekkede hans lille Flagſpil — et Symbol paa hele
denne ulykkelige Fart, der havde begyndt ſom et Tri⸗
umftog og endte med det fuldſtendigſte Nederlag. Al⸗
drig ſaaſnart lagde han ind til Quaien, for en ung
velkledt Sømand allerede ſtod parat for at rekke Vie⸗
torine Haanden og hjælpe hende iland. „Tak, Fætter
Luc,“ ſagde hun. „Du ſtager vel her for at folge mig
hen til min Gudmoder?“ — Uden at ſige den ſtakkels
Jean-Marie ſaameget ſom et Ord til Tak, tog hun
Fatteren under Armen og fulgte med ham.
Jean-Marie gav fig til at beſlaae fine Seil, og
da han var færdig dermed, gik han hen og fremtog i
Agterrummet af Baaden et ſtort Brod, hvoraf han fkar
et dygtigt Rundtenomſtykke til ſig og et andet til Dren⸗
6

82 Victorine.

gen. Han ſmurte lidt tyndt Smor paa og forterede
det i Stilhed; derpaa drak han ſig en Slurk Moſt,
torrede Kniven af paa fit Knæ og ſtoppede fin Pibe.
En Timestid derefter foo Drengen, og Alt fov rundt—
omkring ham baade paa Havet og paa Landjerden.
Kun Bekkaſinerne hoppede omkring i det vande Sand
med deres gjennemtrængende Skrig, og Toldbetjenten
marcherede frem og tilbage med eensformige Skridt og

„ſaa taktfaſt ſom Perpendiklen i et Stueuhr.

2.

Som vi allerede have feet, beſkjeftigede Toldfor⸗
valterens Datter Jean⸗Maries Tanker meer, end han
vilde være bekjendt for fig ſelv. Hvorofte havde han
ikke, da hun var lille, hjulpet hende at beſtige Klipperne!
hvorofte havde han ikke været nærved at brakke Halſen
for at finde Maagereder deroppe! Af de gule og ſort⸗
plettede Eg lavede han Roſenkrandſe, ſom hun hængte
op omkring ſit Madonnabillede imellem to Buketter af
Lyngblomſter. Denne lykkelige Tid fik altfor fnart
Ende. Jean-Marie var kun femten Aar gammel, da
han maatte tilſoes og paa de lange Reiſer; ſiden tog
han Hyre ombord pan en Fregat og tilbragte flere, Aar
paa Togter til Indien. Da han kom tilbage, var Vie⸗
torine ikke blot en ſtor og ſmuk Pige, men hun blev
forgudet af Alle paa Egnen, og den fattige Ssmand
vovede ikke engang at nærme fig til hende. For fine

Victorine. 83

opſparede Penge kjobte han ſig den gamle Slup, ſom
vi allerede have gjort Bekjendtſkab med. Efter at have
adlydt faa længe, vilde han nu være fin egen Herre. Det
gik dog kun ſmaat med hans Kyſtfart, og han var der-
for ude af fig ſelb af Forbauſelſe, da Victorine kom og
bad ham om at tage hende med ſig. Men det var kun
faldet daarligt ud, thi hun havde forladt ham uden
engang at ſige ham Tak eller Farvel.

Neſte Morgen ſkyndte han ſig at losſe fin Laſt
for at komme bort ſnareſt muligt. Idag ſtormede det,
og Himlen hang fuld af tunge og morke Regnſkyer;
Havet var i Oprør, og Bolgerne ſproitede deres Skum
op imod Klipperne. „Vi faae en haard Tour idag”,
ſagde han til Skibsdrengen; „vi har baade Bind og
Strom imod os.“ Uden at fvare hjalp Drengen ham
tappert med at rebe Seilene; Vinden vifte ſin Kraft
ved at ſtramme Tougene; de kaſtede Fortoiningen los
og fjernede ſig fra Land. Paa ſamme Tid forlod en
lille, fiintbygget Baad Quaien. Den foer fan hurtigt
afſted, at Bølgerne hvert Sieblik truede med at over=
ffyle den. Ombord havde den kun en ung, fiinflædt
Mand, der med den ene Haand holdt Roerpinden og
med den anden manovrerede med Skjodet.

„Det er en. Fyr, der ikke er bange, og ſom for—
ſtaaer at regjere et Fartei!“ ſagde Skibsdrengen, idet
han traf fin Hue ned over Srene. '

„Der ffal Appetit til at vove fig ud i det Veir i

ſaadan en Naddeſkal!“ ſagde Jean-Marie. „vor fiin
6*

| 84 Bictorine.

og fornem han er, kan han let komme til at gage nedenom,

og det var dog Skade, thi han ſeer ud, ſom om han
i baade er rig og lykkelig! Væf mig Brødet, Du!
og lad os fane os lidt Frokoſt!“

Jean Marie havde allerede faaet Kniven frem, da
den lille Baad, der tumlede fig omkring Sluppen lige⸗
ſom en Maage, pludſelig fik en Belge ind fra Siden,
ſom den ikke kunde modſtaae; den kentrede, og den unge
Mand, der ſtod til Roers, kaſtede fig raſk i Bandet for
at frelſe fig ved at ſvomme; men han havde faaet den
ene Arm ind i Tougvarket og arbeidede forgjeves af
alle Kræfter paa at flippe los.

„Hei, Dreng“, raabte Jean⸗Marie, „tag fat i
Roerpinden og knib op imod Vinden! Hois det endda
var mig, der ikke har Noget at leve for, ſaa var det
en anden Sag! Men han der .. .. det var dog

5 for galt!“
0 Med disſe Ord ſprang han overbord med al den
bo Driſtighed og Sorgloshed, fom en Mand har, der ikke

bruder ſig om ſin Tilverelſe. Omtumlet af Bolgerne
MH havde han ondt ved at nage hen til det unge Menneſke,
der med hvert Sieblik blev meer og mere kraftlos.
Naar Bolgerne flog Jean⸗Marie over Hovedet, følte
han ſig et Par Gange friſtet til at give ſig Gud i
Bold og lade det være forbi med det ſamme. Men
neppe rorte han ved det unge Menneſkes Arm, for han
igjen var fig ſelv: med fin kraftige Arm greb han ham,
loftede ham op over Bandet og ſvommede hen med

Vietorine. 85

ham til en Baad, der var ſendt ud for at komme ham
til Hjælp. J det ODieblik, da den unge Mand halvdød
blev halet op i Baaden, horte man ovre fra Strand—
bredden den forſamlede Mængde udftøde et Gladesſtrig.
„Bravo, Jean-Marie! Bravo!“ raabte de og klappede
i Hænderne. Nu overvaldede man den ſtakkels Skipper
med Lovtaler, og det var de ſamme Folk, der Dagen i
Forveien haanligt havde feet ned paa ham. Et Sie⸗
blik efter var han igjen ombord i ſin Slup.

„Ikke ſaameget ſom et Glas Rom til at ſtyrke ſig
paa!” ſagde han med halv Stemme. „Naa ligemeget —
jeg fik ham dog paa det Torre! De klappe derovre,
troer jeg! Tak, mine Herrer og Damer, og undſkyld,
at jeg ikke har Tid til at bukke!“

Bevidſtheden om at have gjort en god Gjerning
er imidlertid nok faa ſtyrkende ſom en Snaps Rom,
og det er en ſtor Lykke at fole, at man dog duer til
Noget, naar man er ligeved at opgive fig ſelv.

Paa Qnaien og mede ved Stranden blev Folk
endnu længe efter ſtagende og ſtirrede ud efter hans
lille Fartoi, der fortſatte fin Cours henimod Cap Fré-
hel. Man var uudtommelig i at roſe hans Mod og
Driſtighed, og om det faa var den ſmukke Victorine,
faa glemte hun aldeles den Haan, hun nylig havde viiſt
ham, og roſte fig ikke blot af, at hun havde, kjendt ham
i mange Aar, men fortalte til Alverden, der vilde hore
det, at hun Dagen i Forveien havde gjort en Tour

86 Victorine.

paa hele tre Timer med ham ombord paa hans Fartoi,
der hed Vietorine ligeſom hun ſelv.

Henimod Aften var Veiret blevet ſmukt igjen, og
Solen, der tittede frem gjennem Skyer, kaſtede et vio⸗
let og roſenrodt Skjer hen over Havfladen. Sluppen
[aa for Anker i den lille Bugt ſom fædvanlig; Havet
var blankt og ſtille, og Jean Marie og haus Dreng
ſad ſammen paa Daekket og overgav fig hoer til fine
Drommerier. Drengen fad og tenkte paa, at det efter
en anſtrengende Dag gjorde godt at ſidde med Hen⸗
derne i Skjodet og varme Ryggen i Solſkinnet, og
Jean⸗Marie fad og grublede pan, om det ikke var bedſt
at opgive Kyſtfarten ganſke og at tage Hyre igjen paa
et af de Skibe, der gage paa de lange Reiſer. Den varme
og ſmukke Sommeraften mindede ham om de tropiſke
Lande, om de varme og ſkjonne Dage han havde op—
levet der, og disſe Erindringer bleve faa levende hos
ham, at han ganſke hengav fig til dem. Saaledes for⸗
andre vore Tanker fig efter Veiret og undertiden be⸗
hoves der blot en Smule Varme og Lys for at zjen⸗
give Tilværelfen en fornyet Ynde og en uventet Tiltrœkning.

Et Par Dage efter fad Skipperen og hans Dreng
igjen paa det ſamme Sted; men denne Gang ſtod
Solen hoit paa Himlen, Klokken kunde vel omtrent
være elleve, og Havet var ligeſom hin Aften blankt og
roligt. Et ſkingrende Stød i en Vibe rev Jean⸗
Marie ud af hans Drommerier og fik ham til at reiſe
fig op. Kun en Kabellengde fra fig ſaae han en ſmuk

Victorine. 87

og ſtatelig Kutter — det var Vagtſkibet „Egernet,“ der
var ſtationeret der paa Kyſten. Vagtfſkibet gik for fulde
Seil ligehen imod ham: derpaa ſagtnede det ſin Fart,
kaſtede Anker og firede en Baad ned, hvori flere Per⸗
ſoner efterhaanden toge Plads: en ældre Dame, der
var kledt med udſogt Smag og Elegance, en ſmuk ung
Mand, der kaldte hende ſin Moder, en Baadsmand og
nogle Matroſer. Baaden roede hen til Sluppen; Da⸗
men og den unge Mand ſteg ombord og ilede hen for
at omfavne Jean-Marie, der var nærved at ſtyrte om
af Forbauſelſe og Bevagelſe.

„Min fjære Ven,“ ſagde Damen, „De har frelſt
min Son, og baade han og jeg længes efter at bevidne
dem vor Taknemmelighed, men De boer langtfra Byen,
og vi vidſte ikke, hvor vi ſkulde treffe Dem. Nu har Chefen
pan Vagtſkibet, der er en af mine Venner, havt den Artig⸗
hed at fore os til Dem.“ — „De er altfor god, Frue!“
ſparede Jean-Marie forlegen. — „Nei, det er Dem, det er
god, thi De har vovet Deres Liv for at frelſe mit!“
raabte det unge Menneſke. „Jeg havde veddet med
nogle Andre paa, at jeg vilde ſtikke i rum So, hvorledes
Veiret ſaa, bleo

„Det ſkulde De ikke have gjort,» ſagde Jean⸗
Marie. „Naar Vinden er ſtik imod og Strommen“ .

„Om Forladelſe,“ afbrød den gamle Dame ham;
„ieg har ſorget for en lille Frokoſt, og Hovmeſteren
paa Vagtſkibet vil være fan god at ſervere den. Hvor
kan vi brede Dugen?“

ü ͤ :;Q!:7ꝛ 1 —˙ ¹ww ⁰w ⁵:mnüm m

88 Bictorine.

Aldrig ſaaſnart horte Drengen tale om Frokoſt,
for han fif travlt med at faae et gammelt, ſkrobeligt
Bord frem, ſom han i en Fart viſkede af, fan godt
han kunde. Hovmeſteren fra Vagtſkibet bredte Dugen,
fatte Solvtoi, Flaſker, Glas, Tallerkener og folde
Retter paa det, og Selſkabet tog Plads. Jean-Marie
vilde paa ingen Maade fætte fig, men ſpiſte ſtaaende,
og hvergang Hoomeſteren ffjænfede i hans Glas, drak
han det ud og bukkede baade for Fruen og hendes Son.
Drengen holdt fig til Leoningerne og huggede i fig af
Alt uden Forſkjel — Syltetoi, Skinke, Poſteier og
Sardiner imellem hverandre! Jean-Marie talte ikke
meget, men ſpiſte deſto mere, ihi det troede han at ſkylde
fine fornemme Gjeſter; men man kunde fee paa hans
Anſigt, at han var glad, og at han ſkjonnede paa den
Are, der blev viiſt ham. Skibsdrengen var i den
ſyvende Himmel, thi det var forſte Gang i hans Liv, at
han fik nogen. Anelſe om, at der var ſaadanne Herlig⸗
heder til, og at alt Sligt kunde ſpiſes.

Vicomten (thi ſaaledes titulerede Hovmeſteren ham)
betroede efter Frokoſten Jean⸗Marie, at han vidſte fra
Autoriteterne, at man en af Dagene vilde tilſtille ham
en Medaille af forſte Clasſe. „Inden De modtager
den,“ tilfoiede han, „vilde min Moder og jeg bede
Dem om ikke at forſmage denne lille Erindring.“

„En Pengepung! Guld!“ ſparede Somanden.
„Nei Tak, kjcre Herre, det kan jeg ikke modtage! Jeg har
kun gjort min Pligt og flet ikke Andet.”

Bictorine. 89

„De giver os et Ufflag!” ſagde Grevinden, „det
mage vi finde os i; men huſfk paa, at vi ikke ere qvit
endnu, De ſkal ſnart hore fra os! Gio mig Deres
Haand! De er en Mand, der har re i Livet, og det
er juſt af mine Folk!“

Idet Vicomten forlod Skibet med fin Moder, ſtak
han Skibsdrengen et Guldſtykke i Haanden. Han tog
imod det uden at ſige Tak og bandt det ind i et Hjørne
af fit Lommetorklede, fordi der var Hul ti begge hans
Veſtelommer. Baaden bragte lidt efter Jean Maries
Gjaſter igjen ombord paa Vagtſkibet. J det Sieblik,
da det elegante Skib kantſatte Seilene for at gage til⸗
ſoes, heiſede det Nationalflaget i Toppen, og den ſtorſte
af dets Metalkanoner affyrede en Salut, ſom Ma—
troſerne, der ſtode opſtillede paa Dekket, ledſagede med
et tordnende Hurra. Den fkikkelige Jean-Marie havde
Taarer i Oinene; haa tog fin Hue af og ſtirrede ube⸗
vegelig efter Kutteren, medens Grevinden og hendes
Son vedbleve at hilſe ham med Haanden, ſaalenge de
kunde ſee ham.

„Naa, det kalder jeg en Frokoſt!“ raabte Skibs⸗
drengen, der ſpiſte endun beſtandig. „Det kan nok
være, at jeg kan hjælpe mig baade uden Middags⸗ og
Aftensmad.“

„Hvis Victorine blot havde været her!“ tenkte
Jean-Marie; „hois hun havde feet alt dette! men hun
maa have kunnet opdage Kutteren ovre fra Landsbyen

1

90 Bictorine.

og Kanonſkud det har hun da hørt! — Det er en ſtor
Aere for Dig, Jean⸗Marie.“

„Hvad er det værd?” ſpurgte Skibsdrengen.

„Tyve Franes, min Dreng! Det er lige ſaameget,
ſom jeg fortjener i fjorten Dage! ...“

Medens Drengen med Beundring betragtede ſit
Tyvefranes⸗Stykke, der for ham var en heel Formue,
gik Jean⸗Marie tankefuld op og ned ad Dakket. Det
var hans Henſigt, og der var maaſkee lidt Forfengelig⸗
hed med i Spillet, at gaae iland og høre, hvad Folk ſagde
om ham i Landsbyen, hvor Victorine boede; men han
kom til at kaſte et Blik paa fin Paakloedning, og det
giorde ham atter modlos. „Det er ikke andet end
Usſelhed og Elendighed!“ ſagde han ſorgmodig. „Hvis
jeg moder Victorine, ſaa vil hun ikke engang kjendes
ved mig. Hun holder af at være ſmukt kledt ſelo og
bryder fig ikke om at tale med en daarligklœdt Stakkel
ſom mig. Nei man har ikke andet end Modgang! —
Gælg din Slup, Jean⸗Marie, for hvad man vil give
Dig for den og gan paa de lange Neiſer. Dengang
Du gjorde det, var Du en holden Karl og kunde gaae
ligeſaa godt kledt ſom denne Fætter Luc, der ikke er

andet eud en Spradebasſe, ſom kommer Pomade i ſine
Bakkenbarter.“

Bictorine. 91

3.

Dagen efter fpadferede Grevinden og hendeg Sen

paa den ſaakaldte Sillon, en Dæmning, der forbinder

den O, hvorpaa St. Malo er bygget, med Faſtlandet.
De lagde Begge Merke til et ſmukt lille Coffardiſkib,
der laa forteiet ved Broen, og paa hvis Forſtavn der
var opflaaet en Plakat, ſom underrettede Folk om, at
dette Skib ſamme Dag fkulde ſelges ved Auktion til
den Hoiſtbydende.

„Hoad om vi kjobte dette Fartei,“ ſagde Vicomten
til fin Moder; „det vilde være en ſmuk Forcring til
den brave Mand, der frelſte mit Liv.“

„Ideen er udmerket,“ ſvarede Grevinden, „og jeg
ſynes ſaameget bedre om den, ſom jeg forgjeves har
ſpeculeret paa, hvorledes vi ſkulde kunne afbetale noget
af vor Gjeld til ham.“

Vicomten mødte i rette Tid ved Auktionen, og
Bisquinen blev ham tilſtaaet. „H vilket Navn ffal jeg
ſtrive?“ ſpurgte Auktionsholderen. „Jean-Marie,“
ſvarede Vicomten, der var lykkelig over fit Kjobmand⸗
ſkab. Han gik flere Gange op og ned ad Dæmningen
for at fee, om han ikke ſkulde fane Die paa Sluppen;
men der var ingen Vind, og det var allerede Aften, da
Victorine langt om længe naaede Havnen og ankrede
op paa fit ſedvanlige Sted.

99 Bictorine,

Saaſnart Alt var i Orden, tog Jean Marie fin
Troie paa Armen og gik nedad Quaien for at fee paa
de ſtore, taklede Skibe, hvis ſlanke Maſter tabte fig i
Morket. Der var ſmukke og anſeelige Skibe imellem
dem, ſom nok faae ud til at kunne ride en Storm af;
Vinden ſuſede i Tougvarket og denne Lyd, ſom So⸗
manden holder ligeſaa meget af, ſom Skoohuggeren
bolder af at hore Vinden hviffe i Tretoppene, fil Jean⸗
Maries Hjerte til at banke. Lyſten til at komme af⸗
ſted greb ham uimodſtageligt.

„Naa, træffer jeg Dem da endelig,“ ſagde en
Stemme. „Kom og lad os gage denne Vei, thi jeg har
noget at tale med Dem om.“

Jean⸗Marie troede, at Vicomten vilde have ham
ind med i en Café, for at beverte ham og ſkyndte fig
at træffe Troien paa; men iſtedenfor at gage ind med
ham i et Vertshuus bad den unge Wand ham om at
fætte fig et Sieblik pan en af Benkene pan Prome⸗
naden.

„Hor, ſiig mig engang, gode Ven, hvad ſpekulerede
De paa for?“ ſpurgte han ſmilende. „De var jo faa
fordybet i Tanker, at De ner ikke havde kjendt mig.“

„Jeg tankte paa at fælge min Slup, der ikke duer
mere, og at tage Hyre pan et af de ſtore Skibe der.
Kyſtfarten bringer ikke noget ind, og jeg har ikke andet
end Nod og Ulykker paa alle Kanter. Forleden Dag,
da De havde Hovedet under Bandet, onſkede jeg mig,
at jeg var i Deres Sted. Det var en ſtyg Tanke, ikke

Victorine. 93
fandt? men hvad ſkal man ſige? Naar man er fattig
har man ogſaa engang imellem fine fortvivlede Sie⸗
blikke la r

„Mod, min Ven, Mod! De er ung, og der
kommer nok en bedre Tid efter denne. Sælg Deres
Slup, naar den ikke duer mere; men iſtedenfor at tage
Hyre paa et andet Skib, ſaa tag dette Papir. Min
Moder og jeg vende imorgen tilbage til Paris! Farvel,
fjære Ven! Vi ville aldrig glemme Dem — tank ogſaa
paa os engang imellem!“

Papiret, ſom Jean Marie holdt i fine Hænder,
var Kjobecontrakten, der ſikkrede ham Eiendomsretten til
det nye Fartoi. Han ſtak det til ſig og gik tilbage til
fin Slup uden at ane, hvad det var for en Preſent,
han havde modtaget. Naſte Morgen kom Skibsdrengen
lobende hen til ham med Tungen ud af Halſen.

„Er det ſandt, Capitain,“ raabte han til ham, „at
De har kjobt Dem et nyt Fartoi?“

„Jeg veed ikke, hvad jeg ſkal ſige,“ ſvarede Jean⸗
Marie, „men jeg begynder at troe, at det er ſandt, thi
der ſtager ſkrevet ſaadant noget paa dette Stempelpapir!
De Folk maae da være forfærdeligt rige! ... Det var
ikke for Ingenting, at de ſagde, at jeg nok ffulde here
Noget fra dem!“

„Jeg fager da Lov til at blive hos Dem?“ ſpurgte
Drengen.

„Ja viſt, min Dreng, og nu flal Du ogſaa faae
Hyre.“

94 Victorine.

Drengen ſprang høit iveiret af Glæde, ſamlede fine
Sager ſommen i en Fart og lob ned til det nye Far⸗
toi, hvor han ſtrax indrettede ſig, ſom om han var hjemme.
Ogſaa Jean Marie var glad over det nye Skib, men
det gjorde ham dog ondt at ſtulle opgive Tanken om
at komme bort. Naar man har ſat ſine Tanker til at
ſtulle reiſe, er man altid bedrovet, naar man er nødt
til at blive hjemme.

Sluppen Victorine blev ſolgt til at ophugges, og
Jean Maries Kaar forbedrede fig nu med hoer Dag.
Han fil ogſaa en ſtor og ſmuk Medaille, ſom han kunde
anbringe paa ſin nye Frakke, og Victorine ſatte ſit
ollermildeſte Anſigt op, naar hun nu gik forbi ham,
efter at han havde indtaget fin Plads mellem de andre
Capitainer. Hendes venlige Hilſener ſmigrede Jean-
Marie, men han markede tillige til ſin Bedrovelſe, at
hun ikke holdt af ham. Han vovede derfor heller ikke
denne Gang at male hendes Navn paa det nye Fartoi,
men lod den beholde fit tidligere Navn la Coquette.

Hele den ſmukke Aarstid fartede Jean-Marie langs
Kyſterne paa la Cogette, og med hver Reiſe blev han
meer og mere velhavende. En Dag imod Slutningen
af October, da han vilde vende tilbage til Landsbyen,
kom Victorine igjen til ham og bad, om hun maatte
folge med. Denne Gang havde han den ſtorſte Lyſt
til at ſige Nei; men han tenkte paa, at hun kun vilde

blive vred og lade være at hilſe ham for Eftertiden, og

fan ſagde han Ja.

Bictorine, 95

Hun ſprang da ombord faa let fom en Fjer og
ſmilte faa koket, at den ſtakkels Jean-Marie igjen blev
ganſke tung om Hjertet. Veiret var ſmukt og Havet
blitſtille. Det var en af disſe Dage, hvor man ikke
veed ret, om det er Foraaret, der kommer, eller Som—⸗
meren, der gaaer fin Vei, Skibsdrengen fad henne i
Forſtavnen og fang af fuld Hals. Matroſen, der hjalp
til ved Seilene, gik op og ned mellem begge Maſterne.
J Bagſtavnen fad Jean Marie med Haanden paa
Roerpinden, og ved Siden af ham ſtod den ſmukke
Victorine med Armen om Tougvarket.

„Det er virkelig,“ ſagde den unge Pige, idet hun
jane ned ad den ſmukke Kyſt, „et prægtigt Liv at være
Somand.“

„Ja, ſomme Tider!“ ſparede Jean-Marie, „men
tidligere var Du af en anden Mening. . .

„Ja, det var dengang da Du ſeilede med den gamle
Slup, ſom Du nu Gud ſſee Lov er bleven kbit. Men
det kommer der af have Mod og Mandshjerte! Man
ſiger, at Du har ſtaget i Aviſerne paa Grund af din
Medaille!“ Men det forundrer mig ſlet ikke,
naar jeg tenker paa, at. Du ſom Dreng vovede dit Liv
blot for at ſkaffe mig nogle Maageæg! Kan Du huffe
det, Jean Marie?“

„Jo, jeg kan nok huſke det,“ ſvarede Somanden,
„men jeg troede, at Du havde glemt det.“

„O nei,“ fvarede den unge Pige, „man glemmer
aldrig den lykkelige Barndomstid. Det er dog den

96 Victorine.

bedſte Alder; ſenere kommer der Sorger og Plager paa
alle Kanter. J Mandfolk, der flakke omkring paa
Havene og arbeide Dag og Nat, J kunne ſagtens, for
J har ikke engang Tid til at tenke; men vi ſtakkels
Fruentimmer, der altid mage ſidde paa den ſamme Plet,
vi gjore os ſaamange Tanker, der plage os, og ſom vi
mage ſtjule for Andre. Veed Du vel, at naar de
Tanker kommer, faa feer jeg paa mine Roſenkrandſe af
Maagecg, og faa tenker jeg paa den Tid, da Du
bragte mig dem ...“

Med disſe Ord lagde Vietorine fortroligt ſin
Haand pan hans Skulder. Han ſage ganffe forundret
paa den unge Pige og kom et Sieblik reent ud af
Fatning. Han glemte aldeles Roret, og Seilene flog
ind imod Maſten, fan at Skibsdrengen nær var gaaet
overbord. Bed Drengens Skrig kam han til fig felv
igjen; blusſende i Anſigtet greb han igjen Roerpinden
og tvang Skibet til Cours igjen.

„See!“ raabte Vietorine ivrigt. „Seer Du det
Skib, der kommer frem nede ved Cap Fréhel? Er det
ikke en Brigantine?“

„Nei, det er en Brig, en engelſk Brig, der er
ladet med Kul. Dens Seil ere ganſke forte ...“

„Mon det ikke er la Malouine? Man venter den
hver Dag, og den kommer fra Middelhavet. Du kjender
jo la Malouine? Min Fetter Luc er anden Styrmand
ombord. Saaſnart han kommer hjem, ffal vi giftes,
og jeg haaber da, at Du kommer med til vort Bryllup?“

Victorine. 97

„Du ſkal giftes?“ ſpurgte han og blev bleg ſom
et Lig.“

„Ja det har der været talt om længe, og jeg
troede, at Du vidſte det.“

„Det er altſaa derfor, at Du er ſaa glad idag?”

„Det er meget muligt,” ſvarede Victorine. „For⸗

reſten er man jo tidt glad, uden at man ſelv veed

hvorfor. Til andre Tider kan jeg blive ganſke urolig
og ſette mig til at græde, fordi jeg bilder mig ind, at der er
tilſtodt La Malouine en Ulykke. Naar jeg fan har gradt en
Stund, bliver jeg glad igjen, ligeſaa glad ſom Fuglen,
der ſynger Foraaret ind. Hvorom Alting er, ſaa
bliver jeg dog ikke rigtig rolig, for jeg feer La Malou⸗
ine lobe ind i Havnen.”

Saaledes vedblev Victorine at ſnakke, og den ſtak⸗
kels Jean-Marie kunde kun ſvare med Eenſtavelſesord.
Han var jaa naiv og faa fkikkelig, at han ikke kunde
begribe, hvorledes den ſmukke og forſtandige Victorine
kunde være forelſket i denne Fetter Luc, der hverken
var det Ene eller det Andet. Han felv havde ſpildt
ſine bedſte Aar med at beundre hende i Fraſtand, fordi
hans Fattigdom forbød ham at nærme fig til hende.
Nu da Lykken havde tilſmilet ham, fandt han fin
Barndoms veninde fuld af Fortrolighed og Velbillie,
men det var kun for at fortælle ham, at hun ſkulde
have Bryllup med en Anden. Det var anden Gang,
hun ſeilede med ham, og anden Gang, at Touren var
begyndt godt, men havde taget en bedrovelig Ende.

7

98 Victorine.

Solen gik ned, da Skibet kaſtede Anker. Victorine
bad Jean⸗Marie om at folge hende til Landsbyen, og de
gav fig ſtrax til at flige op ad de ſteile Skrenter.
Paa de værfte Steder klyngede hun fig faſt til hans
Arm, og naar de vare forbi dem, vendte hun ſig for⸗
ſtrekket om og raabte: Min Gud! hvilfen en Afgrund!
Tag Dig dog endelig i Agt, at Du ikke glider ud,
naar Du gaaer tilbage!”

„Hvad ſaa!“ ſvarede Jean⸗Marie, „er det ikke
ligemeget, enten jeg omkommer her eller der, enten idag
eller imorgen!»

„Altid ſkal Du komme med Sligt!“ ſagde Victo⸗
rine i en bebreidende Tone. „Har jeg nu ikke gjort
alt Muligt for at opmuntre Dig, men beſtandig ſeer
Du lige mork og alvorlig ud! Det vil Du komme
til at fortryde naar Du engang tenker paa at gifte
Dig, thi faa gjelder det om at kunne lee og være
munter! ... Saa! nu er vi der endelig! ... Er
Du fan ogſaa vis pan, at det er en engelſk Brig, der
kommer dernede? ... Godnat, Jean⸗Marie, Tak fordi
Du fulgte mig og glem faa ikke at komme med til
e sr

Jean⸗Marie vilde ikke hore det Sidſte og var alle⸗
rede borte. Medens Victorine bankede paa ſin Huusdor,
ilede han raſk ned ad Klipperne, men jo merkere det
blev omkring ham, deſto mørkere blev det ogſaa indeni
ham. Skibsdrengen, der havde ſkaffet fig en Tobakspibe,

Victorine. 99

ſiden han fif Hyre, fad og reg paa Relingen af Jollen,
da han kom.

„Sat af!“ ſagde han i en fort Tone.

Drengen gjorde det og greb til Aarerne. „Capi⸗
tain“, ſagde han efter en lille Pauſe, „hvorledes var
det? De lagde nok Roret feil fer!“

„Hvad for noget, Knegt? vil Du lere mig at
ſtyre ?“ ſvarede Jean-Marie i en barſk Tone.

„Nei, men Blokken fra Pappegeie⸗Stkjedet ſlog mig i
Panden, og jeg har en Bule, der endnu er ſaa ſtor
ſom en knyttet Nave.“

„Saa gnid Dig med Saltvand og vrøvl ikke
mere om det! Naar Du forſt kommer paa de lange
Reiſer, vil Du faae mere af den Slags.“

Drengen, der ikke var vant til den Tiltale, taug,
men han havde Taarer i Oinene. Et Koarteerstid
efter kaldte Jean-Marie pan ham. „Der min Dreng”,
ſagde, han, „der har Du Noget, ſom Du kan lægge
paa din Bule! det gjør mig ondt, at jeg har gjort
Dig Fortrœd, men det var ikke med min gode Billie.
Jeg lider mere end Du, men det tale vi ikke om.“

4.

„Fetter Luc,“ ſom Victorine kaldte ham, var
virkelig ombord paa La Malouine ſom anden Styr⸗
mand og vendte netop hjem fra en Middelhavsreiſe.
Omtrent hundrede Miil fra Kyſten gik Maſten og nogle

7*

100 Bictorinc.

af Seilene overbord i en ſterk Storm, og Capitainen
og to af Matroſerne ſkylledes bort med det ſamme.
Luc tog Commandoen over Skibet, ſom Stormen med
voldſom Hurtighed forte ind imod Land. De ſidſte
ſmukke Efteraarsdage vare blevne afloſte af de forſte
Vinterſtorme, og Havet var i et uophorligt Oprør.
Hele Bugten ved St. Malo, ligefra Cap Fréhel til
Klipperne ved Cancale, var bedekket med ſkumhoide Bol⸗
ger. Lodſerne, der ikke kunde være ude paa Dybet,
ſtjulte fig i Bugterne bag Skjcrene. Ikke et Skib var
at opdage paa Oceanet. Bed Daggry vifte der fig ende⸗
lig et hvidt Punkt i Retning af Fyrtaarnet paa Cap
Fréhel, hvis Fyr nylig var. blevet. ſlukket. Var det
Bingen af en Maage eller Seilet af et Skib? - Derom
ſpurgte ogſaa Toldforvalteren — Victorines Fader —
da han gjorde fin Runde oppe paa de Klipper, ved hvis
Fod Jean⸗Maries nye Fartoi trygt laa for Anker.
Han kom netop ſelv tilbage fra Landsbyen og opdagede
Toldforvalteren, der ſtod og vinkede ad ham, thi det
ſtormede "fan ſterkt, at det ikke kunde nytte at raabe.

„Jean⸗Marie“, ſagde Toldforvalteren, „Du ſeer
meget bedre end jeg — ſee igjennem min Kikkert og ſiig
mig, hvad er det, Du feer dernede tilheire for Cap
Fréhel.“

„ Dertil behøver jeg ingen Kikkert. Det er et
Seil.“

Enkelte af Landsbyens Beboere og en ſtor Mengde
Born havde ſamlet fig omkring Toldforvalteren og Jean⸗

Vietorine. 101

Marie. De ſtirrede Alleſammen ud efter Skibet, der
omtumledes af Bolgerne.

„Ja“, ſagde Jean-Marie, efterat han havde fat
fit Die til Kikkerten, „det er, ſom jeg ſiger. De har
Nodflaget oppe de Stakler! Har La Malonine ikke en
rod Liſt paa ſort Grund? i

„Det har den“, ſparede en Stemme.

„Saa er det den!“ ſagde Jean-Marie.

„Det er la Malouine!“ gjentog Bernene. „Han
ſiger, at det er la Malonine.“ :

Bictorine kom til i det ſamme og hørte, hvad
Bornene raabte.

„Fader“, raabte hun, „er det virkelig la Malouine?
Hvem ſiger det? Rak mig din Kikkert!“

Ude af fig ſelo af Frygt og Bevægelfe ſogte hun
forgjeves at faae fat paa det Hvide Punkt, der kun af
og til vifte ſig over Bølgerne „Mit Syn flager mig
feil, jeg ſeer ikke det Mindſte!“ raabte hun fortviolet.
„Er Du ogſaa vis paa, Fader, at det er den? Nei,
nei! det er kun en lille Jolle, en Fiſkerbaad! ... Jean⸗
Marie, tal Du! ſiig mig det reentund ..

Det er et Koffardimand, der er i Havsnod. Den
har miſtet ſine Maſter og kaſtes omkring af Belgerne,
ſvarede Somanden, „og hvis La Malouine har en rod
Lift paa Skroget, faa ſparer jeg for, at det er den.

Efter denne beſtemte Erklering ſtod Victorine et
Oieblik ſom forſtenet. „Min Gud! min Gud!” raabte
hun, kaſtede fig fortvivlet ned paa Klippen og gav fig

102 Bictorine.

til at græde bitterlig, medens Børnene omringede hende
og forundrede fig over, at en fan ſtor Pige kunde græde
ſaaledes. Faderen gik hen til hende og vilde formaae
hende til at gane hjem, men hun vilde ikke og vedblev
at græde og jamre fig.

„Kan da Lodſerne vere bekjendt at lade disſe brave
Folk omkomme uden at gjore et Forſog paa at redde
dem?“ ſpurgte hun endelig.

„J det Veir kan ingen Lods komme ud til dem“,
ſagde Faderen.

„Du forſtaaer Dig ikke paa Soen!“ udbrod hun
ivrigt. „Jeg vil tale med Jean⸗Marie — hvor er han?“

„Han er gaaet ned til fit Fartei?“

„Saga lad os gane ned til ham!“ Hun tog Fa⸗
deren under Armen, og de ſteg hurtigt nedad den i
Klippen udhuggede Trappe, der forer til Strandbredden.
Jean⸗Marie og hans Dreng vare paa Dakket. Vie⸗
torine ilede hen til ham og ſpurgte med en ſkjelvende
Stemme: „Er det ſandt, at Lodſerne have Vinden imod
fig, og at de ikke kunne komme Skibet til Hjælp?”

„Ja, det kan Enhver ſee! Man fkulde endogſaa
have ondt ved at komme ud til det herfra! Der ſeer
Du ſelv, at det er et daarligt Liv at være Sømand.”

„Hvor kan Du ſige Sligt, Jean⸗Marie! Kan
da Noget være ſmukkere end at komme fine Medmenne⸗
ffer til Hjælp?”

Ved disſe Ord ffjælvede Jean⸗Marie, thi der var
en Stemme indeni ham, der ſagde: Hvis Skibet gaaer

Bictorine. 103

under, faa er det ſaameget bedre for Dig, thi faa er
der ikke mere Tale om Fætter Luc; — men der var
ogſaa en anden Stemme, der gjentog uopherligt: Frels
ham, frels ham, ſelv om han er din Fjende.

„Der er altſaa Folk, hvis Metier det er, at op⸗
offre fig ſelb for Andre?“ ſagde Jean-Marie og fæftede
et alvorligt Blik paa Victorine.

„Min ſtakkels Datter veed ikke, hvad hun ſiger —
undſkyld hende!“ ſagde Toldforvalteren. „Kom, Vie—
torine, og lad mig folge Dig hjem!“

„Jean-Marie, Du er ligeſaa brav, ſom Du er
modig“, raabte Victorine. Huſk paa din Medaille! Hun
klyngede fig til Touget, hvormed Skibet var fortoiet,
ſom om hun vilde trakke det til ſig.

„Medaillen!“ gjentog han, „Medaillen! Ja, his
der ikke var Andet at vinde end den, ſaa var der nok In⸗
gen, der vovede fit Liv for dens Skyld. Vorherre gi⸗
ver ikke Medailler til dem, der omkomme for Andres
Skyld, men han giver dem ſit Paradis. Spring iland,
Dreug!“

„Hvorfor Capitain?“ ſagde Drengen. „De kan dog
ikke regjere Fartoiet alene, og hvis De ſtikker i Søen
efter dem derude, faa vil jeg folge med.“

„Saa kom, min Dreng! Du har aldrig forladt
mig, og Du foragtede mig ikke, dengang jeg var fattig!
. . . Raft los og ſaa i Guds Navn! Victorine“, foiede
han til, idet han vendte ſig om til den unge Pige, der
havde fulgt hans Ord med et hemmeligt Haab, „Vie⸗

104 Vi.iccorine.

torine, jeg tager baade Dig og din Fader til Vidne
paa, at jeg teſtamenterer mit Fartei til Drengen, hvis
jeg ſkulde forulykke! Og nu paa Knæ og gjor Kor⸗
[ets Tegn — bed for os Begge!”

Hun kaſtede fig paa Knæ med Taarer i Oinene
og bad længe. Landsbyens Folk ſamlede ſig lidt efter
lidt omkring hende og Faderen og fulgte i dodelig Angſt
det lille Skib, der vovede ſig ud i Kamp med det oprorte
Ocean. Altſom Bisqninen kom længere ud paa Dybet,
blev Bolgegangen ſterkere; ſnart dukkede den ned og
forſvandt, ſnart dandſede den muntert paa Bolgetoppene
og ſyntes beſjelet af ſamme Mod ſom dens Befætning.
La Malouine derimod veltede ſig ſom en livlos Masſe
omkring paa Oceanet.

„Min Gud! hviſkede Victorine til Faderen, „jeg
ſynes, at la Malouine ſynker meer og meer.“

„Om fem Minuter ville de to Skibe være paa
Siden af hinanden. — Taalmodighed, Taalmodighed!“

Og ſaaledes var det. Bisquinen nærmede fig
virkelig til det forulykkede Skib, og i dette hoitidelige
Oieblik ſtode Alle tauſe og forventningsfulde nede paa
Strandbredden; men Afſtanden tillod dem dog ikke tyde⸗
ligt at fee, hdad der foregik fan langt ude pan Rheden.
Jean⸗Marie havde ved fit Mod og fin Dygtighed vidſt
at holde fig i Reining af La Malouine for at afvente
det rette Sieblik. Da Koffardifartoiet, der neſten ikke
mere luſtrede Roret, var ham næv nok, tilkaſtede han
det en Ende fra ſit Skibs Agterdeel. De Skibbrudne,

Victorine. 105

der vare drivvaade, udmattede og forſultne, lode to
Gange Enden flippe fra fig, Endelig lykkedes det Luc
ved en overmenneſkelig Anſtrengelſe at faae fat paa
Slaberen, ſom han befeſtede ſikkert til Skibets Forſtavn.

„Fiir nogle Favne, fiir! eller det er ude med os!“
raabte Jean Marie.

Luc, der dog var en god Sømand, forſtod
ikke denne Opfordring, ſom ellers enhver Matrosdreng
kunde begribe, thi han var ſaagodtſom uden Bevidſthed.
Jean⸗Maries lille Skib ſkjod frem for Se og ſmaa
Seil; men Coffardimanden, der var halvfuld af Band,
modſtod — ſom en ſtedig Heſt, der ikke bryder fig om
Bidſlet — med hele fin Vægt Slæbereng Trak.
Rykket var faa ſtarkt, at Bølgen fif Leilighed til agter⸗
fra at kaſte fig over Jean Maries Skib, og han ſelv
blev kaſtet overbord. |

n»Dreng, hold Dig godt“, raabte han med ſterk
Stemme, „og ſtyr efter Taarnet!“

Drengen udſtodte et ſonderrivende Skrig, da han
ſaae fin Capitain gage overbord, men han indſage ſtrax,
at det var umuligt at komme ham til Hjælp, og han
kaſtede fig derfor med Fortvivlelſens Energi over Roret.
Folkene ombord paa Koffardimanden kaſtede Aarer,
Legter og hvad de kunde fane, fat paa ud til Jean Ma⸗
rie; men et Skjer ffjulte ham ſnart for deres Blikke,
og medens den modige Somand kamvede paa Liv og
Dod imod Bolgerne, blev Farteiet, ſom han havde
udrevet fra Undergangen, taget paa Slab af den ufor⸗

ESSENS SST TE TER «e

106 Victorine.

trodne Skibsdreng, der nu var alene ombord pan Bis—
quinen. La Malouine havde endnu adſkilligt at gjennem⸗
gage, inden den kunde kaſte Anker, thi Havet ſyntes at
have ſammenſvoret fig imod den og ikke at ville lade fig
fravriſte fit Bytte, Lidt efter lidt og ſtodviis kom den
dog ind under Land, og Tilſkuerne nede pan Strand-
bredden hilſte den ſnart med jublende Hurraraab; men
disſe Triumfſkrig afloſtes af en uhyggelig Taushed,
da man ſaae, hvormeget Mandſkab La Malouine havde
miſtet, og da man ombord paa Bisquinen ikke ſaae An⸗
dre end den fortvivlede og grædende Skibsdreng.

Neppe var Skibet i Havn, for Drengen beſpimede,
men man kom ham hurtig til Hjælp og fil ham ſnart
bragt tillive. Hans ulykkelige Capitain blev imidlertid
kaſtet omkring af Bolgerne, og i fin Nod havde han
klamret fig til de Redſkaber, ſom Koffardimanden havde
kaſtet til ham. En Bolge kaſtede ham ſom en Pakke
ter Tang op paa en Klippe, lob tilbage i fig felv og
lod ham forfvinde midt i en Hvirvel af Skum. Han
gav intet Livstegn, da han blev bragt hen i Le paa
den ſamme Strandbred, ſom han for (da Timer fiden
havde forladt.

J bette Sieblik kom Victorine til. Hun havde
feet la Malouine pan Slabetouget og aandede allerede
lettere, da hun med eet hørte, at en Mand var kaſtet op paa
Strandbredden og var ligeved at opgive Aanden. Hun
blev paany greben af Forfærdelfe, og ſtyrtede hen til den

Bictorine. 107

Gruppe, der omgav den Doende. „Hvem er det?“ raabte
hun fortvivlet, „lever han endnu?“

„Han lever, men han har knuſt Bryſtet imod Klip—
perne.“

„Er det Luc?“ ſpurgte hun heftigt.

„Nei, det er Jean-Marie.“

„Gud være lovet!!“ Den Doende, hvem hendes
Stemme havde faldet tillive, horte disſe gruſomme Ord,
reiſte fig halbt op og fane bebreidende pan hende. For⸗
færdet over dette Blik kaſtede hun fig ned for hans
Fødder. „Min ſtakkels Jean-Marie,“ ſagde hun hul⸗
kende, „Du er frelſt — Gud vare lovet!“

„Nei, det var ikke det, Du ſagde“, mumlede Ss⸗
manden. „Nei, jeg maa doe, men Luc er reddet!“ ..

Et Par Dage efter udaandede Jean-Marie ſavnet
og beklaget af alle dem, der havde kjendt ham. Den
Dag, da Fætter Luc og den ſmukke Victorine forlod
Kirken ſom Aegtefolk, gik de begge To hen og bad paa
hang Grav. Men den, der begræd Jean-Marie oprig⸗
tigſt, det var hans Skibsdreng. Han arvede Bisquinen,
og han fif ogſaa en ſtor Belonning fra La Malouines
Rhedere, men det var ham altſammen Intet mod bet
Tab, han havde lidt. Han vil erindre Jean-Marie,
ſaalcnge ſom han lever.

108

led Andbig Bodtchers Portrait.
Af

H. P. Holst.

Vi ere i disſe Dage faa vante til Overraſkelſer,
at det flet ikke er beſynderligt, om ogſaa Digternaturer
imellem gage udenfor det Almindelige. Lyriken pleier
ellers blot at tilhore Ungdommen, og, altſom Aarene
komme, flaaer den digteriſte Begavelſe Lidt efter Lidt i
Manddommen og Alderdommen over i den epiſke Ret⸗
ning, undertiden i den dramatiſke. Og dog har vor
lille Literatur undtagelſesviis et heelt Treklover af Dig⸗

tere, der ſpotte denne almindelige Lov, og ſom endnu i

en fremrykket Alderdom ere Lyrikere. ex professo. Det
er Hauch, Bodtcher og Winther“) — den Forſte har
endogſaa for et Aarstid ſiden i en Alder af neſten fiir⸗
ſindstyve Aar udgivet fine ſidſte og allerſmukkeſte
lyriſke Digte! i É

Af disſe tre Lyrikere er Winther den varmeſte
og fyldigſte, Hauch den dybeſte og Bedtcher den

*) Hauch er født 1790, Bodtcher 1793 og Winther 1796.

Med Ludvig Bodtchers Portrait. 109

friſkeſte. Naar jeg derfor med dette Maanedſtrift, der
jeonlig har leveret fine Leſere foraarsagtige Digte af
den, trods hans otte og halvpfjerdſindstyve Aar, endnu
ungdommelige Ludvig Bodtcher, lader folge et Portrait
af ham, ſaa har jeg foretrukket at velge et Portrait fra
hans unge Dage, der gjengiver os den Ludvig Bodt⸗
cher, ſom afſpeiler ſig i hans friſke og ungdommelige
Digte, og hvis Phyſionomi mærfværdigt nok kun lidt
har forandret fig igjennem Aarene. Billedet, hvorefter
dette Portrait er taget, er malt af Profesſor Jenſen,
Tort for Ludvig Bodtcher i 1824 reiſte til Italien, og
er et af denne Kunſtners fortrinligſte Arbeider. Den
Ungdom, der lyſer af det, er den ſamme, ſom vi gjen⸗
finde i alle hans Arbeider, lige til det ſidſte, lige til det,
der begynder dette Hefte; og denne Ungdom ville vi gjen⸗
finde i alle dem, ſom hans Muſa endnu vil beſkere
ham, thi da dette Maanedſtrifts Udgiver for fort Tid
fiden til ham udtalte fin Glæde og Forundring over, at
han endnu i fin fremrykkede Alder kunde ſkrive ſaadanne
unge og liosfriſke Digte ſom dem, han nylig havde fæft
for ham, ſvarede han ſmilende: „Det er ikke faa un⸗
derligt, thi Du veed, at jeg er en ganſke god Obſerva⸗
tor: naar jeg merker, at mine Vers fane Rynker, ſkri⸗
ver jeg ingen flere.“

At dette ſeent maa blive Tilfældet er et Ønffe,
der deles af alle dem, ſom elffe vort Sprog og vor
Digtekunſt,

. n.

110
Viterntur og Munst.

Man har herhjemme hidtil veſentlig kun kjendt Henrik
Ipſen gjennem „Kongsemnerne“ og hans forſtjellige polemiſke
Digtninge. Af og til forvildede ganſke viſt et lyriſt Digt fig
til det danſke Publikum; men det var dog i Hovedſagen blot
enkeltviis, naar ſtore Begivenheder opfordrede til Greb
i ſterkſtemte Strenge. En ſaadan ydre Anledning maatte til,
antog man, da Ipſen ellers ſavnede den ſtore Baggrund, ſom
var nodvendig for hans Digtervirkſlomhed. Man kunde ikke
tænke fig ham give en eller anden umiddelbar Stemning Luft
i [maa lyriſkte Digte. Man har forſaavidt ogſaa feet fuld⸗
kommen rigtig paa Tingen, ſom Ipſen ingenlunde er, hvad
man i almindelig Forſtand kalder lyriſt Digter. Han har
imidlertid i fin Ungdom, ſom man veed, famlet længe, for
han fandt ſin egen Eiendommelighed, og har da ogſaa, ſom de
ſleſte unge Digtere, i denne Periode af ſit Liv givet ſin Trang
til Productivitet Luft i de Former, ſom laae for og vare be⸗
nyttede af Andre. En Part af den un udkomne Samling
„Digte“ er fremkommen paa denne Viis; ligeſom Klangfarven
og hele den lyriſke Form minder om noget Bekjendt, ſaaledes
moder man heller ikke Tankerne abſolut for forſte Gang. Men
det følger af fig ſelv, eller rettere det følger af de ſtore Evner,
ſom Ipſen har faaet i Vuggegave, at der i hans Sjæl altid
har været en fan rig og fuldtonende Sangbund, at ſelv om
han anſlog bekjendte Strenge, maatte Tonerne dog klinge med
en Varme, en Kraft og en Beaandelſe, ſom bar Vidne eller i
ethvert Tilfælde vakte Anelſer om den ſtore Meſter. Selv
disſe tidligſte, mindre oprindelige, Digte have derfor en ikke
ringe Sljonhed. Men der fordres Mere, naar Henrik Ipſen
ud ſender en Digtſamling, og denne giver i Virkeligheden og⸗
faa Mere. Ved Siden af de ſmaa talentfulde Variationer
over mere eller mindre kjendte Themaer, findes der en Rekke

Literatur og Kunſt. 111

Compoſitioner, ſom Ipſens Digterindividualitet i fuldeſte Om⸗
fang har paatrykt fit Stempel, og ſom flaae i usieſte Sammen⸗
hæng med den Aand og de Tanker, der klinge gjennem „Kjer⸗
lighedens Komedie“, „Brand“, „Peer Gynt“ og „De Unges
Forbund.” Det er disſe Digte, ſom give Samlingen en hoi
Grad af Interesſe, ſaavel forbi de i og for fig ere en ſterk,
malmfuld Klokkeklemten i en Tid, da ellers kun ſpede, hvi⸗
ſtende Roſter lade fig høre, ſom ogſaa paa Grund af de mange
Bidrag, man i dem vil kunne finde til Forſtaaelſen af det
Standpunkt, paa hvilket Ipſen ftaaer, og den Opgave, han har
fat fig. Det er un gaunſfke viſt, at han ligeſaalibt i denne Digt⸗
ſamling, ſom i de nævnte polemiſke Arbeider, kommer bort fra
fit reent negative Syn paa Tids- og Samfuudsforhold, men
paa den anden Side har han ogſaa i Digtene ikke ſjeldent
faaet ſagt, hvad han vilde ſige, med langt mere pregnant
Tilſpidsning, end i noget af ſine andre Arbeider. Man har
i ſaa Henſeende et godt Exempel i Digtet „Til min Ven
Revolutionstaleren“:

De ſiger, jeg er bleven „konſervativ“.

Jeg er, hvad jeg var mit hele Liv.

Jeg gaaer ikke med paa at flytte Brikker,

Slaa Spillet overende: da har De mig ſikker.

En eneſte Revolution jeg buffer,

Som ikke blev gjort af en Halvhedsſuſker.

Den ber for alle de ſenere Glorien.

Jeg mener naturligviis Syndflodshiſtorien.

Dog ſelve den Gang blev Lucifer luret;

Tbi Noah tog, ſom De veed, Diktaturet.

Lab os gjøre det om igjen radikalere;

Men dertil kreves baade Mend og Talere.

J ſorge for Vandflod til Verdensmarken.

Jeg lægger med Lyſt Torpedo under Arken.
Ogſaa hans „Ballonbrev til en ſvenſk Dame“ giver foruden
en Form, der klart viſer Ipſens forunderlige Cone til at bøie
og tumle Sproget, en heel Rekke af kjelle og ſkarpe Udtryk
for de Ideer, font gage gjennem hans Digtervirkſomhed. Han
bar viſtnok næppe fremſtillet Fordringen om at være fig ſelv
bedre end i disſe Linier:

— —— 3k6D— — —üä—4—ũäͤ6 4 — —

—— — —

—

1

112 Literatur og Kunſt.

Hvor Perſonligheden mangler,

Hvor ei Formen i fig bær

Hadet, Harmen, Jublen, Glæden,

Pulſens Slag og Blodets Sfjær, —

Der er hele Herligheden

Kun en Beenrads torre Nangler.
Og faa hans Anvendelſe af dette paa de ſidſte ſtore Verdens:
begivenheder, den knuſende Dom, han felder over

Disſe Fritzer, Vlumenthaler

Og de Herrer Generaler

. Nummer den og Nummer den —

hvor han udbryder:

Denne Jagt fager ingen Digter;

Og kun det kan fremad leve,

Som en Digters Sang kan hæve.

Men det er jo ogſaa Indiguationen, der i ſaadanne Linier
giver Ipſens Ord Vinger, og ſom bekjendt befinder han fig
netop i fit rette Element, naar hans Digtning bæres oppe af
den. Det er da, at hans Tale klinger med neſten prophetiſt
Kraft, ſom i det megtige Digt „Abraham Lincolns Mord“.

J Ballonbrevet og bette Digt har Ipſen ubetinget naaet
hoiere, end i noget andet af Samlingens Digte, „Terje Vigen“
undtaget. Dette ſidſte er det eneſte reent epiſke Digt mellem
dem alle, men til Gjengjceld gaaer der ogſaa gjennem det en
digteriſt Beaandelſe, en Flugt og en Djervhed, ſom ſtiller det
i Hoide med den nordiſte Literaturs fortrinligſte Romance»
digtninger. Ogſaa det forbauſer ikke mindre ved Formens
malende Skjonhed end flere af de mindre Digte, f. Ex.
det lille, men faa indholdsrige „Stormsvalen“. Her, font paa
faa mange andre Steder i Samlingen, fager Digtet forøget
Interesſe ved det Billede, Digteren gjennem det giver af ſig
felv, af fin Opgave i og fit Forhold til Livet. „Ederfuglen“,
„Bergmanden“, „Mindets Magt” og andre funne i faa Hen⸗
ſeende ſeites ved Siden af det. ÜUdfaldene mod Norge klinge
giennem flere endnu; han har ligeſaalidt her ſom i „Peer
Gynt” været bange for at ſige fin Mening ærligt og reeut
ud. Men netop derfor gjør det ogſaa ſaameget deſto ſtorre
Virlning, naar Samlingens ſidſte Digt „Brendte Skibe“
ſlutter med de ſmukke Linier:

Mod Sneelandets Hytter,
Fra Solſtrondens Krat
Rider en Rytter

Hver eneſte Nat.

ler.

ieg

Clara 2

113

Richard Kaufmann.

Johnen.
Vi ville gjeſte Staden med de hundrede Taarne,
Perlen — ſom en gammel Digter kalder den — i Huſet
Habsburgs Kongekrone, vi ville gjeſte Prag. Det er i
en gammel By med gamle Sagn og gamle Minder,
men ſikkert ogſaa en By, ſom Fremtidshiſtorien mange
Gange endnu vil tegne op i fine Annaler. Dens Grund⸗
leggelſe tilherer "faa at ſige Bohmens mythiſke Tid,
Landets eldſte Kronnikeſkriver, Domherren Cosmas,
fortæller, hvorledes Hertuginde Libusſa omtrent ved Aaret
700 beſluttede at bygge en Stad i den ffjønne Dal ved
Moldau og iſtedenfor den gamle Hertugborg reiſte en
ny paa Heiden, ſom beherſker hele Dalſtrekningen. Det
er denne Borg — Hradſchin hedder den — ſom endun
udgjer Prags og Czechernes Stolthed. Enhver Reiſe⸗ |
bog anbefaler den Fremmebe førft og fremmeft at se
8

114 J Bøhmen.

den, og vi ville folge Raadet, ikke juſt for at beundre
de gamle Mure og det imponerende Complex af Byg⸗
ninger, men for fra dette Punkt at kaſte et Blik ud
over den gamle, markelige Stad.

En enkelt af Slottets Bygninger blev af Maria
Thereſia indrettet til Bolig for et Antal aldre adelige
Frokener. Denne Stiftelſe har en Feſtſal og udenfor
Salen en lille Steenaltan. Hvor lille og ſimpel den
imidlertid er, byder den dog et praegtigere Skue end
maaſkee nogenſomhelſt anden. Thi hele Prag ligger ud—
ſtrakt ved Foden af Heiden, hvorpaa man ſtaaer, ikke et
et eneſte Taarn, ikke en Bygning undgaaer Siet. Nar⸗
meſt op til ſig har man i nedadſtigende Terrasſer gamle,
ærværdige Bygninger, ſom Domkirken fra det. fjortende
Aarhundrede med det tredive Centner tunge Gravmonu-
ment over den hellige Nepomuk, Raadhuſet med dets
markelige Kunſtuhr, Wallenſteins Palais og Teinkirken
med Tuge Brahes Gravmonument, Minder fra de vex—
lende Perioder i Byens rige Hiſtorie. Og naar man
jaa i lang Rakke har fulgt Bygning efter Bygning
nedad, nager Siet Moldaufloden, der ſnoer fig fremad
i Slangebugtninger og idetmindſte pan den Halvbue,

i ſom ligger ligefor, danner Mammen om den egentlige

Stad. Den herlige Moldau, ſom Pragenſerne gjerne
ville falde den, er nu i Grunden ſlet ikke ſaa herlig,
men naar det er Aftenbelysning, og naar man ſeer den
oppe fra Hradſchin ligge aldeles ſtille og klar, fan gjor

* mindre til Sagen, at dens Vand egentlig har en

J Bøhmen. 115

ingenlunde ſmuk guulgraa Farve. Huſene paa den anden
Bred kunne alligevel ſpeile fig i den og ved deres Gjen⸗
billede i Vandet bidrage til at den eiendommelige Stem⸗
ning, ſom altid hviler over en ſtor, fremmed By, der
fees forſte Gang og her tilmed i Fugleperſpectiv og i
Aftenbelysning, at denne eiendommelige Stemning bliver
endnu fyldigere end ellers.

Paa den anden Side af Moldau have vi da Prag
liggende udfoldet for os, Bygning ved Bygning i uende⸗
lige Rader og Rekker; Taarn hæver fig over Taarn,
den ene Gade vexler med den anden, det er, font havde
man med den omhyggeligſte Omhyggelighed lagt et Huus
paa hover eneſte lille Plet, hvor der kunde ligge noget.
Til Torve, Alleer og aabne Pladſer inde i Staden ſeer
man Intet, og Prag er i disſe Henſeender ogſaa kun
meget fattigt forſynet. Byen beboes af henved et Par
hundrede tuſinde Indbyggere, Huſene ere gamle og for⸗
holdsvis lave, og det Fladerum, ſom Staden indtager,
maa altſaa være meget betydeligt. Men det impone⸗
rende Overblik over den bliver alligevel ingenlunde et
forvirret, chaotiſt Panorama, i hyilket man ikke kan finde
Rede. Moldauen og de Broer, ſom fore ober den,
orientere faa godt, at det ſiden, naar man ſtiger ned,

er den letteſte Sag ved Hjelp af et Kort at finde Vei

i den ſtore, fremmede By.
Forſt have vi da lidt tilvenſtre for det Stade.
hvor vi have ſtillet os, en Kjedebro over Floden; naar

den er pasſeret, ligger der et lille Afſnit af Byen 7
8*

— me mayn,
. . ——————ñ—— —

——̃ñ —

.

116 i J Bøhmen.

vor venſtre Haand, det er Joſephſtaden, Jøderneg gamle
merkelige Ghetto. Omtrent i lige Retning for os
ſtrekker fig den mægtige, ærværdige, pan ſexten Buer
hvilende Carlsbro, der paa begge Sider er forſynet med
gamle, vaabenſmykkede Taarne og ſom over Bropillerne
bærer tredive Billedſtotter med Emner af den hellige Hi-
ſtorie, deriblandt en Bronceſtatue af Bohmens Skyts⸗
patkon, den hellige Nepomuk. Paa dette Sted blev
han nemlig i Aaret 1383, efter Keiſer Wenzels Befa—
ling, flortet i Floden, fordi han ikke vilde forraade,
hvad Dronningen havde betroet ham i Skrifteſtolen.
J flere Dage, fortæller Sagnet, fvommede hans Liig
omkring i Floden, omſtraalet af fem lyſende Stjerner.
Pave Benedict XIII optog ham mellem Helgene, og endnu
gjores der aarlig af fromme bohmiſke Catholiker Bal-
farter til hans Billedſtotte paa Carlsbroen.

De Gader, ſom fortfætte denne, fore os midt ind
i Altſtadt, et Complex af Bygninger, der dog ikke ſtrak⸗
ker ſig fra Moldau lige ud til Hoiderne, ſom paa den
anden Side begrendſe Byen. Vi have nemlig lengere
tilhoire en tredie Bro, den ſmukke Franzensbrücke, der
fortſettes med en lang, lige Gade: Ferdinandsſtraße.
Naar den ender, finde vi en Triangel, ſom paa den ene
Side begrendſes af Volden ud mod Hoiderne, paa den
anden af den ſtore, brede Kolowratsſtraße, Prags Hoved⸗
gade, og pan den tredie af Wenzelspladſen. Den Deel
af Byen, ſom ligger inde i denne Treangel, hører med

1

J Bøhmen. 117

til Neuſtadt, der faa iøvrigt udbreder fig paa hoire
Bred af Ferdinandsſtraße og Wenzelsplads.

Rundt om Byen løbe de gamle Volde, og over
dem have fig, høiere og hoiere, faa langt Siet rakker,
venlige, ſkovbevoxede Smaabjerge, indtil de til Slutning
ude mod Horizonten fortone i blaalige Omrids.

Dette er Contourerne af det ſmukke og imponerende
Panorama, over hvilfet der er Udfigt fra Altanen paa
Hradſchin. Nu, da vi ere orienterede, ville vi i Ro og
Mag blive en Stund heroppe og flette nogle Billeder
fra Fortid, fra Nutid og Fremtid ind i den Ramme,
ſom de ſtore Contourer danne.

Hvorhen Siet nager i den. gamle Stad, ſtaaer der
et Taarn, en Kirke, et Palads eller en mindre, mere
beſkeden Bygning, ſom vakker Erindring om ſtore, hi⸗
ftoriffe Begivenheder. Det er da faa naturligt, at man
en Stund lader Tanken ile bort fra det eiendommelige
Nutidsliv dernede i Gaderne og fra den ſtille, venlige
Aftenfred, der hviler over Byen, for at ſoge tilbage til
Tider, da Krig og Vaabenferd ſpillede den meſt frem⸗
ragende Rolle udenfor og indenfor de gamle Volde.
Det er end mere naturligt, da den fjerneſte Fortid og
den nermeſte Fremtid paa denne Maade ſtille fig i faa
nøje Forbindelſe med hinanden.

Libusfas Borg og By blev inden foie Tid ſtor og
pragtfuld, ſom hun havde feet den i fine Dromme. Da
det nye Aartuſinde begyndte, horte den til Tydſklands
megtigſte Steder; Wenzel den Forſte og Ottokar den

>

— *
Egner, gar mere

—

* —e—

— — SE LE TES SEE

118 J Bøhmen.

Anden ſamlede indenfor de ftærfe, nyopbyggede Mure
en Glands og en Rigdom, ſom mange og langt ſtorre
Fyrſter maatte misunde dem. Under Beſkyttelſe af de
gavmilde Konger og deres glimrende Hof blomſtrede
Handel og Videnſkab og ſkjene Kunſter, de rigeſte Rid⸗
derordener byggede Slotte og Conventer i Prag, pragt—
fulde Kirker reiſte deres Taarne, den ene efter den an⸗
den, den gamle, ſtolte Adel og de rige Borgere kappedes
om at overbyde hinanden i Luxus, Prag var et Fre⸗
dens, Skjenhedens og Velſtandens Hjem, og kun ved
Riddertidens romantiſke Tourneringer krydſede de ſtolte
Bohmere Landſer og Sværd med hinanden.

Men den gamle Fjende, Fjenden, der endnu er den
ſamme ſom dengang, taalte ikke at ſee al denne Lykke,
og der ſamlede ſig i Stilhed et Uveir over Prag. Ved
Ottokars Dod havde man gjert Otto af Brandenburg
til Formynder for Kongens umyndige Son og til Boh⸗
mens midlertidige Regent. Og Brandenburgeren havde
allerede da de ſamme Egenſkaber, ſom ſiden bleve faa
charakteriſtiſfe for hans Efterfolgere; han fulgte ikke i
Wenzels og Ottokars Spor, han holdt Kongeſennen
fengslet og lod ham lide Mangel paa Alt, mens han
ſelb, ſaavidt det ſtod til ham, ſogte at ødelægge, hvad
der under de forrige Konger var bygget op i Prag og
Bohmen. Mangen Rigmand blev fattig i disſe Tider,
medens Rigsforſtanderen og hans brandenburgſke Hof
levede høit pan Folkets Bekoſtning og til Markgrepſkabet
derhjemme ſendte umaadelige Skatte, en Frugt af Rov

J Bohmen. 119

og Plyndring i det ulykkelige Bohmen. Ja, faa fattig
blev det rige Land, at endogſaa Hungersnoden brød ind
over dets Grendſer og kravede forfærdelige Offre. J
Prag bøde der 20,000, i hele Landet over 60,000
Menneſker.

Det var Brandenburgerens Verk. Men der var
Livskraft i Landet, ſom han vilde ødelægge; det reiſte
fig og jog ham ud. Og de hjemlige Konger befteg
atter Bohmens Throne, Solvgruberne og Guldminerne
bragte Folket nye Skatte, Handelen trivedes igjen, Lykke
og Velſtand vendte tilbage til Prag og Bohmen. Kir-
ker, Kloſtre, et Univerſitet og mange andre prægtige
Bygninger reiſte fig i Staden; fra Tydſkland, Italien
og Frankrig, ja ſelb fra Orienten kom Kunſtnere og
Lærde og Haandværkere under Carl den Fjerdes glim⸗
rende Regjeringsperiode, og Prag blev en By, der i
Glands og Storhed kunde maale ſig med den Tids
beromteſte Steder, med Rom, med Florents, Paris og
Koln.

Men ind i Landet havde der under denne Vel⸗
ſtandens Tid ſneget fig en Snylteplante, ſom altid ſoger
at ſlaae Rod, hvor der er Lykke og Rigdom. Det var
Tydſkerne. Da Johan Huß reiſte den religieuſe Be⸗
vegelſe, vakte han tillige Bohmernes nationale Bevidſt⸗
hed, og Kampen, ſom fulgte, blev dobbelt vild og dob⸗
belt blodig, fordi man ikke alene forte Krig mod Pave⸗
dommet, men ſamtidig vilde jage den tydſke SØgleæt ud

over Landets Grendſer. Den klamrede fig til Er⸗

120 J Bøhmen.

obringerne, ſom den havde gjort, og Kampen blev. ftaa=
ende; eller ogſaa forte den, ſom Otto af Brandenburg
havde gjort det, med fig til Hjemmet de Rigdomme,
ſom den graadig havde tilvendt fig i det fremmede Land.
Og atter ſank Böhmens Magt og Velſtand.

Lige for Altanen, hvor vi befinde os, kneiſer
Taarnet af den gamle Teinkirke. Ved den forſte Pille
tilhoire derinde ligger der en Grapſteen af rodt Marmor
og med en Ridderfigur i heel Legemsſterrelſe udhugget
pan dens Blade, det er Grapmindet over vor beromte
Landsmand, Tyge Brahe, ſom Rudolph den Anden
havde faldt til Prag, da den ſtore Mand blev. for ftor,
til at han og den danſke Misundelſe kunde fage Plads
i vort lille Fædreland. Ja, det var i de Dage. Beh⸗
men havde atter reiſt fig, Rudolphs Hof paa Hradſchin
var mellem de meſt glimrende i Europa, og var der end
mange Eventyrere mellem de Mænd, ſom han drog til
fig og overvældede med ÜUdmeerkelſer, faa fandt dog og—
faa mange Lærde og mange Kunſtnere af forſte Rang et
Aſyl i haus ſtolte Reſidentsſtad modſlede han end ſtore
Summer bort paa Phantaſterier, fan kom dog Handel og
Induſtri under ham i ſaa ſterkt et Opſping, at haus
Land blev rigt alligevel.

Men Hiſtorien gjentager ſig; Tydſkerne komme
igjen. i

Tilhoire for os have vi et lille venligt, ffovbevoret
Bjerg. Laurenzberg falde Pragenſerne det og aflægge
om Sommeren talrige Beſog paa dets ſmukke Udſigts⸗

J Bøhmen. 121

punkter. Men det har i Hiſtorien et Navn, ſom er
bedre kjendt; det er det yderſte fremſpringende Punkt af
det Hoiplateau, ſom ſtrakker fig langt længere” imod
Veſt, og ſom forer Navnet „det hvide Bjerg.“ Og
her i Gaden lige nedenunder os ſtager der en gammel,
ſtor, mork Bygning. Det er Wallenſteins Palads.
Hvilke Minder om Ulykker og Bloddage knytter der ſig
ikke til disſe to Navne. Tre Gange under den ſtore
Krig blev Prag ſtormet og taget af fjendtlige Soldater,
og da faa. Freden kom, hvor vare. fan de rige, anſeete
Familier og de lærde Mænd? Hvorledes havde ikke de
tydffe Tropper huſeret i Prag? Huſene vare plyndrede,
hvad Staden havde eiet af Zirater og Koſtbarheder
var ranet bort fra Landet, en Tiendedeel af Stadens
Beboere var bukket under for Hungersnod, falden i
Kampen eller ded paa Skafottet. Mangfoldige Byg⸗
ninger lage i Ruiner, og hele Gader ſtode ode og for⸗
ladte. Landets hele Kraft var brudt, og Folket ſank
hen i en aandelig Sovn, hooraf det forſt vaagnede to
Aarhundreder ſenere.

Og da det ſaa var vaagnet, gik der kun nogle faa
Aartier for Preusſerne kom igjen paa: ſamme fjendtlige
Maade, ſom de vare komne i 1744 og i 1757. „Hvor⸗
fra er De?“ ſpurgte den gamle Forer, ſom viſte mig
rundt paa Hradſchin. „Fra Danmark, fra Kjøbenhavn,”
„Ja, vi have ogſaa været i Krig med de Danſke,“
ſagde han, „men det var rigtignok ikke med vor gode
Villie. Det var Preusſerne, ſom tvang os, det er dem,

1

122 J Bøhmen.

ſom vil kujonere os Alleſammen. De ſtakkels Franſk⸗
mend — feiede han til — det var en Ulykke for Flere
end dem ſelv, at de ikke kunde ftaae fig bedre. Vi
have ogſaa havt Preusſerne her hos os, vi vide, hvor⸗
dan de er.“

Og Hiſtorien vil gjentage ſig, Preusſerne ville
komme igjen, Tordenſkyen hænger over Behmens Hoved,
og det vil neppe vare længe, for den briſter.

„J Sfjoldet ſpringe Lover, og Hjerter flade i
Brand,“ ſynger Digteren om det danſke Vaaben. Preusſen
har i fit hoerken Lever eller Hjerter, men derimod —
og det er da forreſten nermeſt Berlin, der har det —
en Bjørn, ſom har reiſt fig paa Bagbenene, og ſom
ſynes at være meget glubſt. Under Seirsindtoget fane
man bette. Veſen anbragt i alle mulige Emblemer, og Ber⸗
linerne ſyntes at være meget glade ved at kunne viſe
det frem, Og det maa ogſaa indrommes, at man vanſkelig
vil kunne finde noget Vaabenmerke, der pasſer bedre
for og til dem, end netop Bjornen. Til daglig Brug
er den i Regelen et ret fredeligt Dyr, men fager den
forſt Blod paa Tanden og kommer den ferſt til at
ſmage Menneſtekjod, faa farer Glubſkheden ſtrax i den
og gjør den til et formelig altſlugende Uhyre. Og
ganſke "paa ſamme Maade gaaer det med Preusſerne;
de have flugt Slesvig, og de have flugt Alſace og
Lorraine, men de ere faa langt fra blevne matte af
dette Bytte, at deres Hunger endogſaa ſtadig er i Til⸗

J Bøhmen. 12

tagen, og en ſkjonne Dag ville de ſoge den tilfredsſtillet
ved at rane hele den nordlige Deel af Bøhmen.

Da jeg pan Dampbaaden ſeilede ned gjennem det
bohmiſke Schweits for at gjæfte Prag, var det ikke alene
de maleriſk couperede Bredder med Fjelde og Skove,
ſom indgjsde mig et behageligt Velbefindende. Jeg traf
tillige Veiret lettere i Bevidſtheden om, at jeg nu havde
ſagt Farvel til det „ſtore enige nordtydſke Keiſerrige“
og dets evindelige patriotiffe Seirsjubel. Paa Damp⸗
ſtibets Dak fad et talrigt Selſkab af Herrer med deres
Olglas foran fig. Jeg rykkede min Tabouret nærmere
hen til dem og begyndte at give min Glæde over at være
kommen til Sſterrig og min Harme imod Preusſen Luft
i forreſten ret moderate Üdtryk. Men det Havde kun
varet et Sieblik, faa fortalte en af Selſtabet mig, at
de ogſaa vare Nordtydſkere. Det var ſelofolgelig en
meget ubehagelig Overraſkelſe. „Ja, det vil da forreſten
ſige,“ vedblev han, „vi ere forſaavidt nok Sſterrigere,
ſom vi ere boſatte i Bøhmen, og Bøhmen jo horer
under den sſterrigſke Krone, men i Tenkemaade og On⸗
ffer ere vi Nordtydſke, og forhaabentlig ville vi ogſaa
ſnart blive det i politik Forſtand.“ Hvad han ſagde,
vandt ſtrax det øvrige Selſkabs Bifald, og under den
paafolgende Samtale gav man mig Bevis paa Bevis
for, at hele den nordlige Deel af Bøhmen i Tenke⸗
maade og Sympathier ſluttede fig fuldſtendigt til Tydſk⸗
land. Man fkal nu ganſte viſt ikke ſaaledes lige ſtrax
troe de gode Tydſkere, der gjerne i Ord ville uſurpere

— see

EO] ng

124 J Bøhmen.

fig langt mere Magt til, end de i Virkeligheden befidde.
Men dette Selffab var ikke det eneſte, ſom gav mig de
ſamme Oplysninger. Jeg talte med Bohmere, der vare
czechiſk fodte, czechiſk opdragne og endnu czechiſke Pa⸗
triotet med Liv og Sjal; heller ikke de ſogte at benægte,
at Tydſkerne atter, ſom i gamle Dage, vare komne fon
Snyltegjaſter ind over deres Fedrelands Grendſer, at
de havde bredt. fig mere og mere og ſaaledes ſaavel i
Velſtand ſom i Folketal overfloiet de oprindelige Beboere,
at Landets nordlige Strekninger ganſke viſt maatte ſiges
at være fuldſtendig fortydſkede. „Her er — forſikkrede
de — for Sieblikket mellem Czechere og Tydſkere en
Spending, hvorom man i Udlandet aldeles ikke danner
fig nogen Foreftiling. Det maa i den allernermeſte
Fremtid komme til et Brud; Tydſkerne ville, det vide
vi fuldt vel, incorporere os i deres nye nordtjydſke
Keiſerrige, men med vor gode Villie afſtage vi dem ikke
en Fodsbred af Bohmens gamle Grendſer. Krigs—
lykken maa da domme os imellem.“ Og naar man
har reiſt i Bohmen og maalt Spændingen gjennem de
forſtjellige Partiers Udtalelſer, faa bliver man heller
ikke faa ganſke utilboielig til at troe, at Prags gamle
Borg meget ſnart igjen kan komme til at vrimle af
fremmede Krigsfolk, og at man fra Altanen paa Maria
Thereſias Stiftelſe atter vil kunne ſee Blod og Brand
brede ſig ud over det ulykkelige Land. Kampens Udfald
vil da kun kunne medfore eet af to Reſultater, enten
tvinges Tydſkerne til at vandre ud, eller ogſaa ſluger det

J Bøhmen. 125

nyſkabte Keiſerrige et ſtort Stykke af Bøhmen," ſom det
har flugt Slsvig og de franſke Provindſer. Enten —
eller, ſiger jeg, men desverre kan der vel næppe være Tvivl
om, hoilket af de to Partier, der vil gage af med Seiren.

Jeg har ſogt at faae faa neiagtige Oplysninger
ſom muligt om, hvor vidt Tydſkerne have bredt fig.
Det Bælte, hvor deres tydſke Sprog faa godt ſom ude—
lukkende er det herſkende felv hos Samfundets lavere
Klasſer, hvor der er tydſk Leveviis og overveiende tydſke
Sympathier, ſtrekker fig Nord for Eger indtil denne
Flods Udløb i Elben og derpaa ligeledes Nord for en
Linie, ſom træffes mellem de ſmaa Byer Thereſienſtadt,
Wegſtädtl, Weiswasſer og Liebenau. Spd for disſe
Linier findes der et lille blandet Bælte, men det er kun
nogle faa Mile bredt, og man kommer faa til de Lands⸗
egne, hvor Czecherne endun fuldſtendig have holdt de
fremtrengende Tydſkere Stangen. Dette er allerede Til⸗
fældet ved Byen Raudnitz, en Jernbaneſtation, der ligger
omtrent et Par Mile Syd for Thereſienſtadt. Forer
Reiſen fra Nord til Syd, feler man her forſte Gang,
at man er kommen til en rigtig bohmiſk By, og man
glemmer rent at lægge ſynderlig Merke til det ſmukke
Slot, der dog har hiſtoriſk Interesſe ſom Opholdsſted
for Cola di Rienzi efter haus Fald; man har kun Die
for Byens eiendommelige gamle Bygningsmaade, for de
merkelige czechiſke Indſkrifter over Dorene, for det
underlige fremmede, men velklingende Sprog, ſom man
hørev overalt paa Gaderne, og for den gamle Ghetto,

— em. ꝙ—ꝛ—
- 2 . —̃ — — RREE

126 J Bøhmen.

et Appendix, ſom det ſynes, til enhver rigtig beh—
miſk By.

Naar jeg iøvrigt figer, at det blandede Bælte kun
er forholdsviis lille, faa maa dette imidlertid ikke for⸗
ſtaaes, ſom om Tydſterne flet ikke ſpillede nogen Rolle
i det ovrige Bohmen. De ere der underlegne i Antal,
men de forſtage alligevel ligeſaagodt ſom alle andre
Steder at optræde med ſedvanlig tydſk Selpfolelſe og
Overmodighed, og de tydſke Demonſtrationer, ſom de
kunne ſette igang, ere uendelige. De ſtrakke fig end⸗
ogſaa ofte heelt ud over det egentlige Bohmens Grendſer
og temmelig langt ned i Mehren.

Et eiendommeligt Exempel herpaa forefaldt ſaa⸗
ledes i Slutningen af ſidſte Juni. Det var i Brünn,
og hvad der pasſerede ſynes endogſaa at være Mani⸗
feſtationer af en planmesſig og vel organiſeret Demon⸗—
ſtration for en ſnarlig Tilſlutning til Preusſen. Den
berømte tragiſke Skueſpillerinde Fräulein Klara Ziegler,
ſom af Tydfferne endogſaa ſettes over Fräulein Wolter
i Wien, var pan en Sommer⸗-Gjaſtereiſe og vilde ogſaa
optræde nogle Gange i Stadttheatret i Brünn. Alle⸗
rede under ſelve Foreſtillingen ſogte Tydſkerne at til⸗
veiebringe en Demonſtration ved paa en ligefrem vild,
ſtormende Maade at give deres Begeiſtring for „Tydſk⸗
lands ſtorſte Kunſtnerinde“ Luft og ſamtidig udbryde i
vedvarende Hurraraab for Tydſklands Storhed, Enighed
og hvad de nu ellers pleie at raabe paa. Imidlertid
havde ogſaa Rektoren for det tydſke Overgymnaſium i

J Bøhmen. 127

Brünn ſorget for, at alle hans Diſciple vare ,, mødte
frem” i Theatret, forſynede med en kolosſal Laurber⸗
krands, dar bar Indſkriften „Fra Tydſklands unge
Sonner til Tydſklands ſtorſte Kunſtnerinde. Leve det
enige tydſke Fædreland!” Under ſtormende Jubelraab
blev denne Laurberkrands tilkaſtet Skueſpillerinden, da
hun fremtraadte efter Teppets Fald. Men Demon⸗
ſtrationerne vare ikke endte hermed. Da Fräulein Zieg⸗
ler efter Foreſtillingen vilde kjere hjem,” blev hendes
Vogn ſtandſet af de patriotiffe Tydffere. — Man ſpendte
Heſtene fra og traf hende i Triumph til Hotellet, hvor
hun boede. Her ventede Infanteriregimentet „Kongen af
Bayerns“ Militairkapel for at bringe hende en Serenade;
da det forſte Muſikſtykke var ſpillet, begyndte Tydſkerne
at ſynge „Die Wacht am Rhein“, holde Taler og idet⸗
hele taget paa alle Maader lægge deres patriotiſke Be⸗
geiſtring for Dagen, Og da der fra den modſatſindede
Befolkning aldeles ikke blev reiſt nogen Oppoſition, ud⸗
videde Demonſtrationen ſig mere og mere; man talte
endogſaa om Tilintetgjorelſen af det flaviſke Element,
om Udryddelſen af de behmiſke „Karyatidehoveder“
b. . v. o. fen.

Det var ganffe naturligt, at man vilde hædre en
faa fremragende Skueſpillerinde ſom Fräulein Ziegler,
og det var ogſaa naturligt, at man paa en nalmindelig
Maade ſogte at bringe hende fin Tak for hendes
uovertræffelige Udforelſe af „Medea“; men ſaa⸗
ledes ſom Begeiſtringen blev fat i Scene, kan der jo

— mr mmm

— *
—

128 J Bøhmen.

ikke være Tvivl om, at Skueſpillerinden dennegang for
de beundrende Tilſkuere var det Underordnede og den
tydſte Demonſtration Hovedſagen. Hele Epiſoden blev
ogſaa ſterkt fordømt ſaavel af Bladene, ſom af de
Pragenſere, med hvem jeg talte om den. J Prag er
nemlig viſtnok for Sieblikket den langt overveiende Del
af Befolkningen czechiſtſindet og dermed uforſonlige Mod⸗
ſtandere af alle Tydſkere og alt tydſk Veſen. For at
merke dette behover man ikke at gane længere end til
de Kaféer, ſom ikke ſerlig ere beregnede paa Tydſkere
og Fremmede. Forlanger man Noget paa Tydſk, fager
man det kaſtet vredt hen ad Bordet til ſig, det opſtilles
neſten ſom Fordring, at man fkal tale czechiſt, og man
kan kun forbedre ſin Stilling ved ſtrax at meddele, at
man er Fremmed og en ligeſaa ivrig Modſtander af
Tydſkerne ſom ſelve Bohmerne.

Jen aldre Beſkrivelſe af Prag har jeg ſeet an⸗
givet, at 7 af Byens Befolkning ſkulde være fortrins⸗
viis tydſk⸗ Iz fortrinsviis czechiſktalende, men der til⸗
foies fan rigtignok, at den tydſktalende Deel ſtadig for⸗
mindſkes, og for Sieblikket tvivler jeg ikke om, at Cze⸗
cherne ere blevne forøgede med flere Tolvtedele. Selv i
Byens Hovedgade, Kolowratſtraße, med de ſtore Kafser
og de elegante Boutiker — det vil ſige elegante efter
pragenfiffe Forhold, thi i Prag har man i det Hele
taget langtfra den Luxus og Elegance ſom i andre
europeiſke Byer af ſamme Sterrelſe — ſelv der ere
Hotellerne de eneſte Bygninger, ſom ikke over Dorene

J Bøhmen. 129

bære czechiſke Indſkrifter ved Siden af de tydffe eller
franffe, og fommer man ind i de mindre Gader, finder
man mange Skilte, ſom ere affattede udelukkende paa
czechiſt. Det forſte Sted, jeg gik hen, da jeg vandrede
ud af Hotellet for at tage Prag i Sieſyn, var til en
Bladkioſk. Forſt og fremmeſt at leſe en lokal Avis
betragter jeg altid ſom meget heldigt, naar man vil
orientere fig i en fremmed By. Jeg kjendte imidlertid
ikke Navnene paa de pragenſiſke Blade og ſtak derfor et
Tikreuzerſtykke ind gjennem det lille Vindue i Kioffen i
Haab om, at man faa nok vilde give mig, hvad jeg
onſkede. Ganſke rigtigt; en ſmuk lille Fruentimmer⸗
haand rakte en Firekreuzer og et Blad ud til mig, men
da jeg ſkulde fee efter var det czechiſk. Forſt da jeg
havde ſtukket Hovedet ind gjennem Vinduet og meget
omhyggelig forklaret, at jeg vilde have et tydſk Blad,

leverede hun mig „Prager Abendblatt“ og faa et alt .

andet end venligt Blik i Tilgift.

Og. ligeſom Byen med fine eiendommelige ældgamle
Huſe, hele det fremmede Snit i Bygningsmaaden, Gjen⸗
nemgangen gjennem Bygningerne fra den ene Gade til
den anden, Uendeligheden af Kirker og Kapeller, hellige
Billeder og hellige Statuetter tydeligt nok fortæller, at
Prag ikke er nogen egentlig tydſk By, ſaaledes fager
man ogſaa ved at fee ſelve Beboerne. og Livet i Byen
et Indtryk af, at man er kommen bort fra Tydſkland
eller i ethvert Tilfælde fra det ſtore nordtydſke Keiſer⸗
rige; til Indtrykket af de gamle Huſe flutter fig en

9

——

—

130 J Bøhmen.

underlig Fornemmelſe, ſom var man rykket et halv=
hundrede eller et hundrede Aar tilbage i Tiden, og naar
Siet engang imellem møder en moderne Boutik med
moderne Kledningsſtykker og moderne Luxusgjenſtande,
faa tager dette fig ud, ſom horte det flet ikke hjemme
mellem alt det Andet. Thi Prag er i enhver Forſtand
en gammel By, og Czecherne ere et Foltefærd, der ſynes
at holde faſt ved det Gamle; Flid og Strabſomhed,
Livsbetragtning og Seder, der hos os og hos Nord-
tydſkerne ere forſvundne for to Generationer tilbage,
Simpelhed i Leveviis og hoflig Fordringsloshed i Be—
folkningens ydre Optræden, det er, hvad man kan finde
i Prag. Men maaſkee ogſaa netop paa Grund heraf
gjør den egentlig flet ikke Indtrykket af at være en ſtor
By; en Hovedſtads bevægede Liv og Tummel, Men⸗
neſtemyldren pan Gaderne og ifær den offentlige Sel—
ffabelighed mærfer man ikke ret meget til, og naar man
ikke ſetter Pris paa Dag ud og Dag ind at fore et
ſtille, alvorligt Liv i Hjemmet og for Hjemmet, faa vil
man neppe føle fig rigtig vel tilpas ved et længere
Ophold i Prag. For nogle Dage derimod er der meget
Nyt og meget Interesſant at fee i Bohmens Hovedſtad,
og har man ſeet fig træt paa gamle Paladſer, paa de
hiſtoriſke Samlinger i Hradſchin, paa gamle Billedſtotter
og pan gamle Broer, faa vil Tratheden forſpinde, naar
man ſoger hen for at hore czechiſk Opera i det bohmiſke
Nationaltheater, eller naar man gaaer til katholſk Aften⸗
mesſe i en af de mangfoldige Kirker og ſeer de fromme

J Bøhmen. 131

Czecherinder læfe deres Roſenkrands foran de beſynder⸗
lige gamle Billeder af Madonna. Vi ville imidlertid
ikke gjore Noget af det, men derimod for vi forlade
Prag befoge et Sted, ſom er endnu markeligere, nemlig
Jodernes Ghetto.

Allerede for Hertuginde Libusſa byggede Hradſchin
og lagde Grunden til Prag, har der maaſkee exiſteret en
jodiſk Menighed paa det ſamme Sted, hvor den endnu
er ſamlet om ſin gamle Synagoge. Sagnene legge
denne langt tilbage i Tiden; et fortæller, at den alle⸗
rede var bygget 70 Aar for Czechs Ankomſt til Boh⸗
men, et andet paaſtaaer, at en Engel ſtrax efter Temp⸗
lets Odeleggelſe i Jeruſalem begav fig paa Vei til
Prag og paabegyndte Bygningen af „der Altneuſyna⸗
goge“ og et tredie beretter, at man har fundet denne
Synagoge under et Bjerg, der oprindelig ſtod paa det
ſamme Sted, hvor man nu feer dens ældgamle, ffjæve,
forvittrede Mure. Nu, det er Sagn, ſom man ſelo⸗
folgelig ikke feſter mere Lid til end til de mange ſpo⸗
gelſeagtige Eventyr, der ſamle ſig om den interesſante
Methuſalemskirkegaard lige tæt ved Synagogen, men
derimod kan man ganſke viſt uden Overdrivelſe paaſtaae,
at baade Synagogen og ſelve Jodeſtaden kunne fore
deres Oprindelſe tilbage lige til Begyndelſen af dette
Aartuſinde.

Tiderne ere ſvundne, ſterke Stemmer have hævet
fig og krevet Menneſkerettigheder for alle de undertrykte

Samfund, ſom lage tyngede ned under vrange For-
95

132 J Bøhmen.

dommes jernhaarde Aag, og Oplysningens, Frihedens
Sol har ogſaa kaſtet fine Gledesſtraaler ind i den
ſnevre Jodeſtads Gader. Ghettoen er ikke længere ureen,
ſom den var det i gamle Dage, man har omſtyrtet
Rakverkerne, ſom ſkilte den fra de Kriſtnes By, og
naar Kirkeklokkerne ringe til Aftenmesſe, lukker man ikke
længer Ghettoens ni Porte for at ſtenge dens Be⸗
boere inde ſom Samfundets Udſkud. Men Sporene af
Traldommen, af Ulykken og af Forfolgelſerne er der
endnu, og vil man have et Billede af, hvorledes Men⸗
neſket lever, naar det er ſunket ned til kun at exiſtere
for at trælle hver Dag hen i Kummer og Slid for at
ſkaffe fig Livsopholdets Allernsdvendigſte, vil man have
et Billede af al den Nod og Elendighed, der kan rum⸗
mes i en ſtor By, og vil man have en Anelſe om,
Hvad der i Menneſkets Bryſt kan vakke raſende Liden⸗
ſkaber og dyriſk Vildhed, faa det reiſer fig i fortvivlet
Kamp mod hele Tilverelſen, myrder og brænder, faa:
længe det har Sværd og Ild og vilde ſprange Sam—
fundet i Luften med et eneſte Knald, hvis det evnede
det; vil man have en levende Foreſtilling herom, ja fon
ſkal man aflægge et lille Beſeg i Ghettoen.

Den har, idetmindſte for Prags Vedkommende, til⸗
dels tabt ſin oprindelige og eiendommelige Charakteer.
Afſperringsſyſtemet er hævet, de rige Jøder ere van-
drede ud og have nedſat ſig i de Chriſtnes elegante Byg⸗
ninger, og de fattige Chriſtne ere vandrede ind og have
faget Bolig i Jodernes ſkidne, faldeferdige Ronner.

J Bøhmen. 133

Man ſeer ikke længer i Ghettoen udelukkende et Billede
paa Jedeſlegtens Treldom, man feer egentlig kun, om
Hovedbeſtanddelen af Befolkningen end er Joder, et Bil⸗
lede paa, hvor langt Proletariets Elendighed kan gage.
Men et ſaadant Billede kan maaſkee ogſaa, netop i
disſe Tider, have ligeſaa megen Interesſe ſom det
andet.

Paa et meget indſkrenket Fladerum ſtager der 283
elendige Huſe, og i dem boer der omtrent 10,000 Men⸗
neſker. Ofte bliver et enkelt Verelſe beboet af flere
Familier, og det er en Sjeldenhed, at en af Ronnerne
kun har een Beſidder; de fleſte eies i Fallesſkab af fer
til tolv, og flere have endogſag fra ſytten til toogtyve
Eiere. Gaderne, af hyilke der findes et meget talrigt
Complex, ere yderſt ſjeldent bredere end det eneſtagende
Phenomen hos os, Peder-Madſens⸗Gang, og inde i dem
er der en fan indeklemt Luft og en fan forfærdelig Stank,
at man med fvage Nerver neppe vil udholde en Van⸗
bring, der ſtrakker fig ud over een eller heiſt to af disſe
Gader. Langs ned ad dem ſidde, enten i de ffidne,
merke Forſtuer eller i ſmaa aabne Treſkur udenfor, de
af Beboerne, hvis Hverv det er at pasſe Forretningen,
og dette Hverv have ſom ofteſt de Allerfleſte. Forret⸗
ningen ſelv beſtager veſentlig i Handel med alt
tenkeligt og utenkeligt Skrabſammen, Pjalter og eld⸗
gamle Marchandiſervarer af enhver Art, Sager af den
Slags, ſom vi fer kaſtede ud paa Gaden ved vore
Flyttedagsſcener, og "Antikviteter, der maaſkee, naar de

134 J Bøhmen.

kom i Samleres Hander, vilde være overordentlige Sjel⸗
denheder. Alt er kaſtet i broget, chaotiſk Virvar imellem
hinanden; den daarligſte, meſt urene og forvirrede af
vore Marchandiſerboutiker vilde tage fig nydelig og ele-
gant ud i Forhold til disſe. Og ſaa Befolkningen, der
lever af de fan Kreuzere, ſom Salget af en enkelt af
disſe merkelige Gjenſtande kan forſkaffe dem! Blege,
indfaldne Anſigter med ſortrandede Sine, fremſtaaende
Kjæbebeen og uredt Haar, magre Skikkelſer med Klader,
hvis Farve man ikke kan fjende igjen for Smuds og
ſom hænge i Pjalter omkring dem fra Top til Taa,
det er, hvad man feer i det gamle Jodekvarteer. Jeg
ſpeidede paa min Vandring omkring mellem al denne
Grimhed og Elendighed efter et eneſte lille lyſt Glimt, efter
et eneſte ſmukt Anſigt, paa hvilket man kunde læfe Lykke og
Glæde over Livet, men hos Alle, hvem jeg mødte, hos den
gamle Jede med den lange Frakke, der hang i Laſer ned om
de hullede Støvler, hos den chriſtne Moder med det græ-
dende Barn paa, Skjedet, hos den halvnsgne Jodedreng
og hos den unge Pige med de fløve, deſige Dine, hos
dem Alle faae jeg kun Brendemerker af Livsulykkens
Svobe, kun Vidnesbyrd om en Tilverelſe, fra hvilken
enhver lykkelig Folelſe forlengſt var banlyſt. Og kaſtede
jeg fan et Blik ind i de Huſe, ſom disſe ulykkelige
Skabninger beboe, faa var det ogſaa der kun Elendig⸗
hed, Merke og Smuds. Man tanke fig nu et ſaadant
Liv i et Hjem, der er blottet for Alt, hvad der i aller⸗
fjerneſte Forſtand kan kaldes en Bekvemmelighed, i et

J Bøhmen. 135

Kvarteer, hvor Gaderne ere fan ſnevre, at Solftraalerne
aldrig kunne trænge derned, man tanke fig et ſaadant
Liv i evigvarende Trang for det Allernodvendigſte og i
Glemſel af Alt, hvad der hedder Glæde og Fornoielfe,
man tanke fig dette, hvoraf Ord umuligt kunne give et
levende Billede, og man maa nodvendig ſige ſelv, at
ffal man ſelv og ffal Samfundet beſtaae, fan maae
forſt Alle ſlutte fig ſammen om den ſtore Opgave: at
fjerne en ſaadan Elendighed overalt, hvor den findes, og
give ſelv de daarligſt ſtillede Klasſer af Samfundet ſaa⸗
danne Vilkaar, at de kunne leve ſom Menneſker.

— t —— — ꝓ —[ —ä4

136

Mloliere og haus Komedier.
9 Af
Carl Michelſen.

Da Ludvig den Fjordende ſpurgte Kritikeren Bo i-
leau, hvem der var den ftørfte Skribent i hans Aar—
hundrede, ſvarede denne uden at betenke fig: „Deres
Majeſtat, det er Molière.“ Denne uforbeholdne Dom
maa overraſke fra en Mands Side, ſom ellers var ſpar—
ſom med fin Ros, og ſom ſelv kun har ydet Moliere
en betinget Anerkjendelſe, og ligeſaa overraſkende er Kon⸗
gens Svar: „Det havde jeg ikke troet; men De for—
ſtaaer Dem bedre derpaa end jeg.“

Eftertiden har godkjendt Samtidens Dom: i det
Latterchor, der gjennem alle Tider har lydt fra de Mend,
der var ſtore nok til at frigjøre fig fra Bekymringerne,
ſvinge fig op over Tilværelfens Yukelighed og henrive
andre Menneſker til for en fort Stund at gjøre ligefaa,
klinger Moliéres Stemme med eiendommelig Friſthed,

Moliére og hans Komedier. 137

reen, uden Bitterhed, harmoniſk ſkjon, og ingen franff
Forfatter er baade af fine Landsmænd og af fremmede
Nationer faa vel kjendt og faa heit ſkattet ſom Moliere.

Var han ſelv glad og lykkelig, denne Latterens
Apoſtel? Folte han til daglig Brug og i ſit Privatliv
den Harmoni med Tilverelſen, ſom hans ſtremmende
Lune ofte i hans Komedier lader formode ſom nødvendig
Betingelſe for at have kunnet frembringe dem? Ingen⸗
luude. Hans Liv var ſnarere ulykkeligt, det var ſnarere
Folelſen af Disharmoni, ſom bragte ham til at vælge
det Latterlige til fit Ideal. Og midt i al hans kraf⸗

tige, ſunde Lyſtighed, der kun fjelden flaaer fig los til

at kunne kaldes Overgivenhed, men hyppigſt fremtræder
paa en vis beherſket Maade, der tyder pan Kunſtnerens
med Genialiteten forenede Beſindighed, midt i den fri»
gierende Latter over det Forkeerte klinger der en ſtille,
ſtundom neſten vemodig Tone, der røber det blodende
Hjerte og bidrager veſenlig med til at give de Figurer,
Moliere fremſtiller, noget ægte Menneſteligt. Det er
omtrent deri, hans Originalitet veſentlig beſtager: han
har indbleſt de Skikkelſer, ſom Komedien fer ham
havde fremſtillet, Livsaande, faa at de fra at være blotte
Typer med tydelig tegnede ydre Omrids, men uden
Individualitet, bleve til Menneſker af Kjod og Blod med
bankende Hjerter og folende Sjæle. Og det er derfor,
at haus Komedier trods deres tydelige Preg af den Tid
og det Sted, hvor de blevne ſkrevne, har overlevet de
verlende Moder og den ſkiftende Smag og rimeligviis

— ——ů — 7

138 Molière og hans Komedier.

altid ville blive ſkattede: det rene Menneſkelige vil altid
interesſere, ſaalenge der er Menneſker til.

Som faa mange andre, ja man kunde ſige de fleſte
ſtore Mend, fodtes Jean Baptiſte Poquelin, ſom
Moliere oprindelig hed, i ringe Kaar“). Hans Fader
var Tapetmager og Kammertjener hos Kongen og fkaf—
fede tidlig ſin Son Ret til at efterfolge ſig i dette Em⸗
bede, og da Drengen havde modtaget fin forſte Under⸗
viisning i en Jeſuiterſkole og ſenere af Lyſt til boglig
Sysſel gjennemgaaet et Curſus hos Philoſophen Gasſendi,
fulgte han i Aaret 1641 med Kengen paa en Reiſe til
Sydfrankrig ſom Kammertjener. Han fulde dernæft
arbeide i Faderens Verkſted for at lære Tapetmageriet,
men da dette ikke tiltalte ham, gav han fig, viſtnok
nermeſt for at flippe los, til at ſtudere Jura, og det
ſynes, ſom om han en Tid har opholdt fig i Orleans.
Men allerede i Drengegareue havde bang Forkjerlighed
for Skueſpil faaet Næring. Paa Pont⸗Neuf kunde han
here Tabarin, der var Medhjælper hos en Koakſalver,
give folkelige Scener til Bedſte (det var en ſaadan
Barndomserindring, ſom laa til Grund for den bekjendte
Situation i Scapins Skalkeſtykker, hvor Géronte puttes
i Sakken), og naar Bedſtefaderen, der forkjelede ham,

) 15be Januar 1622. Huſet, der nu er nedrevet, laa paa
Hjørnet af Gaden St Honoré og Rue des vieilles étuves
og var prydet med en Bjalke, hvori der var udſkaaret
et Træ, fra hvis Grene nogle unge Aber kaſtede Frugter
ned i Hovedet paa en gammel Abe.

Piolitre og hans Komedier. 139

vilde gjøre ham en rigtig Glade, tog han ham med
paa Komedie at fee Datidens beromte Skueſpillere: Tur⸗
lupin, efter hvem et barokt Indfald har faaet Navn af
une Turlupinade, Gauthier Garguille, der ſpillede de
gamle Fedre, og Gros⸗Guillaume, der maatte bære fin
tykke Mave oppe ved Hjælp af to Bælter og iſtedenfor
Maſke, ſom endnu fædvanlig brugtes, ſmurte Anſigtet
over med Meel, hvormed han derpaa under Stgykket
overdrysſede fine Medſpillende for at gjøre komiſt Virk⸗
ning.

Da Molieère var bleven 21 Aar og havde faaet
Raadighed over fin Modrenearv, beſluttede han ſelo at
ſpille Komedie og i Forening med nogle andre unge
Menneſker af god Familie at danne et Selſkab, ſom de
kaldte: illustre théåtre. Det var ikke ganſke efter
Faderens Hoved. For at overtale Sonnen til at opgive
denne Plan, ſendte han en af hans gamle Larere til
ham; men da denne ret indtrængende hapde foreſtillet
ham det Urigtige i at give ſig af med en Haandtering,
ſom baade Kirken og Samfundet fordemte, tog dernaſt
Moliere Ordet for at forſvare fin Kunſt, og det endte
med, at Faderens Geſandt gik over til Modpartiet.
Der var netop to Aar i Forveien (1641) udkommet en
Forordning, hvori det udtrykkelig blev ſagt, „at det ikke
ſtulde lægges Nogen til Laſt“, at han var Skueſpiller;
men den almindelige Mening bevarede endnu Fordomme,
ſom bevægede den unge Poquelin til at opgive fit Fa⸗
milienavn, og da en Dag en ung Mand kom til ham

f

— — * —

140 Molière og hans Komedier.

og bad om at maatte blive optaget i hans Selſkab,
raadede han ham ſelo indſtendig fra at gage til Theatret.
Molière havde nemlig allerede felt, hvor tornefuld
Kunſtnerbanen er. Saalenge han og hans Kammerater
gave Foreſtillinger gratis, havde de ſtort Tillob; men da
hans Formue var brugt op, og det blev nodvendigt at
tage Betaling, tog Beſoget af. „Man hadde klappet
for Ingenting, nu peb man for Penge.“ Han tog da
den Beſlutning at forene fig med Folk af Faget og
ſluttede fig til et andet Selffab, der lededes af Made⸗
leine Béjart.

Det var imidlertid ikke blot Interesſe for Kunſten,
der nærmede Molière til denne Dame, over hvis Pri⸗
vatliv der endnu hviler et Glor, ſom det kun ufuld⸗
ſtendig er lykkedes at gjennembryde. Det var gaaet
ham ligeſom adſkillige Andre. En Tidlang havde Baz
ronen af Modena været Mademviſelle Béjars begunſti⸗
gede Elſker, og medens hun reiſte om i Provindſerne,
havde hun ſtundom lidt for villig ladet fig hylde. At
hun med den Forſte havde et Barn, er ſikkert; men om
et andet Barn, der ſenere blev Molières Huſtru og var
dobt Armande Bejart, var en Datter af eller, ſom det
ſagdes, en Soſter til Madeleine, er ikke tilſtrekkelig op⸗
lyſt — dog er det rimeligſt at antage det Sidſte *).

) Dette gjør Taſchereau, af hvis Histoire de Molière det
Meſte af det her meddeelte Stof er taget. Fournier er
af en anden Mening.

Molitre og hans Komedier. 141

1646 forlod Selffabet Paris for at reiſe rundt i
Provindſerne, 1650 kom det tilbage, men forlod atter
Byen allerede Aaret efter for forſt i Slutningen af 1658
at tage varigt Ophold der.

J dette Tidsrum ligger altſaa den for Moliéres
Üdviklingshiſtorie interesſanteſte Periode. J disſe tolo
Aar færdedes han ude i Livet blandt en broget
Mangfoldighed af Mennneſler, fane forffjelige Egne af
fit ffjønne Fædreland, hørte de Dialekter, der taltes rundt
omfring, lærte at fjende Scenen og deng Fordringer og
at oingaaeg de vanffeligfte af alle Folk: Skueſpillerne
og — Skueſpillerinderne. Han kom f. Ex. til Bor⸗
deaux og ſynes her at have ſpillet en Tragedie, han
felv havde ſkrevet: La Thébaide. Den gjorde imid⸗
lertid flet ingen Lykke, og han gav ſenere Emnet til
Racine, mellem hvis Verker den findes optaget. Man
kan godt forſtaae denne Mangel paa. Klarhed over fine
Evner Hog et ungt Geni, og hos Moliere har der
aabenbart været en Aandsretning tilſtede, der drog ham
mod det Tragiſke. La Fontaine ſkildrer fine Sammen⸗
komſter med ham, Boileau og Racine og de Samtaler,
de forte om literaire Sager. Et Sted tager Moliere
Ordet i Sporgsmaalet om, hoilken Evne der maatte
ſettes heieſt: den at fane Menneſkene til at lee eller den
at bringe dem til at græde, og erklærer fig afgjort for
den ſidſte. Naar man hermed ſammenholder det Til⸗
navn, Boileau havde givet ham: le contemplateur
(Jagttageren) og hans Lyſt til at optræde i tragiſke

— U) — ——— ERE RE —

—

142 Moliè re og hans Komedier.

Roller, fager man et noget andet Billede af ham end
det, hans komiſke Værker ved forſte Oiekaſt fremkaldte
for Phantaſien. Han ſkildres forøvrigt ſom en Mand
af Middelhoide, velproportioneret, med edel Holdning
og ſmukke Been; han havde en værdig Gang, en alvor—
lig Mine, tyk Neſe, ſtor Mund, fyldige Læber, mork
Anſigtsfarve, forte markerede Oiebryn, hvis forſtjellige
Bevegelſer gave hans Anſigt et meget komiſt Udtryk.
Bed fin Beſtrebelſe for at ſtyre fin temmelig hurtige

. Udtale .havde han paadraget fig en Hikke, ſom han med

flor Kunſt forſtod at ffjule i de fomiffe Roller. Han
var Skueſpiller fra Top til Taa, talte med forſtjellige
Roſter og kunde blot ved et Stkridt, et Siekaſt, en Be⸗
vegelſe med Hovedet ſige umaadelig Meget. Han ſag⸗
des at have havt den berømte Italiener Tiberio Fiurelli
(Scaramuccia) til Lærer i Mineſpil. Om hans Reiſer
haves kun ufuldſtendige Oplysninger, og naar man

anforer, at han i Nantes maatte fortrække ſor en Gjeg⸗

ler, der gav Foreſtillinger med Marionetter, og at han
i Pézenas engang maatte flygte ud af et Vindue for at
undgage en fortørnet gtemand, han havde givet grun
det Anledning til Skinſyge (hvor fulde ſenere Nemeſis
ramme ham !), er hermed ogſaa det Vaſentligſte ſagt.
J den fidftnævnte By viſer man endnu en gammel Lene⸗
ſtol“), hvor han ofte ſkal have ſiddet ſom en ſtille Jagt⸗
tager af de Folk, der kom ind i Butiken for at barberes.

) Ogſaa i Foyeren i Thédtre frangais opbevares en Læne-

Molière og hans Komedier. 143

Endnu er der kun Tale om Skueſpilleren og Theater⸗
direkteuren Moliéère; hans egentlige Geni flumrer eller
forbereder ſig i Stilhed. Han ſpiller endnu de Andres
Stykker, og da han ſelv driſter fig til at ffrive en
Farce, frembringer han kun en Efterligning af, hoad
han i fin tidligſte Ungdom havde feet paa Theatret i
Håtel de Bourgogne eller, navnlig med Heuſyn til In⸗
trigen, hos Italienerne, hois commedia dell'arte havde
vundet megen Indgang i Frankrig. Det var dennes
Serkjende at overlade Replikvexelen til Skueſpillernes
oieblikkelige Inſpiration, faa at der fra Forfatterens
Side eller ifolge Aftale kun var givet en Ramme, der
omtrent Scene for Scene beſtemte Handlingens Gang.
Men da hoer enkelt Skueſpiller ſaagodtſom kun havde
eet beſtemt Fag og hver Gang fremſtillede den ſamme
Figur, opnaaede han let i Fremſtillingen heraf en hoi
Grad af Virtuoſitet, og efterhaanden blev han faa for»
trolig med ſin Deel af Foreſtillingen og ſaa vant til
ſine Medſpillende, at der ikke let kunde blive Tale om
nogen Uſikkerhed. Snarere fik alle Stykkerne et viſt
eensartet Preg, fordi de ſamme Perſoner idelig op⸗
traadte i ſamme Coſtume, forte det ſamme Sprog og
gjentog de ſamme lazzi, det vil ſige: Narreſtreger, der

ſtol, ſom ſiges at have ſpillet en Rolle i Molieres Liv.
Det ſkulde nemlig være den, i hvilken han havde ſiddet,
da han ſyg til Døden ſidſte Gang kom ud fra Scenen;
men det er neppe rimeligt, at den er ægte.

144 Molière og hang Komedier.

afbrød Handlingen og igjen knyttede den ſammen; de vare
altſaa ikke Charakterer men blot Typer og Forffjellen
mellem Stykkerne kom da udelukkende til at beftaae i
den Maade, hvorpaa Situationerne afvexlede. Men
heri vare Italienerne Meſtre, og netop i denne Henſeende
var der Meget for Molière at lære af dem. Man har
fundet to af de Farcer, han ſkrev i fin. Ungdom, og
ſom kunne betragtes ſom en Slags Forſtudier, det ene:
La jalousie de Barbouillé til George Dandin,
det andet: Le médecin volant (den flyvende Doktor)
til L'amour médecip (den forkledte Doktor). —
Indholdet af det ſidſte er folgende:

Valeère, ſom elſker Lucile, maa ikke fane hende for
Faderen Gorgibus. Det beſluttes da at ſpille den

Gamle et Puds. Lucile ſkal anſtille fig ſyg, og Valere's

Tjener, Sganarelle, ffal agere Doktor. Han raader
Faderen til at lade Datteren nyde Landluften og af
den Grund flytte ned i et Lyſthuus i Udkanten af Haven.
Neppe har han affort ſig Kjolen og Doktorhatten, for
Gorgibus kommer ind igjen. Sganarelle udgiver ſig
nu for Narcisſe, en Broder til Doktoren, og beder Gorgibus
anvende ſin Indflydelſe for at forſone ham med denne,
hvem han har fortørnet. Der folger nu en Rakke
Scener, i hvilke Sganarelle afvexlende optræder i Tje⸗
nerdragt og Doktorkoſtume, medens Gorgibus gaaer
frem og tilbage mellem de formentlige Brodre. Gaa:
ſnart han aabner Døren til fit Hus for at tale med
Narcisſe, ſom han troer derinde, ſpringer Sganarelle

Molière og hans Komedier. 145

fra Scenen ind ad Vinduet i fin Tjenerdragt; faafnart
han kommer ud, ftaaer Sganarelle igjen paa Skue⸗
pladſen med Doktorkjolen over ſig. De ſaakaldte Brodre
bringes ſammen, og da Gorgibus, hvis Mistanke er
vakt, forlanger at fee dem begge paa engang, fætter
Sganarelle Doftorhatten og Kappen paa fin Albue, ſom
han derpaa ftaaende inde i Huſet foran Vinduet om⸗
favner. Da endelig Bedrageriet opdages, har imidlertid
Valére bortfert Lucile. Stykket ender med almindelig
Tilgivelſe.

Faderen, der narres, er Italienernes Pantalone,
Sganarelle en Efterligning af deres Zanni, ſom alle⸗
rede forekommer i den antike Komedie ſom Slaven, der
fætter Intrigen i Gang. Sganarelles Lazzi med Dok⸗
torhatten og den paa et Par Steder blot antydede
Dialog viſer tydelig, at det er en commedia dell'arte;
men en vis gropkornet Skjemt og enkelte Spor af kraf⸗
tigt, bredt Lune i Replikerne minde om galliſk Oprin⸗
delſe og tyde paa Slegtſkab med den nationale franfke
Farce, ſom netop ved Moliere ſkulde hæves op fra fit
umiddelbare Standpunkt til Kunſtens bevidſte Sphere.
Paa et Par andre Farcer har man bevaret Titlerne,
der ſynes at viſe, at Pedanter og Leger have været de
forſte Gjenſtande for hans Satire. — J Aaret 1653
opfører han fin ferſte regelmesſige Komedie L'stourdi
(Fuſentaſten) og Aaret efter Le dépit amoureux
(Arneſen Kall: Elſkovsorede⸗Elſkovshede). Begge disſe

ere flet og ret Bearbeidelſer af beſtemte italienſte Stykker
- 10

|

146 Moliére og hans Komedier.

henhorende' til commedia sostenuta, det regelmæs=
ſige Lyſtſpil, ſom den improviſerede Komedie naturlig
maatte gane over til, ſaaſnart den blev nedſtreven. Men
allerede her viſer Molière ſin Overlegenhed, og Scenerne
mellem de Elſkende, Eraſte og Lucile, og deres Tjeneſte⸗
folk, Gros⸗Réné og Marinette, ſom man gjenfinder i
Holbergs „Henrich og Pernille“, ere fulde af et
Lune, ſom man forgjeves ſoger i Originalen, og ſkrevne
i et Sprog, ſom kun den fan føre, der ſelv har folt
Lidenſkab, og ſom neppe nogen Lyſtſpildigter, Shake⸗
ſpeare ene undtagen, enten for eller ſiden har
overgaaet. —

Men det er dog forſt i 1659, da han i Paris
opfører Les précieuses ridicules (tilnœrmelſesviis
Snerperne), at Molière træder frem ſom den originale
Komedieforfatter. Da dette Stykke betegner et Vendepunkt
i hans Liv, vil det være nødvendigt at dvæle lidt der»
ved, ſaameget mere ſom dets fulde Forſtagelſe er vaſenlig
betinget af Kjendſkab til Frankrigs literaire Hiſtorie.

Der havde i Modfætning til den kraftige noget
uſlebne Tone, ſom herſkede ved Henrik den Ades Hof
dannet fig et Selſkab, hvis Formaal var at vaage over
den Sprogets og Sedernes Reenhed, ſom blev utilbørlig
tilſideſat af den djerve Konge og hans gasconffe Til⸗
hængere. Sjelen i dette Samfund; der efter Stedet,
hvor det reſiderede, er blevet faldt Hötel Rambouillet,
var i dets Blomſtringstid den yndefulde, aandrige Ca⸗
therine de Vivonne og ſenere hendes Datter Julie

Molière og hans Komedier. 147

d'Angennes, omkring hvilke Datidens berømte literaire
Notabiliteter flokkede ſig. Men dette Selſkab, der op⸗
rindelig var den gode Smags og den hoiere æfthetiffe
Dannelſes Tilflugtsſted mod Tidens Raahed, udartede
til at blive Repreſentant for en ſodladen, forſkruet
Smegten, der truede med at omſtode den ſunde nationale
Poeſies Traditioner og iſtedenfor indføre en bleg Drivhus⸗
lyrik, og naar man fkal opgjere Regnſkabet, er der ſom
poſitivt Reſultat af Hötel Rambouillets Forſog paa at
ffabe en Literatur og berige Sproget kun blevet et Par
nette Oder og enkelte heldige Vendinger tilbage.

Det var Damerne, ſom angave Tonen i disſe Sam⸗
menkomſter. Ban den Tid, de modtoge Beſog, gik de
tilſengs og lode jaa deres opvartende Cavalleer foreſtille
fig Tilbederne. Ingen blev indladt, ſom ikke kjendte og
forſtod deres Frimurerſprog, der kaldte dem felv:
précieuses, deres Cavallerer alcôvistes, og i fin Stre⸗
ben efter at udtrykke det Allerfineſte (le fu du fin)
brugte ſaadanne Omiſkrivninger ſom dem, Moliére har
benyttet i fin Komedie.“) Det vidnede om Driſtighed

) Exp. furieusement bien — le dernier beau — voituxez-
nous isi les commoditèes de la conversation o. ſ. v.
— En Feiekoſt kaldes: un instrument de propretè, en
Skjorte: la compagne perpétuelle des morts et des
vivants, et Lommetgerklœde: le linge qui essuie les pleurs.
Da Alfr. de Vigny i en Overſettelſe af Shakeſpeares
Othello, ſom blev ſpillet 1829, havde brugt Ordet mou—

10*

148 Molière og hans Komedier.

at angribe ſaa fornemme Folk ſom dem, Hötel Ram⸗
bouillet beſtod af — og at Forſoget lykkedes, kan man
blandt Andet fee af Digteren Ménages Pttring til fin
Collega: Chapelain: „Baade De og jeg har billiget de
Dumheder, ſom er blevne kritiſerede faa fiint og med
faa megen fund Fornuft. Vi mage nu brænde det, vi
have tilbedt, og tilbede det, vi have brændt.” En begeiſtret
Tilſkuer raabte fra Parterret: „Fat Mod, Moliere;
det er den rigtige Komedie!“ Moliere ſelv indſaae, at
Manden havde Pet, og udbrød: „Nu behover jeg ikke
at ſtudere Plautus og Terents; jeg behøver kun at
ſtudere Menneſkene.“ Endelig har man et haandgribe—
ligt Beviis for, at hans Komedie havde gjort Lykke, i
den Omſtendighed, at Priſerne paa Pladſerne i Theatret
fordobledes.

Ogſaa havde Molière vundet Kong Ludvig den
14 des Yndeſt, en temmelig nødvendig Betingelſe for
den, der vilde angribe Samfundet fra overſt til nederſt
og overgive dets Forkeertheder til Latterens renſende
Tugtelſe. Hvad enten det nu virkelig var Sands for
haus Storhed (Svaret til Boileau gjør det tvivlfont)
eller Folelſen af, at han kunde om ikke forherlige faa
dog muntre det glimrende Hof med den ſtive Etikette,

choir til at gjengive det engelſke handkerchief, vakte det
ſtor Senſation. Han fulde brugt en af de Omſtrivninger,
ſom Hötel Rambouillet havde bragt i Mode.

Moliére og hans Komedier. 149

eller blot et Lune af den enevældige Monark (man lægge
Marke til den Lunkenhed, der viſtes Moliéres Enke, da
hun anſegte om at faae fin afdode Mand hæderlig be⸗
gravet), der bragte Ludvig den 14de til at tage ſig af
fin geniale Kammertjener — nok er det: Moliere fandt
i Ludvig den 14de en virkelig Støtte. Da han i 1658
havde opnaaet den Gunſt at ſpille for ham og hans
Hof og efter Opforelſen af Corneilles Nicomède traadte
frem foran Lamperne ſom ſit Selſkabs „orateur“ for
efter gammel Skik at takke Publikum og henlede Op⸗
merkſomheden paa naſte Foreſtilling, udbad han fig Til⸗
ladelſe til at maatte ſpille et af fine egne Stoffer.
Kongen ſamtykkede og morede fig fan meget over Le
docteur amoureux“), at han gav Molieres Selffab
Titel af Troupe de Monsieur og Tilladelſe til at ſpille
paa Theatret i Petit-Bourbon afverlende med Ita⸗
lienerne.

Nu kunde Molisre altſaa for Alvor fortjætte det
Verk, han faa heldig havde begyndt, og uden Afbro⸗
delſe viſe Publikum, hvad hans Muſe formagede. Men
der var lagt Meget paa hans Skuldre. Forſt og frem⸗
meſt gjaldt det om ſtadig at bevare Kongens Yndeſt —
og han maatte derfor paa mindſte Vink være rede til
at forſyne Hoffeſterne med Skueſpil, Balletter, Prologer,
og Divertisſements. Les Fåcheux (De Paatrengende)

) Dette Stykke er gaaet tabt.

150 Moltére og hans Komedier.

blev ſaaledes ſkrevet, indftuderet og opført i Løbet af
fjorten Dage, L'amourmédecin (den forklædte Doctor)
endogſaa ſpillet fem Dage, efterat det var beſtilt. Der⸗
næjt maatte han ved Farcer og lyſtige Stykker holde
Publikum i Aaonde, at det ikke ſkulde forlade ham for
hans mægtige Medbeilere, Skueſpillerne i Hötel de
Bourgogne, der i Tragedien vare ham og hans Selſkab
abſolut overlegne, eller fvigte ham, naar et af hans
Arbeider ſom for Exempel l'Avare (Gnieren) ikke gjorde
Lykke, og undlade at indfinde ſig, naar han kom frem
med en af ſine ſtore Komedier. Endelig maatte han
ſom Direkteur for fit Selſkab ſtyre alle dets Anliggen—
der og gane ind i alle de Enkeltheder, paa hvig noiag—
tige Jagttagelſe ofte det Hele beroer. At han med alt
det fik Tid til i Lobet af tretten Aar at ſkrive over tredive
ſtorre og mindre dramatiſke Arbeider, vidner om en
ſjelden Aandskraft, men det kan ikke undre, at han ſatte
fit Helbred til, jaa at han de ſidſte Aar af fit Liv
maatte holde en meget ſtreng Dict. Samtidig vedblev
han at fungere ſom Kongens Kammertjener, viſtnok for
derved at have uhindret Adgang til ham, og det var
ved en Morgenaudients, hvor han i denne Egenſkab var
tilſtede, at den bekjendte Scene forefaldt, ſom Jéröme i fit
Maleri har foreviget, hvor man feer Kongen ſidde til
Bords med Moliere alene, medens de forbauſede Hof—
folk neppe kunne ſtyre deres Forbittrelſe. Hvor forftod
han ikke behændig at interesſere Kongen for fine Stykker
ved ligeſom at give ham Part i dem! Da Ludvig

Molière og hans Komedier. 151

den 14de ſaaledes bebreidede ham, at han blandt ſine
naragtige Marqui'er havde glemt en, der var almindelig
bekjendt for fin Pasſion for Jagt, gav Moliéère fig i
Samtale med denne, og ved neſte Opforelſe af Les
fächeux kunde han viſe Kongen, at han havde taget
Vinket til Folge. Scenen i Tartuffe, hvor Orgon ide⸗
lig udbryder: Le pauvre homme! ffrev fig ogſaa fra
en Leilighed, hvor Kongen havde brugt bette Udtryk
pua en komiſk Maade, og Emnet til Les amants
magnifiques havde han ligefrem foreſlaaet Molisre,
hvem dette Arbeides Svagheder altſaa ikke kan regnes
til Laſt. Men hoor forſtod han tillige at gribe alle de
Træf, Virkeligheden omkring ham var fuld af! Lad
ham have lært af Italienerne et viſt Greb paa at frem—
ſtille en komiſk Charakteer paa Scenen, Naſehed i Hand⸗
lingen, Liv i Spillet, lad ham hos en Samtidig have
laant et Par Motiver til Situationer, ſom denne ſlet
ikke havde forſtaaet at benytte, lad ham have fremſtillet
enkelte Charakterer, ſom allerede den yngre attiſte Komedie
havde behandletk) — der bliver nok tilbage, ſom han

*) P. L. Møller gjør i fit Priisſtrift om det nyere Lyſtſpil
den interesſante Bemærkning, at Athenienſerne ved at
beklappe en nygreſk fri Overſettelſe af L'Avare hilſe en
af deres egne Digtere. Molière har nemlig laant
Stoffet til ſin Komedie af Plautus's Aulularia, ſom
atter har laant fit Stykke hos Græterne. Efter 2000
Aars Forløb vender ſaaledes Emnet tilbage til fin op⸗
rindelige Arne. — 7

152 Moliére og hans Komedier.

kun har fig ſelo at takke for. Meget træffende ſagde
han: „Je prends mon bien, où je le trouve“ (Jeg fager
mit Eget, hvor jeg finder det); thi netop idet han tog
det, blev det hans eget. Aldrig har han nedladt fig
til at plagiere, og man ſkal vanſtelig blandt de mange
Enkeltheder, omhyggelige Commentatorer have udpillet
ſom laante andenſteds fra, finde et eneſte Trek, der
ikke forſparer fin Tilſtedeverelſe ved den Nødvendighed,
hvormed det fremgaaer af Situationen og hører Charak-
teren til. Hans Originalitet er den komiſke Kraft,
hvormed han griber og fremſtiller ſit Stof, hans Stor⸗
hed den Inderlighed, hvormed han digter fig ind i
Charakteren, faa at denne virkelig er fig ſelv og ikke blot
et Organ for Digterens Anſkuelſer, hans Kunſt den
Naturlighed, hvormed Situationerne ere hidferte og den
menneſkelige Sandhed, hvormed Figurerne optræde. Han
har et ſtort Omraade. Han griber ligeſaa ſikkert den
lapſede Marquis, der ſpeiler fig, gjør Pirouetter for
for Speilet, medens han kemmer fig, og til Tidsfordriv
ſpytter ned i en Brond for at fane Rundkredſe i Van⸗
det, ſom den drikfeldige Brendehugger, der banker fin
Kone, fordi han har Lyſt dertil; den gamle Gnier
kjender han ligeſaa neie ſom hans forelſkede Galning
af Son; han tegner en Pedant med ligeſaa tydelige
Omrids ſom en forſlagen Tjener, Og nu hans Kvin-
defkikkelſer! Hvor fiint har han ikke forſtaaet at nuan⸗
cere Forſtjellen mellem den dydige, men uforſigtige
Elmire i Tartuffe og den kokette Célimène i Le

Moliére og hans Komedier. 153

misanthrotpe — hvad ffal man meſt beundre: den
naive Agnes i Lécole des femmes *), der lidt efter
lidt ved Kjærlighed udvikler fig, eller den lyſtige Dorine
eller den ulykkelige Donna Elvira? Han bevæger fig
paa en ſtor Skala. Han begynder i den lavkomiſke
Sphere, hvor Forkladninger og Forvexlinger ere Hand⸗
lingens Driohjul, Stokkeprygl det masſive Argument,
og hvor det Pudſige vakker Latteren; bevæger fig derfra
gjennem det Naive op til det Naturlige, tegner derneſt
fine Charakteerer med Virkelighedens noiagtige Sandhed
efter ſamvittighedsfulde Jagttagelſer, og efterat han i fin kraf⸗
tigſte Manddoms alder har ſkabt fine to meſt originale Typer:
Hykleren og Sarlingen, der begge have faa meget af det
Alvorlige, at han her er naaet til Lyſtſpillets yderſte Grendſe,
vender han tilbage til Farcen og giver ſin komiſke Phan⸗
taſi Teilen for at vende fig mod den Side, hvor Grend⸗
ſen er uendelig, og hvor Latteren ikke ſtandſes ved Sporgs⸗
maalet om det Sandſynlige. Men hvor er han ſelv
midt iblandt fit Lunes Foſtre? Et orkesleſt Sporgs⸗
maal, hoͤis man ſom Svar derpaa venter, at en eller
anden Figur, der i Stykket kunde hedde Philinte
eller Cléante, ligeſaa pasſende kunde kaldes Moliére ;
et vanſkeligt Sporgsmaal at beſvare, hvis der forlanges
en Redegjerelſe til Punkt og Prikke for det, der netop
charakteriſerer ham i Modſetning til andre komiſke Dig⸗
tere, ſom vilde fræve en fuldſtendig Analyſe af hans

*) Roſe i Overſkous Overfættelfe af Fruentimmerſkolen.

Fi

154 Molitre og haus Komedier.

Verker, og ſom fan dog tilſidſt fun vilde føre til, at
det Vaſentlige, ſom det egentlig kom an paa, fordampede.
Man maa noies med Antydninger og fager kun det
fulde Syn paa ham ved at fee og læfe hans Stykker
— helſt paa Franſk; thi han er ſom enhver god Digter
faa noie ſammenvoxet med den ſproglige Form, han har
givet fine Ideer, at der altid gaaer en Deel tabt ved en
Overſettelſe, og han har netop i denne Henfſeende faa
meget Eiendommeligt, at det her vilde være forholdsviis
let paa en haandgribelig Maade at paoviſe, hvad der
er Molieère felv, og hvad der er Tidsalderen. Men der
er paa den anden Side i hans forſkjellige Stykker An⸗
tydninger, ſom deels ved oftere at vende tilbage lede
Tanken hen paa beſtemte Forauledninger, deels i For⸗
bindelſe med hvad man gjennem hiſtoriſke Oplysninger
fjender til Molieres perfonlige Forhold, gjor det ſand⸗
ſynligt, at han har havt virkelige Perſoner og oplevede
Tildragelſer for Sie, naar han digtede dem. Man
maa imidlertid her vogte ſig for den Vilkaarlighed, ſom
Digtere, og da navnlig dramatiſke Digtere, faa ofte have
bæret Gjenſtand for, idet man gav deres Satire en be—
ſtemt Adresſe og derved et perſonligt Formaal, hvorved
man fvæffede dens almindelige Gyldighed, eller gav det
Ubdfeende af, at deres Phantaſt ikke paa egen Haand
formagede at ſkabe, men maatte have en ydre, virkelig
Foranledning at frembringe af. Det er temmelig rime—
ligt, at Molière gjennem oplevede Kjerlighedsforhold
har ffærpet fin Sands for det Ero tiſke, der hos ham

Moliére og hans Komedier. 155

altid fremtræder ſom en gyrdig Livsmagt, hyppigere
med en elegiſk Charakteer ſom Længfel end ſom en ſterkt
opblusſende Lidenſkab, ſtedſe med et Preæg af Oprigtig⸗
hed, der ikke udviſkes af de traditionelle Udtryk, ſom
hore Tiden til, men ſom en Nutids Digter ikke uden
at blive uſand vilde kunne benytte. Man veed, at han
i fin Ungdom har ſpermet for to af Skueſpillerinderne
ved hans Selſkab: den folde, meget ſtolte Mademoiſelle
Du Parc dog den niere blide, elffværdige Mademoiſelle
de Brie. Forſtodt af den forſte ſogte han Troſt hos
den ſidſte, og det ſynes, ſom om Skinſyge har aabnet
ham det Hjerte, der for var ham lullet, men nu var
det for ſilde. Denne lidt vanſkelige Situation ſkal være
Motivet til den anden Scene i Les femmes s a⸗
vantes (de lærde Damer), hvor Clitandre af Ar:
mande og Henriette opfordres til at erklere fig og
uforbeholdent tilſtager, at han elſker den ſidſte, og disſe
to Damers Charakteer ſparer ogſaa til, hvad man veed
om de nævnte Skueſpillerinders. Var dette nu end
ſnarere en Caprice end en oprigtig Folelſe (man kan
nævne en flygtig Tilboielighed for en tredie Skueſpiller⸗
inde [om nok et Beviis for, at Molieère havde et let
fængeligt Hjerte), nærede han derimod for Armande
Béjart, der i Aaret 1662. blev hans Huſtru, en ſand
Lidenſkab. Det er tidligere omtalt, at hendes Fodſel
er indhyllet i Dunkelhed, faa at man ikke blot er gauſte
uvidende om, hvem hendes Fader var, men oaſaa uſikker
med Henſyn til Moderen. Naar det nu er et hos

156 Molière og hans Komedier.

Moliere oftere gjentaget Træt, at Elſker indens Herkomſt
er ubekjendt (Agnes i Lécole des femmes, Hya—
einthe i Les fourberies de Scapin, Marianne
i Ava re), og at hendes Fader pludſelig opdages i
ſidſte Akt, er det muligt, at Armandes Hiſtorie her be=
ſtandig har fvævet Digteren for Tanken, men det er
ſandſynligere, at han blot har fulgt fine italienſke For»
billeder, der igjen havde dette Komedietrek fra de clas⸗
fiffe Digtere. Derimod ſkal det ikke nægtes, at i L'é-
cole des femmes Arnolphe's Forhold til Agnss leder
Tanken hen paa Molière ſelv og Armande, hvem han
var i Faders Sted. Angivelſerne af disſe Perſoners
Alder og den Tid, de har levet ſammen i Sthykket,
ſtemme med de virkelige Forhold, og at Formynderens
Frugt for at blive Hanrei, naar han ægtede fin Mynd—
ling, ikke var ugrundet, viſte deres ſenere Hiſtorie. Har
Molieère ſelv virkelig, inden han giftede fig, anet de
Farer, hans Aegteſkab med den egenſindige, kokette Ar⸗
mande Bsjart udſatte ham for, kan man flutte fig til,
at hans Lidenſkab for hende har været mægtigere end
den ſunde Fornuft, han i fan hei Grad beſad. Er han
ſelb Forbilledet til Arnolphe, der ikke vil have, at hans
Myndling maa vide, hvad Kjærlighed er, fordi han ſelv
vil lere hende det, ſkulde han ſnart finde en Horace,
Stykkets af Heltinden foretrukne Elſker. Forſt blev det
Greven af Guiche, der dog ikke ſynes at have beſparet
Armandes Imodekommen, faa Greven af Lauzun, den
ſamme, ſom ſenere var paa Nippet til at ægte en af

Moliére og hans Komedier. 157

Prindſesſerne, og da den feirede Skueſpillerinde, efterat
der var bragt en Forſoning tilveie, paany gav Moliere
Grund til Klager over Utroſkab, vedtoge de at leve ſkilte
ad, og medens hun raadede over hele Leiligheden i
Richelieugaden, trak han ſig ud til et lille Huus i Au⸗
teuil, hvor han forte et euſomt Liv mellem de gamle
Bøger, han altid havde været en Elſker af, og et Par
trofaſte Venner, hvoriblandt Digteren Chapelle. Det
er til denne, han i en Samtale yttrer folgende Ord,
der give et ſmukt Billede af hans Charakteer ſom Men⸗
neſke: „Jeg er født med de ſterkeſte Anlæg til Om—
bed, og da alle mine Anſtrengelſer ikke have kunnet over=
vinde den Tilboielighed, jeg havde til at elſke, har jeg
ſogt at blive faa lykkelig ſom det er muligt, naar man
har et folende Hjerte. Jeg var overbeviiſt om, at der
kun var fan Fruentimmer, ſom fortjente en oprigtig
Hengivenhed; at Egennytte, Wrgjerrighed, Forfengelig⸗
hed danne Knuden i alle deres Intriger. Jeg vilde da
have, at dens Uſkyldighed, mit Valgt faldt paa, ſkulde
ſvare mig for min Lykke; jeg tog min Huſtru, faa at
ſige, fra Vuggen af; jeg ſatte mig i Hovedet, at jeg
ved Vanens Magt kunde indgyde hende Folelſer, ſom
Tiden ikke kunde tilintetgjore, og jeg har Intet glemt,
ſor at det ſktulde lykkes mig 28gteſkabet
kolnede ikte min Joer; men jeg fandt ſenere, at hun
viſte mig fan megen Ligegyldighed, at jeg begyndte at
lægge Merke til, at alle mine Forholdsregler havde været
forgjeves, og at det, hun følte for mig, var ingenlunde,

158 Moliòre og hans Komedier.

hrad jeg kunde have onſket for at blive lykkelig. Jeg
gjorde mig ſelv Bebreidelſer for at være faa fiintfølende,
at det neſten ſyntes latterligt, og jeg gav hendes Lune
Skyld for, hund der var kun en Folge af hendes Mangel
paa Kjerlighed til mig. Jeg fif kun altfor mange Be⸗
viſer paa, at jeg havde taget fei. Da tog
jeg den Beſlutning at leve ſammen med hende, ſom en
honnet Mand, der har en koket Kone, og ſom godt veed
det, ſtjondthau maa ſige, at hendes flette Adfærd ikke bør
bidrage til at berøve ham hans gode Naon og Rygte ..
. . Hendes Narvarelſe fil mig til at glemme alle mine
Beſlutninger, og de forſte Ord, hun ſagde mig til fit
Forſpar, overbeviſte mig i den Grad om, at min Mis—
tanke var ugrundet, at jeg had hende am Forladelſe,
fordi jeg havde været fan lettroende. Min Godhed har
ikke forandret hende. Jeg har derfor beſteut mig til
at leve ſammen med hende, ſom om hun ikke var min
Kone; men derſom Du vidſte, hvad jeg lider, vilde Du
have Medlidenhed med mig. Min Lideuſkab er naaet til det
Punkt, at jeg med en vis Deeltagelſe ſeer Sagen fra
hendes Standpunkt; og naar jeg overveier, hvor umu—
ligt det er mig at overvinde mine Folelſer for hende,
ſiger jeg mig paa ſamme Tid, at hun maaffee har
ſamme Vanſtelighed ved at kue den Tilboielighed, hun
har til at være koket, og jeg føler mig da mere oplagt til
at beklage end til at dadle henden.

J Limpromptn de Versailles, ſom har en
literair Interesſe, da det er Svar paa den Perſif—

Moliére og hans Komedier. 159

flage, Molière havde været Gjenſtand for i et Stykke,
der var blevet opfort paa Hötel de Bourgognes Theater,
og hvori han tugter fine Modſtandere, lader han fit
eget Selſkabs betydeligſte Medlemmer optræde under
deres egne Navne. Her forekomme folgende Repliker:

Molière: Ti ſtille, Kone, Du er dum (une
béte).

Mad. Moliére: Mange Tak, min Hr. Gemal;
der kan man fee, Wgteſkabet forandrer ganſke Folk;
det vilde Du ikke have ſagt til mig for halvandet Aar ſiden.

Molière: Ti uu ſtille, det beder jeg Dig.

Mad. Molière: Det er underligt nok, at en
lille Ceremoni kan vere nok til at berove os alle vore
ſktjonne Egenſkaber, og at en ZEgtemand og en Elſker
feer paa den ſamme Perſon med faa forſtjellige Sine.

Molière: Men hvad ſkal al den Snak til!

Mad. Molieère: Hois jeg ffulde ſkribe en
Komedie, ſkulde det min Tro være derom; jeg vilde
tage Fruentimmerne i Forſvar mod mange Ting, ſom man
beſkylder dem for, og jeg vilde bringe Mændene til at
frygte den Forſkjel, der er paa deres plumpe Veſen og
Elſkernes Opm erkſomhed. i

Er det iffe næften, fom om Moliére allerede halvandet
Aar efter fit Bryllup vilde forfvare fin Kones Utroſkab
ved at fremſtille fig ſelb ſom en plump Mand? Og
hvor maa man ikke beundre hans Aandskraft, der paa
ſamme Tid, ſom hans Hjerte blodte over de Skuffelſer
og den Sorg, hans huuslige Forhold beredte ham, for⸗

160 Moliere og hans Komedier.

maaede at opfatte og fremſtille det Komiſke ved en be⸗
dragen gtemand (man læfe for Exempel Sganarelles
ypperlige Monolog i Le cocu imaginaire, den
indbildte Haneri)!

Det vilde blive for vidtloftigt her at gjennemgaae
alle Molières Komedier for at finde Hentydninger til
hans private Forhold; men der maa dog for Fuldſten⸗
digheds Skyld nævne to, hvor han utvivlſomt taler ud
af ſit egen perſonlige Erfaring. Den ene er Le
bourgeois gentilhomme (den adelsgale Borger),
hvor han har givet et temmelig tro Billede af fin Kone
i den Scene, hvor Cléonte, der troer, at hans El⸗
ſtede, Lucile, bedrager ham, befaler fin Tjener, Co⸗
vielle, at tale ilde om hende for at viſe, at det er
hans fulde Agt at bryde med hende:

Covielle: . . .. . For det førfte har hun ſmaa
Dine.

Cléonte: Ja, det er fandt, hun har ſmaa Sine,
men de ere ildfulde, ſtraalende og beſidde det meſt gjennem⸗
trængende Blik, man kan tanke fig; det er de meſt
rørende Dine, man kan fee i Verden.

Covielle: Hun har en ſtor Mund.

Clèéonte: Ja, men den er mere yndefuld end
nogen anden Mund; den er ſaa friſtende, faa elſkovs⸗
fuld og indgyder en ſaadan Attraa ſom ingen anden
Mund j hele Verden.

Covielle: Af Vaxt er hun ikke ſynderlig ſtor.

Cléonte: Nei; men hun er ſlank og velſkabt.

Molière og hans Komedier. 161

Covielle: Hun paatager fig en vis Skjedes⸗
leshed i Tale og Manerer.

Cléonte: Det er fandt; men det kleder hende
yndigt. Hendes Vaſen er faa vindende og har noget
Tiltrakkende, jeg veed ei hvad, ſom bedaarer alle Hjerter.

Covielle: Hvad hendes Forſtand angaaer ..

Cléonte: Jo, Forſtand har hun, Covielle; hun er
endogſaa uſedvanlig klog og ſnild.

Covielle: Naar man taler med hende

Cléonte: Er hun fortryllende.

Covielle: Hun er altid alvorlig.

Cléonte: Du vilde maaſkee hellere have, hun
ffulde være lyſtig og overgiven ſom disſe Fee
der lee for et godt Ord?

Covielle: Men hun er da ſaa luneſuld, ſom
Nogen vel kan være.

Cléonte: Ja, hun er lunefuld, det indrømmer
jeg; men Alting kleder de Skjenue, man tauler Alt af
de Skjonne.

Det andet Stykke og det, der giver det fyldigſte
Indtryk af Moliéres Folelſer for Armande Båéjart og
hendes Ligegyldighed for ham, er det, der mgaſke kan
anſees for hans bedſte Arbeide, i al Fald fra Formens
Side, nemlig Le mis authrope (Serlingen). Man
kan ikke undres over, at den her fremſtillede Charakteer
har givet Anledning til Misforſtagelſe, faa at man har
beſtyldt Molière for at gjøre Dyden latterlig i Al⸗

ceſtes Perſon, thi det Komiſke er her i den Grad til⸗
11

162 Molière og hans Komedier.

bagetrengt for at give en til det yderſte ſand menne⸗
ſtelig Stildring, at kun en meget ſtor Skueſpiller kan
fane det Billede frem, Moliere har tilſigtet. Alceſte
er ikke nogen Menneſkehader, men en grundretfkaffen
Mand, ſom vekker vor fulde Sympathi baade
ved fin Hederlighed og ved den ulpykkelige Lidenſkab,
han nerer for den hjerteloſe kokette Célimsne.
Men ved ſin egenſindige Stolthed, ved den Haard—
nakkethed, hvormed han ſtager paa fin Wet, ved den
Henſynsleshed, hvormed han udtaler fin Anſkuelſe, ved
fin Sarhed er han hjemfalden til Satire. Naar nu
Moliere ſelv fremſtillede denne Charakteer, har han upaa⸗
tvivlelig i fit Spil lagt faa megen komiſk Overdrivelſe,
at Marqui'ernes Latter i anden Akts ſidſte Scene derved
retferdiggjordes, men naar han ſparede derpaa med
Repliken: Par le sang bleu, messieurs, je ne croyais
pas étre si plaisant que je suis. (For Pokker, mine
Herrer, jeg troede ikke, jeg var ſaa morſom, ſom det
lader til), ſaa veed man af Samtidiges Beretning, at
den blev ſagt med en bitter Latter, ſom gjorde et ſterkt
Indtryk. Naar man laſer Alceſtes melancholſke Kla⸗
ger og Célimènes tvetydige Erklaring og tenker paa,
at det er et virkeligt oplevet Forhold, der har inſpireret
Molieère til de ſtjenne Vers, bliver man let tilbøilig
til at glemme, at Le misanthrope er et Lyſtſpil og Al⸗
ceſte en komiſk Figur. Dobbelt krenket maatte Molieère
fole ſig, da ſenere den unge Skueſpiller Baron, ſom han

Molière og hang Komedier. 163

ſelo havde opdraget, og fom havde forladt hans Selffab i
Brede, fordi Armande Béjart gav ham et Srefigen,
efter at være vendt tilbage blev hendes Elſker. Der ind⸗
traadte dog mod Slutningen af hans Liv en Forſoning,
men det var ikke Omſorg for den bryſtſvage Mand,
der nærmede hende til ham, men Forfengelighed. Han
havde ſkrevet fin Malade imaginaire (den indbildte
Syge), og Armande Bejart ventede i Angslique's
Rolle nye Triumfer. Da Stgykket blev ſpillet fjerde Gang,
den 17de Februar 1673, fik Molière midt under Cere⸗
monien i Slutningen, da han fkulde udtale Ordet:
juro, et heftigt Anfald af Hofte og Blodſpytning, ſom
han ſogte at ſkjule ved en tvungen Latter. Han blev
baaret ud af Scenen, fort hjem og opgav et Par Timer
efter Manden i Armene paa to barmhjertige Seſtre, ſom
han hvert Aar havde pleiet at give Almisſe. Praſterne
havde derimod nægtet Forfatteren til Tartuffe“) den
ſidſte Tjeneſte, og det var kun efter gjentagne Bønner,
at man fif Lov til at begrave ham i Stilhed. —

Det franſke Akademi, ſom hapdde tilbudt ham en
Plads paa det Vilkaar, at han fkulde holde op med ſelv
at ſpille Roller, hvad han ikke vilde, fordi han var

„) De Forfsolgelſer, Molière maatte udftane, fordi han i
denne Komedie havde angrebet de Skinhellige, ere her ikke
omtalte, fordi de ligge udenfor de Grendſer, denne Af⸗

handling maatte ſette ſig.
11*

164 Molière og hans Komedier.

uundværlig for de Mange, hvem Theatret ſkaffede deres
Underhold, lod efter hans Dod hans Buſte opſtille i fin
Forſamlingsſal med den Indſkrift: Rien ne manque
å sa gloire; il manquait à la nåtre. (Intet mangler
i hans Berommelſe; han manglede i vor.)

—

165

Blinde Ole.

En Skizze fra det virkelige Liv af Johannes.

1.

Itte langt fra en af Sjællands ſmilende ſmaa
Indføer, omringet af Stroſkov og guulbrune Skrenter, |
ligger Fredloſe Sognefoged-Gaard. Den er ud⸗
merket holdt og feer hyggelig ud. J dette Sieblik
glimre dens Vinduesruder ſterkere, end om der var Lys
i alle Vinduer, thi Aftenſolens ſidſte Straaler give dem
et magiſk gyldent Skjer og lade Bygningens hvide
Mure trade faa meget klarere frem imod Havens dunkle
Trœtoppe. At Portfloiene ſtaae aabne antyder, at Sog⸗
nefogden har Fremmede; han, har ſamlet alle de By⸗
mend, der hore til Sogneraadet, hos ſig. J den af
Tobaksrog opfyldte Stue raadſlaae de om flere for
Sognet vigtige Sager, og den vigtigſte af disſe an⸗

gaaer Blinde Oles Fremtids⸗Skjebne.

166 Blinde Ole.

Blinde Ole er en underſatſig, kraftfuld bygget
Mand med nedkemmet merkt Haar, et aflangt Anſigt,
og, forſaavidt der kan være Tale om Charakteerudtryk i
et Aaſyn, hvor OSiets Lys er ſlukt, taler hans baade
om Had og om Snedighed. Stettet til fin Knotekjœp
— den Blindes Folehorn, hvormed han vidſte at finde
Vei paa egen Haaud i Sognet, — har han i flere
Aar gaaet paa Omgang: blandt de mere velſtaaende
Gaardmand.

Man undgik ham, ſaavidt det lod fig gjøre; thi .
Alle vidſte at tale om de liſtige og ondſkabsfulde Streger,
han havde udført, og om hans hoasſe Tunge, der ikke ſkaanede
Nogen. Iſer ſyntes Sogneraadets Medlemmer — ſom
om han i dem ſaae fine verſte Modſtandere — at være
Gjenſtand for hans Bitterhed og Kaadhed: ſnart var
det den rige Lars Anderſen, ſnart den velſtagende Chris
ſten Pederſen, nu var det den politiſerende Skolemeſter,
nu den ſtammende Kirkeſanger, der maatte holde for;
men værft var dog hans ſeneſte Herverk, da Sogne—
fogden ſidſte Søndag" fandt en Haandfuld Gruus,
Smaaſteen og andre Vei⸗Ingredientſer i ſin Kjodgryde.

J bette Sieblik pusler han travlt med et forſvar⸗
ligt Stykke Reb i Nærheden. af Sognefogdens Udgangs⸗
dor; hans Skridt ere ſagte og liſtende, og ret ſom om
han ikke fattedes Synet, veed han at udſoge de Steder,
hvor Slagſkyggerne udbrede deres Demring. Saaſnart
haus ſkarve Oren opfange den allermindſte Lyd, indta⸗

Blinde Ofe. 167

ger han ſtrax fin Plads paa en lav lille Bænk, der
ftaaer tæt ved den omtalte Dør,

Han maa ſaaledes nu have hørt Noget, thi han
ſkynder fig her til Benken, fætter fig ned og folder
Hænderne over den ſterktbeſlagne Stok, denne Radſel
for Landsbyens alleryngſte Ungdom. Hans ſortſkjeg⸗
gede Hage hviler pan Hænderne; Haaret hænger ham
ned over det bøiede Hoved og ſynes at udgjøre et ſam⸗
menhengende Hele med den uldne Kaffjet, hvis Skygge
ſtjuler de blinde Sine. Hans Dragt beſtaager i en
lang Kofte, Knabuxer, tykke Uldſtremper af en uſikker
Farve og ſpere, jernbeſlagne Sko.

Hvad mon han horte?

Det var Sognefogdens Malkepige, Karen, der ven⸗
der tilbage fra Marken med den fyldte Melkeſpand paa
Hovedet, medens Henderne flittigt ſysle med en
Strikkeſtrempe. Da hun blev opmerkſom paa Blinde
Ole, der ſad i ſin grublende Stilling, udbrod hun:

„Bvad beſtiller Du her i Gaarden paa denne Tid
af Dagen? Du ſidder nok og udſpekulerer noget Ondt
mod os igjen; Du ſynes del ikke, at det var nok at
forderve vor Sondagsmad, men at der maa noget
Værre times os endnu!”

Ole hævede fin krogede Naſe i Veiret, idet et
ondſkabsfuldt Smiil ſpillede om hans ſmalle Laber:

„Nei, Karen, dengang tog Du feil; ikke noget
Ondt, det er tvertimod noget Godt, jeg ſidder og ſpe⸗

168 Blinde Ole.

kulerer paa, ſaa at Du og dine Lige kan ſee, at jeg ikke
er faa ond, ſom Rygtet gaaer.”

„Det vil kanſkeſens falde Dig haardt, Ole!“

„Jo, naar min Plan lykkes! Jeg fad netop og
udſpekulerte, hvorledes jeg kunde ſkaffe Dig den knoveſte
Karl i Sognet, den rige Clas Hanſens Son, til Faſte⸗
mand. Var det ikke noget Godt, jeg tenkte paa?”

Pigens blusſende Kinder og bedrovede Siekaſt viſe
tilſtrekkeligt, at Blinde Oles Ord har ſaaret hende
dybt; han ſeer det ikke, men han veed det; hendes Taus⸗
hed rober det, og han gotter ſig.

„Du gjer ſtor Synd i at tale ſaadant, Ole! Du
veed jo ligeſaagodt ſom jeg, at Hans ffal efter fin Fa⸗
ders Villie gifte ſig med Husbonds Aue.“

„Ih, da troede jeg, at Sagen var klappet og klar
mellem Jer To!“

nået Dig an! Du burde ikke kaldes Blinde Ole,
men Onde Ole! Jeg ffal nok vogte mig for, en
anden Gang at gantes med Dig.“ Hun vendte fig
haſtig bort, ret ſom om hun vilde ſkjule Taarene, der
kom hende i Oinene, og ſkyndte fig ind i Malke⸗
kammeret.

2.
Aftenſolen forſvandt bag Horizonten, og nu faldt

Skumringen paa, der lidt efter lidt gik over til
Morket, de vederlvægende Dugdraabers Moder.

Blinde Ole. 169

Der tendtes Lys inde hos Sognefogdens, og deſto
tættere blev nu Morket, der ſkjulte Blinde Ole; han
reiſte ſig fra Benken, ſneg ſig hen til Doren, puslede
paa ny ved den, og da hau var færdig dermed, gik han
faa ſtille ſom muligt tilbage til Fattighuſet, der laa ved
Udkanten af Landsbyen, og hvor hans tarvelige
Nattele ie ventede ham.

Her ville vi forlade ham, for at vende tilbage til
Sognefogdens Stue, hvor de forberedende Raadflagnin⸗
ger holdtes, og hvor man var bleven enig om, at Blinde
Ole til Straf for alle fine hadefulde og bittre Yttrin⸗
ger om Sognets bedſte d. v. ſ. rigeſte Mend, ſamt for
hans ſkammelige Handlinger, ſkulde paa Sognets Be⸗
koſtning indſettes i Amtets nysopferte Tvangsarbeids⸗
anſtalt paa Prøve for et Aar.

Klokken var bleven halvti, da denne Beſtemmelſe
eenſtemmig blev taget, og nu ſtoppedes Piberne for ſidſte
Gang, og efterat Alle havde faaet dem vel tændte, vex⸗
ledes Haandſlag, og „God Nat! „God Nat!“ led det
fra de Bortgaagende og de Tilbageblivende. — De gik
i en Flok dampende ud af Doren fra Lyſet til Morket;
men et Sieblik efter horte de, der bleve tilbage, et vold⸗
ſomt Skrig, et jamrende Hviin og da de ilede ud med
Lyſet, lage det ærede Sogneraads Medlemmer ſprattende
paa Stenbroen, med ſonderflagne Pibehoveder og brek⸗
kede Piberor, Nogle med en Tand mindre end for et

barre r

170 Blinde Ole.

Sieblik ſiden, Andre med forflaaede Anſigter og ſkra⸗
bede Naſer.

Hvad var der da hendet?

Ja dette Sporgsmaal gjentoges af Sognefogden
og hans lille geſkjeftige Huſtru; det gjentoges med varm
Deeltagelſe af deres Sonner og Dottre; det gjentoges,
men med et haanligt Smiil, af Piger og Karle, der
vare ilede til allevegne fra for at hjælpe de Faldne paa
Fode igjen.

„Men hvordan gik det dog til? Saa fvar dog!“
raabte Sognefogden ivrigt.

„Ih, det er da den ſimpleſte Ting af Verden! Naar
der er ſpendt et Toug tversover Veien, og i et Qvar⸗
teers Hoide, faa er man nok nodt til at falde i Morke.
Men det havde jeg mindſt ventet af Jer, Sognefoged!“
ſagde en gammel Bonde.

„J troer da vel ikke, at jeg er Skyld deri!“

„Nei Blinde Ole er det!“ ſagde Karen. „Jeg
fane ham ſidde herudenfor, og han vilde ikke ſige
mig, hvad han havde her at beſtille. Husbond kan troe,
at det er ham, ſom har ſpendt Touget ud!“

„Ja det er Blinde Ole!“ led det ſom et Chor

fra Alles Laber.

„Han ſkal have fin Straf. Vi ſtemme Alle paa
Livstid.“

„Ja det er afgjort. Straffen forlænges fra „Prove
pan et Aar til for Livstid!” og dermed var Blinde
Oles Fremtids⸗Lod kaſtet.

Blinde Ole. 171

3.

Fire Aar vare henrundne ſiden hiin bedrovelige
Aften. Fire lange, lange Aar med alle deres Maane⸗
der, Uger, Natter og Dage vare gaagede hen over
Blinde Ole. De havde feet ham ſidde krumbeiet
over fine Karter i Tvangsarbeidshuſets Spindeſtue;
de havde ikke hort mange Ord gane over hans Laber;
kun ſtundom havde de lyttet til hans ſagte, troſtesloſe
og ſukkende Klager: „Her ſkal jeg doe! Hele mit Liv
ſkal være et Fengſelsliv!“ — Hvergang Inſpecteuren
tiltalede ham, vare hans Spar: Ja! og Nei! og naar
den unge Geiſtlige, der interesſerede ſig varmt for ham,
ſogte at opmuntre ham, lød kun den ſamme Klage, men
endnu mere treſtesloſt. Med de andre Arbeidere talede
han ikke et Ord.

J den indelukkede Gaardsplads havde hani Hvile⸗
tiderne en beſtemt Siddeplads i en Krog, hvor Solens
Straaler kunde vederkvæge ham. Der fad han med
foldedede Hænder over fin Knorteſtoks Haandgreb, inde⸗
ſluttet og taus. Hans Tanker — hvo forſtod dem?
Hans blinde Sine kunde ikke forraade dem; i enkelte
Sieblikke liſtede fig Taarer frem under de lukkede Oie⸗
laag, naar den Geiſtlige berorte i fine Samtaler med
ham en Moders Kjærlighed. eler den ſande Frihed, ſelv
i et Fengſel. j

Tungt er det at fee Sorgens Taarer i det ſeende
Sie, tungere at ſee dem i den Blindes!

>
1
1
|
'

172 Blinde Ole.

Snart fkulde der imidlertid indtræde en fuldſtendig
Forandring. En losladt Forbryder, hvem der af Kon⸗
gens Naade var blevet eftergivet flere Aar af hans
Straffetid, blev af fit Sogn oieblikkelig indſat i Tvangs⸗
arbeidsanſtalten.

Han var en hei, ſterktbygget Karl med et frækt
afſtyeligt Udtryk i det gulblege Anſigt, hans Leber vare
fulde af gudsbeſpottelig Tale og hans Tunge af de
ryggesloſeſte Forbandelſer. Fra den forſte Dag, han
indkom, fluttede han fig ſtrax til Blinde Ole, og
ſuart opſtod der et fortroligt Venſkab imellem dem. Nu
kom der Liv i den Blindes Anſigtstrak og en feberag⸗
tig Uro i hans Bevegelſer, naar de indbyrdes ſamtalede
med hinanden. Den Geiſtlige fra den nærliggende Kjeb—
ſtad, der var anſat ved Anſtalten, havde veret bortreiſt
i flere Uger; nu vendte han tilbage til fin Gjeruing,
og uden at have nogen Anelſe om den Forandring, der
var foregaget med hans lille Menighed, ſom var inde=
ſluttet inden Anſtaltens høie Muur, gik han derud med
Sondags⸗Morgenſkjer i Hjertet.

Ved hans Ankomſt fortalte Inſpecteuren ham ſtrax
om den Nysankomne og den fordærvelige Indflydelſe,
hans ugudelige Tale havde havt paa de fleſte Lemmer,
men ilær paa den Blinde.

En Folge heraf var, at han forandrede ſin Text
og fin Pradiken, og idet han gik ud fra Davids bekjendte
Ord: „En Daare ſiger i ſit Hjerte, der er ingen Gud!“
ndviklede han Vantroens Affkyelighed.

Blinde Ole. 173

Der fad nu Forbryderen ved den Blindes Side;
og jo mere indtrængende Talen blev, defto blegere bleve
hans Kinder, deſto faſtere knyttede Hænderne fig om
Pſalmebogen, og da den var endt, tilkaſtede han Preſten
et ſtikkende Blik, der indeholdt faa, meget giftigt Had,
at man uvilkaarligt maatte tænfe pan Bibelordet om Sa⸗
tans gloende Pile.

Saaſnart Pſalmeſangen var forbi, kom den Ene
efter den Anden af Lemmerne hen for efter Sedvane ot
rekke Prœſten Haanden og takke ham, inden de forlode
Bedeſalen; men Forbryderen rev med Voldſomhed den
Blinde med fig og gik heftigt ud af Doren. Saaſnart
de vare komne udenfor, ſogte de hen til den Blindes
Ynudlingsſted, og da de vare ſikkre paa, at Ingen be-
lurede dem eller kunde høre deres hviſkende Samtaler,
yttrede den Losladte med ſammenbidte Tender og med
den knyttede Haand fagtende i Luften, ſom kæmpede han
med en uſynlig Modſtander:

„Ja! jeg ſkal hævne mig paa ham, inden han aner
det; lad os faa fee, om hans Gud kan beſkytte ham!“

„Hvad har Du iſinde, Chriſtian!“ ſpurgte den Blinde
ham ind i Oret. „Der var en Tid, da ogſaa jeg ſagde:
Hevnen er ſod! det var, da jeg i Landsbyen tænkte paa at
gjengjelde Ondt med Ondt; men nu ſige de derude det
Samme, nu jeg hjalpeles er indeſperret. Jeg hører,
Du vil hævne Dig; tag Dig i Agt, at det ikke gaaer
Dig ſom mig! Hvad vil Du da gjore?“

or metan ec

174 Blinde Ole.

„Kan Du ſporge, Ole? Jeg vil myrde ham!
Han vidſte godt, jeg ikke turde ſige ham imod derinde;
det var jo aabenbart, at hele hans Prak var montet
paa mig. Men underligt er det, hvordan han kunde
ffildre mig fan grangivelig; han maa have faaet det at
vide af mine forrige Dommere. Men nu vil jeg ſporge
Dig, Ole! om det kan kaldes Chriſtendom, at blotte
et Medmenneſke ſaaledes for Alles Sine. Foi hvilfen
Phariſcer! Jeg kan ogſaa huſke Noget af det Stads,
de pakkede i mig i Stolen, det er Noget om en Splint
og en Bjælfe! Jeg vil rande ham at betenke det, for
det bliver for ſildigt.“

„Vil Du virkelig myrde ham!“

„Naturligviis!“

„Men hvordan vil Du bære Dig ad dermed?”

„Det har jeg ikke rigtigt overveiet; men jeg er
ikke raadvild! — Jeg tenker, jeg kan tvinge Jernſtau⸗
gen ud af Veven, og med den kan jeg klove hans Pande⸗
ſtal; ja, det er rigtigt, jeg ſtjuler den bag Doren, faa
han ikke ſeer den, og naar han faa med fin ffarpe Tunge
har begyndt pan at vrøvle for mig, faa griber jeg
Stangen, og det Hele er expederet hurtigere, end Du
kan ſlaae et Kneps i din Lomme,”

„Du ſkulde dog betenke Dig lidt, for Du gjør
det. Jeg har ondt af ham, thi mod mig har han al⸗
tid veret god. Hvorofte har han ikke ſagt til mig:
Gud prøver Dig nu haardt, ſtakkels Ole! men naar

Blinde Ole. 175

Du er taalmodig, og Du boier dit Sind, vil han nok
finde Vei til at befrie Dig.“

„Det har han ſagt for at holde Dig op med
Sludder! Du kom til at blive her til din Dodsdag,
derſom jeg ikke var kommen for at udfrie Dig. Du
kan jo nok begribe, at her vil blive et frygteligt Halloh,
naar jeg har gjort det af med ham; jaa kan Du flippe
ud! med drei af til Hoire ad Landeveien, og Du behs⸗
der blot at gage en Miilsvei, faa treffer Du paa min
Søfter Sidſes Hytte! Der vil Du finde et godt Til⸗
hold, indtil jeg kommer og tager Dig med mig.“

„Du taler, ſom om Du ikke blev et Hoved kortere
inden den Tid.“

„Nei, ikke for jaa lidt Ole! Nei, ikke for faa lidt!
Det Hele ffeer ved en ulykkelig Hendelſe; jeg ſtager i
min enſomme Celle og gjør min Veo iſtand, og idet
jeg vil fvinge den ind paa fin Plads, kommer Præften
uforvarendes med ſit Hoved imellem — det er det Hele.
Jeg giver mig naturligviis ſtrax til at hyle og ſkrige
— ſaa troer Inſpecteuren, at det er ſkeet af Vanvare
— men naar man taler om ham, Du veed nok, er han
nærmeft. Jeg forlader Dig, for at han ikke ſkal fatte
Mistanke. Men Tand for Tunge, Ole!“ —

Han reiſte fig og gik ſmaanynnende forbi Inſpec⸗
teuren ind i ſin Celle.

3

F

pr —

— . —— —— — —— — — — —

176 Blinde Ole.

4.

Flere Dage vare forløbne, og den Geiſtlige havde
ikke aflagt noget af fine vanlige Beſog; han havde fra
Dag til Dag ventet et Brev fra Amtet; endelig kom
det, og han beſluttede neſte Morgen at gaae ud til An⸗
ſtalten, ſaaledes kaldtes den ſtore Samling af Byg—
ninger, hvor Afſindige, Syge og Tvangsarbeids-Lem⸗
mer ferdedes. y

Naſte Morgen var Luften mørk af regnſpangre
Skyer, der, forte af Bleſten, fore hen for at give Plads
for endun morkere Skymasſer; en uklar men ſorgelig
Drom havde fyldt Praſtens Sjæl med tunge Tanker,
da han reiſte fig fra Leiet i den aarle Morgenſtund;
men Touren blev ikke opgiven. Han ſtak Brevet fra Amts⸗
huſet i Lommen og gik.

Stien ſnoede fig over en Kornmark, hvor Seden begyndte
at hvidne mod Heſten, og hen gjennem en lille venlig
Lund og en duftende Klovereng. Hvormangen Sondag
Morgen havde han ikke tilbagelagt den ſamme Bei med oplof—
tende Folelſer; hvor ofte havde han ikke paa disſe Van⸗
bringer til og fra den lille Skare af Lidende og Ulyk⸗
kelige, der indeſluttedes inden Anſtaltens gule Mure,
tenkt, medens han lyttede til Smaafuglenes Kvid⸗
dren og klare Toner, paa Luthers Ord til Spurven:
Hvor langt viſere er Du ikke end Dr. Martin! Du
flagrer hid og did under munter Koiddren uden Be—
kymring for dit Üdkomme, medens jeg plager mig felv

Blinde Ole. 177

under idel Uro med ſaadanne Sager.“ Hvor ofte havde
han ikke ſtandſet paa Veien for at beundre Blomſternes
Bragt, der ſtode koſteligere ſmykkede end Salomo i al
fin Herlighed. Hvor ofte havde han ikke ſtaget ſtille
ved Myretuen under Lundens gamle Cgetræ og tenkt
paa hiin Konges Formaning: Gak til Myren og bliv
viis! — J denne Morgenſtund hvilte der — han vidſte
ikke felv hvorfor — en Lamhed over hans Sjal og en
ubeſtemt Frygt over hans Hjerte.

Han gik fremad med langſomme Fjed uden at ſee
til Højre eller til Venſtre, ſtirrende mod Jorden. En
Krage floi op over hans Hoved, idet den udſendte fin
ſkurrende Roſt; han kom ihu, Hvorledes en Krage havde
ſendt ſit Skrig ind ad det gabne Vindue i ſamme
Nu, ſom hans Moder bøde. — Var dette et Varſel? —

Dog han maatte ſtrax efter ſmile over Ideeasſocia⸗
tionens Magt og over at Frygt og Overtro vilde benytte fig
af denne tilfældige Omſtandighed til at lifte fig ind i
hans Sjæl, Han faae op, og han ſtod ved Anſtaltens
Port; han trak i Portklokken med raſk Haand, faa den
gjenlod gjennem hele Bygningen, og Sieblikket efter
aabnedes den for ham.

Han ſogte ſtrax hen til den losladte Forbryders
Celle; han haabede at have gjort noget Indtryk paa
hans Sjæl — nu vilde han mildne Sindet med venlig
og deeltagende Tiltale.

Bed Cellens Dor ſtod Blinde Ole. Han hældede fig

til Dorſtolpen og ſtottede ſig til ſin Stok.
12

|
|
7
5
ö

Ten — — —̃— —-—

— —

— U

— — — — ——

178 Blinde Ole.

„Er Du her, min Ven!“ udbrød den Geiſtlige;
„bliv her, til jeg kommer tilbage, jeg har Noget at tale
med Dig om.“

Ole vilde tale; men han var i en faa ubeſkrive⸗
lig Spænding, at han ikke vidſte, hvorledes han ſkulde
begynde, og da han vilde lofte Roſten, var Doren
opladt, men i ſamme Nu var hans Fod gledet ind, ſaa

Doren kom til at ſtaae paa Klem, og han blev faale-

des Vidne til Samtalen; dog han bekymrede ſig ikke
om Ordene, nei han ventede paa den Lyd, hans fkarpe
Øre kunde opfatte, naar Jernſtangen loftedes fra Gulvet.

Samtalen varede kun kort, Forbryderen greb Jern⸗
ſtangen, ſvingede den over fit Hoved og vilde lade den
falde med al fin Tyngde paa Preſtens Hoved; men
Blinde Ole havde i det ſamme Nu, ſom Jernſtangen
toges bort fra fit Skjuleſted, grebet Preſtens Haand,
revet ham ud med fig paa Gangen og ſmakket Doren
til, der nu modtog det vældige Slag af Stangen.

„Hvad er paafarde?“ ſpurgte den Geiſtlige rolig.

„Det Slag var Dem beſtemt! Han vilde myrde
dem!“

„Hvorfor?“

„Han hader Dem!“

„Hvoraf veed Du det?“

„Han har ſagt mig det Altſammen!“

„Nu, faa vil jeg ind til ham, den Ulykkelige! Jeg
vilde jo hans Bedſte; hader han mig, ſaa vil jeg ſee
at omſtemme hans Sind.“

r

Blinde Ole. 179

„For Himlens Skyld, lad være Hr. Paſtor!« ud⸗
brød Ole i det han fkubbede fig hen for Doren.

„Nei, Ole! jeg maa ind og tale med ham.“

„Bliv blot, til Inſpecteuren kommer. —

„Ikke et Ord til noget Menneſke! Hører Du,
Ole! Hvad den Ulykkelige har gjort maa ikke vides af
Nogen! Lad mig nu komme ind, glem ikke, at der er
Een, der er ſterkere end baade han og jeg.“

Med disſe Ord ſtedte han blidt Ole tilſide og
forfvandt bag Doren, ſom han lukkede til efter fig;
Ole blev angſt ſtagende og lyttede; han kunde ikke
forftane Ordene, men de løde rolige og milde fra
Preſtens Læber — endelig horte han Inſpecteuren nærme
ſig, og da denne forundrede ſig ved at ſee ham ſtaae
lurende ved Doren, anede han Uraad, fkjed ham raſk
tilſide og aabnede den. Han ſaae den Lesladte ſidde paa
fin Vaverſtol med begge Hænder for Anſigtet, medens den
Geiſtlige, idet han ſagde: „Gud lægge fin Velſignelſe i
mine Ord til Dig, Chriſtian!“ forlod Kammeret.

Inſpecteuren fulgte ud med, og nu vendte Preſten
fig til Ole: Her har jeg et Brev i min Haand, min
kjere Ven! det er til Inſpecteuren, at han i Morgen
ſkal udlevere Dig til Sognefogdens Karl, ſom kommer for
at afhente Dig! Du er fri! Seer Du, Gud glemmer
ikke den, der vender ſig til ham! Tak ham nu ved at
bruge din Frihed til hans Velbehag.“ ;

2

F e

180 Blinde Ole.

5.

Otte Aar vare henrundne, og mange Forandringer
vare indtraadte. Den betydningsfuldeſte for den Geiſtlige
var den, at han fort efter hiin Scene blev forflyttet, og
lidt efter lidt trengte nye Forhold og nye Pligter
Blinde Oles Minde tilbage i hans Sjal, indtil et
Brev fremkaldte det lyslevende igjen.

Her er det.

„Fredloſe, d. 5. Sept. 1854.

„Jeg har idag modtaget en Commisſion, ſom
jeg ikke vil opſette at udfore. Her i Sognet er et blindt
Fattiglem ved Navn O le, ſom i fin Tid af min For⸗
mand i Kaldet var beſorget indſat i Anſtalten, medens
De var Preſt der. Ved Deres Mellemkomſt blev han
befriet derfra, og ſaavel for denne ſom for Deres øvrige
Virkſomhed i Forhold til ham, bevarer han den oprig⸗
tigſte Taknemmelighed imod Dem.

»Han ſpurgte mig idag, om jeg kjendte Dem,
og da jeg bejaede det, anmodede han mig meget ind»
ſtendig om, paa hans Vegne, at takke Dem for alle
Deres Velgjerninger imod ham, hvorover han var meget rort.
Det glæder mig at kunne tilføje, at han i min Ems
bedstid har opfert fig meget agtverdigt. Han anmo⸗
dede mig netop om at tilfoie hans Skudsmaal!

Med o. ſ. v.“

181

Frederik Cilbelm den Forste og hang
Tobakscollegium.

Af
Chriſtian Stremme.

.

Man hører ofte den Sætning blive udtalt, at
Frederik den Store er den egentlige Skaber og Grund⸗
lægger af dette Preusſen, ſom nu truer med at ville
tilrive ſig Hegemoniet blandt Europas Stater, og i en
vis Forſtand er denne Sætning ogſaa begrundet. Men
man maa ikke glemme, at bagved denne Fyrſte, ftaaer en
anden, en firſkaaren Skikkelſe med en faſt og beſtemt
Holdning, der vel forſoinder i dette Mandens Flamme⸗
ſtjer, ſom falder over den lille blege Mand fra Sans⸗
ſouci, men dog er det Fundament, hvorfra denne opforer
ſin ſtolte Bygning. En Frederik den Store er kun
mulig med en Frederik Vilhelm den Forſte ſom Grundlag.

„„ —————— „

182 Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium.

Dette har den kongelige Philoſoph ſelv erkjendt og ud⸗
talt i fin brandenburgſke Hiſtorie.

En eiendommelig Fremtoning, denne Frederik Bil:
helm! charakteriſtiſt, original, bizar, hugget i Granit
fra Top til Tan og ligeſaa faſt og affluttet ſom det.
En uindſkrenket Herre af Guds Naade, ſin Stats ferſte
Tjener og eneſte Herre, „grundfeſter han fin Souverai⸗
nitet ſom paa en Klippe af Malm.“ Raſtlos, arbeid⸗
ſom, utrættelig vil han fee Alt, hore Alt, vide Alt i
ſine Stater. Som en Stormvind farer han med
ſin Stok gjennem ſit Rige, og vee den, der ikke har
gjort fin Pligt, enten han er hoi eller lav og bliver en
Gjenſtand for hans Vrede. Hans flammende og gni-
ſtrende Blik, hans Hyl flaaer lig et Ropdyrs med Skræk
og Forferdelſe, og Alt flygter, hvad flygte kan. Han
ſender Statsminiſteren til Spandau. Med et: „guten
Morgen, Hr. Thorſchreiber“ prygler han Toldcontrolleuren
egenhendig ud af Sengen, fordi han lader Bonderne
vente udenfor Porten, uden at aabne den. Den trod⸗
ſige og ulydige Tjeneſtepige ſender han i Tugthuſet.
Han herſker med ſamme Enevelde over fine Underſaatter,
hvad enten det er en Miniſter eller en Bonde, ſom
over ſin Gemalinde og ſine Born.

Simpel og naturlig, uden mange Ceremonier, raa
og utemmelig ſom Bjørnen i fine Skove, forſtager denne
moderne Spartaner ſig kun paa to Ting: Penge og
Soldater. Hertil ſigte alle hans Foranſtaltninger, det
er det Midtpunkt, hvor om alle hans Tanker ſysle.

Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium. 183

Han er kort, fyndig, uden mange Ord. Men disſe
Ord ſkulle adlydes, og han forlanger gieblikkelig, ube⸗
tinget, blind Lydighed. Han er ſig ſin Magt bevidſt
og taaler ingen Skranker, men bryder dem voldſomt ned.

Denne raa og ufordervede kongelige Bjorn viſer
ſig i et endnu grellere Lys, naar vi ſee ham i hans
Omgivelſer, den Baggrund, hvorpaa han bevæger fig,
det hoitoplyſte raffineert-dannede attende Aarhundrede med
ſine Familiekrige, ſine fine Diplomater, ſine Moder og
ſine ſtive Parykker.

Og nu Berlinerhoffet! Her havde den franſke Ind⸗
flydelſe allerede for et halvt Aarhundrede ſiden gjort fig
gjældende, og Faderen havde ſogt ved prægtige Bygninger,
videnſkabelige Anſtalter, glimrende Hoffeſter og ceremo=
nielle Hoitideligheder at omdanne ſin Hovedſtad Berlin
til et Verſailles og gjøre den til en værdig Reſidents
for fit nye Kongerige.

Men aldrig faafnart havde den milde og fvage
Frederik lukket fine Sine, for Hoffet omdannedes ſom
ved et Trylleſlag. Iſtedenfor fine Hoffeſter indtraadte
Vagtparader og Revuer, iſtedenfor gallonerede Kammer-
herrer, Lakaier og Haidukker fane man kun Officerer og
lange Soldater. Overalt indførtes den ſterſte Simpel⸗
hed, Sparſommelighed og Oekonomi. De ſtore Pa-
rykker, de ſtive Moder, det franſke Veſen forſvandt, thi
Kongen var tydſkſindet fra Top til Taa og hadede Alt,
hvad der var franſk. Man ſpiſte og brat, kom og gik
uden at engſte fig for Ceremonier, da han var en

66 — ———

184 Fred. Vilh. d. Forſte og haus Tobakscollegium.

Fjende af alle paatagne Manerer og viſte fig jevn og
utvungen i Omgang med ſin Dronning, ſine Born, ſine
Miniſtre og Generaler.

Frederik Vilhelm var ikke nogen uſkjen Mand.
Han var af Middelheide med ſmukt formede Lemmer
og en lige og militairiſk Holdning. Hans Anſigt, med ſit
alvorlige Udtryk, fin heie Bande og fine blage Sine, var
ſmukt ovaldannnet. Han havde en fiin Hudfarve, men
gjorde Alt for at blive bruun, idet han allerede ſom
Dreng indgned den med Olie og ſenere paa ſine mange
Jagter udſatte fig for hyilketſomhelſt Veirligt. Hans
Stemme var ikke vellydende, men desmere kjendt og frygtet
i hele Preusſen. Han benyttede fig af den plattydſke
Dialect, ſom paa den Tid i Omgangsſproget endnu
ikke havde adſkilt fig fra Hoitydſk.

J de ſenere Aar blev Kongen ujædvanlig fed, fan
hans Veſte maalte en Vidde af en fire Alen. Han an⸗
ſtillede ſelb Jagttagelſer over fin. tiltagende Corpulence.

Naar han om Efteraaret drog ud til ſit Slot Vu⸗
ſterhauſen for at jage, lod han ſig med Folge veie der
og lod fore Protokol derover. Hans Majeſiet veiede
i fit. 53de Aar, fort for fin Dod, den anſeelige Vægt
af 270 Pund.

Hans Klædedragt var ligeſaa tarvelig ſom hans
hele huuslige Indretning. Den ſtore Allongeparyk bar
han ſidſte Gang af Pietet mod Faderen ved hans Lig⸗
begengelſe, ſenere altid en mindre og lysfarvet. Jov⸗
rigt viſte han ſig almindelig i Potzdammer Gardens

Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium. 185

Oberſtuniform, blaae Frakke med rode Opflag, guul Veſt
og Beenkleder, og hans Sparſommelighed gik faa vidt,
at han for ikke at tilſmudſe den, naar han om For⸗
middagen arbeidede i fit Cabinet, bar Linnedermer og
et Forklede over den. Han elſtede Reenlighed paa hol⸗
landſk Viis, og lig en Muſelmand vafkede han fig mang⸗
foldige Gange om Dagen. Derfor banlyſte han Silketa⸗
peter, Tepper, Leneſtole og lignende Luxusartikler, da
Stovet, hvoraf han var en erklæret Fjende, lettere ſamler
fig her, og benyttede fig altid af Træborde, Træftole og
fin Træffammel, hans fædvanlige Sæde, paa fine Væ=
relfer.

Sin Afſky for paafaldende Dragter og Moder vifte
han allerede ſom Dreng, da han ſom en lille egenſindig
Krabat pan en fyv Aar kaſtede fin Guldbrokadeskledning
i Kaminen til fin Gouvernantes Fortvivlelſe.

Da Grev Rothenburg, den franſke Geſandt i Berlin,
i Aaret 1719, fer Aar efter Frederik Vilhelms Thron⸗
beſtigelſe, vifte ſig i en ny Mode, ſtor ſkygget Hat med
Tresſer og Haarpidſk, og vakte ſtor Opmarkſomhed blandt
Berlinerne, blev Kongen bange for, at denne franfke
Syge ffulde gribe om fig og beſluttede paa en radical
Maade at fordrive den. Bed en ſtor Reoue udenfor
Hovedſtaden lod han Regimentsſkarpretteren, hvis Em⸗
bede medforte borgerlig Vancre, udklaede i den Dragt,
ſom Geſandten indforte, og endnu mere parodiere ved at for⸗
længe Hatteſkyggen faa langt, at den lignede en Regnſkerm,
medens Grevens Haarpidſk ſvulmede op til en heel Haar⸗

186 Fred. Vilh. d. Førfte og hans Tobakscollegium.

fæl hos Skarpretteten. Endvidere befalede han, at Alle,
der havde deres Pre forbrudt, ſkulde bære denne Dragt.

Allerede ſom Kronprinds havde han vænnet fig til
en beſtemt Dagsorden og bibeholdt denne med faa Af⸗
vigelſer ſom Regent. Han ſtod tidlig op Sommer og
Vinter og tilbragte Morgenen i ſit Cabinet med ſine
to Cabinetsraader. Alle Regjeringsſager beſkjaftigede
ham her, og med egen Haand ffrev han Marginalier
eller Randbemerkninger, ſom vare affattede meget laco—
niſt, (Narrenposſen! total abgeſchlagen ofv). til Under⸗
retning. for hans Miniſtre og Embedsmænd. Naar
Gigtſmerter, hvoraf han i ſit ſenere Liv ofte led, hin⸗
drede ham i at bruge den høire Haand, brugte den
utrættelige og energiſte Monark den venſtre. Margina⸗
lierne bare ofte Spor deraf, thi hans forhen utydelige
Haandffrift blev da endnu utydeligere, end den var ifor=
veien, og ofte meget vanffelig at tyde. Dette kunde ofte
afſtedkomme ſtor Fortræd, ifær, da hans Embedsmænd
vare afrettede til med den blindeſte og meſt ſlaviſke Lydig⸗
hed at udføre Eneherſkerens Villie. Et Exempel vil
oplyſe det.

Da General Glaſenap, Commandant i Berlin og en
fortrolig Ven af Kongen, havde gjort Indberetning om
nogle Optøter i Berlin og foreſpurgt fig hos ham, hvad
der ſtulde gjeres med Ophavsmændene, kunde han ikke
leſe Kongens Kragetckeer paa anden Maade end: Rädel
aufhenken, ehe ich komme. Kongen ventedes den fol⸗
gende Morgen Kl. ti. Ingen kunde forſtaae Meningen

Fred. Vilh. d. Forſte og hang Tobakscollegium. 187

af disſe Ord anderledes, end at der ſigtedes til en Lieut⸗
nant Rädel, ſom aldeles ikke var indviklet i Affairen
og ikke havde forſeet fig. Men hans Majeſtats Ordre
maatte adlydes. Glaſenap lod derfor Lieutuonten arre⸗
ſtere og forberede til Døden. Til al Held og Lykke
ankom Cabinetsſecretairen lige for Executionen og for⸗
klarede Kongens Befaling nærmere. Han havde ment:
„den Rädelsführer“, Anforeren for Optsierne. Glaſenap
lod ſtra x Manden les, ſom nær havde miſtet fit Hoved
for fit Navns Skyld, og en af de Arreſterede, hvis rode
Haar ſyntes at betegne ham ſom Anfører, ſtrax hænge.

Naar Frederik Vilhelm var i Berlin begav han fig
Kl. ti pr. om Formiddagen til Paradepladſen for at
inſpicere fine kjcre „Blaakjoler“ eller „blaae Drenge,”
Paa Veien frem og tilbage tog han imod Benfkrifter
og talte ofte nedladende og venligt med dem, der over⸗
bragte dem. Hvis han ikke var i godt Lune, form var
Noget, der hyppigt indtraf, var det altid en betenkelig
Sag at nærme fig til ham.

Allerede Kl. tolv fad Haus Majeſtet ved fit ſimple
og borgerlige Middagstaffel og gjorde ſig derefter en Pro⸗
menade, enten tilheſt, naar han var i Hovedſtaden, eller
tilfods i Potzdam og Vuſterhauſen, altid ledſaget af ſit
Spanſkror eller til Afvexling af en Knorteſtok, ganſke
in natura. Naar den frygtede og velbekjendte Skikkelſe
i Potzdammergardens Oberſtuniform viſte ſig i Berlin,
bleve Gaderne ode og tomme: Alle toge Flugten, thi
Kongen blandede fig i Alt og adſpurgte dem, der modte

188 Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium.

ham, ſom det faldt ham ind, og hvis man ikke kunde
udholde hans ſtrenge Blik, fattede han ſtrax Mistanke
om, at man ikke fortalte ham den rene Sandhed. En
corporlig Revſelſe med Stokken fulgte meget ofte paa
et ſaadant inqviſitoriſk Forhor. Til Oplysning et Par
Exempler.

En Dandſemeſter, en Genre af Folk, der ikke faldt i
Kongens Smag, modte ham engang i en Gade i Ber—
lin, men tog Flugten over Stok og Steen, da han fane
ham. Kongen lod ſtrax en af fine Pager, der altid
ledſagede ham, kalde Dandſemeſteren til ſig og udſpurgte
ham noie om hans Nabn, hans Stilling oſv. For ikke
at blive fort bag Lyſet lod han ham paa ſtaaende Fod
midt paa Gaden udfere en Sarabande.

Værre gik det en anden Dandſemeſter, ſom ogſaa
var faa uheldig at mode Preusſerkongen. Da han var
tilheſt, galoperede han afſted af alle Krafter for at und⸗
vige Majeftæten, uden at endſe dennes Kalden. Die⸗
blikkelig ſendtes en Livpage afſted efter den Flygtende,
ſom blev funden pan et Holoft, hvor han var kroben i
Skjul. Fort for Kongen udgav hau fig for en Tjener
fra et Handelshuus fra Marſeille, men Sandheden kom
ſuart for Dagen, og hans Dom lød: „en Maaned trille
Gruus ved Petrikirken,“ der dengang var under Bygning.

En Schakkerjode, der ikke ventede ſig noget Gedt
af et Mode med Kongen i en ſuever Gade, ſogte at
komme hurtigt afveien, men blev indheutet. „Hoorfor
lober Du?“ ſpurgte Kongen ham. „Fordi jeg frygter,”

Fred. Vilh. d. Førfte og hans Tobakscollegium. 189

gav den ffjælvende Jode til Svar. „Du fkal ikke frygte
mig, Du ſkal elſke mig“ vedblev hans Majejtæt og lod
Jøden med det Samme fole fit Spanſkror for at ind⸗
prente ham disſe Ord med ſteorre Eftertryk. Til ſaa⸗
danne Begivenheder vare Berlinerne vante, naar Kongen
var i Hovedſtaden. Hvis nu Nogen ved et ſaadant
Mode med den biſtre Kongebjorn havde Mod og Aands⸗
nærværelfe til at ſpare frimodigt, kunde man endogſaa
undertiden gjere ſin Lykke. Saaledes anholdt han en⸗
gang en theologiſk Candidat. Da han horte at Candi⸗
daten var fra Berlin, ſagde han: „Berlinerne due ikke
til Noget.” Det er i Neglen fandt, Deres Majeſtœæt! ſpa⸗
rede den behjertede Candidat; imidlertid kjender jeg dog To,
ſom gjøre en Undtagelſe! „Naa! og hvad er det for To?“
„Deres Majeftæt og jeg“ var det driſtige Svar. Næfte
Dag blev Candidaten ftævnet op paa Slottet og maatte
prædife paa flaaende Fod over et opgivet Sted. Kon⸗
gen var tilfreds og gav ham ſtrax et Praſtekald.

J hvor hoi en Grad Frederik Vilhelm forlangte
punktlig, oieblikkelig Lydighed af fine Underordnede, vil
Leſeren bedſt kunne fee af et Par betegnende Trek. Da
Byen Fridrichsſtadt blev opfort, kom Kongen ofte der⸗
hen for at beſee Arbeiderne og var for det meſte ledſaget
af en Embedsmand ved Navn Heidenreich, ſom ſtod i
Spidſen for Ledelſen af Byggeforetagendet. Engang
lod Monarken holde udenfor hans Huus og Manden
kalde. Denne, der ſad tilbords i Slobrok, men kjendte
Kongens Utaalmodighed i at vente, ſatte kun Parykken paa

*

190 Fred. Vilh. d. Forſte og haus Tobakscollegium.

og ilte ned til ham med en Undſkyldning for, at han ikke
havde havt Tid til at paaklede fig bedre. Kongen roſte
hans Nidkjcrhed, tog ham med fig i fin kongelige Eqvi⸗
page og ſteg fra Tid til anden ud med ham for at tage
Bygningerne i Dieſyn — han felv i Potzdammergardens

„Uniform, Heidenreich i Paryk og Slobrok! At denne

„blinde Lydighed i at efterkomme den kongelige Ordre ikke
var overdreven, men nodvendig, kan den folgende Be—
givenhed beviſe.

En Soldat havde begaaet et Indbrud og Tyveri
paa en 6000 pr. Thaler, og Criminalcollegiet havde efter
Kongens egen Lou domt ham til Galgen. Imidlertid
havde General Dönhof, der ligeſom Kongen nodigt vilde
miſte en tre Alen hoi Soldat, gjort Foreſtilling til ham
om det Uretferdige i denne Dom, da nylig en Krigs—
rand, der havde ſtjaalet 30,000 pr. Thaler, ikke var ble⸗
ven domt til faa haard en Straf. Frederik Vilhelm, der
med en uhyre Pasſion holdt af høie Soldater og ſorgede
over en ſaadans Dod ſom en Begivenhed, der angik
Rigets Vee og Vel, delte fuldſtendig Generalens An—

ſkuelſe og Tod Criminaleollegiets Raader og Directeur

kalde for ſig. Disſe boede omkring i Byen, og ſade i
deres Slobrokke (viſtnok en yndet Huusdragt paa den Tid,
da den faa ofte omtales), juſt ſom det kongelige Bud naaede
dem. De kladte fig hurtigt pan og begave fig til Slot
tet. Imidlertid ſidder Kongen paa fin Træffammel. med
fin Stok i Haanden og venter, men de ulykkelige Raader
have endnu ikke preſenteret ſig. Hans Majeſtets Utaal⸗

Fred. Bilh. d. Førfte og haus Tobakscollegium. 191

modighed ſtiger hvert Minut hoiere og heiere. Endelig
ankomme fire af Raaderne, ſom førft vare blevne færdige
med deres Paakledning. Oieblikkelig blive de ſtedte for
Monarken, ſom ikke har Taalmodighed til at oppebie de
Øvriges Ankomſt. J Begyndelſen foreholder han dem
med tilſyneladende Rolighed det Uretferdige i deres Dom,
men tilſidſt bryder den tilbageholdte Vulcan frem. „J
Skurke! hoorfor have J domt ſaaledes?“ Da nu nogle
af de ærværdige Raader begyndte at retferdiggjore fig,
miſtede den Ene ved Hjelp af det kongelige Scepter et
Par Tender, de Andre maatte med blodige Pander ſoge
at komme til Doren og lob ned ad Trappen, forfulgte
af Hans Majeſtœt med Stokken.

Naar han led af Podagra, et Onde, der hjemſogte
ham ikke faa ſjelden fra Aaret 1729, kjorte han fig
gierne efter Middagstaflet en Tour i aaben Vogn
ledſaget af et Par Officerer, eller, hvis der indtraf
daarligt Veirligt, pleiede han at male, et Arbeide, under
hvilket den utrættelige Wand, der altid maatte have
Noget at beffjæftige fig med, mente, at man beqvemt
kunde fordeie. Denne edle Kunſt dyrkede Hans Maje⸗
ſtet invita Minerva, uagtet denne Beſtjeftigelſe ſtod i
Modſtrid med hans ovrige Principer, da han foragtede
al hoiere Kunſt og Videnſkab med Undtagelſe af Theo⸗
logien; thi en ſtreng, orthodox Chriſten var han.

Skjondt der anføres ikke mindre end fem Hofmalere
i Statscalenderen fra den Tid, og ſtjondt der var dygtige
Meſtre (f. Ex. en Pesne) ved Kunſtacademiet, tog han ikke

I

192 Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium.

ſin Tilflugt til disſe, men noiedes med en Meſter Hans,
en Klatmaler, der maatte tegne Portraiter af Bonder,
Betjente, ſtore Gardiſter og rive Farver for hans hoie
Elev, ſom derpaa ſelv colorerede Portraiterne. Denne
Medhjælper fif en lille aarlig Gage og en Gylden for hver
Dag, der blev malt, men, ſtakkels Hans! les tours de
baton vare langt rigeligere, thi hvert Penſelſtrog, ſom
mislykkedes Kongen, der under ſine Anfald af Podagraen ikke
var idet bedſte Humeur, maatte han betale med Stokkeprygl.
Engang lod den kongelige Kunſtmaler en Skilderihandler
Schütz falde for at fane at vide, hoormeget han kunde fortjene
ved fin Kunſt, og af denne horte han til ſin ſtore Til⸗
fredshed, at hani det værfte Tilfælde kunde leve af den.

Da nogle Medlemmer af Tosakscollegiet yttrede
Tvivl herover, lod han ſtrax nogle af fine Malerier fal—
byde hos en Hofleverandeur. Denne, der ikke kunde
undflaae fig for Kjobet, bod 100 Th. for Stykket. Kongen
ſlog til, men erfarede ſnart, at Kjobmanden havde ophængt
de kongelige Billeder udenfor fin Boutik med den Over⸗
ſkrift: Malede med egen Haand af Hans Majefiæt Kon—
gen. Dette var ham ubehageligt. Han ſendte derfor
Kjebmanden Pengene tilbage, men denne benyttede fig
heraf og erklærede, at han umuligt kunde fille fig ved
faa værdifulde Gjenſtande for den ringe Indkjobspriis,
og Kongen maatte bekvemme fig til at give ham en be⸗
tydelig Opgjeld.

Da han engang havde fuldendt et Jagtſtykke, on⸗
ſtede han at høre en af fine Slotsfogders, en født

Faed. Vilh. d. Førfte og haus Tobakscollegium. 193

Hollenders Mening derom. Denne forſikkrede dem, at
det var malet ganſke i en berømt Nederlenders Bas
Clas's Maneer, der til nærmere Forſtaaelſe af fine Fi⸗
gurer betegnede dem med Bogſtaver og Underſkrift: das
is gemalen von Bas Clas; a is de Hund, en b is de
Haas. Flere af Kongens Frembringelſer exiſtere endnu.
Under nogle, der bleve bragte til Verden under Podagraens
Veer, læfer man de betegnende Ord, ſkrevne med hans egen
Haand: In tormentis pinzit F. W. f

II.

Om Eftermiddagen eller henad Aften begav han
ſig i ſit Aftenſelſkab eller Tobakscollegium. Allerede
hans Fader havde indført ſaadanne Selſkaber; dog Hof⸗
ceremoniellet fordampede ikke her ſom Tobakken, men
den fine Etiquette fulgte ogſaa derhen med de ſtive Pa⸗
rykker. J det kongelige Slot i Berlin hænger et Maleri,
der foreſtiller et ſaadant Selſkab. Kongen og Dronnin⸗
gen, den aandrige Sophie Charlotte, begge kledte i
Hermelin og Koſtbarheder, ſidde ved et Bord; Dron⸗
ningen tender med fin fine Haand ved Hjælp af en
Fidibus Kongens lange Leerpibe. Rundtomkring ſidde
Generaler og Miniſtre i Galauniform efter ſtreng af-
maalt Rangorden. Det øvrige Hofperſonale lige ned til
Pager og Lakaier mangler ikke. Ogſaa hos Frederik
Vilhelms Svigerfader Georg den Forſte af England og
flere af Datidens tydſke Fyrſter omtales ſaadanne

17

194 Fred. Vilh. d. Førfte og hans Tobakscollegium.

Tabagier, ſom i europæiff Beremmelſe rigtignok ikke
kunne taale en Sammenligning med Frederik Vilhelm
den Forſtes, da disſe ſpille en betydelig Rolle i den Tids
Politik.

Der var to Hofpartier og politiſke Leire i Kongens
nermeſte Omgivelſer, der ved Lift, Intriger og Cabaler
forte Krig paa Liv og Dod med hinanden. Begge ſogte
at vinde Kongen for fig, der var ligeſaa vaklende og
ubeftemt i fin ydre Politik, ſom han var ubeielig og
hals ſtarrig i at folge fine Yudlingspasſioner: ſamle
Penge i fit Skatkammer og hoie Soldater i ſin Armee.
Det ene Parti ſogte at flutte ſig til England og arbeide
i dets og Preusſens Interesſe. Det andet var for Kei⸗
ſeren og ſtod tildeels i hans Sold. Det engelſle anfortes
af Dronningen, Sophie Dorothea, en Datter af den
tidligere Curfyrſte af Hannover, dengang Konge af England.
Hun var ikke ſmuk, men beſad kongelig Anſtand og
Værdighed i fin Fremtreden, og hendes dannede Aand og
kydſte Levnet indgjod Agtelſe, medens hendes Hjertens⸗
godhed og ulykkelige Huusliv ved Siden af den tyran⸗
niſke ag raa Gemal vandt hende Alles Hjerter. Hun
ſtjenkede ham fjorten Bern, og han var hende ubrodelig
tro, omgikkes hende med Frihed og Utvungenhed, kaldte
hende ſom ofteſt „ſin Phie“ (Fiekchen) og i Andres
Nerverelſe kun „ſin Kone“. Men hans Hidſighed og
Vildhed, der grendſede til Afſindighed, kaſtede morke
Skygger i den ſtolte og ærgjerrige Sophies Sjæl og

Fred. Vilh. d. Førfte og hans Tobakscollegium. 195

beredte hende og hendes Born mange kummerfulde
Timer.

J Begyndelſen af Frederik Vilhelms Regering be⸗
fad hun ingen ringe Indflydelſe hos ham, ſkjondt hun
ikke var hans forſte Kjerlighed, og hun traadte driſtigt op
mod ſine Modſtandere, Fyrſt Desſau og General Grumbkow,
der var det andet Parties Ledere. Men dette varede ikke længe,
Ved underfundige Beſkylduinger lykkedes det omſider
disſe to Rankeſmede at vælte Kongens Mistanke mod
hende i den Grad, at hun i Aaret 1792 ikke engang
fik Lov til at lede fin aldſte Datter Vilhelmines Op⸗
dragelſe og vælge hendes Gouvernante. Siden den Tid
blev hun forſigtigere ligeoverſor fine Modſtandere og
blev dem efterhaanden en farlig Medbeilerinde i at
ſtemme Kongen i hans ydre Politik. Hendes Aergjerrighed
ſtrebte i ligehoi Grad efter at hævde Preusſens og Hannovers
Anſeelſe, thi hun elſkede fit Fodeland af fin ganſke Sjæl.
Da hendes: Fader, Georg, en beſkeden Churfyrſte, Aaret
efter hendes Mands Thronbeſtigelſe ſteg op pan Eng⸗
lands Kongethrone og blev ſom Regent af England og
Hannover en af Europas magtigſte Potentater, ſteg ogſaa
et Haab op hos Sophie. Fra nu af blev det hendes
Livs Formaal, ſom hun med ſeig Üdholdenhed under
Krenkelſer og huuslige Sorger aldrig tabte af Syne,
ved en inderlig Forbindelſe mellem den engelſk-hanno⸗
veranſke og preusſiſke Kongefamilies eldſte Born at
knytte de to Riger ner til hinanden. Familieinteresſer,

det ledende Driohjul i det attende Aarhundredes Alliancer
; 13% :

—

196 Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium.

og Krige, var altſaa den hemmeligt tilſkyndende Magt
hos hende. Maaſkee har hun ogſaa tænkt derved at for⸗
bedre ſin huuslige Stilling til ſin Gemal. Da Frederik
Vilhelm i Aaret 1720 opgav fit Forbund med Peter
den Store og knyttede fig til Georg for i Forening med
ham at flutte den elendige Fred med Sverrig, kan man
heri ſpore Dronningens Finger. Endelig blev ved hen⸗
des Indflydelſe et Dobbeltegteſkab mellem begge hendes
Born, Vilhelmine (den beromte Memoireforfatterinde,
Markgrevinde af Baireuth) og Frederik (den ſenere
„Store“) ſamt Hertugen af Gloceſter, Georg den Forſtes
Sonneſon (den ſenere Georg den Tredie) og hans Soſter
Amalie bragt paa Bane, og pan den politiſte Horizont
ſteg en Dobbeltſtjerne op, der fra fin Opgang til fin
Nedgang i mange Aar gjennemgik alle mulige Phaſer
fra den ſterkeſte Glands til fuldſtendig Forſoinden. Ofte
troede Sophie at være ner ved fit lengſelsfuldt ventede
Onſkes Opfyldelſe for atter at ſee fit Vark forſvinde
ſom en Logtemand.

J Hannoverforbundet, der i Aaret 1825 ſluttedes

mellem England og Frankrig til Forſvar mod Wiener

alliancen mellem Keiſeren og den argjerrige ſpauſte
Dronning Eliſabeth, tog Preusſen Deel. Baade Keiſeren
og Georg havde beilet til Frederik Vilhelm, thi denne
var en vigtig Forbundsfalle, der ſtillede 64,000 Maud
i Marken. Preusſerkongen havde valgt England, viſt
heller ikke her uden Indvirkning fra Dronningen, da
han hadede Alt, hvad der var franſk.

9

Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium. 197

Men han havde ikke fulgt fit Hjertes Stemme, da
han ſkilte ſig fra ſin Keiſer; han gjorde det kun for at udvide ſit
Lands Territorium ved Lofter om Jüllich og Berg.
Mange Misforſtaaelſer, Forſtemninger, Hvervingsſtridig⸗
heder hindrede de to Monarkers gode Forſtaaelſe, og
Forbundet lesnedes mere og mere. Keiſer Karl, der var
vel underrettet herom, ſendte i Aaret 1726 Grev Secken⸗
dorf, ſom i lang Tid havde ſtaaget i Brevvexling med
Kongen af Preusſen og var i Yndeſt hos ham, til Hoffet
i Berlin og udnævnte ham fnart derpaa til fin mid⸗
lertidige Geſandt ved det preusſiſke Hof. Fra dette Sie⸗
blik indtræder: Egteffabsfpørgsmaalet i en merkere
Phaſe, og Kongen vender ſig mere og mere bort fra
England.“) J Forbindelſe med Grumbkow, der bliver
aarlig betalt af Hoffet i Wien, General Bork og Fyrſt
Desſau trodſer Seckendorf det engelſk-franſke Parti:
Dronningen, Kronprinds Frederik, hans Soſter Kron⸗
prindſesſen, Vilhelmine, Miniſtrene Ilgen og Knyphauſen.
Seckendorf ſpinder Intrigenettet med Snuhed og Snild⸗
hed, medens Dobbeltgiftermaalet mere og mere for⸗
ſvinder.

Tobakscollegiet blev iſer benyttet af Kongens Raad

) Georg den Foſte døde Aaret efter, og Georg den Anden, hans

Efterfalger, hadede Kongen lige fra den Tid, da denne ſom
Dreng gav ham en blodig Neſe i Hannover. Georg
kaldte altid ſin Svoger „Corporalen“ eller SAS „Erke⸗
ſandſtrger“.

198 Fred. Vilh. d. Forſte og haus Tobakscollegium.

givere til at ſtemme ham til den Side, de onſkede, og
her havde de frit Spillerum, thi Dronningen og Mini—
ſtrene vare udelukkede herfra. Her modtog Hans Maje⸗
ſtet utallige Indtryk, let paapirkelig ſom han var i den
hoiere Politik, der gik over hans jevne Forſtand, og her
lyttede han til ſine gamle Generalers Raad. Derfor
var det iſer de fremmede Miniſtre, ſom med faa Und—
tagelſer ikke havde Adgang her, af Vigtighed at faae at
vide, hvad, der var blevet ſagt i Tobaksraadet, og endnu
mere at vinde et eller andet Medlem ſor at fane Kongen
ſtemt efter Onſke. Her var en vid Mark for den ſnu
Sneckendorf og den liſtige Grumbkowb. Her vævede de
deres fine Edderkoppeſpind om Frederik Vilhelm, ſom
haus kluntede Pote ikke forſtod at ſonderrive; her lode
de den vilde Kongebjorn dandſe efter deres Pibe og for⸗
lyſtede fig ſelvb og Verden ved dens pudſige Spring.
Hvor glade vare de ikke, naar de engang ret for Alvor
havde gjckket den tykhudede Herre af Guds Naade, der
pleiede at ſige: „Jeg er Konge og Herre og kan gjore,
hvad jeg vil.“

Men man maatte gage frem med ſtor Forſigtighed.
Ligeſaa gaben Kongen var, ligeſaa mistroiſk og misten⸗
kelig var han. Ingen turde tale ſagte med den Anden,
thi da vaagnede Loven: et Vredesudbrud var i Vente,
og den var ikke at ſpoge med, naar den reiſte Manke
og udſtedte fit Brol. Derfor havde de jævne, troſtyldige
gamle Officerer eller de, der kunde anſtille ſig ſaaledes,
langt mere Indflydelſe paa ham end de klogtigſte Hoveder,

Fred. Vilh. d. Forſte og hans Tobakscollegium. 199

thi disſe ſkyede han i Bevidſtheden om deres Overlegen⸗
hed.

Disſe regelmesſige og daglige Forſamlinger af⸗
holdtes i Berlin, Potzdam eller Wuſterhauſen, Kongens
tre Opholdsſteder, efterſom han reſiderede paa et af disſe
Slotte. Der var indrettet beſtemte Verelſer dertil; men
om Sommeren forſamlede man ſig ofte i et dertil indrettet
Telt i det Frie. Her var ingen Rangforordning, al
Etikette var banlyſt, og den ſtorſte Utvungenhed og
Ligefremhed triumferede her over Hofceremoniellets kjede⸗
lige og ſtive Love. Deeltagerne vare Generalerne og Stabs⸗
officererne i Kongens Folge, ſedvanlig en halv Snees
Perſoner. Ogſaa fremmede Notabiliteter, ſom opholdt
fig kortere Tid i Preusſen, og Lerde, der ved deres
Skrifter havde erhvervet fig et beromt Navn, bleve ind⸗
budne. Den + vittige og fnakkeſalige Baron Polnitz, en
bekjendt Memoireforfatter fra denne Tid, nod det Fortrin
at kunne komme uindbuden. Han havde reiſt meget
oplevet mange Eventyr og morede Selſkabet ved ſine
Hiſtorier, ſom han. fortalte godt, ſkjent han ikke altid
holdt fig ſtrengt til Sandheden. Til de ſelvfkrevne Gia
ſter horte desuden den berømte Fyrſt Leopold af Anhalt
Desſau, almindelig kaldet „den gamle Desſauer“. Han
var beſlegtet med Kongen, ſaavel kjedeligt ſom aande⸗
ligt, en ſtreng Herre af rage Seder, merk og haard i fit Ydre
ſom i fit. Indre; han ſatte kun Priis paa Penge og
Soldater og foragtede alt Andet, iſer Kunſt og Viden⸗
ſkab. Men hau var en dygtig! Krigsmand, hapde tjent

200 Fred. Vilh. den Førfte og hans Tobakscollegium.

fine Sporer i det blodige Slag ved Malplaquet og lært Krigs⸗
kunſten hos den ſnilde Eugen. Han var ligeſaa ſnu og
liſtig ſom ærgjerrig og driſtig, og hvor han ikke kunde
trænge igjennem ved Magt, forſtod han at anvende. Lift
og benytte fig af fin aandelige Overlegenhed hos Kongen.
Han var en farlig Fjende, der aldrig tilgav en For⸗
nermelſe. Efter en romantiſk Kjerlighedshiſtorie havde
han egtet en borgerlig Pige, en Apotheker Böſes Datter
i Desſau, et Serſyn af Mesalliance paa disſe Tider
og i disſe Kredſe, og hans Gemalinde, der var lige
udmærket ved Skjonhed, Ynde og Forſtand, havde ikke
gjort hans Valg tilſkamme.

Foruden „Desſaueren“ horte General Grumbkow
til Tobakscollegiets Stamgjeſter. Han var en Adels-
mand fra Pommern, der havde uddannet fig ved Datidens
beromte Univerſiteter i Leyden og Utrecht, og han havde ved
mangeſidig Omgang med Hof-, Krigs- og Statsmand
erhvervet fig en udbredt Verdenskundſkab. Ved ſin Vit⸗
tighed, fine muntre Indfald og fin tilſyneladende
Aabenhed og Frimodighed var han bleven Kongen en
behagelig og efterhaanden uundværlig Omgangsven. Han
elffede Bordets Glæder og gav fin Kok 400 Th. aar⸗
lig; for fin ſterke Drikkeevne fil han i Collegiet Til⸗
navnet „Biberius.“ Grumbkow var en Egoiſt, der
ligeſaa lidt elffede fin Fyrſte ſom hans Huus og Land,
men tenkte kun ved ethvert Middel paa at holde fig i An⸗
ſeelſe hos Eneherſkeren. Han forſmagede ikke at lade
fig beſtikke af Keiſeren og forraadede med ſtor Frekhed

Fred. Vilh. den Førfte og hans Tobakscollegium. 201

og Dumdriſtighed baade ſin Konge og ſit Land. Vilhel⸗
mine, Frederik den Andens aandrige og aandsbeſlegtede
Soſter, der har en hvas Pen og en ſpids Tunge, af⸗
maler ham tilligemed Desſau i ſine Memoirer med de
morkeſte Farver og tillægger ham et Hjerte fuldt af den
ſorteſte Ondſkab, medens hun ikke frakjender ham Aand
og Vid. Han var den intelligenteſte og meſt dannede
mellem Monarkens ſtupide Tobaksfaller.

Til de fremtredende Perſonligheder i Tobakscolle⸗
giet hører endelig Grev Seckendorf, den omtalte eſter⸗
rigſte Geſandt i Berlin. Han rog ikke, men gav fig
alligevel ÜUdſeende af at ryge for at behage Kongen,
idet han ligeſom Desſau ſtadig holdt fin hollandſke
Leerpibe i Munden og puſtede med Leberne. J For:
ening med de to foregaaende Mænd, Desſau og Grumb⸗
kow, danner Seckendorf et Triumvirat, der er Sjælen i
de mere politiſke og vigtige Debatter i Forſamlingen, og
han er den fornemſte Acteur i den Komedie, der opføres
ved Hoffet hver Aften fra Klokken fer til ni.

Hans Excellence Feltteimeſter Grev Seckendorf
havde kjendt Frederik Vilhelm fra Marlboroughs Dage
og Beleiringen af Stralſund, det eneſte Krigsmoment i
den ſtokmilitaire Konges fredelige, 27aarige Regimente,
dengang da Greven ſom Generallieutenant commanderede
de ſachſiſfke Tropper; men det var iſer efter Aaret 1726,
da han var bleven anſat i Berlin, at han fik en over⸗
veiende Indflydelſe ved Hoffet. Det var ham, der
vandt Epicurceren Grumbkow for de oſterrigſke Inters

202 Fred. Vilh. den Førfterog hans Tobakscollegium.

esſer og fif Keiſeren til aarlig at give ham en Penſion
af tuſinde Ducater. Seckendorf var over de Halvtreds,
da hau kom til Berlin, en ſtiv og ſpidshaget gam⸗
mel Adelsmand, en Typus paa det attende Aarhundredes
Diplomater, ligeſaa gjerrig, ſom falſk og underfundig.
Ingen forſtod bedre at lyve end han og fore ſig Lognen
til Notte. Han ſtod i en vidtloftig Correſpondance med
Prinds Eugen og underrettede Wienerhoffet om Alt,
hvad der forefaldt i Berlin, lige ned til de huuslige
Skandaler i den kongelige Familie, hvilke Hans Maje⸗
ſtet i ſine aftenlige Tabagier med henſynslos Aabenhed
gav fine Gjeſter tilbedſte.

Til disſe horte endvidere hans Generaler Derſchau,
Flaus, Glaſenap og Flere, Mend der vare graanede i
Militairlivet, rage og uvidende i alt Andet og altſaa ret
efter den preusſiſke Spartanerkonges Sind. Den hol⸗—
landſke Geſandt Ginckel var ogſaa velſeet her. Det
lærde Element var heller ikte udelukke, ſkjondt verdom⸗
men kun ſpillede en ſorgelig Rolle i denne Kreds; thi
de lærde Hofraader maatte tillige overtage Hofnarrens
bedrovelige Rolle. Af ſaadanne, der havde den Funktion
at gjore Üddrag af fremmede Aviſer og holde Foredrag
for Gjeſterne, hape ifær Gundling, Faßmann, Morgen-
ſtern og Andre opnaaet en tuetydig Navnkundighed.

Tobaksgjeſterne fane. intet til kongelig Luxus og
Pragt; man folte fig pludſelig henſat i en jævn Borger⸗
mands eller ſimpel Landjunkers Huus. Alle Meublerne
bare tarvelige og uden overflodige Prydelſer. Pag Bordet

Fred. Vilh. den Førfte og hans Tobakscollegium. 203

ſtode ſmao flettede Kurve med hollandſk Tobak og Torve⸗
gloder i ſmaa Kobberpander; paa et Sidebord var der
opſtillet en Krukke med godt Smer, Brod, kold Steg
eller Skinke. Enhver Gjeſt kunde tage for ſig heraf
og havde desuden foran fig en Kande Duckſteinerol og
et Glas. Man ſljankede felv i, thi Tjenerſkabet var
forſvundet og vifte fig kun paa et Tegn af Kongen.
Undertiden trakterede denne med en Ret Fifi og Salat,
ſom Majeſteten tillavede med egen Haand. Forſt va⸗
ſkede han Hænderne og begyndte at ffære Fiſten itu;
naar Stykkerne vare i Kjedlen, vadſkede han fig igjen
for at ſervere Salaten. Saag vaſkede han ſig igjen,
forend han kom Olie paa den, og endnu to Gange,
forend han anrettede Fiſken og fatte fig tilbords.
Underholdningen i Tobakscollegiet var i hoieſte
Grad mangeartet og blandet. J broget Charivari kom
Alt paa Bane, ligefra de hoieſte, vigtigſte Statsſager
af indgribende Betydning for Land og Rige lige ned til
de ubeipdeligſte Narreſtreger; alvorlige, theologiſte Ma⸗
terier varierede med den ſcurrileſte og raaeſte Pasſiar.
Man ſpogte, man lo, man politiſerede, man agiterede,
man duperede hverandre, medens Tobaksdampen leirede
ſig i Skyer om denne olympiſke Forſamling, hvor der
altid var Torden i Luften; thi man kunde aldrig være
ſikker for et Vredesudbrud af Guden, der thronede paa
fin Treſkammel midt iblandt dem. Man maatte altid
huffe- paa, at man befandt fig paa eller ved en bren⸗
dende Vulkan, ſelb naar Hans Majeſtet var i godt Lune

204 Fred. Vilh. den Forſte og hans Tobakscollegium.

og med en elffværdig Aabenhed aabnede og lettede fit
Hjerte for Forſamlingen.

Hoie fyrſtelige Perſoners Beſog forſtyrrede ikke disſe
Sammenkomſter. Kongen indbød fine fremmede Gjeſter
hertil, ja i Aaret 1732 fane det næften ud, ſom om
han brugte Tobakscollegiet ſom Maſke for en politiſt
Congres. J det mindſte er det ſikkert, at her ſkete
Volgagitationer for det romerſke Kongevalg, og den even⸗
tuelle Keiſer, Frants af Lothringen, Maria Thereſias
Mand, anbefalede ſig her med en dampende Pibe. Mange
andre tydſke Fyrſter præſenterede fig her. Selv den
kempeſterke Auguſt af Sachſen og Polen turde ved fit
Beſog i Berlin ikke forſomme at beſoge Tobakscollegiet.
Han viſte ſig der i ſin Hofnar Fröhlichs Selſkab, og
det kom til en artig Scene mellem denne Sidſte og den
heilerde Geheimeraad Gundling, hvem Narren titulerede
„Hr. Broder,“ til ſtor Fornoielſe for Selſkabet. Den
kjereſte fyrſtelige Gjeſt i Collegiet var Kong Stanislaus
af Polen, ſom i Aaret 1735 efter fin Fordrivelſe be⸗
ſogte Frederik Vilhelm. Han pleiede at ryge omkaps
med Preusſerkongen, undertiden tredive til toogtredive
Piber pan en Aften, faa at Tabagiet blev forlænget til
langt ud paa Natten.

For at anffueliggjøre den broderlige Frihed og
Lighed, ſom den i egen Indbildning „republikanſke“
Konge Havde befalet fine Gjaſter at iagttage, vil jeg
anfore nogle flanende Trek. Enhver ceremoniel Hilſen
var forbudt, og Ingen maatte fane op for at hilſe paa Kon⸗

Fred. Vilh. den Forſte og hans Tobakscollegium. 205

gen eller de kongelige Prindſer, naar de traadte ind i
Salen. Naar man var træt af at converſere, tillod
Hans Majeſtæt, at man tog fig et Parti Schak eller
andet Bredtſpil, ikke Kort, ſom var forbudt. Han felv
pleiede da at ſpille Toccadille, et Terningſpil, med Ge⸗
neral Flaus, en pommerſk Adelsmand af djerve og
ligefremme Seder. Kongen betydede engang Generalen,
at det ikke pasſede fig for dem paa Skraderviis at ſpille
uden Indſats, men at man for Fremtiden maatte ſette
en Groſchen ind. „Lad blot være med det,“ ſparede
Flaus paa fit Plattydſk. „Nu kaſter Deres Majeſtet
mig neſten Terningerne i Hovedet, ſkjondt vi ikke ſpille
om Noget. Hvorledes vilde det da gage, naar vi ſpille
om Penge?“

En ſaadan fri Spog behagede Kongen, og de Gje⸗
ſter, ſom havde Mod til at tillade fig en ſaadan, vare
ham de velkomneſte. Hertugen af Holſteen, ſom ved ſit
anmasſende Veſen undertiden gjorde fig altfor bemerkelig
i Selſkabet, gjorde den Erfaring, at den ſamme djærve
General Flaus var ſlem at binde an med. Da nemlig
Hertugen engang paa fin ſadvanlige hoitalende Viis af⸗
brød Generalen, tog denne et Europaskort, der laa
paa Bordet, hen foran fig, udbad fig alle Lyfene og
anſtillede fig, ſom om han med Jver ſogte om Noget.
Kongen, his Nysgjerrighed var bleven vakt, ſpurgte
ham, hvad han ſogte om. „Jeg ſoger om Hertugen
af Holſteens Rige, men det maa vere et daarligt Rige,

206 Fred. Vilh. den Førfte og hang Tobakscollegium.

det, da jeg ikke engang kan finde det, og dog gjor den
Herre fig faa tyk deraf.”

Til en preusſiſk Oberſt, ſom nylig var vendt til-
bage fra Paris, rettede Kongen i Tobakscollegiet det
Sporgsmaal, hvorledes han ſyntes om den franſke Konge⸗
familie. „Ak.“ ſparede Officeren, „om Forladelſe, Deres
Majeſtet! det er lutter ſmaat Toieri, pasſende til et tre⸗
die Geled; Ingen maaler over fem Fod!” Kronprindſen,
den intelligente og franſkdannede Frederik, maatte under⸗
tiden for at behage den tyranniſke Fader overvære disſe
platte og rage Drikkeſelſkaber, men naturligviis ugjerne og
modſtrabende, thi i ſit Hjerte foragtede han baade Sel⸗
ſkabet og Underholdningen. Han røg heller ikke og
havde heller ingen Pibe i Munden ſom Desſaueren og
Seckendorf. Hans unge Brødre, de ſmaa Prindſer,
traadte ſedvanlig ind i Tobakscollegiet ved Sengetid
for at ſige den ſtrenge Fader deres Godnat, og den
ſtore Frihed, ſom herſkede her, behagede Drengene ſaa
vel, at de altid modſtrabende fortes tilbage til Dron⸗
ningens Verelſer.

Disſe Aftenſelſkaber vare i Aarenes Lob blevne
uundverlige for Kongen og hans anden Natur, faa at
han ofte under Sygdom, trods ſtore Smerter, lod fig
bære eller rulle til fit Tobakscollegium, eller ogfaa lod
han falde Tobaksgjeſterne til fig ved Sengen. I fine ſidſte
Aar var han ofte upasſelig. Vatterſot og andre Onder
hiemſogte ham, og hans Endeligt ſyntes at nærme fig ;
men den ſyge Love var dog ikke at ſpoge med og maatte

Fred. Vilh. den Forſte og hans Tobakscollegium. 207

omgaaes med ſtor Forſigtighed, thi Frederik Vilhelm var
den ſamme Tyran fra ſine Drengegar til fit ſidſte Aande⸗
drag. Da Kronprindſen engang i Fadereus ſidſte Leve⸗
tid efter en Revue i Ruppin uventet traadte ind i To⸗
bakscollegiet, og Alle i den rygende Kreds ſtode op for
at gjore deres Reverents, toertimed Collegiets Regle⸗
ment, blev den foage Konge heftigt forternet. Hans
Harme betog ham i den Grad, at Kammertjeneren maatte
bringe den maalloſe Monark tilbage til hans Varelſer.
Der blev ſtrax udſtedt den Befaling, at ſamtlige Gje⸗
ſter oieblikkelig ſkulde forlade Slottet og ikke komme
igjen. Efter nogen Tids Forlob, da Kongens Harme
havde lagt fig, og han ikke kunde undvære, hvad der var
blevet ham til anden Natur, erholdt Gjeſterne Adgang igjen,
men forſt efter droie Tilrettevisninger. Saaledes ſagde
han til Hertugen af Holſteen, at han ikke maatte troe at
have ſtorre Rettigheder end de Andre. Hans Hoved
ſkulde ligeſaa godt flyve af ſom de Svriges, naar han
vedblev at tilbede den opgagende Sol.

Men Frederik Vilhelm maatte ſnart efter ſige fine
fjære Tobaksſelſkaber og derte Lib Farvel for beſtandig.
Han dode rolig og fattet den 31te Mai 1740 og for⸗
nægtede ikke engang i fin ſidſte Stund fin vilde Heftig⸗
hed, der ſom en ond Dæmon havde fulgt ham gjennem
Livet. ;
Paa Slottet i Berlin hænger et Maleri, der frem=
ſtiller et Tobaksſelſfkab hos Frederil Vilhelm. Kongen
ſidder paa fin Treſkammel ved et langt Bord i fin vel⸗

208 Fred. Vilh. den Forſte og hans Tobakscollegium.

bekjendte Oberſtuniform med en dampende Pibe i Haanden.
Tilhsire ſees Kronprindſen i hvid Uniform med blaae
Opflag; han er den Eneſte i Selſkabet, der ikke har
nogen Tobakspibe i Haanden. Ved Bordet ſidde des⸗
uden elleve Perſoner paa lange Trebenke i hvide, blaae
og grage Uniformer. Man gjenkjender i dem flere af Datidens
hoie Officerer. Ved Bordets nederſte Ende ſeer man
en Mar med en tam Hare ved Siden. Livlegen og
Livchirurgen ere placerede ved Væggen, og to unge Prind⸗
jer, i blaa Uniform ligeſom Faderen, træde ind med deres

trekantede Hatte i Haanden for at ſige deres Fader
Godnat.

209

Efteraaret.

Af
Guſtave Droz.

Kjender Du Efteraaret, kjœre Leſer, Efteraaret ude
paa Landet med Stormens lange, forunderlige Suk, med
de gule Blade, der borthviroles af Vinden, med de opblødte
Stier, med de deilige Solnedgange, der ere blege ſom
Smilet hos en Syg, med de morſomme Vandpytter paa
Veiene. Kjender Du alt dette?

Hvis Du har feet det, faa kan Du ikke have feet
koldt og ligegyldigt paa det. Thi man maa enten affiye
det eller elffe det inderligt.

Jeg hører til dem, fom holde af det; ja jeg vilde
bytte to Sommere bort for et eneſte Efteraar. Jeg finder
et ſtort flammende Baal i Kaminen fortryllende, og jeg
befinder mig ſaa inderlig vel, naar jeg ſidder hjemme i
Kakkelovnskrogen, medens min ſtore Hund lægger fig til
Hvile paa de vande Støvler. Man hører, Hvorledes

14

—

—

3 TE 1 1 re

„„

210 Efteraaret.

Binden piber om Ladehjornet, hvorledes den ſtore Port
knager paa fine Hængsler, hvorledes Hunden hylende
rasler med fin Lenke, og trods Stoien fra Skoven,
der under vrede Suk boier fin Krone, ffjelner
man tydeligt de ynkelige Skrig af en Flok Navne, der
kemper mod Stormen. Regnen pidſker paa Ruden,
og idet man mageligt ftrælfer fine Fodder hen imod Ilden
tenker man paa dem, ſom ere udenfor. Man tenker paa
dem, der ere paa Soen, paa den gamle Doktor, der ſelv kjorer
ſin lille ſtodende Kabriolet, medens Hjulene bore ſig
dybt ned i de opblodte Veie, og medens den gamle Heſt
vrinfker mod Vinden. Man tanker paa de to Gens⸗
darmer med den regndryppende Hat, naar man feer dem
ryſtende af Kulde og gjennemblodt ride hen over Viin⸗
bjergene pan deres adſtadige Dyr. Man tenker "paa
Jegeren, der har forſinket fig ude mellem Lyngen, og
man horer ham, forfulgt af Stormen, pibe efter fin
Hund, der pjaſker omkring i Sumpene.
Stakkels Doktor, Stakkels Gensdarmer, ſtakkels
Jæger! f

Og pludſelig aabner Doren fig, og min lille Kjale⸗
degge kommer for at fortalle:

— Fa'er, nu ſtaaer Middagsmaden paa Bordet!

Stakkels Doktor! Stakkels Gensdarmer!

— Naa, og hvad ſkal vi have at ſpiſe?

Dugen var hvid ſom Sneen i December, og Couver⸗
terne ſtraalede i Lampeſkinnet; Dampen fra Terrinen ſteg

Efteraaret. 211

. Beiret og fatte Dug paa Lampeglasſet, medens den
famtidig udbredte en velfignet Kaallugt i Stuen.

Stakkels Doktor! Stakkels Gensdarmer!

Dorene vare lukkede, Gardinerne omhyggeligt trukne
for, min lille Søn rettede fig paa fin Stol og ſtrakte
Halſen frem, for at man ſkulde binde Servietten om⸗
kring ham, og med det ſamme klappede han i Hænderne
og raabte:

— Gronlangkaal, Gronlangkaal; jeg holder rig⸗
tig meget af Gronlangkaal!

Og jeg ſmilte og ſagde til mig ſelv: „Den lille
Knægt har dog altid den ſelvſamme Smag ſom
hans Fader.“

Mama kom nu og ſagde muntert, idet hun lagde
Handſkerne fra ſig:

— Idag fkal vi have noget, ſom Herren holder
af, veed jeg.

Det var den Dag, vi pleiede at faae Faſaner,
og uvilkaarlig vendte jeg mig om mod Buffetten for at
ſee, om min gamle ſtovede Chambertinflaſke ſtod der.

Faſaner og Chambertin! Forſynet har fkabt dem
for hinanden, og min Kone har aldrig ffilt dem ad.

— Det kan nok være, at vi har det godt her,
ſagde jeg ſtraalende af Lykke, det kan nok være, mine
Born, ikke ſandt?

— Jo, det har Fa'er rigtignok Ret i, tilfoiede den
lille Krabat, idet han gav fig ifærd med fin Gronlangkaal.

Og vi gav os til at lee Alleſam men.
14*

912 Efteraaret.

Stakkels Gensdarmer! Stakkels Doktor!

Ja, ja, jeg holder meget af Efteraaret, og jeg holder
af det, ikke alene paa Grund af den Fornoielſe, ſom
det er at ſidde hyggeligt og hjemligt ſammen om
et ſtort flammende Baal, men ogſaa paa Grund af
felve Regnſkyllet, ſelve Stormen og de gule Blade. Der
ligger en egen, forunderlig Tilfredsſtilleiſe i at kunne
trodſe det Altſammen.

Hvor ofte har jeg ikke med ham, den 11255 D
ſpadſeret omkring derude, ſkjondt det var koldt og
ſtjendt der var forte, truende Skyer paa Himlen!

Vi havde naturligviis pakket os godt ind og vare
trufne i vore lange Stovler, Jeg tog ham ved Haans
den, og faa tourede vi ud, hvorhen det kunde traffe fig.
Han var kun fem Aar gammel, men ſtampede dog afſted
ſom en Mand. Herregud! Det er nu femogtyve Aar
ſiden!

Vi vandrede henad Stien mellem morke og
brivvaade Buſke; bag be ſtore, nøgne Popler ffim-
fede vi Horizonten og ſaae i det Fjerne under en violet«
farvet Himmel de gule Straatag og de rode Skorſtene,
hvorfra ſmaa blaae Skyer ſtege i Veiret og joges
omkring af Vinden. Min Dreng hoppede af Glæde og
holdt pan fin Hat, for at den ikke ſkulde flyve fra ham.
Hans Kinder vare rede af Kulde, og under Naſetippen
hang der en lille, gjennemſigtig Vandperle, der var lige
ved at falde. Men han var forneiet og glad, og faa
vandrede vi afſted henover de ſtore Enge, ſom Agen havde

*

Efteraaret. 213

overſbommet. Hoilke Masſer af Giv, Aakander og
Ror var der ikke her! Og faa Koerne, der ſtode i Gres
til midt op paa Benene!

Henne bag en ſtor tor Pilebul ſad to Smaapiger
og krob ſammen tet op til hinanden. De ſad med de nogne
Been i Treſkoene og pasſede paa deres Koer, medens deres
to ſmaa gjennemisnede Anſigter tittede from af en ſtor
Kappe, ſom de havde hyllet fig ind i.

Af og til ſperredes Veien af ſtore Vandpytter, i
hvilke den blege Himmel ſpeilede fig, og vi bleve da
ſtaaende et Sieblik ved Bredden af disſe improviſerede
Søer for at fee paa, hvorledes Vinden kruſte deres
Flader og hvorledes Bladene ſeilede omkaps paa dem.
Stakkels Blade! Det var Aarets ſidſte; vi ſaae dem
rive fig los fra Toppen af de ſtore Træer, vi ſaae dem
hvirvle en Stund omkring i Luften og faa falde ned i
Vandet. Jeg tog min lille Mand under Armen, og vi
gik videre. Pag Groftkanten langsmed de nøgne
Marker fane vi hiſt og her en væltet Plong eller en
ſkjedesloſt henkaſtet Harve. De afplukkede Viinranker

laae hen ad Jorden, og Pindene til dem vare ſamlede i.

ſtore Knipper.

Hvor jeg tydelig mindes en af disſe Efteraarstoure!
Vi vare komne frem til Toppen af Høien ad en Vet,
ſom lober igjennem Lyngen og forer til den gamle Bro,
da Vinden pludſelig tog til med forbauſende Heftighed.
Min Dreng greb, halv angſt, fat i Benet pan mig og
ſkjulte ſig bag min Paletot, og Hunden lagde fig ned

— —

214 Efteraaret.

paa alle Fire og fane paa mig med ſtore, ſkinnende Sine
og med Halen mellem Benene.

Jeg vendte mig om. Horizonten var mork ſom en
Gravhvælving, Forferdelige forte Skyer dreves frem
over os, og overalt boiede Træerne ſukkende deres Kroner,
medens Vindſtodene pidſkede Regnſtromme ind imod dem.
Jen Fart løftede jeg min lille Fyr, der nu græd af
Angſt, iveiret og ſkyndte mig hen bag et Sjorde,
hvor ovenikjobet de gamle Pile ogſaa ydede noget Ly.
Jeg flog min Paraply op, fatte mig paa Hug bag den
og, idet jeg knappede min ſtore Paletot op, lod jeg
Drengen krybe ind under den og klynge ſig til mig.
Hunden kom og lagde fig ved Fødderne af os, og da
min Dreng ſaaledes var under Beſyttelſe af begge fine
Venner, begyndte han at ſtikke Hovedet frem og ſmile
til os.

— Naa! lille Ven, har Du det fan godt? ſpurgte
jeg.

— Ynoigt, kjere Fader, fvarede han, og jeg følte,
hvordan han gjorde Forſog paa at omfavne mig med

ſine ſmaa Arme.

Gjennem Paletotens ige ſtrakte han fine [maa
Laber frem og nærmede dem mine.
— Regner det endnu, lille Faber? ſpurgte han.
— Nei, nu er det ſtrax hert op, min Ven.
— Allerede? det er kjedeligt. Jeg har det ſaa
godt her.
Hoor jeg levende mindes alt det. Ja, det er

Efteraaret. 215

maaſkee latterligt at fortælle om disſe lykkelige Sieblikle,
men det er ſaa deiligt at mindes dem!

Vi vendte hjem igjen forfærdelig tilſolede og fit
naturligviis mange Skjend. Men da det blev Aften,
da min lille Dreng var kommen i Seng, og da jeg —
ſom jeg altid pleiede — gik hen til ham for at give
ham et Kys, fer han faldt i Søvn, lagde han fine to
ſmaa Arme om min Hals og hoiſkede mig i Øret:

— Fader, naar det regner, ſkal vi faa igjen gaae
ud at ſpadſere?

ven

i
i
i
i
Å

mm me —

216

rutus den 3Jngqre.
Af Giacomo Leopardi. Overſat fra Italienſk af
S. Schaun dorph.

Da forſt Italiens Kraft laa dybt nedſtyrtet
— End vældig ſom Ruin —
J Thraciens Stop, da turde Skjebnen vove
Imod Hesperiens Vang og Tibrens Bred
At ſende ud fra Nordens nogne Skove,
Hvor Bjorneſtjernen bleg paa Sneen fkinner,
Barbarers Rytterflokke
Og lade Romas vidtberemte Mure
For Gotherſverdet ſynke.
Der var det Brutus fad paa eenlig Tue
J merke Nat, beſprengt af Broderblodet,
Paa Dod beredt, mens paa de grumme Guder
Og Hades heit han ſtjelder,
Og vildt fra trodſig Tunge
J dove Luft de tomme Trusler runge:

Brutus den Yngre. 217

O Dyd! du tomme Ord, ſom er opfundet
J hule Skyer, i Orkner,
Hvor travle Skygger myldre, Anger vorder
Din Dyrkers Lon! J folde Marmorguder!
— Hvad enten dybt i Flegethon J huſe,
Hvad eller over Skyen — gruſomt lege
I med den arme Slægt,
Af hvem J fordre Templer, hvem J haane
Med fvigefulde Love.
Det netop Fromhed er paa Jord, ſom vakker
J Himlen Had, og altſaa throner Du,
O Zeus! ſom Værn for Onde. Naar fra Skyen N
Din Straale knittrer, og din Torden ruller, |
Med dine hellige Flammer i
De Fromme og Retfærdige Du rammer.

En jernhaard, ubenhorlig Sfjæbne tynger
Paa Dodens usle Slaver.

Den flove Hob, ſom ei fan flygte bort

Fra Aagets Tryk, ſig troſter med: det er

Nodvendigt dog. Er Ondet mindre haardt,

Som ei kan ændres? Fole vi ei Smerte,
Skjondt Haabet er os rovet?

En Krig paa Liv og Dod den Kjakke forer
Med Dig, Du onde Skjebne!

Han har ei lært at flye; men naar din Haand

Ham rammer og med Kampetag ham ryſter,

Med Haan Du over Helten triumferer.

— stine net

— — —

— c

218 Brutus ben Yngre.

Men mod hans ædle Hjerte
å Det ſkarpe Staal alt iler,
Og lengſelsfuld mod Dødens Mulm han ſmiler.

Dog Guder afſtye den, ſom voldſomt bryder
J Hades ind — den Kjakhed
Ei rummes i de bløde Gudehjerter.
Nu feer jeg, Himlen kaaret har vor Liden,
Vor bittre Vanfred, vore dybe Smerter
Til Skueſpil for ſig imag at more.
En Tid Naturen herſked
J gyldne Alder, uden Sorg og Brode
Som Skovens Huldgudinde, Livets Dronning;
Men Ondſkab ſtyrted hendes edle Throne,
Og ſtrax det golde Liv fif andre Love.
Naar nu en mandig Sjæl
Bil flye de onde Dage,
Mon da Naturen ter hans Sværd anklage?

Uvidende om Kval og Skyld og Brøde
De vilde Dyr i Skoven

Mod ſildig Alder uformarket glide,

Men om de ogſaa vilde knuſe Banden

Mod haarde Træbul eller Fjeldets Side

Og lade Vinden ſprede deres Lemmer,
Naar Vanheld dem betvang —

Ei nogen lonlig Lov dem ſkulde rokke,
Ei feige Overleg

Brutus ben Yngre. 219

Dem ffræmme fra at lyde Smertens Attraa;
Men I, Prometheus" Børn — hvor under Himlen.
J Lyſet end har ffuet — overalt

Er Livet Jer til Lede;

Og naar faa Døden tøver,
Til Charons Strøm felv Zeus Jer Adgang røver.

Stig, blege Maane, op af Havets Skjod,
Som nys har flugt vor Blod!
See paa hin Slette, ſom Auſoniens Hæder
Saa fjendtlig var. Lys i den vilde Nat!
Den Seirende pan Brodres Nakke træder ;
Syv Haie ffjælve, og det gamle Romas
Skyheie Tinder ſynke.
Hvi er Du nu faa rolig? Du jo ſkued
Lavinias Afkom fodes
Med glade Haab om eviggronne Laurbær,
Og lige taus Du ſamme Glands vil gyde
Henover Alperne, naar Romas Naon
Af Treldvm er beſudlet,
Og naar dets ode Sted
Hoit droner af Barbarers tunge Fjed.

O, fee det vilde Dyr paa nøgne Fjelde,
Den Fugl paa grønne Grene,

— Ei deres Dvaleliv kan fole Sorgen.

Lad Verdner falde, og lad Skjebner vexle

De merke Intet! Hor — i tidlig Morgen,

. —

* —
—— — ——— —

220 Brutus den Yngre.

Naar Solens forſte Lys pan Hytten ſpiller,
Den travle Landmand vælter

Den tauſe Dal med Morgenſangens Toner

Og driver ud til Grasning
Sin lille Faarehjord paa Bjergets Aaſe;
Men vi — Heroers Slægt — er Skjebnens Udſkud!
Ei Kampeſtenens Blok, ei Bjergets dybe
Og echoſvaugre Huler
Yukes ved Jordens Sukke,
Ei Jordens Graad kan Stjernens Glands udſlukke.

Olympens og Kokytos' dove Vrotter!
Du onde Jord, du Nat!
Ei i min Dodsſtund kneler jeg for Eder,
Ei for det ſvage Glimt i Dødens Mulm,
Det ſtore Fremtidsry. Og ei jeg beder
Den dumme Hob min nogne Grav at hæbre
Med Hylen og med Offre.
Tilbage Verden gaaer, og daarligt kan man
Til Fremtids Dvergeyngel
De ſtore Sjeles Wre overlade
Og de Ulykkeliges ſidſte Hævn.
Lad nu den forte Novfugl mig omkredſe,
Lad Ulvetand og Regnſkyl
Mit glemte Lig fortere,
Lad Stormen bort mit Navn, mit Minde bære!

221

Broken Clara Ziegler,

hvisBortrait folger med dette Hefte, og ſom omtales i Artillen: „J
Bøhmen”, er Datter af en berlinſk Farver, der havde nedſat fig i
München. Hun følte allerede ſom Barn Kald og Lyſt til Theatret
og lod fig derfor af Hofſkueſpiller Chriſten meddele de ugdven⸗
dige theoretiſke og praktiſte Kundſkaber. 1861 optraadte hun,
endnu ikke fuldt udvoxet, paa Hoftheatret i München ſom
Jomfruen fra Orleans og overtydede Kjendere om hendes
ualmindelige Begavelſe. Desuagtet lykkedes det hende ikke
ſtrax at faae Engagement ved dette Theater; hun maatte
førft udvikle fit Talent paa mindre Scener, og navnlig var
det da Direkteur Engelken, der dengang opholdt fig i Ulm,
ſom tog ſig af hende og lod hende feire glimrende Triumfer
forſt paa Ulmer Stadttheater og ſiden paa det nyoprettede Folke⸗
theater i München. Da hun ſenere overtog Heltinderollerne i
alle elasſiſfñe Dramaer paa Theatret i Leipzig, kom hun
ind paa ſit rette Omraade. De forbauſende ydre Midler, over
hvilke hun raader, i Forbindelſe med hendes ſjeldne og mange⸗
ſidige Begavelſe, lod hendes Ny fnart brede fig ud over
Tydſtland. Der blev nu tilbudt hende Engagement ved
Hoftheatret i München; hun modtog det, og har ſiden kun
giort enkelte Kunſtreiſer. Men Tydſklands førfte Scener
kappes nu om at drage hende til fig, og der er i Tyoſk⸗
land kun een Mening om, at hun ſom tragifk Skueſpillerinde
ubetinget er den forſte.

—»——— ——

222

Aiteratur og Kunst.

Maanedſtriſtets Leſere ville maaſkee mindes en ſmuk lille
Fortelling,Ridderens Fjer”, der fandtes optaget i et af de tid⸗
ligere Hefter. Forfatteren hertil har nu under det pſeudo⸗
nyme Merke Klok udgivet en Samling „Fortellinger og
Skizzer“, hvor denne Fortælling ſtaaer ved Giben af en Rekkke
Smaaſtylker, ſom alle kunne gjøre Fordring paa Opmerkſomhed.
Det Omraade, paa hvilket Forfatteren bevæger fig ſom hjemme,
er viſtnok temmelig ſnavert afſtukket, men indenfor
det gager han heller aldrig feil. Han vover ikke at fore fine
Leſere ud paa Livets ſtore, bruſende Hav, men naar man i
hans Baad glider hen over den ſtille Ss, fager man et Ind⸗
tryk af, at Alt omkring En er føjønt og fuldt af Poeſi. Der
er fan hyggeligt baade pan Handſkemagerens Verkſted og ved
Mortensgildet hos Kjelderfolkene, i Forpagtergaardens Have
og hos de Gamle i Møllen, og denne Hygge er heler ikke
vanſkelig at forklare. Den kommer, fordi Forfatteren ſeer det
jævne, ſimple Liv, ſom han ſkildrer, ikke alene ſundt og natur⸗
ligt, men tillige gjennem Poeſiens Glar, og forbi. hans Talent
er modnet og afrundet nok til, at hau ogſaa kan give det, der
er ſmukt feet, en ſmuk og tiltalende Form. Man vil i denne lille
Bog ikle finde Meget, der forbauſer ved en ny og eiendommelig
Begavelſe; derimod vil man befinde ſig vel tilmode, naar man

Literatur og Kunſt. 223

har fluttet Lesningen af hver enkelt Stykle, fordi der hverken
i Tanken ſelv eller i den Form, hvori den er indkledt, findes
Noget, ſom ſtoder, men derimod en mild, behagelig Stemning,
ſom forhsies ved Fortellemaadens ungdommelig Friſthed.

— Det er ganffe viſt utvivlſomt, at fun den ſtorſte Digter
vilde være i Stand til at gjengive Digtene i den ældre Edda
ligeſaa ſimple og ligeſaa poetiſk ſtjonne ſom i Originalſproget,
men da nu rimeligviis, idetmindſte i vor Levetid, ingen Digter
vil paatage fig Losningen af denne vanſkelige Opgave, maa
Leſeverdenen være taknemmelig, naar der blot gjores dygtige
Forſog paa ved Overfættelfer at udbrede Kjendſkab til den poe⸗
tiffe Skat, ſom vor gamle nordiſte Literatur indeholder. Et
ſaadant Forſog er „Den ældre Edda“, overſat af H. G.
Møller, en Bog, ſom for nogen Tid ſiden er udlommen i
ſamme Üdſtyrelſe, ſom de tidligere paa Chr. Steen & Sons
Forlag udgivne Folkeudgaver af Ewalds, Wesſels og Grundt⸗
vigs Digte, ſamt til en faa billig Priis, at den bliver tilgen⸗
gelig for Alle. — Siden Finn Magnusſens Overſettelſe, ſom
nu endogſaa er forſvunden af Boghandelen, har der ilke fore⸗

ligget nogen fuldſteendig dauſt Gjengivelſe af Eddadigtene.

Forſtjellige frie Bearbe idelſer af deres Stof have ſogt at udbrede
Kjerlighed til de gamle Gange, men om de end ingenlunde
kunne ſiges at have forfeilet deres Henſigt, har Leſeverdenen
dog igjennem dem kun faaet et Indtryk paa anden Haand.
Ved Siden deraf er der desuden fremkommet Overſettelſer af
ftørre eller mindre Brudſiykker, af hvilke dog de fleſte have havt
den veſentlige Feil, i formel Henſeende at ville moderniſere de
gamle Sange, hvorved disſes eiendommelige Charakteer er ud⸗
viſfket, uden at man til Gjengjeld har faaet en fri, digteriſt
Behandling. Hr. Moller derimod har ligeſom tidligere Finn
Magnusſen fulgt den upaatvivlelig eneſte rigtige Vei, ikke at
opgive Originalens Verſelag og i det Hele taget at bringe fin
Overſettelſe faa nær til Originalen ſom muligt. Men ved
Siden heraf ſtaaer hans Arbeide et godt Stykke over Finn

|
i

224 Literatur og Kunſt.

Magnusſens. Hans Vers falde faa let, ſom det er muligt,
Tanken har gjennemgaaende faaet et klart og koneiſt Udtryk,
Stemningen og Muſiken i de gamle Sanges Rhytmer er trods
den ſparſomme Brug af Bogſtevrimet ikke forſvundet, og endog⸗
fan af deres gigantiſke Storhed fager man et ret fyldigt Bil:
lede. I det Sele taget er denne Overſettelſe ſaaledes, at den
maa modtages med Glede af Alle, der har Kjærlighed til de
gamle Gange, og af Alle, der endun ikke fjende dem.
Til disſe anbefale vi den foreliggende Overſcttelſe
af Eddaen. De ville ved at læfe den ſande M. N. Be:
terſens Ord om disſe Digte: „De globe ikke af Sydens Poeſi, men
de gribe; de beſtaae ikke af ſyldige Vers, der ſom Elve ſtrom⸗
mer ud i forſtjellige Retninger med blomſterklodte Bredder,
men de ftaae ligeſom ſtivnede i faſte Former, ſom høie Isfjelde,
der rage op i det uendelige Rum, og ved hvis Fodder det
Utrolige foregaaer, og det Grueligſte, Menneſkene kunne foreſtille
fig, feer.

— Forfatteren til „Eu Kjerlighedshiſtorie“, ,,Danft Gol:
daterliv“ o. ſ. v. har, dennegang med Ophavelſe af fin Ano⸗
nymitet, udgivet en Digtſamling: „Frau et Ungkarleliv“,
Digte af Georg Bettzonich. Storſt Interesſe har denne
lille Bog ſom Heelhed betragtet, idet den gjennem Rekken af
de lyriſte Digte giver et ſamlet Charakteerbillede fra vore Dage,
der er tegnet med gode Conturer og af og til ogſaa med varme
Farver. Forfatteren har dog anlagt ſin Skildring ſaaledes, at
det er ham umuligt at finde nogen pasſende Slutning, og
heller ikke den lille indflettede Kjerlighedshiſtorie er han kom⸗
men ganffe heldig fra; den gjør i ethvert Tilfælde et meget ſyge⸗
ligt Indiryk. Hvad de enkelte Digte augager, kan man ube⸗
tinget ſige, at de ere rige baade paa Stemning og Varme.
De vidne ganffe viſt ikke om noger eiendommelig Digterindivi⸗
dualitet, meu de bringe paa den anden Side alligevel ikke faa
ſieldent ſmukke og originale Tanker. Formen er gjennemgagende
klar, og Verſene falde let og ſmagfuldt.

Michael Rosing.

227

27 Apriske Bigte.

I. Stjerneſkud.
Af
H. H. MNyegaard.

Morke over Jorden ruger,

Morke ruger i min Sjal,

Sorg og Savn mit Hjerte knuger,
Lyſet har jeg ſagt Farvel:

See — fra Skyen farer ud

Som et Lyn et Stijerneſkud.

Glimt fra Almagts ſkjulte Baner!
Blink fra Aanders fjerne Hjem!
Drømme om hvad Sjalen aner,
Varsler — hoo kan tolke dem?
Siig, hvorfra Du bringer Bud,
Gaadefulde Stjerneſkud ?

1

wm r

G—Oe)? U HTP P dx — ——— —

228

Lyriſke Digte.

Vil Du mig et Budffab ſende
Fra det ſtille Dodens Land?
Er en Hilſen det fra hende, |
Gom ei her jeg ſkue kan? |
Siig, hvorfra Du bringer Bud,
Gaadefulde Stjerneſkud?

Skal jeg ſamles med den Dode,
Hun, ſom klart for Tanken ſtaaer?
Skal jeg hende atter mode,

Naar engang min Time ſlaaer?

Siig, hvorfra Du bringer Bud,

Gaadefulde Stjerneſkud?

Sender Du et Glimt, der ſpvinder
Atter bag den ſorte Sky?

Vakker Du Forventnings Minder
For at ſlukke dem paany?

Siig, hvorfra Du bringer Bud,

Gaadefulde Stjerneffud ?

Hvad jeg fane med Sjælens Blikke,
Hvad jeg fandt af Sympathi,
Doden det mig rover ikke,

Alt er ikke her forbi:

Bring mig derfor kun dit Bud,
Gaadefulde Stjerneſkud!

Lyriſte Digte.

Varſel om, at fra det Fjerne
Folger Almagts Gud vort Fjed;
Han er Livets Ledeſtjerne,

Han er idel Kjærlighed:

Bring mig derfor kun dit Bud,
Gaadefulde Stjerneſkud!

II. Vor bedſte Skaal.
Bed en Studenterſkovtour.
Af
Axel Sorenſen.

Brodre! For brat kun vort flygtige Stævne
Synker ſom et Minde bag Vaarnatteus Slor,

Brug da den ilende Stund efter Evne,

Forend Dagens Toner i Skumringen doer!

Kom, lad os tomme begeiſtret en Skaal

For, hvad tilſammen at elffe vi lærte,

For, hvad der ſtager ſom det hoieſte Maal

Dybt i hoert Menneſkehjerte!

Alt, hvad vi mindes, og Alt, hvad vi haabe,

Hver en Hjertets Lengſel, af Vaarſolen vakt,
Speiler fig hver i en perlende Draabe,
Deri ligger Vinens beruſende Magt;

1

230

Lyriſke Digte.

Alt, hvad der knytted' vort trofafte Baand,
Barndommens Minder og Ungdommens Dromme,
Alt, hvad der luttred og ildned vor Aand,
Speiles i Bagrenes Stromme.

Seer J den Draabe? den gjemmer et Billed,

Billedet af Danmark, vor Moder, i Sorg.
O lad os haabe, at Herren har villet
Nyſte kun — ei knuſe vor ældgamle Borg;
Muurkronen braſt i en vinterkold Nat,

Ene vor Moder udaanded ſin Klage,

O lad os haabe, den røvede Skat

Herren os giver tilbage!

Perle pan Perle i Bagrene glimte,

Seer J den, der funkler med rodmende Skjer?
Klart i dens bævende Die vi ſkimte

Billedet af hende, vort Hjerte har kjer,
Kvinden, der adler og løfter vort Liv,

Lysnende [elv vore tungeſte Veie,

Hende, den trofaſte Moder og Viv,

Hjerternes fagreſte Eie!

Dybeſt paa Bunden en Perle fig dølger,
Hele Livets Rigdom ſig ſpeiler deri,

Gjemt ſom det Bedſte bag funklende Bolger,
Alt det Ideale, vor Sjels Poeſi —

Lyriſke Digte. 231

Den, der udfprang fra et hoiere Bæld,
Der, hvor den evige Ungdom har hjemme,
Tom Eders Bager for Perlen i Kveld,
Den, ſom J aldrig maae glemme!

III. J det Frie.
Af
Jul. Chr. Gerſon.

1. IJ Skoven.

J den gronne Skov jeg gik —

Det er [aa min vante Skik,

Naar mig Noget trykker;

Sorgerne, de ſtore, ſmaa,

Strax de gjorde ligeſaa,

Fulgte mig til Lundens ſvale Skygger.

Langſomt kom de een for een,

Satte fig paa Qviſt og Green,
Titted' ud fra Lavet,

Pegede med ſynlig Lyſt

Paa, hvad fra en ſvunden Hoſt
Guult og visnet ſpredt der [aa i Stovet.

— ᷑ͥ ĩ ——————————r—?C: ——ů—

232 Lyriſke Digte.

Ved en knudret Bog jeg ſtod,
Boied' mig mod Traets Rod
Med et Suk, et ſtille;

Pludſelig fra Træets Top
Flagrede en Sangfugl op,

Slog melodiſk ſmeltende ſin Trille.

Men, ſom grebne ſtrax af Skrak,
Suſede fra Skoven væft

Flokviis Savn og Smerte,

Og, ſom flygtigt op jeg ſaae

Mod Guds Himmel, klar og blaa,
Traf en Straale af hans Sol mit Hjerte.

2. Bed Kilden.

En Aften ſilde ved Kilden jeg ſtod,
Piblende Vandet kom op ved min Fod,
Blinked' og ſank ſaa tilbage;

Trindt var det ſtille, kun fjernt i et Krat
Hilſte en Fugl paa den kommende Nat
Dempet og halvt ſom i Klage.

Luften var ſkyfri, men ſkyfuldt mit Sind,
Tynget var Tankernes luftige Spind

— —

Lyriſke Digte. 233

Af, hvad i Verden der lides;

Kilden, der nynned', og Fuglen, der ſang,
Lidet mig tyktes al Skjonhed og Klang
Dog mod, hvad daglig der ſtrides.

Længe jeg grunded' og drømte og fane —
Da faldt mit Øie paa Stjernerne ſmaa,
Lysfugles guldvirkte Rede,

Stille jeg tenkte og folte mig let:
Himmelens Stjerner de fkinne forſt ret,
Naar det er natligſt hernede.

234

Somerske Skigger.
Af
Profesſor Guſtaf Ljunggren.

I. Den danſke Ambasſade.

Carnevalet i Rom i Concilieaaret var juſt ikke
ſynderligt tiltalende, J Begyndelſen havde Pius den
Niende tenkt paa at forbyde det ganſke ſom upasſende
for en Stad, hvori ſaamange fromme Fædre vare for⸗
ſamlede; tilſidſt fik man ham dog overtalt til at lade
det gage ſin Gang, — kun nedlagdes der et beſtemt
Forbud imod at gage med Maſke. Dette Forbud irri⸗
terede Romerne i den Grad, at de vilde holde ſig al⸗
deles borte fra Feſten, og den forſte Carnevalsdag fei⸗
redes ogſaa ſaagodtſom udelukkende af Fremmede, hois
Fornoielſe vœſentlig indſkrenkede fig til at overoſe hin⸗
anden med Confetti⸗Meel, hvori endeel Amerikanere ſer⸗
ligt ſyntes at udmerke fig. De paafolgende Dage kunde
man neppe engang merke, at man befandt ſig i Carne⸗

Romerſke Skizzer. 235

valstiden, hvilket omſider foranledigede Hs. Hellighed til
at tillade, at man maatte mafkere fig den ſidſte Dag;
men der var ikke Mange, der benyttede ſig af denne
Tilladelſe. Alligevel kunde man af Livet pan Corſoen paa
denne Dag danne fig en Foreſtilling om, hvad Carnevalet
maatte være under gunſtigere Forhold, ſamt hvormeget
fiint Galanteri der kan lægges for Dagen i Kampen med
Blomſter og Confetti. Hois ikke en ſaadau Carnevals⸗
dag med fine Maſkeradeoptog, fine Buketter, Confetti,
Moccoli og Heſteveddelob allerede faa ofte var beſkreven,
kunde jeg nok føle mig friſtet til at gjore det. Nu vil
jeg blot i Korthed ſkildre en Slags Carnevalsforlyſtelſe,
hvis Beſkrivelſe, mig vitterligt, Ingen endnu har for⸗
ſogt paa.

Som bekjendt ſpilles der i Carnevalstiden paa alle
de romerſke Theatre, og hiſt og her gives der Baller
for de forſkjellige Samfundsclasſer. Saaledes holdt
den fornemme Verden Bal i Palazzo Barberini, hvor⸗
til Entreen koſtede tyve Franes, og hvor man kjedede
ſig for det Dobbelte. Langt billigere og interesſantere
var et Bal, ſom jeg tilfeldigviis kom til at tage Deel
i. Min Vartinde var fodt i Trastevere og havde der en
Broder, ſom holdt Vertshuus, og ſom nu gjorde Bal i
Anledning af Carnevalet. Hendes Familie havde i flere
Dage havt travlt med at faage Toiletterne i Orden, og
ſamme Dag, ſom Ballet ſkulde finde Sted, foreſlog min
Vertinde ſine Logerende at deeltage i det. Entreen koſtede
kun en Franc, og hvis man gjorde nogen Vanfkelighed

pr 05.5 2 — —
— — — —— ——ů ET — —

236 Romerſke Skizzer.

ved at lade os komme ind, faa behovede vi blot at næone
hendes Navn — det var en Trylleformular, ſom nok
vilde aabne os Doren. Selſkabet, tilfoiede hun, beſtod
naſten udelukkende af „Artiſter“ med deres Familier, og
vi behøvede ikke at gjore Toilet, men kunde gaae derhen
i vore daglige Kleder. Vi lode os ikke det ſige to
Gange, thi det er kun ſjeldent, at det lykkes en Frem⸗
med at gjore Bekjendtſfkab med Beboerne i Trastevere,
der roſe fig af at være de eneſte ægte Romere og der⸗
for i Almindelighed holde ſig meget tilbage. Hertil
kommer, at man der træffer paa de bedſte agteromerſke Ty⸗
per baade af Mandfolk og Fruentimmer. Vi takkede
altſaa vor Vartinde og lovede at indfinde os.

Da vi efter Middagsbordet i en Café kon til at
tale om, hvad for en Plan vi havde lagt for Aftenen,
yttrede flere af vore ſkandinaviſke Landsmænd Lyſt til
at folge med os, og i Tillid til Signora Giobertis
meget formagende Napn lovede vi at tage dem med.
Iblandt de Jorigſte var der nogle danſke Candidater,
der nylig til deres Examen havde faaet „bedſte Charak⸗
teer“ — forreſten livlige og ungdomsglade Menneſker.

Det var dog nermeſt for deres Skyld, at vi fandt det

nodvendigt at tilraade lidt Forſigtighed, efterſoom Tras⸗
teveranerne ere bekjendte for at have en los Haand og
ſtrarx at gribe til Kniven. Juto Vogne, fire i hver
Vogn, - toge vi aliſaa bort om Aftenen Klokken ni. J
den Labyrinth af Gader, vi havde at pasſere i Morke,
bleve Vognene ſkilte fra hinanden. Vor Vogn ſtandſede

Romerſke Skizzer. 237

omſider paa et lille Toro udenfor et oplyſt Huus, ſom
vor Kudſk erklærede for at være Bal-Lokalet. Vi fkiltes
fra ham under Skjenderi, fordi han ſom ſedvanligt er⸗
klerede, at han ſkulde have mere, og fordi han var misfor⸗
noiet med Drikkepengene. Vi traadte nu ind i Huſet, men
opdagede ſtrax, at det var et almindeligt Kaffehuns uden
Gjeſter, og hvor man ikke vidſte det Mindſte om Ballet.
Vor Kudſk, der havde fort os bag Lyſet, var forſpunden,
og der ſtode vi nu paa Torvet i Morke og Regn og vidſte
ikke, hvad vi ſkulde gribe til. Da dette Kvarteer af Byen
ikke anſees ſor ſynderlig ſikkert paa den Tid af Aftenen,
beſluttede vi at holde os ſammen, og nu vandrede vi i ſlut⸗
tet Trop Gade op og Gade ned og ſpurgte os for
overalt.

Tilſidſt lykkedes det os at komme paa Sporet; man
viſte os ind i en ſtor Port, hvorfra en hoi Trappe til⸗
venſtre, oplyſt af en Lampe, forte op til Lokalet. Vi
gik op ad Trappen og kom ind i et Lukaf; to Herrer
fade ved et Bord, hvorpaa der laa en Mængde ſmaa
Papirslapper. De faae noget forundrede pan os, men
da vi beraabte os paa Signora Giobertis Anbefaling,
tillod man os at træde ind og betale Entreen; dog maatte
vi forſt opgive vore Navne, ſom de naturligviis ikke
kunde finde Mede i, men alligevel ſkreve de dem op paa
Papirslapper, der bleve lagte hen til de andre. Et For⸗
hæng blev nu trukket tilſide, og vi fertes ind i en hoi
og rummelig Balſal. Paa de hyidkalkede Vegge hang
der Guirlander af Grønt; Orcheſtret ſaavelſom hele

238 Romerſke Skizzer.

Salens Baggrund var dekoreret med de pavelige Far⸗
ver, Rodt og Hvidt. Henne i Baggrunden var der i
et Hjorne en meget ſteil Trappe; og oppe under Taget
hang der en Mengde Toug og Liner, hvis Beſtemmelſe
vi forgjeves ſogte at udfinde.

Da vi traadte ind, ſkundte vor Vartindes Dottre
fig hen til os og rakte os Haanden. Strax efter ind-
fandt ogſaa Verten fig og bad os med mange Buk om
Undſkyldning for, at Arrangementet var faa tarveligt;
det var ingenlunde beregnet paa Fremmede ſom os,
men maatte kun betragtes ſom en Familiefeſt; vor
Mærværelje kunde derfor ikke Andet end være i heieſte
Grad ſmigrende bande for ham og de ovrige Gjeſter.
Forlegne over al denne Artighed vidſte vi ikke ret, hvad
vi ſkulde ſvare, men noiedes med at bukke ferbindtligt.
Han bad os trade nærmere, og idet han vifte os Veien,
hviffede han til de Omkringſtagende, men faa hoit, at
vi Alle kunde hore det: „Tutta Pambasciata di Dani-
marca“ — hele det danſke Geſandtſkab! Var det for
at give ſin Feſt mere Glands, eller vilde han ſorge for
vor perſonlige Sikkerhed ved at ſtille os under Folke⸗
rettens Beſkyttelſe? nok ſagt: vi maatte for den Aften
finde os iat ſpille danſke Ambasſadeurer. J den overſte
Ende af Salen blev der ſtillet tre Stole frem til Am—
basſadeurerne, og paa dem loge de tre Leldſte iblandt
os Plads, medens den Fjerde, en ung danſk Juriſt, der
maatte agere Legationsſekretair, fif Lov til at ſtaae op.

„

Romerſke Skizzer. 239

Vi havde beholdt Overfrakkerne paa, da vi traadte ind
i Salen, og da der var temmelig luftigt derinde,
bleve vi ſiddende med dem paa, hoilket man uden Tvivl
holdt os tilgode i den Tanke, at det maatte være Skik
og Brug i de Isregioner, hvor vi havde hjemme.

Langsmed Væggene fade „Artiſternes“ Damer. De
vare temmelig tarveligt kledte og ſparede ingenlunde til
det Ry, der gik af deres Skjonhed; derimod var der
imellem Herrerne flere ſmukke og velvoxne unge Menne⸗
ſker. Van de fleſte af de Ældre kunde man derimod
tydeligt fee, hvad de til daglig Brug gav fig af med:
Trastevere beboes nemlig ſaagodtſom udelukkende af
Haandverkere. Den, der meſt tildrog fig vor Opmerk⸗
ſomhed, var dog unegtelig den Herre, der fungerede ſom
Baldirecteur: det var en kraftig og ſmuk Skikkelſe med
en Anſtand og Holdning ſom en Fyrſte. Den Slags
Figurer ere dog ingenlunde ſjeldne i Rom, der i Aar⸗
hundreder har været Sædet for disſe Menneſkeſlegtens
Priviligerede, ſom benævnte fig eives romani. Den
omtalte Herre var pyntelig kledt i fiin fort Kjole og
gik op og ned ad Gulvet, idet han uddeelte Numre til
alle dem, der meldte fig hos ham. Dandſen var nem⸗
lig ordnet ſaaledes, at kun et beſtemt Antal Par fif Lov
til at dandſe ud ad Gangen, forft fra Nr. 1 til 16, faa
fra 16 til 32 ofv. Der blev kun valſet, og de gode
Dandſeres Tal var overordentlig ringe.

Medens vi hapde fuldt op at gjøre med at anſtille
disſe Jagttagelſer, kom Verten med et forlegent Anſigt

240 Romerſke Skizzer.

hen til „Legationsſekretairen“ og meddeelte ham, at der.

ſtod endnu. fire Fremmede udenfor Doren, ſom ligeledes
beraabte fig paa, at de vare anbefalede af Signora Gio—
berti! Bare nu disſe de, han ventede, og var han ble⸗
ven myſtificeret af os, eller var Forholdet omvendt?
Legationsſekretairen forſikkrede ham, at de horte til vort

Selſkab, ſkjondt de kom noget bagefter. De vare, ſom

vi ſenere horte, kjort feil ligefom vi Andre og havde
havt endun vanſkeligere ved at finde til Maalet. Verten,
ſom fandt, al det ikke gik an ogſaa at regne dem med til
den danſke Ambasſade, præjenterede dem ſom „Forestieri
distinti“ d. v. ſ. ſom „Fremmede af Diſtinktion“.
Efterſom disſe „forestieri distinti«“ vare unge
Menneſker, havde de nok Lyſt til at deeltage i Dandſen,

og de fif ogſaa deres Numre, ſaaſnart de havde til⸗

kjendegivet deres Onſke. Men de ſtolte Haandverker—
dottre i Trastevere havde flet ingen Lyſt til at dandſe

, med Folk, de ikke kjendte, og vore unge Cavalerer vare

ligeved at opgive ethvert Haab om at fane dandſet, da
Signora Giobertis Dottre forbarmede ſig over dem,
og det lykkedes dem at ſkaffe de unge Danffe nogle
Damer, ſom ingen Andre vilde dandſe med. Efter ens
hoer Dands begave Herrerne fig op af den ovennævnte
ſteile Trappe. De unge Skandinaver fulgte Exemplet,
og da de kom tilbage, berettede de, at man deroppe
kunde fane Forfriſkninger. Ambasſadeurerne nedlode fig
da ogſaa til at ſtige op ad den ſteile Trappe for at drikke
et Glas Viin; men da de vilde betale, kaſtede en ung

bt

Nomerſke Skizzer. 241

Trasteveraner Penge paa Bordet og forbed Verten at
tage Betaling af de Fremmede. Ambasſadeurerne takkede
venligt, talte lidt med den unge Romer og vendte der⸗
paa tilbage til deres Pladſer.

Al Heihed i denne Verden har fine Ulemper, og
det var ogſaa Tilfældet med vor Ambasſadeurverdighed.
Vi kunde ikke godt gage bort uden at tage Afſked med
Verten; men hvorvidt ſkulde vor Taknemmelighed gage,
naar vi tillige ffulde holde paa vor Verdighed? Havde
vi ikke leſt i adſkillige af de Omſtaagendes Blikke, at
de allerede begyndte at tvivle om vor Berettigelſe til at
optrede ſom Ambasſadeurer? Kunde det ikke falde Ver⸗
ten ind at give vor Bortgang en vis Eclat ved f. Ex.
at foreflane et Leve for „den danſke Ambasſade“ ?
Kunde det ikke give Anledning til en eller anden Mod⸗
demonſtration, og ſelv om dette ikke ſkete, hvorledes ſkulde
vi da tee os? Disſe og lignende Tanker begyndte at
lobe rundt i vore Hoveder og at fylde os med en vis
Uro. '
Vi kom dog lykkeligt ud af denne Forlegenhed.
De myſtiſke Liner og Toug oppe under Loftet ſenkedes
pludſelig; en Akrobat i Tricot traadte frem tilligemed
en Dreng; de begyndte ſtrax paa deres Kunſter og hilſedes
med Jubel. Ambasſadeurerne reiſte ſig fra deres Plad⸗
fer, blandede fig med Tilſkuerne, traf fig umerkeligt hen⸗
imod Doren og forſvandt under ſtormende Bifaldsraab,
der gjaldt Akrobaten. Der er viſt — og jeg tilſtager det
med Undſeelſe — at det ikke var nogen glimrende Bort⸗

16

242 Romerſte Skizzer.

gang; men hvormangen Anden, der har ſpilt en langt
ſtorre Rolle pan Verdenstheatret end vi i Trasteveres
Dandſeſal, har ikke maattet finde ſig i en „sortie“, der
flet ikke har været bedre. Det er dog en Troſt, ſkjendt
den er temmelig daarlig.

Vore ,forestiere distinti“ bleve derimod tilbage,
og da Akrobaten havde endt fine Kunſter, deeltoge de
endnu en god Stund i Dandſen; men da Trasteve—
ranerne temmelig tidt gik opad den ſteile Trappe og be⸗
ſtandig hedere i Hovedet kom ned ad den, fandt de det

omſider raadeligſt at fjerne fig.

II. Herr Jenſen i Rom.

De Tuſinder af Fremmede, der aarlig gjennem⸗
ſtreife Italien, ere ikke faa udelukkende optagne af Lan⸗
dets Natur, Folkeliv, Bygninger og Kunſtſkatte, at de
jo ogſaa undertiden kunne have lidt Øie for hinanden
indbyrdes. Naar jeg nu iblandt denne Masſe i Serde⸗
leshed holder mig til Een, er det ikke, fordi at denne
Ene er den belydeligſte eller originaleſte, jeg har ſeet,

men fordi⸗han ved fil Exempel kan viſe, hvor ubegribe⸗

lig lidt Sprogkundſkab man behøver for at ſlaae fig
igjennem paa en Reiſe, ſelv om den, naar man ikke kan
et Ord af Landets Sprog, neppe løber af uden nogle
ſmaa Übehageligheder.

Hr. Jenſen var Maler og Havde i Kjobenhavn

Romerſke Skizzer. 243

gjennemgaaet nogle Clasſer paa Kunſtakademiet; wen
han havde pludſelig afbrudt fine Studier og etableret
fig i en Provindsby ſom praftiferende Kunſtner. Hans
Specialitet var at male Altertavler, Men hvad enten
mu denne Artikel ikke blev ſynderlig efterſpurgt i den
Egn, hvor min Ven Jenſen havde nedſat fig, eller det
ſpecieft var hans Arbeider, der Havde ondt ved at finde
Kjobere, nok ſagt, da der var gaaet nogen Tid, vendte
han Kunſtnerbanen Roggen, flog fig til Malerprofesſionen,
giftede fig og blev ſnart en flink og velſtagende Haand—
verker. Den Tid og Moie, han tidligere havde an-
vendt paa fin kunſtneriſke Üddannelſe, kom ham imidler—
tid ogſaa her tilgode, thi da en af de monumentale Byg=
ninger i hans Hjemſtavn ſkulde reſtaureres, blev Deko⸗
rationsmaleriet overdraget til han under en kjobenhavnſk
Profesſors Ledelſe. For at gjere Studier til dette Ars
beide havde han faaet offentlig Underſtottelſe, og det var
i det Oiemed, at han havde begivet ſig til Italien.
Det Hverv, der var betroet ham, var faldet i gode
Hænder, thi han var en dygtig Tegner og ualmindelig
flittig.

Hans Ydre var fordeelagtigt og bar Bræget af den
trofaſte Wrlighed, der udgjorde Grundtreækket i hans
Vaſen. Man kunde ikke træffe et mere hederligt og
hjertensgodt Menneſke. Hører Naivitet med til en ſand
Kunſtnernatur, faa havde han Naivitet nok til en langt
ſtorre Kunſtner, end han ſelv var. Det var ikke muligt

andet end at have Agtelſe for ham, men paa den anden
16 *

U ea. Anni

244 Romerſke Skizzer.

Side var det ligeſaa umuligt at hore med et alvorligt
Anſigt pan Beretningen om de Uheld, ſom han paa
Grund af fine mangelfulde Sprogkundſkaber idelig var
udſat for.

Hans philologiſke Dannelſe indſkrenkede fig til
Modersmaalet og en lille Smule Tydſk, men ſelv det
var tidt af en underlig Beſkaffenhed. Da imidlertid
Tydſt var det eneſte fremmede Sprog, han troede at
have i ſin Magt, brugte han altid at tale Tydſk, naar
han fkulde tale fremmede Sprog. Men han gjorde det
altid med et blødende Hjerte, thi til Trods for, at han
af Charakteer var mild, fredelig og menneſkekjerlig,
havde han et indgroet Had til Alt, hvad der var tydſk.
„De kan ikke foreſtille Dem,“ ſagde han engang til mig,
„hvad det koſter mig, at jeg i Tydſtland ffal være nodt
til at tale det forbandede Kragemaal.“ Der lufte en
ſaadan Fedrelandskjerlighed ud af den Maade, hvorpaa
han ſagde disſe Ord, at jeg næften bebreidede mig, at
jeg, der lidt i Forveien havde hørt ham tale Tydſk med
en Hollænder, var altfor tilbeielig til at lægge en ond⸗
ſkabsfuld Dobbeltbetydning i hans Ord. J Saerdeleshed
harmede det ham, at han engang paa Reiſen, da han
talte Tydſk, var bleven ſpurgt af en tilſtedeverende Tyd⸗
ſter, om de Danſke talte Tydſk paa den Maade. „J
Danmark tale vi vort eget Sprog og flet ikke Tydſk“,
ſvarede Jenſen. „Hvorledes hedder da det, ſom De nys
ſagde, pan Danſk?“ Jenſen overſatte det paa fit Mo⸗

Romerſte Skizzer. 245

dersmaal; men da Tydſkeren hertil bemerkede, at „det
var jo Eet og det Samme“, vendte Jenſen ham Roggen.

Med Tydſk hjalp han fig igjennem til Venedig;
men da han kom did, gjorde de nye, forunderlige Om⸗
givelſer og det fremmede Sprog ham mistroiſk. Han
havde ingen Reiſebog med fig fra Hjemmet, men en
ſtreven Reiſeroute, og han blev fort hen til Hötel Bauer,
der, ſom bekjendt, fortrinsviis ſoges af Tydſkere. Han
blev fat i en Gondol, roet igjennem en Mengde ſtorre
og mindre Kanaler, hvilket allerede forekom ham mis⸗
tenkeligt, og tilſidſt ſattes han iland ved en Bygning,
der laa ved en ganſke ſnever Kanal. Hotellet lignede
ingen af dem, han tidligere havde lært at fjende, og
det var for ham en ny Kilde til Uro. Portieren og
Opoarteren tiltalte ham paa Tydſk, hyilket jo paa den
ene Side var en Fordeel, da han dog deri kunde gjøre
fig forſtaaelig, men paa den anden Side var Tydſk jo
et decideret Gavtyveſprog. Han var ganſke vis paa, at
han var falden i Reverhender; men hvad var der at
gjere? Han kjendte Ingen, og Ingen kjendte ham.
Han beſluttede da at rede fig ud af det ved en Lift.
Han vendte ſig om til Portieren og ſpurgte, om han
vidſte, hvor Marquis *** boede. Han mumlede her
et Navn, der ſkulde klinge ſom Italienſk. Nei, der var
Ingen, der vidſte, huor bemeldte Marquis boede. Jenſen
gik da bort og lo faa ſmorigt ved fig ſelb: han havde
jo ladet dem forſtaae, at han havde fornemme Bekjendt⸗
ſkaber i Staden, og at de altſaag ikke kunde rydde ham

— EET Er

—

— — må

— — —

246 Romerſke Skizzer.

af Veien, uden at de maatte frygte for at blive op—
dagede. At han kom uffadt fra Venedig, tilſkreb han
udelukkende dette liſtige Paafund. Da han fkulde reiſe bort
maatte han, efterſom han var aldeles ubekjendt med italienſk
Ment, give en Billetkasſerer paa Jernbanegaarden hele
fin Reiſekasſe og lade ham gjøre fig betalt deraf. Om
han ogſaa gjorde fig betalt for fin egen Uleilighed med
det ſamme, kunde Jenſen naturligviis ikke controllere.
Imidlertid kom Jenſen til Florents, og her, ſom
neſten overalt i Italien, traf han paa Landsmænd, der
efterhaanden curerede ham for hans Mistroiſkhed. Sine
ſmaa Indkjob beſorgede han ſelv. Af Verten i Florents.
der var en indfødt Danſt, fif han at vide de italienſke
Navne pan de Artikler, han vilde kjebe. Men hans
Organ havde ondt ved at føje fig efter den italienſke
Udtale, og naar han kom hen paa de paagjeldende Ste⸗
der, kunde Jugen forſtaae ham. Jenſen begyndte da at

tale Tydſt for at gjøre fig forftanelig, men naar det

ikke hjalp, tog han fin Tilflugt til Mine- og Tegn⸗
ſproget, og det varede da ikke længe, inden han og Bu-
tikeieren bleve enige, takket vere dette Univerſalſprog.
Da lo Jenſen, faa det klukkede i ham, og Sælgeren
havde da i Regelen ikke Hjerte til at træffe ham op.
Til Alles Forundring ſkaffede Jenſen fig ſaaledes felv
„Permesso“ (ſtriſtlig Tilladelſe) til at tegne Loftmale⸗
rierne i Ufficiernes Palads. Han gik ind i Direkteurens
Verelſe, ſagde: „Permessol Permesso!“ gjorde nogle
Malergeſtus med Hænderne og pegede paa Loftet. Den

-

Romerſke Skizzer. 247

velvillige Direkteur forſtod ham og opfyldte ſtrax hans
Forlangende. Juden han forlod Florents, lærte Stue⸗
pigen i Hotellet ham Talbenevnelſerne; han repeterede
flittigt fit: „uno, due, tre, quattro, cinque“ oſo.,
men naaede alligevel, ſom vi ſtrax ville fee, aldrig ſaa⸗
vidt, at han kunde bruge dem rigtigt.

Ved ſin Ankomſt til Rom ſogte han ſtrax hen til
Vatikanet, hvor der findes de ypperſte Dekorationsmale⸗
rier i Verden. Da han forſte Gang traadte ind i Ra⸗
faels Loggier, blev han faa flanet af Forbauſelſe, at
han en lang Tid taug ganſke ſtille. Da han endelig
kom til fig ſelo igjen, udbrød han: „Saadant Noget
kan de ſgu ikke finde paa i X!“ (det Sted, hvor han
var fra). Han var ſnart i fuldt Arbeide i Vatikanet,
og naar en af Cuſtoderne ſpurgte ham, om han havde
Tilladelſe til at arbeide der, traf han ſit florentinſke
„Permesso“ frem og foreviſte det triumferende. Men
en Dag fandt dog en af disſe Folk paa at underſoge
det nærmere, og da han ſaae, at det ſkrev fig fra Kjet⸗
terkongens Reſidentsſtad, blev den ſtakkels Jenfen viiſt
Doren ſom en Bedrager. J det Hele taget hændte det
ham ikke ſjeldent, at han blev jaget paa Porten, naar
han uden Tilladelſe fremtog ſin Blyant og Tegnebog.
Sit merkeligſte Eventyr i den Retning oplevede han paa
Palatinerbjerget.

J de keiſerlig franſke Udgravninger paa dette Bjerg
var det forbudt at aftegne de nyeſte Opdagelſer, da Re⸗
gjeringen ſelb forberedte Udgivelſen af et Verk derom.

— —
„

248 Romerſke Skizzer.

Det vidſte Jenſen ikke noget af, men begav fig til Cas
valiere Roſa for at ſkaffe fig Tilladelſe til at efter⸗
tegne nogle Ornamenter. Han henvendte fig da til Ca⸗
valieren med ſin ſedvanlige Tiltale: „Permesso! Per-
mess!“ Reſa modtog ham meget artigt og meddelte
ham paa Franſk fine Grunde, hvorfor han ikke kunde
give ham den Tilladelſe, han attraaede. Men da Roſa
holdt op, og hans Tale, ſom Jenſen ikke forſtod et Ord
af, ikke ledſagedes af det ſtriftlige Tilladelſes-Beviis,
mente Jenſen, at han ikke havde forſtaaet ham, og be⸗
gyndte derfor igjen paa fit: „Permesso! Permesso!“
Roſa udviklede nu anden Gang for ham, hvorfor hau
var nodt til at afſlaae hans Begjering, og da Jenſen
ikke kunde formode, at en fan artig Mand vilde give
ham et Afſlag, troede han nu, at Meningen var, at
han flet intet ſkriftligt Permesso behøvede. Han
takkede derfor, bukkede og tog ſtrax fat paa fit Arbeide,

Lidt efter kom en Cuſtode og ſpurgte, med hvad Ret

han tegnede her. „Permesso! Permesso!“ ſparede
Jenſen med en ſaadan Rolighed og Sikkerhed, at han
imponerede Cuſtoden. Alligevel mente denne, at han
burde ſporge Cavalieren, om den fremmede Maler virke⸗
lig havde den Tilladelſe, han foregav. Noſa, der blev
opbragt over, at Maleren faa aabenlyſt trodſede hans
udtrykkelige Forbud, befalede Cuſtoderne at viſe ham
bort, og inden Jenſen vidſte af det, havde han en Cu⸗
ſtode ved hver Arm, der uden videre forte ham til Ud»

Romerſke Skizzer. 249

gangen, til Trods for, at Jenſen ſtred imod og den
ene Gang efter den anden gjentog fit „Permessol“.

Naturligviis kunde Jenſen ikke undgaage, at han
engang imellem kontant maatte betale ſin Mangel paa
Sprogkundſkab. Jeg vil anfore et enefte Exempel af de
mange. Han havde gjort en Reiſe til Neapel og Pom⸗
peji og bragte en neapolitanſk Seddel paa tyve Francs
med fig tilbage til Rom. Han gik ind til en Vexellerer
for at bytte den i romerſke Penge og fik tilbage en
pavelig Seddel paa den ſamme Sum; men Jenſen, der
vilde have to Tifrancsſedler, gab ham Seddelen tilbage
og ſagde: „due cinque, due cinque!“ hvilket efter hans
Mening ſkulde betyde: „to Tiere“. Vexellereren ſaae for⸗
undret paa ham, men da han vedblev at gjentage fit
due cinque, gab han ham tilſidſt, hvad han forlangte,
d. o. ſ. to Femmere. Jenſen ſtak dem forneiet til fig
og gik. Forſt da han en Times Tid efter regnede fin
Beholduing ſammen, gik det op for ham, at cinque be⸗
tyder fem og ikke ti, og at han var bleven narret for
ti Francs. Hau var alligevel ikke at bevæge til at gage
tilbage til Vexellereren. Grunden dertil laa dog ikke i
nogen falſk Undſeelſe, men havde maaſkee et ædlere Mo⸗
tiv, ſom man af folgende lille Begivenhed er berettiget
til at flutte.

Paa Cajéerne i Rom gives der visſe Frimurer⸗
hemmeligheder, ſom man har godt af at kjende, naar
man vil undgaae at betale meer end tilberligt. Saa⸗
ledes maa man f. Ex. i Café Roma, naar man for⸗

bene see seek

250 Romerſke Skizzer.

langer ſin Eftermiddagskaffe, tilfoie Ordet „semplice“,
ſaafremt man ikke vil betale 10 Centimer mere. For⸗
ſtjellen i Serveringen beſtaaer deri, at man for den
billige Priis fager ſtedt Sukker og for den hoiere Priis
hugget Sukker. Paa andre Caféer maa man gjøre en
lignende Tilfoielſe, naar man forlanger Toddy, ellers
maa man ikke blot betale den Cognak, man bruger,
men ogſaa den, der er tilbage paa Karaffen. Paa den
Maade var Jenſen en Aften kommen til at betale ſin
Toddy temmelig dyrt, da en Landsmand kom ind og
forlangte en Toddy, ſom han betalte ulige billigere,
Det kom un lil en Forklaring, og Opvarteren blev
hidkaldt og iretteſat, fordi han havde benyttet fig af
Jenſens Uerfarenhed til at træffe ham op. Opyvarteren
tilbod at give Jenſen Pengene tilbage, men det vilde han
ikke modtage. Dagen efter mødte Jenſen udenfor den
ſamme Café en Bekjendt, ſom foreſlog ham at gage ind
med fig og ſpiſe Frokoſt; men Jenſen vilde ikke. Da
Vennen trængte ind pau ham, fortalte Jenſen, hvad der
var pasſeret ham Dagen i Forveien, og tilfeiede: „Jeg
kunde jo gjerne gage derind; men jeg kan fætte mig ind
i, hvor ubehageligt det maa være for den ſtakkels Op⸗
varter at fee mig igjen. Jeg vil derfor vente nogle
Dage, for jeg igjen gaaer derind." At en ſaadan De:
licatesſe var en bortkaſtet Perle, behøver jeg ikke at til⸗
føle, men en Perle var det dog og tilmed en ægte.

— Jenſens ſidſte Eventyr i Rom maa jeg ikke for⸗
glemme. Han havde bragt med fig fra Hjemmet et meget

Romerſte Skizzer. 251

lunefuldt Uhr. Jenſen havde imidlertid bragt det dertil,
at han, ved en beherig Anvendelſe af Addition og Sub⸗
traktion, dog idetmindſte omtrent kunde ſige fig, hvad
Klokken var. Hans Venner raadede han til at bringe
Uhret hen til en Uhrmager, men i det Punkt var han
fuldkommen ſtedig. Han frygtede for at blive narret
og kjendte desuden i Hjemmet en Uhrmager, til hvem
han havde fuldſtendig Tillid. Han vilde da ikke lade
det reparere, for han kom hjem, og vedblev derfor
med ſine indviklede Tidsberegninger; ſaaledes kom da
endelig den Morgen, da han ffulde forlade Rom. Mu⸗
ligviis havde Uhret fundet paa den ſidſte Nat at gage
urimeligt langſomt; det er heller ikke urimeligt, at Jen⸗
ſen, medens han havde travlt med at pakke fin Kuffert,
ikke har anvendt behørig Eftertanke paa fine Beregninger
— vift er det, at han kom en halv Time for ſilde til
Jernbanegaarden. Han maatte nu tage ind paa et Verts⸗
huus til den neſte Dag, betale dyrt Logis, nye Drikke⸗
penge, Berepenge og Droſchke m. m. — hvad der til⸗
ſammen belob fig til langt mere, end Uhrets Reparation
vilde have koſtet.

Endnu engang fkulde jeg i Italien blive erindret
om min Ven Jenſen. Paa en af mine Udflugter til
Pompeji ſpiſte jeg til Middag hos Rafaello, i hvis Lo⸗
canda Kunſtnerne pleie at tage ind. Ved at blade om⸗
kring i en Bog der, hvori de Reiſende indførte deres
Navne og Bemærkninger, traf jeg ogſaa paa Jenſens
Navn, Han havde boet i nogen Tid her og befundet

— — 3 —

—

—— R — ˙¹. SE 0 nd

252 Romerſte Skizzer.

fig vel, Hvorfor han ogſaa anbefalede fine Landsmænd
„den brave Rafaello og hang Hötel, hvor man har det
faa hyggeligt og faner god Mad — for forſte Gang
i Italien ſom i det kjere Hjem, udmarket Viin
— „Ponte Vesuvio“ — og gode Appelſiner.“

Her i dette tarvelige Vertshuus, hos disſe ſimple,
hiertelige Menneſker, havde han for forſte Gang felt
fig ſom hjemme. Man læfer her mellem Linierne, hvor
fremmed han har folt fig, og hvilke faſte Baand der
knyttede ham til hans Hjem og hans Fædreland. Man
ſynes at fee ham aabne hele fit Hjerte, og man faaer
Diet op for al dets Savn, Lengſel og Kjærlighed.
Under ſaadanne Omſtendigheder har det kun lidt at be⸗
tyde, at han ſtriver et P iſtedenfor et M; han gjør ins
gen Fordring paa at være Philolog, og det kan være
ham fuldkommen ligegyldigt, om et Bjerg hedder pa
Italienſt „Ponte“ eller „Monte“. 7

Nu ſidder han, haaber jeg, i Hjemmet, midt imel⸗
lem fine Kjere, fortæller dem fine vidunderlige Reiſe⸗
eventyr og glemmer ikke at udmale, hvor uchriſteligt
Italieneren „ſnyder“ den Reiſende. Gid han maa leve
lenge og lykkeligt, ſom han fortjener! Flere Sprog⸗
kundſkaber onſker jeg ham ikke; hellere vilde jeg onſke,
at hverken han eller nogen af hans Landsmend i deres
eget Hjem, imod deres Villie, maa tvinges til at tale
Jenſens eneſte fremmede Sprog.

253

Skjonhedspletten.

En Novelle
af
Alfred de Musſet.

I.

Det var i Aaret 1756. Trattet af Stridighederne
om To⸗Sousafgiften k) beſluttede Ludvig den Femtende at
afholde en Lit de justice, og Parlamentets Medlemmer
nedlagde i den Anledning deres Embeder. Sexten af
Afſkedsbegjæringerne bleve modtagne, og Medlemmerne dit
i Landflygtighed.

Det var imidlertid ikke alene de Landsforviſte ſelv,
ſom maatte lide under deres Opſetſighed, men ogſaa de⸗
res Slegtninge og Venner. Det morede Kongen at
krenke Brevhemmeligheden. Naar han i ledige Timer
vilde forjage Kjedſomheden, lod han ſin Favoritinde fore⸗

*) En Skatteafgift; af Tiendedelen af Indkomſten ſkulde 5
tales to Sous for hver Livre.

— — — — —

6222 — —ͤ—

254 Skjguhedspletten.

leſe ham det af Poſtens Indhold, ſom hun fandt in⸗
teresſanteſt. Enhver, ſom han fandt ſtagende i nærmere
eller fjernere Forhold til de fjendtlige politiſke Partiers
Forere, var neſten altid fortabt. Man veed, at Ludvig
den Femtende, ved Siden af alle mulige Svagheder, kun
havde een ſtark Side, nemlig den at være ubonhorlig.

En Aften fad han i fit ſedvanlige melancholſke Hu—
meur foran den flammende Ild og lod Fodderne hvile
paa Kaminpladen. Marquiſen, der gjennemlob en Rakke
Breve, traf paa Skuldrene og lo. Kongen ſpurgte,
hvad det var, der morede hende.

— Aa, jeg finder her, ſparede hun, et aldeles for⸗
rykt Brev; men der er noget rorende i det, ſom vakker
Deeltagelſe. Det er adresſeret til den ſmukke Froken
d'Annebault. Nu ffal De høre, Sire.

Madame Pompadour begyndte da med et ganſke
let Anſtrog af Skjelmeri at læfe et langt Brev, der var
fuldt of forelſkede Tirader.

„Hor dog — ffrev man — Sfjæbnen forfolger
mig! Med et Overmaal af Gruſomhed har man ladet
mig ſkimte Himlen, for ſiden at nedſtyrte mig i Afgrun⸗
den. Jeg har ikke længere andet Tilflugtsſted, andet
Haab end Graven, thi nu, da jeg er ulykkelig, ter
jeg ikke længere tenke paa at erholde deres Haand.
De veed, at min Fader anſogte for mig om en Fen⸗
drikspoſt i Cavalleriet eller Garden, og De veed, hoilken
Indflydelſe denne Poſt vilde havt paa hele mit Liv, da
den gav mig Ret til at tilbyde Dem min Haand. Her⸗

Skjgnhedspletten. 255

tugen af Biron ſtottede min Anſogning, men Kongen af⸗
ſlog den paa en Maade, ſom jeg altid vil mindes med
Smerte, thi af hvilken Grund ſkal jeg ſtraffes for min
Faders Anſkuelſer? Min Hengivenhed for Kongen er
ligeſaa oprigtig ſom min Kjærlighed til Dem. Det er
fortvivlet, at man afflaaer min Bon, og det ſtrider
fuldſtendig mod Hs. Majeſtats velbekjendte Godhed ...

— Ah, ſagde Kongen, det interesſerer mig vir
kelig.

„Derſom De vidſte, hvor vi ere opfyldte af Sorg?
Vauverts Pavillon ſoger jeg hoert Sieblik hen
til; i Haverne omkring Neauflette vandrer jeg hver
Dag alene. Jeg har forbudt at ſtuffe Gangene, og Spo⸗
rene af Deres lette Fjed ere ikke blevne udſlettede. Mer⸗
kerne af Deres lille Fod og af Deres høie, hvide Hele
feer jeg endnu i Alleerne; de drage mig uvilkaarligt
efter fig, medens jeg i Tankerne følger Deres ſkjonne
Billede, og dette henrivende Fantom fager efterhaanden
Liv, ſom om det fengſledes til de flygtige Spor. Her
er det, her i Blomſterhaven, medens vi gik og talte med
hinanden, at jeg lærte at fjende Dem. En Opdragelſe,
beundringsverdig ſom var det en Engels, en Dronnings
Anſtand, forenet med Nymfernes Gratie, Tanker, der
vare Leibnitz værdige, og et Sprog, faa ſimpelt og ynde⸗
fuldt, Platos Vid paa Dianas Laber, alt det ſenkede
mig dybere og dybere ned i Tilbedelſe. Og imens ud⸗
foldede alle disſe elſkede Blomſter fig rundt omkring os.
Jeg aandede deres ſode Duft, medens jeg horte paa

— — — —

256 Sljonhedspletten.

Dem, og i deres Vellugt levede Erindringen om Dem.
Nu boie de deres Hoved; de ere mig et Billede paa
Doden

— Aa, det er jo kun en daarlig Copi af Jean⸗
Jacques, afbrød Kongen hende.

„Og naar jeg vender tilbage fra disſe Spadſere⸗
toure — fortſatte Marquiſen — finder jeg min Fader
alene i den ſtore Sal. Han ſidder med Albuen ſtottet
til Bordet, et enkelt Lys brender ved hans Side, og
rundt omkring er der kun Reſter af forſvunden Herlighed.
Med Smerte feer han mig komme ... min Sorg for⸗
øger hans. — Athenais! henne ved Vinduet i denne
Sal ſtaaer det gamle Klaveer, paa hvilfet Deres lille
fine Haand har leget, denne Haand, ſom mine Læber en
enefte Gang har berørt, medens Deres aabnede fig for
at nynne de blode Toner ſaa let og ſagte, at Deres
Sang naſten kun blev et Smiil. Hvor de dog ere lyk—
kelige, Rameau og Lulli og Douci, og hvad de hedder
Alleſammen! De mindes dem og elſker dem, og Tonerne,
ſom de frabte, have [vævet paa Deres Leber. Ogſaa jeg
fætter mig til Klaveret og forſoger at ſpille en af Deres
Yndlingsſange, men de ſynes mig faa folde og jaa mo—
notone! Jeg hører dem doe hen, medens Schoet taber
ſig i den ſtore, triſte Sal. Min Fader vender ſig om
og feer min Sorg; men hvad ffal han gjøre? Han
ſeer mig ung, fuld af Kraft og Liv, og lengſelsfuld
efter at fores ud paa Livets ſtormfulde Hao; han er
min Fader og magter Intet at gjøre for mig

Stjønhedspletten. 257

— Men fiig mig, hvad vil hant Grunden? fpurgte
Kongen. Hvad er der i Veien?

„Jeg kan ikke negte — vedblev Marquiſen at læfe
med mere dæmpet Stemme — jeg kan ikke nægte, at
vi ere nere Naboer og langt ude beflægtede med Abbed
Chauvelin ...“

— Ah,. det hænger ſaaledes ſammen, ſagde Ludvig
den Femtende gabende, Endnn flere Slagtninge af de
Opſatſige! Parlamentet misbruger min Godhed; det
har virkelig en altfor talrig Familie.

— Men naar det nu kun er langt ude Be-
ſlegtede .

— Ligemeget; jeg vil flet ikke vide af dem at ſige.
Denne Abbed Chauvelin er Janſeniſt. Kaſt Brevet i
Ilden og lad mig ikke hore mere om det!

II.

Kongens ſidſte Ord indeholdt juſt ikke en udtrykke⸗
lig Dodsdom, men dog noget nær et Forbud mod at
leve, thi hvad ſkulde i 1706 en ung, uformuende Adels-
mand tage fig for, naar Kongen ikke vilde høre tale om
ham?

Saaledes omtrent ſtode Sagerne for Chevalier de
Vauvert.

Han befandt ſig med ſin Fader ene paa
17

—— — —— —— — —

258 Skiguhedspletten.

Slottet Neauflette og gik i en ſorgmodig, men heftig
Stemning op og ned i den gamle Sal.

— Jeg vil reiſe til Verſailles, ſagde han.

— Men hvorfor?

— Jeg elffer lidenſkabeligt Froken d' Annebault.

— Men til ingen Nytte, veed Du nok. Det er
kun Molière, der laver Aegteſkaber uden Medgift.
Desuden huſker Du nok ikke paa, at jeg er i Unaade.

— Maa det i al Beſkedenhed være mig tilladt at
ſperge, hvad der har foraarſaget denne Unaade? Hvor⸗
for ffal Abbed Chauvelin droge os med fig i fit Fald?

— Abbed Chauvelin har handlet ſom en brav
Mand. Han vagrer ſig ved at billige Tienden, fordi
han føler fig oprort over Hoffets Sdſelhed. Den ſeir⸗

rige Konge har klarlig ſeet, at han var elſket af hele ſit

Rige, han har feet det endnu mere klart, da han ſve⸗
vede paa Gravens Rand. Da ophørte hver Uenighed,
hver Partiſtrid og hvert Nag. Hele Frankrig laa paa
Knæ ved Kongens Seng og bad for ham. Hans Sol-
dater og hans Leger har vi redeligt betalt, men vi vil
ikke længere betale hans Maitresſer, thi vi har Andet
at gjore end at underholde Madame Pompadour.

— Jeg vil ikke tage hende i Forſvar. Jeg kan
hverken tale for eller imod hende, thi jeg har ikke engang
ſaa meget ſom ſeet hende.

— Ja men, ikke ſandt, Du vilde ikke have noget
imod at ſee hende? J din Alder er det altid Sinene,
ſom fælde Dommen. Nu, Du kan jo gjøre et Forſog,

Stjønhedspletten. 259

hvis Du har Lyſt; men Du vil ikke opnaae, hvad Du
ſoger.

— Og hvorfor ikke?

— Fordi det er Daarſkab, fordi denne Marquiſe
er ligeſaa ufynlig i Brinborions Boudoirer ſom Stor⸗
tyrken i fit Serail, fordi man vil lukke alle Dørene lige
for Næeſen af Dig. Du vil kun forſoge det Umulige og
jage efter Lykken ſom en Eventyrer!

Nei, men ſom en Forelſket. Jeg vil kun gjøre
Indſigelſe mod en Uretferdighed. Jeg havde grundet
Haab, ja jeg havde neſten et Lofte fra Hr. de Biron;
jeg var lige ved at komme i Beſiddelſe af den, jeg
elfter, og denne Kjærlighed er ikke ufornuftig, — Du
har ſelv aldrig misbilliget den. Tillad mig da at gjore
et Forſog paa at tale min Sag.

— Du fjender ikke det mindſte til Hoffet og vil
alligevel ſoge det!

— Maaffee vil jeg netop lettere blive modtaget,”

fordi man ikke kjender mig.

— Man fkulde ikke kjende Dig? Hoad tanker
Du paa? Med et Navn ſom dit! ... Vi ere gamle
Adelsmænd, min Son; man maa kiende os.

— Kongen vil hore mig.

— Jo viſt! Du troer, at Du er i Verſailles,
naar din Vogn holder udenfor Slottet . . . Lad os nu
engang antage, at Du kommer gjennem Entreen, Gale⸗
riet og ind i Forſalen. Mellem Hans Majeftæt og Dig
er der kun en Dor, men denne Dor er en Afgrund.

1

—
rr ˙⁰—òw ) ùm¼p ]«Bgzſj; ·˙ ¾] ᷣꝛA Ü8 ½ 'm; pp ⁰ FQ ²⁰-WeJI —˙¹wꝛͥ½̃ ̃ÄPVMUœͤ̃ TʃrñũſM ˙ %

260 Skjonhedspletten.

Du vender tilbage, Du ſoger Omveie og Protectioner,
men Du finder ingen. Vi ere Slagtninge af Abbed
Chauvelin, og Tu veed jo, hvorledes Kongen hævner
fig? Med Tortur paa Damiens, med Landflygtighed
pan Parlamentet, men paa h os Andre med et Ord, eller,
verre endnu, med Taushed. Og ved Du ikke, hvad
Kongens Taushed vil ſige, naar han, iſtedenfor at fvare
Dig, gaaer forbi Dig med fit ſtumme Blik og tilintet⸗
gier Dig. Det er, ligeſom Grevepladſen og Baſtillen, en
beſtemt Grad af Straf; tilſyneladende er den mindre
gruſom, men den merker dog ligeſaa godt ſom Bodde—
lens Haand, Og Du vil virkelig gaae til Hoffet,
virkelig kaſte Dig for Marquiſens Fodder?

— Man ſiger, at de ſkal være udmerket ſmukke.

— Hun er ingen Skjonhed og Kongen elſker hende
ikke, det veed man, men alligevel giver han beſtandig
efter for denne Kvinde, For at hævde en ſaadan Magt,
maa hun vel ſagtens vere i Beſiddelſe af Andet end
ſit dumme Hoved.

— Man paaſtaaer, at hun ffal være i Beſiddelſe
af megen Aand.

— Men uden Hjerte — et herligt Fortrin!

— Uden Hjerte! Hun, ſom kan declamere Vol⸗
taires Vers og ſynge Rousſeaus Muſik faa ſmukt!
Hun, ſom ſpiller Alzire og Colette! Det er umuligt,
det faner man mig aldrig til at troe.

— Gaa reis og fee ſelo!

Skjonhedspletten. 261

III.

Chevalier de Vauvert begav fig altſaa til Verſailles
og tog Klokken fem om Eftermiddagen ind i Herberget
„Solen

J Verſailles boede en gammel Geiſtlig, ſom tid⸗
ligere havde været Sognepreſt i Nærheden af Neauflette.
Chevalieren kjendte ham og holdt af ham. Denne Praſt,
der ſelv var fattig og uden Indfly delſe, havde imidlertid
en velſtagende Neveu, ſom var Abbed ved Hoffet og
paa Grund deraf maaſkee nok kunde være til Nytte.
Chevalieren begav fig til Neveuen.

— De kommer netop i en heldig Stund, ſagde
den anſete geiſtlige Herre. Der er i Aften Opera ved
Hoffet. Selv gaaer jeg der ikke, men her er netop en
Judbydelſe fra Hertugen af Aumout, Benyt den. De
er ganſke viſt ikke preſenteret, men da man ſpiller Ko⸗
medie, er det heller ikke nodvendigt. Sorg for at be⸗
finde Dem paa Kongens Bei, naar han gaaer til fine
Privatværelfer. Et Blik, og Deres Lykke er gjort.

Chevalieren takkede Abbeden og, trættet af en ne⸗
ſten founles Nat og en heel Dag til Heſt, gjorde han
foran et Speil i Herberget et af disſe lidt ſktjodesloſe
Toiletter, der klede Forelſkede faa ypperligt. En i
denne Kunſt ikke meget erfaren Tjeneſtepige hjalp ham,
ſaa godt hun kunde, og forſynede hans guldbroderede
Kjole med et ikke ringe Quantum Pudder.

Og faa begav han fig da, tyve Aar gammel, paa
Vei for at føge Lykken.

262 Skjpnhedspletten.

Det begyndte at blive Nat, da han naaede Slottet.
Lidt frygtſom gik han hen til Gitterporten og ſpurgte
Skildvagten om Vei. Man vifte ham opad Hovedtrappen.
Paa denne fif han af Schweitzeren at vide, at Operaen
nylig var begyndt, og at Kongen, det vil ſige alle de
Indbudne, befandt fig i Overaſalen.

Derſom Hr. Marquien vil gage over Gaarden,
tilfoiede Schweitzeren (han kaldte Alle Marquier, naar han
ikke kjendte deres Titel), vil De kunne bivaane Skue⸗
ſpillet om et Sieblik. Bil Hr. Marquien derimod hel⸗
lere gage gjennem Værelferne . .

Chevalieren kjendte flet ikke Slottet. Nysgjerrig⸗
heden bragte ham til at ſpare, at han foretrak at gane
gjennem Verelſerne; da derfor en Lakai gjorde Mine
til at ville ledſage ham, brev en pludſelig opdukkende
Forfengelighed ham til at tilfsie, at man ikke ſkulde
glore fig Uleilighed med at ledſage ham. Han begav
ſig da, ikke uden en vis Uro, paa Vei alene.

Verſailles ſtraalede af Lys. Lyſekroner, Cande⸗
labrer, forgyldte Meubler og Marmorſtatuer glimrede
hele Slottet igjennem, Alle Floidere ſtode aabne und⸗
tagen de, der forte til Dronningens Gemakker. Efter⸗
haanden ſom Chevalieren gik fremad, blev han fyldt af
en Forbauſelſe og en Beundring, ſom man har ondt
ved at foreſtille ſig. Thi det, ſom gjorde hele det Skue,
der vifte fig for ham, faa vidunderligt, var ikke alene
den glimrende Skjonhed, han fane omkring fig, det var til⸗

Skiguhedspletten. 263

lige den fuldſtendige Enſomhed, der omgav ham i denne
fortryllende Orken.

Der er i Virkeligheden ved at befinde ſig alene i
et ſtort, vidtſtrakt Rum, det være fig nu i et Tempel,
et Kloſter eller et Slot, noget Beſynderligt og. man kan
næften ſige, Hemmelighedsfuldt. Bygningen ſynes at
tynge med en underlig Vegt paa den, ſom befinder ſig
ene derinde; Murene true ham, Echoet lytter, Lyden
af hans Skridt forſtyrrer en faa dyb Taushed, at han
foler en uvilkaarlig Frygt og kun gaaer fremad, opfyldt
af 2Erbodighed.

Chevalieren havde i Begyndelſen ogſaa denne For⸗

nemmelſe, men ſnart blev han endnu mere betagen af
Interesſen ved det Nye og Forunderlige. Fra Speil⸗
væygene ſtraalede Candelabrenes Lys ud igjen i utallig
Mangfoldighed; Tuſinder af Amoriner, Nymfer og
Hyrdinder legede paa Paneelverkerne, flagrede omkring
paa de gibſede Lofter og ſyntes i en uendelig Rekke at
omſlynge hele Paladſet. Her var der uhyre Sale med
guldbroderede Floielsbaldakiner, og hvor det ſtore Konge⸗
dommes traditionelle Stivhed endnu bevaredes af de i
Parade opſtillede Leneſtole; der fane man hyppigt brugte
Oitomaner i Uorden omkring et Spillebord; — hiſt en
Uendelighed af ode Sale, hvori Glimmerpragten ſtraalede
faa meget ſterkere, fordi dens Glands ſyntes jaa unyttig.
Af og til aabnede hemmelige Døre fig ud til uendelige
Corridorer; tuſinde Trapper og tuſinde Gange krydſede
hinanden ſom i en Labyrinth. Snart ſage man kœempe⸗

ÿ) ---

264 Skjonhedspletten.

mesſige Soilerckker og Eſtrader, ſnart Boudeirer, der
lignede Dukkeſale; et vældigt Maleri af Vanloo tæt ved
en Porphyrkamin; en Aeſke Skjeonhedspletter, glemt ved
Siden af en plump chineſiſk Porcellainsfigur; ſnart en
overvældende Storhed, ſnart en forfinet Elegance; og
overalt midt i denne Luxus, Odſelhed og Blodagtighed
en underlig, ſtadig vexlende, beruſende Duft, en Parfume,
der mindede om Blomſter og Kvinder, en Atmoſphere,
ſvanger med den meſt udſogte, bedovende Vellyſt.

Naar man, tyve Aar gammel, bliver flyttet ind
mellem disſe Vidundere og befinder ſig ene der, er der
ganſke viſt Grund til at føle fig blændet af al denne
Glands. Som i en Drom gif Chevalieren omkring paa
Lykke og Fromme.

„Et fandt Feepalads!“ hviſkede han, og i Virke⸗
ligheden forekom alt dette ham ogſaa ſom et af disſe
Eventyr, i hoilke Prindſer, der have forvildet fig, op-
dage magiſke Slotte.

Var det virkelig dødelige Bæfener, ſom beboede dette
uforlignelige Opholdsſted. Var det virkelige Kvinder,
ſom havde ſiddet i disſe Leneſtole, og hvis bløde For⸗
mer paa. disſe Puder havde efterladt det lette Tryk, ſom
endnu fortalte om yndefuld Nonchalance? Maaſkee vilde
der bag disſe tylke Draperier aabne ſig en ſtor, ſtraa⸗
lende Sal med en for hundred Aar ſiden indſflumret
Prindſesſe; maaſkee vilde der ud fra Marmorſoilerne
og de gyldne Paneler træde en eller anden Fee i Fiſkebeens⸗
ſtjorter, en eller anden Hoffets Hamadryade!

Skjonhedspletten. 265

Fortumlet af alle disſe Chimærer havde Chevalieren,
for bedre at kunne dromme, kaſtet ſig paa en Sopha, og
han vilde maaſkee være bleven liggende der længe, hvis
han ikke var kommen i Tanke om, at han vor forelſket.
Hvad tog for Sieblikket hans Elſkede, Froken d'Aune⸗
bault, fig for i det gamle Slot, hvor hun var bleven
tilbage?

— Aihenais! udbrød han pludſelig. Og jeg, ſom
her doſer Tiden hen! Er min Fornuft omtaaget?
Hvor er jeg, og hvad foregager der med mig?

Han reiſte ſig og fortſatte ſin Vandring gjennem
denne nye, ukjendte Verden. At han forvildede fig, be⸗
hover neppe at fortælles. — Men han fane da nogle
Lakaier, ſom ſtode og talte jagte med hinanden i en af
de tilſtodeunde Sale. Han gik hen til dem og ſpurgte,
hvilken Vei han fkulde gage for at komme til Theatret.

— Hvis Hr. Marquien, foarede man (beſtandig
efter ſamme Formel), vil vare faa god at gage ned ad
denne Trappe og folge Galeriet tilhoire, fan maa De ved
Enden af det ſtige tre Trin opad. De ffal derpaa
dreie tiloenſtre, og, naar De er kommen igjennem Diana⸗
og Apolloſalen ſamt Muſernes og Foraarets Sale, atter
ſtige jer Trin ned. Naar De fan gaaer videre frem
med Gardeſalen paa hoire Haand, vil De ganffe viſt
treffe paa andre Schweitzere, ſom kunne viſe dem Reſten af
Veien.

— Meget forbunden, ſagde Chevalieren. Naar

266 Skjgnhedspletten.

jeg med ſaa gode Oplysninger ikke kan finde Vei, maa

Skylden være min egen.

Han gav fig atter modigt paa Vandring, ſtandſede
af og til imod fin Billie for at fee fig omfring og
mindedes faa atter fin Forelſkelſe. Da der tilfidft var
hengaaet endnu et godt Kvarter, traf han, ſom man
havde fagt, igjen paa andre Lafaier.

— Hr. Marquien er gaaet feil, underrettede man
ham om. De fulde være gaaet gjennem den anden Floi
af Slottet. Men det fan meget (er redresſeres, hvis
Hr. Marquien blot vil ſtige ned ad denne Trappe, der⸗
paa gaae igjennem Nymfeſalen, Sommerſalen .

— Jeg takker Dem, afbrød Chevalieren.

Men det er jo forſkrakkelig dumt af mig, faldt det
ham derpaa ind, ſaaledes at adſporge disſe Folk. Jeg
gior mig jo ſelv til Skive for deres Sarkasmer, og felv
om de ikke lee af mig, hvad Nytte har jeg faa af
alle disſe pompeuſe Navne pan Sale, hooraf leg ikke
kjender en eneſte?

Han beſtemte fig til. ſaavidt det lod fig gjere, at
gage beſtandig ligend. „Thi,“ ſagde han til ſig ſelv,
„dette Slot er meget ſmukt, det er meget ſtort, men
naar det kommer til Alt, maa jeg dog, ſelv om det var
tre Gange faa langt ſom vor Kaningaard, tilſidſt naae
Enden paa det.“

Det er imidlertid i Verſailles ikke let at gaae
lenge ligeud, og denne landlige Sammenligning mellem
Kongeboligen og en Kaningaard har uden Tvivl vakt

Skjpuhedspletten. 267

Fortrydelſe hos Stedets Nymfer, thi de begyndte igjen
al lede den ſtakkels Forelſkede vildt, fan han beſtandig
kom tilbage til det ſamme Sted, hvorfra han var gaaet
ud. Til Straf for hans Mangel paa Delicatesſe
viklede de ham dybere og dybere ind i deres Labyrinth
af Marmor og Guld.

J Piraneéſi's „Romerſke Antiquiteter“ findes der en
Suite Tegninger, ſom Kunſtneren kalder ſine Dromme, og
ſom ere Erindringer fra Syner, han har havpt under
en Febervildelſe. Disſe Tegninger foreſtille ſtore gothiſke
Sale; paa Gulvene ſtaager der alleſlags Kraner og Lofte⸗
maſkiner, Hjul, Touge, Tridſer, Lofteſtenger, o. ſ. v., et
Üdtryk for den voldſomme Magt, ſom her er fat i Be⸗
vegelſe. Langs Murene ſeer man en Trappegang, og
paa denne klattrer med eienfynlig Befvær Piransſi ſelv.
Naar man følger Trinene lidt opad, ſtandſe de pludſelig
ved Randen af en Afgrund. Den ſtakkels Piraneſis
Beſverligheder mage, antager man, her være endte, thi
han kan ikke gjore et Skridt videre uden, at fulde. Men
løfter man Oinene op, vil mau fee en anden Trappe⸗
gang, hoiere oppe i Luften, og paa den atter Piransſi ved
Randen af en ny Afgrund. Og naar man feer endnu
hoiere op, gjentager det Samme fig, Piraneſi fortfætter
beſtandig ſin ſoimlende Opſtigning, indtil Trappen og
han forſpinde i Skyerne, det vil ſige udenfor Teguingen.

Denne Feberallegori giver et fortræffeligt Billede
pan ſpildt Umage og blind Utaalmodighed.

Chevalieren, der beſtandig vandrede fra Sal til

268 Skjonhedspletten.
Sal og fra Galeri til Galeri, blev til Slutning bid»
fig og vred.

— Det er da ogſaa fordomt! udbrød han. Efterat
jeg har været faa fortryllet og henrykt over at befinde
mig ſaa vel i dette tosſede Palads, kan jeg nu ikke
længere komme ud af det igjen. Det er Straffen for
den dumme Forfengelighed, der bevægede mig til at
gane herind ſom Prinds Fanfarinet med Guldſtovlerne,
iſtedenfor at jeg ſkulde have bedt den forſte den bedſte
Lakai om at ledſage mig til Theatret.

Da hau, lidt vel ſeent, blev anfalden af dette
Samvittighedsuag, befandt Chevalieren fig, ligeſom Pire⸗
néſi, paa Haluveien af en Trappegang og ſtod netop
paa en Afſats i Nerheden af tre Dore. Bag den
midterſte forekom det ham, at han hørte en ſaa let, ſaa
behagelig Lyd af Stemmer, at han ikke kunde lade
være at lytte. J ſamme Sieblik, ſom han zjorde
nogle Skridt fremad for at være indiscret, ſprang begge
Floidorene op. Et Vindpuſt, kryddret af tuſinde for—
ſljellige Parfumer, en Straaleglands, der maatte bringe
ſelve Speilgalerierne til at blegne, ſtrommede faa plud⸗
ſeligt ud imod ham, at han uvilkaarligt veg nogle Skridt
tilbage. 4

— Bil Hr. Marquien træde ind? fpurgte Schweit⸗
zeren, der havde aabnet Doren.

— Jeg enſkede gjerne at overvære Skueſpillet,
jvarede Chevalieren.

— Det er forbi netop i dette Oieblik.

Skjonhedspletten. 269

Og ſamtidig fane Chevalieren en Mængde ſmukke
Damer, der vare fiint ſminkede med Roſer og Karmin,
rekke ikke Armen og heller ikke Haanden, men Finger⸗
ſpidſen til ældre og yngre Cavalerer, og faa med ſtor
Omhu begynde at komme paaſkraa ud af Skueſpilſalen,
for at deres Fiſkebeensſkjorter ikke ſkulde tage nogen
Skade. Hele denne glimrende Skare talte med ſagte
Stemmer, halv muntert og halo arbodigt.

— Men hvad er dog dette? udbrød Chevalieren,
der ikke anede, hvor Tilfældet havde fort ham hen?

— Kongen kommer, ſvarede Schweitzeren.

Der er et Slags Uforferdethed, ſom aldrig giver
fortabt; det er det Slags Mod, der findes hos Folk
uden egentlig Opdragelſe. Men det beſad vor unge
Provindsbeboer ikke, ſkjondt han forreſten var ganſke
tapper. J det Samme han horte Ordet: „Kongen
kommer“, blev han ſtagende ubevægelig og naſten for⸗
færdet.

Kong Ludvig den Femiende beſad, ſom man veed,
en ganſke overordentlig let, elegant og majeſtetiſk Hold⸗
ning. Han roſte fig med fuld Feie af at være Frank⸗
rigs ferſte Adelsmand, og hans Elſfkerinder ſagde, ikke
uden Grund, til ham, at han tillige var den meſt
velſkabte og den ſmukkeſte. Det var virkelig noget Overor⸗
dentligt at fee ham forlade fin Leneſtol og være jaa
naadig ſelb at bevæge fin Perſon fremad. Naar han
gik hen over Gulvet med den ene Arm hvilende. paa
d'Argenſons Skulder, medens hans rode Hale lang⸗

270 Skjpnhedspletten.

ſomt gled hen over det bonede Gulv (en Dovenſkab, ſom
han ſelb havde bragt i Mode), faa forſtummede enhver
Hviſken, og Kavalererne boiede Hovedet uden at driſte
ſig til at bringe Monarken nogen egentlig Hilſen, og
de ſmukke Damer hældede fig dybt ned over deres ild=
farvede Livbaand og tilnikkede ham med Hovedet ffjult
i den ſtore Halskrave dette kokette Goddag, ſom vore
Bedſtemodre kaldte en Reverents.

Den tauſe Monark pasſerede altſaa enſom midt
imellem hele Skaren, forbi disſe Blomſter, disſe ſmukke
Damer og hele Hoffet. Chevalieren behovede ikke at
tenke fig længe om for at indſee, at han ikke havde
Nogetſomhelſt at haabe af Kongen, og at Beretningen
om hans Kjarlighedshiſtorie hos ham ikke vilde finde
noget gunſtigt Ore.

— Jeg Ulykkelige, tænkte han. Min Fader havde
kun altfor megen Ret, da han ſagde, at jeg to Skridt
fra Kongen vilde ſee en Afgrund mellem ham og mig.
Selv om jeg vovede at bede om en Audients, hvem
ſlulde faa beſkytte mig, hvem ſkulde preſentere mig?
Der ſtaaer han, denne mægtige Eneherſker, ſom med et
Ord kan forandre hele mine Skjebne, ſikkre min Frem⸗
tid, opfylde alle mine Onſker. Der ſtager han foran
mig; naar jeg ſtrekker Haanden ud, kan jeg røre ved
hans Kongekaabe . . . og dog føler jeg mig lengere
borte fra ham, end jeg var det i min fjerne Provinds⸗
afkrog. Hvorledes ſkal jeg vove at tale til ham? Hvor⸗

Skjonhedspletten. 271

ledes ſkal jeg faae ham til at ſtandſe? Hvem kommer
mig til Hjælp ?

Medens Chevalieren hengav fig til disſe lidet tre⸗
ſtelige Tanker, fik han Øie paa en ung, meget ſmuk
Dame med en Anſtand fuld af Ynde og Fiinhed. Hun
var iført en hvid Kjole uden Diamanter eller Broderier
og bar en Roſe i Haaret. Hun rakte Haanden til en.
„ambraduftende“ Kavaler, ſom Voltaire ſiger, og talte
ganſke ſagte med ham bag fin Vifte. Tilfældet vilde
nu, at medens hun var ivrig i Færd med at tale, ſmile
og geſtikulere, faldt denne Vifte hende ud af Haanden
og ind under en Laneſtol, der ſtod lige foran Chevalie⸗
ren. Han boiede ſig oieb likkelig ned for at tage den
op. Ved denne Leilighed var han kommen til at ligge
paa Knæ, og den unge Dame forekom ham ſaa for⸗
tryllende, at han praeſenterede hende Viften i denne
Stilling. Hun ſmilte og gik bort, idet hun takkede
ham med en let Haandbevegelſe. Med ved det Blik,
hun ſendte ham, følte han fit Hjerte banke, uden at
han kunde forklare fig ſelb Grunden dertil Der var
imidlertid en Grund. Denne unge Dame var nemlig
ingen Anden end den lille Etioles, ſom de Misforneiede
endnu kaldte hende, medens Andre, naar de talte om
hende, ſagde „Marquiſen“ paa ſamme Maade, ſom man
pleier at ſige „Dronningen“.

272 Skjgnhedspletten.

IV.

— Hun ſkal protegere mig, hun ffal komme mig
til Hjælp! Ja, Abbeden havde Ret, da han ſagde,
at et Blik ſkulde blive af afgjerende Betydning for hele
mit Liv! Ja, disſe milde, venlige Sine, denne fkjelmſke
og yndefulde Mund, denne lille Fod, der drukner i
Silke, ffal blive min Redning . . .. Hun er min gode
Fee!

Chevalieren udtalte disſe Tanker neſten høit, da
han vendte tilbage til fit Herberg. Men hvorfra kom
da dette Haab faa ſterkt og fan pludſeligt? Var det
blot hans Ungdom, der talte, eller havde Marquiſens
Sine ogſaa talt?

Vanſkeligheden blev imidlertid beſtandig den ſamme.
Selv om han ikke længer tenkte paa at blive preſen⸗
teret for Kongen, hvem fkulde jaa præfentere ham for
Marquiſen?

Han tilbragte en ſtor Deel af Natten med at ſkrive
et Brev til Froken d' Annebault, der faa omtrent lignede
det, Madame Pompadour havde læft.

Allerede tidlig den neſte Morgen gik Chevalieren
ud og drev drømmende omkring gjennem Gaderne. Det
faldt ham ikke ind at tye hen til hans Beſkytter Abbe⸗
den. Hvorfor? ja det er juſt ikke ſaalet at ſige. Grun⸗
den var vel nermeſt en Blanding af Frygt og Driſtig⸗
hed, af falſk Undſeelſe og romautiſk Spermeri. Og
hvad vilde i Virkeligheden ogſaa Abbeden have ſvaret, naar
han fortalte ham fin Hiſtorie fra den foregaaende Dag?

Sljønhedspletten. 273

— „De har varet faa heldig at tage en Vifte op; har De
benyttet Dem deraf? Hvad har De ſagt til Marquiſen?“ —
Intet. — „De fkulde have talt til hende?“ — Jeg var
forvirret og havde næften tabt Hovedet. — „Det var
en Feil af Dem, man maa forftaae at gribe Leiligheden;
men det kan gjores godt igjen. kal Sjeg praſentere
Dem for Hr. N. N., der er en af mine Venner, eller
for Madame N. N., ſom er en af mine Veninder? Vi
ville forſoge at ſkaffe Dem Adgang til denne Marquiſe,
ſom De er faa bange for, og fan haaber jeg“ ofv. oſo.

Det vilde Chevalieren ikke. Det forekom ham, at
naar han fortalte Andre fit Cventyr, vilde han paa
en vig Maade fordærve det. Han ſagde til fig felv,
at Tilfældet havde begunftiget ham paa en næften uhørt
og utrolig Maade, og at dette burde være en Hemme⸗
lighed mellem ham og Tilfældet; at betroe denne Hemme⸗
lighed til den Forſte den Bedſte var efter hans Mening
at berøve den fin Verdi og at viſe fig uverdig til den.

Jeg gik igaar alene til Verſailles, tenkte han, og
jeg vil nu ogſaa gage alene til Trianon (det var for Sie⸗
blikket Favoritindens Opholdsſted).

En ſaadan Maade at tenke paa kan, ja maa vel
endogſaa ſynes extravagant for de mere Beregnende, der
Intet forſomme og overlade det mindſt Mulige til
Tilfældet. Men ſelv de floveſte Menneſker kunne, hvis
de engang have været unge (hvad iøvrigt ingenlunde
Alle have været), have lært at fjende denne eien⸗

dommelige, driſtige, farlige og forførende Folelſe, ſom
18

274 Skjgnhedspletten.

driver os paa Lykke og Fromme ud i Livet; man foler
fig blind, og man onſker at være det; man veed ikke,
hvor man gaaer hen, men man gaaer dog beſtandig
fremad. Det Fortryllende ligger netop i denne Sorg—
loshed og Uvidenhed; det er den virkelige Lykke for
Kunſtneren, ſom drommer, for den Forelſkede, ſom tilbrin⸗
ger Natten under fin Elffedes Vinduer; det er ogſaa
Soldatens Inſtinkt og ligeledes Spillerens.

Chevalieren havde da, næften uden at vide det, ta⸗
get Veien til Trianon. Uden egentlig at være pyntet
ſabnede han dog ingenlunde Elegance og endnu mindre
denne Maade at være paa, der gjor, at en Lakai, ſom
man tilfældig ſtoder paa, ikke ſporger, hvor man ffal
hen. '

Det faldt ham derfor heller ikke vanffeligt ved
Hjælp af nogle Oplysninger, ſom han havde faaet i Herz
berget, at naae til Gitteret foran Slottet, hvis man
tor falde denne Bonbonaſke af Marmor ved dette Navn.

Gitteret var imidlertid uheldigviis lukket, og en
ſtor Schweitzer ſpadſerede med Hænderne pan Ryggen
frem og tilbage i den indre Allee.

— Kongen er her, ſagde Chevalieren til ſig ſelo,
eller ogſaa er Marquiſen her ikke. Naar Dørene ere
aflaaſede, og Tjenerne ſpadſere, faa maa Herſkabet enten
have lukket fig inde eller være gaaet ud.

Hvad var her at gjere? Ligeſaa megen Tillid og
Mod, ſom han havde havt for et Sieblik ſiden, ligeſaa
megen Tvivl og Frygt felte han nu. Den blotte Tanke:

Sfjønhedspletten. 275

„Kongen er her“ forſkrekkede ham nu mere, end de Ord:
„Kongen kommer“ havde gjort Dagen forud. Thi nu
kjendte han dette folde Blik, denne Majeſtæt, der var
uimodtagelig for enhver Paavirkning.

— Hyoilket Anſigt — tenkte han — vilde jeg ikke
ſette op, his jeg nu forſogte at tvænge ind i denne
Have og pludſelig ſtod Anſigt til Anſigt med Monarken!

For den ulykkelige Forelſkedes Phantaſi vifte fig alle⸗
rede det juſt ikke meget tiltalende Omrids af Baſtillen;
iſtedenfor det fortryllende Billede, han havde bevaret af
denne Marquiſe, der gik ſmilende forbi ham, ſaage han
Taarne og Fængfler, daarligt Band og muggent Brod.
Lidt efter lidt kom Eftertanken, og ſamtidig foandt Haabet.

Og dog, ſagde han endnu en Gang til fig ſelo, der
er jo i Grunden ikke noget Ondt i det Hele. Jeg
kommer kun for at proteſtere mod en Uretferdighed.
Man modtog mig faa godt i Verſailles igaar, og La—
kaierne vare fua høflige! Hoad frygter jeg for?

Han nærmede fig Gitterporten og tog fat i den,
Den var ikke lukket; han aabnede den og traadte driſtigt
ind. Schweitzeren vendte fig om imod ham med en barſk
Mine.

— Hvad vil De? Hvor ſkal De hen?

— Til Madame Pompadour.

— Er De tilſagt til Audients?

— Ja.

— Hvor er Deres Brev?

Nu var han ikke langere Marquis ſom igaar.
5˙

276 Sljønhedspletten.

Chevalieren fane ned ad fig og opdagede med Bekym⸗
ring, at hang hvide Stromper og hans Agatſpender vare
bedekkede med Støv. Han havde begaaet den Feil at
komme tilfods. Schweitzeren ſage ogſaa ned og maalte
ham, ikke fra Hoved til Fod, men nedenfra opad.

— De har intet Brev. Hvad vil De?

— Tale med Madame Pompadour.

— Og det, mener De, kan lade fig gjøre uden videre?

— Det veed jeg ikke. Er Kongen her?

— Maaſkee. Men gaa nu deres Vei!

Chevalieren havde ikke Lyſt til at blive vred, men
imod hans Villie bragte dog denne Uforſkammethed ham
til at blegne.

—. Jeg har undertiden ſagt til en Lakai, at han
ſkulde gage, men en Lakei har aldrig tidligere vovet at
ſige det til mig.

— Lakai! Jeg en Lakai! udbrød Schweitzeren
raſende.

— Lakai, Portner, Tjener, Dervogter, — det er
mig et og det ſamme.

Schweitſeren gjorde et Skridt henimod Chevalieren
med knyttede Hænder og truende Blik. Chevalieren,
der nu igjen var bleven fuldſtendig Herre over fig felv,
loftede ganſke let Grebet paa fin Kaarde.

— Tag Dem iagt, ſagde han, jeg er Adelsmand,
og det koſter mig kun fer og tredive Livres at ſlaae en
Tolper ſom Dem til Jorden.

— Hvis De er Adelsmand, faa ſtager jeg til

Skjonhedspletten. 277

Gjengjeld i Kongens Tjeneſte; jeg gjor kun min Pligt,
og tro ikke...

J dette Sieblik horte man fjernt borte en Fan⸗
fare, der ſyntes at komme fra Satoryſkoven. Chevali⸗
eren lod ſin Kaarde falde tilbage i Skeden og ſagde,
idet han reent glemte den opſtaaede Trætte:

— Men, det er jo Kongen, der tager paa Jagt.
Hvorfor ſagde De mig ikke det ſtrax?

— Det angager hoerken Dem eller mig.

— Hor nu, min Ven. Kongen er ikke derinde, og jeg
har intet Brev. Jeg er heller ikke tilſagt til Audients; men
fee her er Drikkepenge, faa lader De mig nok komme
ind.

Han tog nogle Guldſtykker op af ſin Lomme.
Schweitzeren maalte ham paany med overlegen Foragt.

— Hvad flal det betyde? ſagde han haanligt.
Troer De, at man paa denne Maade kan faae Indpas
i en kongelig Bolig? Tag Dem iagt, at jeg ikke lader
Dem arreſtere, iſtedenfor at jage Dem paa Porten.

— Du? jammerlige Drog! udbrød Chevalieren, i
hvem Vreden atter kogte op, og ſom nu paany greb til
Kaarden.

— Ja, netop jeg! ſvarede den ſtore, ſocre Mand.
Men under denne Samtale havde tætte Skyer ſamlet
fig paa Himlen. Et Uveir ſtod i Begreb med at bryde
los. Der glimtede et Hurtigt Lyn, fulgt af et heftigt
Tordenſkrald, og Regnen begyndte at falde i ſtore Draaber.
Chevalieren, der endnu holdt Haanden ved Kaardegrebet,

— — —

278 Sliguhedspletten.

ſaae en Draabe, faa ſtor ſom en lille Daler, falde paa
ſin ſtovede Sko.

— Lad os ſoge Ly, ſagde han. Jeg ſeer ingen
Grund til, at vi fulde ftaae her og lade os gjennem⸗
bløde.

Og han tog ganffe ugeneert Veien til Cerberus'
Hule, eller, om man hellere faa vil, Portnerboligen.
Da han var kommen derind, kaſtede han fig i Port⸗
nerens egen ſtore Leneſtol.

— Hvor De fjeder mig, ſagde han, og hvor jeg
er uheldig! De troer, at jeg har ondt i Sinde, og hele
Sagen er dog den, at jeg i min Lomme har et Benſkrrift
til Hans Majeſtct! Jeg er fra Provindſerne, men De
er ſlet og ret en Dumrian!

Iſtedenfor at ſpare gik Schweitzeren hen i en Krog,
tog ſin Hellebarde og ſtillede ſig med dette Vaaben i
Haanden ligeoverfor Chevalieren.

— Naar gaaer De? raabte han med Stentor⸗
ſtemme.

Striden, der vexelviis var bleven glemt og gjenop⸗
taget, truede denne Gang med at antage en aloorlig
Chorakteer, og Schweitzeren loftede allerede Vaabnet. Der
kunde i dette Sieblik være hendet, hvad det ſkulde være,
hvis Chevalieren ikke pludſelig havde vendt Hovedet om
med det Udbrud:

— Hvem kommer der?

En ung Page, der red en fortræffelig Heſt, kom ri⸗
dende i fuld Carriere. Veien var opbledt af Regnen,

Stjønhedspletten. 279

og Gitterporten ſtod kun aaben paa Klem. Han ſtand⸗
fede et Sieblik, medens Schweitzeren gik hen og lukkede
op. Pagen gav derpaa Heſten Sporerne, men Dyret gled
paa den fugtige Jord, ſnublede og faldt.

Chevalieren ilede ſtrax tilhjclp, og han bar fig faa
behendigt ad, at Heſt og Rytter ſnart vare paa Benene
igjen. Men denne ſidſte var bedckkket med Snaus og
kunde kun til Nod halte afſted. Da han var bragt ind
i Schweitzerens Huus, og det nu var blevet hans Tour
at tage Plads i den ſtore Leneſtol, ſagde han til Che⸗
valieren:

— De er uden Tvivl Adelsmand. De har be⸗
viiſt mig en ſtor Tjeneſte, men De kunde beviſe mig en
endnu ſtorre. Jeg bringer et Budſkab fra Kongen til
Marquiſen, hvormed det haſter meget, hvad De vil kunne
indſee, da min Heſt og jeg have været nærved: at brake
Halſen for at komme hurtig afſted. De vil forſtaae
at jeg, tilſolet ſom jeg er og haltende, ikke kan bringe
dette Papir til dets Beſtemmelſesſted. Bil De gjøre
det for mig?

Samtidig traf han op af ſin Lomme en ſtor guld⸗
broderet Taſke, forſynet med det kongelige Segl.

Let ſom en Fjer ſkyndte Chevalieren fig. bort med
Taſken.

NV:

Da han kom op til Slottet, ſtod der en anden
Schweitzer foran Soilegangen.

280 . — Gljønhedspletten.

— En Ordre fra Kongen, ſagde den unge Mand,
ſom dennegang ikke frygtede Hellebarderne; og idet han
loftede Taſken i Veiret, ſpadſerede han fornoiet ind mel⸗
lem et halvt Duſin Lakaier.

Da den ſtore, ſpere Schweitzer, ſom ſtod midt i
Veſtibulen, fane det kongelige Segl, bukkede han og tryk⸗
kede med ſin Finger paa en Fjer i Panelet.

En lille ſkjult Dor aabnede fig ſtrax ſom af ſig
ſelb. Schweitzeren gjorde en hoflig Bevegelſe, Che⸗
valieren gik ind gjennem Deren, og den faldt i
efter ham.

En taus Kammertjener forte ham nu ind i en Sal,
derpaa gjennem en Corridor, ud til hvilken ſtodte to eller
tre ſmaa Cabinetter, og endelig ind i en anden Sal, hvor
han bad ham vente et Sieblik.

— Er jeg endnu beſtandig i Verſailles? ſpurgte
Chevalieren fig ſelv. Er Meningen, at vi igjen ſkulle
begynde at lege Blindebuk?

Han befandt ſig i et lille Boudoir, der var heelt
bedelket med Speilglas. Man veed, hvor overordentlig
meget en ſmuk Dame, der har en ſmuk Figur, vinder
ved at lade fit Billede viſe fig fra en Mængde forffjel-
lige Sider, Hun blender, hun omgiver fuldſtendig
den, hun vil behage. Hvor han fan feer hen, feer

han hende. Hvorledes ſkal han undgaae hende? Man

har intet Andet at gjore, end at flygte eller erklere fig

overvunden.

Skjonhedspletten. 281

Chevalieren lod ogſaa et Blik ſtreife ud over Ha-
ven. Derhenne bag Buſkadſet og Labyrintherne, Sta⸗
tuerne og Blomſtervaſerne faae man de forſte Spor af
den Hyrdeſmag, ſom ved Marquiſen kom i Mode, og
ſom ſenere Madame Dubarry og Dronning Marie-An⸗
toinette bragte til en fan hei Grad af Fuldkommenhed.
Tritonerne, de alvorlige Gudinder, de lærde Nymfer
og Buſterne med de ſtore Parykker ſaae allerede en en⸗
gelſt Have titte frem af Jorden midt imellem forbauſede

Taxusbœxter. De ſmaa Plainer, de ſmaa Bæffe og de
ſmaa Broer ſtode i Begreb med at detroniſere Olympen,

og erſtatte den med en Malkeſtue.

Men Chevalieren var altfor henrykt og fortryllet
over at befinde fig paa dette Sted, til at det kunde falde
ham ind at anſtille kritiſke Betragtninger. Han var
tvertimod oplagt til at ſynes godt om Alting, og han
ſtod netop i fuld Beundring og dreiede det ſtore Brev
mellem Fingrene paa ſamme Maade, ſom en Mand fra
Provindſerne dreier paa fin Hat, da en Kammerpige luk⸗
kede Doren op og hviffede til ham:

— Kom.

Han fulgte hende, og efterat de paany havde pas-
ſeret flere mere eller mindre myſtiſke Corridorer, forte
hun ham ind i et ſtort Verelſe, hvor Vinduesſkodderne
vare halvt tillukkede. Her ſtandſede hun og ſyntes at
lytte.

— Beſtandig Blindebuk! ſagde Chevalieren til
ſig ſelo. i,

—— — …

282 Skjsnhedspletten.

Imidlertid aabnede der ſig efter nogle Sieblikkes
Forlob endnu en Dor, og en anden Kammerpige gjentog
i ſamme Tone det ſamme Ord:

— Kom.

Havde hans Hjerte banket i Verſailles, faa ban⸗
fede det nu meget ſtarkere. Han begreb, at han ſtod
lige ved Dorterſklen til Templet, hvor Guddommen
boede. Et behageligt Lys, mildnet ved lette Gazes For⸗
heng, fulgte efter Merket; en næften umerkelig, men
fortryllende Parfume udbredte ſig i Luften rundt om⸗
kring ham; Kammerpigen traf jagte en Silkeportiere til⸗
ſide, og inde i et ſtort Cabinet, udſtyret med den ele⸗
ganteſte Comfort, ſaae han Damen med Viften, det vil
ſige den almægtige Marquiſe.

Hun var alene og fad foran et Bord, indhyllet i
fin Pudderkappe. Hun ſtsttede Hovedet i Haanden, ſom
om hun grundede paa Noget. Da hun ſage Chevalieren
træde ind, reiſte hun fig med en pludſelig og ligeſom
ufrivillig Bevegelſe.

— De kommer fra Kongen? ſpurgte hun.

Chevalieren kunde have ſparet, men han fandt det
i Oieblikket rigtigere at gjore et dybt Buk og preſen⸗
terede Marquiſen Taſken. Hun tog den, eller rettere
hun bemægtigede fig den ivrigt og ryſtede formelig paa
Haanden, medens hun brød Seglet.

Brevet fra Kongen var meget langt. Hun flugte
det i Begyndelſen med et Øiefajt, men leſte det der⸗
paa igjennem med dyb Opmerkſomhed, med ſammen⸗

Stjønhedspletten. 283

trukne Bryn og ſammenknebne Laber. Hun var ikke
ſmuk ſaaledes og lignede i dette Sieblik ſlet ikke den
bedaarende Skikkelſe fra Gaarsdagen i Verſailles. Da
hun var færdig, ſyntes hun at grunde over Indholdet.
Lidt efter lidt antog hendes Anſigt, der var blevet blegt,
en let rod Farve; hun fik ikke alene den tidligere Ynde
tilbage, men et Sfjær af virkelig Skjenhed gik hen over
de fine Træf, Hun udſtodte et neppe herligt Suk,
lagde Brevet fra fig og vendte fig om til Chevalieren:

— Jeg har ladet Dem vente, ſagde hun til ham
med det meſt henrivende Smil, men det havde. fin Grund
i, at jeg ikke havde gjort Toilet, hvad jeg da forreſten
heller ikke har gjort endnu. Derfor maatte jeg lade
Dem komme herind ad Krogveie; thi jeg er naſten lige⸗
faa beleiret her, ſom jeg er hjemme. Jeg kunde have
Lyſt til at ſoare Kongen et Par Ord; vilde det vere
Dem imod at bringe dem til ham?

Denne Gang maatte han tale, og han havde nu
ogſaa havt Tid til at fatte fig:

— De beviſer mig, Madame, ſvarede han i en
lidt ſorgmodig Tone, altfor ſtor en Gunſt, men uheldig⸗
viis kan jeg ikke modtage den.”

— Og hvorfor ikke?

— Jeg har ikke den Are at høre til Hans Maje⸗
ſtets Omgivelſer.

— Hvorledes er De da kommen her til mig?

— Ved et Tilfælde. Jeg modte pan Veien en
Page, ſom var falden af Heſten, og ſom bad mig ..

284 Skjgnhedspletten.

— Hvorledes, falden af Heſten! gjentog Marquis
ſen og braſt i Latter.

— Ja, Madame, han faldt af ved Gitterporten.
Jeg var heldigvis ved Haanden og kunde hjælpe ham
op, og da hans Dragt var tilſmudſet i temmelig hei
Grad, bad han mig om at overtage fit Hverv.

— Men hvorledes kom De til at være „ved
Haanden?“

— Fordi jeg, Madame, har et Bonſtrift at over
rælte Haus Majeſtet.

— Hans Majeſtæt apholder fig i Verſailles.

— Ja, men De boer her.

— Ah, det er altſaa Dem, der vilde bede mig
overtage et Hverv for Dem.

— Madame, jeg bønfalder Dem om at troe ...

— Bliv ikke bange, De er ikke den Forſte. Men
hvorfor henvender De Dem til mig? Jeg er kun en
Kvinde ... ſom enhver Anden.

Hun ſagde disſe Ord med en halv ſkjemtende Be—
toning og kaſtede ſamtidigt et triumferende Blik paa
det Brev, hun nylig havde læft.

— Madame, jvarede Chevalieren, jeg har altid
hort ſige, at Mendene udovede Magten, men at Kvin⸗
derne

— Raadede over den, ikke ſandt? Nu vel! der
findes en Dronning af Frankrig.

— Det veed jeg, Madame, og netop derfor var
jeg i Formiddag „ved Haanden“.

Stjønhedspletten. 285

Marquifen var i allerhsieſte Grad vant til den
Slags Complimenter, om man end kun pleiede at ſige
hende dem med dæmpet Stemme. Men i dette Oieblik
ſyntes Chevalierens Ord at behage hende mere end al—
mindelig.

— Og hvor kunde De falde paa, at det fkulde
lykkes Dem at komme herind? Thi De har dog for⸗
modentlig ikke gjort Regning paa, at en Heſt ſkulde
falde pan Veien. 3

— Madame, jeg troede ... Jeg haabede.

— Hvad haabede De? e

— Jeg haabede, at Tilfældet ... lunde bevirke ...

— Beſtandig Tilfældet! Det hører til Deres Ven⸗
ner, ſom det lader; men jeg maa underrette Dem om,
at naar De ikke har andre, er det kun en daarlig An⸗
befaling. y

Maaffee har Tilfældet, i Harme over denne For-
nermelſe, villet hævne fig. Viſt er det I hvert Fald,
at Chevalieren, ſom ved de ſidſte Spørgsmaal var kom⸗
men mere og mere ud af Fatning, pludſelig henne paa
Bordet opdagede netop den ſelbſamme Vifte, ſom han
havde taget op den foregagende Dag.

— Tor jeg, Madame, ſagde han og tog Viften,
viſe Dem den eneſte Ven, ſom jeg har her?

Marquiſen ſyntes i Begyndelſen forbauſet, taug
og faae ſnart pan Viften, ſnart paa Chevalieren.

— De har Ret, ſagde hun endelig; det er virke⸗
lig Dem. Nu kjender jeg Dem igjen. Det var Dem,

NL

286 Skjonhedspletten.

jeg ſage iaftes efter Komedien, da jeg talte med Hr. de
Richelieu. Jeg tabte denne Vifte, og De var, ſom De
ſiger, „ved Haanden“.

— Netop, Madame.

— Og De rakte mig den paa en Maade, ſom det
ſommer ſig en ſand Cavaleer. Jeg har ikke takket Dem,
men jeg har altid været overbeviiſt om, at den, der med
fan megen Smag forſtager at tage en Vifte op, vil og—
faa i paakommende Tilfælde, hvad vi Damer fætte Priis
paa, forftaae at optage en Handffe.

— Ganffe viſt, Madame. Og netop et Sieblik
for jeg kom herind, var jeg nærved at fane en Duel
med Schweitzeren.

— Barmhjertige Gud, udbrød Marquiſen i et nyt
Munterhedsanfald, med Schweitzeren! Og af hvilfen
Grund?

— Han vilde ikke lade mig komme ind.

— Det vilde have været Synd. Men hvem er
De da? Hvad onſker De?

— Madame, jeg hedder Chevalier de Vauvert.
Hr, de Biron har anſogt om en Anſettelſe for mig ſom
Fendrik ved Garden tilheſt.

— Ja vel, det mindes jeg. De kommer fra Neau⸗
flette, De er forelſket i Froken d' Annebault ...

— Madame, hvem har kunnet fortelle Dem det?

— Jeg maa forudſkikke den Bemarkning, at jeg
er et meget farligt Menneſke. Naar Erindringen ſpig⸗
ter mig, faa gjætter jeg. De er en Clægtning af Ab—

Skjouhedspletten. 287

bed Chauvelin, og man har af den Grund ikke villet
tage Henſyn til Deres Anſogning, ikke fandt? Hvor er
Deres Bonſkrift? ,

— Her, Madame, men jeg forſtager i Sandhed
ikke

— Det behover De jo ikke heller? Lag Deres
Papir her paa Bordet; jeg vil ſende et Brev til Kongen,
og De kan da paa ſamme Tid bringe ham Deres An—
ſogning og mit Brev.

— Men, Madame, jeg troer at have ſagt Dem...

— Gjer Jutet til Sagen: De er kommen her til
mig ſom Sendebud fra Kongen, ikke ſandt? Nu vel,
De gaaer nu til ham med Bud fra Marquiſen af Pom⸗
padour, Palaisdame hos Dronningen.

Uden at ſige et Ord, bukkede Chevalieren, blev
ſtaaende ubevægelig bagved hende og lagde Marke til,
hvorledes hun forſt ſkrev lidenſkabeligt, ud af hele fit
Hjerte, men derpaa ſtandſede, grundede og lagde Fin—
grene paa fin lille Næfe. Hun bleo lidt urolig; det
generede hende at have et Vidne. Men endelig beſtemte
hun ſig dog og gjorde en Rettelſe.

Ligeoverfor Chevalieren, ved den anden Ende af
Bordet, ſtraalede der et ſtort venetianſk Speil. Det
fryͤgtſomme Sendebud vovede neppe at løfte Dinene i
Veiret; men enten han vilde eller ikke, kunde han dog
ikke lade være i dette Speil at holde Øie med den nye
Palaisdames fortryllende lille Anſigt.

288 Skignhedspletten.

— Hvor hun er ſmuk! tankte han. Det er kun
uheldigt, at jeg er forelſket i en Anden; men Athe-
nais er ſmukkere, og forreſten vilde det jo fra min Side
være en forſkrekkelig Mangel paa Loyalitet ...

— Hoad taler De om? ſpurgte Marquiſen. (Che—
valieren havde ſom ſedvanligt, uden ſelv at vide det,
tenkt temmelig hoit.) Hvad er det, De ſiger?

— Jeg, Madame? jeg venter.

— Naa ſaaledes! ſparede Marquiſen og tog et

andet Stykke Papir. Men ved den lette Bevagelſe, hun
havde gjort, idet hun vendte fig om, var Pudderkappen
gledet ned paa hendes Skulder.
a Moden er ſom bekjendt meget vexlende. Vore
Bedſtemodre fandt aldeles intet Upasſende i at mode
ved Hoffet med Kjoler, der lode deres Bryſt neſten blot⸗
tet, men Nakken derimod, ſom vore ſmukke Damer nus
tildags viſe bande paa Baller og i Operaen, ffjulte de
omhyggeligt.

Ban Madame Pompadours fine, nydelige, hvide
Skuldre var der en lille ſort Prik, ſom lignede en Skjon⸗
hedsplet. Chevalieren faae paa denne Plet ſom et Men⸗
neſke, der bliver overraſket, men vil ſkjule det, og Mar⸗
quiſen fane i Speilet pan Chevalieren.

J dette Speil blev der vexlet et Hurtigt Siekaſt,
et Siekaſt, ſom Kvinderne aldrig tage feil af, og ſom
paa den ene Side betyder: „De er fortryllende“, og
paa den anden: „Jeg er ikke vred derover”.

Sfjønhedspletten. 289

— De betragter min Skjonhedsplet, ſagde Mar⸗
quiſen og lagde igjen ſin Pudderkappe tilrette.

— Jeg betragter den ikke, Madame; jeg ſeer, og
jeg beundrer.

— Her er mit Brev; bring det til Kongen tillige⸗
med Deres Bonfkrift.

— Men, Madame ..

— Nu?

— Hans Majeſtet er paa Jagt; jeg horte nylig
Hornene i Satoryſkoven.

— Det er fandt, det hufkede jeg ikke; nu vel, faa
imorgen, eller ionermorgen. — Nei, ſtrax. De kan give
det til Lebel. Farvel. Forſog at mindes, at denne
Skjonhedsplet, ſom De nylig ſaae, den er der ingen
Anden i hele Kongeriget, der har ſeet, undtagen Kongen.
Og hvad angager Deres Ven, Tilfældet, faa gjer mig
den Tjeneſte at ſige det, at det ſkal vænne fig til ikke
at tale fan heit med fig ſelv ſom for nyligt. Farvel,
Chevalier.

Hun ringede med en lille Bordklokke, og idet hun
derpaa kaſtede et Hav af Kniplinger op over fit Wrme,
rakte hun den unge Mand fin blottede Arm.

Han bukkede atter, og hans Laber berorte kun let
Marquiſens roſenfarvede Fingerſpidſer, hvori hun imid⸗
lertid ikke fane en Uheflighed, men kun en lidt over—
dreven Beſkedenhed.

Strax efter var han igjen tilbage mellem de fmaa
Kammerpiger, og hos dem ſtod, ſom et Klokketaarn mel⸗

19

— ——

5 —— — — ÄꝗL—

290 Skionhedspletten.

lem en Flok Faar, den ſtore, ſocre Schweitzer. Smi⸗
lende ſom altid forte han ham til Udgangen.

VI.

Jet lille Verelſe i Herberget „Solen“ ventede
Chevalierenſ nogle Dage, men der kom ſletintet Bud.
Han begyndte allerede at frygte, at Marquiſen ganſke
havde glemt ham.

En ſterk Banken paa Døren rev ham ud af hans
Bekymringer:

— Hvem der?

Den ſtore, ſterke Schweitzer, traadte ind og hilſte
erbodigt:

— Der er iaften, Hr. Chevalier, Maſkebal ved
Hoffet, og Fru Marquiſen ſender mig til Dem for at
ſige Dem, at De er inviteret.

— Fortraffeligt, min Ven, mange Tak.

Saaſnart Schweitzeren var borte, ilede Chevalieren
hen til Klokkeſtrengen Den ſamme Pige, ſom tre Dage
tidligere havde pyntet ham faa godt ſom muligt, hjalp ham
nu igjen med at ifore fig den ſamme Dragt ſom dengang.

Derpaa begav den unge Mand fig paany til Slot⸗
tet; han var nu inviteret og tilſyneladende roligere,
men i Virkeligheden langt uroligere og mindre driſtig,
end da han gjorde fine forſte Skridt i deune fornemme
Verden uden at kjende den.

Stjønhedspletten. 291
VII.

Blændet, neſten ligeſaa meget ſom forſte Gang,
af hele den ſtraalende Pragt i dette Verſailles, gik Che⸗
valieren rundt i det ſtore Galeri og lod Blikket ſtreife
omkring til alle Sider, ſom om han forføgte paa
at faae at vide, af hoilken Grund han befandt fig
her. Men der var Ingen, ſom ſyntes at ville nærme
lig ham. Da der var forløbet omtrent en Time, kje⸗
dede han fig og vilde gaae. Men to kvindelige Maſker,
ſom ſade henne paa en lille Sopha, iforte noiagtig den
ſamme Dragt, holdt ham tilbage. Den ene af dem
pegede paa ham, den anden reiſte ſig og gik hen til
ham.

— Det ſynes, ſagde Maſken, der med ſftjodeslos
Lethed tog ham under Armen, at De ſtager Dem ſer⸗
deles godt med vor Marquiſe.

— Jeg beder Dem om Forladelſe, Madame, men
om hvem taler De?

— Det veed De jo meget godt.

— Nei, aldeles ikke.

— Jo viſt faa.

— Men jeg forſikkrer Dem ..

— Hele Hoffet veed det jo.

— Men jeg horer ikke til Hoffet.

— De ſpiller den Uvidende. Jeg ſiger Dem, at
man veed det.

— Det er muligt, Madame, men jeg veed det ikke.
19*

—U —

292 Skignhedspletten.

— Veed De da heller ikke, at en Page igaar faldt
af Heſten ved Gitterporten udenfor Trianon. Og var
De ikke tilfeldigviis „ved Haanden?“

— Jo, Madame.

— Hjalp De han ikke op igjen?

— Jo, Madame.

— Og kom De ikke derpaa ind i Slottet?

— Ganſfke viſt.

— Og gav man Dem ikke et Brev?

— Jo.

— Og dette Brev var til Kongen?

— Fuldſtendig fandt.

— Kongen var ikke i Trianon; han var paa Jagt,
Marquiſen var alene, ikke ſandt?

— Jo, Madame.

— Hun var nylig ſtaaet op, og var næppe paa⸗
kledt, kun, efter hvad man fortæller, ifort en ſtor
Pudderkappe.

— Folk ſnakke ſaameget.

— Ganffe viſt; men det ſynes, ſom om der mel⸗
lem hende og Dem er blevet vexlet et Blik, ſom hun
flet ikke har taget Dem ilde op.

— Hvad ſlutter De deraf, Madame?

— At De ikke har mishaget hende.

— Derom veed jeg Intet, og det ſkulde gjøre mig
meget ondt, hois en faa udſogt Forekommenhed, der har
gjort et fan dybt Indtryk paa mig, fulde give Stof til
Bagtalelſe.

Skjignhedspletten. 293

— De bliver altfor ivrig, Chevalier. Man ſkulde
neſten troe, at De vilde udfordre hele Hoffet.

— Men, Madame, fordi denne Page er falden af
Heſten, og fordi jeg har overbragt hans Budſkab . .
er det af den Grund — undffyld at jeg ſporger — at
De har indladt Dem i Samtale med mig?

Mafken trykkede hans Arm ind til fig og hyiſkede:

— Hor mig.

— Jeg hører Alt, hvad De behager, Madame.

— Jeg ffal ſige Dem, hvad der er i Gjare.
Kongen elſker ikke Marquiſen, og man tvivler om, at
han nogenſinde har gjort det. Hun har nylig begaaet
en Uforſigtighed; hun har ved Toſous-Afgiften faaet hele
Parlamentet imod fig, og nu driſter hun fig til at an⸗
gribe en endun ſtorre Magt, nemlig Jeſuiterne. Hun
maa bukke under; men hun har Vaaben, og for hun fal⸗
der, vil hun forſvare fig.

— Men, Madame, hvad vedrører det mig?

— Det ffal jeg ſige Dem. Hr. de Choiſeul har
halvveis brudt med Hr. de Bernis; Ingen af dem veed
rigtigt, hvad de vil gjore. Bernis ſtaaer i Begreb med at
trætte fig tilbage, og Choiſeul vil indtage hans Plads;
et Ord af Dem kan fremffynde Afzjorelſen.

— Men jeg forſtaager ikke hvorledes, Madame.

— De fkal fortælle om Deres Beſog fra forleden
Dag.

— I hvad Forbindelſe ftaaer da mit Beſog med Je⸗
ſuiterne og Parlamentet?

294 Skionhedspletten.

— Skriv mig blot et Par Ord til, faa er Marquiſen
ſtyrtet. Og tvivl ikke om vor varmeſte Tak, vor meſt
levende Erkjendtlighed ..

— Madame, det er en Usſelhed, De forlanger af
mig. Jeg forſtaaer mig ikke pan det Hele. Madame
Pompadour taber ſin Vifte; jeg tager den op og giver

hende den tilbage. Hun takker mig og tillader mig,

med den hende eiendommelige Venlighed, at bringe hende
min Tak igjen.

— Hvortil alle disſe Ophevelſer? Tiden løber.
Mit Navn er Grevinde d'Eſtrades. De holder af Frøs
ken d'Annebault, min Niece ... ja, De behøver ikke
at nægte det. De onſker en Fandrikpoſt ved Garden.
De ſlal fane den imorgen, og hvis Athenais holder af
dem, vil De ſnart være min Neveu.

— Det er, Madome, en Godhed uden Lige.

— Men De maa ud med Sproget.

— Nei, Madame.

— Man havde ſagt mig, at De holdt af Athenais.

— Jeg elſker hende fan hoit, ſom man kan elſke.
Men hvis hun nogenſinde ſkal beſidde min Kjærlighed,
maa min Were folge med.

— De er meget halsſtarig, Chevalier! Er det
Deres ſidſte Ord?

— Det er det ſidſte ſom det forſte.

— De afflaaer altſaa at komme ind i Garden?
De afflaaer min Nieces Haand?

— For denne Priis, ja, Madame.

Stjønhedspletten. 295

Madame d'Eftrades kaſtede et gjennemkrengende og
nysgjerrigt Blik vaa Chevalieren. Da hun imidlertid i
hans Anſigt ikke fane Tegn paa Übeſtemthed, fjernede
hun fig langſomt og tabte fig blandt Mængden.

Chevalieren, der ikke kunde forftaae det Mindſte af
dette beſynderlige Eventyr, gik hen og fatte fig i en Krog
af Galeriet.

— Hvad tenker denne Dame paa? ſagde han
til fig ſelb. Er hun rigtig klog? Hun vil frem⸗
falde en Statsomveltning ved Hjælp af en Bagva⸗
ſkelſe, og, for at jeg kan fortjene hendes Nieces Haand,
foreflaaer hun mig en vanærende Handling. Men Athe⸗
nais vil ikke forlange det af mig, eller hvis hun vilde
laane Ore til en ſaadan Intrige, vilde det vere mig,
der traf mig tilbage, Hvorledes! ſoge at ſkade denne
fortræffelige Marquiſe, vanære, bagvaffe hende ..
aldrig, nei, aldrig! . ...

Diſtrait ſom beſtandig ſtod Chevalieren rimeligviis
i Begreb med igjen at tale hoit, da en fiin lille Haand
ganſke let berorte haus Skulder. Han flog Siet op og
Jaae foran fig de to Maſker i ſamme Dragt.

— De vil altſaa ikke komme os til Hjælp?
ſagde den ene af Maſkerne med fordreiet Stemme. Men
omendſkjondt Coſtumet var ganſke det ſamme, og omend⸗
ſtjondt Alt ſyntes beregnet. paa, at man ſkulde forvexle
dem, tog Chevalieren dog ikke feil. Hverken Blikket eller
Tonefaldet var det ſamme.

— Hvad er Deres endelige Svar?

296 Skjgnhedspletten.

— Et Nei, Madame.
— Og De vil ikke ſkrive?

— Nei.

— Ja, De er ganſke viſt meget halsſtarig. Farvel,
Hr. Lieutenant.

— Hvad ſiger De, Madame?

— Her er Deres Officeerspatent og Deres Aegte⸗
ſkabskoutrakt.

Og hun kaſtede ſin Vifte til ham.

Det var den ſamme, ſom Chevalieren allerede havde
faget op to Gange tidligere. Det var Madame Pom—
padours Vifte.

— Fru Marquiſe! er det virkelig Dem?

— Ja viſt, ſagde hun og løftede den lille Knip⸗
ling en Smule fra Hagen.

— Jeg veed ikke, Madame, hvorledes jeg ffal takke
Dem

— Det er heller ikke nødvendigt. De er en Mand
med Charakteer, og vi ville oftere fane Leilighed til at
gjenſees. Kongen har anſat Dem ved de hvide Garde—
huſarer. Huſk, at en Supplikant er meſt veltalende,
naar han forſtaaer at tie i rette Tid ..

— Og tilgiv os, tilfoiede den Anden, idet de lo og
ſtyndte fig bort, at vi have ſogt nogle Smaaoplysninger
om Dem, for vi betroede Dem vor Niece.

Dire

297

Hogle Ord om Sophie Prahe.
Af
H. P. Holst.

„Naar Danmark ihukommer fin Tycho Brahe, bor
det ikke glemme den edle Kvinde, der ved Aanden
endnu mere end ved Blodet var hans Soſter,“ ſiger
Heiberg i den interesſante Skildring, ſom han i „Ura⸗
nia“ har givet os af hende. Naar jeg derfor igjen
henvender Tanken paa Sophie Brahe og i faa og forte
Omrids ſoger at faſtholde hendes Billede, ſaa er det
ikke for at dvæle ved hendes Liv, men for om muligt
at bidrage til at frede om hendes Grav.

Bed Foden af Ssdra Aasen ovre i Skaane ligger
Herreſedet Knudstorp, omgivet paa alle Sider af rige
Bogeſkove. Her blomſtrede i Middelalderen en af Dan⸗
marks ſtolteſte Adelsſlegter, Familien Brahe eller, ſom
den ogſaa kaldes i gamle Dokumenter, Bragde eller

298 Nogle Ord om Sophie Brahe.

Brade — og her fodtes den verdensberemte Tycho
og ti Aar efter i 1556 hans „lerde“ Soſter Sophie.
Hun har ikke vundet dette Tilnaon for Intet, thi det
er bekjendt, at hun ikke blot var vel bevandret i de
clasfiffe Sprog og ſkrev latinſke Vers med en udſogt
Elegants, men hun var ifær hjemme i Naturvidenſkaberne
og Mathematiken, kunde gage fin Broder tilhaande i
hans Obſervationer og Beregninger og dyrkede Chemien og
Alchymien med Lidenſkab. Da hun var ligeſaa ſmuk og
god ſom lerd og begavet, var det intet Under, at hun
havde Friere nok. Den, der gik af med Seiren og forte
den attenaarige Brud hjem, var Hr. Otto Tott til Eriks⸗
holm i Skaane. „Dette Wgteſkab varede kun fort”,
ſiger Heiberg, „og hun blev Enke et Par Aar efter
at hun havde fodt fit forſte og eneſte Barn Tage Tott.“
Dette er ikke ganſke korrekt. Hun blev ikke Enke et
Par Aar efter at hun havde født fin Son, thi Tage
Tott fødtes 1580, og hendes Husbond dode forſt i
1588, ſom man kan fee af Indſkriften pan hans Lig⸗
kiſte, og Aegteſkabet varede altſaa heller ikke faa ganſke
fort, efterſom Tage Tott forſt kom til Verden fem Aar
efter Bryllupet.

Efter fin Gemals Dod beſtyrede hun i fort Tid
Eriksholm for fin Sen; men hele hendes Sjels Lengſel
forte hende hen til Broderen, hvis Berommelſe nu voxrede
med hoer Dag, og ſom netop dengang paa Hveens,
gule Banker havde opfert det Uranienborg, hvorfra han
udbredte en ſaa lyſende Glands over fit Fadreland, at

Nogle Ord om Sophie Brahe. 299

den gav Gjenſkin i hele Europa. Her deelte hun nu
Broderens Glæder, Sorger og Meiſommeligheder og
var ham en trofaſt Medhjelp i alle hans Arbeider, paa
ſamme Tid ſom hun med Iver fortfatte de Studier, der
fra Ungdommen meſt havde fengſlet hende.

Blandt de Skarer af Fremmede, der paa denne
Tid gjeſtede Hpeen, var ogſaa en ung danſk Adelsmand,
Hr. Erik Lange til Engelſtholm og Bygholm. Han var
ung, ſmuk og elffværdig, uſedvanlig dannet og begavet
for en Adelsmand paa den Tid og en lidenſkabelig Dyr⸗
ker af Alchymien og Guldmagerkunſten. Dette Stu⸗
dium havde været ham dyrt, thi da han af Naturen
var flygtig og letſindig, havde hans Loft til at gjøre
dyre Experimenter i jaa Aar koſtet ham det Meſte af
hans Formue. Falles Studier og Interesſer forte ham
her ſnart for Fodderne af den ſmukke og rigtbegavede
Enke, og medens de i Forening beſtrebte fig for at finde
de Viſes Steen, begik de netop den Daarfkab at forlove ſig
med hinanden. Alle Sophie Brahes Slagtninge fra⸗
raadede hende at gifte ſig med en Eventyrer, der Intet
eiede, og at de idetmindſte i det ſidſte Punkt havde Ret,
viſte fig kun altfor ſnart, thi da Erik Lange, der havde
givet ſine Creditorer Pant i ſine Eiendomme, lod disſe
Eiendomme forfalde og ikke modte for Retten, da han
blev ftævnet, fan gjorde Chriſtian den Fjerde fort Pro⸗
ces og fradømte ham egenmægtigt de Godſer, hvormed
Frederik den Anden havde forlenet ham for Livstid.
Erik Lange reiſte da ud af Landet, for at vinde ſin For⸗

.

300 Nogle Ord om Sophie Brahe.

mue tilbage ſom Guldmager; men Lykken vedblev at
fvigte ham det ene Aar efter det andet, Hans lange
Fraverelſe blev naturligviis brugt ſom et Vaaben imod
ham, og Sophie Brahes Slegtninge undlode ikke at
trænge ind pan hende for at formage hende til at hæve
deres Forlovelſe. Suart hed det, at Erik Lange var
død i Fattigdom og Elendighed, ſnart at han ſkulde
giftes med en Anden; men Sophie Brahe lod ſig ikke
anfægte af disſe Rygter, og hun vedblev i Aarenes Lob
med urokkelig Troſkab at hænge ved den, ſom hendes
Hjerte havde valgt fig.

JF denne lange og gladeloſe Periode ſogte hun fin
eneſte Troſt og Tilflugt hos Muſerne, og i Aaret 1594
ffrev hun til Erik Lange fit berømte latinfke Poem, ſom
meer end noget Andet har foreviget hendes Minde. Det
er veſentligt af alchymiſtiſk og aſtrologiſk Indhold, men
paa enkelte Steder giver dog det forpinte Hjerte ſig
Luft, og man kan ikke Andet end bevæges, naar man
hører hende udbryde: “)

„Ikke for min Skyld ene jeg onſker hurtigt at ſee Dig,
Men for min Sons, der nu ſnart trænger til Raad af
en Mand.“
Eller et andet Sted:
„Selv om jeg aldrig Dig faae (hvad Gud forbyde ),
mit Die
Holder dit Billede faſt, aldrig det udſlettes der. —

Dis Disſe Cit Citater ere tagne af J. L. Heibergs Dverfættelfe.
See „Urania“ 1546 Pag. 187—207.

— EK

Nogle Ord om Sophie Brahe. 301

Eet jeg frygter kun for: at under den langſomme Nolen
Er, naar Du kommer igjen, ikke mit Ydre ſom for.
Smuk nok ſyntes jeg Dig, dengang Du forlod mig;
maaſkee dog,
Naar Du mig ffuer paany, ikke den Samme jeg er.
End ei Aarenes Vegt mig tynger og Frygten for Rynker,
Men ved Bekymring man kan eldes ſaavelſom ved Aar.“

Tre Aar eſter (1597) forlod Tycho Brahe det
utaknemmelige Fædreland og begav fig til Keiſer Ru—
dolph i Prag, af hvem han blev modtagen med Ud:
merkelſe. Efter Tychos Opfordring vilde Sophie tage
til ham i Prag, og han tilbød at betale hendes Reiſe.
Hun laante da Penge og reiſte, men tog forſt til ſin
Soſter Margrethe, der var gift med Rigsraad Skeel og
boede paa Fuſinggaard i Jylland. Paa Reiſen derfra
traf hende den ſmertelige Efterretning om Tychos pludſe⸗
lige Dod, og hun kom nu i den pinligſte Pengeforle⸗
genhed. Omtrent ſamtidig traf hun nede i Holſteen et
Sted paa fin elſkede Erik Lange; men han var nu — efter
tolv Aars Fraverelſe — ſyg, forarmet og mere for—
gieldet end nogenſinde. Ikke deſto mindre giftede hun fig
med ham fjorten Tage fer Paaſken 1602 i al Stilhed,
og der vor kun „ſyv Adelsmænd og Fruer“ tilſtede bed
deres Bryllup.

Dette Giftermaal blev, ſom man kunde vente, in⸗
genlunde lykkeligt. Hendes rige og fornemme Slægt
ſlog Haanden af hende; man forholdt hende Indkom⸗
ſterne af hvad der var hendes perſonlige Eiendom, og

302 Nogle Ord om Sophie Brahe.

det var egentlig kun ved Fremmedes Godhed, at hun
friſtede Livet i de fan Aar hendes 28gteſkab varede.
Erik Lange døde paa en Reiſe i Udlandet, og forſt nu
begyndte der at oprinde en roligere Tid for hende. Hen⸗
des Son Tage, der havde gjort glimrende Lytte ved
Hoffet, var af Regjeringen bleven benyttet i forſkjellige
Misſioner til Udlandet. Efter ſin Hjemkomſt tog han
til fin Fedrene⸗Eiendom Eriksholm, og her formaaede
han nu ogſaa fin aldrende Moder til at tage fit frem⸗
tidige Ophold. Her levede hun endnu en lang Rakke
Aar og havde den Lykke at fee fin Son, der var bleven
udnævnt til en af „Rigens Raad“, tiltage i Anſeelſe,
Rigdom og Magt i den Grad, at han over hele Landet
gik under Navnet „skäuska kungen.“

Paa Univerſitetsbibliotheket i Lund findes efter
Sophie Brahe en Bog i Folio, hvori hun har optegnet
alle de beromteſte ſkaanſke Slegters Genealogier. Ifolge
en Paategning pan den forſte Side har hun forfattet
den Anno 1600 og ſiden rettet og forbedret den. Paa
det ſidſte Blad har hun nedſkrevet folgende Linier:

„Denne Slegtebog haffwer först werrit skreffwitt
anno 1600. Siden haffwer jeg ladett den igien ud-
skriffwe her udi Helsingör anno 1626. Och meget
forendrit derwdi och paa sommesteder Slegterne slet
forandret, som tilforrn icke war rett, och flere Slegter
sat dertill end, som tilforn war.

Sophia Ottis datter med egen handt.“

Nogle Ord om Sophie Brahe. 303

Hun var dengang halvpfjerdſindstyve Aar gammel
og døde forſt ſytten Aar efter paa Eriksholm i 1643.

Sophie Brahe blev begraven paa Torrloſa Kirke⸗
gaard i et Gravkapel, ſom hendes Son Tage havde
ladet opfore ved Kirken. J dette Kapel havde han ladet
nedſette Ligene af Sophie Brahes forſte Mand Hr.
Otto Tott ſamt af fine to forſte Huſtruer Hedevig
Rantzau og Kirſtin Urup. Dette Gravpkapel kom imid⸗
lertid til at optage endnu mange flere Lig, inden Loddet
traf Tage Tott ſelv. Sophie Brahe overlevede ſaavel
lin Senneſon Breide, der i en ſped Alder fulgte efter
Moderen Kirſtin Urup, ſom ogſaa ſin anden Sonneſon
Anders, der faldt, 21 Aar gammel, i en Duel i Siena,
og hvis Lig derefter fortes til Hjemmet. Ogſaa Tage
Totts tredie Huſtru Karin Gyllenſtjerne døde, inden
Svigermoderen døde. Tage giftede fig nu med Soſte—
ren til fin tredie Kone Jytta Gyllenſtjerna, og hun over—
levede vel Sophie Brahe, men overlevedes felv af fin
Husbond, der ſaaledes fjerde Gang blev Enkemand. Han
døde forſt femten Aar efter Moderen i 1658.

Dette Gravkapel med fine minderige Levninger hen⸗
ſtod urort indtil for faa Aar ſiden, da Bonderne i Torr⸗
loſa Sogn med deres Preſt i Spidſen fik det forrykte
Indfald at nedrive Kapellet under Paaſkud af, at det var
ſkrobeligt, og at det kunde være farligt for Menneſkeliv,
om det vedblev at ſtaae der. Det var imidlertid faa
lidt ſtrobeligt, at de ner aldrig havde faaet det odelagt,
fan at de tilſidſt maatte tage deres Tilflugt til Jernſten⸗

——

304 Nogle Ord om Sophie Brahe.

ger for at fane Bugt med det! Det pragtfulde Epitaph,
ſom Tage Tott havde ladet opſtille, ſplintredes med det
ſamme, og Stumperne fortes hen til den nye Kirke, der
er opfort et Stykke Vei fra den gamle. Kiſterne aabnedes:
Fruernes Ligkleder, der beſtode af guldgaloneret Silke
og Floiel, havde bevaret fig gjennem Aarhundrederne, og
ikke engang Farverne havde tabt fig. Hr. Tage felv
laa i en hoirod Floielsdragt, og under den gulobremmede
Floielskalot var Anſigtets Form fuldſtendig vedligeholdt.
Sophie Brahes Kiſte havde lidt meſt: af den graa Floi⸗
els⸗Ligdragt var der ikke andet end Lapper tilbage, og
af hende ſelb — kun Underarmen og den hoire Haand,
denne Haand, der havde ſkrevet ſaameget Smukt, Sindrigt
og Poetiſk. Det var en fiin, ſmuk Fruentimmerhaand, der nu
uden Tvivl er henſmuldret, efter at Kiſten har været aabnet.

Hvilken Vandalisme i vore Dage! Da den ryg⸗
tedes, reiſte der ſig naturligviis Stemmer imod den i
Sverrig, og den ffaanffe „fornminnes föreningen“ dad⸗
lede offentligt og ſtrengt, at en geiſtlig Mand kunde bere
fig fan barbariſk ad. Det er imidlertid faa langt fra,
at dette har frugtet, at det kun har ophidſet Praſten til
at fortſætte fit OSdeleggelſesberk. Et Par af mine ſkaanſke
Venner har ſkrevet mig til, at han nu har beſluttet at
planere hele den gamle Kirkegaard, hvori So⸗
phie Brahes og hendes Slagts Kiſter nedſattes, efterat
man havde ført dem ud af Kapellet. Endnu veed mau
dog, hvor Sophie Brahe hviler, ſkjendt ikke engang en
Steen betegner Stedet, thi det er bekjendt derovre, at

— —

— —— —

—— ——— ——

mmm

—

Nogle Ord om Sophie Brahe. 305

da Kiſterne bares ud af Kapellet, blev de nedgravne uden⸗
for Choret, og Sophie Brahe fil da Plads mellem Sen⸗
nen Tage Tott og hans fjerde Huſtru. Endnu veed
man det; men naar den fanatiſke Preſt — maaſkee om
meget fort Tid — har fat fin Billie igjennem, faa veed
man det ikke længer. Det forekommer mig derfor, at
der er god Grund til ogſaa herfra at nedlægge en al⸗
vorlig Indſigelſe mod en ſaadan fortſat Vandalisme.
Hvis man derfor ikke vil, at den ſtakkels Sophie Brahe
ſkal omtumles efter fin Dod, ligeſaa meget ſom hun blev
det i Livet, og hvis man ikke vil, at de ſidſte Spor af
en edel og lyſende Kvindeſkikkelſe ſkal forſoinde fra Jor⸗
den, faa er det den yderſte Tid til at ſtandſe den van⸗
hellige Haand, der igjen vil forgribe fig paa hendes
Levninger. Men hvem ffal gjøre det? Jeg er ikke faa
bevandret i de adelige Stamtavler ſom Sophie Brahe
og veed derfor heller ikke, om der er nogen Slegtsfor⸗
bindelſe mellem den herlevende Thottſke Familie og den
ovennævnte Herr Tage. Hvis det er Tilfældet, faa er
det naturligviis den, der er nermeſt til at forhindre Pro⸗
fanationen, og naar den ikke allerede har gjort det, ſaa
ligger det deri, at den maa være uvidende om, hvorledes
man faa Miil paa den anden Side af Sundet forfarer
med dens Aner; thi hyilke Interesſer man end forfolger
her i Livet, ſaa kan dog ingen af dem fritage En for
den Pligt, der paahviler Enhver og dem, der bære et
beromt Navn i Serdeleshed: at værne om fine Dode.
20

306 Nogle Ord om Sophie Brahe.

J modſat Fald er det Presſen og den offentlige
Mening her i Landet, der maa tale faa høit, at den kan
vælte Autoriteterne ovre i Skaane og formaae dem til at
afholde en halsſtarrig Praſt fra at forgribe fig anden
Gang. Ut undlade dette vilde fra danſk Side være en
fortſat Utaknemmelighed mod Tycho Brahe og hans
Erindring.

—U— — — —— 7 —-—g: — 4

307

dong Alotacim.

Af
Paſtor A. Fabricius.

Det er en bekjendt hiſtoriſt Sandhed, at Muhame⸗
danismen ikke har kunnet opbygge Stater, der have kunnet
beſtaae og blomſtre, men at den netop har manglet Sam⸗
fundsideen. Den har udfoldet ſtor Kraft i at oploſe be-
ſtaaende Samfund, men ſtor Skrobelighed i at ſammen⸗
holde dem, den ſelv ſtiftede. Derfor ere de tilſyne⸗
ladende glimrende Riger, den har grundet, forſvundne
ſom Stjerneſkud.

Saaledes gik det ogſaa med det magtige Kalifat i
Cordova, ſom var ſtiftet af Ommiaden Abderraman.
Længe førend det var gaaet til Grunde, "havde Stat⸗
holdere i fjerne Provindſer gjort fig uafhængige og
dannet ſelvſtendige Riger. 7

20%

308 Kong Motaeim.

Af ſaadanne ſmaa muſelmanſke Riger, af hvilke
der tilſidſt opſtod mange, ſom reiſte ſig for ſnart igjen
at forſpinde, ville vi fremdrage det merkelige lille blom⸗
ſtrende Kongerige, ſom Familien Beni-Somadih grun—
dede i Almeria; thi det giver os et tro Billede af dem.
Stiftet paa en aventyrlig Maade, ligner dets korte Til⸗
vœrelſe, dets Blomſtring og Opher et Woentyr fra det
11te Aarhundrede.

Familien Beni⸗Somadih ſtammede fra Aragonien,
hvor dens Hoved Abu⸗Dahya Mohammed var Stat⸗
holder eller Fyrſte i Huesca. Men han blev forjagen
af den mægtige Fyrſt Mondhir i Saragosſa og flygtede
til Valencia til Fyrſt Abdalaziz, en Sonneſon af den
berømte Almanzor. Denne modtog ham meget vel og
gav hans to Sonner, Abul-Ahwas Man og Abu-Otba
Somadih, fine to Soſtre tilegte. Da Mohamed ſiden
vilde begive fig til Sſterlandet, viſtnok paa en Pilgrims⸗
reiſe til Mekka, leed han Skibbrud og fandt fin Ded i
Bolgerne.

Ikke længe efter faldt Fyrſt Zohair af Almeria i
Krig med Fyrſten af Granada, nemlig i Aaret 1038,
og da han ingen Arvinger efterlod, var Abdalaziz ikke
ſeen med at fætte fig i Beſiddelſe af hans Land, et af
de ſkjonneſte Fyrſtendommer i Spanien. Naveretten
gjaldt dengang, ligeſaa fuldt ſom i det 19de Aarhun⸗
drede. Men Misundelſen vaagnede og bragte Modje⸗
hid, Fyrſten af Denia, til at anfalde Valencia. For
at redde ſine oprindelige Beſiddelſer maatte Abdalaziz

Kong Motacim. 309

henimod 1041 bryde op fra Almeria efterat have indſat
fin Svoger Abul Ahaas Man til Statholder.

Paa den Tid tragtede enhver Statholder efter Uaf⸗
hengighed, og Man var ingen Undtagelſe fra den al⸗
mindelige Regel. Han fvigtede fin Spoger og gjorde
fig uafhængig.

Efter hans Død 1051 fulgte paa Thronen hans
Son Mohammed, mere befjendt under Navnet Motacim,
men da han kun var 14 Aar gammel, blev hans Far⸗
broder Somadih hans Formynder. Denne havde let
kunnet bemægtige fig Thronen, derſom han havde villet,
ſaameget mere ſom hans Broder Man ſelv hapde tenkt
paa at udnævne ham til fin Efterfolger; men Somadih
havde bedet ham om at opgive denne Tanke, da hans
i hine Tider meget ſjeldne Wdelmod ikke tillod ham
at forurette fin Broderſon ved at berøve ham den Krone,
der tilkom ham.

Det lille Fyrſtendemme Almeria var vel ikke ſyn⸗
derligt ſtort, da det foruden Almeria kun indbefattede
faa ſtorre Steder, ſom Lorca, Baeza og Jaen, og nogle
af disſe endog efterhaanden faldt fra, iſer efter Soma⸗
dihs Dod 1054, faa at Riget tilſidſt blev indſkrenket
til Hovedſtaden ſelb og dens nermeſte Omegn. De ſam⸗
tidige Forfattere omtale det derfor gjerne med ſpegende
Ringeagt, ſaameget mere ſom det i Almindelighed var
lidet begunſtiget af Naturen. Den arabiſke Forfatter
Ibn⸗Khakan udtrykker ſig ſaaledes derom: „Dette Land⸗
ſtab er meget lille; det frembringer kun Lidt, og man

310 i Kong Motacim.

overfeer det med et Siekaſt. Skyerne udgyde til ingen
Nytte deres velgjorende Draaber derover, thi det frem⸗
bringer hverken Frugter eller Korn; dets Marker ere
naſten altid ufrugtbare; Gres alene kan ſpire frem der.
Men Gud tilgive mig! Jeg glemmer jo at tale om
Floden Pechina, denne ſtore Flod, der undertiden bliver
faa tyk ſom en Snor! Deng Kilde ſpigter den meget
ofte, men den troſter fig fan, naar Dug eller Regn⸗
draaberne komme for at gjøre den ſtorre. Ved dens
Bredder er der Kornagre og Enge, rigtignok ikke ftorre
end en udſtrakt Haand, men Duerne og Søerne kunne
dog der finde deres Fode.“ Der er megen Sandhed i
disſe ſpottende Ord. Landet imellem Almanzora og Al-
meria er ſandigt og ufrugtbart, og Sletten, der ſtrekker
fig fra Almeria til Cap de Gata er en ſand Srken.
Til Gjengjeld er Landet frugtbart imod Sydveſt. Berja
for Exempel ligger maleriſk i en ſkjon Dal, paa alle
Sider omringet af Bjerze. Sletten ved Daleya, Campo
de Dalias, er vel nu udyrket, men man finder endnu
nogle Vandbeholdninger (algibes) ſom Maurerne have
anlagt, og derſom man kan troe en nyere Reiſende.
Kaptain Cook, vilde nogle Damme vare nok til at for»
vandle den til en yndig Have. Den var det i Mau⸗
rernes Tid; thi den nysnævnte Forfatter, der ingenlunde
var partiſk for Almerias Deſtrikt, ſiger om Berja og
Daleya: „Det er to Landſkaber, hvis Lige Øjet aldrig
har gjennemvandret. Zephyren leger der med Zræernes
Grene; Bakkene ere klare og gjennemſigtige, Haverne

Kong Motacim. 311

udaande alle yndige Dufte, Parkerne opmuntre" Sindet
og byde Siet det meeſt henrivende Skue.“

Uagtet fit Riges fnævre Grendſer, var Motaeim
da i det Hele ikke faa ringe aflagt ſom Fyrſte, ſaameget
mere ſom hans Hovedſtad blomſtrede ved ſin Handel og
Induſtri. Den lignede kun tildeels vore Dages Al⸗
meria. Byens mauriſke Udſeende med fine lave Huſe
og flade Tage, dens Beboeres behagelige Veſen og ud⸗
ſogte Hoflighed, hvorom baade den gamle arabiſke For⸗
fatter Checundi og den nyere engelffe Reiſende, Kapitain
Cook omtrent bruge de ſamme UÜUdtryk, dens Kvinders
melodiſke Stemme og brunladne Anſigtsfarve, Alt dette
minder endnu om det ædle Folk, der engang var det
meeſt dannede og virkſomme paa Jorden. Men Intet,
undtagen Ruinerne, lader nu formode, at Almeria i
Middelalderen var den vigtigſte Gøbhavn i Spanien,
der modtog Skibe ligeſaavel fra Syrien og Egypten
ſom fra Piſa og Genua; at den havde tuſinde Gjeſt⸗
giverier og fire Tuſinde Vaverſtole, og at man der for⸗
arbeidede alle Slags Jern⸗, Kobber⸗ og Glasſager.

Deng Fyrſte Motacim var et Monſter pan de
Dyder, der tiltale meeſt. Fremfor Alt fredelſkende, vilde
han ikke forſtyrre ſine Underſaatters Ro ved ſine per⸗
ſonlige Stridigheder og lod fig derfor noie med fin lille

Stat uden at ſorſege paa at udvide den. Han be⸗

handlede ſine Slegtninge, ſit Folk og ſine Soldater
med en ſand faderlig Godhed, og de Fremmede, der kom
til hans Hof, fandt der en hoimodig og ædel Gjaſtfri⸗

312 Kong Motacim.

hed. Som en dannet og oplyſt Beſkytter af Kunſter
og Videnſkaber opmuntrede og belonnede han udmarkede
Mænd. Hans Hof minder om den Tid, da den ara—
biſte Dannelſe i Spanien ſtod i ſin hoieſte Blomſtring
ved Hoffet i Cordova under de ſtore Ommiader Ab-
derraman den Tredie og Alhakam den Anden i det fore—
gagende Aarhundrede og byder ligeſom en ffjon Efter⸗
klang af denne glimrende Tid, da Arabernes Dannelſe
fordunklede alle andre Folks. Da han havde megen
Aerbodighed for Religionen og dens Tjenere, var det
ham en Glæde at hore Fakierne udbrede fig over de
hellige Texter, og derfor forſamlede han dem regelmes⸗
ſigt engang om Ugen i en Sal i fit Palads. Han be⸗
ſad en levende Retferdighedsfolelſe. Da han lod bygge
det prægtige Palads, der ſiden blev bekjendt under Navn
af Somadihia, bemægtigede Arbeiderne fig en Have, der
tilhorte umyndige Foreldrelsſe. Deres Formynder ned⸗
lagde forgjaves Forbud derimod og beſluttede da at henvende
fig til Fyrſten ſelb. En Dag, da Motacim befandt fig i
ſin Park, fane han, at der i en Kanal flød et Mor, der
i begge Ender var lukket med Vox. Han lod det bringe,
aabnede det og fandt et Brev, hvori Formynderen gjorde
ham anſvarlig for den Uretferdighed, hans Arbeidere
havde begaget. Fyrſten lod dem falde, gjennemheglede
dem ſtrapt og gav Jorden tilbage, ſkjondt den var nod⸗
vendig for Bygningernes Regelmesſighed. Da Paladſet
var færdigt, bemerkede man denne Feil og ſagde det til
Fyrſten. „Det er fuldkommen rigtigt,“ ſagde han, „men

Kong Motacim. 313

da jeg kun kunde vælge mellem Menneſkers og den Eviges
Dadel, kunde mit Valg ikke være tvivlſomt. Jeg for⸗
ſikkrer Eder, at hvad der behager mig meeſt af Alt ved
mit Palads, det er netop denne Feil.“

Det var ham en Glæde at tilgive Fornermelſer.
Han havde overeſt Digteren Abul-Walid Nahli fra
Badajoz med Gunſtbevisninger, men da denne havde be⸗
givet ſig til Motadhid Ibn-Abbads Hof i Sevilla, var
ban utaknemlig nok til at indflette folgende Vers i en
Dithyrambe til fin nye Fyrſtes Wre: „Ibn⸗Abbad har
udryddet Berberne; Ibn-Man (5: Motacim) Honſene i
Landsbyerne.“

Motacim fif denne Spot at vide; men Muſernes
ſorgloſe Son havde glemt den og kom efter nogen Tids
Forløb tilbage til Almeria. Da han var bleven ind=
budt til at ſpiſe til Aften hos Motacim, blev han
meget forundret over ikke at ſee Andet paa Bordet end
Hens. „Har J, Herre!“ raabte han, „da ingen andre
Retter i Almeria end Hong?" — „Viſtnok,“ ſparede
Motacin, „men jeg vil viſe Dig, at Du har taget
feil, naar Du har ſagt, at Ibn-Man har udryddet
alle Hong i Landsbyerne.“ Digteren erindrede” da fit
uheldige Vers og ſogte at undſkylde fig, men Fyrſten
ſagde til ham: „Fat Dig; en Mand kan vel friſtes til
at bære fig ſaaledes ad; men den fortjener min Brede,
der har bort Dig fremſige dette Vers og har taalt, at
Du fornærmede hans Ligemand.“ Han gav derpaa

314 Kong Motacim.

Digteren Foreringer for at viſe, at han ikke nærede
nogen Vrede mod ham.

Derſom en faa ædel; hejmodig, retferdig, fred⸗
elffende Furfte havde regeret til en anden Tid og over
et ſtorre Land, vilde hans Navn have glimret blandt
de i Sandhed ſtore Konger, der ikke have vundet Be⸗
rommelſe ved at udgyde Stromme af Blod for at ud⸗
vide deres Landes Grendſer nogle Miil, men ved at
forbedre deres Underſaatters Tilſtand og fremme deres
Lykke. J hine Tider vare ſaadanne Fyrſter ſjeldne,
hvilket de igrunden ere til enhver Tid, og ikke mindſt i
Spanien. Imidlertid havde den udmerkede Motacim
fin Kjærlighed til Videnſkaberne tilfælles med flere af
de mauriſke Fyrſter i Spanien, der juſt ikke fjælden

"udmærkede fig ved en hoi Grad af Dannelſe. Hans

Gavmildhed drog mange Skjonaander til hans Hof.

Saaledes kom der en Dag en ung Mand, der var
fattig, ringe kledt og ikke kjendt af Nogen. Han kom
fra Landsbyen Berja, hvor han var opdragen af ſin
Fader, en Mand af megen Aand og ſtor Lerdom, og
han heed Abul⸗Fadhl Djafar Ibn⸗Charaf. Han havde
fanet det Indfald at ſege fin Lykke i Almeria, og uagtet
ſin mere end beſkedne Dragt vovede han at melde ſig i
Paladſet, i det Haab, at hans Egenſkab af Digter ſkulde
aabne dets Døre for ham. Han blev heller ikke ffuffet,
og da han befandt ſig i Fyrſtens Sal, fremſagde han
et Digt, der begyndte ſaaledes:

— —

Kong Motacim. 315

„Natten, langſom til at gaae bort, havde allerede
længe lovet, at Morgenroden fulde komme tilſyne, og
Stjernerne klagede. allerede over deres lange Nattevagt;
da ankom pludſelig en friſk Oſtenvind og ſpredte Taa⸗
gerne. Blomſterne udaandede deres yndige Duft,
og Aurora, rodmende af Blyhed, vifte fine Kinder, ba⸗
dede i Dug, medens Natten gik fra den ene Stjerne
til den anden for at give dem Lov til at ſoge Hvile;
de faldt da langſomt den ene efter den anden, ligeſom
man ſeer Bladene falde af Træerne.

„Jeg fværger derpaa ved min Fader! ÜUdmattet af
lang Nattevaagen, var jeg juſt flumret ind i det Sie⸗
blik, da Morgenvinden udbredte Dugtaarerne over Blom-⸗
ſterne; da kom Billedet af Gjenſtanden for mine Sukke
for at beſoge mig, efterat hun havde forladt den Bolig,
hvortil man har nægtet mig Adgang. Hvor var hun
ſtjon, min Hoeitelſtede med de fyldige Hofter og det
ſlanke Liv! Da hun flog fit lange Haar tilbage fra fit
Anſigt, mindede hun mig om Aurora, der jager Morket
bort; thi hendes Haar var ligeſaa fort ſom Natten, og
man ſkulde tro, at Aurora havde laant hende fine dug⸗
vedede Kinder. Hendes Sine gjennembore ligeſom
Sværdet, hun barer ved fin Side, og hendes Kinder
have hele dets Glands.

„Hvor hun er ffjøn at ſkue, min Hoitelſkede, naar
hun bæres af en Ganger, der flyver afſted, og ſom
med ſine ſtolte, brændende Sine dog lader fig lede af
hende ſom en frygtſom Gazelle.“

316 Koug Motacim.

J denne Tone vedblev han, med hine nypige Natur⸗
flildringer, der vare ſedvanlige i den arabiſke Digte⸗
kunſt; han betjente fig af tvetydige Udtryk, der ligeſaa—
godt kunde anvendes paa Fyrſten ſom paa hans Elſker⸗
inde: thi det er en Seregenhed hos de arabiſke Digtere,
at de kunne bruge Hankjon, ſkjondt de tale om en
Kvinde, Ibn⸗Charaf endte fit Digt med en glimrende
Lovtale over Motacim.

Fyrſten var henrykt og udtalte lydeligt fin Beun⸗
dring for den unge Digter, der kunde give fine Tanker
faa friffe og yndige Farver. Fra nu af var Ibn-Cha⸗
rafs Lykke gjort; han ſelv vidſte det maaffee ikke, men
Hoffets Digtere vare paa det Rene dermed, og nogle
af dem folte allerede en heftig Misundelſe. Saaledes
Digteren Abu⸗Abdallah Mohammed, der almindelig
kaldtes Ibn⸗okht⸗Ghanim, Sonnen af Ghanims Soſter,
et meget ubehageligt Ogenavn for en Mand, der levede

i ſaa fornemme Kredſe; thi det mindede om hans ſimple
—Herkomſt fra Malaga, da hans Fader ikke havde anden

Berommelſe end at være gift med den beromte Philolog
Ghamins Soſter. Han ſelv var iovrigt en god Digter
og en uudtemmelig Visdomskilde; thi hau havde læft
en Mængde Bøger, og hvad der var mere, han kunde dem
udenad, fordi han beſad en vidunderlig Hukommelſe. Da

han vilde bringe fin formentlige Medbeiler i Forlegen⸗

hed, gav han fig til at betragte hans Landsbydragt med
en temmelig nergagende Nysgjerrighed og ſpurgte ham,
fra hvilken Orken han var. Men han kom ilde derfra,

—

Kong Motacim. 317

Uden at lade ſig bringe ud af Fatning ved hans Ufor⸗
ſkammethed, ſvarede Ibn-Charaf, hvis Naon betod „Ade⸗
lens Son“, ham med Stolthed: „Rigtignok er min
Dragt en Orkenbeboers, men jeg er ikke deſtomindre af 9
edel Herkomſt. Jeg behover ikke at rodme over min
Stand og barer ikke Navn efter min Morbroder.“
Alle loe ad den uheldige Spotter, der fkammede fig og
taug, men ſiden ſogte han at hævne fig ved en Satire
over Ibn⸗Chariſs Fordring paa at være Digter.
Imidlertid ſteg denne ſtedſe hoiere i Motaeims 2
Gunſt. Da han engang var bleven affordret en betyde⸗
lig Afgift af en Jordeiendom, han havde ved en Landsby,
klagede han til Fyrſten derover og ledſagede ſin Klage
med et Digt, hvori fandtes folgende Vers: .
„Under denne Fyrſtes Regjering er altſlags Ty⸗
ranni banlyſt, undtagen det, ſom de flanke unge Pigers
funklende Sine udove.“
„Hvormange bet (Huſe) er der i Landsbyen?“
ſpurgte Motacim. — „Omtrent 50.“ — „Nuvel, jeg
ffjænfer Dig dem for dette ene bet“ (Vers). Sieblikke⸗
lig udfærdigede han et Dokument, hvorved han gav
ham Landsbyen til Eiendom med Frihed for al Afgift.
Ibn⸗Charaf var ikke alene Digter, men udmarket
Mediciner, og ſom Moraliſt har han forfattet to Sam-
linger Tankeſprog, den ene i Proſa, den anden i Vers.
En af hans Samtidige, Ibn-Khakan, har bevaret nogle |
af disſe, der ikke mangle Vid og Skarpſindighed:

318 Kong Motacim.

„Den dydige Mand, der lever i en fordærvet Tid,
er ſom en Fakkel i Orkenen; den vilde udbrede Lys,
derſom Vindene vilde lade den i Fred“.

„Den ſtigende Lykke vekke mere din Misundelſe
end den hoieſte Lykke; thi naar Maanen er fuld, bes
gynder den ſtrax at tage af.“

„Stoel hellere paa Eders egne Kræfter, hvor ſpage
de end ere, end pan Eders Venner, hvor ſterke de end
ſynes; thi den Levende paa to Been er ſteerkere end den
Dode, der bæres til Kirkegaarden af otte (nemlig af fire
Venner efter oſterlandſk Skik).“

„Derſom de ikfe havde ſagt: Siden! vilde Mange
have veret Viſe.

Ofte er en edel Mand, ſom altid giver bort,
rigere end en gjerrig, der altid tager ind.“

„O Adams Son! Du dadler din Tids Menneſker,
ſom om Du var den eneſte Dydige, og alle de Andre
vare Rovere. Du tager Feil; Du har varet uretfærdig,
og man har været uretfærdig mod Dig, men Du huſker
hoad de Andre have gjort, og glemmer, hvad Du ſelv
har gjort.“ |

Blandt de andre udmærkede Digtere ved Motacims
Hof var Abu⸗Abdallah Ibn⸗al⸗Haddad fra Guadix,
Forfatter til en Afhandling over Verſebygningen, hvori
han ſogte at bringe det muſikalſke Syſtem i Overensſtemmelſe
med de Regler, ſom den berømte Grammatiker Khalil havde
opſtillet. Man kaldte ham Andaluſiens ſtorſte Digter
og lærte hans erotiſke Digte udenad. Det var juſt ikke

Kong Motacim. 319

altid Trofaſthed, der aandede gjennem disſe; ſaaledes
folgende:

„Bedrag din Herſkerinde, naar hun bedrager Dig,
og Du vil kun være retfærdig; betoing den Kjarlighed,
hun har indgydt Dig, ved Forglemmelſe og Ligegyldig⸗
hev! Thi de unge Piger ere ligefaa ſkjonne og ligeſaa
odsle med deres Gaver, ſom Noſentreet; en Forbi⸗
gagende har plukket en Roſe, en Folgende plukker en
anden efter ham.“

Digterne vare meget fordringsfulde og forvente i
de Tider. Som forfjælede Born bleve de vrede, naar
de ikke ſtrax opnaaede, hvad de fordrede, og de mis⸗
brugte ofte den Frihed, de havde til at ſige, hvad de
vilde. Ibn⸗al⸗Haddad forſpildte den blide Motacims
Gunſt ved fin Uforſkammethed. Fyrſten var i fin Ung⸗
dom bleven kaldt: Rigets Fakkel, og Digteren ſigtede
dertil i folgende Vers:

„Alt har fin flette Side og uagtet fin Glands,
udbreder Fallen Rog.“

Da Motacim hørte dette, udbrod han: „Gud
ſtraffe den nesviſe Slyngel! Dog, hoilke beundrings⸗
værdige Vers er det ikke han digter!” Han tilgav: ham
imidlertid, men ſnart var den utaknemlige Ibn⸗al-Had⸗
dad atter paa Spil med en blodig Satire, da Mota⸗
eim havde afflaaet en ny overdreven Fordring.

„O Du, ſom føger Gaver, forlad Ibn-Somadihs
Hof, denne Mand, der, naar han giver Dig et Senneps⸗
korn holder Dig tilbage i fine Lenker ſom en dedsdemt

7

320 Kong Motacim.

Fange. Selv om Du havde tilbragt hos ham et Liv,
der var ligeſaa langt ſom Noahs, vilde Du ikke deſto⸗
mindre være ligeſaa fattig, ſom om Du aldrig havde
ſeet ham.“

Denne Fornermelſe var altfor grov til at kunne
tilgives. Motacim havde funnet taale, at Nahli ſpottede
ham for hans Kjærlighed til Freden, men han kunde
ikke taale, at man beſkyldte ham for Gjerrighed. Inden
han kunde ſtraffe den uforſkammede Digter, havde denne
dog faaet Nys om den truende Fare og ſkyndſomt for⸗
ladt Almeria. Imidlertid blev hans Broder kaſtet i
Fengſel, men ſnart vifte Motacims milde Sind fig, da
Ibn⸗al⸗Haddad havde udtalt fin Serg derover i et
gribende Digt, blev Motacim vort og fatte Broderen i
Frihed.

Det var netop Motacims ſpageſte Side, Digteren
havde ſaaret; thi det var neſten med en ſygelig Stolt-
bed; at Motacim for enhver Priis vilde anſees for en
edelmodig og gavmild Fyrſte, der var Videnſkabers og
Kunſters heimodige Beſkytter. At frakjende ham denne
Egenſkab, den forſte i hans Dine, var at kranke ham
dedeligt; at anerkjende den var derimod det ſikkreſte
Middel til at vinde hans Gnnſt; men man maatte gjøre
det, om ikke med Finhed — thi han kunde ved Vanen
taale megen Smiger — ſaa dog paa en ſmagſuld og
ifær digteriſk Maade. Saaledes kom en ſkjen Dag
Omar Ibn as⸗Chahid og fremſagde et Digt, hvori der
forekom folgende:

Kong Motacim. 321

„Dine Fingre udbrede en Megn af Velgjerninger,
der er faa rigelig. og overflodig, at man fkulde friſtes
til at tage dem for Himlens Skyer. Man kan ikke
leve lykkelig, uden hoor Du befinder Dig, og uden Dig
ville vi henſlebe alle vore Tilverelſes Dage med Be⸗
drovelſe.“

Fyrſten fandt ſerdeles Behag deri, henvendte ſig
til de andre Digtere og ſagde: „Er der Nogen iblandt
Eder, der kan vinde mit Hjerte ved lignende Vers?“

„Visſelig, Herre,“ ſvarede Abu-Djafar Ibn⸗al⸗
Kharraz, men man er ikke altid ſikker paa at vinde dit
Bifald. For nogen Tid ſiden henvendte jeg folgende
Digt til Dig, hvori jeg ſagde:

„Da Lykken, der ligner en ufrugtbar Jordbund,
nægtede mig fin Gunſt, og der hverfen var Frugter for
mig at plukke eller Korn at hofte, modtog jeg de Gaver,
ſom Du bod mig. Din Godgjorenhed mod mig lig=
nede et Tre, der giver den trætte Vandrer fine Frugter
og fin Skygge, og jeg, fuld af Erkjendtlighed for din
uudtemmelige Godhed, jeg fang din Lovſang til Tak,
ligeſom Fuglene ſynge paa Træernes Grene.”

„Ved Gud!” raabte Fyrſten, „det forekommer mig
ſom om jeg horte disſe Ord for forſte Gang, og Du
ſiger, at Du allerede for har fremſagt dem for mig!
Nu vel, Du har Grund til at ſige, at man ikke altid
er heldig; men nu vil jeg belonne Dig dobbelt, ſorſt
paa Grund af Verſene ſelv, dernæjt, fordi jeg har ladet

Dig vente faalænge.”
21

322 Kong Motacim.

Det var intet Under, at Digternes Antal ved
Motacims Hof var meget betydeligt. De vare ikke
alene fra Almeria, men fra mange forffjelige Steder;
ſaaledes var der en heel Coloni af flygtede Lærde fra
Granada, hvor vilde berbiſke Tyranner dengang herffede,
der ifær forfulgte Dannelſen og Lerdommen. De føgte
da Tilflugt hos den edelmodige Montacim, der ſelv
Araber, hadede Berberne ligeſaameget ſom de. Gha—
niens Soſterſon var en af disſe Flygtuinge. Hans
Morbroder, den ſtore Philolog, hos hvem han opholdt
ſig, opfordrede ham til at forlade Badis's Stater.
„Denne Tyran,“ ſagde han til ham, „vil udrydde alle
Videnſkabsmend. Hvad mig angager, da bekymrer jeg
mig ikke om mit Lib; jeg er gammel og ſkal de imor⸗
gen eller overmorgen, men jeg bærer Omſorg for mine
Verker og onſkede ikke, at de ſkulde gaa tilgrunde. See
her ere de; Du er ung, tag dem og drag til Almeria.
Tyrannen vil kunne dræbe mig, men jeg vil idetmindſte
tage med i Graven den troſtende Tanke, at mine Verker
ſtulle overleve mig.“

En anden af disſe Flygtninge var den dygtige
Digter Someſir fra Elvira, der havde ſkrevet Satirer
over Berberne i Almindelighed og ſerlig over deres
Konge, Abdallah Bologgin. Han var allerede flygtet
over paa Almerias Grund, da han blev fengſlet paa
Motacims Befaling, der troede, at han ogſaa havde
ſtrevet Gatirer over ham. Han lod ham fore for fig
og befalede ham at fremſige fine Satirer.

Kong Motacim. 323

„Jeg fværger ved den, der har overleveret mig i
Eders Hænder,” raabte han, „at jeg aldrig har ſagt
noget Ondt om Eder; men hor, hvad jeg har ſagt:
„Adam viſte ſig for mig i Dromme. „O Fader for
alle Dodelige,“ ſagde jeg til ham, „ſkulde det være fandt,
hvad man fortæller? Skulde Berberne være dine Born?“
— „Hvad,“ raabte han forbittret, „derſom det var
ſandt, faa vilde jeg ſtrax ſkille mig ved Eva.“ Fyrſt
Abdallah har tragtet mig efter Livet for disſe Vers;
lykkeligoiis har jeg kunnet undflippe og lægge Grendſen
mellem ham og mig. Da har han faaet det Indfald
at beſtikke Nogen, der ffulde fortælle Eder om Vers,
ſom jeg aldrig har digtet. Han haabede, at J ſkulde
dræbe mig, og Liſten var god nok, thi derſom den var
lykkedes, vilde han paa engang have hævnet fig paa
mig og ſamlet over Eder al Hadet over denne uret»
ferdige Handling.“

„Hvad Du der har fortalt, forekommer mig meget
rimeligt; men ſiden Du nu har fortalt mig de Vers,
ſom Du har digtet mod hans Folk i Almindelighed,
fan lad mig hore dem, der ſarſtilt ſigte til ham ſelo.“

„Da jeg faae, at han var iferd med at befeſte

fit Slot i Granada, ſagder jeg:
Den Daare, han bygger fit Fengſel,
Som Silkeormen ſpinder ſin Puppe!“

„Det var en ſlem Behandling, han fil, men Du
har gjort Rer. Jeg vil gjøre Noget for Dig. Jeg
vil give Dig en Gave, men modtager Du den, maa

PÅ hg

EL

324 Kong Motaeim.

Du forlade mit Rige; eller Du fager ingen Gave,
men jaa lader jeg Dig indſtrive blandt mine Digtere.
Velg!“

Digteren ſvarede ham i ſmagfulde Vers, at efter
hans ringe Mening kunne begge Forflag ypperligt lade
ſig forene.

„Du er en liſtig Krabat,“ ſagde Motacim, „imid⸗
lertid vil jeg give Dig en Gave og lade Dig ind—
ſkrive.“

Ikke alene Digtere, men ogſaa Videnſkabsmend af
frorſte Rang ſamlede fig ved Motacims Hof, ſaaledes
Abu⸗Obaid Befri, den ſterſte Geograf, ſom det arabiffe
Spanien har frembragt. Han var en Son af en Du⸗
odryfyrſte i Huelva, der havde ſolgt fit Fyrſtedomme
til Kongen af Sevilla, og han var bleven opdragen i
Cordova, hvor han havde vundet Alles Hjerter ved fit
ſmukke Anſigt, fin livlige Aand og fine udſtrakte Kund⸗
ſtaber i Literaturen. Da han var bleven en fortrolig
Ven af Motacim, overoſte denne ham med Overpoſter
og Rigdomme. Som ſin Tids Barn deelte han mun⸗
tert ſin Tid mellem Studier og Forlyſtelſer. Intet var
mere afvexlende end hans Beſkjeftigelſer; ſnart under⸗
handlede han i fin Herres Navn om et Forbund eller
en Fred; ſnart arbeidede han paa fit ſtore Verk over
„Veiene og Kongerigerne“, hvoraf vi desværre kun have
nogle Dele, ſom Beſkrivelſen af Afrika, eller paa ſin
geografiſke Ordbog, Medjam, der er bevaret i fin Hel⸗
hed og indeholder en Mængde Navne paa Steder,

Kong Motacim. 325

Bjerge og Floder, ſom omtales i de gamle Arabers
Hiſtorie og Digte; fuart endelig deeltog han, træt af
de alvorlige Sysler, i en Feſt, hvor der herffede over⸗
given Munterhed. „O, mine Venner,“ ſang han da,
„jeg brænder efter at holde Begeret i mine Hænder og
indaande Violernes og Myrternes Duft! Lad os over⸗
give os til Glederne, lad os laane Øre til Sangene,
lad os gribe denne Dag og fly uvedkommende og paa⸗
trængende Blikke.“ Naſte Morgen kunde han, hvad
enten hau dreves af Samvittighedsnag, eller han vilde
gjendrive fine Fjenders Beſkyldninger for Fylderi, med
brændende Iver kaſte fig over Arbeidet, men denne
Gang for at ſkrive en meget alvorlig og opbyggende
Bog, en Afhandling der ſkulde beviſe, at Mohamet, til
Trods for alle vantroe Indvendninger, dog i Sandhed
havde været. ſendt af Gud.

Man vil ikke let kunne foreſtille fig den Lidenſkab,
hvormed alle fremtrædende Perſoner ved Hoffet i Almeria
overgav fig til disſe Mandens Ovelſer. Motacim ſelo,
hans Sonner og Dottre ſkreve Vers, og bet heldigt
efter de Prover, der ere komne til os. De hengave fig
ſorgloſt til Glæden uden at tenke paa den Dag i
Morgen. Men ak, dette var altfor ſkjont til at det
kunde vare ved. Ved Siden af Poeſien var der en
alvorlig Virkelighed i Skikkelſe af to fjendtlige Nabo⸗
fyrſter, den kaſtilianſke Konge Alfons den ſjette og Afrikane⸗
ren Yusſuf. Da den ſidſte havde ſeiret over den forſte i
det ſtore Slag ved Zallaca 1080, vifte han ſuart, at

326 Kong Motacim.

det var hans Henſigt at underkaſte fig hele Andaluften,
— Da Motacim havde. forbundet fig med den ridder⸗
lige Fyrſt Mota mid af Sevilla imod Almoraviden, lod
denne fin Feltherre Abu⸗ja⸗caria overſpvsmme hang Rige.
Den ulykkelige Motacim var falden i en farlig Syg⸗
dom og folte, at Doden vilde ſpare ham for den Sorg
at fee fin Trone falde, Saaſnart han hørte, at Mota-
mid havde overgivet fig, raadede han fin eldſte Son
Izzad⸗daula til at ſoge fin Tilflugt hos Familien Beni⸗
Hammad, Herre over Bugia.

Det var et ſorgeligt og rorende Syn, at fee denne
gode Konge, hvis Tilværelfe var faa rolig, fredelig og
blid, pan fin Dodsſeng kempe paa eengang med legem—
lige og aandelige Smerter. En Dag, da han næften
havde tabt Brugen af fine Hænder og fin Stemme,
horte han Vaabenlarmen i den fjendtlige Leir. „Ak,
min Gud,” ſukkede han bedrøvet, „vil det ikke engang
blive mig tilladt at de i Ro?“ Een Troſt havde han
dog, at hans trofaſte Digtere holdt ud ved hans Leie
og ſogte at opmuntre ham, indtil han drog ſit ſidſte
Suk Torsdagen den 12te Juni 1091. Han blev om⸗
trent 54 Aar gammel og havde regjeret i 40.

Fire eller fem Maaneder ſenere maatte Almeria
aabne fine Porte for Almoraviderne. Izzad⸗daula flyg⸗
tede til Bugia, hvor han fandt en god Modtagelſe,
men han kom aldrig meer tilbage til ſit Rige og dode
i Landflygtighed ligeſom Broderen, den heitbegavede
Digter Raſchid⸗ad⸗daula. Vi have endnu ſtjenne Digte

Kong Motaeim. 327

fra denne edle Slægt, hvori den udtaler en ydmyg
Hengivelſe under fin haarde Skjœbne:

„Underkaſt Dig taalmodig Lykkens Omſkiftelſer;
Alt kan forandres til det Bedre. See Morgenroden,
den jager Morket bort.“

„Du veed, at Gud ſtyrer din Skjebne, ſtoel paa
ham, og ſnart ſkal Du fee Engelen Gabriel komme til din
Hjælp.

„Naar Du underkaſter Dig Forſynet, i Saab om Lon
i det andet Liv, ſkal Du ſnart nyde Paradiſets heie
Glæder.”

328

led Iflichael VBosings Portrait.

J 1775 kom der en ung Student herned fra
Norge. Han lod fig indſtrive ved vort Univerſitet, og
det var hans Agt at gane videre af den Vei, paa
hvilken han var flaaet ind. Men det gik ham, ſom det
er gaaet flere andre udmerkede Mænd. Det nye, ſtore
Liv i Hovedſtaden vakte ham til Forſtagelſen af hans
Evner og hans Trang, og han indſage ſnart, at hans
Interesſer gik i en heel anden Retning end Univerſitetet
og Examensveſenet. Theatret optog hans Lyſt og hans
Tanker, og det kaldte ham med ſaa ſteerk Roſt, at han
ikke kunde lade denne Kalden upaaagtet.

Allerede det folgende Aar overraſkede han da en
ſtionne Dag fine Studenterkammerater ved Efterretningen
om, at han agtede at indtræde i den dengang kun lidet
anſete og agtede Skueſpillerſtand. Man forundredes,
man trak pan Skuldrene, og man beklagede ham. Men

Med Michael Roſings Portrait. 329

der gik kun nogle faa Aar, fan var Forundringen for⸗
vandlet til Beundring, Beklagelſen til Hoiagtelſe. Thi
nogle faa Aar efter var Michael Roſing en fejret
Skueſpiller af forſte Rang, en Hæder for Holbergs Skue⸗
plads.

Den unge Normand havde et ſtolt og mandigt
Ydre. Hans Hoved var ſmukt og ædelt formet, og de
ſtjonne Trœk fremhævedes end mere ved et ſtort, bol⸗
gende, morkt Haar. Der var i hans Gang og Hold⸗
ning en Anſtand, i hans Stemme en Klang og i hele
hans Optræden en Lethed og en aaben Djervhed, ſom
pan Scenen maatte blive ham til uberegnelig Nytte.
Men ved Siden af disſe reent ydre Midler havde han
tillige indre, der ingenlunde ſtode tilbage. Allerede
hans forſte Optræden (den ste October 1777 ſom Oros⸗
man i Voltaires Tragedie „Zayre“) viſte, hvormegen
Ild og Varme han kunde lægge i fit Spil, hvormegen
Aand og Smag han beſad og med hvor ſtor Tenkſom⸗
hed og Dannelſe han traadte frem paa Scenen. Den
bekjendte Skueſpiller Schwarz ſtulde i det daverende
dramatiſte Selſkab gjennemgage hans Debutrolle. „Oros⸗
man var ypperlig i det Hele,” ſagde han. „Og det
var hans forſte Prove. Jeg vil ikke, ſiden det er forſte
Gang, Orosman betræder dette farlige og flibrige
Sted, kale om de Mangler, han kan have haft, — det
var hans forſte Prøve og bette undſtylder alle ſmaa
Feil, — ſtore har man forgjoeves ſogt hos ham. Held
være Dig, unge Broder! En ſtedſte brændende Iver for

FR

330 Med Michael Roſings Portrait.

din Kunſt boe i Dig! Bliv aldrig lunken, men bliv
ſtedſe liig din forſte Aften, ſaa vil Du endog leve, naar
Du har fuldendt din Rolle paa Verdens Skueplads!“

Roſing fulgte fin ældre Kunſtbroders Opfordringer,
og Schwarz's ſidſte Ord bleve prophetiſte. Brendende
Iver for den Kunſt, hvortil han havde helliget fig, har
aldrig manglet Michael Roſing, han omfattede den ikke
alene med den varmeſte Kjærlighed, men han offrede
den tillige al fin Tid. De rige Evner udviklede han
videre gjennem omhyggelige Studier; den Dannelſe, ſom
Skueſpilleren altid har været og ſerlig dengang var
altfor tilboielig til at lægge pan Hylden, ſogte han ad
alle Veie, der ſtode ham aabne, og han ble derfor ikke
alene yderligere elffværdig ſom Menneſte, men tillige. i
Stand til at hæve Theatret og Skueſpillerne i Publi⸗
cums Dine. Det er ret characteriſtiſt, at Roſing var
den forſte Skueſpiller, ſom af Kongen modtog Ridder⸗
korſet, en Hæder, ſom man tidligere ikke Havde dromt
om kunde blive en Skueſpiller tildeel.

Hans Kunſtnerbane var mere riig paa Udmeerkelſer
og paa Laurbær, end den var lang. 1806 ſendte Sh⸗
lenſchleger fin „Hakon Jarl“ Hjem fra Halle. Roſing
leſte den heit for en Kreds af Digterens Venner og
indſaae ſtrax, at der med bette Arbeide begyndte en ny
Ara i den danſte Skueſpildigtnings Hiſtorie. Det blev
hans ivrigſte Onſte at udfore Titelrollen i bette. Meſter⸗
verk, thi han følte, at denne Opgave netop var den,
han havde lengtes efter, og at hans Epner her vilde

— — —[— —-—-— U ñ — ———

Med Michael Roſings Portrait. 331
flaue til til noget virkelig Udmeerket. Men Lykken var
ham imod. Kort for Stylkkets Opforelſe fik han Gigt,
og han kom aldrig til at ſpille hverken i denne eller
nogen anden ohlenſchlegerſt' Tragedie, Under Frem:
ſigelſen af nogle enkelte Smaating fik han Leilighed til
at fee, hvor hoit Publicum flattebe hans Værd, men
hans Rolle ved Theatret var udſpillet.

Det er ikke godt at afgjore, af hvor ſtor Betydning
han vilde kunne være bleven netop for den ohlenſchle⸗
gerſte Tragedie, men faa meget er viſt, at det er ham,
der har ſtabt hele den Kunſtretning, i hvilken hans Efter⸗
folgere paa dette Omraade naaede faa hoit. Ligeſom
Michael Roſing blev Stamfader til en Kunftnerflægt,
mellem hvis Medlemmer vort Nationaltheater har fundet
og endnu eier flere af fine Ypperſte, ſaaledes har hans
ſande og dybe Folelſe, hans ildfulde Phantaſi, hans
uddannede Smag og hans omhyggelige Studium ved
Theatret udviklet en Tradition, der har baaret rige
Frugter. De Ord, Schwarz udtalte efter hans forſte
Optræden ere blevne til Sandhed: han har levet og
han vil endnu leve længe, efterat han har fuldendt fin
Rolle paa Verdens Skueplads.

Titeratur og Kunst.

Som Fortſettelſe af Hauchs ſmukke „Minder fra min
Barndom og min Ungdom” har Digteren nu nudſendt et nyt
Bind Livserindringer under Titelen „Minder fra min førfte
Üdenlandsreiſe.“ Medens han i det forſte Bind forte
fine Læfere tilbage til hans ſkignne Barndomstid i Norge og
til hans førfte Udvikliung her i Kjøbenhavn, ſkildrer hau i
dette Bind fin farſte Fraværelfe fra Hjemmet, de mange vex⸗
lende Indtryk, han modtog ude i den nye, ſtore Verden, og
fremfor Alt det ſtore afgjørende Vendepunkt, da, ſom han
ſelv ſiger, Poeſien paany vaagnede i hans Bryſt og blev til
en Magt, der forandrede Netningen i hans Liv. Over Meget
af det, han oplevede paa disſe farſte Reiſer, har Tiden, ſiger
han, lagt fit Taageſlar. Og dog modtager man gjennem
hans Skildring et ikke alene fyldigt, men ſamtidig overordent⸗
lig varmt og tiltalende Billede af de Egne og de Menneſter,
om hvilke han fortæller; neſten paa hver Side fager man et
levende Indtryk af, at det er med en Digters Sie, der er
ſeet, og at Beretningen om det Seete bringes os af en Dig⸗
ter. Interesſanteſt ere dog viſtnok de Afſuit af Bogen, hvori
han fortæller om fig ſelv, om fit Ophold i Neapel og Rom,

Literatur og Kunſt. 333

om den ſorgelige Begivenhed, der ramte ham paa det forſt⸗
nævnte Sted, om de Livsbetragtninger, ſom den gav Anledning
til og den rige Udvikling, der indirekte opſtod ſom Frugt af
den. Literaturen har her faaet et Stylke Autobiographi af
hit Verd, baade fordi den, om hvis Liv det handler, hører
til Literaturens Stormend, og tillige fordi det fremtræder
under en Form faa klar og afrundet og tiltalende, ſom man
kun kan vente det fra en ſtor og moden Forfatternatur.

— Til de ſmukkeſte Fortællinger, hvormed vor Literatur
i de ſidſte Aar er bleven forøget, hører ganſke viſt en for
nylig udkommen Overſcttelſe af Franſkmanden Edouard
Laboulaye's „Abdallah“. Scenen for denne Fortælling
er Phantaſiens og Eventyrets Land: Arabien, en Sceue, paa
hvilken der er oprullet ſaa mange levende og ildfulde Billeder,
at der for en Forfatter hører ſtor Kunſt til for paa den at frem⸗
trylle andre og nye, ſom kunne ſtaae ved Siden af de gamle,
Edouard Labonlaye er imidlertid i Beſiddelſe af denne Kunſt,
og han eier den ganſke ſimpelt, fordi den Trylleſtav, hvormed
han maner Billederne frem, heuter ſin Kraft fra Poeſien.
„Abdallah“ er et Digterverk i Ordets fuldeſte Forſtand, og
man kan kun glæde fig over, at et faa fortjenſtfuldt Arbeide
er bleven overført pan Danſk og derved ogſaa gjort tilgjen⸗
gelig for den ſtͤrre Deel af vort Publicum. Forfatteren
maa gienſynlig have gjort fig meget nøie fortrolig med Livet
i de Egne, der ere blevne faa berømte ved „Tuſind og een
Nat“, thi hans Fortælling har ved Siden af fine reent dig⸗
teriſte Fortrin tillige det, at være ſom ſtreven ud af en ara⸗
biſk Bevidſthed. Land og Folk ſpringe fan tydeligt og ans
ſtueligt frem, hele Tankegangen er gſterlandſe, og ſelv den
ſtjignne, afrundede Form har Sſterlandets Duft over fig.
Dertil kommer endnu, at denne Form viſtnok i Overſeættelſen
er bibeholdt faa meget, ſom det overhovedet var muligt at
bevare den.

334 Literatur og Kunſt.

— Th. de Bauvilles Lyſtſpil „Gringoire“, ſom da
det fremkom paa Théatre français vakte en nalmindelig Op⸗
ſigt og endogſaa forſkaffede dets unge, Hidtil neſten ubekjendte
Forfatter den hederfulde Anmodning om at ſkrive Oden til
Napoleonsfeſten det folgende Aar, er nu udkommen i den
dauſke Overſettelſe, i hvilken det er bleven ſpillet paa Kaſino.
Stjøndt Overſettelſen ingenlunde er noget Meſterverk og
ffjøndt navnlig de to Digte, der fan at ſige danne Centrum
i Skueſpillet, ere blevne noget matte og farvelpſe i den danſke
Gjengivelſe, vil dette lille, poeſirige Lyſtſpil ſikkert være vel⸗
kommen hos Mange, der ikke have havt Leilighed til at fee
det gage over Scenen.

— Mellem den Raekke Fortællinger, ſom hvert Aar pleie
at forøge Literaturen, findes iaar „Lys og Skygge“ af Hen⸗
riette Brandis. Der er over denne Bog udbredt en vis Hjerte—
lighed, ſom imidlertid ikke kan dekke dens temmelig talrige
Mangler. Navnlig ſynes ſelve Novellens Bygning for fattig
og Storſteparten af dens Figurer for ubetydelige til at
have Krav ban Interesſe. Maaſtee vilde dog den poetiſke
Stemning, ſom er umiskjendelig paa flere Steder, have været
i Stand til at bringe dette i Forglemmelſe, hvis ikke Dame⸗
novellens temmelig almindelige Skyggeſide, en vag og ſygelig
Pietisme, var kommen til.

— Robert Watt's livfulde „Pariſerfotograſter“ ere nu
udkomne i en ny Udgave. Forfatteren minder i fit Forord
om, at disſe Skildringer bleve ſkrevne i det glade og glim⸗
rende keiſerlige Paris, med dets Feſter pan Hotel de Ville,
Veddelgb paa Longchamps, Carnevaler, Concerter og Theater⸗
foreſtillinger, fort ſagt med alt det, der dengang faldt den
Fremmede meeſt i Hinene, men ſom danner en ſaa ſtorartet
Modſcetuing til Paris, ſaaledes ſom det er nu. Han tager
imidlertid neppe feil ved at antage, at netop Sammenlignin⸗
gen vil have fin Interesſe, og i ethvert Tilfælde ere disſe

Literatur og Kunſt. 335

Smaaſtykker firevne med en faa elſtverdig Naturlighed, faa
megen underholdende Livlighed og en faa tiltalende Lethed,
at de altid maa leœeſes med Forngielſe.

— J ett meget ſmagfuld Udſtyrelſe er Hr. Fritz Holſts
Lyſtſpil „Hverdagsfolk“ udkommet i Trykken. En treffende
Satire, en morſom Dialog og gode Charakteertegninger ere
dette Arbeides Hovedfortrin, og man kan ikke gjøre Beljendt⸗
ſkab med det uden at indrømme dets Forfatter betydelige
dramatiſke Evner. Og dog vil han gienſynlig endnu kunne
nage haiere: derfor borger den af Sthylkets Figurer,
ſom er givet meeſt i Contur, nemlig den unge, tilſide⸗
fatte Slægtning Marie. Der er over hende et poetiſk
Skjcr, ſom lover en heel Deel for Fremtiden. For⸗
reſten har Forfatteren vovet driſtigt og er derfor heller ikke
langt fra at have vundet. Mens Andre ſlutte med at ſette
Krandſen pan Huſet, begynder han i det Sieblik den er fat
op, med ſtrax i den forſte Scene at rive den af; derpaa ganer
det ud over Taget, og fan demoleres hele Huſet, Etage for
Etage. Dette er imidlertid gjort med ſaamegen Dygtighed og
Behendighed, at man følger Odelceggelſesvoerket med Inter⸗
esſe. Tilſidſt er der ikke Steen paa Steen tilbage. Men
netop denne Omſtendighed indeholder et Beviis for, at Ar⸗
beidet idetmindſte tildeels ſavner Poeſi. Thi Poeſi river ikke
ned, men bygger op — i al Fald river den ikke ned, uden at
opføre en ny Bygning ved Siden.

— C. A. Thyregod, hvis populaire Fortellertalent har
ſkaffet ham en udbredt Leſekreds, har begyndt at udgive en
ny Raekke Skildringer under den gamle Titel „Blandt
Vander“. De forſte Hefter ere udkomne. Deres Indhold
ſlutter fig i alt Veſentligt paa en ſmuk Maade til Forfatterens
tidligere Arbeider.

— Af St. St. Blichers Noveller er der begyndt at
udkomme en ny Folkeudgave, font beførges af Hr. P. Han⸗

336 Literatur og Kunſt.

jen. Der er en fan ægte danſk og folkelig Tone og en faa
poetiſk Sangbund i de af denne Forfatters Fortællinger, der
ſpille paa danſk Grund, at ſelv den Übemidlede bor kunne
anſtaffe dem. Det vil uden Tvivl ogſaa gane med Blichers
Fortællinger ligeſom med Ingemanns Romaner, der i Be⸗
gyndelſen havde ondt ved at finde Publieum, men ſom nu
gjennem en billig og folkelig Udgave ere blevne de meeſt ud-
bredte Bøger i Danmark. At Blicher i en langt hpiere Grad
end Ingemann fortjener denne Skjebne, kan der ikke være
Tvivl om, og da denne nye Udgave af Blicher baade er
meget billig og ſynes at blive god, er der Haab om, at det
ogſaa her vil komme til at gage efter Fortjeneſte.

År eee

;
f

— — —

Tuileriernes Brand,
Natten den 24de Mai 1871.

339

Christian den Forstes Bomerreise.
Af
Kammerherre F. Krogh.

I.

Den 8de Januar 1474 forlod Kong Chriſtian
(Chriſtiernus) den Forſte Slottet Segeberg for at til⸗
træde en Reiſe til Rom, der forte til vigtige Forhand⸗
handlinger deels om de nordiſke Rigers Anliggender,
deels om de Sporgsmaal, ſom dengang beffjæftigede de
europeiſke Hoffer. Reiſen gav Anledning til en heel
Rakke af Feſtligheder, der forſaavidt ere af Interesſe,
ſom de lere os hin Tids Sæder og Skikke at kjende,
og Kongen felu var Gjenſtanden for den meſt udſogte
Opmerkſomhed. Denne Reiſe indtager ſaaledes en
fremragende Plads i Kong Chriſtians bevegede Liv, og har
forſaavidt en ſpeciel hiſtoriſt Interesſe, hvorhos de paa
ſamme forte Forhandlinger give værdifulde Oplysninger

om hin Tids ledende Perſonligheder og Politik. Det
225

340 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

er derfor let forklarligt, at denne Reiſe alt tidligt har
været Gjenſtand for hiſtoriſke Granſkninger, og at den
er bleven behandlet ſaavel i ſtorre hiſtoriſke Verker ſom
i Monographier. Men den falder pan en Tid, hvor
Diplomatiet havde begyndt at udfolde fin Virkſomhed,
hvor Paven ved Legater, Keiſeren og de ovrige Fyr—
ſter ligeſaavelſom Republikerne ved Geſandtſkaber,
ſogte at indhente Oplysning om Udlandet, hvor der ved
disſe Geſandtſkaber forhandledes. om Alliancer og Trak—
tater, og hvor Opbevaringen af vigtige Breve, In-
ſtruxer, Indberetninger m. m., med andre Ord, hvor
Indretningen af Arkiver, i alt Fald i Italien, var
bragt i Syſtem og i Tydſkland havde taget fin Begyn⸗
delſe. Det ligger altſaa i Forholdene, at de ældre hi⸗
ftoriffe Arbeider om det her omhandlede Emune, nu, da
Arkiverne med deres Skatte ere blevne tilgængelige, ved
Hjælp af det ſaaledes til Raadighed ſtillede Kildeſtof,
kunne fuldſtendiggiores. J Arkivet i Mailand findes
ſaaledes meget Materiale til en Beſkrivelſe af Kong
Chriſtian den Forſtes Reiſe i Italien, ſaaſom Breve og
Inſtruxer fra Hertugen af Mailand og Indberetuinger
fra hans Geſandter, hvoraf Hofjagermeſter Ber=
touch har taget Afſkrifter, ſom af Geheimeraad We—
gener, til hvis Dispoſition disſe Affkrifter bleve ſtillede,
ere blevne overladte til det kongelige Geheimearkiv i
Kjobenhavn. Ligeledes indeholde Arkiverne i Bologna,
Firenze (Florents) og Rom mere eller mindre fuldftæn=
dige Efterretninger om Kongens Ophold paa de nævnte

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 341

Steder. Men fremfor Alt maae her Arkiverne i Baiern
nevnes. Saaledes findes i det Bambergſke Arkiv en-
deel fortrolige Breve fra Kongen ſaavelſom fra hans
Geheimeſecretair, Domproyſt Klitzing, bl. A. til den
paa hin Tid i Ausbach regjerende Markgreve, Chur⸗
föyrſt Albrecht Achilles af Brandenburg = Ansbach og
Sammes Svarfkrivelſer.

Forſogene i den Retning blive mindre vanffelige,
efterat en Mængde Aktſtykker fra hin Tid ere blevne
offentliggjorte, f. Ex. Wegeners Diplomatarium Chri-
stierni primi, Michelſens Urkundenbuch, Müllers
Reichstagstheater, Ohmel's regesta, Höflers Frän⸗
kiſche Studien, v. Löhers: Die italieniſche Krone im
Jahre 1474, ſamt de af Singius la Sura uds
givne: Depéches des Ambassadeurs Milanais sur
les campagnes de Charles le Hardi, der omtale
Kong Chriſtians Maglingsforſeg i Hertug Carls Stri⸗
digheder med Keiſer Frederik III. og ere en fortrinlig
Kilde til Studiet af hin Tids Hiſtorie “).

Ogſaa forffjelige Kroniker, ſaaſom de af Joh.
Peterſen. Hanſen, Hammelmann og Schiphoverus, give
Oplysning om det Tidspunkt, hvorom her er Tale,
men de have alt længe været kjendt her og ere ofte
blevne benyttede af vore Hiſtorieſkrivere, hvilket derimod

) De omtalte Indberetninger fra Mailands Geſandter ere
hvad Form og Indhold angager ſande Meſterverker; de
udmærke fig ved Objectivitet og bære Vidne om en
ſtarp Jagttagelſe og en overordentlig Fremſynethed.

342 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

ikke er Tilfældet med de gamle augsburgſke Kroniker af
Hector Mulich, Werlich, Pirmin Gasſerus og Sander,
Manuſkripter, ſom findes i det kongelige Bibliothek i
München og i Arkiverne i Augsburg, og ſom mere eller
mindre udforligt handle om Kongens Ophold i
Augsburg.

Derimod ere de af den Commisſion *), ſom ifolge
Kongen af Baierns Befaling den 20de Auguſt 1858
blev oprettet ved det baierſke Academie for Videnſka—
berne, hidtil udgivne Arbeider ikke fremſkredne faa
vidt, at de kunne komme nærværende Arbeide tilgode.

Forfatteren har imidlertid troet, ikke at burde ind⸗
ſtrenke ſig til at meddele det nu til Dispoſition ſtillede
Materiale, men har onſket i Forbindelſe med fin Be-
ſtrivelſe af Kongens Reiſe at give et Billede af de
Steder, hvor Kougen opholdt fig i kortere eller længere
Tid, og hvor han modtog Indtryk, der ſenere har gjort
ſig gjeldende, og af de Perſoner, ſom han kom til at
forhandle med. *)

) Den underſtgttes af Kongen af Baierns Civilliſte med
15,000 fl. aarlig og efter Statuterne af 26de Nov. 1858
ſkal den netop beſtjeftige fig med Udgivelfen af Kilde⸗
ſtoffet i Almindelighed og ſpecielt med Üdgivelſen af Ac=
terne angaagende de ſaakaldte Nigsdage.

) Herved ere foruden de bekjendte danſke Forfattere, og bl.
disſe fremfor alle: Johannis Meursii Historia Danica
ed. a. Grammio, og de alt nævnte augsburgſke Kronikere
og Arkiverne, bl. a. blevne benyttede:

Sinold: Beſchreibung von Ansbach. — Winterbach.

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 343

Det forſte Sporgsmaal, der fremſtiller fig, er, hvad
der kan have givet Anledning til, at Kongen beſtemte
ſig til den lange og koſtbare Reiſe. Schlegel, Hamme⸗
rich, Allen og Flere ſette denne Reiſe i Forbindelſe med
et Lofte, ſom Kongen engang fkal have aflagt om at
foretage et Pillegrimstog til Jeruſalem, og antage, at
hans Hovedeiemed med Reiſen har været i Rom at
ſoge Dispenſation fra dette Lofte; enkelte Hiſtorikere
gage endun videre og fortælle, at han har aflagt bette
Lofte under Livsfare i Slaget ved Brunkebjerg. Denne
Paaſtand bekreftes imidlertid ikke af de Aetſtykker, ſom
have været Forfatteren meddeelte, derimod indeholde Ar⸗
kiverne i Baiern og Italien adſkillige Data for, at
Kongen har villet foretage Reiſen til Rom, for at be⸗

Geſchichte der Stadt Rothenburg. — Benzen. Geſchichte
der Stadt Rothenburg. — Fr. Carl Gullmann. Ge⸗
ſchichte der Stadt Augsburg. — F. A. Witz. 5 Tage in
Augsburg. — P. Ferdinand Trojes Chronik von Botzen.
P. Juſtinian Laeturner's forſkjellige Skrifter i Tyroler
Arkivet. — Joſeph Egger. Geſchichte Tirols. — Fr. C.
Joller. Geſchichte u. Denkwürdigkeiten der Stadt Inns⸗
bruck. — Heinrich Stephan: Das Verkehrslehre im Mit⸗
telalter. — F. Gregorovius. Geſchichte der Stadt Rom.
C. Höfler.“ Nom im Mittelalter aus dem Nachlaß des
R. Papencordt. — Poggins. De varietate Fortune. —
Fr. Cancellieri. Notize della venuta in Roma di
Canuto II. e di Christiano I. — Beer. Allgem. Ge⸗
ſchichte des Welthandels. — M. Merian. Gencalogiſche
Heerführung der Häuſer Baden u. Holſtein.

Fr

344 Chriſtian den Førjtes Romerreiſe.

ſoge Apoſtlerne Peters og Pauls Grave, ſom det var
Skik paa den Tid, og for at viſe Paven fin Wrefruygt.
Ligeſom Kongen i fit" Brev, dateret Florents den Ste
Mai 1474, til Churfyrſte Albr. Achilles ikkun taler om
en Pillegrimsvandring til Rom, ſaaledes ſige ogſaa de

augsburgſke og andre Kroniker, ſom f. Ex. Hammel⸗

mann, der mere eller mindre vidtloftigt berette om denne
Reiſe, at han er reiſt til Rom „af Andagt“ for at be—
ſoge Apoſtlernes Grave, eller de tale om en Pillegrims—
tog, hois Maal var Rom. Endelig ſiger Paven” felv
i en Skrivelſe, ſom ordret anfores af Fr. Cancellieri i
hans Notize della venuta in Roma di Canuto II e
di Christiano I, og ſom maa antages efter Ordlyden
at være Svar pan Kongens Anmeldelſesſkrivelſe om fin
Henſigt at komme til Rom: „ut ad saucta Aposto—
lorum limina venias, et Suocessorem Petri in
terra hac visites Martyrum sanguine conseerata.“

En Hiſtorieſkriver, Antonius Bonfinus, ſiger rig-
tignok i ſin Ungarns Hiſtorie, at Kongen for at indfrie
et Lofte valfartede til Rom; men det turde være far=
ligt at bygge formeget pan denne ungarſke Livius, ſom
man nok kan tiltroe at have antaget, at, naar Kongen
af Danmark valfartede til Rom, da maatte det være
paa Grund af et Lofte; hvortil kommer, at denne For⸗
fatter kun taler om, at det var en Fart til Rom, men
ikke nævner Jeruſalem.

Men i alt Fald fremgaager det af de oftere oms
talte Arkivalier, at det har veret Kongens Mening ved

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 345

denne Leilighed at forhandle ei alene med Paven, men
ogſaa med Keiſeren og andre verdslige Fyrſter, ſamt
at Reiſen alt lange havde været forberedt. Den
narmeſte Anledning til ſamme ſynes at have været For⸗
leningsſagen med Holſteen, da det i Keiſerens Brev af
26de Mai 1473, var paalagt Kongen inden et Aars
Forlob at ſende fine Befuldmagtigede til Keiſerens Hof
for at fuldbyrde Lehnspligten, og han rimeligviis felv
perſonligt har villet give Mode for ved ſamme Leilig⸗
hed hos Keiſeren, til hvem han ſtod i Venſkabsforhold,
at udvirke, at Forlehningen tillige blev udvidet til Dit⸗
marſken. En anden Anledning for Kongen til den om⸗
talte Reiſe var hans Onſke at forhandle med Kongen
af Frankrig, Ludvig d. XI., eller hans Slegt om en
Forbindelſe mellem dennes Soſterdatter, Prindſesſen af
Savoien og Junker Hans, hyvis Forlovelſe med Kong
Caſimir af Polens Datter, hvorom Kongen i et Brev
til Keiſeren af 1467 havde gjort Anmeldelſe, atter var
hævet. Endelig havde han flere Anliggender, der
vedrørte hans Rige, hvorom han kunde onffe at under⸗
handle med Paven og Keiſeren. Men dog ſynes Ho—
vedoiemedet med Chriſtians Reiſe til Rom at have
været, at beviſe Paven fin Wrefrogt og modtage hans
Velſignelſe, hvilket ſtemmer med hans Religieuſitet og
hans Valgſprog: „Spes mea Christus“.

346 Chriſtian den Førftes Nomerreiſe.

Paa Grund af Veienes Uſikkerhed *) paa den Tid,
da Stratenroverier neſten anſages for at være en heder—
lig Haandtering, var det almindeligt paa længere Rei⸗
fer, at Flere forenede fig til felleds Forſoar, f. Ex.
Kjobmendene i Caravaner; fornemme Herrer pleiede at
reiſe med ſtort Folge af Adelsmænd og bevæbnede, og
hvad der i Begyndelſen var en Nodvendighed blev ſiden
en Luxus. Ogſaa Kong Chriſtian var paa fin Ro—
merreiſe ledſaget af et ſtort Folge, bl. A. af Hertug
Johan af Sachſen⸗Lauenburg, Grev Bernhard (Günther)
Mühlen af Barby, der ligeſom Forſtucvnte horte til
de romerſk tydſke Standsherrer, Grev Ludvig til Hel—
feuſtein, der 1471 paa Rigsdagen i Regensburg paa
Kongen af Danmarks Vegne havde taget Deel i For⸗
handlingerne om det ſaakaldte Tyrkertog, Magiſtrene Henrik
Sankenſtede, en meget lerd Mand, der paa Reiſen
brugtes ſom Tolk, Hermann Reinſperger og Kongens
Liolege Johan Heiſe ſamt Domprovſt Klitzing, Kongens
Geheimeſecretaar. Foruden disſe vare flere Riddere
og Preloter fra de nordiſte Riger blevne opfordrede til
at flutte fig til Kongens Folge ſom Johan Urne, Son
of Jørgen Urne til Rygaard paa Fyen, Albert Gos—
mann, Johan Mathei paa Hinsgavl, Johan Remstede,

„) Til Exempel kan anføres, at da Keiſeren ſtkulde reiſe til
Rigsdagen i Regensburg 1471 maatte haun af Rigsſte⸗
derne forlange for fin perſonlige Sikkerheds Skyld, at
der ſendtes ham 200 Ryttere imgde for at escortere ham
fra Pasſau til Regensburg.

Ehriftian den Forſtes Romerreiſe. 347

Peter Wittorp, Carl Ronnov, ſenere Biſkop i Odenſe,
Niels Ebbeſen Galt, “) tidligere Lehnsmand paa Aal⸗
holm, Werner Parsberger, Lehnsmand paa Holbekflot,
Chriſtoffer og Johan v. Heynsſen, Johan v. Campen,
Matheus v. Gerwert og Niclaſen, Kongens Capellan ).

Folget beſtod af i Alt 150 — efter Andre af
120 — Perſoner, der ligeſom Kongen felv vare iforte
en Pillegrimsdragt, ſom beſtod af en ſort Kappe med
hvidt Broderi og hvide Pillegrimsſtave; disſe Stave
toges med, omendſkjendt Reiſen gjordes til Heſt. Det
forſte Natteqvarteer holdtes i Kloſteret Reinfeld, ſom
fort i Forveien af Kongen var bleven benaadet med for—
ſtjellige Forrettigheder, og her tog Kongen ligeledes ind
efter fin Tilbagekomſt fra Rom. Fra Reinfeld fortſat⸗
tes Reiſen, ſom det ſynes, fra Kloſter til Kloſter, indtil
Kongen naaede Ansbach. — Denne Maade at benytte
Kloſtrene ſom Herberge var efter Datidens Skik og Brug

5). Om ham fortælles, at han under Opholdet i Rom i
Pavens Nerverelſe ſtal have yttret det Ønjfe at han
blot for tre Dage maatte være Pave, for at kunne fætte
de mod deres retmesſige Konge oprorſte Svenſkere ſaa⸗
ledes i Ban, at de alle med hinanden ſkulde døe af Gult
ſam Fluer.

J Archivet i Junsbruck findes en „Raitbuch“ eller Regu⸗
ſkabsbog, fra Aaret 1474, Hvori der er noteret: „Herrn
Niklaſen, des kunigs von Danmarkt Caplan, hab ich
eodem unf geſcheft meines gnädigen Herrn Ergelt
geben 111] reiniſch gylden.“

"+

—

— —

348 Chriſtian den Forſtes Romerreifſe.

et Slags Privilegium for Pillegrimme, ſom ofte vare
henviſte til deres Medchriſtnes Gjeſtfrihed, og denne
formindſkede i veſentlig Grad Reiſens Omkoſtninger,
hvilket under Kongens velbekjendte mindre heldige oeko—
nomiſke Forhold kun maatte være ham kjerkomment.
Pengene til Reiſen ſynes Kongen, i alt Fald for en
Deel, at have laant i Lybeck hvor man ofte fit
Loan til hoie Renter. Saaledes ſkriver han under
18de Marts fra Mailand til Churfyrſten af Brandenburg
Ansbach, den bekjendte Albrecht Achilles, der var Dron—
ning Dorotheas Farbroder:

„ehe wir uns aus unſern Landen gefügt haben
uwir von den vom Lyheck etliche Summen gelts geliehen,
„wieder zu geben auf dieſen Oſtern, oder wo wir das
midt taten, das wir in denne etliche pfande dar vor
veinſetzen ſolten. Nun wisſen wir rat zu ſolchen gelde
„aber vegen der langen Reiſe“ o. ſ. v.

Kongen anmoder nu Churfyrſten om at ffrive til
Lybekerne i denne Sag, med Tilfoiende, at han onſkede
Henſtand indtil fin Tilbagekomſt fra Reiſen, hvorhos
han tilfoier:

„gefallet er Ew Lieb nicht zu berüren, das uns
„die kaiſerl. majeſtet etliche gewerbe u. geſchäfte zu
„handeln befohlen habe, dadurch unſer walfart verlän⸗
„gert werde.“

Den 12te April ſkrev Churfyrſten i den Anledning til
Lybeckerne og til Bispen af Lybeck, og af hans Brev af

Ehriftian den Forſtes Romerreiſe. 349

4de Mai til Kongen fees, hvorledes han i denne Sag har
opfyldt Kongens Onfker.

J Begyndelſen af Februar Maaned naaede Kongen
til Onolzbach, det nuværende Ansbach, hvor Kongen
tog ind hos Dronning Dorotheas ovennævnte Farbro⸗
der, Albrecht Achilles, der reſiderede i Ansbach,“) en
Mand med fkarp Forſtand, fremragende Dygtighed
og bekjendt ſor ſin indflydelſesrige Stilling i Keiſerens
Raad. Han ledſagede i Regelen Keiſeren paa dennes.
Reiſer og til Rigsdagene. Hofholdningen i Ansbach
var indſkrenket, og Etiketten ſynes i alt Fald efter Nu⸗
tidens Begreber, at have været noget ligefrem. Saa⸗
ledes ſkriver Churfyrſte Albrech Achilles i Efteraaret
1473 til ſin Gemalinde, at han beklager ikke at kunne
være Julen i Ansbach, og ſaaledes at være udelukket
fra at pidſke hende og Hofdamerne op. *) Selbe Ans⸗
bach var dengang en lille befæftet By, der ligeſaalidt
ſom Omegnen var rig paa Seevardigheder, med mindre
man dertil vil regue Uhret i Heilsbronn, ſom nu er op⸗
ſtillet i det hiſtoriſte Muſeum i München. Kongens
Ophold i Ansbach var kun fort. Men at det ikke ude⸗
lukkende var beſtemt til at ſkaffe Kongen, hans Folge og

*) Onolzbach, ved Holzbach, blev 1351 erhvervet af Huſet
Brandenburg og forblev i henved 500 Aar idenne Slegts
Beſiddelſe.

*) Üdtrykkene i Churfyrſtens Breve ere endun djervere, men
Meningen maa have været den ovennævnte.

— — —

350 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Heſtene den fornodne Hvile efter den lange og beſparlige
Reiſe fremgager allerede af Stedets Beliggenhed, idet
han nemlig pan en Reiſe fra Holſteen til Rothenburg,
kun ad en langere Omvei har kunnet nage til Ansbach.
Det maa derfor antages, at Kongen har lagt Veien
herover, deels for at hilſe paa fin Gemalindes Far—
broder, den ham meget hengivne Albrecht Achilles, og
deels for med ham at raadfore ſig om de Andragender
og Forſlag, der i Rothenburg ſkulde forhandles med
Keiſeren. At Albrecht Achilles ilke har været uvidende
om Kongens Planer, fremgager bl. A. af hans Brev
til Hertug Vilhelm af Sachſen af 1473, Hvori han
efterat have omtalt Keiſerens forfeilede Forhandlinger
med Hertugen. af Burgund, og at Keiſeren havde lagt
Veien fra Coln til Rothenburg over Würzburg og
Ochhenfurt, tilfoier, at Kongen af Danmark ventedes til
forſkjellige Forhandlinger i Rothenburg og nok vilde blive
afferdiget i otte til ti Dage. Om det Venſkabs og
Tillidsforhold, hvori Kongen ſtod til Churfyrſten, vidne
deres fortrolige Breve. At Churfyrſten pan Kongens
Reiſe pan mange Maader, navnlig med fin Indflydelſe
hos Keiſeren, har fremmet Kongens Planer og i alle
Henſeender har været ham en tro Ven, fremgager af
deres Brevvexling og bekreftes af et Brev fra Dronning
Dorothea til Churfyrſten, dateret Kjøbenhavn den 20de
April, hvori hun, „für die dem König erwieſener man⸗
nichfaldiger Woldat“ „freundliken“ takker. — Brevet er

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 351

regiſtreret i det bambergſke Arkiv ſom et „Grus u.
Danckbrieflein.“

Fra Ansbach gjorde Kongen Reiſen til Rothen⸗
burg ſammen med Churfyrſten, der var ledſaget af 400
Ryttere. Paa Veien traf de det bohmiſke og det polſte
Geſandtſkab, der ligeledes ventedes i Rothenburg, hvor
de indtraf den 7de Februar. Keiſer Frederik III. var
an kommet nogle Dage for med ſin Son, den ſenere
Keiſer Maximilian, mange Fyrſter og deriblandt merke⸗
ligt nok en tyrkiſk Prinds. Keiſeren havde taget Qvar⸗
teer i Chriſtoph Bermeters Huus.

Keiſeren ſendte Erkehertug Maximilian tilligemed
de Churfyrſter og andre Fyrſter, ſom dengang vare i
Rothenburg, og 500 Ryttere Kongen imode, for at
fore ham ind i Byen. Ved. Byens Port modte Kei—
ſeren felv til Heſt med 400 Ryttere, efterat han i For⸗
veien ndtrykkelig havde forlangt, at den forſte Vel⸗
komſthilſen ſkulde ſkee til Heſt, hvormed han vilde viſe
Kongen en Opmerkſomhed. Derefter ledſagede Keiſeren
med Eſkorte Kongen til den Bolig, der var indrettet for
ham i Adam Rheins Herrehuus, ſom ſenere har fort
Nr. 469.

Rothenburg, et af de ſmukkeſte Steder i Tydſk⸗
land, ligger i Tauberdalen paa en fremſpringende Hoi,
ſom jevnt ſkraaner ned til en Slette,

Rothenburgs daværende politiſke Beliggenhed var
en lignende ſom det ſenere Kongerige Hannovers, idet
det [aa midt i Huſet Brandenburgs Gebeet, og lige—

352 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

ſom Preusſen i 1866 angreb Hannover, ſaaledes forte
Albrecht Achilles af Brandenburg-Ansbach i Aarene
1440 — 1450 en blodig Erobringskrig imod Rothen⸗
burg; men den frie Rigsſtad gik ubeſeiret ud af Kam⸗
pen. J fan Henſeende have muligen de der gjaldende
drafoniffe Lovbeſtemmelſer ikke været uden Indflydelſe,
hvoraf kun to ſkulle fremheves:

„Enhver, ſom forlader fin Poſt, eller flygtende
„forlader Rigsſtadens Fane, miſter Liv og Gods,
„og hans Kone og Born blive for ſtedſe udviſte fra
„Byen.“

„Den Anforer, ſom lader ſig beſeire, bliver kaſtet
„i Taarnet.“

Krigens heldige Udfald ſkyldtes dog vel i Hoved:
ſagen Rigsſtadens daværende Üdvikling. Rothenburg
var ved ſin Handel, ſom ifær fik Betydning derved, at
den ſtore Handelsvei fra Würzburg til Augsburg forte
derigſennem, og ved andre Omſtendigheder blevet en
velhavende By, hvorved dens Forſvarsevne var ble—
ven betydelig. Mange frankiſke Adelsſlœgter vare flyt⸗
tede ind i Byen, hvor de vare i Beſiddelſe af ſaakaldte

„Herrenhäuſer“ *) uden dog ſom Patricierne og Adelen .

*) Den, ſom nu beſoger Nothenburg, vil let blive opmerk⸗
ſom paa denne, fra Adelsmendenes Indvandring, hid⸗
rprende ſœregne Bygningsſtiil i den ſaakaldte Herregade,
Byens ſtorſte og bredeſte Gade. Huſene, der endun kal—
des Herrehuſe, have hgie Gavle og ſtore af Spiler

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 353

i andre Rigsſtæder, at give fig af med Handelen,
hvorimod de levede ſom „Herremend“ af deres Formue,
deres Godſer og mindre Beſiddelſer, der ofte beſtode
i Viinbjerge; men de vedbleve deres ridderlige Svelſer
og bleve derved af veſentlig Betydning for Byens For⸗
ſvar. Dertil kom deres Forbindelſe med Omegnens
Adelsmend, ſom i Krigen mod Brandenburg-Ansbach
ſluttede fig til deres Fættere i Rigsſtaden og toge Deel
i Byens Forſvar. Endvidere vare Faſtningsverkerne
i god Stand, og de Vagttaarne, der paa Grund
af Veienes Uſikkerhed vare blevne opferte i Landdiſtric⸗
tet til Handelens Beſkyttelſe, kunde nu benyttes ſom
fremſkudte Værter.

Umiddelbart efterat Krigen imod Brandenburg-Ans⸗
bach var endt, begyndte ogſaa her en Forfatnings kamp,
der forte til, at Rigsſtadens ariſtokratiſke Forfatning
blev ſtyrtet, og Haandverkerne indtoge de fornemme
Slagters Plads og holdt Dom over disſe „Ledig⸗
gengere, ſom ikke kunde noget Haandverk“. En fuld⸗
ſtendig ſocial Omveltning vur Folgen — men efter
nogle faa Aars Forlob, allerede i 1455, indtraadte
der en Reaction, og den gamle Forfatning, dog med
en deelviis Henſyntagen til de demokratiſke Prineiper,
blev atter indfert. Hvad Raadet angik, blev den ældre

baarne Haller. Ogſaa det Kong Chriſtian til
Qvarteer anviſte Huus faa her og var ndſtyret med
megen Pragt.

25

— —

„

2 — —

354 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Beſtemmelſe om „at det var ſkammeligt for en Raads⸗
„herre at bebyrde den offentlige Skat og tage imod
„Sold,“ bibeholdt, og derved bleve de mindre For⸗
muende udelukkede fra at tage Sede i Raadet. Efterat
Ordenen var gjenoprettet, vendte de nævnte Adelsſflegter
tilbage, og Handelen tog et nyt Opſoing. Saaledes
forefandt Kong Chriſtian den gamle Rigsſtad. Hvor
flor Betydning Rothenburg allerede dengang havde
faaet, fremgaaer deraf, at Rigsdagen i 1474
kunde holdes der, at Byen altſaa havde de fornodne Lo-
caliteter til at modtage Keiſeren, Erkehertugen, Chur⸗
fyrſterne, Rigsdagens oorige Medlemmer, Kongen af
Danmark, Sendebudene og Geſandtſkaberne med deres
reſpective ofte meget talrige Folge.

Kong Chriſtian blev ſyv Dage i Rothenburg ſom
Keiſerens Gjaſt og blev overoſt med Udmerkelſer. Da⸗
gen efter fin Ankomſt begav han fig til Heſt til Kei⸗
ſerens Bolig og fulgte med denne i Kirke, hvor man
indremmede ham Rang foran Churfyrſterne og en Plads
paa „Evangeliet“ ved Siden af Keiſeren. J Schlegels
Samlinger omtales et Brev, der tidligere fandtes i
Urfivet pan Wofenholm, og hvori Brevffriveren melder:

„Samme Dags Eftermiddag befvarede Keiſeren
„Beſoget, og endte de alle de Wrender, min Herres
„Naade havde til Hannem. Siden de havde endt
„deres Wrende, da blev han alligevel indtil mork Nat
„og gjorde ſig ganſke hemmelig med min Herre. J
„mage for fandt vide, det han der handlede, det er intet

F ²—V!n ͤyꝑß . —

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 355

„vort Rige til Forfang i nogen Maade.” Brevſkriveren
tilfoier: „at Keiſeren haver forfsiet Herſkabet i Holſteen
„og Stormarn og gjort deraf et Hertugrige og lagt
„dertil Ditmarſken, og haver draget disſe Lande i eet
„Navn og falder dem alle tre Hertugdommet af Holſteen
„og forlehnede min Herres Naade det igaar, nemlig
„Torsdagen for Faftelavn, dog vort Rige og Sonder⸗
„jylland uden Forfang.“

Forlehningen med Holſteen blev, efterat Kongen i
egen Perſon havde gjort Forlehningsbrevet af 26de
Mai 1473 fyldeſt, fuldbyrdet med ſtor Bragt. Paa
Torvet i Rothenburg fandtes dengang et noget frem⸗
ſpringende Huus med et lille Taarn, ſom var omdannet
til Raadhuus.“) Foran bette Huus paa Torvets nordre
Side var der reiſt en med koſtbare Tæpper bekladt Tri⸗
bune, og her tildelte Keiſeren, ſiddende paa et ophoiet
Sede og omgiven af Churfyrſterne og Rigsdagens for⸗
nemſte Medlemmer, i de fremmede Geſandters Over⸗
vœrelſe, Kong Chriſtian Rigslehnet Holſteen, tilligemed
„Egnen Dithmarſken“. )

Denne Forlehning havde i flere Henſeender en ſtorre

*) Det mellemſte Verelſe i Raadhuſet var indrettet til en
Drikkeſtne for Raadsherrerne „for at Fortrolighed og be⸗
ſtandigt Venſkab kunde blive ſtiftet og bevaret imellem
dem.“

*) Beutſen melder i fin chronologiſke Overſigt over Rothen⸗
burgs Hiſtorie, at Forlehningen med Dithmarſten ſkete
1472, men dette er en Feiltagelſe.

23%

356 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

Betydning. Biſkopperne af Lybeck havde 1434 af Kei⸗
ſeren faaet det Privilegium, at Holſteen af dem fulde
tages til Lehn. Dette Privilegium blev 1438 ftadfæftet
og blev paa en Maade anerkjendt ved, at Greverne af
Schauenburg og Kong Chriſtian, efter Hertug Adolphs
Dod, angagende dennes Andeel, den ſaakaldte Rends⸗
burgſke Deel, henvendte fig til den daværende Biſkop i
Lubeck, Arnoldus Weſtphal, der ogſaa maglede imellem
dem. Det var nu Opgaven at befrie Kongen af Dan⸗
mark for denne Lehnsnexus til Biſkoppen af Lybeck, at
fane Holſteen opheiet til et umiddelbart Rigslehn, ſamt
dermed at forene Dithmarfken. J Lybeck var paa hiin
Tid Albert Krummendieck, en holſteenſk Adelsmand,
Biſkop og ſom ſaadan altſaa Grevſkabet Holſteens Lehns⸗
herre. Han var bekjendt for fin Fornoielſesſyge, fin
Overdaadighed og ſit Forhold til ſin Veninde, den
ſmukke Maria Magdalena, og en Verdensmand, der
fatte ſtorre Priis paa at flaae i et godt Forhold til
Keiſeren og Kongen end paa det omtalte Privilegium,
ſom kunde medfore Forviklinger uden i Virkeligheden at
forøge Biſkoppernes Magt. Fra denne Side var der
ſaaledes ingen Vanſkeligheder at vente. Anderledes ſtod
Sagen med Dithmarſken, hvor Bondeſtanden var fri
for Adelsvelden, og ſom hidtil havde modſat fig enhver
Forbindelſe med Holſteen. Dithmarſkerne vare krigeriſke
og krigsvante og havde ofte givet Beviſer paa, at de
vare beſtemte paa at hævde deres Uafhængighed. Det
var derfor utvivolſomt, at de ikke uden videre vilde an⸗

„% . — 0

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 357

erkjende den af Keiſeren befalede Indlemmelſe, angagende
hvilken de ikke engang vare blevne tagne med paa
Raad.

Kong Chriſtian ſynes heller ikke at have hengivet
ſig til Illuſioner. Ligeſom han ved Motiveringen af
fit Forſlag hos Keiſeren iſer ſtottede fig til, at Dith⸗
marſkerne ikke havde nogen Overherre, at de vare et
uroligt Folk, og at det var farligt at taale ſaadanne
Tilſtande i Riget, ſaaledes gjentager han i Brevet til
Markgreve Albrecht Achilles, dat. Augsburg den 20de
Febr. 1474, at Dithmarſkerne vare et frit og egenraa⸗
digt Folk, og at de viſt vanffeligt vilde lade fig bevæge
til at anerkjende ham ſom deres arvelige Lehnsherre.
Af Henſyn hertil beder Kongen om Udſtedelſen af en
keiſerlig Befalingsſkrivelſe til Dithmarſkerne, og at Mar⸗
ſkalken Busſo v. Alvensleben maatte udnævnes til Over⸗
bringer af de keiſerlige Breve og Befalinger, ſamt at
det maatte paalægges ham at ſoge Underretning om,
hvorledes Lybeckerne, „ſom fade til Hobe i faſt For⸗
bund med Dithmarfkerne“, vilde forholde fig i denne
Sag. Endvidere ſkulde Marfkalken berette, Hvorledes
Dithmarfkerne havde optaget Sagen, „hvorledes deres
Andagt og Tilboielighed var, om de vilde lade ſig
vinde og handle efter Anviisning af Hans keiſerlige
Majeſtæts Breve“. Slutteligen bemerker Kongen for
det Tilfælde, at Dithmarſkerne ikke vilde fore fig med
det Gode, at han efter ſin Tilbagekomſt fra Rom vilde
tage under nærmere alvorlig Overveielſe, hvad der videre

358 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

kunde foretages i denne Sag, og haaber han under
alle Omſtendigheder at kunne ſtole paa Keiſerens
og Churfyrſtens Velvillie og Underſtottelſe. Af Al⸗
brecht Achilles' Optegnelſer ſees, at Kong Chriſtian
ſnart efter har udtalt det Onſke, at holde Sagen fvæ-
vende og holde den Ting ſtille „indtil fin Hjemkomſt“,
og at Churfyrſten i en Skrivelſe af 27de Marts har
udtalt, at han ikke holdt det for henſigtsmesſigt at Al⸗
vensleben for Tiden, og faalænge Kongen var fraværende,
meddeelte Dithmarſkerne, at Kongen af Danmark ffulde
være deres arvelige Lehusherre. Sandſynligviis haabede
Kongen efter ſin Tilbagekomſt ved Forhandlinger med
Dithmarſkerne at kunne ordne Sagen og frygtede for, at
de, naar de aldeles uforberedte fik Efterretningen om
den af Keiſeren tagne Beſlutning, vilde blive mindre
tilgengelige for Kongens Forſlag. Churfyrſtens omtalte
Brev af 27de Marts kom imidlertid for ſildigt, idet
Keiſerens Skrivelſe til Busſo v. Alvensleben, angaagende
Dithmarſkens Indlemmelſe i Holſteen, alt under 23de
Marts var bleven udfærdiget. Samtidig hermed var
en Notificationsſkrivelſe afgaaet til Raadet i Lybeck.
Dette havde Landſkabets Proteſt af 1ſte Mai til
Folge, ſom Alvensleben indſendte den 7de med den Be=
merkning, at han, ſom det var blevet befalet ham,
havde forrettet Sagen med Dithmarſkerne. Imidlertid
opretholdt Keiſeren i Begyndelſen fin Anordning og ud⸗
ſtedte den 28de Mai en Skrivelſe til Dithmarſkerne,
hvori han befalede dem med Lydighed at underkaſte fig

r ⁰—s ²˙ͥ- ũä. . — . ẽůuunA : ! — ̃

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 359

Herſkabet Holſteen. Endelig paalagde han ved en Skri⸗
velſe af 22de Juni Hertugerne af Lauenburg og af
Stettin at bringe Dithmarſkerne til Lydighed, men disſe
vedbleve at proteſtere og foreſtillede Keiſeren ved et ſer⸗
ligt Geſandtſkab, at de horte under Erkebiſkoppen af
Bremen, og denne fluttede fig til Dithmarſkerne og paa⸗
beraabte fig den Skjenk, ſom Keiſer Frederik I 1180
havde gjort Erkebiſkop Siegfred med Stade, hvortil
Dithmarſken dengang horte. Erkebiſkoppen bemærkede,
at Keiſeren nok var Verdens Herre, men ikke Kirkens
og de den tilhorende Landes, over hvilfe kun Chriſtus
og hans Efterfolgere havde at raade. Tillige henvendte
han ſig til Paven, ſom 1476 udſtedte en Bulle, ifolge
hvilken Dithmarſken ſkulde forblive ved Biſpeſtolen i
Bremen. Kong Chriſtian havde imidlertid paany hen⸗
vendt fig til Keiſeren med Anmodning om, ikke at til⸗
ſtaae Landet Dithmarſken, hvormed han var forlehnet,
Noget ſom ſtred imod Forlehningsbrevet; men Keiſeren
tilbagekaldte Dithmarſkens Indlemmelſe, idet han dog
tilſtod Kongen at beviſe den Ret, ſom han mente at
have, og indrommede ham hertil en Tid af 63 Dage;
men forſt længe efter Kong Chriſtians Dod fandt denne
Sag fin Afgjorelſe ved Blod og Jern.

Foruden Forlehningen med Holſteen fif ogſaa andre
Anliggender en til Kongens Onſker ſparende Afgjorelſe.
Under 13de Februar bekreftede Keiſeren alle de tidligere
Kongen meddelte Privilegier og tillige blev det paalagt
Churfyrſt Albrecht Achilles og Biſkoppen i Magdeburg at

360 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

vidimere ſamme. Under ſamme Dato meddeltes Kon⸗
gens Underſaatter i Holſteen og hans andre tydſke Lande
et Privilegium, hvorefter de i forſte Inſtants ikke maatte
ſteones for nogen Domſtol udenfor Landet. Endvidere
tilftod Keiſeren under 13de Febr. Forhoielſen af Told⸗
ſatſerne i Rendsborg, Plöen og Oldesloe, og befalede
Rigsſtaderne Lybeck, Hamborg, Lüneborg og Wismar
ikke at foretage nogen Forandring i deres Myntfod,
der kunde blice Kongen af Danmark til Skade. Endelig
emanerede under 13de Febr. keiſerlige Befalinger til So—
ſtederne i det romerſt⸗tydſke Rige og til Kongen af
Polen og den ſaakaldte „Teutſchmeiſter“ i Lifland om
ikke at drive Handel med Kongens oprorſke Underſaatter.
Den 17de Febr. fritog Keiſeren Kongens Underſaatter
for de Toldafgifter, der paa andre Steder i det tydſk—
romerſke Rige maatte blive paalagte.

Endvidere forhandledes imellem Keiſeren og Kongen
om den burgundiſke Sag og om en Sammenkomſt imel-
lem Kongerne af Frankrig og Danmark. At Keiſe—
rens Mellemværende med Hertugen af Burgund har
været Gjenſtand for Forhandlinger med Kong Chriſtian,
ſees af dennes egne Breve (bl. A. det af 18de Marts
til Albrecht Achilles) og af det allerede omtalte Aktſtykke,
der tidligere fandtes i Arkivet paa Roſenholm, hvori
det hedder: „Item om Hertugen af Borgoings Wrinde,
„bar eder for lengſt at ſkrive, hvad Pragt og hoffart
„der var i Treyer, men det fik en ſkiden Ende, da han
„ikke kunde vorde Konge, faa ſkildtes de ueens af.“

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 361

Forhandlingerne om den burgundiſke Sag maae
have henledet Kongens Opmerkſomhed paa Friesland,
og han udtalte for Keiſeren Onſket om at forlehnes
med Friesland, for pan dette Sted at kunne gjøre
Modſtand og forhindre, at Friesland faldt i Hertugen
af Burgunds Hænder. Jeet Brev af 18de Marts til
Albrecht Achilles bemerker Kongen, at Churfyrſten nok
vidſte, hvad der om Friesland var blevet forhandlet
imellem Keiſeren og ham, hvorhos Kongen atter hen⸗
ledede Opmerkſomheden paa, at Frieslenderne, naar de
ikke havde Nogen, til hvem de kunde tage deres Til⸗
flugt, let kunde blive kaſtede i Armene paa Hertugen af
Burgund. — Under ſin Reiſe kom Kongen gjentagende
tilbage hertil, og Churfyrſten ſvarede ham under 4de
Mai: „angaagende Friesland vil Hs. keiſerlige Majeftæt
„ſelv fvare Eder, naar J kommer til ham,“ men Onſket
om Forlehningen med Friesland blev aldrig opfyldt.

At der har været forhandlet om en Sammenkomſt
imellem Kongerne af Frankrig og Danmark, ſees bl. A.
af Keiſerens Brev, dat. Rothenburg den 16de Februar,
hvori det hedder, at Kongen, der nu befandt fig paa
Reiſen til Rom, havde forhandlet med Keiſeren og bl.
A. udtalt Onſket om, paa fin Tilbagereiſe at treffe
ſammen med Ludvig XI, og han anbefaler Keiſeren denne
Sammenkomſt. Keiſerens omtalte Brev blev afſendt
med et Bud, fort efterat Kong Chriſtian havde forladt
Rothenburg, og naaede ham paa Veien til Augsburg.

==

362 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

Til Augsburg kom Kong Chriſtian den 26de Febr.
Keiſeren havde anmeldt Kongens Ankomſt, og efter Keiſerens
Anmodning blev han her modtaget med ganſke overordent⸗
lig Pragt. Han blev modtaget af Rigsſtadens Sorighed
og 34, efter andre 20 faakaldte „Geſchlechter“ *), ſom
rede ham imode indtil Donanwörth. Til Were for Kon⸗
gen opførtes en ſaakaldet Geſchlechtertanz* *), ſom inter⸗
esſerede Kongen i hoi Grad. Den folgende Dag blev
der holdt Carneval, Skydeovelſer“ **) og Tourneringer
og om Aftenen vare Byens Gader oplyſte med Beg—
krandſe, endelig (od Byen ham ſom „Credenz“ overvætte
en Sølvffaal, efter Andre et Solodrikkehorn, endvidere
2 Fade Etſch⸗Viin og mange koſtelige Fiſk. Det var
nemlig Skik at give de gjennemreiſende høie Fyrſter
ſaadanne Forcringer. Da ſaaledes Barbara, Johan af
Brandenburgs Datter, paa Reiſen til ſin Forlovede,
den daværende Prinds Ludvig af Mantua, pasſerede

De ſaakaldte „Geſchlechter“ vare adelige eller Patricier⸗
familier, ſom for en Deel vare meget anſete.

) De fornemme Familier i Augsburg fandt megen Behag
i Dandſeforlyſtelſer, iſcer i de ſaakaldte „Geſchlechter⸗
tänze“, til hvilke unge Patriciere i et eiendommeligt Op⸗
tog bragte Indbydelſerne til de Udvalgte, og paa hvile
Lyſtigmagere med komiſke Daundſe maatte bidrage til
Munterheden.

) Der fandtes alt dengang Kanonſtgberier i Angsburg.
De forſte Kanoner ſtabtes her 1578 af Johannes v. Aran,
der i fin Tid gav Underviisning i Kunſten at lade og at
afſtyde Kanoner.

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 363

Augsburg, forærede Raadet hende endeel Solbkar, Viin
og Penge, og hendes Soſter, Dronning Dorothea af
Danmark, ſom 1475 gjorde en Andagtsreiſe til Rom
og den 31te Marts 1475 kom til Augsburg, fik 76
Kander Viin, 24 fler med Sukker og ſaamange Fiſt,
ſom 8 Mand funde bære, Ligeledes fil Keiſer Frederik
ved fin Ankomſt til Augsburg den 5te April 1474 blandt
Andet 6 Fade Neckarviin, 4 Fade Etſchviin, 8 Oxer
og 5 Kurve med Fifi.
(Fortſœttes i neſte Hefte.)

364

Digte af Michael Berg.

1

Iver og Folkver.
(Frit efter et gammelt Sagn.)

Det var ſtolten Hr. Jver,

1 Han var en Ridder bold,
Oved han mangt et Kampeverk
J Leg med Landſe og Skjold.

Og det var ungen Folkver,

10 Han kunde Harpen flaae

Og kvæde, faa Alle lytted,

il Baade Riddre og Jomfruer ſmaa.

Meſt dog gledtes Hr. Iver
Alt ved den Harpeleg;

Hver Gang han dertil lytted,
Flux al hans Sorg bortveg.

Iver og Folkver.

Meſt da gladtes Hr. Jver,
Og han var Folkvers Ven,
Fandtes ei bedre Venner
Blandt alle Verdſens Mænd.

„Her du, ungen Folkver,
Du altid var mig kjer,
Dog maa jeg nu bortdrage
Alt udi Ledingsferd.“

„Gager du i den Leding,

Saa gaaer min Glæde med.
Hvor kan jeg flaae Guldharpen,
Naar du ei ſidder ved?“

„Du ſkal flaae Guldharpen,
Alt ſom du kunde for,
Men jeg vil ride Bølgen
J Blaſt og i bliden Bor.“

„Hav du Tak, kjar Jver,
Du var min kjereſte Ven,
Giver Chriſt os Lykken god,
Vi modes viſt igjen.“

Saa ſpor de hinanden

En evig Vennetro,

Det vil jeg for Sanden ſige,
Slet ingen af dem lo.

365

366 Juer og Folkver.

Skiltes da deres Veie,

De var ſaa mod i Sind,

Det vil jeg for Sanden ſige,

At dem randt Taar' paa Kind. —

Aar da gik der tvende,
De gik foruden Haſt;

Folkver hin unge dode,
Og Harpeſtrengen braſt.

Maanedsdagen derefter,

Gaa vendte Hr. Jver hjem,
Da han ſpurgte Folkvers Dod,
Saa lyſted han ud igjen.

Der gik Aar og Dage,

Saa langelig runde de hen,
For han havde miſt i Verden
Sin allerkjereſte Ven.

Der gik Aar fuldmange,
Han ſorged i alle dem,

For han ſaae aldrig mere
Sin allerkjæreſte Ven. —

Det var ſtolten Hr. Iver,
Han feſted en Jomfru ſkjon,
Ingeborg hed hun med Are,
Han elſkede hende i Lon.

Iver og Folkver. 367

Brudekjerterne tændtes
For favren Ingeborg,
Hvorhen den Jomfru ſkued,
Der flygted hver en Sorg.

De holdt Bryllupsgilde
Med Leg og Skjemteſang,
Vinen randt i Guldhorn
Til hundrede Harpers Klang.

Jver lytted til Klangen
Med Haanden under Kind,
Han mindedes fin døde Ven
Heel tankefuld i Sind.

Da lød der ved Doren

En Roſt ſaa ſagtelig:
„Stat du op, Ridder Iver,
Og kom du ud til mig.“

Op ſtod ſtolten Hr. Iver
Paa Svaleloft at gaae,
Der da ſtod ungen Folkver,
Svobt i en Kofte graa.

„Her du Ridder Jver,
Min allerkjcreſte Ven,
Ikke faa maa du reddes
Ved mig at ſee igjen.“

. REE ERE TS SE mee

368

Iver og Folkver.

„Ikke vil jeg reddes

For Folkver, min Ven faa kjer;
Hvor har du dvelet faa længe,
Hvi kommer du atter her?“

„Jeg har været i Graven

Saa dybt under Blomſter blaa,
Jeg har været i Himlen

Hoit over de Stjerner ſmaa.“

„Gager du bort til Himmerig,
Saa lad mig folge med,
Lad mig en liden Stund ſkue
Saa frydefuldt et Sted.“

Folkoer gav Jver Haanden
Og ledte ham bort med ſig,
Gik de dem fra Jorden

Og til det Himmerig.

Der da var faa lifligt,
Som Ingen nævne kan,
Thi ingen Skjald paa Jorden
Fil flue Himlens Land.

„Gaa nu hjem, kjar Jver,
Dvæl ikke længer her,
De lider Alle efter dig
Alt til den Bryllupsferd.“

Iver og Follver. 369

„Lider Alle efter mig,

Det ſkal kun være fort,
Naar de til Dandſen træde,
Saa vil jeg drage bort.“

— ge

„Gaa herfra, fjær Iver,

Og ſkynd dig nu did,

Tonk paa din Moder kjare,
Hun ſorger ſig Kinden hoid.“

„Grader min Moder fjære,
Jeg tenker, hun fnarlig leer,
Om lidt ſaa ſkal hun frydes,
Naar hun mig atter ſeer.“

„Skynd dig bort, kjer Jver, |
Ei tøve du maa,

Tenk paa liden Ingeborg
Af Sorrig hun vil forgaae.” i

„Og længes liden Ingeborg,
Saa har jeg ingen Ro,

Men henter du mig anden Gang,
Saa vil jeg hos dig boe.

Hav du Tak, fjær Folkver,
Du var en fuldtro Ven,
Henter du mig anden Gang,
Jeg drager ei hjem igjen.” —
24

370

Iver og Folkver.

Bort gik ſtolten Jver,

Saa brat han ſkyndte fig,
Han tenkte paa det Bryllup
Og ſoa paa Himmerig.

Saa gik han at finde

Det ſtolte Brudehuus,

Men han fandt ingen Roſenlund,
Og han ſage ingen Ljus.

Tylzes det ham Vinter,
Faſt det Skjerſommer var,
Tyktes det ham Midienat,
Faſt Solen ſkinnede klar.

Tyktes det ham dedningsſtil
Alt i den merke Lund,

Dog ſjunge de Nattergale
Gaa født i den Morgenſtund.

Stolt Iver var faa ſorrigfuld,
Han ſtotted fig paa fit Sværd,
Heel underlig ham tyfteg

Den natlige Ferd. 5

Modte ham en liden Mo,
Svobt udi Skarlagenſkind,
Hun var en Roſenblomme,
Han faae kun en gammel Koind.

*

Iver og Folkver. 371

„Siig du mig, o Koinde,

Hois du det vide maa,

Hvor er Ridder Hr. Ivers Borg,
Hvor monne haus Bryllup ſtaage?“

„Ikke holdtes her Bryllup
J lange hundrede Aar,
Om Joer og hans Feſtemo
Saa vide Sagnet gaaer.

Iver og liden Ingeborg

J Brudedands ffulde gaae,
Da forſoandt den Ridder,
Og Ingen ham mere faae.

Skam fan faae den Ridder,
Forlod fin Feſtemo;
Hundred Aar er det ſiden,
Af Sorrig hun maatte doe.“

Bort gik ſtolten Iver,

Han var ſaa ſorrigfuld;

„Saa give det Gud i Himmerig,
Jeg laa i forten Muld.

Hjælve mig Gud i Himmerig,
Og faa du milde Cbriſt!
Hundred Aar er det ſiden,

Jeg ſkued Jorden ſidſt!“
2

Er

372

Iver og Folkver.

Stil fad ſtolten Iver,

Han feldte fan modig Taar',
For Solen ſank under Lide,
Laa han paa forten Baar.

II.
Til C. Hauch,

da han reiſte til Italien.

Blomſten doer og Skovens Blade
Spredes over Vang,
Fuglen tier med ſin glade,
Troſterige Sang;
Men Naturens Lov ei gjelder
Dig, du edelbaarne Skjald, —
Skjondt dit Liv mod Nedgang helder,
J din Sjæl dog evigt velder
Poeſiens Tonefald.

Ja, ſom Olding nu du ſtander,
Men trods Tidens Vegt

Forer end du Lyſets Banner
Ungdomsvarmt og kjakt; —

Til C. Hauch.

Ungdomsmodet ei du tvinger,
Bind og Veir du ikke ſkyer,
Lig en Trakfugl du dig ſpinger
Til Italien, — faſt det klinger
Som et deiligt Eventyr.

Vemod vil din Sjæl beruſe,
Naar du ſeer igjen

Landet, hvor dig Himlens Muſe
Kaared til ſin Ven, —

Med hin OS, fom fan fortælle

Om det ſtolte Romas Glands,

Klippeoen, af hvis Fjelde

Du har manet frem med Velde

En udod'lig Digterkrands.

Capri blev jo Klippegrunden
For dit Digternavn,

Stolt den hæver fig, omvunden
Trindt af Bolgens Favn;

Du paa Sandheds Fjeld har bygget

Al din Id med Mod i Barm,
Derfor ſtaaer den faſt betrygget
Og af Himlen overſkygget,
Harvet over Dognets Larm.

Mindes Grotten du, hvorunder
Himlens Aander boe, —

373

rear — nr -

374

Til C. Hauch.

Azurfarvet Bolgen blunder

J forklaret Ro?
Saadan dolge dine Sange
Under Alvors Klipvpekyſt
Himmelſyner og fan mange
Dybe Tanker, ſom ſkal gange
Slægten rundt til evig Troſt. —

Drom da ſodt om ſpundne Dage
Hiſt i Mindets Land,

Mens de vilde Storme drage
Over Nordens Strand!

Han, ſom Lyſets Stjerner klare

Forer paa det ſikkre Spor, —

Han ſom tvinger Merkets Skare,

Skjerme dig mod hver en Fare

Paa din Bei faa langt fra Nord!

Men naar Vaaren atter beiler
Til det danſke Land,

Naar den friſke Pil ſig ſpeiler
J det ſoloblaa Band, —
Bend da hjem, og du ffal møde
Varme ved dit Hjemlands Bruſt,

Dine Dages Aftenrode
Mere gyldent end ſkal glede
Her ved Danmarks fagre Kyſt!

—— EGErkEg

375

Et Wesog 1 en bremtidens g.
Af
Adolf Bauer.

De danſke Kjebſteder frembyde i Reglen ikke Ex⸗
empler paa nogen ſynderlig hurtig Udvikling. Den
ſtore danſke Sindighed gjer fig ogſaa heri gjeldende,
idet de med langſomme Skridt gage henad Tidens Bei,
og gage de end ikke ſynderlig frem, faa er det dog kun
de ferreſte af dem, der gage tilbage. For en enkelt
Byes Vedkommende ſtiller Sagen fig imidlertid ander⸗
ledes. Frederikshavn, der ved Vendſysſelbanens
Aabning er bleven Endepunktet for den jydſke Lengde⸗
bane, vil under de gunſtige Forhold, der herved bydes
den, ſikkert udvikle fig med betydelig Haſtighed og træde
i forſte Klasſe af Danmarks Kjobſteder. Allerede nu
er et Beſog i den nævnte lille By af Interesſe, fordi
man der ſeer alle Elementerne til dens fremtidige Ud⸗
vikling.

376 Et Beføg i en Fremtidens By.

Man kan gage op til Frederifshavn med Damp⸗
ſkibet „Uffo“, ſom paa fine ugentlige Farter mellem
Kjøbenhavn og Chriſtiania anløber Byen, men det var
en gammel Aftale, at jeg engang ſkulde prove Touren
derop med Fiſkeriſelſkabets Dampkvaſe „Samso,“ og da
derfor Meldingen en Aften kom, at Stkibet fulde af⸗
gage den næfte Middag, flog Lyſten til at fee Frederiks—
havn Hovedet paa Sommet, og jeg gik med. I en
Fart blev Vadſekken pakket og lidt Fourage medtaget,
thi Reſtauration findes der ikke ombord, og den Beſpiis⸗
ning, Fiſkene fane, kan man ikke godt lade fig noie med
i den Snes Timer, Reiſen medtager. Alligevel kan jeg
forſikkre Leſeren, at man flet ikke behover at være „en
loierlig Fiſk“ for at befinde fig meget godt ombord paa
det lille Skib, hois venlige Forer ſoger at gjøre
Opholdet der ombord fan behageligt ſom muligt.
nSamgø” er oprindelig flet ikke beregnet pan Fiffene;
det blev bygget til Pasſageerbefordring mellem Aalborg
og Veile og brugtes ogſaa i Begyndelſen dertil, men
ſenere gik det tilbage for Skibet, og efter at det er blevet
kjebt af „Kjobenhaons Fiſkehandels⸗Selſkab“, beſtaager
dets Pasſagerer fornemmelig af Torſk, Flyndere og
Rodſpetter, der i den ſenere Tid har faaet et meget
pasſende Reiſeſelſkab i Sſters fra Limfjordsbankerne.
Den lille Kahyt i Agterenden af Skibet er dog bibe—
holdt og ſkenker af og til enkelte Reiſende Ly paa
Skibets ugentlige Farter mellem Kjobenhavn, Frederiks⸗
havn og Skagen, men Laſten er omdannet til Bolig for

Et Beſog i en Fremtidens By. 377

dets andre Pasſagerer, der undertiden i et Autal af
haloſyvendehundrede Sneſe beboe dens merke og fugtige
Haller. J Begyndelſen havde man tenkt paa at for⸗
ffaffe disſe lidt mere Luft og Bevegelſe, og Selſkabet
havde derfor anſkaffet det ſindrige Apparat, ſom afdede
Skueſpiller Anton Smidth, der med ſaa levende
Interesſe omfattede Alt, hvad der vedrorte Fiſkeriveſenet,
havde konſtrueret; men dette bliver nu ikke benyttet, da
Skibet ikke mere beſeiler Farvande, hvor man trænger
til et ſaadant Apparat. Side om Side med Fiſkene
boer her Mandſkabet, ialt fire Mand, hois Lukaf ligeledes
ligger i Forenden af Skibet. Naar jeg tilfeier, at Ski⸗
bet vel omtrent er dobbelt fan ſtort ſom „El Ole“,
turde man vel derefter have en Foreſtilling om det
Fartei, med hvilfet vi fkulde tiltrede Reiſen over
Kattegat.

Klokken blev adſkilligt over den faſtſatte Tid, fer
vi kom afſted, thi det graanede ſterkt i Veiret, ſamtidig
med at det begyndte at blaſe, og i haardt Veir vover
„Samso“ fig ikke gjerne ud. Lengere hen paa Efter⸗
middagen blev imidlertid Veiret bedre, og vi toge da
Mod til og og kom afſted. Gunart. vare vi ude paa
Kattegatet.

„De Danſkes Vei til Ros og Magt“ vifte fig
imidlertid herude noget mere end almindeligt „ſortladent“.
Det frembød ganſke viſt en fortrinlig Leilighed til at
ſtudere de nyeſte Theorier om Havets Bolgedannelſer og
deres Forbindelſe med det menneſkelige Legemes Fyſtologi,

378 Et Beføg i em Fremtidens By.

navnlig forſaavidt angaaer Bolgebjerges og Bolgedales
Indvirkning paa Mavens Muſkelſyſtem, men ret oplagt
til Studier kunde man imidlertid ikke være, dertil vare
Donningerne, ſom Styrmanden forklarende kaldte dem,
altfor ſterke. J nogle Minutter, ligeſom under en lille
Pauſe, kunde Skibet gage ganſke roligt, men pludſeligt
ſaae man en Bolgerakke komme rullende, kantet foroven
med hvidt Skum, og nu gyngede Skibet op og ned,
ret ſom om det havde overtaget Funktionen for Tivolis
Kaſtegynge, medens Dampmaſkinen ſom Tegn paa fin
Utilfredshed med denne Form af Tilvarelſen udſtodte
dybe Suk. At man under ſaadanne Forhold naſten
folte fig friſtet til at ſympathiſere med den franffe
Dame, der i Vaudevillen „De Danſte i Paris“ udtaler
fin Redſel over de to barbariſke Navne „Skaggerak og
Kattegat,“ er let forklarligt. Hvile turde vel under ſaa—
danne Omſtendigheder — forſaavidt det var muligt at
finde den — være det tilraadeligſte, og deri maa Grun⸗
den ſoges, til at jeg ikke kan meddele Laſeren noget
Narmere om Touren, forinden vi naaede Frederiks⸗
havn.

„Solen gik ned om Aftenen” — ſom der ſtager i
en hiſtoriſk Læfebog — og da den ſtod op om Morge—
nen, belyſte den Bangsbro Fiſkerleie med Frede—
rikshavbn i Baggrunden, Har man ladet fig forføre
af Navnet „Fladſtrand,“ den gamle Benævnelfe paa
Frederikshavn, der endnu er bibeholdt fra Citadellet, til
at troe, at heroppe er Alting ,, fladt ſom en Pandekage,“

Et Beføg i em Fremtidens By. 379

bliver man ſtrax reven ud af Feiltagelſen. Langt ude
viſer der fig allerede i Baggrunden morkeblaae Skyer,
ſom efterhaanden, naar man kommer nermere, antage
Form og Farve. Bakkelag paa Bakkelag træde tyde—
ligere frem og hoine fig over hverandre, kladte med
Skovens gronne og Lyngens morke Farver; ſnart op
dager man tydeligere og tydeligere Gaardenes rode Tage,
der ſkinne i Sollyſet, og hvad der forſt ſyntes at være
en hvid Prik overſt paa Bakken viſer fig. nu ſom en
Kirke. Som et Bhjergland lofter fig her disſe Forgre⸗
ninger af den jydſke Aas; „et Stykke Silkeborg“
har H. C. Anderſen faldt dette Danmarks Skov- og
Heiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Det er
en rig Erſtatning, dette Skue yder os for Soreiſens- ſtore
Beſperligheder; men det er kun en ringe Deel af den
ſtore Skare Touriſter, der aarlig gjøre Udflugter til
Danmarks ſkjonne Egne, ſom ane, hoormegen Skjonhed
Vendſysſel gjemmer heroppe, navnlig i Partierne ved
Bangsbro Skove, Flade Banker, Knivholt og Tolne
Bakker; ellers vilde disſe Steder være langt mere be⸗
ſogte, end det nu er Tilfældet, iſer da Dampfkibet kun
bruger lidt over tolv Timer for at fore os herop, men
Forholdene ville forhaabentlig nu forandre ſig, efter at
Vendſysſelbanen er aabnet, og Damppiben ogſaa lyder i
disſe Egne.

Tydeligt træde nu Markerne bag Skibsdemningen
i Frederikshavn frem. Citadellet med fit gamle runde
Kaſtelstaarn ſogte at indgyde os Reſpekt baade ved fit

380 Et Beføg i en Fremtidens By.

ærværdige Navn „Fladſtrand“ og ved fine tykke Mure,
men vi fode os ikke imponere deraf; thi vi vidſte vel, at
det kun er en Afglands af fordums Herlighed. Faſt—
ningsvoldene omkring det ere nu knap fan hoie ſom de
Mure, ober hvilfe Remus engang gjorde hint ffjæbne-
ſvangre Spring, og det runde Taarn, „Krudttaarnet,“
ſom det kaldes, er det heller ikke ſtort bevendt med,
ſtjondt det regner fine Abner fra ſelve Tordenſkjold.
Det har rigtignok en Commandant, men derimod
favner det baade Garniſon, Ammunition og Vaaben,
Det er en gammel Veteran, der er bleven fat paa Benz
ſion i 1864. J dette Sorgens Aar for flere af Danmarks
Feſtningsverker blev ogſaa det nedlagt, og nu bruges
det kun af Byens Kjobmænd ſom Oplagsſted for ftørre
Mengder Krudt. Indgangen dertil forſvares kun af en
tyk Jernſtang med Hangelaas. Vi fee nu „Toldboden“
og Huſene i Fru Mette Bildes gamle Stad, der
imidlertid nu gjor et langt mere anſeeligt Indtryk
end dengang, da Beſidderinden i Aaret 1748 ſolgte
dets henved 70—80 ſtraatækte Huſe eller vel rettere
Hytter med deres halvtrediehundrede Indvaanere til
den hæderlige Borger Peder Hanſen Hoier „Indvaaner
udi Fladſtrand“ for den billige Pris af 4000 Rd.
Til Venſtre begrendſes ÜUdſigten af Pikkerbakken, en
mægtig guulgron Buͤkke, der herfra ſynes at gaae
ſteilt ned imod Stranden; til Høire ligeſom gynger
ude pan Havet de ſmaa Steenoer Hirtsholmene, Tor-
denſkjolds Lyſt, fordum de Sofarendes Skrek. Men

Et Beføg i em Fremtidens By. 381

een Ting favne vi i Proſpektet af Frederikshavn, det
er Indtrykket af et Taarn eller Kirkeſpir; Byens Kirke
har intet ſaadant og herer overhovedet til de mindſte
og uanſeeligſte Bygninger i fit Slags. Dens Uhygge⸗
lighed er bleven et Ordſprog, men ved frivillige Sam-
menſkud er den bleven ret ſmagfuldt reſtaureret og har
en ſmuk Altertavle af Dorph. Man kan ikke let for⸗
vilde fig i Frederikshann; thi hele Byen beſtaaer kun
af en eneſte, forøvrigt meget lang Gade, og ved at
pasſere denne kan man derfor forffaffe fig et hurtigt
Overblik over Frederikshabns Merkverdigheder. Hu⸗
ſene, der ere opforte paa begge Sider af Gaden, gjore
Indtrykket af Velſtand: det er Een- eller To⸗Etages
Bygninger i Reglen med en lille Have. Og Klimaet
er ingenlunde faa barſk her, at jo ret vel naſten
alle vore ſedvanlige Haveplanter og Træer kunne groe
heroppe; jeg bar feet Kirſebertrcet ſnoe fig i Eſpalier op
ad Huſenes Vagge. Ovrigtigt talt er der ellers ikke
Noget at ſee i Frederikshavn; den har ingen ſtorartede
Udlæg eller markverdige Bygninger, der kunne bringe
dens Navn omkring, og for Sieblikket turde Byen nok
ſtylde fin veſentligſte Beremmelſe til „Frederikshavns
Rodſpatter“; thi om end Talemaaden lyder: „ſaa be—
kjendt ſom Randers Handſker,“ turde de ferſtncvnte maaſkee
nok kunne kappes med de ſidſte. Ikke blot her i Landet er
denne Handelsgjenſtand bekjendt, men den fvenffe Sker⸗
gaardsbefolkning, i Serdeleshed den Deel, ſom befatter fig

382 Et Beſog i en Fremtidens By.

med Opkjob af Fiſk, ſtyrer ofte Courſen herover og med⸗
forer hele Baadladninger til det ſpenſke Fiſkemarked.

Men er Frederikshavn end ſaaledes ingen fremragende
By i Nutiden, faa vil den maaſkee om ikke ret mange Aar
være en verdensberomt Stad, thi den er en Fremtidens
By. Den er ved Vendſysſelbanens Fuldforelſe bleven
Endepunktet for den jydſke Lengdebane; den
Conflux, ſom Jernbanerne i Reglen ikke undlade at til⸗
fore i det mindſte deres Endepunkter, vil viſtuok i rigt
Maal blive Frederikshavn tildeel, og den lille By vil da
blive en ſtor og folkerig Stad med mange Gader, der
oplyſes med Gas, med ſtore Bygninger og prægtige Bou⸗
tiker. Den fortrinlige, næften ſtedſe frie Havn er da bleven
udvidet og uddybet, faa at den kan rumme de mangfoldige
Seilere og Dampſkibe, der allevegne fra ſoge herhen.
Fra Sverrig og Norge gaaer allerede en ſtor Deel ſaavel af
Perſon⸗ ſom Godstrafiken over den ned til Hamburg;
thi naar der bliver indrettet Jiltog paa hele den jydſke
Bane, vil man i een Dag kunne komme fra Frederiks—
havn til Hamburg.

Det Oypſving, Staden utviolſomt vil tage, viſer
fig nu allerede paa mange Maader: Indbyggerantallet
er i ſtadig Stigen — ved Aarhundredets Begyndelſe
var det kun 460 og nu er det over 2000 — og
Eiendommene ſtige ſtadig i Verdi. Havnen, hois An⸗
leg paabegyndtes efter den i Aaret 1814 fluttede Krig,
og ſom fuldfortes i 1833, gaager nu en ny Udvidelſe
imode, og Bygningen af en Anlegsqnai for Dampfkibe

Et Beføg i en Fremtidens By. 383

ffal paabegyndes. Den henved en halv Fjerdingvei
lange Strokning fra Havnen op til den egentlige Stad
er nu naſten fuldſtendig bebygget, og Jernbaneſporet er
fort heelt ned til Havnen. Allerede længe har Byen
havt Dampfkibsforbindelſe med Kjøbenhavn og Chriſtiania,
og ifjor fatte Nordmændene det nybyggede Tampfekib
„Dannevirke“ igang derpaa. Ligeledes haaber man i
Gøteborg at komme i daglig Forbindelſe med fin jydſke
Nabo, og en ſtor Deel af den ſpenſke Trafik vil da gaae
derover. Men ſom et af de ſynligſte Tegn paa Frem⸗
ſtridtet kneiſer nu den nye Banegaard, en af de ſtorſte i
bele Jylland og Fyen, med fine mægtige Bygninger.

Frederikshavn er en Fremtidens By. For bundrede
Aar ſiden kun en lille Landsby, vil den, naar hundrede
Aar ere gagede, være en verdensbekjendt Stad.

384

Fabriken i Essen og den kruppske
Aunon.

(Efter Revue des deux mondes, Auguſt 1871.)

Hvori beftaaer Vaabenlykken? J de to ſidſte Krige,
den oſterrigſke og den franſke, maa Seierherrernes Held
for en Deel tilſkrives de techniſke Opfindelſer: det hur⸗
tigffydende Gevær i 1866 og Bagladekauonen i
1870, der begge uadſkilleligt ere forbundne med deres
Opfinderes Navne, Dreyſe og Krupp. Og er det end
tvivlſomt, Hvor ſtor en Andeel der tilkommer disſe af
de opnaagede Reſultater, fan er det dog ſikkert, at
uden dem vilde disſe Reſultater hverken være opnaaede
jan hurtigt eler have været faa afgjørende. Have de
ſaaledes været de Forſte ved Arbeidet, bor de ikke
være de Sidſte, naar Talen er om at heſte Were
for det Skete. For Dreyſes Vedkommende er det
allerede ſkeet; hans Gevær har paa en glimrende

Fabriken i Esſen og den kruppſte Kanon. 385

Maade gjennemgaaget Provetiden; det er blevet omtalt
og har ſin Hiſtorie. Baade i Europa og Amerika ere
Efterligningerne nu fan mangfoldige, at man vilde have
Vanſkelighed ved at opteg ne dem; det er ei blot kopieret,
men det er overgaaget af Efterfolgerne. Dette er ikke
Tilfældet med den kruppſke Kanon, thi det er kun meget
kort Tid ſiden, at den har viiſt, hvad den duer til;
dens Optreden var en ſorgelig Overraſkelſe for vore
Armeer og iſer for Paris; den tog Praæmien ved det
forſte Skud og har hidtil ſtaget ſom Seierherre i Kam—
pen med Efterlignerne. Paa Grund heraf vil det være
interesſant at gage tilbage til dens Oprindelſe og at
folge det taalmodige Arbeide, der har frembragt den
Kraft, ſom vi have været Vidne til. Denne Kanons
Hiſtorie er ſandelig baade Fabrikens og den geniale
Mands Hiſtorie, hvem Fabriken ſkylder fin Tilverelſe.

J.

Paa den haire Rhinbred ikke langt fra Düsſeldorf,
der hvor Ruhr flyder i Rhinen, ligger en By, der i
forrige Aarhundrede tilhorte Abbedisſerne, og ſom nu eies
af Smede; deu har fkiftet Eier, men dens Tilverelſe
har ikke lidt derved. Det er Esſen, hvis Indbyggeran⸗
tal i Lobet af en Fjerdedeel af et Aarhundrede er ſteget
fra nogle Tuſinde til 50,000. Alt har begunſtiget
denne Fremgang, baade Befolkningen og Jordbunden.
Esſen ligger nemlig midt i Weſtphalen paa et af disſe
Kullag, ſom forſt i den ſenere Tid ere blevne

25

2 ————— 2

386 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

bearbeidede, og hvor Kullene, ligeſom i andre ſtore For—
mationer, hvile paa et Steenleie, ſaaledes at de danne
parallele Lag. For den horizontale Udſtreknings Ved⸗
kommende har man kun meget ufuldkomne Boringer, men
man veed dog, at den nuværende Produktion (10 Mil:
lioner Tonder aarlig) ikke vil være iſtand til at ud»
tomme Kulleiet i fire tuſinde Aar. Driften af Kulminerne
er forholdsviis let og beqvem; man traffer paa Kullene
i en Dybde af 100 til 200 Metrer, og Laget har en
Megtighed paa to til tre Metrer; de ere af fortrinlig
Qvalitet og tilfredsſtille enhver Fordring, da Minerne
levere baade fede og magre Kulſorter, med lang eller
fort Flamme. Desuden ledſages Kullene af en Jern—
malm, der vilde kunne levere et meget godt Stobegods,
derſom ikke Nabolaget ved Nasſau, Siegen og Sayn,
ner Neuwied, havde Overflodighed af Jeruglands, der
giver et fortrinligt Stobejern. Beliggenheden er ſaale—
des fortreffelig; Induſtrien har Alt ved Haan—
den: Brendſel, metalfsrende Jordlag og desuden en
Mængde Kunder i Byerne Elberfeld, Barmen, Duis—
burg, Mühlheim, Solingen og Oberhauſen, der talle
40 til 50,000 Indbyggere med betydelig induſtriel Virk⸗
ſomhed.

Det er endnu ikke Alt. Esſen er ikke alene rigt
forſynet med naturlige Prudukter, men ogſaa med Cir=
kulationsmidler. Foruden at det ligger paa Hovedveien mel—
lem Coblentz og Minden, er det desuden gjennemkrydſet
af et Net af Jernbaner, ſom forſyne den uhyre Fa⸗
brik, der har opflugt det gamle Abbedi. Ja, Tilforſe⸗

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 387

len er faa betydelig, at paa en eneſte af disſe Jernveie
pasſerer der gjennemſnitsviis hver Dag hundrede Train paa
fem og tyve Vogne næften alle ladede med Kul. Hele Eta⸗
blisſementet omgives af et Jernveisbelte, der ſender For⸗
greninger ind i de enkelte Verkſteder. — Man træffer
faa Scener, der i hoiere Grad ere iſtand til at fængfle
Beſkuerens Blik, end Synet af Esſen. Saaledes ſeer
man pludſelig en uhyre rodglodende Barre fremtrede
af Ovnen og holdes fvævende i Luften ved mechaniſke
Kræfter; den folger en Bane, der beſtemmes af Kranen,
hvori den er ophængt, og ender under Hammeren, der
ſkal bearbeide den.

J Gaardene, paa Pladſerne, overalt ligge lignende
Barrer, nogle folde, men andre, uagtet deres graa Farve,
endnu brændende hede, og ſom man derfor maa vogte
fig for at komme i Beroring med. Paa et andet Sted
træffer man iilfomme Lokomotiver ikke blot paa Hoved=

linien, men ogſaa paa ſmaa Forgreninger, der fra de

enkelte Mineſchachter fore hen til Hovedrouten. Hiſt og
her paa bette 40 Hektarer (72 Tonder) ſtore Areal, der
bedekkes af Verkſteder, moder Diet det monumentale
Billede af Hoiobnene og de pyntelige Facader af de
ſtore Arbeidsſale fulde af Ild og Rog, Larm og Be⸗
vegelſe. j

For fyrgetyve Aar tilbage faae dette Sted ganſke an⸗
derledes ud og manglede det nuværende Liv. Bed Ho⸗
indgangen til Fabriken findes der endnu to Huſe ved

Siden af hinanden, ſom ere. meget beſkedne og have
285

— —

388 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

kun een Etage, og ſom nu tjene til Contoir, hvor Ar—
beiderne modtage deres Lon. Her boede i ſin Tid
Krupps Fader, og lidt derfra ligger Smedien, hvori han
med en eneſte Arbeiders Hjælp forarbeidede en Deel Staal⸗
varer, hvilke han kun var iſtand til at affætte ved felv
tilheſt at drage om med dem. Da Sonnen Frederik
Krupp var femten Aar gammel, blev han Faderens Med—
hjælper og Deeltager i hans Underſogelſer af Stobe—
ſtaalet. Faderen havde Inftinftet, i Sonnen fødtes Ge—
niet; men alligevel, hvormange Prover og frugtesloſe
Forſog! Skridt for Skridt kan man folge deres Spor
ved at gage igjennem Fabriken. J ringe Afſtand fra
det gamle Vaaningshuus ligge nogle Varkſteder, der
indeholde de Redſkaber, der, nu forladte, vare Begyndel—
jen til Esſens induſtrielle Lykke. Det er nogle Maſkin⸗
hamre, der vel allerede i lang Tid vare almindelige i
de fataloniffe Smedier i Pyrenæerne, men ſom Krupp,
ledet af enkelte Exempler, forandrede 'paa en dobbelt
Maade derved, at han forogede deres Masſe og lod
dem arbeide ved Damp. Andre Organer frembringe
andre Virkninger. Hammerſkaftet dannes af en Træ-
ſtamme, der er otte Metre lang og een Meter tykt; det er be⸗
ſlaget med Jernringe og ſtottes af to Mure; dette Skaft bærer
en Hammer, hvis Vægt gaager fra 6.000 til 10,000
Kilogrammer, og ſom loftes og ſenkes ved Dampſtemp⸗

lets Bevaegelſe. Det er de forſte Rudimenter af den

egentlige Damphammer, der noget ſenere ſkulde give
Jerninduſtrien et ganſke andet Opſving.

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 389

Saa ufuldkommen nu end denne Opfindelſe var,
ſaa bragte den dog Krupp paa den rette Vei. Han
anede dens Betydning, og ved alle vaſentlige Arbeider
var han derfor altid den Forſte paa Pletten for at ſtyre
den og iagttage dens Virkning. De gamle Arbeidere
vife endnu, tat ved den ſtorſte af disſe Hamre, det
Sted, hvor Krupp pleiede at tage fig en Luur, medens
Medhjelperne hedede Staalet, der var under Arbeide.
Naar det var tilſtrakkeligt glodende, blev han væl:
ket; thi han vidſte, hvad Tiden og Meſterens Tilſyn
var værd og iſer da, naar det gjaldt en omhyggellg
Jagttagelſe, der har faa ſtor Betydning i Videnſkaben,
og ſom er det fikkreſte Pant paa et heldigt Udfald.
Verkſtedet var for ham paa een Gang Studerevarelſe
og Laboratorium. Ved ſaaledes at ſee ham heldigt
giennemfere ethvert Foretagende fif Troen paa noget
Overnaturligt Indgang hos hans Folk. Nogle meente,
at han maatte være i Beſiddelſe af en ſeregen Recept
eller visſe ubekjendte Kunſtgreb. Andre talte om en
virkelig Hemmelighed, der overleveredes fra Fader til
Son. Krupp gjorde ſig ingen Uleilighed med at til—
intetgjere denne Tro; han lod dem fnakke om
Hexeri, men under ingen Omſtendigheéder lod han fig
üudſpeide eller gjennemſfkue. Ved Hovedindgangen opflog
han Plakater i tre forffjelige Sprog, der forbød Ad⸗
gangen til Verkſtederne; og foran dette Forbud maatte
baade den Nysgjerrige og den Ligegyldige friſtes til at
ſporge: Hvad ſkjules der da her?

390 Fabriken i Esſen og den kruppſkte Kanon.

J Virkeligheden er Krupps Hemmelighed overmaade
ſimpel. Den beſtager deri, at man i Alt, felv i den yderſte
Detail ſtreber efter den ſtorſt mulige Fuldkommenhed og
med Udholdenhed fortſatter denne Beſtrebelſe, indtil Fuld:
endtheden er opnaaet. Det er haus Hemmelighed, han
har aldrig havt nogen anden. J Begyndelſen, da han
kun øvede fig paa et begrendſet Arbeide, overlod han
ikke Udforelfen til Andre; men ſenere da Arbeidet voxrede,
ſogte han Stedfortredere, der kunde erſtatte ham; han
oplærte dem da felv i deres Functioner og befeſtede det
Lerte ved et ſtadigt Tilſyn. Det var fremdeles Arbei—
dets Fuldendthed, han havde for Øie, idet han forsgede
fin Arbeidskraft, og ſaaledes vedblev han. Derſom Krupp
fandt En eller Anden dygtig til at arbeide med Hoved
eller Haand, lod han ham ſjeldent flippe. Ved denne
umerkelige Rekrutering erholdt han ſnart de dygtigſte
Varkmeſtere, de bedſte Regnere og de flinkeſte Admini⸗
ſtratorer. Nu danne Esſens Contoirer neſten en lille
Stat, der kunde tjene til Model for mange ſtorre. J
de techniſke Afdelinger herjfer den ſamme Omhu for at
ffaffe gode Forſtandere, der vælges mellem Blomſten af
Tydſklands polytechniſke Skoler, og hertil kommer endnu
en Rets kyndig til Bedommelſen af Stridsſporgsmaal
og Oprettelſen af Kontrakter. Arbeidsredſkaberne vrages
ligeſaa ivrigt; Alt, fra det mindſte Veerktoi til den
ſterſte Mafkine, er fuldendt og udforer Arbeidet fortref⸗
feligt. Disſe Redſkaber gjores i ſelbe Fabriken, og
man vil ikke vere iſtand til at opdage Mangler ved

Fabriken i Esſen og den kruppſke Kanon. 391

dem. Forgjaves vilde man lede efter bedre Materiale
og en omhyggeligere Formning. Esſen er gaaet foran og
har ikke ladet fig ſpringe forbi, Jeg gjentager det, deri
ſtikkter Krupps Hemmelighed.

Man overbeviſes bedſt herom ved at folge hans
Virkſomhed med Henſyn til Stobeſtaal. Det er muligt,
at hau under ſine Forſog er kommen til at opdage
nogle nye Forbindelſer eller Legeringer, og det er rimeligt;
men en Rakke af vel udforte Operationer, nafladeligt
gjentagne og omhyggeligt ſtuderede, ere af langt mere over—
veiende Betydning. Derfor benævnes ogſaa dette Staal
med hans Navn. Det er ikke længere Shefſields eller
Besſemers, men Krupps Staal, der ſoges, og dets gode
Egenſkaber hidrore fra forſte Færd fra et godt Udvalg
af Malm til Forſyning af Smelteoonen. Efterat det
er underkaſtet en methodiſk Kulreduction i Pudleovnen,
bringes det gjentagne Gange under Hammeren og Valſe⸗
værfet, der uddriver Slakken og tetter Strukturen. Det
er nu Pudleſtaal i Form af runde eller flade Stanger,
der atter hugges eller klippes, koldt eller varmt, i ganſte
ſmaa Stykker. For at frembringe Stobeſtaal, bringes
disſe Stykker i Digler ſammen med en færegen Art
Jern, der formindſker Pudleſtaalets Rigdom paa Kul⸗
ſtof ved ſelb at forbinde fig dermed. Jernet alene er
uſmelteligt; men ſammen med Staalet ſmelter det og
oploſes i dette. Ere Diglerne fyldte, ſtilles de paa
Bunden af Ooyne af ildfaſte Steen, i hoilke Smeltningen
finder Sted, og naar denne er fuldført, er Reſultatet et

392 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

Stobeſtaal, der indtager en hoi Rang i Induſtriens og
Krigens Tjeneſte. Det er imidlertid ikke vundet uden
Moiſommelighed, ſom nogle Detailler ville viſe.

Neſten enhver Enkelthed af Bearbeidelſesmaaden
nager Maalet efter langſommelige Prover. Ovnene,
for Exempel, hvori Digelſmeltningen finder Sted, har
man maattet ombygge flere Gange for at faae dem til
at modſtaae den Hede, der var nødvendig; endogſaa nu,
da man anvender de bedſte ſkotſke Steen, kan det hen—
des, at de angribes og forglasſes under den umaadelige
Hede, ſom Staalſmeltningen udfordrer. J Henſeende
til Forferdigelſen af Diglerne, da er den en fuldkommen
Kunſt og ikke uden Vanſkelighed; de gjores af en om⸗
hyggelig Blanding af Reſterne af gamle Digler, Stum-
per af Muurſteen, ildfaſt Leer og et Blyſalt. Alle disſe
Brokker af Steen og Leer knuſes mellem Valſer og pul-
veriſeres under omlobende Hjul; Melet blandes med
Blyſaltet og altes til en Deig i Truge og ved mecha—
niſk Hjælp dannes denne Deig i noiagtigt conſtruerede
Former til Digler af eensartet Godhed. Denne Omhu
er nødvendig, thi kun derved undgaaes eller formindſkes
Sprengninger, der ſkade Arbeidet og kunne medfore
Ulykkestilfelde. Krupps Digeloplag er heller ikke en
Bagatel. Hans Torrehuſe indeholde i Gjennemſnit
hundredetuſinde Stykker, der alle kun bruges een Gaug;
have de gjennemgaget een Stsbning, blive de, uden
Henſyn til om de ere beſkadigede eller ikke, knuſte til
Brug for Tiloirkuingen af nye. Diglernes Rumfang er

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 393

forſkjelligt, de fatte fra tyve til tredive og fyrgetyve Ki⸗
logrammer i Forhold til den Seighed eller Haardhed,
man suffer at give Staalet.
5 Vi ere nu ude over de forelobige Operationer;
Oonene have fuldfort deres Opgave, Diglerue ligeſaa,
og den ſmeltede Masſe er færdig. Den Hytte, hvori
de ſtore Stobninger udfores, kan fatte indtil tolohun⸗
drede Digler, hvoraf fire, otte eller tolv ſtage i een
Oon efter Diglernes Storrelſe. Det gjelder nu om at
bringe dette flydende Staal, fordeelt i denne Mængde
ſmaa Kar, over i den ſtore Form, der her ikke er af
Stobeſand, men af tykt Stobejern og altid cyliudriſk,
men af et Rumfang, ber fan variere fra treds til ſyv—
ogtredivetuſinde Kilogrammer. Disſe Former, ſom ſkulle
modtage det flydende Metal, ere heulagte i en Fordyb⸗
ning, der lober gjennem Hyttens Midte, og ſom er for⸗
ſynet med en bevægelig Kran, der ſaaledes kan fores
hen, hvor man har den nødig. Der gives et Signal,
og Maneuvren begynder. Mandſkabet er bevebnet med
Tanger og inddeelt i Brigader; det har dets beſtemte
Poſter og Ordrer — aldeles paa militair Viis. Ligheden
er flanende. Tempoet og Bevegelſerne ere fnart hurtige,
ſnart langſomme; men enten det er Een eller Flere, der
"bevæge fig, fan er Intet vilkaarligt; Alt er beregnet paa
et beſtemt Maal og en beſtemt Virkning. Enhver kjen⸗
der fin Rolle, den være ſimpel eller indviklet. Verk⸗
meſteren beſtemmer forud Formens Plads, ſaaledes at
den kan naages fra alle Smelteſteder; han har indſtillet

394 Fabriken i Esſen og den kruppſte Kauon.

en Mængde Ramper med ſmaa Kanaler, der alle ud—
munde i en ſtorre ovenover Formen. J de ſmaa Ka⸗
naler udgyde Arbeiderne det flydende Staal, idet de ved
Hjælp af en Tang to og to fremføre Diglerne, og de
mage holde Skridt for ikke at ryſte det flydende Ind—
hold. Enhver Uorden maa undgages, ſaaledes at Ingen
kommer hinanden i Veien, for at ikke en Overſproitning
ffal finde Sted, der neſten altid har ſorgelige Folger.
J nogle Minuter er Formen fyldt; to Timer der»
efter er Blokken ſtorkuet og befriet fra ſit Hylſter. Hvad
er dens Beſtemmelſe? Hvem veed det? Det er lige—
ſom i Fabelen, ſkal den være Gud, Bord eller Kjedel?
Det afhænger af Tilfældet, Der findes i Esſen en
merkverdig Hal, hvori Metalblokkene vente pan deres
Skjebne: en Ordre eller Beſtilling. Blokken forbliver
der, indtil man har Brug for den, uden at den bliver
fuldkommen afkslet. Det vilde have været altfor koſt⸗
bart at bygge Ovne til Opbevaring af disſe uhyre og
zuhaandteerlige Masſer i denne proviſoriſke Tilſtand, og
man har derfor ſogt en anden Udvei. Man bedakker
hvert Stykke med Kulſtov, der faſtholdes ved tort Muur⸗
værk, og den langſomme Forbrending af dette Affald
uden Verdi gjer, at Metallet holdes i en Varme af
nogle hundrede Grader; det befinder fig under dette
Hylſter ſom i et Sandbad. Hallen er opfyldt af disſe
overtallige, men værdifulde Barrer. Medregner man de
allerede hamrede Stykker, der ogſaa mage gjennemgaae
denne Bagningsproces, vil Verdien lobe op til flere

Fabriken i Esſen og den kruppſke Kanon. 395

Millioner Francs, og af alle disſe meer eller mindre
forarbeidede Artikler kan kun Krupp drage Fordeel; thi
kun han kan ſmede, udhugge, bryde, ſmelte og trans⸗
portlere dem.

Selv for Krupp har det ikke været et Oiebliks
Sag at bringe det til at ſmede ſaadanne Masſer; han
har maattet gjore mere end eet Forſog og lobe mere
end een Riſico. Hans forſte Hammerverker, der kunde
behandle de ſadvanlige Barrer, ſtode magtesloſe overfor
en Metalmasſe paa ſyvogtredive Tons, og han maatte
opgive dem. Men hvormed fkulde han erſtatte dem?
De ſtore Jernverker vare endnu kun naaede til
Forſog. Man omtalte en Damphammer i Creu⸗
fot, ſom kunde knakke en Nod og dog virke
med Kraft paa uhyre Blokke. Hammerens Vagt
var tolvtuſinde Kilogram, og ved Mechanismen kunde
man regulere Slagets Styrke efter Behag. Dampen
loftede Hammeren og lod den falde, langt eller kort,
paa det over Ambolten lagte Stykke. Dette Redffab,
Damphammeren, er nu Sjælen i alle Varkſteder af
forſte Rang. Foruden den i Creuſot fandtes der Damp⸗
hammere i Marinens Smedier ved La Chausſade og
hos Petin & Gandet i Rive de Gier, begge paa femten⸗
tuſinde Kilogrammers Vægt. 7

J England ſteg deres Vegt endnu hoiere, og blandt
andre fandtes der een med femogtyvetuſinde Kilogrammers
Bægt. Det var i 1859, at denne Revolution fandt
Sted i Jernverkerne, og der var ikke een Mand af Fa⸗

396 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

get, uden at hans Tanker jo beſkjaftigede fig med denne
Omveltning. J den induſtrielle Verden gjor den Me—
ning fig gjeldende, at Arbeidsmidlerne mage ſtage i For⸗
hold til Vægten af de Masſer, man vil bearbeide;
Gjenſtandenes Storrelſe maatte altſaa tildeels rette fig
efter Redſkaberne. Men Krupp blev ikke ſtagende ved
det allerede Givne; han gjorde ſine Beregninger og ud—
fandt, at naar de Fordringer, han maatte ſtille til ſine
Redſkaber, ſkulde kunne fyideſtgjores, maatte han have
en Damphammer paa halvotredſindstyvetuſinde Kilogram—
mers Vagt.

Ideen var driſtig, og naeſten Alle betvivlede dens
Udferlighed; Jernverkseierne betragtede den ſom en
Galſkab, der blot kunde medfore Tab af Tid og Penge,
og de fleſte Lærde fluttede ſig til denne Anſkuelſe. De
Fleſte, af hvem man afæffede en Dom, meente, at det
ikke vilde lykkes at conſtruere en ſaadan Hammer, eller,
at det ikke vilde være muligt at fætte den i Gang og
endelig, at hvis man naaede dertil, vilde den knuſe baade
lig ſelbo og Maſkinſtillingen. Krupp flod altſaa her
overfor tre Umuligheder, men opgav dog ikke fin Idee.
Det var oienſynligt, at et heldigt Udfald for ſtorſte
Delen maatte beroe paa Opſtillingens fuldkomne Soli⸗
ditet, og han gik til Verket ſom en Mand, der for-
ſtaaer fig pan at gjennemfore Noget For at give fin
Damphammer et Underlag, der vilde være iſtand til at
modſtaae Ryſtelſerne, gav han den tre Fundamenter oven»
paa hinanden; nederſt i ſtor Dybde Muurverk, derpaa

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 397

et Lag af ſpere Egebjælfer og ovenpaa dette et tredie
dannet af Jernklodſer, Alt ſolidt forbundet. Ovenpaa
dette Underlag kom Amboltsfoden, der ligeledes befeſte⸗
des, og endelig i denne Ambolten, der maa kunne ud⸗
tages, da den efter Omſtendighederne ffal have forſkjellig
Form. Dette Underlag ffulde nu ikke blot udholde
Slagene af deu halvtredſindstyvetuſinde Kilogrammer
fvære Hammer med et Fald af fem Metre, men tillige
bære et heelt Syſtem af hule Jernſoiler, der danne en
Soilegang rundt om Hamren, og ſom atter bere Ho—
vedſtykket, fra hoilket Hammerens Bevegelſe udgaaer.
Dampkjedlen med Tilbehor fik ſit eget Fundament.

Ved dette Apparat, paa een Gang ſimpelt og ſolidt,
har Krupp givet Svar paa den tredobbelte Udfordring.
Saavel ved dette Forſog ſom ved alle andre har Krupp
havt Held med ſig. Amboltene ere af og til gaaede i
Stykkec, men det ventede man vilde ſkee; Hammerhovedet
er kun brudt een Gang og det ikke en Gang i Banen,
men ved Sammenfoiningen med Stempelſtangen. At
disſe Uheld ikke ere indtrufne oftere, hidrorer ikke fra
Mangel paa Anſtrengelſe; thi ſiden dens Indvielſe har
Hammeren arbeidet uophørlig, og pan Grund af Uhel—
dene har den fun. hvilet nogle Uger; men den ſtaaer
ogſaa dens Herre i en Pris af to Millioner og otte⸗
hundredetuſinde Francs, hvortil endnu burde legges det,
den har koſtet i Hovedbrud. Den maa altſaa arbeide
for at kunne forrente og amortiſere en ſaadan Capital.
Denne Veddekamp har imidlertid havt et faa heldigt

„**

398 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

Udfald, at Krupp alene ved Krigens Fordringer er ble—
ven afholdt fra at gage videre; han var tilboielig til at
fætte en ny noget modificeret Damphammer paa Stabe⸗
len, der ſkulde have den dobbelte Vagt, altſaa hundrede—
tuſinde Kilogrammer, og vilde komme til at koſte fem
Millioner Franes. Alt er muligt for en Mand ſom
Krupp.

IL.

Den foregaaende Skildring vil give en Idee om
Esſens induſtrielle Inventarium. Fabriken har efter⸗
haanden udviklet fig; fra mindre Maſkiner er den naget
til de ſtorſte, den har fundet det Materiale, den ſogte,
de rigtige Rensningsmethoder, Formerne til Stobningen
og de megtige Maſkiner til Bearbeidelſen. Paa ſamme

Tid er Arealet blevet bedekket af Bygninger, der egne

fig til denne Art Arbeide, og der er“ fremkommet en heel
Befolkning, ſom er uddannet til dette Arbeide. Denne
Befolkning forener de to Egenſkaber, der udmerke den
tydſke Race, og ſom aabenbare ſig i dens Handlinger,
nemlig: en tenkende Mand og Sands for Diſciplin.
Ved Behandlingen af et neſten altid glødende Materiale
kommer det iſer an pan Koldblodighed og Opmaerkſom-
hed; ſkal Uheld undgaaes, maa der haves Arbeidere
med et godt Haandelag, ſtor Beſindighed og et aabent
Øie; ſelv i Esſen pasſe ikke Alle til Arbeidet, og der
er Mange, ſom opgive det efter en fort Leretid. De,

Fabriken i Esfen og den kruppſte Kanon. 399

der blive tilbage, danne en bevægelig, kraftfuld og vel
ovet Elite, ſaaledes at der kun behoves et Ord eller et
Tegn for at betyde den, hvad der ſkal gjores, og det
udfores nden Larm og med en Samdragtighed, der for⸗
bauſer Tilſkueren. Men dette Arbeide betales ogſaa
godt, i det mindſte efter tydſke Forhold.

Den høie Lon forøges yderligere ved en patriar⸗
chalſk Skik, ſom Krupp har indført. Herren erindrer
endnu den Tid, da han i den beſkedne Smedie maatte
hjælpe fin Fader med Haandarbeide. Enhyver Arbeider i
Esſens Fabrik, er pan en Maade Asſocié, derved at
der foruden Lonnen udbetales ham en Pramie i Forhold
til Produktionen, og han bliver faaledes interesſeret i

det Heles Fremgang. Desuden afgives der en Sum

til en Forſikkringskasſe, der underſtotter Arbeideren i
Sygdomstilfelde, penſionerer Enker og Faderloſe, og
ſom endelig giver ham hans Alderdomsforſorgelſe. Efter
elleve Aars virkeligt Arbeide begynder Kasſen at ſtille
ham i Regning i ſtigende Forhold, ſaaledes, at hois
han ophører at arbeide efter ſexten Aars Tjeneſte, faa ud⸗
betales der ham det ſamme i Penſion, ſom hans Lon
belob fig til. Dette vidner om en ſjelden Omhyggelig⸗
hed for Arbeidernes Lib og Sundhed og en lignende
Omſorg for deres Velvære, naar deres Krefter ere op⸗
ſlidte i Fabrikens Interesſe; men det er en Pligt, en⸗
hver ſamvittighedsfuld Fabriksherre burde paalegge fig
ligeoverfor dem, der have været medvirkende til Grund»
leggelſen af hans Formue.

82.

i
i
j
1

.

400 Fabriken i Esſeu og den krup pſte Kanon.

Denne ottetuſinde Mand ſterkt Arbeidercoloni ſty⸗
res i det Hele pan en fornuftig og faderlig Maade.
Da Landet er rigt paa Kvæg, ere Levnetsmidlerne ikke
dyre; Brodet, der er af Rug, leveres fra et Bageri,
ſom er anlagt og beſtyres af Fabriken. Bagerovnenes
Saal er af Lava; de ophedes fra to Ildſteder og levere
tohundredeogti Brod, der bages i tre Timer. Disſe
Brod, der veie tre Kilogrammer, ere et ſundt og billigt
Neringsmiddel og koſte Arbeideren under ſadvanlige
Forhold atten Skilling Stykket, men Betalingen ffeer
ved Tegn, der ſenere liqvideres i Lonnen. En ſedvan⸗
lig Arbeiderfamilie finder derfor et rigeligt ÜUdkomme
med en Lon af et Par Daler daglig og kan endogſaa
lægge Noget op. Andre Arbeidere betales bedre; Me—
chanikerne kunne ſaaledes tjene næften tre Taler om
Dagen. Esſen bruger ikke, ſom enkelte andre Jernver-
ker, Arbeide i Partier eller Akkord og har ſaaledes
hverken Entrepriſer eller Underentrepreneurer, men hver
Arbeider ſtager i direkte Regning med Direkteurerne,
ſom beſtemme Lonnen efter en Tarif og efter Vegtfor⸗
holdet. Forholdene blive derved ſimplere, og Arbeideren
undgager disſe Afgifter, der næften altid folge med Bru—
gen af Mellemmend; han foretrekker at forhandle med
Arbeidsgiveren og feer ingen Fordeel i, at Pengene forft
vandre igjennem Kammeraternes Hænder. Den tydſke Sub—
ordinationsaand vil heller ikke vedkjende ſig disſe Foreninger,
der baſere fig paa en Beregning og kunne udarte til en
Trudſel. Arbeideren her lader ſig ikke forlede til den

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 401

Slags Udſkeielſer; allerede ſom Barn gjor han Be⸗
kjendtſkab med Diſciplinen i Skolen, ſom Yugling med
den active Armees, og ſom Mand maa han lyde dens
Bud i Reſervens Cadrer; han har aldrig været fin egen
Herre — hvorledes ſkulde han da blive anderledes i In⸗
duſtriens Tjeneſte? han ſkifter blot Herre, det er det Hele.

Den militaire Tradition er ogſaa i fuldt Maal
reprœſenteret i Esſen; Fabriken har en Caſerne, ſelv
Napnet har man bibeholdt; den optager femtenhundrede
Arbeidere og forſt og fremmeſt dem, hvig oieblikkelige
Nerverelſe ved Arbeidet kan gjeres fornøden, Arbei⸗
derne fane i denne Caſerne baade Bolig og Underhold
for omtrent to Mark om Dagen, Kaffe alene fraregnet;
thi af denne Drik forteres der betydelige Qvantiteter i
Esſen, og det ſynes, at den bedſt vedligeholder deres
Kræfter og letteſt bringer dem til at kunne taale den
ſterke Hede fra Ovnene. Man ſeer derfor ogſaa Kaffen
ſtadigt paa Vandring; til enhver Tid og i alle Verk⸗
ſteder ſtaaer den dampende i Blikkander, færdig til at
nydes; for at kunne tilfredsſtille Kravet har man maattet
bygge ſeregne Ildſteder ved Foden af den ſtore Skor—
ſteen og flere Sale, hvori den bliver tilberedt. Det er
en Tilboielighed, ſom man uſtraffet kan begunſtige; et
Overmaal i Nydelſen er ikke at befrygte. Udffeieljer
kjendes desuden ſaagodtſom flet ikke i Esſen; Alt er
beſkedeut, baade Klededragten, Boligerne og Forneiel⸗

ſerne. Naar ſaaledes disſe ottetuſinde Arbeidere ved
26

402 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

Morgengry forlade den lille By eller Huſene i Omegnen
for at begive fig til deres Arbeidsſteder, fan hores kun
Lyden af deres Fodtrin; der er hverken Skrig eller hoi⸗
roſtet Tale; enhver gaaer ſin Gang og tanker ikke paa
at ſige Noget, men alene paa at nage det Sted, hvor
hans Virkſomhed begynder; de marchere i Skridt ſem
Soldater, og paa ſamne Viis vende de atter tilbage
ved Aftenens Komme. Iblandt disſe Mand findes der
endnu et Antal, ſom har tjent Fabriken fra dens
Fodſel.

J Fabrikens Barndom, da Krupp endnu var ved
ſine forſte Forſog, ventede han med ſin ſtore Begavelſe
og ærgjerrig, font enhver Mand, ber fjender fine Kraf—
ter, med Lænafel paa Leilighed til at gjore, fig gjæl-
dende, og han forſtaaer at gribe den, hvergang den
kommer, og hvergang voxer hans Ry. J 1854 frem⸗
traadte han paa Londoner⸗Udſtillingen med et Produkt
af fine Verkſteder: det var en Kanon med hans Adresſe,
der omtales i en franſk Rapport ſaaledes:

„Preusſen udſtiller en fer Punds Feltkanon, fem⸗
enhalb Fod lang, paa en tre Fod bred Lavet. Pjecen
er af Staal, ſtobt og ſmedet under Hammeren i Krupps
Fabrik i Esſen nærved Düsſeldorf. Hr. Krupps For⸗
tjeneſter og hans ſjeldne Dygtighed: i Behandlingen af
Jern og Staal ere velbekjendte; han vil erholde Præmie
ikke alene for bette Fabrikat, men ogſaa for ling Pandſer⸗
plader af Staal.“

Det var den hele Bemerkning. Denne Kanon var

Fabriken i Esſen og den fruppjte Kanon. 403

dengang maaſkee den eneſte, Krupp havde, og hans Op⸗
lag beſtod veſentlig i Pandſerplader. Ved Pariſer-Ud⸗
ſtillingen i 1855 var den Opſigt, han gjorde, ſtorre;
man var da bedre bekjendt med Krupps Stobeſtaal, ſom
var paa gode Veie til at ffabe ham en Formue. Paa

en ioinefaldende Maade og med en vis Kunſt havde ,

Krupp opſtillet i Induſtripaladſets Annex en ſtor Blok
af Stobeſtaal, og for at gjøre den endmere fremtrædende
lod han den paa en Maade ſpille en Rolle, idet han
hver Dag lod en Arbeider, forſynet med Bor og Meis⸗
ler, gjore Indſnit i den og afhugge Spaaner, ſaaledes
at det nysgjerrige Publikum kunde underſoge den; og
det var let nok, ſelb for Mend udenfor Faget, at fee,
at Me tallet var overordentlig reent, frit for Slakker og
Revner og af fuldkommen Ensartethed, boilket ikke en⸗
gang finder Sted ved det bedſte Cementſtaal. Bruddet
lod for Kjendere Intet tilbage at onſte: det var tæt og
fiint, regelmesſigt og glindſende. Den Opſigt, denne
Blok foraarſagede paa Udſtillingen, var en Begivenhed;
ved at fremſtille den og gjore dens Egenſkaber gjaldende,
havde Krupp Lykken med fig. Det var nu klart, at
dette Metal maatte have en ſtor Anvendelſe for ſig, da
der af mange Maſkindele, ſom maae gjeres i eet Stykke,
fordres en ſtorre Modſtandsevne, end Jernet med Sik⸗
kerhed kan yde.

Krupp haode gjort Lykke; men han vogtede ſig
vel for en utidig Jagt efter den. For med fuldkommen

Frihed at kunne vedblive ſit Arbeide manglede han to
265%

*

!
|
|
|
(

404 Fabriken i Esſen og den kruppſke Kanon.

Stetter: flydende Capital og et Marked. Hvilke bety⸗
delige Capitaler findes der ikke nedlagte i disſe Blokke,
der flane i Ventehallen, og for disſe Capitaler maatte
Krupp uden videre kunne ſtaae i Forſkud; men desuden
ſkulde Blokkene fornyes, og det kunde kun ſkee med For:
deel ved god Afſatning. Da Fabriken i Esſen var vel
bekjendt, havde den allerede god Credit, og det vilde
derfor ikke have været vanſkeligt at ſkaffe Penge paa
Entrepreneurernes ſedvanlige Maade ved at danne et
Uctiefelffab, og Krupp kunde let have forbeholdt fig
en Deel Aetier til perſonlig Fordeel, ſamtidig med at
han beholdt Beſtyrelſen og en beſtemt Andeel af det
hele Udbytte; men Krupp vilde ikke indlade fig paa den
Art Beregninger. Han foretrak at være Herre i fit
eget Huus, kun at gjøre Regnſkab for fig ſelv og folte
ſig kun ſterk under den Betingelſe, at han var fri. Alt
vel overveiet forekom det ham, at dette Sleng af Ac⸗
tionairer maatte være en Byrde og en Hindring uden
Erftatning, thi af deres Raad ventede han fig kun daar—
lige Reſultater, og den finantſielle Side af Sagen havde
fine betydelige Ulemper, da denne aarlige Opgjorelſe og
Fordeling af Udbytte ſyntes ham ſtridende mod den
Regnſkabsorden, han havde indført. Det overſkydende
Udbytte, naar Regninger og Gjæld vare betalte, an⸗
vendte Krupp nemlig altid til nye Arbeider; Fortjeneſten
fravendtes ſaaledes ikke Fabriken, men bidrog til dens
Udvikling og Tilværten af dens Hjælpemidler.

Stottet til dette Raiſonnement tog Krupp en Be⸗

Fabriken i Esſen og den fruppjfe Kanon. 405

ſtemmelſe, fra hvilken han ikke er afveget, nemlig aldrig
at modtage Capitaler med anden Forpligtelſe end den,
at forrente dem og tilbagebetale dem til Forfaldstid.
Regnſkabsmaaden beſtod i Aabningen af Conto-⸗Cou⸗
ranter.

Paa disſe Betingelſer har han endnu aldrig mang⸗
let Penge; de indkom rigeligt ſtrax, og Tilbudenes
Antal er tiltaget i den Grad, at man nu lader fig ind—
ffrive ſom Aſpirant. Han har fundet Tyve for Een,
der vilde give Forſkudsſummer, ligeſom Lyonerfabrikerne.
Esſen undgik ſaaledes det Afhengighedsforhold, der er
uadſkilleligt fra Capitalens Asſociation, hvis mindſte
Feil er den, at Eiendommen er fordeelt paa faa mange
Hænder, at den ved at være i Alles Interesſe ikke in⸗
teresſerer Nogen og for den Enkelte kun har en forbi⸗
gaaende Verdi. Det vilde desuden have været en Sorg
for Krupp at fee Esſen være Maalet for Spekulationer
paa Borſen; Esſen var nu engang haus Verk, og med
en Faders Folelſer ønffede han, at det maatte tiltage i
Styrke; men netop derfor maatte han kunne lede det
efter ſin Villie og derfor bevarede han det for den
verſte Slags Seelen verkoopere, Pengeſpekulanterne. Uden
deres Hjælp og tiltrods for deres Modſtand fif han de
Millioner, han havde Brug for, uden at bortgive en
eneſte Rettighed, og det var ikke den mindſte Deel af
hans Styrke. i

Med ligeſaa meget Held fandt han det andet
Stettepunkt, Markedet, og det var ikke uden Vanſkelig⸗

1

PP

406 Fabriken i Esſen og den kruppſke Kanon.

hed; thi nagtet Fabriken leverede fortrinlige Barer, faa
var den betydeligt fjernet fra de egentlige Handelsplad—
fer i Europa; den laa i et Hjørne af Nordtydſtland.
fjernt fra Hovedveiene til de ſtore Stater, ſaaledes at
kun Preusſen var dens naturlige Kunde; de andre maatte
ſoges langt borte. Det er eiheller jaa let en Sag at
aabne fig et Marked; dets Anſkuelſer og Fordomme
mage forudſees og tilfredsſtilles i rette Tid, naar man
ei vil gjore et feilt Beſtik, og jaa er der de paatren⸗
gende Fordringer, der til fine Tider kunne jætte alle
de Verkſteder i Virkſomhed, der arbeide i den Retning.
Saaledes ſoges paa nogle Steder Jernbaneſkinner, anden⸗
ſteds Pandſerplader, fan Dampmaſkiner og Vandkraft—
maſkiner. Har man nu endelig opnaaet en Beſtilling,
ſaa komme Detaillerne, der fordre en Mengde af Planer
og Tegninger, inden Maſkinens Organer komme i Over—
eensſtemmelſe, og da iſer, naar en ſaadan Maſkine for
forſte Gang ffal ſettes paa Stabelen.

Men Esſen har vidſt at beſeire disſe Vanſkelig⸗
heder og har leveret neſten alle Arter af ſtore Maſkiner
og altid tilfredsſtillende. Stobeſtaalet har vel været
dyrt og er det endnu; men det har aldrig ſpigtet fin
Beſtemmelſe og været mangelfuldt; dets Priis har ofte
hindret dets Anvendelſe, men hvor man har brugt det,
har dets Holdbarhed neſten altid erſtattet Udlæget. Paa
fine Steder kan man ikke engang undvære det, navnlig
i Maſkiner, hvor enkelte Stykker paalegges en ſtor
Kraſtanſtrengelſe, og man maa da fortrinsviis tye til

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 407

Esſen. Ingen Fabrik leverer bedre behandlede Hjul⸗
bandager til Locomotiver, og de taale en ſtreng Styrke⸗
prove. Ligeſaa fortrinlige ere de fuldſtebte Staalhjul;
de ſtobes i faa fuldendt Form, at det hverken er nod⸗
vendigt at afdreie eller at udbore dem; ſaaledes ſom de
udgaae af Formen ere de fuldt færdige uden Sveitsning
og uden Baand, og følgelig langt mindre udſatte for
Beſkadigelſer. Stobeſtaalet har ogſaa fundet en udbredt
Anvendelſe til lige og boiede Axler, til Veller for Damp⸗
mafkiner, til Valſer, til Pandſerplader og til Jernbane⸗
ſkinner ved Overkjorſeler. Disſe Anvendelſer, ſom alle
have havt et gunſtigt Reſultat, have tilført Esſen en
Deel nodtonngne Kunder og ſaaledes har der paa den
naturligſte Maade af Verden dannet ſig et Marked for
Krupp. Et fortrinligt Produkt i Forening med nogle
Anſtrengelſer er den Recept, der har havt den onfſkeligſte
Virkning.

En ſtor Deel af de nauynte Arbeider og færlig
Vellerne medforer Behandlingen af Barrer, der veie
ſyvogtredivetuſinde Kilogrammer og have et Gjennemſnit
paa to Metre. Denne Behandling afgiver et interesſant
Skueſpil. Havde man kun havt de gamle Redſkaber,
vilde det have været nødvendigt for at bevæge dem at
anbringe et hundrede Mand med Tenger med Tver⸗
ſtenger, og enhver Kraftyttring vilde da have veret ledſaget
af Stei og Skrig, ſom et nødvendigt Accompagnement
til en ſaadan Maneuvre. Ved Damphammeren beſtaaer
Arbeidsbrigaden kun af tolv Mænd, der uden ſynlig Moie

*

408 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

tauſt og koldſindigt udfore det ſamme Arbeide, ſom den
tidligere Vrimmel. Naar Oonen aabnes, ſynes denne
Haandfuld Folk at ſtage i et complet Misforhold til
deres Gjerning, ſom gaaer ud paa- at bevæge denne
glodende Masſe. Efter en neppe maerkelig Impuls
folger Bevegelſen, ſom af fig felv. Ved Hjælp af Kjæ-
der, feſtede til en Vinde eller en Kran, der ſtager høit
over Arbeidspladſen, træffes Barren, liggende paa en
Art Vogn, ud af Ovnen; man fætter nogle Jernbaand
paa den, heiſer den tilbeirs og ved en Vending af Kra—
nen henlegger man den, ſom en Beſeiret, paa Ambolten.
Ved mechaniſk Hjælp lægges den tilrette under Ham⸗
merens Slag, der bringe Murene og Tagene og felv
Jordbunden til at ryſte, medens Arbeiderne rykke den
frem eller tilbage, vende og dreie den uden ſtor An-
ſtrengelſe alene ved at virke paa Vinderne.

Der findes fan Maſkinverkſkeder, der ere iſtand
til at kunne behandle ſtore Smediearbeider med den
Hurtighed og Lethed ſom Esſen, men intet er i Be—
ſiddelſe af et fan fuldkomment og rigt Udvalg af Red—
ſkaber; der er næften odſlet med dem. Medens ſaaledes
Damphammere andenſteds kun traffes enkeltviis eller i
ringe Antal, faa findes de næften i ethvert Verkſted i
Esſen. Man teller mere end 50 Stykker af alle Stor⸗
relſer fra ti til tyve Tons Vegt, og i Forhold hertil
flane Valſeverkerne ſamt Boie-, Bore-, Hovle=, Lokke⸗
og Dreie⸗Maſkinerne; til Alt haves Maſkiner, der alle
ere udførte og til deels opfundne i Fabriken. Det vil

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 409

derfor kunne forſtages, at Krupp viſer fig ſtolt af denne
rige Forſyning, naar han fremviſer den for Nysgjerrige.
Mellem disſe Redſkaber er der eet, der ligeſom ſidder
til Doms over de andres Arbeide; det er en Maſkine
af oprindelig engelſk Conſtruktion, ſom tjener til at un⸗
derſoge Staalets Sammenheengskraft, idet man nemlig
for hver enkelt Fabrikation udtager en Prove, der formes
til en Bolt og nu underkaſtes Forſog i Maſkinen, ſaa⸗
vel med Henſyn til Strekbarhed ſom Krumning og
Vridning, hoilket altſammen noteres, ſaaledes at Krupp
fjender Egenſkaberne af hvert enkelt Stykke Staal, han
anvender. Paa lignende Maade foretages en chemiſt
Underſogelſe af hver enkelt Barre ved at underkaſte et
Stykke deraf Indvirkningen af forſtjellige Reagensmid⸗
ler. Man lægger neie Merke til, om Strukturen er
tæt, og om der viſer fig Ridſer under Syrernes Ind⸗
virkning. Ethvert vigtigt Stykke Arbeide maa gjennem⸗
gage denne Control i Laboratoriet.

Det er tydeligt, at et Etablisſement af en ſaadan
Storrelſe ikke kan holdes i Gang uden en heel Mengde
Kundſkabers Medoirkning. Det er en heel Armee med
line Cadrer, ſom Krupp ſtaaer i Spidſen for ſom Ge⸗
neral. Alle disſe Stobere, Smede, Mechanikere og
Pottemagere ſtage under omtrent. 50 Jugenieurer, Che⸗
mikere og Asſiſtenter, der høre til de Dygtigſte i Tydſk⸗
land. Den handelskyndige Afdeling har et lignende
Antal Embedsmend, hvortil endnu komme de Agenter,
ſom Krupp har etableret paa Europas Hovedpladſer.

e

410 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

Valget af disſe Agenter har været en meget vigtig Sag
for Krupp, thi det var Midlet til hans Berommelſe og
Sjælen i Afſetningen. Forend han kom i Ry, beroede
der meget paa dem; det var dem, der overtalte ham til at
giore Forſog og udbrede Prover, og de maatte oplære
Publikum i Brugen af det nye Metal, da dette altid
viſer ſig vrangvilligt ved Indforelſen af noget Nyt.
Siden 1827, da Esſen debuterede med en Produktiou
af Stobeſtaalet, huis Storrelſe man neppe vover at an—
fore, regner man, at denne aarlig er tiltagen med en
Trediedeel indtil 1848, da der var en Tilbgegang; i
1865 fordobbledes den, og det er ſandſynligt, at den
i de ſenere Aar er ſtegen i et ſterkere Forhold. Me⸗—
dens Turgau i 1865 angiver det hele fra Esſen ud⸗
gagede Arbeide for at beløbe fig til 28,000 Tons Vægt,
regner Samuelſon i 1868 det til 60,000 Tons og til
en Verdi af 35 Millioner Francs; men ſamtidig har
Esſen i Bygninger og Maſkiner ogfan opflugt en Ka⸗
pital paa 50 Millioner Frances. Fabrikens virkelige
Verdi har kun Interesſe for Krupp, da den, ſom tid—
ligere omtalt, er hans udeelte Eiendom.

Priſen paa Staalet er temmelig vilkaarlig. De
mere gengſe Artikler, f. Ex. Jernbaneſkinner, koſte kun
en halv Franc pr. Kilogram eller 500 Franes pr. Ton;
men ber har Krupp en Concurrent i Besſemer-Staalet,
der vel er mindre eensartet, men [om ogſaa leveres til
den halve Priis. Det Samme er Tilfældet med Hjul⸗
bandager; men da Fordringerne til disſe ere ſtorre,

Fabriken i Esſen og den fruppffe Kanon. 311

anfætter Esſen Priſen paa dem til 1150 Francs pr.
Ton. J andre Artikler er Priſen ubegrendſet, ſom for
Valſer til Guld- og Solvarbeide, Pregeſtempler og for
Kanoner og Kugler; ſaaledes tager Krupp 4 Francs for
1 Kilogram Kuglevoegt og 9 Frances pr. Kilogram i
Kanoner. Men denne Priis begrundes tildeels i, at
Tabet af Materiale er meget betydeligt, da dette for en
Kanons Vedkommede kan beløbe fig til over de to Tre-
diedele af den oprindelige Barres Vegt; hvortil endnu
maa medregnes Omkoſtniugerne ved det færegne Arbeide,
den vanffelige Behandling og Indſtilling og iſer for
de ſtore Pjecers Vedkommende Capitalens Stilleſtagen,
da der kan behoves henved et Aar til at fuldføre dem.
Man har i det Foregageude feet Esſen fremſtaae og
udvikle fig, og Krupp erhverve og hævde fig en bety⸗
dende Plads ſom Fabrikant i den fremadſkridende Indu⸗
ſtri; der ſtager nu tilbage ved et hurtigt Overblik at
viſe denne Fabriks Virkſomhed med Henſyn til de Ode⸗
leggelſesmidler, ſom Krigen fordrer.

III. ; 2

Det Indtryk, ſom den kruppſke Kanon maa have
efterladt iblandt Paris's Befolkning, vil vanſkeligt udſlettes,
og man vil længe betragte Esſen kun ſom en Fabrik
for Sdeleggelſesmaſkiner, der ftaae til Kongen af Preus⸗
feng Raadighed. Men denne Anfſkuelſe er aldeles ube⸗
grundet. Esſen forholder ſig neutral ligeover for ſine

r Se

412 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

Kunder i Krigens ſom i Fredens Gjerning og modtager
Ordre fra Enbver nden Perſonsanſeelſe. Den er med
tet Ord en privat Eiendom og har hverken officiel Ti—
tel eller ofſicielle Forpligtelſer. Ligeoverfor dens Sme⸗
dier ere alle Magter lige. Den har tilbudt og ſolgt
til andre Nationer ſamme Slags Kanoner, ſom den
fælger til Preusſen, — den gjor Forretning med Staal⸗
kanoner, ſom den gjer Forretning med Staalhjul, Staal—
axler, Bandager og Skibsſkruer. Modellerne ere til
Efterſyn, og Kunderne kunne prove og vælge; Kanonen
er kun en Artikel ſom enhver anden, men det er den
nyeſte.

Artillerimateriel har nemlig kun i en kort Aarräkke
figureret paa Fabrikens Cataloger. Det Sthykke Feltſkyts,
ſom ſaaes paa Udſtillingen i London 1851, var og blev
aldrig Andet end en Udſtillingsgjenſtand. Man laver
jo ikke Kanoner for at have den Fornoielſe at lave
dem, og de, ſom kjobe dem, haabe jo ogſaa at drage
Fordeel af dem; men i 1851 var der Ingen, der tenkte
paa at friſte Krigslykken, og Ingen anede, at det ikke

vilde vare ret mange Aar, inden at to af Europas

ſtorſte Magter, den ene efter den anden, fkulde blive
Gjenſtand for en mindre Magts Overfald, medens det
øvrige Europa flod under Vaaben ſom Tilſkuer. Fabriken
i Esſen fatte fig forſt i Bevegelſe, efterhaanden ſom
Sandſynligheden for ſaadanne . Begivenheder blev ſtorre
og ſtorre, og efterhaanden ſom Krigsherrerne, der haabede
at drage Fordeel af en Omvaltning i Europa, fandt

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 413

det pasſende at forøge deres Erobringsmaſkiner. — Det
var i den danſke Krig ved Angrebet paa Dybbelſtillin⸗
gen, at man gjorde det forſte alvorlige Forſog med de
kruppſte Kanoner. Vaade under Ledningen og Skyd⸗
ningen overtraf de al Forventning; men Forſoget blev
kun foretaget med nogle enkelte Batterier faa at ſige
for lukkede Dore, og, ſkjondt den kruppſke Kanon i
Virkeligheden havde ſtaget fin Prove, talte man ikke
videre om den. Ogſaa under Felttoget i Bohmen ud⸗
merkede de kruppſke Proveexemplarer fig ved deres
Rakkeevne, deres Conſtruction og deres Holdbarhed;
men ogſaa dennegang ſogte man at holde de tilfreds⸗
ſtillede Reſultater hemmelige: man vilde ikke gjøre Ver⸗
den bekjendt med denne Opfindelſe, førend den var ind⸗
fort i hele Armeen.

Fabriken i Esſen var ikke medſkyldig i denne
Hemmelighedsfuldhed. Den ftøbte fine Kanoner for
aabne Dore; thi den onſkede at fælge og at fælge me⸗
get, og faa kan man ikke holde fine Varer ſkjulte. J
Statsfabriker, i Generalſtabens eller i de ſpecielle Co⸗
miteers Mapper kan en Opfindelſe ſkjules; men et frit,
privat Etablisſement maa enten ſikkre fig den ved et
Patent, eller heelt og holdent give den hen til Offent⸗
lighedens Afbenyttelſe. Den kruppſke Fabrik har valgt
det ſidſte, — Enhver, der vil, har Lov til at efter⸗
giere dens Fabrikata. Hr. Krupp har ikke engang Op⸗
finderens Forfengelighed. Han overlader gjerne fine
Verkſteder til Forſog, naar det gjelder andre Planer,

414 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

andre Beregninger end hans. Naar han giver ſin Me⸗
ning tilkjende, er den altid vel ouerveiet; men ligeover
for Folk med Kundſkaber og ligeoverfor Folk med fixe
Ideer trekker han fig helſt heelt tilbage. Det Anſpar,
der kommer til at hvile paa ham, er i fan Tilfælde
meget begrendſet. Det er Artilleriofſicerer og Inge—
nieurer, der have gjort Grundridſene, og Hr. Krupp for⸗
pligter fig kun til at give disſe Tegninger et ſaadant
Legeme, en ſaadan Form, at Pjecen egner fig til mili—
tairt Brug. Om det er en Forlade- eller Baglade⸗
kanon, om den er riflet eller glatlobet, er ham ligegyl—
digt, det bliver deres Sag, ſom have beſtilt den. Men
ikke deſtomindre følger han med Interesſe enhver Kanon,
der gager ud fra hans Etablisſement, og naar den
kommer paa Skydepladſen, felder han fin Dom over
den. Han kjender nu noie deus gode og ſpage Side,
og ved at anſtille Sammenligninger udvikler han ſit
Blik og ſin Viden. Det er ſaaledes deels ved Andres,
deels ved egen Dygtighed, at Krupp er naget til ſelv
at conſtruere Modeller, der bære hang Navon.

Blandt disſe Modeller er det umuligt at glemme
den, der gjorde faa megen Opſigt paa Pariſerudſtillingen
1867. Det var rimeligviis kun en Kraftprove, ſom
Fabriken vilde aflegge; ſom det ſynes, er den ikke bleven
gjentagen, ſelv ikke i Anledning af Paris's Beleiring.
Denne Kanon udkaſtede en Fuldkugle af fem hundrede
Kilogrammers Vægt; for at ſtyrke den havde det været
nedvendigt at omgive den med Jerubaand, og Tapperne

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 415

vare ikke anbragte i det Masſive af Kanonen, men i en
meget ſterkt Jernring. Alt var faa at |ige overnatur⸗
ligt. — Den almindelige Beleiringskanon er langt mere
haandteerlig, og ved den kan man bedre iagttage Bag;
lademekanismen for de ſtore Calibres Vedkommende. Denne
er meget ſimpel: Sjælen, der gaaer heelt igjennem Ka⸗
nonen, lukkes for den bageſte Ende af en Skodde; naar
denne trakkes ud, er det Indre aabent, og Ladningen
kan indſcttes, hoorpaa Skodden atter lukkes for.

En anden Mekanisme, der er for indoiklet til at
beſtrives, forhindrer Krudtgasſens Udſtromning. Det
cylindriſke Projektil, ſom denne Kanon udſkyder, er paa
den ydre Side ſorſynet med udſtagende Rande, der ſnoe
ſig rundt om det og gribe ind i en Blyomvikling for
at forene denne og Projektilet til eet Legeme. Man
opnager herved, at dette ſamlede Projektil flutter bedre
mod Vaggene, derved modtager Krudtets hele Virkning,
og at det følger noiagtigere Riffelgangens Snoeninger,
med andre Ord, man opnaaer ſtorre Skuͤdſikkerhed, ſtorre
Skudvidde og ſtorre Kraft i Anſlaget. Paa et ringe
Antal Uheld næv har dette Syſtem opfyldt, hvad dets
Plan lovede, og retfærdiggjort Krupps Forventninger,

Men disſe Beleiringskanoner have kun ſpillet en
ſecundair Rolle ved vore Fjenders Seire, og der havde
ikke været Anledning til at dvæle ved de kruppſke Kanoner,
naar der ikke havde været andre end dette Kaliber re⸗
prœſenterede mellem Preusſernes fire tuſinde Stykker
Skyts. Trods deres Kugler have alle Beleiringerne

— dem

1 —

416 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

trukket i Langdrag, og Affairen ved Heéricourt, hvor
det badenſiſke Korps under General Werder lod nogle
af disſe fvære Calibre hidbringe fra Lobegravene ved
Belfort, er den eneſte afgjerende Fegtning, hvori de ere
afbenyttede. Hverken ved Forbach, Wisſembourg, Kam-
pen om Metz eller i den ſtore ildſpyende Kreds, ſom
ved Sedan omfluttede en heel Armee, har man feet No⸗
get til dem. Foran Paris have disſe Kempekanoner
ikke megtet at bringe et Fort til Taushed eller at aabne
en Brede i Enceinten. De have gjennemboret og ſon⸗
derſkudt Bygninger, uden at underkaſte fig Beboerne.
De have udøvet en beklagelig Virkſomhed mod den ſre—
delige Befolkning, uden Fordeel, ſnarere til Tab for
dem, der benyttede dem. Det er altſaa ikke her, men
ved Feltſkytſet, at vi maa atter ſoge Syſtemets Overlegenhed.
Delte er den ſimple men mægtige Type for den kruppſke
Kanon, hyis fortrinlige Egenſkaber endnu ikke have ſor⸗
negtet ſig. Disſe hurtige og letmaneuvrerende Batterier,
hvis Rakkeevne er faa ſtor, og hvis Skud ere faa ſikkre,
have tiltrukket fig Alles Opmerkſomhed. De beherſkede
hele Krigen, kom ſtedſe i rette Tid for at afgjore Kam⸗
pen eller for at bringe den igjen pan Fode, og de talte
næften altid det ſidſte Ord.

Hvor mange Slag fulgte ikke paa hinanden i dette
førgelige Felttog under ſamme Omſtendigheder og med
ſamme Reſultat! Man friſtedes til at troe paa et uboie⸗
ligt Fatum. Hele Armeer bleve omringede og maatte
ſtrekke Gevær, andre maatte overgive fig af Mangel paa

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 417

Munition og Levnetsmidler, og i de partielle Kampe
gik det ikke bedre. Det forſte Angreb var os naſten
altid gunſtigt, — vore Gevarer floge ned mellem Fjen⸗
den i faa ſtor Afſtand, at han ikke kunde ſvare, vore
Mitrailleuſer feiede Terrainet reent. „En avant!“ led
det fra vore fremſtormende Rekker, beruſede ved Tanken
om ſnart at have vundet Spillet; nu var det gunſtige
Oieblik kommet til at gage Fjenden paa Livet, Men
ak, det var ogſaa det Sieblik, da Lykken altid flog om.
Det var, ſom naar en Scene pludſelig forandres. In⸗
fanteriet, der ſtod ligeoverfor os, forſvandt og gav Plads
for andre Stridsmend. Det var Feltbatterierne, der
kjorte op; det ene efter det andet protſede af og over⸗
dengede vore Soldater med et Hagloeir af Projektiler.
Der var ingen Standsning, — Inſtruxen forbød det,
og den udgik fra en Mand, der forſtod at inſtruere:
„Sat Kanoner mod Gevarer, overes Fjenden med Kug⸗
ler og Granater i Masſe og i ſtadig tiltagende Masſe,
indtil han ikke lenger kan holde Stand.“ Og ſaaledes
ſtete det! Efterhaanden bøde Ilden fra vore mindre
talrige og mindre hurtige Kanoner hen, og Modloshe⸗
den fandt Vei felv til de braveſte Hjerter, Hvad ſkulde
man gjøre? Tyve Gange have vi gjenoptaget Spillet
under ſamme Betingelſer, og tyve Gange have vi tabt
det.

Hvert af disſe Nederlag har man forklaret paa fin
Maade. Officererne af de ſpecielle Vaabenarter ville

nemlig aldrig indremme, at Andre have bedre Vaaben
27

2 .

”
så

418 Fabriken i Esſen og den fruppite Kelten.

end de, og ſkulde man troe dem, var det altid mod alle
mulige Regler, at de bleve flanede. Men for Folk uden
Fordomme har den Kjendsgjerning dog Betydning, at
det ene Parti kunde bruge Granater, medens det andet
maatte kempe med Gevarkugler, fordi det forſtnœvnte
havde Kanoner, der vare overlegne i Rekkeeone og Skyde—
haſtighed.

Mange ere de Fortrin, ſom Bagladeſyſtemet har
fremfor det tidligere: Skudſikkerheden og Anſlagskraf—
ten foroges, Beſkydningen gaaer hurtigere og lettere for
fig, da Viſler og Sætter ikke anvendes, — hvor der
fyres gjennem Skydeſkaar, ſtager Betjeningsmandſkabet
dekket under Ladningen, — Sjælen (det Judre) lader
fig. bekbemmere efterſee og eventuelt reparere, — Fabri—
kakionen er forbunden med færre Banffeligheder, —
Riffelgangene ere lettere at anbringe og endelig, vil man
for nogen Tid gjore den utjenſtdygtig, behover man ikke
at fornagle den, men det er tilſtrakkeligt at borttage
Haandfanget. See, det er Grundene, hvorfor denne
Kanon altid har været overlegen, og disſe Grunde
ere blevne anerkjendte for Krigen af de meſt competente
Mænd, hvis Mening det undertiden er godt at lade fig
belære af.

En af Fabrikens eldſte og meſt trofaſte Kunder
er Rusland. Selv for Preusſen var denne Stat ſom
hjemme i Hr. Krupps Etablisſement, hvorfra den havde
faaet flere hundrede Kanoner, Man tingede ikke om
Priſen, — halvtreds til treds, ja eet hundrede og tyve

1
Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 419

tuſind Fres. for Stk. — man ſpurgte kun om Godheden,
og man havde valgt Keiſerrigets forſte Kjender, General
Todtleben, til at bedømme dem. Der exiſterer en ret
merkoerdig Napport, ſom denne Mand affattede i fin
Egenſkab af Preſident for Modtagelſes- og Provecom-
misſionen. Den dreier ſig om fire Stobeſtaalskanoner,

der vare beſtemte for Marinen, og de to Syſtemer —

Forladning og Bagladning — ere ſammenliguede. Efter
detailleret at have beſtrevet Proverne, flutter han ſaale⸗
des: „De ſtedfundne Forſog have godtgjort, at den kruppfke
Stobeſtaals⸗Bagladekanon beſidder en hoi Grad af Præ⸗
ciſion, at den virker med tilſtrekkelig Kraft mod Be—
kledninger, og at den taaler at gjore 425 Skud uden at
tage nogen Skade. Som Folge af disſe Erfaringer har
den efter allerhoieſte Ordre nedſatte Commisſion for
Fabrikationen af Faſtuings- og Marineſkyts erkjendt den
218 Millimetres Bagladekanon for fuldkommen egnende
fig til Bebebningen af Kyſtbatterier. Commisſionen har
beſtemt fra nu af at indføre denne Kauon og at lade
omdanne alle 218 Millimetres Kanoner — ikke alene
dem, vi alt have, men ogſaa dem, Hrr. Krupp endnu ikke
har ſendt, til Bagladeſtyts.“ Efter i 1867 at have
faaet Keiſerens Underſkrift blev denne Commisſions⸗
betenkning hævet til Norm for det rusſiſke Materiel, og
den er det endnu.

Omtrent ſamtidig havde andre Kunder, der vare
endnu vanſteligere at tilfredsſtille, Kunder ſom Conſtruc⸗

teurerne Withwort, Blakely og Armſtrong, anerkjendt
2

6 —

— — — —

— mr

420 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

Fabrikationsmethoden i Esſen, ja — Armſtrong beſtilte
paa eengang 112 Kanoner. Det var en Indrommelſe
fra en anden Meſters Side, ſom burde hade opfordret
til Efterfolgelſe. At Frankrig ikke tog Notits af FJa⸗
briken i Esſen var ikke Krupps Skyld: Under Udſtil⸗
lingen i Paris 1867 kom Cheferne for Europas ſterſte
Maſfkinvarkſteder, eller idetmindſte deres Befuldmegtigede,
til Frankrigs Hovedſtad for at knytte Handelsforbindel—
fer, hvortil Leiligheden var ſjelden god, da man havde
Proverne eller Modellerne for Øie, og da man i ſmaa
dertil indrettede Verkſteder efter Behag kunde fane Mes
kanismerne tagne fra hinanden og ſatte ſammen. Krupps
Fuldmægtig henvendte fig til den franſke Krigsminiſter
med Tilbud om nogle hundrede Kanoner og gay ham
alle mulige Oplysninger om Skytſet og om Salgsbetin—
gelſerne. Forgjæves ventede han paa Svar; forſt da
han affordrede det, lod man ham vide, at hans Forſlag
var ſendt til en Special-Commisſion, af hvilken Sagen
nu var afhengig. Som en fornuftig Mand forſtod han
det adminiſtrative Sprog og henvendte ſig ikke oftere for
at faae Svar.

J Frankrig behandles alle ſaadanne Forſlag pan een
og ſamme Maade: Man udnævner en Rapporteur, ſom
ſamvittighedsfuldt ſtuderer dem og endelig efter fer Maa⸗
neders eller et Aars Forleb fremſender fin Betenkning,
der i lignende Tilfælde altid er den ſamme. „De fore⸗
flaaede Kanoner — vil man f. Ex. ſige — ere meget
mangelfulde og ſvare i ingen Heuſeende til deres Be⸗

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 421

ſtemmelſe. Der findes de og de Feil, de ville desuden
være farlige at betjene, da de rimeligviis ville ſprenges
af Krudtgasſen under Skydningen. Hvorfor ſtulde man
iovrigt tage disſe Kanoner i Betragtning, naar man har
faa fuldkomne Modeller ſom vi, Modeller, ſom hele
Europa misunder os?“ — Denne Compliment negter
man aldrig fig ſelb. — Saaledes taler altid en Rap—
porteur; hans Samvittighed er befriet, og Formerne ved
Begravelſen ere iagttagne; Forflaget nedlægges i Map⸗
perne, hvorfra oldrig noget Forſlag er vendt tilbage.
Oprigtigt talt, er det ikke ſaaledes, det gaaer til? Og
hvilfen Fordeel kunde vi ikke have havt af at være bedre
underrettede og mindre. uagtſomme; thi hvad man tilbød
os i 1867 var en Deel af Preusſernes Hemmelighed i
1870. Om vi bavde modtaget og optaget nogle af de
Ideer, man dengang vilde gjøre os bekjendt med, og ſom
man ſenere anvendte imod os for at knuſe og tilintet⸗
gjøre os, faa havde det været god Krigsbrug, og det
kunde have forandret Sagernes Gang. Idetmindſte havde
vi da været paa vor Poſt, ſaaledes ſom Preusſerne al-
tid have været det ligeoverfor vore indbildte Hemmelig⸗
heder.

Men lad os komme tilbage til vort Thema. Da
Miniſteren, Marechal Niel, ſendte Forflaget til Comi⸗
teen, troede han at have flaget det tilſtrakkeligt ihjel,
men uheldigviis havde hans Befuldmegtigede ſendt et
Dupplikat af Forflaget til Keiſeren. Fra Keiſeren gik
det til Miniſteren og naturligviis til Artillericommis⸗

422 Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon.

ſionen, det vil ſige, det blev overgivet. til den ſamme
evige Varetegtsarreſt ſom dets Tvillingbroder; men Kei⸗
ſeren maatte man idetmindſte give et Svar, og det blev
overdraget General Leboeuf at affatte Betenkningen, der
er dateret den 27de Februar 1868 og er et ſandt
Monſter paa Tvetydighed. „Blandt Staalkanonerne —
ſkriver han — er der flere, der have udholdt et ſtort
Antal Skud; men andre ere ſprungne efter et indſkrenket
Antal, hvilket mag tilſkrives Mangler ved Staalets
Ensartethed. Vi ſoge imidlertid at bringe den franſte
Induſtri, ſom i denne Henſeende ſtager tilbage, pan
Heide med Hrr. Krupps Fabrikationer, hvilke for Oie⸗
bliffet ſynes at bære Fortrinet.“ Det er Alt, hvad
Generalen har at ſige om de endelige Forſog. Han til⸗
foier derpaa i ligeſaa undvigende ÜUdtryk, at der ikke
vilde være Grund til at beſkjeftige fig med Spergs—
maalet om Staal, hois de Forſeg, der vare begyndte
i Verſailles med to Baglade-Bron ce kanoner, faldt hel⸗
digt ud. Ifolge Oberſtlieutenant Stoffels Rapport tog
endydermere Mistilliden til Staalkanonerne til i den
preusſiſke Armee, hvor en Commisſion af Artilleriofficerer,
der var traadt ſammen i Berlin i Januar 1868, havde
erklaret fig til Fordeel for Broncen. Det var ſaadanne
Documenter, man ſtottede ſig til, da man udfordrede en
Nation, der ſtod væbnet fra Top til Taa, og ſom længe
havde været Meſter i al Slags Tredſkhed. Udenpaa
Pakken, der indeholdt de nævnte Forflag, ſtod folgende
charakteriſtiffñe Reſume af Sagen: Andragende, ſom

Fabriken i Esſen og den kruppſte Kanon. 423

onſkes fremmet. Svar: Herrved er Intet at gjøre.
(11. Marts 1868). J førfte ſom i anden Inſtants var
Sagen tabt uden at være paadomt.

Om vore Special-Commisſioner end ville ſukke der⸗
ved, faa bor vi ikke lade denne Lektion, der har været
os fan dyr, gaae upaaagtet hen. Livet indenfor lufte
Dore er en daarlig Skole; alle flige Spørgsmaal bor
behandles af Mand, der ikke ere Formaliſter og ikke ere
opfyldte af deres egen Ufeilbarhed. Man ffal gage til
Verks ſom Frederik Krupp, ſige hoit, hvad man veed
og hvad man vil, og faa meget ſom muligt jætte fig i
Forbindelſe med Offeutligheden. Hvor ftort er ikke denne
Mands Vært, og hvor beſkedent og dog beſtemt barer
han ikke Vegten! Denne Anſparlighed, ſom vilde trykke
en Anden til Jorden, holder tvertimod ham oppe. J
Grunden har han kun een Spore, det er Bevidſtheden
om, hvad der paahviler ham i hans Kald, navnlig med
Henſyn til de Tuſinder af Arbeidere, der have fulgt
ham lil Rohrs Bredder, der ere voxede op under hans
Sine, der ere vante til hos ham at ſoge Midlerne til
deres Exiſtents, og ſom ved ham ere bleone deelagtige i
hans Formue og i haus Opfindelſe. Alle have de Be⸗
greb om, eller idetmindſte Inſtinkt af det Maal, hvor⸗
efter de ſtrebe, og de Tjeneſter, ſom de yde, Man feer
ſaaledes, at disſe Omveltninger i Krigsvidenſkaben, ſom
afgjere Slagenes Udfald og Keiſerrigers Skjebne, ogſaa
dem har Krupp forſtaget at afvinde deres gode og vel-
gierende Side. — At have fri Raadighed, ſaaledes at

424 Fabriken i Esſen og den kruppfte Kanon.

hans Ord altid er det ſidſte og det afgjorende, den Deel
af Arbeidet forbeholder Krupp fig felv,

Her er en beſynderlig Modſetning mellem Tydſkland
og os, ſom det vel er værd at dvæle et Sieblik ved.
J Tydſtland er det den private Induſtri, ſom i den
ſidſte Tid har leveret Staten dens Krigsredſkaber og
forſynet dens Arſenaler. Staten har ikke lobet Riſiko
ved Anleg af Fabriker, Valget af Materiale og An⸗
ſkaffelſe af Maſkiner og Verktoi. Det er Privatmend,
der have overtaget Entrepriſerne og ſat de fornodne Penge
deri. Staten har hos dem faaet fine Gevarer og Ka—
noner og derpaa brandſkattet de Nationer, med hvem den
føgte Strid. Er denne Speculation end ikke ganfke
loyal, ſaa er den i al Fald fornuftig. Er det ſaaledes,
man bærer fig ad hos os? Langtfra! Hos os har Sta⸗
ten det Princip, at alt Arbeide, der har Henſyn til Kri—
gen, kun angager den, at kun den veed, hvilfe Former,
hvilke Forhold og hvilket Materiale, der bor anvendes.
Det er aliſaa nødvendigt, at Staten holder Vaaben⸗
fabriker, Kanonſteberier, Verkſteder for Dampmaſkiner,
for Ankere, for Cabler o. ſ. v., hvilke fortære enorme
Capitaler uden at levere et Arbeide, der ftaaer i Forhold
til disſe. Dette er den forſte Grund til vor Tilbage—
gang; men der er en anden endnu veſenligere, der nokſom
forklarer vore uventede Nederlag. Disſe Fabriker, Sto⸗
berier og Verkſteder, der ſtyres og ledes af Embedsmænd,
gjøre fig altformegen Umage med at lave det ene Ge⸗
vær ligeſom det andet, den ene Kanon, den ene Maſkine

Fabriken i Esſen og den kruppfke Kanon. 425

ligeſom de tidligere. Jeg tvivler ikke om, at disſe Ar-
beider ere af godt Materiale og ere omhyggeligt udforte,
at de — ſom det hedder — kunne pasſere Controllen,
— paa ingen Maade; men de ere af et gammelt Syſtem,
hvis Virkning er kjendt, og de udvikle og forbedre ikke
Landets Forſvar.

Under almindelige Tidsforhold kan dette være til⸗
ſtrekkeligt. Naar Folkenes Ret ikke er et dodt Bogſtav,
men har Reſpekten for Menneſkets Liv til Grundlag, da
er det tilladt at være mindre noieregnende med fit Krigs⸗
materiel, og man bor ikke udtomme Landets Hjalpekilder
for dets Anſkaffelſe. Den offentlige Mening udover da
en Slags Control over Fyrſternes Lidenſkaber, dæmper
deres Iver og holder deres Aergjerrighed i Tomme. Lad
Staten under ſaadanne Forhold beholde Vaabenfabrika⸗
tionen for fig og fore fin ſedvanlige Flegma over paa
den. Men naar Krigen er bleven en Speculation, et
Middel for den Sterkere til at flaae Penge pan den
Svageres Bekoſtning, og naar den efter forfærdelige Ud⸗
presninger ſtiller Erobringer i Udſigt, da er det paa Tide
at indføre andre Regler for fin Adfærd. Hele Nationen
man ſoge Midler til at forſvare fin Eiendom imod Plyn⸗
dring, og det er ligeſaameget den private Mands Sag ſom
Myndighedernes. Den Simpleſte og den Fornemſte ere
indbudne, og meſt velkommen er Den, der bringer de
bedſte Vaaben til at bekempe Ransmendene.

2

'
'
'
1
0

426

Hrancisto Solano Jopez.

Et Blad af Sydamerikas nyeſte Hiſtorie.

For omtrent et Aar ſiden fik den gamle Verden
Underetning om, at Paraguay's Preſident, Diktator og
Feltmarchal, Francisco Lopez, var falden i Kampen mod
to Republiker og et Keiſerrige, og at dermed en haard,
femaarig Krig var bragt tilende. Man dannede ſig dog
ikke ret nogen Foreſtilling om, hvilfe forfærdelige Di⸗
menſioner denne Krig havde antaget, for den blev ud⸗
fæmpet, og hvor tung en Svobe den havde været for
hele Sydamerika. En Danfk, der nylig er vendt hjem
efter et længere Ophold i disſe Egne, har fortalt mig,
at Paraguay ligger fuldſtendigt i Ruiner, at dets Ind⸗
byggerantal fra en halv Million er bragt ned til 50,000
foruden nogle faa tuſinde Indianere, og at alene. Brafi-
lien i Krigen har miſtet 100,000 Mand, omtrent 80
Procent af alle Keiſerdommets Stridskrefter. Man vil
heraf kunne flutte fig til, hvorledes det feer ud i de

Fraucisco Solauo Lopes. 427

Egne, ſom have været hjemſogte af denne barbariſke
Kamp.

Det var Francisco Lopez, der var dens Ophav
og dens Centrum; udmerkede Eoner og en umattelig
Herſkelyſt i noie Forening drev ham frem mod et Maal,
for hvilket han vovede Alt, men ſom han dog ikke
naaede. Han ſtaaer font et udmerket Exempel pan de
mange begavede, men oilde og tyranniſke Eventyrere, der
have ſpillet jaa ſtor en Rolle i Sydamerikas Hiſtorie.

Da Dr. Francia, Paraguayv's forſte „Diktator,
dode den 20de September 1840, og Advokat Carlos
Lopez bemægtigede fig Herredommet, var hans aldſte
Son, Francisco Solano, knn tretten Aar gammel. Denne
havde, navnlig gjennem fin Moder, faaet en mere venlig
end omhyggelig Opdragelſe og kun lært: faameget, ſom
Dr. Francia anſaae det for henſigtsmasſigt, at unge
Folk i Paraguay vidſte, og det var ikke meget. Men
da haus Fader kom til Magten, maatte Francisco, der
ſkulde tage Republikens Præfidentværdighed i Arp, ſelv⸗
folgelig uddannes til at indtræde i en ſaadan Stilling.
Paragnay var en Militairſtat, og han blev altſaa ſtrax
ſtnkket ind i Armeen; fra fit 15de til 18de Aar gjennem⸗
lob han alle Grader lige til Brigadegeneral. Denne
ſidſte Udnævnelje indtraf ganſke viſt tidligere, end det
oprindelig havde ligget i Faderens Plan, men da Kri⸗
gen mod Buenos-Ayres' Diktator, Roſas, forte til et
paraguayiſk Armeekorps's Deeltagelſe i Kampen, vilde
Carlos Lopez ikke betroe Overanforſelen over dette til

498 grancigco Solano Lopez.

andre end ſin Son. Han kempede ſammen med ſin
ſenere faa haarde Modſtander, den braſilianſke Felt⸗
marchal Caxias, tappert imod Roſas, men ſelv [od han
fig dog ikke belære af dennes Skjabne. Da Roſas
var ſtyrtet, og den unge Lopez vendte tilbage til Para⸗
guay var hau ſterkt gjennemtrengt af den Overbe—
viisning, at Republiken ved et ſtreugt og efter euro—
pœeiſk Menſter formet Militairſyſtem maatte ſoge at
opretholde fin. Uafhængighed ligeoverfor Naborigerne.
Faderen fandt ſardeles Behag i denne Anſkuelſe, men
derimod ingenlunde i den Popularitet, ſom fra nu af
ſtedſe omgav Sennen. Han lukkede derfor ogſaa Siet
til, da den unge Maud heugav ſig til et temmelig ud⸗
ſocvende Liv; ſnart kunde ikke en eneſte Familie i Ho⸗
vedſtaden Asſuncion være ſikker for hans Libertinage,
og allerede nu vifte han, hvor overlagt og udſogt en
Gruſomhed han var i Stand til at udfolde, naar hans
Onſker ſtodte paa Modſtand. Han gjorde ſig aldeles
ingen Samvittighed af ved ethvert Middel at fjerne en
ung Piges Fader eller Broder, naar de lagde ham Hin—
dringer i Veien for Beſiddelſen af hende. Og dog blev
han, trods dette ingenlunde upopulair; tvertimed, Ind⸗
byggerne i Paraguay ſyntes endog at finde Behag i
Preſidentſonnens henſynsloſe Opferſel. Men ſamtidig
lagde han ogſaa fan megen Egenvillie for Dagen, op⸗
traadte med en faa ſterk Fordring paa Uafhængighed,
udtalte fig fan ugenert om alle Statsforhold og er—
klerede, hvorledes han ſelv vilde have gjort det, hvis

Francisco Solano Lopez. 429

han havde ftaaet ved Roret, at Faderen. begyndte at
blive bange for en Efterfolger, hvis hele Adfærd tydede
hen paa, at han ikke kunde vente, til han ſelv fif Sta-
tens Toiler i fin Haand.

Faderen beſluttede derfor at lade Francisco fore-
tage en Reiſe til Europa, og en uhyggelig Begivenhed,
der netop forefaldt paa denne Tid, paaſkyndede Afreiſen.
Han havde fært en ung Pige, Carmelita R. ..., Dat⸗
ter af rige og anſete Foreldre, at kjende, og ſkjondt hun
var forlovet med en udmerrket ung Mand, Don Carlos
Decoud, havde han gjort hende de meſt ſfkamloſe Tilbud. Da
hun ſtolt vifte ham tilbage, hævnede han fig ved pludſelig
at lade Decoud og hans Broder arreſtere. De bleve
beffyldte for at være Deeltagere i en Sammenſpargelſe
mod Diktatoren og ffudte, ja Francisco Lopez brev
endogſaa fin Ondſkab faa vidt, at han lod Brudgommens
nøgne og blodige Lig henkaſte paa Gaden udeufor hans
Forlovedes Huus. Carmelita blev vanvittig ved dette
forfærdelige Syn; for Ophavsmanden havde Hiftorien deri⸗
mod ikke andre Folger, end at han — det var i 1853
— drog til Europa.

Faderen havde udſtyret ham rigt i alle Henſeender,
og han kunde diſponere over en umaadelig Formue.
Hans Omgivelſer vare ſammenſatte, ſaaledes, at de ikke
forſtyrrede den unge Mand i hans Fornøielfer, men dog
ſtadig ſendte Faderen noie Underretning om, hvad Son⸗
nen gjorde, ſagde og tenkte. Skjendt han tilſyneladende
kun var beſkjcftiget med at more fig, var det dog i Ho⸗

— —— ͤ—

430 Francisco Solano Lopez.

vedſagen ham, der bragte de Handels- og Skibs—
fartstraktater i Stand, ſom Frankrig, England, Sar—
dinien og de forenede Stater i Nordamerika fluttede med
Paraguay. Med ſarlig Forkjarlighed ſtuderede han de
europeiſte Staters militaire Organiſation, og han ſkal
endog under Beleiringen af Sebaſtopol havde ftuderet
denne Faſtning fan grundigt, at han ved fin Tilbage—
komſt til Paraguay kunde foreſtage Anleggelſen af en
endnu ſterkere, Humaita. Interesſant er det at fee,
hvorledes han med ffarpt Blik valgte netop det preus⸗
ſiſke Militairſyſtem til Forbillede for fin egen Stat og
derved gav Paraguay ligeſaa ſtor om ikke ſtorre Magt end
dets i Fladerum og Indbyggeratal langt overlegne Naboer.

Paa denne Rundreiſe i Europa lærte Lopez Ma⸗
dame Lynch at fjende. Hun var Irlenderinde af Fodſel
og levede ſkilt fra fin 2Egtefalle, der var frauſk Officeer.
Paa en aldeles merkelig Maade forſtod hun at fangſle
den ſandſelige og lidenſkabelige Lopez lige til hans Dod,
hvilket dog maaſkee veſentlig ſkriver fig fra, at hun al—
deles ikke lagde nogen Hindring i Veien for hans an⸗
dre Kjerlighedshiſtorier, naar han blot efter dem vendte
tilbage til hende. Paa Reiſen til Paraguay maatte hun
blive i Buenos⸗Ayres, medens Lopez gik til Asſuncion
for at indhente Faderens Samthykke til Fortſettelſen af
det illegitime Forhold. Den gamle Lopez gjorde gjal⸗
dende, at Paraguay's Preſident kun turde ægte en Ind⸗
fodt eller en Prindſesſe, men indvilligede dog til
Slutning i Forholdet til Madame Lynch pan den ud»

Francisco Solauso Lopez. 431

trykkelige Betingelſe, at Sonnen aldrig vilde tenkte paa
noget egentligt Wgteſkab med hende.

Kort efter hans Tilbagekomſt døde hans Fader
— 10de September 1862 — i fuld Beſiddelſe af en
nindſkrenket Magt, ſom han iovrigt kun havde mis⸗
brugt i Tilfælde, Hvor han troede fig truet af Gam:
menfværgelfer. Han havde opnaaet at blive den eneſte
ſtore Gruudbefidder, den eneſte Kjøbmand og Bankier,
uindſkrenket Herre over den væbnede Magt og overſte
Dommer i Riget, og han kunde paa denne Maade efter⸗
lade ſin Son et Land og et Folk, ſaaledes ſom denne
netop kunde bruge det til Üdforelſen af fine Planer.
Disſe gik ud paa at udvide Landets Grandſer og ffabe
et anſeet Keiſerrige ved Siden af Braſilien. Tilfaldige
Omſtendigheder bevirkede, at han til Opnaagelſen af
denne Plau fulgte en feil Vei. Under fit Ophold i
Rio⸗de⸗Janeiro havde han anholdt om den unge keiſer⸗
lige Prindſesſe Leopoldines Haand og faaet et beſtemt
Afſlag, og det var denne Fornarmelſe, der fremkaldte
det Had og den Hævnfyge, ſom han lige til fit ſidſte
Dieblik nærede mod Braſilien; det var den, der bragte
ham til at vælge en aldeles fordærvelig Politik. Havde
han ſtillet fig venſkabeligt til Braſilien, vilde han nu
have kunnet være Keiſer over la Plata; i Strid med
Braſilien har han derimod Skridt for Skridt tabt hele
ſin Kraft og endelig tilſat Livet.

Da han tiltraadte Regjeringen, fandt han ſit Land
i den meſt blomſtrende Forfatning. Finantsforholdene

432 Francisco Solano Lopez.

vare blevne udmerket ordnede af hans to Forgengere;
flere Millioner lage i Skatkammeret, og Republiken havde
ingenſomhelſt Statsgjeld. Milita irorganiſationen ſtod
fan langt over nogen anden paa det amerikanſke Con⸗
tinent, at Lopez trygt kunde ſtole paa Seier, hvis han
vilde begynde en Krig paa fine Naboers Bekoſtning, og
navnlig havde han perſonlig overbeviiſt fig om, at hans
Armee var den braſilianſke langt overlegen.

Strax efter fin Regjeringstiltredelſe traf Lopez da
i Virkeligheden ogſaa med beundringsværdig Energi
Forberedelſer til Krig. Han ſendte unge Menneſker til
Europa for der at lade dem videnſkabeligt uddanne i
militairt Siemed, og han lod engelſke Ingenieurer og
Haandverkere komme til Paraguay, for at de kunde an⸗
lægge Kanonſtoberier, Krudtfabriker og Arſenaler. Ovel⸗
ſesleiren ved Cerro⸗Leon blev gjort permanent og op⸗
fyldt af den ene Reſerve efter den anden. J Paris,
London og Berlin ſkaffede han fig Agenter, ſom med
ſtor Dygtighed og i ethvert Tilfælde med ſtor Iver og
udſtyrede med rige Midler virkede for Paraguay og dets
Preſident. J den gothaiſke „Genealogiſchen Taſchenbuch“
fane man hans Portrait, og i alle Blade kunde man
leſe glimrende Beretnigenr om Paraguays blomſtrende
Tilſtand, om dette Sydamerikas Eden, der i alle Hen—
ſeender langt overgik Naboſtaterne. Kort ſagt, alle For⸗
beredelſer vare paa den meſt omfattende Maade trufne,
da Borgerkrigen i Uraguay og Braſiliens nodtvungne

Francisco Solano Lopez. 433

Deeltagelſe i ſamme gav Lopez Leilighed til at ſkride
til Udforelſen af fine Planer.

Forſt ſikkrede han ſig den gamle General Urguiza
fra Entre-Rios ved Løfte om en fremragende Stilling
i det nye La-Platarige; derpaa knyttede han Forbindel⸗
jer mod Aguirre, Blancapreſidenten af Uruguay, tog
Parti med den af Braſilien underſtettede Coloradoprœ⸗
ſident Flores og erklerede i Oktober 1864, at han be⸗
tragtede en Indrykning af braſilianſke Tropper i Uru⸗
guay font: en Forſtyrrelſe af Ligevegten mellem de ſyd⸗
amerikanſke Stater og altſaa ſom en casus belli

Man tog i Braſiliens Hovedſtad ikke Notis af
denne Erklering. Montevideo blev indtaget, Aguirre af⸗
fat og Coloradopreſidenten Flores indſat, og man tenkte
ikke engang paa Paraguay. Lopez havde imidlertid. kun
ventet paa det beleilige Sieblik til at handle. En bra⸗
filianff Damper bragte Matto-Grasſos nye Guverneur,
Campos, til hans Provinds og lagde pan Veien til ved
den paraguayiſke Stad Asſuncion. Da Lopez, der op⸗
holdt fig i Ovelſesleiren ved Cerro-Leon, hørte om dette
Skibs Ankomſt, ſendte han ſtrax Bud til Asſuncion om,
at det ſtulde lægges under Beſlag. Gouvernoren Cam-
pos blev kaſtet i Feengſel, de Penge og Depecher, ſom
fandtes ombord pan Skibet bleve lagte under Beſlag,
ſelbe Skibet blev optaget i den paraguayiſke Marine,
og da den braſilianſke Geſandt nedlagde energiſk Proteſt
mod denne Handling, erholdt han fine Pasſer tilſendt

med Underretning om, at brafilianffe. Tropper imod
28

IDF nt
— K —— ff

E.. TT BER R TT PO

434 Francisco Solano Lopez.

Lopez' Villie vare rykkede ind i Uruguay, og at Krigen
co ipso var erkleret.

Dette forſte Skridt lod Lopez hurtigt efterfolges
af andre. Han ſendte et Expeditionskorps af Skibe til
den braſilianſke Provinds Matto-Grasſo, indtog Fortet
Novo⸗Coimbro efter en heltemodig Modſtand af 100
Braſilianere mod 3,000 Paraguayere, beſatte Miranda,
Albuquerque ſamt Corumba, og for aldeles ikke at lade
mindſte Tviol tilbage om ſine Henſigter, dobte han den
nyerobrede Provinds Alto-Paraguay, lod den forvalte
af ſine Folk og behandlede hele det af ham okkuperede
Territorium ſom ſin Eiendom.

Men ſamtidig foretog Lopez et meget ufornuftigt
Skridt. Hau havde hos den argentinſke Konfoderation
ladet foreſporge, om den vilde tillade Gjennemmarchen
af paraguayiſke Tropper, og da man fvarede ham med
eu Beſlutning om at forblive neutral, lod Lopez ſig
overvælde af fin lidenſkabelige Charakteer og gav Be:
faling til, at hans Flaade ſkulde begive fig til Havnen
ved Corrientes for at bemægtige fig de der for Anker
liggende argentinſke Krigsſkibe. Dette ffete uden al
Krigserklering, og to Dage ſenere fulgte Befættelfen af
Staden Corrientes ſamt Indſattelſen af en proviſoriſk
Regjering, der maatte erflære denne Stad og dens Terri—
torium for adſkilt fra den argentinſke Republik og i
Alliance med Paraguay.

Lopez havde ſaaledes ved Fjendtlighed ernes Be⸗
gyndelſe veret overordentlig heldig. Men dette Held

Francisco Solano Lopez. 435

vedblev ikke. Triplealliancen mellem Uruguay, Braſilien
og den argentinſke Republik dannede ſig, og medens den
allierede Armee ſamlede ſig i Concordia ved Uruguay,
gjorde Braſilien overordentlige Anſtrengelſer for at mod
ſtage fin ſeierrige Fjende.

Dette ryſtede imidlertid ikke Lopez' Mod. Han
lod tvertimod ſtrax to Herafdelinger, den ene paa 18,000
og den anden pan 7,000 Mand rykke i Marken med
Ordre til at beſette forſt Provindſerne Corrientes og
Entre⸗Rio og derpaa den braſilianſke Provinds Rio—
Grande do Sul. Begge Fremmarcher aflagde Vidnes—
byrd om Praſidentens Eoner til at fatte hurtige og
driſtige Plauer, og da de i Begyndelſen ſyntes at ville
blive kronede med et glimrende Held, udkaſtede han en
tredie, ſom imidlertid flog feil og medførte en lang
Rakke af ulykkebringende Nederlag. Medens han nem⸗
lig holdt den ved Concordia fig famlende allierede Ar—
mee i Schak med de 18,000 i Corrintes ſtagende para—
guayiſke Tropper, vilde han foretage en Expedition langs
Uruguay for at komme det i Bandas-oriental ſtaagende
Blancoparti tilhjælp, derved omgaae Concordia og af—
holde de Allierede fra at vende ſig mod Nord. Men
denne driſtige Expedition ſtrandede ſom Folge af Ne⸗
derlaget ved Yatahi og Uraguayannas Kapitulation, og
fra dette Sieblik af begyndte Diktatorens ſtraalende
Lykkeſtjerne at blegne. Haus Skibes Nederlag ved
Riachuclo, den uventede Modſtand, ſom reiſte fig i

Corrieutes, de ſtrandede Forhaabninger om en Expedi⸗
28%

436 Francisco Solano Lopez.

tion under Oberſt Eſtigarribia langs Uruguays venſtre
Bred, Alt dette nedſlog hans Mod, og han indſage, at
han vilde være ſterkere og maaſkee ogſaa lykkeligere i
Defenſiven, end han havde været i Offenſiven.

Ved Krigens Udbrud havde han ladet fig votere
fordoblede Indkomſter og tilkjendt et ubetinget diktatoriſk
Herredomme. J Begyndelſen havde han benyttet dette
ganſke viſt med Strenghed, men ikke med Gruſomhed.
Hans Expeditionskorps Tilbagetog og de Allieredes For⸗
folgelſe frembragte imidlertid en frygtelig Forandring i
hans Charakter. Hans Raſen begyndte med, at han
lod General Robles ſkyde, fordi han ikke ſyntes at være
optraadt energiſk nok i Corrintes, og der fulgte nu en
Rakke af deſpotiſke Voldſomheder, ſom vedvarede lige til
Slutningen af Krigen og koſtede Tuſinder Livet. At
han efter et Nederlag behandlede ſine Officerer med en
oprorende Raahed, og at han i det Hele taget aldeles
ikke agtede fine Undergivnes Liv, derom er alle Die-
vidner enige. Derimod maa man anerkjende hans
Villies urokkelige Faſthed, hans Beſlutningers Selv—
ſtendighed og hans Karakteers Übeielighed. Man maa
beundre den Udholdenhed, hvormed han fortſatte Kam—
pen endnu efter Humaitas Fald, efter Nederlagene paa
Lomas⸗Valentinas og efter Braſilianernes Indrykken i
hans Hovedſtad.

Men ligeſaa udholdende Lopez var i ſin Modſtand,
ligeſaa beſtemt ſtod Braſilien paa ſit engang faſtſatte
Program: at gjøre Diktatoren fuldſtendig ufkadelig.

Francisco Solano Lopez. 437

Dette viſte ſig ſaaledes, da Lopez opfordrede til Freds⸗
underhandlinger efter den glimrende Fægtning, i hvilken
Braſilianernes General Porto Alegro indtog Skandſen
Curuzu foran Humaita. Uruguays og den argentinſke
Overbefalingshavende gik villigt ind paa en Sammen—
komſt med Lopez, men den braſilianſke General Poli—
doro gav ſtrax et beſtemt Afſlag, da hans Keiſer havde
befalet ham at gjøre den felleds Fjende uſkadelig. Med
en Mand, ſom han ſkulde tilintetgjere, kunde han ikke
forhandle.

Kort efter: Humaitas Fald og efterat Lopez havde
trukket ſig tilbage fra Timbo til Tebicuary, opſtod der
Rygter om opdagede Sammenſpargelſer, om Forrederi,
Voldſomheder, Pinsler og Henrettelſer i den paraguayiſke
Hers Leir. Saavel Antallet af de Henrettede og Pinte,
ſom deres Navne lod ſaa utroligt, at der virkelig be—
behovedes overeensſtemmende Vidnesbyrd for at feſte Lid
til hvad der berettedes. Den tidligere Udenrigsminiſter
i Uruguay, Dr. Carreras, ſom efter Blancoregjeringens
Styrtelſe var kommen fra Montevideo til Asſuncion og
havde viiſt fig ſom Diktatorens troeſte Tilhænger, Bi⸗
ſtop Palacios, der endogſaa Havde anvendt Religionen
i hans Tjeneſte, hans Broder Venancio, den portugiſiſke
Konſul Leite Pereira, flere Generaler, Miniſtre og høie
Embedsmænd blev ſom anklagede for en Sammenſper⸗
gelſe mod Diktatorens Liv og for Hoiforrederi mod
Staten deels piinte, deels ſkudte eller ſtodte ned med
Landſer. Hundreder af rige, anſete og Diktatoren hen⸗

438 Franeiseo Solano Lopez.

givne Perſoner bleve forte til Leiren ved San Fer nando
og henrettede. Engelſke og amerikanſke Ingenieurer,
navnlig Bliſch og Maſtermann bleve piinte, ſaalenge
indtil de fremforte de meſt affindige Beſkyldninger mod
den amerikanſke Chargé d' Affaires Waſchburn, mod Dr.
Carreras o. ſ. v., og alle Krigsfanger bleve behandlede
paa, den gruſomſte Maade. Man kan ganſke viſt
ikke maale denne tyranniſke Fremferd efter en europaiſk
Maaleſtok, men at lade fin egen Broder ſkyde, fin
Soſter pidſke af Boddelen og fin Moder mishandle,
det er Handlinger, ſom aldrig kunne undſkyldes felv i
et Land, hvor Sederne ere i hoieſte Grad raae og vilde.
Man ſporger forundret, "Hvorledes det var muligt, at
et heelt Folk lige til det ſidſte Sieblik kunde viſe Tro⸗
ſkab mod et ſaadant Menneſke. Det er en af de Gaader,
ſom man ſaae ofte møder i Hiſtorien, naar et deſpotiſk
Herredomme udvikler fig, og ſom ikke felo de meeſt aand—
fulde Forklarere have kunnet loſe.

Nederlag fulgte paa Nederlag, men de knakkede
ikke Lopez' Mod. Det ſyntes tvertimod, ſom om hvert
nyt gav haus Villie ſterkere Spendkraft. Alle Mid⸗
ler, hvorved han kunde fremme fin Sag, benyttede han
uden at gyſe tilbage for Nogetſomhelſt. Som Grund—
træf i hans Charakteer og ſom ledende Motiv for hans
Handlinger fremtræder en umættelig Wrgjerrighed. Den
gik imidlertid Haand i Haand med Ønffet om at gjore
hans Land ſtorre og mere anſeet, og man kan derfor
ikke fore Alt, hvad han har gjort, tilbage til perſonlige

Francisco Solano Lopez. 439

Lidenffaber. Ved Siden af Aergjerrighed var Havn⸗
ſyge et fremtrædende. Trak i hans Charakteer. J det
Hele frembyder hans Liv et morkt, til Nutiden ikke
mere henhorende Billede. Men beundringsverdig er hans
Evne til atter at reiſe ſig efter et Nederlag. Han flyg⸗
ter med fag Ledſagere fra Kamppladſen ipaa Lomas-
Valentinas, og fjorten Dage ſeuere har han igjen 3,000
Mand og tolv Kanoner. Han gjor Drenge paa: ti Aar
til Soldater, organiſerer Fruentimmerbatailloner, betaler
ingen Sold og har aldrig Mangel paa Levnetsmidler.

Kun ved et Tilfælde falder han endelig efter. fire
Maaneders Forfolgelſe i ſine Fjenders Hender. Da det
braſilianſke Kavalleri under Auforſel af Oberſt Jooct
Tavares trængte ind i Diktatorens Leir, fane de ham
ulheſt og omgivet af Officerer, der deels vare væbnede med
Kaarder, deels med Landſer. Rytternes forſte Sammen⸗
ſtod med disſe uordnede Hobe var meget heftigt. Men
Lopez' Folk holdt tappert Stand. Diktatoren ſelv for⸗
fvarede fig med fin Kaarde og ſaarede en braſilianſk
Officeer i Hovedet, men fik derpaa af Oberſt Tavares“
Ordonnantsofficeer det forſte Landſeſtik i Underlivet, der
beſkadigede de indre Dele ſaaledes, at Døden i ethvert
Tilfælde maatte blive Folgen, ſelv om den ikke kom
ſtrar. Lopez faldt imidlertid ingenlunde af Heſten, men
gav den Sporerne og flygtede, fulgt af to andre Per-
ſoner tilheſt ind i et tæt Buſkads. J dette Sieblik
trængte Mojor Sineåo de Oliviera med nogle Infan⸗
teriſter frem fra en nærliggende Skov. Han kjendte

8

.

————
— san KE

440 Francisco Solauo Lopez.

den flygtede Lopez og raabte til en af ſine Adjutanter:
„Der, der er Lopez, ſkyd! ffyd ham ned!“ Alle raabte
nu: „Lopez, Lopez!“, og hver Gang Diktatoren hørte
fit Navn, vendte han Hovedet mod dem ſom vilde han telle
hvormange Forfolgere han havde. Hans Anſigt udtrykte
den forferdeligſte Skrek. Serganten affyrede ſyv Gange
ſin Karabin, og en af de tre Ryttere faldt til Jorden
med knuſt Hjerneſkal. Lopez blev atter ſaaret, men
flygtede dog med ſin anden Ledſager henimod Skovtyk⸗
ningen. For han imidlertid kunde nage denne, kom
Heſtene ud i ſumpigt Terrain og kunde ikke arbeide ſig
længere fremad. Strax ſprang Lopez af Heſten, kaſtede
fin Frakke og forſvandt under Træerne. Fra alle Si⸗
der trængte nu Soldater ind i Skoven, gjennem hoilken
Aquidalanyuomi flyder i en dyb, huulveiagtig Flodbund.
General Camara kom ridende til i fuld Carriere; Sinead
raabte til ham: „Lopez er derinde“ og omendſkjondt
Generalen gab Tegn paa Tvivl, ſprang han dog lige⸗
ledes af Heſten og trængte ind imellem de tatſtagende
Traer. Diktatorens Ledſager var allerede naget til den
lille Flods modſatte Bred og rakte Haanden ud imod
Lopez, der var ſunken i Knæ og endnu ſtod haloveis i
Bandet, da General Camara med braſilianſk Mandſkab
vifte fig paa den anden Bred og raabte til ham: „Over—
giv dig, Marſchal, jeg er den braſilianſke General Ca—
mara!“ Lopez huggede med Kaarden efter den fig ner⸗
mende Camara, ſoang ſig med Anſtrengelſe af ſine ſidſte
Kræfter op pan Bredden, men ſank her atter i Knee

Francisco Solano Lopez. 441

og kunde ikke nage videre fremad. „Jeg doer for mit
Fædreland”, raabte han. Camara befalede: „Afvobn
ham.“ En Soldat af det niende Infanteriregiment
kaſtede ſig over ham og greb ham faſt i Halſen, men
fandt faae heftig Modſtand, at de begge to Gange ſtyr⸗
tede i Bandet. J dette Oieblik affyrede en Kasvaleriſt
fin Karabin og traf Diktatoren lige i Hjertet. Blod⸗
ſtromme ſtyrtede Lopez ud af Næfe og Mund, og Dao⸗
den indtraadte.

Medens Lopez ſaaledes udaandede ſit Liv her, blev
ogſaa den Vogn indhentet, i hvilke Madame Lynch vilde
flygte med fire af deres Born. Vognen var eskorteret
af Officerer, mellem hoilke ogſaa Diktatorens unge Son,
Pancho Lopez, befandt ſig i Oberſtuniform. Oberſt⸗
lieutenant Martinez ſprengte hen til denne Gruppe og
maatte forſvare fig mod to Sabelhug, ſom den unge
Officeer rettede imod ham. „Overgiv Dig“, raabte han
til ham, og ogſaa Madame Lynch raabte ud af Vog⸗
nen. „Overgiv Dig, Panchito, overgiv Dig!“ Denne
affyrede imidlertid fin Revolver paa Oberſtlieutenanten
og huggede faa igjen omkring fig med Sabelen. Nu
var Rio⸗Grandenſerens Taalmodighed tilende. Med et
vældigt Hug kaſtede han den unge Officeer af Heſten,
faa han aldrig reiſte fig igjen.

Madame Lynch ſteg ud af Vognen, kaſtede fig
over Sennens Lig og hjalp ham op paa Vognen.
Hun grad heftigt under beſtandige Udbrud: „O Panchito,
min Panchito!“ Den næftældfte Sen raabte: „Drerb

8

3 ů ——

442 Francisco Solano Lopez.

mig ikke, jeg er en Udlending, Sen af en Englen⸗
derinde!“ De oorige Born hulkede kun.

Jen anden Vogn befandt Diktatorens Moder og
Soſter ſig. Man fandt dem liggende pan Kue og
takkede Gud, fordi de vare blevne befriede, for Tyran⸗
nen. Lieutenant Muraoz, ſom eſkorterede denne Vogn,
havde Befaling: til at dræbe Fruentimmerne ſtrax, naar
Fjenden nærmede ſig. Overfaldet ſkete imidlertid ſaae
hurtigt, at han ikke fik Tid til at udføre denne Befa⸗
ling. Den gamle Moder fortalte, at hun af et Fru—
entimmer, ſom man daglig havde pidſket, var bleven
anklaget for ſammen med hendes Datter at ſtaae for
Preſidenten, hendes Son, efter Livet De ſkulde have
forgiftet torrede Frugter, ſom man vilde give ham at
ſpiſe. Da Lopez hørte denne Beſkyldning, lod han ſtrax
Nogle af ſine Raadgivere, og deriblandt Aveirs falde for at
hore deres Mening. Alle, med Undtagelſe af den ſidſte,
erklerede Beſkyldningen for falſk. „Altſaa er Aveirs
min eneſte Ven!“ udbrod Lopez, befalede, at der ſkulde
anlægges Proces mod Moderen og overgav Ledelſen af
denne til Aveirs. J Anklagen var iøvrigt, ifølge
Moderens Üdſagn, alene Madame Lynch Skyld.

Neppe var Diktatorens Dod bleven bekjendt, for
hans Leir blev plyndret. Kvinder, braſilianſke Officerer og
braſilianſke Soldalter kappedes at tilrane fig Klednings⸗
ſtykker, Levnetsmidler, Penge, Papirer og Klenodier.
Til Slutning blev der opreiſt et ſtort Baal, hvor
man brendte alt det Øvrige, ſom kunde brændes.

Francisco Solano Lopez. 443

Madame Lynch opførte fig meget taktfuldt ſom
Fange. En Blanding af Stolthed og Hoeflighed for—
tryllede alle de Officerer, ſom indlod ſig i Samtale med
hende. Gjentagne Gange yttrede hun: „Jeg gleder
mig kun over, at Marechallen er falden ſom en Helt!“
og Sennen tilfoiede: „Papa er død, ſom Overhovedet
for en Stat bor dee!

Hvad Lopez har villet, er ikke lykkedes ham. Hans de⸗
ſpotiſke WErgjerrighed er bleven haard, men retferdigt
ſtraffet; man maae haabe det er ſidſte Gang, en faa:
dan Straf bliver nødvendig mellem kriſtelige og civili⸗
ſerede Folkeſlag.

— 22: —. ͤ—„rt — —ö—᷑

dåd

Mled Billedet: „Tuileriernes Brand.“

Af
H. P. Holst.

Sondagen den 21de Mai gav Communen den
ſidſte af ſine berygtede Concerter i Marechalsſalen i
Tuilerierne, og allerede tre Dage efter brændte dette
uhyre Slot, ſom Barréåre i 1791 kaldte et Monument,
„der var Rom og Athenen verdigt.“ Felix Pyat giver
det rigtignok i 1871 et andet Navn, thi han forlanger
i fit Blad Le vengeur, at denne „baraque infame“ ffal
jevnes med Jorden, og under fit Regimente i Hötel de
Ville var det hans ſtadige Thema: forſt Vendömeſoilen
og faa Tuilerierne!

Der har hviilt en ulykkelig Stjerne over Tuileri⸗
erne ſom Herſkerſede. Den 10de Auguſt 1792 maatte
Ludvig den Sextende med ſin Familie drage ud af

— —ũ—3à—ũ— ——

Tuileriernes Brand. 445

Tuilerierne for derfra at gage til Templetaarnet og
Skafottet. Den 21 de Juli 1830 blev Paladſet taget
med Storm, og Carl den Tiende flygtede, Den 24de
Februar 1848 maatte Louis Philippe Klokken eet om
Middagen gjennem Tuileriehaven tye hen til Concordie⸗
pladſen, hvorfra han undkom i en Fiakre. Den 19 de
Juli 1870 blev Krigen erklæret imod Preusſen, og kort
efter forlod Keiſeren Tuilerierne for at gane til Ar⸗
meen — og for aldrig mere at vende tilbage.
Tuileriernes Brand maa have afgivet et impo—
nerende Skueſpil. Et Sienvidne, der fra et hoiere
Punkt kunde iagttage Branden, har forſikkret, at der
ud paa Natten var udbredt en faa blendende Klarhed
over hele den uhyre Complex af Bygninger, der ud⸗
giere Tuilerierne, at ikke den mindſte Detail kunde
undgaage hans Opmerkſomhed. Tre magtige Ildſoiler
loftede fig ſom fæmpemæsfige Fakler høit op mod Nat⸗
himlen og markerede tydeligt de tre Pavilloner de Marſae,
de L'horloge og de Flore, hvori Petroleumsbeholdnin⸗
gerne ſynes at have været anbragte. En umaadelig tyk
Rog udbredte ſig ſom et Sorgeflor over de nermeſte
Qvarterer, og paa ſamme Tid knittrede Mitrailleuſerne,
tordnede Kanonerne og peb Flintekuglerne gjennem Ga⸗
derne. Ilden greb mere og mere om fig, og ſnart var
Tuileriernes ſtore Brandſted omgiven af en heel Flam⸗
mekreds af antændte Bygninger. Den ene Exploſion
fulgte efter den anden, og medens Kampen drog fig hen

1188 —— ———— —

— —

446 Tuileriernes Brand.

igiennem Gaderne, gjenlod Natten uophorligt af de
Flygtendes Skrig og de Doendes Jamren.

Forſt flere Dage efter lykkedes det at fane Bugt
med Branden, og nu feer man fun de nøgne Tomter
og ødelagte Reſter. Hiſt og her kan man læfe den
pompeuſe Indſkrift proprièté nationale paa en falde⸗
ferdig Muurbrokke eller Brudſtykker af Ordene: Frihed,
Lighed og Broderſkab, der i denne Skikkelſe og i disſe
Omgivelſer tage ſig ud ſom den allerblodigſte Satire.

TE RR

447

Aliteratur og Annst.

BEN Sabinerbjergene“, Vilhelm Bergføs ſidſte Ro⸗
man, bevæger fig, ligeſom Forfatterens forſte eſthetiſte Ar⸗
beide, paa italienſk Grund, og en ikke ringe Part af den om⸗
fangsrige Bog lægger en bred Ramme af Natur- og Folke⸗
livsbilleder omkring den egentlige Fortælling. Men man
trœttes ikke ved denne Ramme; ſelv paa de Punkter, hvor
Forfatteren med allerſtarſte Udforlighed dvæler ved Madon⸗
nafeſter og kirkelige Procesſioner, ved Livet i den lille By
mellem Bjergene eller ved Skildringen af de deilige Som⸗
merdage under den italienſke Himmel, ſelv der beklager man
fig ikke over, at Romanens Handling kun ſporadiſk træder i
Forgrunden, thi netop disſe Skildringer ere faa livlige og
farvefulde, faa gjennemvevede med Stemning og poetiſte
Billeder, at mau finder Bogens bedſte Partier i dem. For⸗
tœellingen er udarbeidet i Breve, der tænkes ſendte til Hjem⸗
met fra en lille italienſt Bjergby, ſom endnu i 1866, da
Forfatteren ftrev Stgrſtedelen af disſe Breve, tungt følte
Trykket af den pavelige In tolerants, og hvor Forfatteren
derfor ogſaa har kunnet finde rigt Stof til fin Kamp mod
den klerikale Obscurantisme. Han retter ſterke Angreb imod
den, men han har ogfaa Grund dertil, naar der virkelig,
ſom han ſiger i et Forord, Intet er tildigtet felv;af de kras⸗
ſeſte Former, hvorunder den aabenbarer ſig i hans For⸗

*—

— U l— ꝙ — — —

———

448 Literatur og Kunſt.

tælling, naar han kan henviſe til Fakta, idet han beretter,
hvorledes en Rpverbande erklæres benaadet af Madonna
ved et Mirakel, fordi Gouillotinepxen i det yderſte Øjeblit
ikke vil falde ned, eller hvorledes Tyven kan redde ſig ved at
opdigte en Fabel om, at den ſamme Madonna har aaben⸗
baret fig for ham og ſkjenket ham fit Diamantſmykke. Gjen⸗
nem Hr. Bergſgs tidligere Arbejder veed man allerede, at et
af hans Fortrin ſom Romanforfatter er en i hoi Grad liv—
fuld Phantaſi; den noget myſtiſke og romantiſke Baggrund,
hvorpaa „J Sabinerbjergene“ bevæger fig, lader felvfølgelig
et vidt Spillerum aabeut for denne Phantaſi, og Hr. Bergfø
Benytter ogſaa pan dette Omraade alle Motiver, der tilbyde
fig. Man kunde maaffe undertiden ſynes, at hau er lidt vel
driſtig i Anvendelſen af Spænding og Effekt; hans Fortæl-
ling holder fig i ethvert Tilfælde ikke altid til det, der al⸗
mindeligt opſtilles ſom Monſter, men det tor dog vel i Grun⸗
den heller ikke paaſtaaes, at dette Monſter ubetinget er det
ene rigtige, og ſaameget er da under alle Betingelſer ſikkert,
at Effekten hos Hr. Bergfø altid er anbragt med Dygtighed
og Talent. De Figurer, han preſenterer i fin Fortælling,
ere neſten alle ſerdeles charakteriſtiſke; han dvæler længe ved
Udmalingen af dem, men de ſtage fan til Slutning ogſaa
lyslevende for Læferne, de blive Menneſker med Kjød og
Blod, Charakterer, ſom kun en Forfatter med virkelig Dig⸗
terbegavelſe kan ſtildre. J det Hele taget vil man, naar
man har læft „J Sabinerbjergene“, felv om man paa flere
Steder har feet Fejl, beholde et gjennemgagende Judtryk af
en ſaadan umiskjendelig Begavelſe.

Pyat.

Felix

451

Christian den Horstes Vomerreize.
Af
Kammerherre F. Krogh.

II.

Augsburg ſtod dengang paa fin Magts hoieſte Tinde.
Fuggernes ſtorartede Handelsforetagender havde udbredt
fig ober den dengang kjendte Verden. Familierne Jobel
og Hochsſtetter og fremfor Alle Welſerne vare de magtigſte
Handelshuſe. Welſerne laante ſom bekjendt Keiſeren tolv
Tender Guld og udruſtede ſelv Krigsſkibe for at tage
Venezuela, ſom var pantſat til dem, i Beſiddelſe. Et
lignende Opſping havde Induſtrien taget. J Særdeles
hed blev Uld⸗ og Linnedvæveriet brevet efter en udſtrakt
Maaleſtok. Vaverlauget alene talte tretuſinde Meſtere,
og deres Laugsſtue var prydet med Kunſtverker af Peter
Kaltenhofens Haand.

Ertsderene i Domkirken, hvoraf der findes en Af⸗
ſtobning i det hiſtoriſkte Muſeum i München, vare et

2

|

——

. ͤ K———

452 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

fuldendt Kunſtverk, og de Jernarbeider fra hin Tid,
der opbevares i det nævnte Muſeum, ſaaſom Dor⸗
hammere, Lyſeſtager, Laaſe, Nogler, fler, Gittre o.
dsl., vidne baade om Smedekunſtens og Smagens da⸗
tidige Udvikling. Bed Handelens og Induſtriens over»
ordentlige Opfving udbredte Rigdom og Velſtand ſig, og
ſamtidig dermed udviklede ſig Interesſen for Kunſten.
Maler: og Bygningskunſten og fornemmelig Glas—
maleriet blomſtrede i Augsburg, og endnu den Dag i
Dag beundre vi disſe malede Vinduer, hvormed der
dengang dreves faa ſtor Luxus. Blandt Bygningsverker
fra hiin Tid kan fremhaves den ſaakaldte „Vogelthor“
med fine beromte Spidsbuer og Raadhuſet, ſom i Aarene
1449 — 56 var bleven udvidet, og his Vinduer vare
blevne prydede med de meſt udmerkede Glasmalerier,
ſamt Klinckerporten.

Vyens daværende Forfatning var demokratiſk, og"
Raadet beſtod deels af patriciſke Familier, deels af Haand⸗
verkere, men trods denne Forfatning var Ordet ingen⸗
lunde frit i den frie Rigsſtad; ſaaledes ſtillede man i
1472 en Bager i Gabeſtokken og afffar hans Tunge,
fordi han havde udtalt ſig noget for frit om fin hoie
SØvrighed.

Kong Chriſtians Ophold i denne i flere Henſeender
markelige Rigsſtad, der var faa langt forud for fin
Tid, og hvor faa meget maatte fængsle hans Opmerk⸗
ſomhed, varede kun tre Dage. Omendffjendt hans Tid
for en Deel optoges af de til Wre for ham foranſtal⸗

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 453

tede Feſtligheder, vare hans Tanker dog, ſom det ſees
af hans Breve bl. a. til Churfyrſten af Brandenburg⸗
Ansbach, ſtadigt henvendte paa Statsanliggender og paa
de i Rothenburg indledede Forhandlinger, navnlig an⸗
gagende Dithmarſken og dets Indlemmelſe i Holſteen.
Desuden maatte Kongen nu tage en endelig Beſtemmelſe
om hoilken Reiſeroute han ſkulde vælge for at nage til
Italien. At man i det Punkt har været i Tvivl, frem⸗
gaaer bl. a. af Brevene fra Hertugen af Mailand, der
bemerker, at Kongen kunde ventes at gage enten over
Comoſoen eller „per vallem Tridentinam“.

Den gamle romerſke Bei — via Claudia Augusta
— der i en Længde af 350 romerſke eller rigelig 70
tydſke Miil havde fert fra Augsburg til Verona, var
for længe ſiden forfalden og riſterede ſom ſaadan ikke
mere; den var ikke bleven erſtattet af nogen lignende,
men de mange Milemerker angave endnu dens Netning.
De romerſk⸗tydſke Keiſere droge ad denne Route paa
deres italienſte Krigstog +) ligeſom ſenere Pilegrimmene
og Kjobmandskaravanerne, der droge til Venedig for
der at gjøre deres Indkjob. J Tidens Lob benyttedes
dog ogſaa andre Veie for at nage fra Tydſkland til
Italien. Albert von Stade, der levede i det 13de Aar⸗
hundrede, nævner ſaaledes forſkjellige Veie, der forbandt
Italien med Tydſkland, navnlig Veien over St. Gott⸗
hard og St. Bernhard og Veien gjennem Puſterdalen.

+) Saaledes gik Henrik II. 1004 og Keiſer Frederik I. 1155
per vallem Tridentinam til Italien.

454 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Paa den Tid, da Kong Chriſtian foretog ſin Reiſe,
forte en Vei fra Augsburg over Füsſen til Innsbruck,
derfra til Brixen og Botzen og videre per vallem Tri-
dentinam til Verona; en anden forte over Mittenwald
gjennem den ovre Inndal og Vintſchgau til Meran og
derfra over „Stielſer Joch“ til Mailand; en tredie over
Chur og Comoſoen til Pavia, og en fjerde over St. Gott⸗
hardt og Lago maggiore til Mailand.

Kongen valgte Veien over Innsbruck, Botzen, Me⸗
ran og Stielſer Joch, men han forandrede ſenere ſin
Reiſeroute og gik fra Meran tilbage til Botzen og
Brixen, og derfra over Treviglio til Italien.

Den 24de Februar kom Kongen til Innsbruck,
Tyrols daværende Reſidentsſtad, hvor Hertug Sigis—
mund, en Son af Hertug. Frederik „med den tomme
Lomme“, holdt Hof. Faderen forte dette Tilnavn med
Urette, thi omendſkjondt han bl. a. byggede et nyt Re⸗
ſidentsſlot i Innsbruck — den nuværende Cancellibyg—
ning — form han lod udſtyre med megen Pragt, hvorom
bl. a. det ſaakaldte gyldne Tag — „das goldne Däch—
lein“ — vidner, ſom endnu den Dag idag henregnes
til Byens Seeverdigheder, efterlod han dog betydelige
Capitaler i rede Penge, hvorimod Sonnen, der var
odſel og bl. a. meget 8 altid var i Penge⸗
forlegenhed =).

*) Som Følge af denne Pengeforlegenhed begyndte Hertug
Sigismund at pantſette, ja endog at fælge enkelte Dele

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 455

Ikke deſto mindre modtog Hertugen ſin høie Gjaſt
paa en glimrende Maade. Hans Gemalinde, en Dat⸗
ter af Kong Jacob af Skotland, drog Kongen imode
med 50 Damer til Heſt og ire forgyldte Vogne ), hvilke
dengang vare en ſjelden Luxusartikel — og han felv
modtog Kongen udenfor Reſidentsſtadens Porte med
300 Ryttere, og ledſagede ham til hans Kvarter. Men
forinden Kong Chriſtian med fit Folge efter denne lange
og beſperlige Reiſe kunde faac Hvile, maatte han over⸗
være en til re for ham paa Torvet i Junsbruck
foranſtaltet Turnering. Ogſaa de folgende Dage for=
anſtaltedes der Turneringer, Landſebrydninger og des⸗
lige, hvorved Hertug Sigismund og hans Hof ligeſom
Landets Adel udfoldede ſtor Pragt.

af Landet, hvilket vakte nogen Utilfredshed, der kom til
Udbrud pan Landdagen i Meran (1487), hvor der lige⸗

frem førtes Klage over Hertugens og hans Borns Over⸗

daadighed „der endog bare Silkeſtromper“. Hertug Si⸗
gismund lovede at indføre Beſparelſer, at indſkrenke fit
Hof og anvende en Deel af fine Indtægter til at af⸗
betale ſin Gjeld, men da hans Pengeforlegenheder ved⸗
bleve, og Utilfredsheden blev mere og mere almindelig,
abdicerede han 1490, hvorhos han dog forbeholdt ſig
Jagten i Landet og 52,000 fl. aarlig. Han abdicerede
til Gunſt for ſin Fetter Maximilian, og Tyrol blev ſaa⸗
ledes en Deel af det pſterrigſte Monarki.

Det vakte megen Opſigt og blev noteret ſom en minde⸗
værdig Begivenhed, da Keiſer Frederik III. ſamme Aar
kom kjgrende i en lukket Vogn til Augsburg.

*

—

456 Chriftiar den Forſtes Romerreiſe.

Fra Innsbruck ſkulde Neiſen gage over Alperne,
hvad der paa hin Tid var en befværlig og endog fare—
fuld Reiſe, for hvilken der paa Grund af Veienes ſlette
Beſkaffenhed og den barſke Aarstid maatte træffes ganſke
ſaregne Foranſtaltninger. Kongen forlod Innsbruck den
28de Februar og tilbragte tre Dage paa Veien til
Botzen. Her forefandt han, foruden et Leidebrev, ſom
han havde udbedt fig, tillige Breve fra Hertugen af
Mailand. Kong Chriſtian, der havde meddeelt Her—
tugen, at han var paa en Pilegrimsfart til Rom og paa
Tilbagereiſen vilde beſoge forſkjellige venſkabeligt ſindede
Hoffer, forandrede her fin oprindelige Reiſeroute, og i
et Brev, adr. Busſano (Botzen) den 4de Marts, med⸗
deelte han Hertugen, at han paa Hen reiſen vilde af—
legge et Beſog i Mailand. |

Fra Botzen fortſattes Reiſen til Meran Herfra
ſtriver Kongen den 6te Marts til Hertugen, at det
havde været hang Henſigt, fra Meran ad den korteſte
Vei at gage til Mailand, men at man der paa Egnen
havde fraraadet dette og gjort ham opmerkſom paa

„Bjergveienes Ufremkommelighed. Han tilfoier, at han

paa Grund heraf nu agter at begive fig over Trient.
J Meran var Opholdet kun kort. Meran var vel
endun Landets Hovedſtad, men Havde, efterat de gamle

Fyrſtehuſe vare uddøde, ophort at være Reſidentsſtad.

Det led endnu paa hiin Tid under Folgerne af den
forfærdelige Torke, ſom i 1473 havde hjemſogt denne

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 457

Egn, hvorved Skovene omkring Meran vare gaaede op
i Luer, og en Mængde Kilder vare udtørrede.

Fra Meran gik Kongen tilbage til Botzen og derfra
til Brixen. Hvad der har bevæget ham til ikke at gage
til Trient, ſom han i Meran havde beſluttet, men der-
imod til det nordligere beliggende Brixen, fremgaager ikke
af de foreliggende Aktſtykker. Det ſynes, ſom om en
Indbydelſe fra Biſkoppen i Brixen og en Meddelelſe —
om, at Kongen der vilde treffe en venetianſk og et bur—
gundiſk Geſandtſkab have foranlediget, at Reiſerouten
endnu engang blev forandret.

J Brixen, hvor han indtraf den 11te Marts, blev
han glimrende modtaget og tog ind i det biſkoppelige |
Palads, Her lod Republiken Venedig fin oapitano '
generale, der med et-ftort Folge havde givet Mode,
hilſe paa Kongen, ſom den folgende Dag igjennem det
venetianſfe Gebeet fortſatte fin Pilegrimsfart. Som
ogſaa Kongen i et Brev af 18de Marts omtaler, blev
han i det Venetianſke overeſt med Opmerkſomheder og ,
ledſagedes paa hele Veien af Republikens capitano ge-
nerale og 500 Bevæbnede, ligeſom han indbodes til
at tage Ophold pan Slottet Malapago, hvor Repu⸗
bliken lod ham bevarte. Her modtog Kongen det bur—
gundiſke Geſandtſkab, der i længere Tid havde opholdt
ſig i Venedig, for at forhandle om et Forbund imellem
Republiken og Hertugen af Burgund. Kongen fkriver .
desangagende til Churfyrſt Albrecht Achilles, at det var
den ſamme Geſandt, der pan Hertugen af Burgund's

458 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Vegne havde givet Mode paa Rigsdagen i Regensburg,
og at den omtalte Geſandt i henved fer Uger havde op»
holdt fig i Venedig for at forhandle om et Hjælpecorps,
der ſkulde ſtilles til Hertugens Raadighed, ſamt at
Kongen ikke kunde ſige, om Republiken vilde gaae ind
pan dette Forlangende, ligeſaalidt ſom man kunde vide,
hvad Anvendelſe Hertugen vilde have for disſe Hjelpe⸗
tropper „doch verſtehen wir ſo vil das der wille nicht
„gut iſt. Solches wollen wir Ew. Lieb auch nicht ver⸗
„halten.“

Man har antaget, at, det har været Hertugen af
Burgunds Henſigt, nu at gjore Alvor af Toget imod,
Tyrkerne, og at han i dette Øiemed havde gjenoptaget
Forhandlingerne om et Forbund med Republiken Vene⸗
dig; men naar det erindres, hvorledes Hertugen i 1473,
ved Jin Sammenkomſt med Keiſeren i Trier, havde ud⸗
talt ſig om ſin Stilling til dette Tyrkertog, og at han
der af Keiſeren var bleven dybt. krenket, fan ſynes In⸗
ſinuationen om, at Hertugen ingenlunde tenkte paa. at
gjøre Alvor af Korstoget imod Tyrkerne, men at han ſogte
Alliance med Republiken i et andet OSiemed, at have
været fuldkommen berettiget. At Kongen fremkommer
med denne Inſingation viſer, hvorledes hans Forhold
til Hertugen af Burgund, til hois Venner han tidligere
heuregnedes, var bleven paavirket af de i Rothenburg
forte Forhandlinger.

J Malapago opholdt Kongen fig kun fort, og den
13de Marts naaede han til Treviglio. Herfra fort-

Chriſtiau den Forſtes Romerreiſe. 459

fattes Reiſen til Mailand, men i det Mailandſke lignede
den mere et Triumftog end en Pilegrimsfart. Hertugen
af Mailand, Galeazzo Maria Sforza, en ligeſaa klog
ſom argjerrig Furfte, ſynes ved den glimrende Mod—
tagelſe, der efter hans Befaling blev Kong Chriſtian
tildeel, at have handlet efter en overlagt Plan. J
Mailand var nemlig Huſet Visconti, der i ſin Tid
af Keiſeren var bleven forlenet med dette Hertugdomme,
udbød i 1447, ved hyilken Leilighed en republikanſt
Bevegelſe — hvis Tilhengere bare et rodt Kors —
havde fundet Sted i ſelbe Byen; men de i Tidernes
Lob til Huſet Visconti kuyttede Landdiſtrikter og mindre
Buer benyttede fig af de indvortes Uroligheder i Hoved—
ſtaden til at rive fig les fra den, da den ikke kunde
hævde Herredommet over fine fordums Provindſer.
Under disſe Forhold faldt det ikke vanffeligt for Frants
Sforza, der var gift med en uagte Datter af den ſidſte
Hertug, at kuldkaſte den republikanſke Forfatning og ſelv
fætte ſig paa Hertugthronen. En Nakke heldige Om⸗
ſtendigheder gab hans Stilling Faſthed. Han gjen⸗
oprettede Ordenen i det Indre og bragte de frafaldne
Diſtrikter til Lydighed, men i den romerſke Keiſers
Dine var han kun en Uſurpator, og de af ham ind=
ledede Underhandlinger, for af Keiſeren at opnaae For⸗
leningen med Mailand, forte ikke til Noget. Keiſeren,
der betragtede Mailand, ſom hörende til fin Krone, und—
gik pan fin Reiſe til Rom at berore det mailandſke
Gebeet og [od fig i Rom af Paven krone med den ſaa⸗

460 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

kaldte corona regni Lombardii og herom af Paven ud-
færdige et eget Document. Franz Sforza vedblev imid—
kertid at regjere i Mailand, og efter hans Dod vedblev
hans Sen, Galeazzo Maria, at være i faktiſk Beſid—

delſe af Thronen. Ogſaa han havde ſorſogt at blive

forlenet med Mailand af Keiſeren, men uden Reſultat.
Igjennem ſine Geſandter var han bleven underrettet om,
hvorledes Kongen var bleven behandlet af Keiſeren under
Opholdet i Rothenburg, og deraf kunde hau ſlutte fig
til det Venſkabsforhold, der herſkede mellem disſe to
Fyrſter. Ligeledes var det forklarligt; at en italienſk
Fyrſte pan hiin Tid kunde tiltroe en Mand, der forte
den pompeuſe Titel Dei gratia Daniæ, Sueciœ, Norvegim,
Slavorum Gothorumque Rex, Dux etc., en Magt
og en Indflydelſe, ſom han dog i Virkeligheden ikke
var i Beſiddelſe af. Det var da, for at vinde Kongen
for fine Planer, at han udfoldede en jaa overordentlig
Pragt og overoſte ham med Opmerkſomheder. J et
Brev af 14 de Marts omtaler Hertugen fin Henſigt, at
modtage Kongen med de ſtorſt mulige Wresbeviisninger,
og i ſenere Skrivelſer paalcegger han fine Embedsmænd
at ſtaae ham bi i denne Retning og foranledige Be—
folkningen til at tage Deel i disſe Demonſtrationer.
Paa Veien til Mailand var der opſtillet 400 præg >
tigt kledte Pager med Faner, prydede med Kongens vg
Hertugens Vaabener. De ferſte Velkomſthilſener brag⸗
tes Kongen paa Hertugens Vegne af hans Brødre, der
ſkulde overrekke ham Noglerne til Byens Porte og til

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 461

Slottet, og af Biſkoppen af Como ſamt „Conſigliet“
og en Maugde nobili, alle med ſtort Folge. Udenfor
Porte modtoges han af Hertugen, der, efter at have
indhentet Conſigliets Betænkning om dette Etiketteſpogs⸗
maal, indfandt fig her tilligemed Pralaterne og Geiſt⸗
ligheden i fuld Ornat. Te forte ogſaa en Baldachin
med fig, under hvilken Kongen fkulde holde fit Indtog.
Overalt paa Veien var Befolkuingen ſtrommet til; ved
Indtoget i ſelbe Byen ringedes der fra alle Taarne,
Kirker vg Kloſtere, Gaderne vare beſtroede med Blom—
fler, Huſene behengte med Guirlander og Tepper og
prydede med Kongens og Hertugens Vaabener, og en
uhyre Menneſkemengde hilſte jublende paa Kongen, der
ved den ſtore Trappe foran Paladſet blev. modtaget
af Hertuginden, hendes tre Born og Hoffets ſamtlige
Damer.

Kong Chriſtian, der, efterat have endt Forhandlin⸗
gerne i Rothenburg, hapde onſket ad den direkte Vei at
fortfætte fin Pilegrimsfart til Rom, men ſom alt under
Opholdet i Botzen havde forandret denne fin Beſlut—
ning, ſynes at have ladet fig: bevæge hertil af Henſyn
til det af ham paatenkte Giftermaal mellem „die Toch—
ter v. Savoi“ og Junker Hans. Han havde haabet
at fremme disſe Planer ved Hertugen af Mailand, der
vor gift med Bonne af Savoyen, og ſom derved var
bleven beſvogret med den daverende Regentinde af Gas
voyen, Jolanthe, den omhandlede Prindſesſes Moder.
Desuden ſtod Hertug Maria Galeazzo i et venſkabeligt

.

462 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

Forhold til Jolanthes Broder, Kong Ludvig XI. af
Frankrig, hos hvem den omtalte Prindſesſe netop op—
holdt fig. Det var derfor forklarligt, at Kongen troede
i denne Sag at burde henvende ſig til Maria Galeazzo;
men denne var forud underrettet om Kongens Onſker
og Henſigter og ſogte for ſit Vedkommende at drage
ſaamegen Fordeel deraf ſom muligt. Om de desangaa—
ende forte Forhandlinger foreligger der Breve fra begge
Parter. Den 16de Marts meddeler Hertugen af Mai—
land fin „cancellario“ Chriſtoforo di Bollate, at han
den 15de Marts har havt en længere Samtale med
Kong Chriſtian, og at denne i al Fortrolighed havde
udtalt, at han tenkte paa at bortgifte fin forſtefodte
Son — „den, der ffal folge ham ſom Regent over
hans Rige” — og at der var tilbudt ham i den An-
ledning en Datter af Kongen af England, af Kongen
af Skotland, af Hertugen af Burgund *) og flere Andre,
men at han vilde foretrekke Datteren af Madame di

*) At Kong Chriſtian fulde have yttret, at der var tilbudt
ham til Svigerdatter en Datter af Hertugen af Bur⸗
gund ſynes ikke ſandſynligt. Hertugen af Burgunds
eneſte Datter Maria var dengang Datidens rigeſte Prind⸗
ſesſe, og til hende beilede bl. a. den ſenere Konge af
Neapel, Ferdinand, den ſenere Keiſer Maximilian, Fran⸗
krigs Dauphin Carl, Hertugen af Mailands Søn, Prinds
Jo han, en Spn af Hertuginde Jolanthe og mange Flere,
men om Junker Hans ſom Medbeiler har der ikke været
Tale. Som bekjendt blev hun forlovet med den franſte

Chriſtian den Forſtes Ramerreiſe. 463

Savoya. Hertugen tilfoier: „vi mage overveie denne
„Sag for efter vort Sind at kunne give Kongen et
„Spar, naar han paa Tilbagereiſen fra Rom atter
„pasſerer vort Huus.“

Kongen derimod omtaler i et Brev ti Albrecht Achilks,
dat. Mailand den 18de Marts, at Hertugen i denne
Sag har viiſt ſtor Imodekommen og lovet, ei blot ſtrax
at ſkrive til Hertugen af Savoyen, men endog perſon—
ligt at ville begive fig til Kong Ludvig, for at fremme
Kongens Onſker. Det ſynes ſaaledes, at Kongen har
" overvurderet Hertugens tilſyneladende velvillige Yttrin⸗
ger. Sagen vanſkeliggjordes iøvrigt derved, at Kongen
i det burgundſke Spørgsmaal kom til at krydſe Kong
Ludvigs Planer, ligeſom denne modarbeidede Kong Chri-
ſtians Beſtrobelſer for at niegle imellem Keiſeren og
Hertugen af Burgund. Ogſaa deres Politik var,
hvad Korstoget imod Tyrkerne angager, lige modſat.
Bertil kom Grev Barbys Neiſe til Neapel, hvorhen han
ſendtes fra Rom, nermeſt for i Kong Chriſtians Navn
at hilſe paa. Kongen af Neapel, — og hvorved Sidſt⸗
nævnte foranledigedes til at ſende en Geſandt til Kong
Chriſtian for at forhandle om Thronarvingens For⸗
mæling med en Prindſesſe af Neapel. Det vor rime⸗
ligt nok, at den ene af disſe Forhandlinger maatte fore

Dauphin, hvilken Forlovelſe hævedes, og hvorefter hun
blev formelet med Maximilian, Hvem hun bragte de
rige Nederlande i Brudegave.

— ] — ,

464 Chriſtian. den Forſtes Romerreiſe.

til den anden, men ſom bekjendt blev der heller ikke noget
af disſe Formelingsprojekter, hvorimod den omhandlede
Prindſesſe af Savoyen blev formelet med den ſenere
Konge af Neapel, og Kong Hans med Prindſesſe Chri—
ſtina af Sachſen.

Ved Siden af de fortrolige Samtaler, der fortes
om den danſke Thronſolgers Formeling, forhandledes
der imellem Kongen og Hertugen om flere Anliggender
af politiſt Betydning, blandt andet om den burgundſke
Sag. Kongen havde i et Bilag til fit Brev af 18de
Marts") til Churfyrſten Albrecht Achilles, omtalt, at han
for fin Afreiſe havde afſendt et Geſandtſkab til Bur—
gund, hvorhos han havde lovet at lade Churfyrſten
faae Underretning om Sagens videre Gang. J Hen—
hold hertil melder Kongen, at han i Mailand havde
truffet det Geſandtſkab, der bragte ham Svarffrivelfer
fra Hertugen af Burgund, ſom faſtholdt ſine gamle
Paaſlande. Ikke deſto mindre fortſatte Kongen ſine
Meglingsforſog, hvori han blev beſtyrket af Hertugen
af Mailand. J dette Siemed afſendtes fra Mailand

*) Med fanme Bud expederedes Breve til Dronning Doro—
then og til Biſkoppen af Lübeck, ſamt flere Breve til Al⸗
brecht Achilles, og ſynes Kongen under ſit korte Ophold
at have udfoldet en overordentlig Virkſomhed. J et af
Brevene til Albrecht Achilles bringer han Forleningen
med Friesland i Erindring, i et andet aumoder han
Churfyrſten om at intervenere angagende hans Sjeld til
Lübeckerne.

Chriſtian den Forſtes Nomerreiſe. 465

et danſk Gefandtffab til Kong Ludvig XI., ber ſkulde
overbringe Breve fra Chriſtian I. og Maria Galeazzo,
og hvori Ferſtnconte — ved at fremhæve de af ham
i den burgundiſte Sag ydede Tjeneſter — benviſer til
Prindſesſen af Savoyens Formeling med den dauſke
Thronfolger.

Ved disſe forſtjellige Forhandlinger blev Chriſtian J.
indviklet i den mailandſke Forleningsſag. Man oenſkede
nemlig at faae Mailand ophoiet til et Kongedomme og
henvendte ſig i den Anledning til Kong Chriſtian for
ved hans Medvirkning at faae Churfyrſt Albrecht Achil⸗
les til at forelegge denne Sag for Keiſeren. Kongen

beder derfor Churfyrſten at tage ſig af denne Sag, idet

han tilfoier, at Hertugen eventuelt vilde begive fig til
Keiſeren for at bylde ham.

J Brevet, ſom var beregnet paa at blive leſt af
Keiſeren, var indlagt et hemmeligt Bilag (Zettel), hvori
meddeltes, at Hertugen nok vilde anvende 200,000 Du⸗
cater paa denne Sag, og ſluttelig ſiger han ſom fin Me⸗
ning, at den ſtorſte Deel af disſe Penge var beſtemt
til Churfyrſten, „hvorefter J, kjcre Hr. Fætter, fkulle
rette Eder“.

Et Brev, der ſendtes Churfyrſten fra Kongens
Haandſkriver Klitzing ſamtidigt med Kongens, omhandler
den ſamme Sag og fremſtiller Brevſtriveren juſt ikke i
det heldigſte Lys, da man deraf kan ſee, at han ikke
tog i Betenkning at robe hemmelige Samtaler mellem

50

——

er

466 Chriſtian den Forſtes Nomerreiſe.

Kongen og Hertugen; hvilke han ſom Forſtnævntes Haand⸗
ſkriver havde deeltaget i.

Det kan ikke nægtes, at det var uheldigt, at Kon⸗
gen overhovedet befattede fig med denne Forlenings⸗
Sag, da han dog burde vidſt, at Keiſeren ikke yndede
den Slags Forleninger, men endnu mere uklogt var
det af Klitzing, der efter den Stilling, han for havde
indtaget hos Churfyrſten af Brandenborg, maatte an-
tages at være fuldkommen inde i Forholdene i Tydſk⸗
land, at han ei blot ikke har fraraadet Kongen at gaae
ind derpaa, men endog tilſkyndet ham dertil.

Albrecht Achilles derimod lægger ikke Skjul paa de
Vanſkeligheder, der ſtille fig imod den af Galeazzo
onſkede Ophoielſe. J et Brev af ilte April meddeles
Kongen, at der i Forlenings⸗Sagen var gjort
Skridt hos Keiſeren, men, naar Galeazzo nu endogſaa
vilde være Konge, maatte den ene Underhandling aaben⸗
bart træde hindrende op imod den anden. Han maatte
tilſtaae, at det var en vanſkelig Sag; thi uden de
andre Churfyrſters Deeltagelſe kunde Intet udrettes;
dog vilde han i et hemmeligt Mede om fjorten Dage
i Augsburg forelægge Keiſeren og Churfyrſten af Mainz
Kongens Brev. Udfaldet blev da ogſaa, ſom han havde
forudſeet, nemlig et fuldſtendigt Afflag, ſom Keiſeren
motiverer med folgende Ord: „der var fire Kroner i
de tydſke og velſke Lande, derunder ogſaa Mailands
Krone, ſom tilhørte Keiſeren; og da han blev kaldet

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 467

„ein Mehrer des Reichs“, vilde han ikke kunde bortgive
ſine Verdigheder til nogen Anden.“

Churfyrſten, ſom under 4de Mai meddeler Kongen
dette Svar, feier til, at, derſom Hertugen vilde begive
fig til Augsburg med Kongen og forhandle om den her—
tugelige Forlening, fan vilde hans keiſerlige Naade ikke
have Noget derimod; men i en Skrivelſe af ſamme
Datum til Klitzing udtrykker han ſig beſtemtere, „at der
Intet kunde opnaaes“; forøvrigt takker han Klitzing,
fordi han havde varetaget hans Interesſer, og tilfoier,
at han troſter fig med, at derſom Hertugen af Mailand
i Forleningsſagen trængte til hans Biſtand og Under⸗
ſtottelſe, han da nok vilde vide at finde ham).

Kong Chriſtian virkede efter bedſte Cone for denne
Sag. Han ſogte ikke blot direkte og ved ſin Haand⸗
ffriver at indvirke paa Keiſeren og Churfyrſten, hos
hvem han gjentagende bragte Sagen i Erindring, men
fatte ogſaa andre Kræfter i Bevegelſe. Saaledes fore⸗
ligger der bl. a. et Brev fra Hertugen af Mantua,
ſtrevet under Kongens Ophold der til Churfyrſten, hvori
Hertugen af Mailands Plan paa det varmeſte anbe⸗
fales ham.

) Flere Hiſtorieſtrivere, der omtale dette Forhold, berette,
at Kongens Beſtrebelſer for at forſone Hertugen af Mai⸗
land med Keiſeren lykkedes, hvilket altſaa ſees at være

urigtigt. Farſt under Maximilian opnaaede Maria Ga⸗
leazzo's Sen den faa længe ventede Forlening.
30*

468 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Imidlertid var jo UÜdfaldet af Forhandlingerne
et ubekjendt Fremtidsſporgsmaal under Opholdet i Mai⸗
land, og alle Parter hengave fig til de bedſte Forhaab⸗
ninger; Kongen blev hædret og udmerket paa alle Maa⸗
der, og Alle beilede til hans Gunſt. Saaledes fortælle
der, at Byens og Landets Store trængte fig omkring
ham, forat drage Fordeel af hans Indflydelſe.

Klitzing melder til Albr. Achilles, at Kongen ofte
modtog Beſog af fornemme Italienere, der gjentagne
Gange havde anmodet ham om at udnævne dem til

Grever, men at Kongen altid undvigende ſoarede, at

det kunde han blot i fit eget Land. Der tilfoies, at
Kongen vilde betragte det ſom et ſtort Naades- og Ven⸗
ſkabs⸗Beviis fra hans keiſerlige Majeſtet, derſom det
tillodes ham at udnævne to eller tre Grever; dog
havde Kongen ikke befalet ham at berøre denne Sag.
— Det ſynes altſaa, at Klitzing ganſke af egen Drift
har gjort dette Skridt. Det Svar, ſom lægges Kongen
i Munden, tyder ogfaa. hen paa det Samme, da Kon⸗
gen umuligt kunde give ſaadant et Svar, efterſom Greve⸗
titlen aldeles ikke dengang var brugelig her i Norden;
Haandſtriveren derimod, der ganſke fort for Afreiſen fra
Hjemmet var traadt i Kongens Tjeneſte, kunde mulig⸗
viis antage, at Forholdet her var ligeſom i Tydſkland.
Bemyndigelſen blev dog virkelig givet under 4de Mai;
men der forefindes ikke Noget om, at den er bleven
benyttet, og ſaaledes reducerer denne Sag, i hvilfen
nogle. Hiſtorikere have villet fee et Beviis paa de danſke

Chriftian den Forſtes Romerreiſe. 469

Kongers Afhængighed af den tydffe Keiſer, fig til en
egenraadig Foreſporgſel fra en Haandſkriver, hvortil
kommer, at der her kun var Tale om at ophoie nogle
italienffe Nobili til tydſke, men ingenlunde til danſke
Grever.

Afreiſen fra Mailand til Mantua oar beſtemt til
den 19de Marts og foregik med ſedvanlig Bragt og
Hoitidelighed. Hertugen forærede Kongen en Mengde
Koſtbarheder, to Muldyr med guldbeſlagne Seletoi og,
hvad der rimeligviis var det meeſt Kjerkomne, 4000 Du⸗
cater. Han fulgte ſelb med til Pavia og gav endnu
ved Afſkeden Kongen en Halskjede med en til 1000 Du⸗
cater vurderet Saphir, ligeſom han lod fin hoie Gjeſt
og Folge befordre til Mantuas Gebeet paa prægtigt
udſtyrede Skibe, medens Heſtene bleve forte til Vedian.
Til Gjengjeld for denne ſtorartede Gjeſtfrihed, ſom
Kongen havde mødt i Mailand, flog han i Padua to
af Hertugens Folge til Riddere. For at hedre ham
bleve to af hans Folge promoverede til Docterer, nem⸗
lig Herm. Reinsberger til Dr. juris og Joh. Heinsſen,
Kongens Livlæge til Dr. medicine. Reinsbergers Pro⸗
motion fandt Sted om Formiddagen i Hovedkirken under
ſtore Heitideligheder. For Kongen var der indrettet et
rigt udſmykket Sede paa en Forheining. Men Kongen
frabad ſig denne Udmerkelſe og tog Plads ved Siden
af Profesſorerne, idet han yttrede, at det var Hæder
nok for ham at kunne ſidde ved Siden af de Mend,
ſom hele Norden beundrede. Den 20de ankom man til

470 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

den ovennævnte lille Grendſeby, hvor Hertugen af Man⸗
tuas Son, Markgreve Frederik, modte for at ledſage
Kongen til Mantua. Her modtoges han den 21de af
Hertug Ludovico Gonzaga, dennes Gemalinde Barbara,
der var en Soſter til Dronning Dorothea, og de her—
tugelige Born. — Opholdet der varede kun i to Natter
og een Dag, men gav dog Anledning til mange Feſt—
ligheder. Reiſen fortſattes til Bononia (Bologna), ſom
paa den Tid var en Republik. Det korte Ophold her
benyttede Kongen til at beſee det daværende beromte
Univerſitet, ſom ſpecielt maatte interesſere ham, da han jo
ved fin Tilbagekomſt vilde grundlægge et lignende i Kje⸗
benhavn, og hvortil han i Rom vilde ſoge om Tilladelſe
hos Paven. '

Ifølge Aktſtykker, der opbevares i Florents, lod
Kongen den latinſke Tale, der ved denne Leilighed blev
holdt til ham, beſpare ved Sankenſtedt, og i den An⸗
ledning findes den Bemærkning” vedfoiet, at Kongen for⸗
modentlig ikke har været det latinffe Sprog mægtig,

Den 27de ankom Kongen til Florents, hvor han
modtoges af Senatet ved Porta Gallina. Her frabad
Kongen fig enhver officiel Modtagelſe ſamt alle Feſtlig⸗
heder, da det, ſom han yttrede, ikke ſommede fig for
ham, der ſom Pilegrim begav fig til den hellige Stad,
faa nær ved denne Stad at deeltage i Feſtligheder, der
kunde forſtyrre hans „Andagt“. ö

Strax efter Ankomſten begav han ſig til Kirken
Maria Novella for at overvære Mesſen. Efter to

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 471

Dages Ophold fortſattes Reiſen. J Aqpapendente, hvor⸗
til Kongen naaede den 3die April, modtoges han af to
Cardinaler, der ledſagede ham til Rem, hvor han den
te April holdt fit Indtog. En Indberetning til Her⸗
tugen af Mailand af 9de Marts oplyſer, at man i
Rem alt dengang var underrettet om Kongens Reiſe og
havde i Conciliet vedtaget, at han med en Deel af fit
Folge ſkulde tage Bolig i det pavelige Palads, og at
han paa alle mulige Maader ſkulde hedres. J Ooer⸗
eensſtemmelſe hermed havde Cardinalerne, Biſtopperne
og Prelaterne i fuld Ornat, Senatorerne eg de for—
nemſte Baroner, alle med et talrigt Folge, begivet ſig
en Miil udenfor Porten, for at modtage Kongen og for
at folge ham igjennem Byen til Basilicam S. Petri,
hvor Paven med aabne Arme tog imod Kongen og vilde
omfavne ham, men denne med hele fit Folge faldt pan
Kno og bad om Pavens Velſignelſe. Da Kongen havde
reiſt fig, omfavnede Paven ham og ledſagede ham til
Paladſet; paa Veien derhen bar Kongen den hellige
Faders Kaabe, ligeſom han, efterat denne var bendt til⸗
bage til ſine Gemakker, udbad ſig ſom en Wre at
maatte holde Vaſkebekkenet for ham. Under Gudstje⸗
neſten blev der anviiſt Chriſtian den Forſte Plads imel⸗
lem de to aldſte Cardinaler, men han vilde hverken ſette
fig eller bedekke fit Hoved, forend Cardinalerne havde
gjort det, og under hele fit Ophold i Rom vifte han
ved enhver Leilighed Paven og Geſſtligheden den ſterſte
Opmerkſomhed og Wrbsdighed, faa at Marcus Balbus,

472 Chriſtian den Fjerdes Romerreiſe.

ved at omtale Kongens Ophold i Rom, kunde ſige:
„Denne faa ſtore Rigers Beherſker er kommen fra det
„fierne Norden, for ved fit Exempel at lere os Ita:
„lienere, hvorledes vi burde være ſindede mod Kirken
og dens Tjenere.“

Under Opholdet i Rom var Kong Chriſtians Tid
optaget af Andagtsovelſer, Procesſioner, hoitidelige Op—
tog og Feſtligheder. Imidlertid forhandlede han dog
ved Siden heraf med Paven, deels om Chriſtenhedens
daværende brændende Spoxgsmaal „Korstoget imod Tyr—
kerne“, deels om fine Rigers Anliggender, og . fandt
ogſaa Leilighed til at tage Byens Seeværdigheder i
Oieſyn. .

Rom, den gamle Verdens Hovedſtad, var paa hiin
Tid begyndt at reiſe fig efter flere Aarhundreders Li-
delſer. Paa fin Magts Hoidepunkt havde Byen havt
en Üdſtrekning af 50 Miglier; 27 brolagte Veie, der—
iblandt via appia, havde fort til Byens 27 Porte;
18 Vandledninger, hois ſtorartede Ruiner endnu fylde
os med Beundring, havde fra Sabiner- og Albaner—
Bjergene tilført Byen friſk Band og forſynet dens 500
Bronde, 700 Baſiner, 130 Ciſterner og 500 offentlige
Bade; Trophaer og Kunſtſkatte fra alle Lande vare
blevne ophobede her, thi hele den gamle Verden havde
betalt fin Tribut til dette Rom, der fnart med alle fine
Kunſtſkatte, fine Amphitheatre, af hvilfe det ſtorſte kunde
rumme 80,000 Tilſkuere, fine Voedelobsbaner, Nau⸗
machier, Arenaer og Bade, af hyoilke nogle indeholdt

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 473

baade Gymnaſier og Bibliotheker, ſkulde blive Skue⸗
pladſen for al den Ødelæggelje og Redſel, ſom Krig
og indre Uroligheder medfore.

Efterat Alarich havde indtaget Byen, blev den øde>
lagt af Hunnerne og plyndret af Gotherne. Hungersned
og Peſt kom til og Befolkningen, ſom engang havde
underkuet den gamle Verden, var allerede længe ved
Lediggang, Odſelhed og Nydelſesſyge udartet og ener⸗
veret og formagede nu hoerken at ſtaae imod eller at
reiſe ſig. Saa fulgte Kampen om Paveſtolen, indtil den
pavelige Reſidents 1305 forlagdes til Avignon, og ſaa
Feiderne mellem de romerſke Baroner indbyrdes, der
gjorde Veiene og Gaderne uſikkre. De indre Kampe
bleve vel en fort Tid afbrudte, da Baronerne forenede
fig imod Folketribunen Cola Rienzi; men efter den ſidſte
Folketribuns Fald 1354 begyndte det gamle Uveſen
forfra. J Byen ſelv fandtes dengang ikke færre end
200 befæftede Huſe. Der, ſaavelſom i Omegnen, blev
der plyndret og røvet. Kun den Sterkeres Net gjaldt,
og der herſkede overalt det fuldſtendigſte Anarchi. Ga⸗
derne opfyldtes med Ruiner, ſom Ingen brod fig om
at ſkaffe af Veien, og hele Koarterer forſvandt efter⸗
haauden under de ophobede Ruiner. Capitoliet var en
Gruushob, Palatinerbjerget en Uderken, Forum Roma⸗
num blev benyttet til Græsgang, i de lavere liggende
Dele af Byen dannede der ſig Sumpe, og midt i Byen
kunde man jage Vildender. Omegnen ſparede til Byen.

474 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

Campagnen laa ode og forladt, og de gamle romerſke
Grapſteder vare indrettede til befaſtede Roverborge.
Pavens Tilbagekomſt fra Avignon udovede i Be—
gyndelſen kun en ringe Indflydelſe. Den katholſke Kir—
kes ſtore Schisma lammede Beſtrabelſerne for at tilveie—
bringe en mere velordnet Tilſtand, men med Forlæggel-
ſen af den pavelige Reſidents tiltog Antallet af de
fromme Reiſende, der dog i flere Henſeender udovede en
heldig Indflydelſe paa den fordervede romerſke Befolk⸗
ning, og efterat den romerſke Curies Magt var bleven
ſtyrket og udvidet ved det ſtore Concil i Conſtantz !“),
begyndte der for Rom en ny Aera, der var bleven ind—
ledet af Bonifacius IX., ſom lod den pavelige Reſidents
og Senatshuſet befæfte og Engelsborgen ombygge. —
Eugen IV. lod Pantheon og en Deel af Vandledningerne
re ſtaurere, de offentlige Pladſer brolegge og flere Kir⸗
ker bygge. Nicolaus V. — 1447 til 1455 — kaldte
lærde Mænd til fit Hof og beffjæftigede Architekter og

*) Et mere ſtorartet Concil har neppe nogenſinde, hverken
tidligere eller ſenere, fundet Sted: 55 Kardinaler, 346
Erkebiſkopper og Biſkopper, 2148 Abbeder, Theologer,
geiſtlige og verdslige Doktores, 564 Ordeusforſtandere,
1600 Hertuger, Fyrſter, Grever, Baroner og Riddere,
Keiſeren og Erkehertuginderne, alle med ſtort Folge havde
indfundet ſig. Univerſiteterne i Paris, Toulouſe, Mont⸗
pellier, Oxford, Cambridge, Köln, Prag, Wien, Krakau,
Bologna og Florents havde ſendt geiſtlige og verdslige
Deputerede, og i alt havde indfundet fig henved 50,0000
Fremmede.

,

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 475

Billedhuggere, og Rom begyndte nu at indtage en frem⸗
ragende Plads paa Kunſtens Gebeet. En af hans
nermeſte Efterfolgere, Paul II., var meget pragtelſkende
og forte et glimrende Hof. Under hans Regjering kom
1463 Bogtrykkerkunſten til Rom, og det forſte Bogtryk⸗
keri blev indrettet paa det Sted, hoor nu det ſmukke
palazzo Massimi er opfort. Byens Udfeende forandre⸗
des efterhaanden, rigtignok paa de gamle klasſiſke Mos
numenters Bekoſtuing, da de nye Bygninger for en Deel
bleve opforte paa de med Gruus bedaekkede Ruiner af
de gamle, Allerede Poggio (de vanitate fortunæ) ſaae
1431 Colosſeet og Cacilia Metella's Grav blive deel⸗
viis odelagte i dette Siemed. Man gik frem med den
ſtorſte Vandalisme; man tog Sailer og Colonner, hvor
man fandt dem, og brugte dem til de Buegange, der
paa hin Tid vare ligeſaa hyppige i Rom ſom for
Tiden i Bern og Bologna. Senere bleve disſe Bue⸗
gange efter pavelig Befaling ødelagte for at give Ga-
derne ſtorre Brede, og ſaaledes forſpandt ogſaa disſe
Minder fra den klasſiſke Oldtid.

Efter Paul II. kom Sixtus IV. fra 1471 til 1484
paa den pavelige Throne. Han var ligeſaa pragt—
elffende ſom Paul, grundlagde Samlinger af videnſkabe⸗
lige Verker og Kunſtſkatte og interesſerede fig ſerlig for
Bygningskunſten. J 1473 lagde han Grundſtenen til
ponte Sixto. Blandt de nye Bygninger, han lod op⸗
fore, indtage det ſixtinſke Kapel og Kirkerne Sta Maria
del Popolo og Sta Maria della Pace, der udmerke

P

476 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

ſig ved Formernes Reenhed og ſimple Skjenhed, ſamt
Taarnene ved porta del popolo en fremragende Plads,
og under ham anlagdes ogſaa endeel nye Gader, bl. a.
via Sixtina, det nu faa meget yndede Fremmedkvarteer.

Jovrigt var Sixtus IV. bekjendt for fin Nepotisme;
hans Nepoter bortodſlede, ligeſom den pragtelſkende Pave
ſelb, uhyre Summer og forte et toilesloſt Liv, ligeſom
ogſaa Paven var mindre ſtreng i fine Grundſatninger,
og hans Vandel ſtod ikke altid i Samklang med hans
Stilling.

Lige overfor Romerne fulgte han den ſamme Po—
litik ſom jaa mange af hans Forgangere: han ſogte
at beſkjeftige og at more dem ved offentlige Optog og
havde ligeſom Paul fin Opmerkſomhed henvendt paa
de offentlige Lege, for hvilke Interesſen i Rom under
alle Omſtendigheder havde vedligeholdt fig. J det fem⸗
tende Aarhundrede bleve de romerſke Folkelege afholdte
paa monte testaccio og pan piazzu Navona. Hin
Tids Carneoalslege bleve ligeſom i vor Tid aabnede
af Senatet i heitideligt Optog og indlededes dermed, at
man bandt Soiin faſt paa aabne Karrer, ſom man [od
rulle ned ad testaccio. Om denne Priis kampedes
der, og det Hele endte allerede dengang med et Veddelob.
1774 fremſtillede man billedlig det Sagn, ifolge hoilket
monte testaccio ſfal være opbygget af Skaar af de
Vaſer, i hvilke Folkene bragte deres Tribut til Rom.
Legene paa piazza Navona forlagdes paa hin Tid til

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 177

Corſoen. Colosſeets Ruiner benyttedes til det ſtore
Pasſionsſpil, ſom afholdtes Langfredag.

Joprigt ſogte Sixtus paa alle Maader at udvide
Kirkens Magt og i Sardeleshed at fremme „den ſam⸗
lede Chriſtenheds Anliggende“: Toget mod Tyrkerne.
Kongens Beſog i Rom var ham ogſaa i den Henſeende
meget kjerkomment, thi det var ham bekjendt, at Kon-
gen, der troede paa en Spaadom, ifolge hoilken det
ſkulde være en nordiſk Konge forbeholdt at fordrive
Tyrkerne, alt længe havde havt fine Tanker henvendt
paa dette ſtore Anliggende.

Chriſtian den Forſte blev derfor under fit Ophold
i Rom overøft med Wresbeviisninger. Han og en Deel
af Folget boede hele Tiden i Pavens Palads og vare
Pavens Gjaſter overalt. Cardinalerne gave ham og
hans Folge en Rekke af glimrende Feſtligheder, og
offentlige Lege foranſtaltedes til Wre for ham. Paven
forærede ham indviede Torkleder, en Splint af det hel—
lige Kors og andre Relikoier, et Reiſealter, der opbevares
endnu i Muſeet i Kjøbenhavn, et prægtigt Muldyr
med guldbeſlaaet Seletoi, guldbroderede Kledningsſtyk⸗
ker, en Guldring af ſtor Verdi og en Mengde andre
Koſtbarheder. Skjcriorsdag efter endt Mesſe gav Paven
ham i Kirken ſin Velſignelſe og meddelte ham Aflad.
Paaſke⸗Sondag modtog han af Pavens Hender Sacra⸗
menterne og en Guldroſe, ſom han i haitidelig Pro⸗
cesſion bar igjennem Gaderne, ledſaget af ſit Felge og
Cardinalerne. Ogſaa Cardinalerne forærede Pavens hoie

478 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

Gjeſt forſtjellige Koſtbarheder, blandt Andet gav Cardi⸗
nal Franciſcus af Mantua ham tre ſjeldne Muldyr,
hver med to forgyldte Kasſer, og en Forer til hver af
disſe. Kongen derimod gav af fine Rigers Produkter
ſaaſom Peltsverk, Sild og Bergfiſk.

Den Omſtendighed, at han ved de i det latinfke
Sprog forte Forhandlinger betjente ſig af en Tolk, og
at han overhovedet ikke talte Latin, ſynes at have op⸗
vakt Forundring. J faa Henſeende lægger man Pave
Sixtus folgende Yttring i Munden: „pulchra bestia,
si non careret loquela.“ Kronikeſkriveren Hanſen gaaer
i ethvert Tilfælde for vidt, naar han ſiger: „da Paven
mærkede, hvorlunde han ikke kunde Latin, forundrede
han fig meget, at en faa ſtor og vældig Herre ikke
hade ſtuderet“, og Hamelmann gjerſig ligeledes ſkyldig
i Overdrivelſe, naar han bemærker: „Paven, alle Cardi⸗
naler, Biſkopper og Prelater forundrede ſig over hans
ſtore herlige Perſon, men Et forekom dem ſalſomt, at
navnlig en faa anſeelig og beromt Potentat ikke havde
ſtuderet og lært Latin.“ Krantzius mener, at der her
kun ſigtes til, at han ikke kunde tale det latinſke
Sprog; thi han bemerker: „Paven fornudrede fig over,
at en faa ſtor og faa fornuftig Konge ikke kunde tale
Latin.“

Blandt de Sager, der droſtedes under Chriſtian
den Forſtes Ophold i Rom, maa fremhæves Forhand—
lingerne om Oprettelſen af et Univerſitet i Norden.
Den 26de Marts 1418 havde Pave Martin udfærdiget

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 479

en Bulle til Kong Erik, angagende Indrettelſen af et
Studium paa et beleiligt Sted i de nordiſke Riger.
Denne var ikke bleven benyttet og var nu uden Kraft,
da den indeholdt den indſkrenkende Beſtemmelſe, at den
ſtulde være ugyldig, hvis man ikke inden to Aar havde
giort Brug af den. Som en Folge af de nu mellem Paven
og Kongen forte Underhandlinger emanerede der en nn pave⸗
lig Bulle af 12te Juni 1475, ved hoilken Kongen fik
Tilladelſe til at oprette et Univerſitet i Kjobenhavn, der
aabnedes den 1iſte Juni 1479. Bed Efterretningen om
disſe Underhandlinger traadte de ſpenſke Preſter ſammen
i Arboga, for at raadſlaae om de Foranſtaltuinger, ſom
burde træffes i Sverige. Derefter afſendte man et ſer⸗
ligt Sendebud til Rom, ſom vendte tilbage med den af
Sixtus IV. den 22de Febr. 1477 meddelte Tilladelſe.
Som Folge heraf blev Univerſitetet i Upſala indviet
den 21de Septbr. 1477, altſaa tidligere, end Kjoben⸗
havns Univerſitet.

Ogſaa paa andre Maader, navnlig ved Udſtedelſen
af forſkjellige Buller, ſogte deu hellige Fader at viſe fig
imedekommende ligeoverfor fin kongelige Gjeſt. Af disſe
fremhæve vi kun Stadfeſtelſesbullen af 20de April 1474
angagende det af Kong Chriſtian ſtiftede Helligtrefoldig⸗
heds⸗Broderſkab, der ſkulde beſtaae af 50 Medlemmer.
Enhver af disſe ſkulde modtage en Guldkjede, ſom efter
deres Død ſendtes tilbage til Helligtrefoldighedskapel i
Roeskilde. Paven indrommede Medlemmerne af dette
Selffab at vælge en Skriftefader, ſom ſkulde kunne give

480 Chriſtian den Førftes Nomerreiſe.

dem Abſolution for alle Synder, imod at Ordensmed⸗
lemmerne ſkulde holde Faſtedag een Gang om Ugen.
Hertuginden af Mantua blev optaget i dette Broderſkab.
Mau henvendte ſig ogſaa til Hertugen af Mailand,
men denne var allerede Medlem af et af Kongen af
Frankrig ſtiftet Ordensſelſkab og ſynes af Henſyn hertil
at have havt Betenkelighed ved at indtræde i det danſke
Ordensſelſkab.

Kongen, der ſynes at have gjort det bedſte Ind—
tryk og at have opnaget Alt, hvad han attragede, kunde
ſaaledes tun være tilfreds med fit Ophold i Rom. Til
Minde om ſamme blev der flaaet en Medaille, hvoraf
den danſke Geſandt i Dresden, Frederik Berregaard i
1748 medbragte et Exemplar fra en Reiſe til Italien,
ſom han forærede de kongelige Samlinger *), men dette
Exemplar ſkal 1805 være bortkommet fra det kongelige
Montkabinet, hvor der nu kun findes et Aftryk deraf,
der foreſtiller Kongen holde ſit Indtog i Rom til Heſt.

Kongen opholdt ſig i det hele tre Uger i Rom,
ſom han iøvrigt ikke fandt jaa hellig, ſom han havde
tænkt ſig, og tiltraadte fin Tilbagereiſe Onsdagen den
27de April. Ved Afreiſen fandt lignende Feſtligheder
Sted ſom ved Ankomſten. Efter de mailandſke Afſen⸗
dinges Indberetning ledſagede alle i Rom tilſtedeverende
Landsmænd ham til Byens Porte og under de ſteorſt

) Et andet Exemplar af denne Medaille var til fin Tid i
Suhms Beſiddelſe.

Chriſtian den Forſtes Nomerreiſe. 481

mulige Hedersbeviisninger. To Cardinaler med et tal⸗
rigt Folge fulgte ham gjennem hele det pavelige Ge⸗
beet; han ſelo og hele hans Folge bleve allevegne be-
vœertede pan pavelig Bekoſtning. Ligeledes berette Ges
ſandterne, at han forlod Rom ledſaget af Pavens bedſte
Onſker for hans Held „con perfettissima gratia“, og
at han var Overbringer af vigtige Breve fra Paven
til Keiſeren. Han huvde faaet Ry for at være en af
ſin Tids bedſte Chriſtne. |

Det var oprindeligt Kongens Plan, at lægge Hjem⸗
reiſen over Florents, Bologna, Ferrara, Mantua, Mai⸗
land, Savoyen og Strassburg. J Bologna vilde han
gjøre fig nærmere bekjendt med det daværende Univerſitet
og dets Indretning; i Ferrara, Mantua og Mailand
agtede han at beſoge de venfſkabeligt ſindede Hoffer og
ſaavidt muligt tilveiebringe en Alliance imod Tyrkerne;
med Hertuginden af Savoyen vilde han forhandle om
Thronfolgerens Formaling, og i Straſsburg ſkulde han
treffe ſammen med Keiſeren og Kongen af Frankrig, og
her ſkulde Ting af den ſtorſte Vigtighed afgjores.

J et Brev til Churfyrſten af Brandenburg⸗Ans⸗
bach, dateret Florents den 4de Mai, meddeler Kongen,
at han nu havde fuldført fin Pilegrimsfart til Rom,
og at han paa Hjemreiſen havde truffet Keiſerens Sende⸗
bud, der havde bragt ham en Opfordring til Pintſe⸗

51

— — —

482 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

ſondag at treffe ſammen med Ludvig den Ellevte i
Straſsburg. Keiſeren havde fremhævet, at Kongens
Mellemkomſt vilde være baade onſkelig og nodvendig, og
at Chriſtian den Forſte havde lovet at give Mode og indrette
fin Reiſeroute derefter. Han tilfoier, at han onfkede
ved denne Leilighed at forhandle med Keiſeren om ſine
egne Anliggender, og at han herved trengte til Chur—
fyrſtens Raad og Biſtand, hvorfor han opfordrer denue
til ligeledes at komme til Strassburg.

Ved ſenere Breve fra Keiſeren og dennes Haand—
ſtriver, ſom Hertug Stephan af Baiern overbragte, og
ſom Kongen modtog i Bologna, blev han underrettet
om, at der nu imellem Keiſeren og Kong Ludvig var
affluttet en Alliance og en Overeenskomſt om en even⸗
tuel Deling af de burgundſke Beſiddelſer, ſamt at den
omtalte Sammenkomſt i Straſsburg bortfaldt. Den
burgundſke Sag ſkulde altſaa have været Gjenſtand for
Forhandlingerne i Strassburg, og i Forbindelſe dermed
ſtod den frieslandſke.

Af Henſyn hertil, og da han af Keiſeren blev an⸗
modet om ſnareſt muligt at komme til Augsburg, hvor
Rigsdagen var ſamlet, og hvor man i forſkjellige Sager
ønffede Kongens Mellemkomſt, og da noster heroldus“,
Sendebudet, ſom Chriſtian den Forſte paa Henreiſen fra
Pavia havde ſendt til Ludvig den Ellevte, den 4de Mai
var vendt tilbage med Svar, at Sidftnævnte vilde ſende
„oratores“ for at forhandle med Kongen, hvorimod
den mellem disſe to Monarker paatenkte Sammenkomſt,

Chriſtian den Forſtes Nomerreiſe. 483

hvortil Lyon havde verrt udſeet, vilde bortfalde, blev
den oprindelige Reiſeplan forandret. Herom giver Kon⸗
gen i et Brev af 4de Mai Hertugen af Mailand
Underretning, og i et Brev, dateret Mantua den 14de
Mai til Churfyrſte Albrecht Achilles, ſkriver Kongen,
at han nu havde taget den Beflutning at mode i
Augsburg. Ifølge heraf blev Beſoget i Ferrara op-
givet, ligeſom Reiſen til Frankrig. Paa Grund af
gjentagne Opfordringer om at paaſkynde fin Neiſe til
Augsburg, og da det ſavoyiſke Formelingsprojekt, ifølge
de af Grev Barby i Neapel. indledede Forhandlinger,
havde taget en mindre gunſtig Vending, opgaves end-
videre Beſoget hos Hertugen af Savoyen, og meddeler
Kongen i et Brev, dateret Pavia den 22de Mai, at
han nu ad den direkte Bet vilde gage til Augsburg,
hvorhos han anmoder Churfyrſt Albrecht Achilles at tale
med Borgmeſteren og Raadet om at ſorge for Kvar—
teer, ogſaa for Folget og Heſtene.

Tilbagereiſen fra Rom gik altſaa over Florents til
Bologna, og derfra den 8de Mai over Modena og Gonzaga
til Mantua; den 17de kom han til Cremona, gik der⸗
fra over Lodi til Pavia og naaede den 24de Mai til
Comoſoen. Igjennem det pavelige Gebeet ledſagedes
han af to Cardinaler med et talrigt Folge. Bed An-
komſten til Florents modtoge Ridderne og Borgerne
ham udenfor" Porten la Signoriosa tilligemed de frem⸗
mede Geſandter. Man vilde fore Kongen under en Bal⸗

dachin ind i Byen, og Borgerne bade om at maatte
51*

484 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

fore Heſtene, men Chriſtian den Forſte afflog at mod⸗
tage disſe Wresbeviisninger.

En lignende Modtagelſe beredtes Kongen i Bo—
logna, hvor Republikens Prœſident i en længere Tale
hilſede paa ham. J Mantua fandt Feſtligheder af en
anden Art Sted. Blandt andet foranſtaltedes to Tur⸗
neringer, hvori der kempedes med ſkarpe Vaaben, og
Flere bleve drebte.

Ifolge ældre Efterretninger, blandt andre annales
regum Oldenb., ffal- man ved denne Leilighed have
uddeelt Ordener, om end ikke i det Antal, ſom i nyere
Tider, naar de regjerende Herrer foretage Reiſer, og
Kong Chriſtian ſkal have udnævnt to Nobili i Mantua til
Riddere af Dannebroge og Markgreven af Mantua til
Ridder af Elefantordenen. Men dengang exiſterede disſe
Ordener ikke. Efterretningen i annales reg. Old. maa
altſaa beroe paa en Misforſtaagelſe, fam muligen ffriver
fig fra, at Kong Chriſtian i Mantua gav ta nobili
Ridderflaget, og at han optog Hertuginden i det af ham
oprettede og af Paven med ſäerlige geiſtlige Forrettig⸗
heder forſynede Broderfkab.

Som alt bemerket lagde Kongen, Veien fra Bo⸗
logna til Mantua over Modena, der dengang tilligemed
Reggio, Ferrara og Rovigo regjeredes af Huſet Eſte.
Den daværende regjerende Fyrſte, Ercole d'Eſte, havbe
paalagt Prinds Alberto af Eſte at modtage Kongen ved
Modena, men denne efterkom ikke Opfordringen. Den
mailandſke Geſandt Leonardo Botto indberetter om denne

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 485

Sag under 18de Mai, at Hertugen af Eſte havde med⸗
delt de danſke Ambasſadeurs, at Prinds Alberto havde
facet det Hverv i Hertugens Navn at hilſe paa Ken⸗
gen, men at denne havde erkleret, ikke at kunne modtage
dette Hverv, da hans Heſte vare paa Gras. Herpaa
ſvarede Hertugen, at Prinds Alberto ſkulde begive fig
paa Veien per pedes apostolorum. Da Prinds Al⸗
berto gjentog fine Indoendinger, gav Hertugen ham en
peremptoriſk Befaling. Desuagtet indfandt Alberto fig
ikke i Modena, men forblev rolig i Ferrara. Ved Efter⸗
retningen herom ſammenkaldte Hertugen ſit Raad for
at tage under Overveielſe, hoilke Forholdsregler man
burde gribe til, for at ſtraffe denne Ulydighed. Folgen
blev, at Prinds Alberto forviſtes til Neapel. Ferraras
Befolkning ſynes imidlertid at have taget Prindſens
Parti; men Beſtrebelſerne for at modarbeide den unge
Fyrſtes Forviisning bleve uden Reſultat. Da Alberto
forlod Ferrara for at begive ſig i Landflygtighed, mang⸗
lede det ikke paa Demonſtrationer, og en talrig Menneſke⸗
mængde fulgte den unge Fyrſte et Stykke paa Veien.
Leonardo Botto flutter fin Beretning med den Be⸗
merkning, at Prinds Alberto d'Eſte vel havde foran⸗
lediget Landsforviisningen ved fin Ulydighed, men at
den dog maaſkee kunde have en dybere liggende Grund.
Kongen modtoges imidlertid to Miil fra Modena
af Byens Embedsmænd og en ſtor Mængde Borgere.
J det mailandſke Gebeet var Modtagelſen en lig⸗
nende ſom paa Henreiſen. Hertugen havde befalet, at

486 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

man overalt ſkulde drage Kongen imede med Proces—
ſioner, at Noglerne til Byerne og Caſtellerne ſkulde til—
bydes ham, at det ſkulde paalegges Embedsmendene og
Geiſtligheden at give Mode, og at alle nobili og Bor⸗
gere, der havde Heſte, ſkulde tilſiges; Huſene og Kaſtel⸗
lerne, hvor Kongen tog ind, ffulde belegges med Tep—
per og Silketapeter, Feſtmaaltider ſkulde tilbydes ham ofv.

Hertugen af Mailand havde foreflaaet, at Kongen
ſkulde modtage de franſke Geſandter i Mailand, men
herpaa havde han faaet et mindre tilfredsſtillende Svar,
og bemærfer i den Anlevning i et Brev, dateret. Pavia
den 16de Mai, til Johan de Scipione (Pallavicini),
„og ſkriver denne Konge, in modo conſuso, faa at vi
ikte vide, om han vil gage til Vigliana eller afvente
de franſke Geſandter i Mailand.“ — Hertil kom, at
Reiſen gjennem det Mailandſke ikke var begunſtiget af
Veiret, idet Kongen bl. a. ved Indtoget i Lodi ,, havde
meget Vand fra Himlen.“

Ikke deſto mindre var Modtagelſen glimrende, og
den culminerede i Cremona. J Lodi overværede Kon—
gen Gudstjeueſten i Domkirken, hvor Biſkoppen mesſede
i fuld Ornat, og hvor Befolkningen var ſtremmet til,
for at ſee ham. Som et Curioſum maa endnu her
anfores, at Kongen i San Angelo, paa Veien fra
Lodi til Pavia, modtog en Collation uden af ſtige af
Heſten. i

Paa Reiſen fra Rom, lige fra Agqvapendente til
Pavia, fee vi Kongen udfolde en overorbentlig Virkſom⸗

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 487

bed: han correſponderer med Keiſeren, Churfyrſten af
Brandenburg, Hertugen af Mailand o. fl. A., expederer
Sendebud, modtager Devntationer og fremmede Geſand⸗
ter, forhandler om fine egne og de' fremmede Staters
Anliggender, om Toget imod Tyrkerne, den mailandſke
Sag, ſom han bragte Churfyrſten i Erindring, Trak:
taten imod Hertugen af Burgund m. m. J Bologna
fil Kongen Efterretning om de af Grev Barby i Nea-
pel indledede Forhandlinger, hvorom Geraldus under
10de Mai gjorde Melding til Hertugen af Mailand
og yttrer bl. a.: „Jeg kan ei vide, om Eders Naade vil
„vœre af min Mening, heller ikke hvad Vegt J vil lægge
„paa den, men jeg holder for, at Kongen af Danmark
„ei ffulde have ſendt fin Greve til Neapel.“ J Lodi
modtog Kong Chriſtian den neapolitanſke Geſandt, men
kun for at desavouere Grev Barby ſaa fuldſtendigt
ſom muligt, idet Kongen ligefrem erklærede, at Barby
ikke havde havt nogenſomhelſt Fuldmagt, at han paa
egen Haand var gaaet til Neapel, at Kongen ſtod i
Underhandling om at faae en Prindſesſe af Savoyen
til ſin Sens Gemalinde, og at han alt af den Grund
ikke kunde indlade fig paa nye Forhandlinger, ſamt at
han overhovedet ikke kunde forhandle om Thronfolgerens
Formaling uden Rigsraadets Samtykke, faa at han pan
det Beſtemteſte maatte afviſe enhver Forhandling med
det neapolitanſke Hof om det her omhandlede Emne.
Han kom heller ikke til at forhandle med de franſke
Geſandter. Ludvig den Ellevte havde ved det danſte

. . . — TE] SE —

488 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Sendebud, der paa Henreiſen fra Pavia var bleven
ſendt med Brev fra Kongen og Hertugen af Mailand,
ladet Kongen og Hertugen vide, at han vilde ſende
Erkebiſkoppen af Lyon, Legaten af Avignon og et Parla-
mentsmedlem, for at forhandle med Kongen. Den let
bevægelige Hertug af Mailand ſendte ved Efterretningen
herom Ryttere ud, for at indhente nærmere Oplysning
om dette Geſandtſkab, der ſkulde modtages med ſtore
Wresbeviisninger, og om dets Reiſeroute, og flere af
Landets nobili bl. a. Johannes de Scipioni (Pallas
vicini) bleve ſendt til Avigliana for der at mode Ge⸗
ſandtſkabet. Det var Hertugens Onſke, at Kongen
ffulde modtage det i Mailand, men Kong Chriſtian
ſyntes flet ikke at ſette videre Priis paa at træffe ſam⸗
men med de franſke Geſandter og blev utaalmodig over
deres Udebliven og over at man ikke kunde fage nærmere
Oplysning om dem.

Den 21de Mai kom Kongen til Pavia, hvor han
havde en Sammenkomſt med Hertugen af Mailand, i
hvilken han forhørte fig om, hvad” Efterretning man
havde om de franſke Geſandter, hvorpaa Hertugen fva-
rede, at han allerede for ti til elleve Dage ſiden
havde ſendt dem Riddere imøde, men ikke hort fra
dem, og at han ikke kunde ſige, Hvor de opholdt fig.
— Kongen tog nu en raſk Beflutning og ſvarede, at
han havde mange Breve fra Keiſeren, i hvilke han an⸗
modedes om at komme hurtigſt muligt til Augsburg,
og at han af den Grund havde taget det Parti ikke

Chriftian den Forſtes Romerreiſe. 489

at vente vaa de nævnte Geſandter, men ſtrax at
fortſette Tilbagereiſen. Det blev da everladt Hertugen
af Mailand, herom at give Ludvig den Ellevte Under⸗
retning.

Kong Chriſtian naaede den 24de Mai til Como,
hvor han paa Grund af det daarlige Veir maatte op⸗
holde fig en Dagstid. Det havde regnet i længere Tid,
og paa Grund heraf var Overgangen over Alperne
meget farlig, Bjergene vare bedekkede med Snee og
Regnen havde blandt andet beſkadiget Veien over Borni.
Kongen valgte nu Routen over Gravedona, hvor han
forblev om Natten og gik derfra til Chiavenna. Her
blev han forſynet med Proviſion og fortſatte den 28de
Reiſen over Bjergene og Schweitz, hvor han i Vico⸗
ſoprano i Bregalio af Rudolph Fabius blev anmodet
om at ſtaae Fadder til hans Datter, ſom efter Kongen
fif Navnet Regina og ſenere blev gift med Jacob Tur—
riani til Caſtel.

Hertugen af Mailand havde ladet det være fig
magtpaaliggende at gjøre Kongen Opholdet ved Comer⸗
Soen ſaa behageligt ſom muligt. Det Fartoi, der var
beſtemt for Kongen, var udſtyret med al mulig Bragt
og forſynet med et pragtfuldt Telt; Sangere og Muſikan⸗
ter vare om Bord, og for et udmærket Taffel var der
ſorget. Kongens Fartei ledſagedes af tolv rigt ſmyk⸗
kede Smaaſkibe med Krigsfolk og Muſikanter. Fra alle
Byer kom der Fartsier med unge feſtligt kledte Piger
for at hilſe paa Kongen. Denne geleidedes paa Her⸗

—— 0 2 msn me -

|
|

490 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

tugens Vegne af en af Landets fornemſte Mend, Signor
Antonio Mirabilia, der gjorde det muligt, at Kongen,
efter Hertugens Onſke, paa en verdig Maade kunde
flutte fin italienſke Reiſe.

Denne Henſigt opnagedes dog kun for en Deel.
Veiret var faa ugunſtigt ſom det paa hiin Aarstid kunde
være, og truede ſelb med at lægge Hindringer 1 Veien
for Reiſen over Bjergene; fra flere Sider indlob der
Efterretninger om Overſvommelſer og at Pasſagen over
Bjergene vanſkeliggjordes. Kongen ſelv var overanſtrengt
og træt og havde paa Grund heraf paa Reiſen fra
Mantua benyttet fig af en Karriol, der tilhørte Hertugen
af Mantua. Hertil kom, at Kongen var pderſt for=
tornet paa de to tydſke Rigsherrer, der havde ledfaget
ham paa Reiſen, nemlig Grev Barby og Hertugen af
Sachſen⸗Lauenburg. Den Forſtucvnte, der i Neapel
ved fine Intriguer havde bidraget til at forſtyrre een af
Kongens Pudlingsplaner, var fra Neapel gaaet til
Venedig. Her blev han opfordret til at mode Kongen
i Como, hvor han fif en alt andet end venlig Mod-
tagelſe og blev ſendt tilbage til Venedig for at fort-
ſette fin Pilegrimsfart til Jeruſalem. Mellemvarendet
med Hertugen af Sachſen-Lauenburg var af mindre
Betydning, men ſynes dog at have berørt Kongen ube:
hageligt. Denne Magnat var nemlig i Beſiddelſe af
en Heſt, ſom Hertugen af Mailand, der var en ſtor

Heſtekjen der, onſkede at kjobe; men de to Hertuger kunde

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 491

ikke blive enige om Handelen. Saaſnart Kongen fik
Underretning herom, bad han Hertugen af Sachſen at
overlade ham Heſten, ſom han vilde betale med 500 Du⸗
cater og faa forære til Hertugen af Mailand; men Her—
tugen af Sachſen erklerede, at han ikke vilde ffille fig
ved den, da den var en Foraring fra hans Soſter. Ikke
deſto mindre tilbød han Hertugen af Mailand den fort
efter for 800 Ducater, hvorom denne ved fin Geſandt
lod Kong Chriſtian underrette. Denne blev yderft op—
bragt herover, ligeſom ogſaa Kongens ovrige Folge,
efter hvad den mailandſke Geſandt indberetter, ffal have
misbilliget Hertugen af Sachſens Optræden i denne Sag.

J Visuonano tog Kongen Afffed med Hertugen af
Mailands Geſandt og takkede for al den Wre, Hertugen.
havde viiſt ham, og for al den Imodekommen, Befolk⸗—
ningen havde lagt for Dagen. Han beklagede Grev
Barbys Optræden, om hvem han pttrede fig til Ge⸗
ſandten i meget ſterke Udtryf, og han berørte ogſaa
den ulykkelige Heſtehandel paa en ſaadan Maade, at
Geſandten fif det Indtryk, at Hs. Majeftæt, naar han
var kommen hjem, ſikkert vilde ſende Hertugen adſkillige
gode Heſte, da han nu kjendte hans Smag i denne Retning.

Hertugen af Mailand ſendte i Anledning af Kong
Chriſtians Afreiſe en Geſandt til Ludvig den Ellevte,
og i en Skrivelſe af 27de Mai paalagde han ſin Ge⸗
ſandt, for Kongen af Frankrig at forklare, af hvad
Grund, Kong Chriſtian ikke havde kunnet opfætte fin

492 Chriſtian den' Førftes Romerreiſe.

Reiſe og at forſikkre Kong Ludvig om, Hat han ſikkert
„kan regne paa Kong Chriſtian, der er ham hengiven
„og vel ſindet.“ Geſandten ſkulde endvidere overbeviſe
den franſke Konge om Kong Chriſtians Godhed, Hu⸗
manitet og Oprigtighed.

(Sluttes i neſte Hefte.)

493

Felix Ppnt.

Felix Pyats Liv er et forunderligt Beviis paa, at
Popularitet ſom Forfatter ogſaa kan medfore Farer.
Hvis man kan ſige om Nogen, at han er aldeles blottet
for Charakteer og Overbeviisning, faa gjelder det om
ham. Han er en ikke uheldig Phraſemager, men Poli⸗
tiker har han aldrig været, Den, der vilde tage hans
opſtyltede Proclamationer, hans hoitidelige Befværgelfer
og romantiſke Forbandelſer for ramme Alvor, og ſom, i
Henhold til Buffons: „Le style c'est Thomme“, vilde
i Felix Pyat fee en Gjenfodelſe af Mændene fra 93,
vilde tage merkeligt feil.

Han gav fig forſt ind paa den literaire
og derefter paa den politiffe Bane med det faſte
Forſct, at han vilde gjøre ſaamegen Opſigt ſom
muligt — vel at merke uden at riſikere ſaameget ſom
et Haar paa ſit Hoved — og han har ogſaa holdt Ord,
thi indtil Dato har han vidſt at trekke fig behændigt

494 Felix Pyat.

ud af de meſt farefulde Situationer, hvori enhver Anden
vilde gaaet tilgrunde. Fremfor Alt maa man i Felix
Pyat ikke ſee Andet end en Dramaturg; han er fodt
til at ſkrive Komedier, men ikke til at være Politiker.
J Grunden er han kun en Vindmager, der i det ſtore
revolutionaire Drama af. 1793 har fundet et Stof,
ſom han har kunnet benytte. Det har han tilegnet ſig,
og idet han har lempet det efter fin Figur, har han
ſkabt ſig en Rolle, der ikke er andet end en uhyggelig
Parodi.

Hele hans Liv og Virken er parodiſt. Et Trak
ſtildrer ham ganſke. Han gaaer beſtandig med en Diaz
mantudgave i Lommen af Mignets Revolutionshiſtorie.
Denne Bog er for ham et Breviarium, hvori han uop-
horligt leſer og gjør fine Optegnelſer; han ſynes at
ſpeile fig i Redſelsperioden, ligeſom en Skueſpiller ma⸗
fferer fig foran Speilet og ſtuderer Virkningen deri af
ethvert Penſelſtrog og enhver Farveklat.

Det er en gammel Maui hos ham; dog har han
ikke altid været fan rod, ſom han nu er, idetmindſte
ſtulde man troet, at hans Barndoms-Erindringer maatte
fert ham ind i et ganſke andet Spor. Han er født den
Ade October i Vierzon og er Son af en ultraroyaliſtiſt
Advokat. J en Alder af ſexten Aar kom han til Paris
for at ſtudere Jura, og i 1849 udmerkede han fig i en
offentlig Banquet ved at udbringe en Toaſt, der var
alt Andet end demokratiſk. :

Felix Pyat. b 495

Aldrig ſaaſnart var han bleven Advokat i 1831,
forend han forlod Skranken for at hellige ſig til Lite⸗
raturen. Han debuterede i Figaro og Charivari og ſkrev
for Jules Janins „Barnave“ den bekjendte Epiſode om
Sejans Dottre. Det er ikke muligt, at opregne alle de
Artikler, der i denne Periode ere udgaaede fra hans
frugtbare Pen. Saameget ville vi kun anfore, at de
fleſte Revuer og Dagblade af nogen Betydning aabnede
ham deres Spalter, og han var allerede en bekjendt
Journaliſt, da han i 1832 paa Odeontheatret fil opført
„Une Revolution d'autrefois“, der alt ved den
anden Opforelſe blev forbudt. Dette Stykke efterfulgtes
fnart af flere -Andre: Arabella, Le brigand et le phi-
losophe og Ango, hvilket ſidſte gjorde overordentlig
Lykke paa Porte-Saint-Martin. Paa ſamme Theater
opførtes fer Aar ſenere hans Drama: Les deux serru-
riers, der blev optaget med umaadelig Bifald og forte
dets Forfatter ind paa Socialismen. J fin forfængelige
Indbildſkhed troede Pyat, at de voldſomme Bifalds⸗
ſalver, han hver Aften horte i Theatret, gjaldt hans
Perſon og ikke hans Stykke; han betragtede fig ſelb nu
ſom Publikums Afgud, og fra dette Sieblik af begyndte
han at optræde ſom Revolutionsmand paa Theatret.
Herfra ſogte han at udbrede fine Doctriner, idet han
lagde fine Perſoner alle de ſocialiſtiſte Tirader i Mun⸗
den, ſom han troede, at hans Publikum i Porte⸗Saint⸗
Martin helſt vilde here paa. Samtidig opkaſtede han
fig til pligtmesſig Forſvarer af alle de Mænd, der vare

496 Felix Pyat.

optraadte i 1793. Da derfor Jules Janin heftigt
havde angrebet Cheénier i en af fine Feuilletoner, udgav
Pyat ſom Modſtykke ſin Pamphlet: „Chénier et le

prince des eritiques“, hvori han fordervede den gode

Sag, han forſvarede, ved at overvælde Janin med Grov⸗
heder og Fornermelſer, for hvilke han maatte bode med
fer Maaneders Fangſel.

Den umaadelige Lykke, hans Stykke havde gjort,
bragte ham naturligviis til at ſkrive flere Komedier i
ſamme Aand, og af dem er der een, der er bleven lige»
frem beromt, fordi den er Forbilledet for en heel Genre
— det er Je chiffonnier de Paris, ſom opfertes 1847.
Under Februarrevolutionen blev Pyat Generalkommisſair
i Cher⸗Departementet, og det ſamme Departement ſendte
ham et Par Maaneder efter med 43,000 Stemmer til
den conſtituerende Forſamling. Som Forſamlingens Se⸗
kretair ſtemte han ſtadig med Venſtre, og da han i
1849 var bleven gjenvalgt, underſkrev han den 10de
Juni Ledru Rollins Opfordring til at gribe til Vaaben.
Ved en hurtig Flugt lykkedes det ham i rette Tid at
undſlippe til Schweitz, hvorfra han blev udviiſt i 1851.
Han gik da til Belgien, hvorfra han udgav flere Breve:
til Barbes, til Greven af Chambord, til Prindſen af
Joinville, til Louis Bonaparte, til Arbeiderne oſv.
Efter Epiſoden i Gaden Lepelletier den 14de Januar
1858 udgav han i London en Apologi for Orſini, der
vakte overordentlig Opſigt og foranledigede den keiſerlige
Regjering til at lade ham indſtevne for de engelſte

Felix Pyat. 497

Domſtole, men uden Reſultat. Fra den ferſte franffe
Amneſti var Felix Pyat udtrykkelig undtaget, og han
vendte derfor ferſt tilbage til Frankrig efter Amneſtien i
1869; men allerede faa Maaneder efter blev han ind⸗
fteonet for nogle Artikler i 1e Rappel og domt til ſyt⸗
ten Maaneders Fengſel. Han maatte altſaa igjen
flygte for Politiet, ſom imidlertid denne Gang godt
kunde have grebet ham, hyis det forreſten havde villet.
Han holdt fig nemlig ſkjult i et lille Verelſe i Rue
neuve des Petits Champs, hvorfra han hver Aften
begav fig hen til en Peltshandler ved Navn Brunereau
i Rue des Martyrs. Politiet vidſte meget godt, at
her var Samlingsſtedet for en Mengde exalterede Repu⸗
blikanere, men Politiminiſteren Pietri vogtede ſig vel for
at forſtyrre dem. Han vidſte, at denne Sammenſver⸗
gelſe ikke havde noget at betyde, og at den tvertimod
ved Leilighed kunde være meget velkommen for den kei⸗
ſerlige Politik. Han lod dem derfor ſkjstte fig ſelo, og
det vifte fig da ogſaa ved de mislykkede Forſog den
70e Februar og den Yde Mai, at Politiminiſteren havde
handlet fuldkommen rigtigt.

Pyat, der nu for Alvor blev efterſtrcbt, lod ved
Kongemords-Banquetten i Saint Mande en Ven opleſe
folgende Toaſt, hvorfor han ſenere blev fat under Til⸗
tale: „Lille Kugle, Du kan baade være Liv og Dod!
Alt afhænger af Dig, af Dig alene! Alle paakalde Dig,
Alle vente paa Dig, thi hvis Frankrig gaaer fremad,

gaaer hele Verden fremad, men hvis det buffer under,
32

— sneen

- STE

498 Felix Pyat.

ſtyrter Alting ſammen. Lille Kugle, kom os til Hjælp
og giv os Opreisning! Lille Kugle, ver mennefkekjarlig
og befri os! befri os Alle.“

Efter Rocheforts Arreſtation og Urolighederne i
Belleville bleve en ſtor Mængde Republikanere fængflede,
men det lykkedes igjen Felix Pyat at unddrage ſig alle
Forfolgelſer ved at ffjule fig under de markverdigſte
Forkledninger og paa de ubegribeligſte Steder.

Pludſelig erfoer Frankrig til ſin Forbauſelſe, at
der var en Sammenſvergelſe i Gjære, ſom gik ud paa
at omvelte alt det Beſtagende. Rygtet herom, der
havde. til Henſigt at fremmane for Landboerne det rode
Spogelſe fra 1851, udbredte fig faa Lage fer Plebi—
ſcitet, og man kjender Reſultatet af denne Maneuvre,
der indbragte Keiſerdommet halvottende Million Ja'er.
Felix Pyat, der indſage, at han uu var truet for Alvor,
ſkyndte fig at komme over til England. Sammen⸗
ſpergelſen kom til Udbrud i Blois ſamtidig med den
franſke Armees forſte Nederlag. Forfatteren til Skaal⸗
talen om den lille Kugle blev den 9de Auguſt dømt til
fem Aars Fengſel og ſextuſinde Frances i Boeder. Nogle
Dage efter faldt Keiſerdommet, og Pyat vendte tilbage .
til Frankrig.

Under Beleiringen udgav Pyat Aviſen le Combat,
der ſenere afloſtes af le Vengeur. Den 29 de October
var det le Combat, der med en Sorgerand førjt med⸗
deelte Nyheden om, at Bazaine havde capituleret ved
Metz. Denne Nyhed, ſom Rochefort havde meddeelt

—

Felix Pyat. 499

Flourens, og ſom denne igjen havde betroet til Pyat,
fatte hele Paris i den voldſomſte Bevegelſe. Klubben
Porte⸗Saint⸗Martin udſtodte de heftigſte Forbandelſer
over Redacteuren af Combat — man vilde ſtorme
Aviſens Contoir, og Redaktionsſekretairen Odilon Deli⸗
mal blev af den raſende Mængde fort hen til Höôtel de
ville. Da Delimal opfordrede Rochefort til at tilſtaae,
at Efterretningen var kommen fra ham, og at han havde
meddeelt den til Flourens, var han feig nok til at be⸗
negte det, ja Regjeringen lod endogſaa Rocheforts Be-
negtelſe offentliggjere imod bedre Vidende, thi den var
imidlertid af en preusſiſk Parlamentair bleven officielt
underrettet om, hvad der var fkeet. Raſeriet gik un ud
over 1e Combat og dets Perſonale, men allerede neſte
Morgen blev Journal officiel nodt til at erklære Rygtet
for en ſorgelig Sandhed. Denne uværdige Opferſel,
der faldt ſammen med Ulykken ved Bourget, underſtettede
ikke lidt Emeuten den 31te October.

Bed Valgene til Nationalforſamlingen blev Pyat
ſendt ſom Deputeret til Bordeaux; men ſtrax i et af de
forſte Moder erklerede han, at han ikke vilde give Mode
i Kamret, uden at han dog indgav fin Demisſion.

Oprersbevegelſen den 18de Marts bragte Felix
Pyat i Spidſen for Communen. Skjondt han vedblev
at ſtaae ſom Redakteur paa le Vengeur, var det ham,
der var Skyld i, at en Mængde Abviſer, (naturligviis
med Undtagelſe af hans egen) bleve undertrykte, at Rosſel

blev arreſteret, og at en Mængde Radſelsgjerninger
327

—

— — —„-

500 Felix Pyat.

bleve udovede. J Communen ſelv havde Pyat vidſt at
ſkaffe fig et ſtort Parti, og han talte endogſaa enkelte
fanatiffe Venner imellem Medlemmerne, deriblandt Ur⸗
bain og Reégere.

En lille Hiſtorie charakteriſerer fuldkommen Manden
og geraader ham ikke ſynderligt til Wre. J Begyn⸗
delſen af April, fort efter den Kamp, hvori Flourens
faldt, opſtod der en Strid mellem le Mot d' Ordre, der
blev udgivet af Rochefort, og le Vengeur, der blev ud⸗
givet af Pyat. Denne Sidſte troede at burde bebreide
Henri Rochefort, at han den 29de Oktober havde ladet
det complet mangle pan Energi og Beſtemthed; men
Rochefort viſte Tender. Nu flog Hr. Pyat aldeles om
og væltede Skylden over pan den faldne Flourens. Den
Sidſte kunde jo ikke reiſe ſig i ſin blodige Ligdragt og
vælte Stenen fra fin Grav for at falde Bagvaſkeren til
Regnſkab.

Uagtet Pyat nu er over treſindstyve Aar gammel,
er han rank og velbygget. Han har en yppig Haar⸗
vært, Skjegget er graat, men omhyggeligt tilſtudſet,
Oinene ere ſtore og funklende, og der er i dem pan een-

gang noget Melancholſk, Drommende og Vildt. Han

har gode Manerer, men holder af at fætte fig i grati⸗
euſe og theatralſke Stillinger, der minde om Skueſpilleren
Laferrière. .
Felix Pyat har været Communens onde Genius.
Det var ham, der ledede den ind paa den afſtyelige
Vei, den betraadte, og han var den Forſte til at tage

Felix Pyat. 501

fin Afſked, da han forudſage, at den maatte falde. Da
Tropperne rykkede ind i Paris, forſvandt han paa en
ubegribelig Maade. I et Par Maaneder troede man
at være paa Spor efter ham, men han har igjen ſtadig
vidſt at føre Politiet paa Vildſpor. Nu hedder det frart,

at han er kommen til London og opholder fig der i Stil-

hed, ſnart, at han endnu er i Paris og ſtadig ſkuffer
Politiet.

—

P ˙¹0¹ ˙³ꝗ! ———— — Ä —

—

502

Tundsbyprirsten.

Novelle
efter Forf. til „La diva“

ved H. P. Holst.

Abbs Andrean var i 1836 Preſt i Sognet Mon⸗
tils, en ſmuk lille Landsby et Par Miil fra Tours.
Han havde gjort gode Studier ved Seminariet i Tours
og kunde med Lethed have fvunget fig op til de hoiere
geiſtlige Embeder; men hans ſtore Fordringsloshed og
en vis Forlegenhed og Undſeelſe, ſom han aldrig kunde
overvinde, bandt ham til hans fattige Sognekald. For⸗
reſten levede han i fin beſkedne Stilling roligt og lykke⸗
ligt og var, ſom man ſiger, ret en Praſt efter Guds
Hjerte.

Fem eller fer Aar førend denne Fortælling tager
fin Begyndelſe, havde han miſtet fin Fader og fin Moder,
fort efter hinanden. Den enefte Arv, de efterlode ham,
var deres Datter Marie, fom nu ikke havde noget andet

Landsbypræfter. 503

Tilhold i Verden end Broderen. Da den ſkikkelig Abbé
havde overbeviiſt fig om, at den unge Pige havde ud—
mærfede Anlæg, beſluttede han at lægge den Smule,
ſom han kunde opfpare, hen til hende, for at fkaffe
hende en god Opdragelſe, der ſenere kunde blive hende
til Nytte. Han fif hende ſtrax anbragt i en Penſions⸗
anſtalt i Tours og paalagde fig ſelv alle mulige Offre,
for at hun Intet ſkulde undvære, Han faſtede endogſaa
om Søndagen og ſolgte fin lille Heſt, hvorpaa han
hidtil havde redet omkring for at troſte de Syge i Sog—
net og for at beſoge fine Nabopreſter. Da Soſterens Op⸗
dragelſe var fuldendt, begreb den gode Praſt, at der
endnu var Noget for ham at gjøre.

Han kaldte den unge Pige til ſig og overlod hende
forelobig at beſtyre fit Huusbeſen, men han tenkte alvor⸗
ligt pan, hvorledes ban ffulde fane hende anbragt ſom
Lererinde i en Underviisningsanſtalt, ſkjondt det koſtede
ham Overvindelſe at gjøre det. Marie var faa ſmuk
og fan munter, og den triſte Preſtegaard blev med eet
ſom forvandlet, da hun traadte ind i den. Hun bragte
Liv, Munterhed og Ungdom med fig, og det lykkedes
hende endog ikke faa ſjeldent at fage Broderen bort fra
hans Bøger og Grublerier, at fane ham ud med i den
friffe Natur og at give hans Tanker og Ideer en anden
Retning end den tilvante. Omgangen med Soſteren
blev ham ſaaledes ſnart en Nodvendighed, og Tanken
om alligevel at ſkulle ſkilles fra hende blev ham faa

504 Landsbybræften.

ufordragelig, at det var intet Under, at han hver Dag
ſogte at ſkyde den fra fig.
„Du har det jo i Grunden ogſaa ganſke godt her,

lille Marie,“ ſagde han en Dag til hende. „Alt vel

overveiet troer jeg ogſaa, at Du har ulige bedre af at
tilbringe en Sommer herude paa Landet, end at begrave
Dig i en Penſionsanſtalt.“

„Men fjære Broder, Du ſagde jo igaar ...“

„Ja igaar ſagde jeg, at det var bedſt for Dig at
faae en uafhængig Stilling, og det mener jeg ogſaa
idag. Jeg har kun ſenere tenkt paa, at vi ikke behove
at forhaſte os. Vinteren kommer jo tidsnok, og ſaa vil
vi fee at tage en Beſlutning.“

„Marie fane ned paa fit Broderi og ſmilede, thi
hun vidſte godt, hvad der laa bagved; men paa den
anden Side kunde hun heller ikke være uvidende om,
hvilke Offre Broderen maatte bringe for at beholde
hende hos ſig.

„Naa, den Ting er altſaa afgjork,“ ſagde Landsby⸗
præften. „J Løbet af Sommeren ffal jeg nok tenke paa
at fane Dig anbragt, og indtil da bliver Du her.“

„Som Du vil, men lad os ſaa ikke tale meer om
at ſkilles, fer Dieblikket er der.“

„Nei, det vil vi heller ikke,“ ſagde Landsbypreſten
glad og gned fine Hænder.” Men ſiden det nu er af=
gjort, at Du bliver, faa ſkal jeg ogſaa fortælle Dig en
ſtor Nyhed.“

„Og det er?“

Landsbypraſten. 505

„Du er ſtrex nysgjerrig,“ feat Preſten og truede
leende af hende.

„Nysgjerrig? Nei, ikke det mindſte, og 9 bois denne
Nyhed ikke interesſerer Dig ſelv, faa kan jeg forſikkre
Dig, at mig er den ganſke ligegyldig.”

„Den interesſerer baade mig og hele Sognet, thi
den kan bringe os baade Overflod og Fattigdom. Det
dreier ſig forreſten om Slottet her, der i denne Morgen⸗
ſtund har faaet en ny Eiermand.“

„Og hvem er denne nye Eiermand?

„Igjen en Ænglænder. Det er en Skjebne, der
hviler over vort ſmukke Touraine, at disſe Sboere be⸗
ſtandigt betragte det ſom et erobret Land. Han, ſom
forlod os, var en menneſkefjendſk Podagriſt. — Hvad
han, der folger efter, er for en Mand, det maa vor
Herre vide.“

„Har Du ikke kunnet faae Noget at vide derom
nede i Byen?“

„De Underretninger, man fager fra Tours, ere

… altid de ſamme. Man ſiger: Det er en Mylord, og

fan hedder det altid, at han er rig ſom en Croſus.
Dermed er, efter deres Mening, Alting ſagt, og man
taler hverken om hans Religion, hans Charakteer eller
hans Vandel. Om ham, ſom kommer efter, veed jeg
derfor heller ikke Andet.“

„Saa lad os haabe det Bedſte, kjære Broder!
Verre kunne vi jo dog ikke faae det, og det vilde være
et ſtort Uheld, om vi ikke ſkulde fane det bedre.”

506 Landsbypræften.

Praſten nikkede og reiſte ſig. „Godnat, ſagde
han, „jeg vil ſee at komme tidlig til Ro. Imorgen er
det Faſtedag. Jeg ſkal predike og maa forberede mig
lidt forſt.“

Han tog fin Bonnebog, men i det ſamme Oieblik
gienlod den ellers fan ſtille Gaard af Tummel og Stoi.
Landsbypreſten ilede ganſke bekymret hen til Doren,
men den aabnede fig i det ſamme, og en hei Wand
med klirrende Sporer, en Reiſekaſkjet paa Hovedet og
en ſper Ridepidſt i Haanden traadte ugeneert ind i
Stuen. Han faae fig ſtolt omkring, talte heit og i
en overlegen Tone og gik raſk hen til Preſten.

„Hr. Paſtor,“ ſagde han med en engelſk Accent,
der tilſtrekkeligt forraadte hang Herkomſt, „jeg har megen
Agtelſe for den gallikanſte Geiſtlighed, og naar jeg kom⸗
mer her til Dem og beder Dem om Gjeſtfrihed for
mig og mine Folk, giver jeg Dem et Beviis paa denne
Agtelſe.“

Landsbypreſten bukkede taus og pegede hen paa en
lederbetrukken Leneſtol, der ſtod ved Kaminen.

„Det kan jeg lide!” raabte Englænderen, idet han
tog Plads uden Omſvob og gav fig til at rore om i
Ilden, der var ligeved at gage ud. „Saa fager jeg til Trods
for Sir Gordon, dog et Natteleie og en god Aftensmad!“

„Ja hvad det Sidſte angaager, fan det fee daarligt
nok ud!“ ſagde Landsbypreſten godmodigt, „thi De er
i en fattig Prœſtegaard, og idag er det Faſtedag.“
„Aa bryd Dem ikke om det! Vi Englændere ere

Landsbypræften. 507

forſynlige Folk. Jeg har derude mellem min Bagage
Alt, hvad der behoves.“

„Men jeg forftuaer ikke, hvorfor De forbigaaer
Deres Landsmand Sir Gordon, der jo endnu er ...“

„Oppe paa Slottet! Ja det er netop Ulykken! Jeg
har imorges kjobt hele Godſet og betinget, at det ſkulde
overdrages mig fire og tyve Timer efter Kjobet — det
ſtaaer der udtrykkelig i Contrakten, der er affattet af en
Notar og underſkreben af to Vidner. Jeg har udbetalt
ham hele Kjobeſummen, to hundrede tuſinde Francs, og
da jeg kommer for at tage min Eiendom i Beſiddelſe,
behagede det Sir Gordon at ſlaae Porten i for Næfen
af mig under Paaſkud af, at de fire og tyve Timer
endnu ikke vare forlobne! Hois jeg ikke havde fundet
Gjeſtevenſkab hos Dem, kunde jeg kommet til at ligge
paa Landeveien.“

„Det er altſaa Dem, der fra imorgen af er den
lykkelige Beſidder af Slottet Montils?“ ſpurgte Praſten.

„Ja for Pokker og jeg er det allerede nu. Jeg
har nemlig betalt det contant, og man maa være faa lidt
Gentleman ſom Sir Gordon for at bære fig ſaaledes ad!
Naa, Hovedſagen er, at her er Huusly til mine Folk,
og at jeg har Udſigt til at fane mig en god Souper,
ſom jeg haaber, at De vil dele med mig. Jeg har da
ikke Lyſt til at dee af Sult, Dagen for jeg kal tiltræde
en af de ſmukkeſte Beſiddelſer paa hele Egnen.”

Paa et Tegn af Englænderen havde hans Tjenere
imidlertid fat en appetitlig Poſtei, koldt Fuglevildt og

508 Landsbypræften.

nogle Flaffer Bordeauxviin frem paa Præfteng tarvelige
Spiſebord.

„De feer, min Kjere,“ vedblev Englænderen, idet
han pegede paa denne improviſerede Anretning, „at jeg
holder mig Skriftens Ord efterrettelig, at Menneſket
lever ikke af Brod alene.“

Abbé Andreau var hyoerken intolerant eller fanatiſk.
Han lod derfor, ſom om han ikke horte Citaten, og be—
merkede blot: „Deres Religion paalægger Dem ſagtens
ikke at overholde Faſten, ſom vi Katholiker ikke ter
overtrede! Det er idag Loverdag!“

„Ja og det er Sondag imorgen. Jeg veed det,
og jeg kjender alle disſe Skrupler. Bliv blot til imor⸗
gen, faa ſkal De fee, hvor ftrengt! jeg ſelv ſom anglikanſk
Preſt ſkal overholde Sondagens Forſkrifter.“

„Praſt, ſiger De? De er Bræftr"

„Ja en ydmyg Aſpirant til det forſte Biſpedomme,
der bliver vakant i den anglikanſke Kirke. Vi ere alt⸗
faa Colleger, og allerede af den Grund ſkylder De at
viſe mig Gjeſtfrihed.“

Han gav fig med disſe Ord iferd med Troffel⸗
poſteien fra Mans, ſom ſyntes at forfvinde under hans
Tænder, Den fkikkelige Abbé Andreau ſyntes, at det
var Synd at forſtyrre ham i en ſaa vigtig Forretning,
og taug; men det ſyntes ikke at behage Englænderen,
thi han vendte ſig pludſelig om til ham.

„Jeg er vis pan, min kjere Collega, at jeg veed,
hvad De tenker paa i dette ODieblik. Tilſtaa det kun,

Landsbypreſten. 509

thi en Smule rlighed kan aldrig ſkade. Jeg vedder
paa, at ikke blot den unge Dame der med de ſmukke Sine,
men at De ſelv, Hr. Paſtor, i dette Sieblik ſporger Dem
om, hvorledes det kan gage til, at en Preſt i den angli-
kanſke Kirke kjober fig et Gods i Tourain?“

„Det er ganffe viſt,“ ſparede Abbé Andreau i en
alvorlig Tone, „at det ſtaager ikke faa lidt i Strid med
den katholſke Kirkes Forſkrifter, og jeg har ondt ved at
forklare mig ...“

„Jeg vidſte jo, at det var det, De tenkte paa!“
raabte Englænderen lende; „J Tjenere af den hellige
romerſke Kirke pleie jo at forundre Jer over Alting.
Vi have ikke ner ſaamange Skrupler, og man forlan⸗
ger heller ikke af os, at vi ſkulle leve ſom Eremiter.
Vi bruge vore ſtore Indtegter til at gjore os Livet be⸗
hageligt og overlade det til de underordnede Geiſtlige
at ſorge for Menighedernes aandelige Tarv, paa ſamme
Tid ſom vi ſorge for, at de ikke doe af Sult, medens
vi fortere Indkomſterne af vore rige Prœbender.“

„Men, kjere Collega, er det doe ee med
Loven og Evangeliet?“

„Det veed jeg ikke,“ ſparede han, idet han med
Velbehag ſkjenkede fig et Glas Portviin, „men det kan
jeg forſitkre Dem, at det er overeensſtemmende med Skik
og Brug. Saaledes gjore vi Alle fra Fader til Son
i vort berømmelige Gammelengland, og De maa ikke
troe om mig, at jeg er en Undtagelſe fra Reglen.“

510 Landsbypreſten.

„Jeg forundrer mig kun over, at Deres Biſkopper
taale det.“

„De har baaret ſig ad ſom vi Andre, dengang de
vare unge. Naar jeg bliver gammel og fager Stav og
Mitra, ffal jeg beſtrebe mig for at blive ligeſaa tole⸗
rant ſom de!“

„Men de Stakler, ſom De ffulde belære og
underviſe?“

„De har jo vore Vikarer, og dem mage de hjælpe
ſig med!“

„De troer altſaa, at De har Lov til at reiſe Ver⸗
den rundt pan Deres Kirkes Bekoſtning?“

„Ja hvorfor troer De ellers, at jeg har valgt at
blive Geiſtlig? J England er der flere Veie, der ſtaae
aabne for de yngre Sonner af Adelen. Den eldſte har,
naar han er tyve Aar, Ret til at lade fig vælge af en
eller anden Flakke og tage Sade i Underhuſet, indtil
hans Tid kommer, og han kan faae Plads imellem Lor⸗
derne. De yngre ſoge hen til Marinen, Armeen eller
Kirken. Marinen har ſine Übehageligheder, Armeen ſine
Farer — jeg har derfor valgt Kirken ſom den ſikkreſte
Vei. Jeg er bleven Geiſtlig, fordi min Fader, Lord
Santon, der ſtod fig godt med Cabinettet, kunde fkaffe
mig et indbringende Kald. Da det var ſkeet, ſlog han
om og gik over til Oppoſitionen. Der bliver han, ind⸗
til der en Dag tilbyder ſig et rigt Epiſkopat og et
endnu rigere Giftermaal. Indtil det ſkeer, bruger jeg
mine Indtægter faa godt, ſom jeg formaaer. Jeg har

Landsbypræften. 511

gjennemreiſt Tydſkland, Italien og Frankrig, og friſtet
af den ſmukke Egn her, har jeg befluttet at opflaae mit
Telt paa dette Thabor.“

Han fortalte nu vidtleftig om ſine Reiſer og Even⸗
tyr. „Nu trænger jeg til Hvile,” fluttede han, „og jeg
føler, det er paa Tide, at jeg gjor en Ende paa min
Ungdoms Roman. Jeg glader mig derfor over, at jeg
er kommen til Ro her og takker Tilfældet, der giver
mig Leilighed til at udbringe en Toaſt for den franſke
Gjeſtfrihed og for den Skjonhed og Elſkverdighed, ſom
kan findes i en Preſtegaard i Touraine. — Og nu,
min fjære Vert,“ foiede han til, efterat han havde druk⸗
ket ſit Glas ud, „nu, da vi kjende hinanden tilbunds,
kan De for Eftertiden gjere Regning paa min Erkjendt⸗
lighed og Hengivenhed — baade De og det ſmukke
Barn der, ſom under hele vor Samtale ikke en eneſte
Gang har ſeet op fra ſit Arbeide.“

„Det er min Soſter,“ ſagde Landsbypreſten.

„Det tænkte jeg mig!“ ſvarede Engelſkmanden.

Den gode Viin havde fat William Bifeld — ſaa—
ledes hed han — i godt Humeur, og det ene luyſtige
Indfald afløfte det andet. Landsbypraſten, der ikke var
vant til at høre dette Sprog og frygtede for, at hans

Soſter kunde komme til at høre meer, end hun ſkjottede É

om, reiſte ſig.
„Det er paatide at gage tilſengs, Mr. Bifeld.“
ſagde han, „og Deres Seng er redt. Jeg onſker, at De

——— — — em 1

r

512 Landsbypræften.

maa tilbringe en god Nat i den fattige Vræjtegaard og
ikke altfor meget favne Deres Slot.“

Dagen efter holdt William Bifeld fit Indtog oppe
paa Slottet. Sir Gordon havde ſom en akkurat Mand
forladt det pan Klokkeſlettet. Den nye Godseier kunde
være en fem og tredive Aar eller noget ældre. Under
et tilſyneladende roligt Ydre ſkjulte han et heftigt og
lidenſkabeligt Gemyt. Han var ſtolt, hovmodig og for—
ſtod udmærket at ſkjule, hvad der egentlig boede i ham.
Det eneſte Udbytte, hans Reiſer havde bragt ham, var
en blaſeret Ligegyldighed for Alting, der hos Englen⸗
derne tidt gaaer over til at blive en virkelig Sygdom.

Aldrig ſaaſnart havde han opflaaet fin Bolig paa
Slottet, fer han med Lidenſkab kaſtede fig over Ager:
brug og Havecultur, ſom han tidligere aldrig havde
verdiget en Tanke. J hele Omegnen fandtes der kun
fattige Fiſkere og Markarbeidere. Han var altſaa hen⸗
viiſt til Abbé Andreau, hvis han vilde have Selffab,
og den ſkikkelige Landsbypreſt, der var vant til at leve
i fit Studerekammer, naar ikke hans Sogneborn trængte
til ham, ſaae fnart fin rige Collega ſom en daglig
Gjeſt i fit Huus. Maaſkee var det netop deres forſkjel⸗
lige, neſten modſatte Charakterer, der bragte dem til at
ſynes godt om hinandens Selſkab, thi de bleve ſnart
uundværlige for hinanden. Marie glædede fig i fin
Uſkyldighed over det Liv, der var kommet i Praſte⸗
gaarden, og Abbs Andreau var lykkelig, naar hans Ven
— hvad der ikke ſkete faa ſjelden — ſtillede ſmaa Sum⸗

1

Landsbypreſten. 513

mer til hans Raadighed, ſom han kunde uddele blandt
ſine Fattige. 2

Saaledes forløb flere Maaneder, uden at der ko
ſaameget ſom en Sky pan Himlen. Ved Efteraarets
Komme indſaage Abbé Andreau endelig, at nu var Sie⸗
blikket kommet, da der maatte handles. En Dag kaldte
han ſin Soſter til ſig og ſogde: „Jeg har uden dit
Bidende gjort adſkillige Forſog og banket paa flere
Steder, for at ſikkre din Fremtid. Endelig har jeg
opnaaet en Anſattelſe for Dig ſom Lererinde i den
bedſte Underviisningsanſtalt i Tours, og det beroer nu
kun paa Dig, om Du vil modtage denne Poſt eller ikke.“

Forbauſet over denne pludſelige Beſlutning, ſom
Broderen havde taget uden at ſige hende et Ord, vendte
Marie fig om til ham og greb hans Haand uden at ſpare.

„Ja, det er et ſtort Offer, jeg paalcgger mig ſelv,“
vedblev han, „men jeg indſeer, det er nødvendigt, Hvis
jeg ſkulde blive kaldt bort fra denne Jord, vilde Du
ſtage alene i Verden uden nogen Stutte, uden nogen
Beſkytter. Det er disſe Betragtninger, der have beſtemt
mig til at tage en Beſlutning, thi jeg indſeer, at det
er nødvendigt, at vi mage ſkilles.“

„Du har Ret, kjoere Broder, og jeg takker Dig,“
ſagde Marie. „Jeg er beredt til at tage bort, naar
Du forlanger det.“

„Det er godt, mit Barn! det er, ſom det fkal
være, Vi ere fattige begge To og mage arbeide. Det

90

— —

514 Landsbypraeſten.

glæder mig, at Du faa roligt finder Dig i hoad der
ikke kan være anderledes.“

Den unge Pige havde Taarer i Oinene. Bifeld
var tilſtede og herte med tilſyneladende Ligegyldighed
pan hvad der blev ſagt. For at holde fit Mod oppe
gik Landsbypreſten ben til ham og ſagde: „Har jeg
ikke Ret? Har jeg ikke handlet baade klogt og betenk⸗
ſomt?“

William Bifeld indſaae ſtrax, hvad der var at
ſvare herpaa. „Ja, min Ven,“ ſagde han, „jeg er
ganſke af Deres Mening. Naar Lykken ikke har be⸗
gunſtiget os, maae vi arbeide, og hvig jeg fkulde give
Dem et Raad, maatte det gage ud paa det Samme.
Det vil ogſaa gjore mig ondt at ſkilles fra Froken Marie,
hois Selſkab fan ofte har glædet og opmuntret mig;
men jeg indſeer ligeſom De, at det er nodvendigt, og
tor ikke beklage mig.“

Den unge Pige ffjælvede. „Naar vil Du, at jeg
ſkal reiſe?“ ſpurgte hun Broderen.

„Imorgen, Marie, hois Du ikke har noget imod det.“

„Godt, faa bliver det ved imorgen!"

Hun vendte fig om og græd. Broderen ſaae be⸗
drovet og nedflaaet ud.

„De trænge begge To,“ ſagde Englænderen, „til
at være ene og uforſtyrrede. Jeg vil derfor forlade
Dem et Par Timers Tid, men kommer igjen i Aften
for at ſige Froeken Marie Farvel.”

Ud paa Eftermiddagen var der en Syg i Sognet,

Landsbypræften. 515

fom trængte til Kirkens Hjælp, og Abbé Andreau blev
faldet til ham. Da William Bifeld kom igjen, var
den unge Pige alene.

„Er De nu bleven roligere, Marie?“ ſpurgte han
i en deeltagende Tone. „Indſeer De, huad det er for
et uhyre Offer, Deres fortræffelige Broder er mødt til
at bringe?“

„Ja,“ ſparede hun, „jeg forſtager, at det man gaae
ham til Hjertet, og det er netop det, der bedrover mig
meſt. Min Broder har vant ſig til min Omgang, og
De veed ſelv, hvormeget han trænger til at rives bort
fra fine Bøger.”

„Men hvorfor tenker han ikke paa fin egen Frem⸗
tid? Han er baade lord og fkarpſindig og maa jo ſom
Geiſtlig kunne gjøre en ganſke anden Carriére.”

„Min Broder vil aldrig være at formaae til Sligt.
Han elſter ſin Landsby, ſine Fattige og ſine Sognefolk,
og naar han har deres Agtelſe og Kjærlighed, attraaer
han ikke Andet.“

„Det er beklageligt, thi paa den Maade maa hans
Lod jo altid blive den ſamme. Hvis jeg ikke frygtede
for at fornerme ham, vilde jeg bede ham modtage et
ſvagt Beviis paa min Hengivenhed baade for ham og
for Dem.“

„Hvad mener De?“ ſpurgte den unge Pige og blev
blusſende rod. i i

„Ja jeg veed ikke felv, hvorledes jeg ffal udtrykke
mig tydeligere. De have det Uheld at „

. 3 *

516 Landsbypreſten.

uformuende. Nu vel, hvis en Mand, der har ſtor Ag—
telſe og Hengivenhed for Dem Begge, nu kom og ſagde
til Dem: Marie, jeg har meer af denne Verdens Goder,
end jeg behøver for mig ſelv. Vil De i Deres Broders
og i Deres eget. Navn modtage en Deel deraf? Hvad
vilde De faa ſpvare?“

„O,“ raabte den unge Pige, idet hun braſt i
Grand, „jeg vilde være denne Wand taknemmelig, ſaa—
længe jeg lever. Jeg vilde elſke ham ſom en Velgjorer,
en Fader.“ :

„En Belgjører og Fader!“ gjentog William Bi⸗
feld, idet han gik hen til hende. „Ja, det vil jeg være
Dem, men hvorfor vil De ikke tillade mig at være Dem
noget endnu mere end dette?”

Marie foer 1ilbage. Bifeld var bevæget og greb
hendes Haand. med et lidenſkabeligt Udtryk. „Te har
forſtaaet mig, fjære Marie!“ udbrød han; „De veed,
at jeg elffer Dem!“

„De elſker mig!“ raabte hun. „Men, hvad De
der ſiger er jo umuligt!“

„Umuligt? og hvorfor?”

„Fordi jeg er fattig, og De er rig.“

„Hvad gjør det? den Kloft vil min Kjærlighed
udfylde.” ;

„Og vi have en forffjelig Religion! ... Nei der
er en Afgrund mellem os To!“ £

„Men naar jeg nu flet ikke endſer denne Afgrund,

Landsbypræften. | 517

naar jeg er vis paa, at jeg kan fætte over den, vilde
De da vredes paa mig?“

„Hvor kan De troe det?“ ag be Marie og ſaae
paa ham forbauſet.

„Naar De fane, hyilke Offre jeg er iſtand til at
bringe, vilde De maaſkee endogſaa friſtes til at elffe
mig lidt for min egen Skyld? J al Fald turde jeg vel
haabe, at min oprigtige og opoffrende Kjorlighed lidt
efter lidt vilde bane mig Vei til Deres Hjerte.“

Marie blev bleg og rakte ham begge fine Hænder.
„Hvorledes? De elffer mig — De elffer mig virkelig?“
ſtammede hun. 5

„Ja af mit fulde Hjerte. Men hvad vil Deres
Broder ſige?“

„Han er god, og han vil give fit Samtpkke.“

„Men han maa tage visſe Henſyn, og det maa
jeg ogſaa. Der vil være endeel Vanſkeligheder at over⸗
vinde fra begge Gider — jeg vil endogſaa blive nodt
til i den Anledning at gjøre en Reiſe til London —
men jeg lover Dem, at jeg ffal beſeire enhver Mod
ſtand — kun anſeer jeg det for rigtigſt, at vi foreløbigt
ſtjule vor Kjærlighed for Alle.“

„Det vil blive meget vanſkeligt.“

„Men det maa ſkee! Folg mit Raad i Alting og
hav Tillid til mig — faa borger jeg for Fremtiden,”

„Men imorgen .... jeg ſkulde jo tage herfra
imorgen!“

„Det er umuligt!“

— —

'
|
'

NS Landsbypreſten.

„Hvad ffal jeg da ſige til min Broder?“

„Grœed, mit Barn, græd!" ſagde William Bifeld
ſmilende. „Det er et Sprog, ſom altid gaaer af med
Seiren! Gred blot, naar Deres Broder kommer hjem
— ſaa paatager jeg mig Reſten.“

„Men han er fan god, og jeg forer ham jo bag
Lyſet.“

„Ja viſt, men det er nu engang ſaaledes, at det
er ad Vildfarelſernes Vei at vi blive lykſalige. Deres
Broder vil jo i Tiden takke os derfor! Farvel, Marie,“
foiede han til og trykkede et erbodigt Kys paa hendes
Hænder, „farvel og gjør, ſom jeg har ſagt. Naar De
har gjort det forſte Skridt, kommer jeg og gjør det
andet.“ "

Da den fkikkelige Landsbypræft kom tilbage, fandt
han Marie badet i Taarer, og Synet af hendes Sorg
bringer hans egen til at vaagne med fornyet Styrke.
J dette Sieblik træder William Bifeld ind ad Doren.
Han er fuldkommen rolig, giver Preſten ligeſaa koldt
Haanden, ſom han pleier, og fætter fig paa fin fædvan=
lige Plads. Han lader, ſom om han flet ikke lægger
Marke til de to Sodſkendes Bevagelſe, og ſiger:

„Naa, det er altſaa imorgen, at vi ſkulle ſige Farvel?”

„Det troede vi for lidt ſiden,“ ſvarede Abbé An—
dreau; „men det lader til, at der bliver Intet af.“

„Hvad behager?“ udbrød William Bifeld med
fremkunſtlet Forundring.

„Ja, det undrer Dem nok,“ vedblev Landsby⸗

Landsbypræften. 519

præften, „og det kan jeg ikke fortænfe Dem i. Imor⸗
ges var min Soeſter rede til at reiſe bort, iaften lader
det til, at hun har forandret fin Beflutning, og at hun
bliver.“

„Det er gruſomt, at Du kan tale ſaaledes!“ uds
brød Marie hulkende. „Jeg havde ikke troet, at man
vilde ftøde mig ud af min Broders Huus, efterat man

- havde modtaget mig der faa kjarligt.“

„Stode Dig ud, ſiger Du?“ raabte Broderen og
blev bleg ſom et Lig. „Det var et ſtygt Ord, og det
har jeg ikke fortjent! Fra dette Sieblik er der ikke
mere Tale om at tage bort, og nu er det mig, der ſet⸗
ter mig imod det.“

Näappe havde han ſagt disſe Ord, før den unge
Pige allerede laa i hans Arme og med de emmeſte og
varmeſte Udtryk takkede ham for al hans broderlige
Kjærlighed. William Bifeld, der havde lagt Traadene
tilrette, betragtede denne Scene, ſom han ſelv havde
arrangeret, med den fuldſtendigſte Ligegyldighed. Lidt
efter gik han hen til Preſten.

„Naa, det lader til, at Mademoiſelle Marie nu bli⸗
ver hos os!“ ſagde han. „Det glæder mig virkelig, thi
jeg troer, at baade hun og De vilde bragt et Offer,
der overſteg deres Kræfter. Nu, da Skyen er trukket
forbi, fan lad os igjen ſnakke ſammen ſom gamle Ven⸗
ner og overlade Forſynet at ſerge for vor Fremtid.”

Det var jo det Klogeſte, man kunde gjore. Pre⸗
ſten, der var lykkelig over, at Sagen havde faaet dette

(
i
É
|

520 Landsbypræften.

Udfald, var langt mere munter og overgiven end fæd-
vanlig. William var rolig ſom altid; men Marie
var taus og indeſluttet hele Aftenen. Det, mente den
ſkilkelige Preſt, maatte jo tilregnes ham, fordi han havde
været ſaa haard imod hende.

Flere Dage forløb nu, og Bræften havde igjen med
fornyet Lyſt taget fat paa ſine tidligere Sysler. Han
var endnu mere hjelpſom, mild og godgjorende end
ſedvanlig, og naar man talte til ham derom, ſparede
han blot: „Er det ikke i fin Orden? Skal ikke Hjor⸗
den ogſaa have Lov til at glæde fig, naar Hyrden er
glad?“ Den Eneſte, der var forandret, og ſom ikke
kunde ſkjule den Forandring, der var foregaget med
hende, var Marie. Hun var ikke mere det glade, over⸗
givne Barn, hun tidligere havde været, — man kunde
merke, at hun bar paa en Hemmelighed, og at denne
Hemmelighed var Kilden baade til hendes Sorger og
Gleder.

William Bifeld havde faaet en Magt over hende,
ſom hun ikke kunde forklare ſig ſelv. Hun ſyntes at
rette fig efter hans Villie, hans Ord og hans OSiekaſt,
og det paa en ſaadan Maade, at enhoer Anden end den
ſkikkelige Landsbypreſt, der kun kjendte til Lidenſkaberne
af Bøger, maatte have bemærket det.

To Maaneder ere nu forløbne, i hyvilke Maries
Kjærlighed er voxet baade ved den Tvang og de Offre,
hun har været nødt til at paalegge fig, og ved det
hemmelighedsfulde Sler, hvormed hun har maattet ffjule

Landsbypreſten. 521

fin Lidenſkab. Bifeld havde i al denne Tid været om
og erbodig mod hende. Vinteren var i Anmarche, Livet
i Preſtegaarden blev med hver Dag mere fortroligt, og
Bifeld var nu en daglig Gjaſt, hvis Nærværelfe var
ganſke nodvendig, for at Preſten og Marie kunde fole fig
lykkelige og tilfredſe. En Dag blev ben ſkikkelige Abbé
pludſelig faldet til Tours i et Embedsanliggende, der
vilde holde ham flere. Dage borte fra Praſtegaarden.
Han reiſte og overlod ſin Soſter til William Bifelds
Beſkyttelſe.

Da denne kom henad Aften, fane Marie ſtrax, at
der maatte være Noget i Veien. Der var noget jaa
Forſtyrret i hans Veſſen, en ſaadan feberagtig Heftighed
i Alt, hvad han ſagde og gjorde, at hun ikke kunde
tilbageholde det Sporgsmaal:

„Men hvorledes har De det? Hvad fattes Dem
dog iaften?“

„Om tre Dage maa jeg tage til London,“ ſvarede
han i en kort Tone.

Hun udſtodte et Skrig. Han vedblev:

„Min Familie har under min lange Fraverelſe,

føgt at bringe et Parti iſtand for mig, hvoraf" hele min
Fremtid er afhængig.”
„Og De vil virkelig forlade mig?“
„Hor kan De troe det?“ '
„Men De vender dog tilbage. til England?“
„Ja, for at komme igjen.”
„Og dette Parti, ſom De taler om?“

— ——

522 Landsbypræjten.

„Ja dette Parti, det maae vi tænke over, hvorledes
vi kunne forpurre.“

Marie ſtettede tankefuld Haanden til Banden. Han
greb Haanden og bedekkede den med Kys. „De ſoger
forgjeves efter en Udvei?“ ſagde han til hende.

„Ja,“ hviſkede Marie, „forgjæves!“

„Saa har jeg en, og den ffal fore til Maalet.“

„Hoilken, William? Hvis jeg uden at vanære mig
kan gage ind paa den, faa ver vis paa ...“

„Vancre Dem? Hvor kan De troe det! Nei ver
De fuldkommen rolig! Jeg vil blot vide, om De elſker
mig uden alle Henſyn, om De for min Skyld vil trodſe
blot een af disſe tuſinde Farer, ſom jeg for Deres Skyld
vilde udſette mig for. Siig mig da for Guds Aaſyn,
om De vil vove Noget for at tilhere mig? Jeg vil
da reiſe bort med mindre Bekymring.“

„Kjender De mig da ikke? Har jeg ikke allerede
jagt Dem. ..“

William Bifeld laa for hendes Fødder og om⸗
ſlyngede hendes Kn med fine Arme. „Det er nok,
Marie!“ raabte han med et Udbrud af Lidenſkab. „Du
elſter mig, ſaaledes ſom jeg vil være elſket. Lad os da
være lykkelige, thi nu har jeg Alt, hund jeg har ventet
mig af Fremtiden!“ i

Han tog hende næften med Magt i fine Arme og
kysſede hende heftigt.

Da Maria kom til fig ſelv, græd hun bitterlig.

Landsbypræften. 523

„De har gjort mig ulykkelig,“ hulkede hun. „For mig
er der ikke Andet tilbage end at doe.“

„Nei, jeg har frelſt Dig, Marie, og tilkempet mig
en Lutte, ſom ikke engang Himlen kan frarove mig.
Hvad enten jeg bliver, eller jeg reiſer, fan tilhorer Du
mig, og jeg er din for beſtandig. Det er en Pagt
imellem to Sjæle, ſom Kirken ſnart ffal paatrykke fit
Indſegl.“

Marie jane paa ham med fine ſmukke og milde
Oine, og i en Tone, hvori der var mere Kjærlighed
end Brede, hviſkede hun til ham: „Mener De ogſaa,
hvad De der ſiger?“

„Kan Du tvivle, Marie? har jeg ikke bundet mig
til Dig for hele Livet?“

„Saa tilgiver jeg Dem, og vil ſtjule min Skam.
Ikke engang min Broder ffal fane at vide, hvad jeg
vil bebreide mig beſtandig. Men ſperg mig til, at De
vil komme tilbage! Gværg mig til, at De ikke vil mis⸗
bruge min Tillid!“

„Det ſperger jeg Dig til for Gud, ſom hører og
feer os. Jeg ſperger, at jeg vil agte Dig ligeſaa heit,
ſom jeg elffer Dig, og at jeg inden en Maaned vil
være her tilbage, thi en længere Fraverelſe vilde jeg
ikke kunne udholde. "Marie, troer Du mig? Hav Til⸗
lid til mit Ord.”

„Ja, William, beſtandig!“

Kort efter kom Landsbypraſten tilbage. J hans
Sine var der Intet forandret, Alt var ved det Gamle.

*

524 Landsbybræften.

Marie faae glad ud, og Bifeld rolig ſom fædvanlig.
Han meddelte Preſten, at han nu maatte reiſe.

„Ja ſaaledes er Livet,” ſagde Abbé Andreau phi⸗
loſophiſk. Den Ene kommer, og den Anden gaaer. Det
er altid den ſamme Jakobsſtige, ſom vi mage op og
nedad. De reiſer, kjare Ven! Gid vi da ikke altfor
længe mage vente pan Dem, thi uden Dem vil Preſte—
gaarden forekomme os en Orken.“

Bifeld fane hen til den unge Pige. „Jeg efter—
lader her,“ ſagde han, „det, der er mig kjareſt i hele
Verden. Det er Lykken, min Ven, Lykken, ſom jeg længe
forgjaves har ſogt efter i Verdens tomme Adſpredelſer
og Forlyſtelſer. De kan felv begribe, hvormeget jeg
maa lenges efter at komme tilbage til min Skat.“

Marie forſtod godt, hvad han vilde lægge i disſe
Ord, ſom den ſtikkelige Landsbypreſt kun opfattede lige
efter Bogſtaven.

„Ja, ja,“ ſagde han, „ſiden denne Reiſe er nod—
vendig, faa reis, for at De deſto ſnarere kan være
tilbage.“

Dagen efter havde William Bifeld forladt Slottet
Montils. Tet var en Sorgens Dag for Marie, og
naar hun var alene med Broderen, vovede hun ikke en-
gang at ſee ham ind i hans ærlige Dine. Hun fryg⸗
fede for, at han ſkulde nere nogen Mistanke, og hun
ſkjelbede for, at der i hans Ord eller Miner kunde
ligge en Anklage imod hende. Et Brev fra Paris bragte
nogen Ro tilbage i hendes Sind. Der aandede i dette

Landsbypreſten. 525

Brev et faa fandt og oprigtigt Venſkab, en faa uſkrom⸗
tet Hengivenhed, at Landsbypreſten, efter at han med
hei Roſt havde leſt det, ikke kunde lade være at udbryde:

„Jeg havde aldrig troet, at jeg kunde komme til
at elffe en Englaender faa heit, ſom jeg elſter denne
gode William Bifeld.“

Den folgende Søndag var der en ſtor Mængde
Menneſker forſamlet udenfor Kirken. En Poſtchaiſe kom
i det ſamme og kjorte ind ad Gitterporten til Slottet.
Strax efter udbredte der fig det Rygte, at Mr. Bifeld
under fit Ophold i Paris havde ſolgt Slottet Montils,
og at den nye Godseier i dette Sieblik var ankommet.
Abbé Andreau havde lige fat fig tilbords med fin So⸗
ſter, da et Par af hans Sognefolk kom og bragte ham
denne Efterretning.

„Det er en ſkammelig Bagvaſkelſe,“ ſparede han.
„Det er kun et Par Dage ſiden, at Mr. Bifeld har
ſkrevet mig til, og han har ikke talt et Ord om ſaadan

en Handel. Han ſkriver mig tvertimod til, at N meget:

ſnart vil vende tilbage.”

En Fremmed var imidlertid ogfan traabt ind i
Stuen og havde hørt paa det Hele. „Ja det er et Par
Dage ſiden, at De har . faaet det Brev,” fagde han,
„men Mr. Bifeld har ffiftet Tanker ſiden den Tid.
Jeg troer nok, at man har formaget ham til at gifte
ſig i England, og for at foie ſin Familie, der var mis⸗
forneiet med, at han beſtandig levede i Udlandet, beſlut⸗
tede Mr. Bifeld fig til at fælge mig denne Eiendom,

aU—U— ᷣ— seg

526 Landsbypreſten.

ſom jeg længe har havt Lyſt til. Nu tilhører Slottet
Montils mig, og jeg kommer for at bede Dem, Hr.
Paſtor, om at viſe mig det ſamme Venſkab, ſom De
ſkjenkede min Formand.“

ö Marie har hort Alt. Ethvert af den Fremmedes
Ord gjennemborer hendes Sjæl. ſom et Dolkeſtik og
falder tungt paa hendes Sind. Overvaldet af alle de
ſtridende Tanker, der ſtorme ind paa hende, har hun
ondt ved ikke at give fin Smerte Luft i et ſkœrende Skrig;
men hun foler, at det gjelder hendes Wre, og med til⸗
tvungen Fatning, men bleg ſom en Dod, tager hun
Plads ved Bordet ved Siden af den nye Godseier.

Da han omſider gaaer, og der igjen bliver roligt
i Bræftegaarden, gaaer hun ind til fin Broder. Hun
er dsdbleg og har Øinene fulde af Taarer. Hun iler
hen til ham, kaſter fig for hans Fødder og udbryder i
Smerte: „Tilgio mig eller dreb mig, thi jeg har ſyn⸗
det imod Himlen og imod Dig.“

J fin Forſkrakkelſe griber Preſten hendes Haand
og begynder at ſporge:

„Nei, ſporg mig ikke!“ raaber hun fortvivlet.
„Der er hverken Tid til at ſporge eller give Raad!
Seer Du da ikke, at jeg er vancret?“

„Vanceret? Her under mit Tag? Nei, det er ikke
muligt!“

Marie fortæller hulkende hvad der er ſkeet, og under
hendes Fortælling ſidder den ſtakkels Preſt ſom tilintet⸗
gjort. Han, der faa ofte har havt Troſt og Lindring

5 R 7.

Landsbypræften. 527

for Andre, er ſonderknuſt og fan hverken finde Ord til
at troſte fin Soſter eller til at forbande hende. Han
har hverken Kraft eller Villie og kan ikke gjore Andet
end græde i Stilhed.

Langt om lenge griber han Soſterens ſkjelvende
Hænder og trykker hende til fit Bryſt. „Du er meget
at beklage, Soſter,“ ſiger han til hende, „thi det er
min blinde Tillid til denne Usling, der har forledt Dig.
For Guds Oine er jeg mere ſtrafverdig end Du.“

„Nei, nei! anklag ingen Anden end mig, thi jeg
er ene Skyld i min Ulykke.“

Den gode Preſt kunde ikke udholde Synet af hen⸗
des Fortoivlelſe. Han klappede hende grædende paa
Kinden, men han følte i det ſamme, at han havde en
Pligt at opfylde, ſom han ikke kunde ſkyde fra ſig.

„Marie,“ ſagde han, „Sorg og Fortviolelſe have
trængt fig ind i vor fattige Bolig. Jeg har ingen Pet
til at anklage Dig, thi jeg ſeer jo din Anger; men jeg
har en Pligt at opfylde imod Dig, Jeg bor nedkalde
Himlens Straf og de menneſkelige Loves Hevn over din
Forforers Hoved. Fra dette Oieblik er jeg ikke længer
Praſt i Montils — jeg er Broder. Dette Menneſke
tilherer mig, og jeg vil opſoge ham.“

Marie tilbragte en frygtelig Nat. Neſte Morgen

laa der paa Bordet i Dagligſtuen et Brev, der under⸗
rettede hende om, at Broderen ſamme Nat var afreiſt
til England. Han meddelte hende ogſaa, at han for at
bortvende enhver Mistanke vilde lægge Veien over Tours

å *

528 Landsbypræften.

og underrette fine geiſtlige Foreſatte om, at en uopfætte-
lig Forretning tvang ham til paa nogen Tid at gage
til Paris.

Det var en lang og kummerlig Reiſe. Praſten i
Montils havde aldrig tenkt paa at ſpare eller lægge
Penge op. Hans Indtægter vare ſmaa, hans Sogne⸗
folk fattige, og han var vant til at tage Lidt ind og
give Meget ud. Hertil kom, at han ikke turde lade
Marie tilbage uden at ſerge for, at hun ikke fulde
mangle. Alt, hvad han kunde ſkrabe ſammen, deelte han
derfor i to ligeſtore Parter, og uden at tanke paa,
hvilfe Farer og Sayn han udſatte fig for, gav han
fig paa Reiſen ved Daggry. Han gaaer den. hele Vei
paa fin Fod, ſoger Nattely i Preſtegaardene og kommer
til Calais.

Endelig er han i London, dette uhyre London, ſom
han aldrig har feet for. J Paris har man givet ham
et Anbefalingsbrev til et katholſk Hoſpitium, der til⸗
horer Soſtrene af St. Vincent de Paul, og det ſoger
han hen til. Det er et fattigt lille Huus, hvori der
opholder ſig tre gamle Fruentimmer, ſom Revolutionen
her har bragt til at glemme deres Fædreland; men de
have været ſande Engle for deres emigrerede Landsmænd
og for Fangerne pan de engelſke Pontoner, og deres
Navne velſignes i hele det fattige Kvarteer af Mang⸗
foldige, ſom de have gjort vel imod uden Henſyn til
deres Nationalitet eller Troesbekjendelſe.

De modtoge Abbé Andreau paa det kjerligſte, og

Landsbupreſten. 529

allerede Dagen efter ſogte han hen til Lord Saintons
Palais. Det var en ny Skuffelſe. Lord Sainton, Wil⸗
liam Bifelds Fader, tilbragte Vinteren paa fit Gods i
Northumberland — og den gode Preſt maa igjen begive
fig pan Reiſen.

Langt om længe ftaaer han nu udenfor et af disſe
prægtige gamle Slotte fra Henrik den Ottendes Tid,
hvoraf der her findes flere. Han henvender fig til en
guldſkrammereret Lakai og ſporger efter Lord Sainton.

„Hs. Herlighed,“ ſoarer Lakaien, „kommer om et
Sieblik igjennem denne Gaard. Hvis han lægger Merke
til Dem, kan De tiltale ham. Vent ſaalenge!“

Preſten venter over en Time i Kulde og Taage.
Endelig kommer Lord Sainton med et heelt Felge af
Jægere omkring fig. Det er en kraftig gammel Mand
med en ſterk Legemsbygning og et overmodigt Phyſio⸗
nomi. Han er en af disſe engelſke Adelsmend, ſom
naar de trave igjennem deres Skove med Jagtpidſken i
Haanden og en Meute omkring ſig, troe ſig ligeſaa gode

ſom Vorherre jelv — eller dog neſten. Han talte i
en heiroſtet Tone om Jagt og Politik med fine Om⸗
givelſer.

Ved Synet af dette larmende Selſkab begynder
Praſten at vakle og tabe Modet. Han er dog glad
over, at han ikke ſeer William Bifeld i dette Selſkab.
J det ſamme pasſerer Lorden forbi og feer paa ham
med et haanligt Blik. „Hoem er det,“ ſiger han, „der

har vovet at trænge fig herind?“
54

530 Landsbypreſten.

Abbé Andreau nærmer fig frygiſomt. „Jeg kom⸗
mer fra Frankrig,“ ſtammede han, „i et vigtigt Anlig⸗
gende, der angaager William Bifeld.“

„Min Son er ikke her. Han hav travlt med fit
foreſtaaende Bryllup.“

„Tor jeg da i hans Fraverelſe udbede mig en
Samtale med Dem, Mylord, for at forklare Dem,
hvorfor jeg har forladt min Preſtegaard, og er kom—
men hid.“

„De er katholſk Preſt? J Gammelengland har
vi, til Trods for O'Connell, ikke meget tilovers for
Papiſterne. Jeg har nu Forretninger, men naar jeg har
ſorget for mine Hunde, ffal jeg være til Deres Tjeneſte,
ſkjondt jeg ikke ſkjostter meget om at blande mig i min
Sons Anliggender.“

Lord Sainton gaaer videre uden at hilſe. Et Kvar⸗
teerstid efter kommer en Tjener for at afhente Abbé
Andreau, der var bleven ſtagende ubevægelig paa den
ſamme Plet. Han bliver fort gjennem en Rakke pragt⸗
fulde Verelſer til Lord Saintons Cabinet.

„De onſker at tale med mig,“ ſagde denne i en
hovmodig Tone. „Hvad kan jeg gjere for Dem.“

„Mylord,“ fvarer Abbéen, der endnu er blændet af
al denne Luxus. „Det er til Dem ſom Fader, at jeg
i dette Oieblik betroer mig. Jeg har en eneſte Soſter,
ſom jeg elſker over Alt i Verden. William Bifeld blev
Eier af Godſet Montils; han kom til mig ſom en Ven,
en Collega, og jeg ſtolede blindt paa hans Retſkaffen⸗

Landsbypreſten. 531

hed. Men jeg har maattet bøde. haardt for min God⸗
troenhed. Deres Son har bedraget min Soſter og
misbrugt hendes Uerfarenhed.“

„Ja, han er iſtand til meget mere end det, den
Krabat!“ raabte Lord Sainton leende.

„Men han har bedraget hende under de helligſte
Lofter og Eder.“

„Deri har han havt Uret,” vedblev Lorden i den
ſamme ſpottende Tone, „ſtor Uret. For at gjere ſig
elffet af Damerne har Familien Sainton aldrig behovet
at tage ſin Tilflugt til disſe Midler, ſom Skik og Brug
giver en Slags Hjemmel, men ſom jeg — i min Egen⸗
ſkab af Familiens Hoved — maa fordomme."

„Mylord,“ vedbliver Abbsen med ſtorre Faſthed,
„jeg gjentager for Dem, at Deres Son har kranket
Gjeſtevenſkabets hellige Love, og at han har forfort et
ſtakkels Barn ved fine Eder og Løfter. De er Familie—
fader og kan ikke tie ſtille til en Opferſel, der engang i
Tiden kan bringe Sorg og Forbandelſe over Deres
hvide Haar?“

„Hvis De er kommen herover for at pradike for
mig, faa beklager jeg Dem, Hr. Paſtor; thi jeg er en
Englender af den gamle Skole, og jeg holder ikke af
andre Predikanter end vore egne.”

„Jeg troer dog, Mylord, at det Sprog, jeg taler,
» maa forſtages af Alle. Jeg kommer hverken for at præ⸗
dike eller omvende, men det er en Broder, der klager

34 *

Der ro en

532 Landsbypreſſten.

ſin Sorg for Dem, en Chriſten, der beder Dem om at
være billig og retfærdig.”

„Retferdig? hvad forſtaaer De derved?“

„Mr. Bifeld er Bræft, men hans Lands Love
tillade ham at gifte ſig.“

„Og De troer virkelig, at min Son kan give ſit
Navn til en Perſon, font Ingen kjender, og at jeg, Lord
Sainton, Pair af Storbrittanien, ſkulde ſamtykke i en
faa latterlig Forbindelſe! Min Son gifter fig i disſe
Dage med en Datter af Biſkoppen af Exeter, og det er
den hoicrverdige Herres Tanke om fort Tid at trakke
fig tilbage fra fin høie geiſtlige Verdighed til Fordeel
for fin Spigerſon. Jeg har faaet det arrangeret ſaa⸗
ledes for at ſikkre min Son den Stilling i Verden, der
tilkommer hans Navn og hans Rang.“

„De er en meget forſynlig Mand, Mylord,“ ſagde
Praſten fra Montils, hvem Blodet begyndte at ſtige
til Hovedet, „og hois Deres Son ikke havde forført min
Soſter, ſkulde jeg ikke have det mindſte at indvende imod
Deres Arrangement. Men nu ſporger jeg Dem endnu
engang, om De virkelig vil negte et ulykkeligt ungt
Barn den Retferdighed, hun burde kunne finde hos
Dem baade ſom Fader og Mand af Were.“

„De er forrykt!“

„Forrykt, fordi jeg appellerer til Deres Wre!“
raabte Preſten ude af fig felv. „Mit Kald forbyder -
mig at tage mig felv tilrette, og dog føler jeg i dette

Landsbypræften. 533

Dieblik, at det kun er Deres hvide Haar, der afholder
mig fra at revfe Dem for Deres Uforffammethed.”

Bed disſe Ord gik Lord Sainton raſk hen til Ka—
minen og trak i en Klokkeſtreng. Til den indtredende
Tjener ſagde han med en paafaldende Rolighed:

„John, for den Herre der ud af Porten og giv
Ordre til, at han aldrig kommer her mere. Vi have
nok i vore egne Tiggere og behove ikke at befatte os
med fremmede.“

Den ſtakkels Abbé Andreau gik bort med Sorg og
Fortvivlelſe i Hjertet. Alle hans Anſtrengelſer vare
ſpildte, og der var intet Andet tilbage for ham end at
gjøre et Forſog hos William Bifeld eller vente paa, at
Forſynet vilde bringe ham en uventet Hjælp. Han
vendte bedrøvet og modlos tilbage til London, hvor
man havde forſikkret ham, at William Bifeld opholdt
ſig for Sieblikket.

Han ſad oppe paa ſit lille Kammer i Hoſpitiet
St. Vincent de Paul, da den ene af de tre Soſtre,
der foreſtod det, traadte ind til ham.

„Nogle Dage efter Deres Afreiſe til Northumber—
land,“ ſagde hun til ham, ,,blev en Fremmed bragt
farligt ſaaret herind i Huſet. Han er med hver Dag

bleven ſlettere. Alt lader os formode, at han er Ka-

tholik, thi en af vore Soſtre har i hans Klader fundet
en Roſenkrands. Han kan doe hvert Oieblik — anſeer
De det ikke for rigtigt at bringe ham Kirkens Troſt?“

|

534 Landsbypræften.

Abbé Andreau reiſte fig ſtrax og fulgte med hende;
et Minut efter ſtod han ved den Doendes Seng.

Aldrig ſaaſnart fik denne Sie paa den Geiſtlige,
for han ſogte at reiſe fig op og rekke ham Haanden.
J dette Sieblik glemmer Abbé Andreau fin egen Sorg
og Alt, hvad der knytter fig dertil. Hans hellige Kald
river ham hen: han trøfter og opmuntrer, han indgyder
Haab og Tro, og da han feer, at de ophøjede Sand—
heder ogſaa her gjøre deres Virkning, udbryder han:
„„Hvis Du kan, min Son, faa ffrift nu for mig ſom
Herrens Tjener, hvad der tynger paa dit Hjerte; thi det
Oieblik, da Du ffal fremtræde for hans Domſtol, er nær.”

Aldrig faafnart har den Døende med en fvag og
zittrende Stemme betroet fin Sjæls Hemmeligheder til
Preſten, før han øienfynlig gjer Bold paa fig ſelv for
i-fin ſidſte Stund at ſamle fine Tanker. Det lykkes
ham, og han hviffer nu med en Stemme, der beſtandig
bliver ſoagere: „Det er ikke længer til Preſten, jeg
henvender mig, det er til Menneſket. Den Hemme—
lighed, jeg vil betroe Dem, tor ikke begraves i Skrifte⸗
ſtolen. Jeg er kommen her til London, for at nedkalde
Lovens Straf over en Forbryder, men han er kommen
mig i Forkjobet, og det er ham, der har myrdet mig.
Gud har ſendt mig Dem, for at hans Misgjerninger
ikke ſkulle blive uſtraffede. Disſe Papirer ville ſige Dem
Alt, hvad De behøver at vide, og hvad De har at gjøre
fremdeles.“ .

Den Doende rakte med ryſtende Haand Præften en

Landsbypreſten. 535

Brevtaſke. Denne Anſtrengelſe havde udtomt hans ſidſte
Kraft, og faa Minuter efter var han ikke mere.

Preſten fra Montels tilbragte hele Natten ved den
Dødes Leie. Da han havde bedt for hans Sjælg
Frelſe, kom han til at tenke paa det Hverv, der var
overdraget ham af den Døde. Han aabnede Brevtaſken
og gav fig til at blade i Papirerne, ſom den indes
holdt. Efterhaanden begyndte de at fængsle hans Op⸗
merkſomhed, og vi ſkulle nu i faa Linier gjengive den
blodige Hiſtorie, ſom de fortalte.

Den Mand, ved bois Dodsleie Preſten her ſad,
havde i 1834 været Gjeſtgiver i Suza. En Dag kom
der to Englændere til Vertshuſet i en Poſtchaiſe, og
Dagen efter gik de Begge op i Bjergene under Paaſkud
af at gage paa Gemſejagt. Af disſe to Englændere
kom kun den Ene tilbage til Vertshuſet efter nogle Ti⸗
mers Fraverelſe. Han forlangte Poſtheſte og reiſte ſtrax,
idet han fortalte, at hans Ven var bleven træt og ven⸗
tede ham paa den neſte Station. Ingen faldt paa at
tvivle om Rigtigheden af dette Udſagn, og han reiſte.

Da Poſtillonen kom tilbage, hørte man, at den
anden Englender ikke havde været paa Stationen, og
at hans Ven ikke engang havde ſpurgt om ham. Ja,
denne var endogſaa ſtrax reiſt bort, tilfeiede Poſtillonen,
uden at ſynes bekymret over, at han ikke var der, og
uden engang at forlange, at man ffnlde. anſtille nogen
Efterſogelſe. Dette vakte Gjeſtgiverens Mistanke. Imid⸗
lertid vilde han ikke betroe ſig til Nogen, men endnu

536 Landsbypreſten.

ſamme Dag begyndte han at føge efter den Forſvundne.

Han kunde omtrent flutte fig til, hvilken Retning de
havde taget, thi Ingen af dem kjendte Lokaliteterne.
Han fulgte da Bjergſtierne og ſogte med Siet at trænge
ind i enhver Revne eller Dybde; men ingenſteds var
der det mindſte Spor af, at nogen Forbrydelſe var be—
gaaet her. Endelig nager han op paa Toppen af en
hoi Skrent, ſom nogle Fodtrin i Sneen ſynes at fore
op til. Han følger efter, og hans Inſtinkt bedrager
ham iffe. Han feer den Fremmede ligge nedftyrtet og
knuſt dybt nede i et Klippeſpelg.

Den brave Gjæftgiver bliver ikke ſtagende derved.
Han veed nu, at Mordet er fuldbragt, men han vil
have Beviſer at ſtette fig til. Han vover fig ned i Svæl-
get og underføger Liget. Den Dræbte har endnu Flin⸗
ten om Skuldren, men Hovedet er knuſt i Faldet. Han
giennemſoger den Drebtes Kleder, han tager hans Uhr
og Brevtaſke med fig, og uden at han endnu tydeligt
kan gjøre Rede for, hvorledes det ſkal lykkes ham at
overgive Forbryderen i Ovrighedens Hænder, vender han
hiem til ſin Bolig og tilbringer hele Natten med at
giennemleſe de Papirer, ſom den Dræbte. havde havt
hos ſig. '

Dis ſe Papirer vare næften alle ſkrevne paa Engelſt.
Han kan Sproget, og det lykkes ham at arbeide ſig
igjennem dem, men de give ham ikke nogen tilſtrekkelig

Underretning hverken om Ophavsmanden til Forbrydelſen

eller om Offeret. Kun finder han i et hemmeligt Rum

Landsbypræften. f 537

i Breviaffen to Maudsportraiter, hvis Træf ikke lade
nogen Tvivl tilbage om, at han her har baade Morde⸗
ren og den Myrdede for ſig.

Hilke vare da de Beveggrunde, der kunde have
foranlediget denne Misgjerning? Det var umuligt at
fee, om det var Had, Heonzjerrighed eller Rovpbegjerlig⸗
hed, der havde været Motivet.

Gjæftgiveren i Suza gjorde imidlertid den behorige
Anmeldelſe hos Øvrigheden paa Stedet, Forbrydelſen
var aabenbar, men hvorledes ffulde den blive ftraffet ?
Lovens Haandlangere vare ſlove og uvirkſomme, og man
ſiger ikke for Intet, at „Retten har langſomme Been.“
Det varede ikke længe, faa var Forbrydelſen halvt gaaet
i Glemmebogen, og Ingen tænfte mere pan at faae den
opdaget. Kun Gjæftgiveren glemte den ikke. For at
indprege fig det Hele endnu noiere, fremſtillede han hele
Begivenheden ſkriftlig i alle fine Details og underteg⸗
nede den med fit Mavn: Carlo Maca. Til de øvrige
Affleringer kom der endnu et Viſitkort, ſom blev fundet
i Brevtaſken, og hvorpaa der ſtod det ſamme Navn, der
fandtes ſom Adresſe paa alle Brevene. Der ſtod „Sir
David Deacon“, og det var altſaa ham, ſom Carlo
Macag anſage for det ulykkelige Offer.

Abbé Audreau laſte denne Hiſtorie næften uden In⸗
teresſe. Der var jo en anden, ſom langt mere beffjæf«
tigede hans Tanker og angik ham. ulige nermere. Imid⸗
lertid lagde han alle Papirerne igjen ind i Brevptaſken,
hvor han maafkee reent vilde have glemt dem, hvis han

538 Landsbypræften.

ikke, ved at lukke Brevtaſken, var kommen til at trykke
paa en Fjeder, hvorved de to Mandsportraiter kom frem,
ſom Carlo Maca omtaler i ſin Beretning. Han vil
ikke troe fine Sine, han feer paa dem med Forbauſelſe
og Skrak: den Perſon, hvem Carlo Maca anklager ſom
Morderen, er William Bifeld.

Gjeſtgiveren havde ſagt i fin ſidſte Time, at han
var bleven drebt af den Mand, han vilde angive. Han
kjendte altſaa hans Navn, og denne Mand vidſte, at
Carlo Maca ikke vilde lade hans Forbrydelſe uſtraffet.
J denne Labyrinth er der ingen Udgang, og han til-
bringer hele Natten i Angſt og Uvished. Bed Daggry
anmelder han lovformeligt Carlo Macas Dod og for»
lader Hoſpitiet uden at tage nogen Beflutning. Han
gaaer længe omkring i Londons Gader paa Lykke og
Fromme, og — med Hovedet brændende af Feber —
tenker han paa, hvorledes han i den uendelige By ſkal
udfinde William Bifeld. Bed at gage igjennem Weſt⸗
End jer han tilfældigt et Navn, der bringer ham til
at ſtandſe af Overraſkelſe. „Biſkoppen af Exeters Hotel“
leſer han med Guldbogſtaver paa en fort Marmorplade.

„Biſkoppen af Exeter!“ tenker han. „Lord Sain-
ton har ſagt mig, at William Bilfeld ſkal ægte hans
Datter; her maa jeg kunne faae Oplysning om, hvor
han er at træffe. Lad os gage inderfor!“

Bræften fra Montils fager den Oplysning, han
onſker, og fort efter ſtager han udenfor William Bifelds
Der. Denne har Selſkab. Han har ſamlet en lar⸗

*» ——

Landsbypraeſten. 539

mende Kreds af unge Menneſker omkring fig — Aſpiran⸗
ter ligeſom han ſelv til rige Partier og indbringende
Prœbender. Iblandt dem tager han Afſked med fin
Ungdom og fit Ungkarlelio, idet han i de meſt udſogte
Vine ſeger at drukne fine Erindringer. Idet Abbé An⸗
dreaus Navn bliver kaſtet ind i denne Kreds, reiſer
William Bifeld ſig vaklende fra Bordet.

„Mine Herrer!“ udbryder han, „da jeg for lidt
ſiden fortalte Dem mine ſidſte Bedrifter, vilde De ikke
rigtigt troe mig. Nu vel, jeg ſkal ſtrax give Dem
Troen i Hænderne, thi Tilfældet bringer mig netop nu
min Collega fra Touraine. De hujfer jo Alleſammen,
at det var med hans Soſter, jeg havde mit ſidſte Even⸗
tyr. Jeg tog en lille Due fra en Kirke, der rivaliſerer
med vor, og jeg ffulde derfor mene, at den n
Kirke er i en virkelig Gjeld til mig.“

Alle hans Gjeſter reiſe ſig op, tiljuble ham Bifalb
og vente med Utaalmodighed paa Udfaldet af denne
Scene. Abbé Andreau trader alverligt ind imellem
disſe larmende unge Menneſker, til hvem det engelſte Ari⸗
ſtokrati knytter ſit Fremtidshaab, og uden at bryde ſig
om den overmodige Nysgjerrighed, hoormed man end
ham, gaaer han frem midt iblandt dem.

„William Bifeld,“ ſagde han med en Stemme,
der gjorde flere af de unge Menneſker pludſelig edrue,
„De ventede mig uden Tvivl ikke, men jeg bringer en
Gjeſt med mig, ſom De ſagtens venter endnu mindre.”

„Hans Soſter! hans Soſter!“ afbrod Bifeld ham.

540 Laudsbypreſten.

„Bravo! det falder. jeg en fkikkelig Collega! .. . Mine
Herrer, lader os Alle gage ned og tage imod den ſmukke
Marie!“

Dette Indfald blev modtaget med Hurraraab, men
Abbé Andreau andſer ikke disſe Raab; han gaaer lige
hen til William Bifeld, lægger fin hoire Haand tungt
paa hans Skulder og viſer ham det Viſitkort, ſom
Carlo Maca har fundet i Sir David Deacons Brevtaſke.

„Las!“ ſiger han i en Tone, der ikke taaler nogen
Modſigelſe, „les Navpnet paa den Gjæft, jeg bringer
med mig, og gaa faa ud og tag imod ham, hois De
har Lyſt dertil.“

Bifeld kaſter et Blik pan Kortet og ſtyrter bevidſt—
los om paa Gulvet. Man flokker ſig omkring ham for
at hjælpe ham og bringe ham til fig ſelv. Da det om-
ſider lykkes, vedbliver Abbéen: „Det lader til, at denne
Feſt dog er forſtyrret. Jeg haaber derfor, at Mr. Bi⸗
feld vil bede Dem, mine Herrer, om at lade os et
Oieblik alene,” 2 N

„Ja gaa, gaa!” ſtammer Mr. Bilfeld, hvis Bande
er badet i Sved.

Da Abböen bliver alene med ham i den Spiſeſal,
hvis Bord endnu bugner af Viin og Retter fra begge
Hemiſpherer, ſiger han til ham:

„Hvorfor bliver De bleg? «hvorfor ffjælver De ved
blot at ſee dette Naun ?“

Efter et Siebliks Pauſe tvinger William ſig til
at ſvare: „Sir David Deacon var min allerbedſte

Landsbypræften. 541

Ven, og jeg miſtede ham paa en faa ſorgelig Maade, at
det er intet Under, om Tanken derom afficerer mig.“

„Han var Deres Ven, Mr. Bifeld? Saa undrer
det mig flet ikke, at han er bleven myrdet.“

„Hvad ſiger De?“ raabte Englænderen, ſom om

han blev ſtukken af en Slange.

„Jeg anklager Ingen. Jeg omtaler kun et Fac-
tum, ſom jeg har Beviſerne for ihende.“

„Hvad for Beviſer taler De om? Jeg forſtaaer
Dem ikke.“

„Her er ikke nogen ung Pige at forfore eller
nogen Ven at bedrage. Inden jeg angiver Forbrydelſen
for Retten, kan jeg gjerne tale med Dem om det Mord,
der er blevet begaget oppe paa Alperne.“

Bifeld har lidt efter lidt faaet fin Fatning til⸗
bage. Han indſeer, at denne Samtale er vigtig og kan
fore til Alt. Han ſoger at finde paa Udflugter, men
Abbé Andreau har allerede gjennemſkuet ham.

„De har jo,“ ſiger han, „havt Tid til at fatte
Dem, og jeg kan altſaa nu henvende mig til en Mand,
der kan hore paa mig med Rolighed. Jeg anklager
Dem altſaa for Gud, inden jeg anklager Dem for Ret⸗
ten. Inat er en Fremmed, en Gjeſtgiver fra Suza, dod
her i Byen i et Hoſpital; han er bleven ſnigmyrdet,
men Forſynet har fert mig til hans Dodsleie, og jeg
har hort hans Skriftemaal, inden han opgav Aanden.“

„Og det vover De at aabenbare! De, ſom har
gjort Ed paa Intet at forraade!“

4
:

542 Landsbypræften.

„Jeg takker Dem, fordi De vil lære mig mine
Pligter at kjende, Mr. Bifeld. Jeg kjender dem imid⸗
lertid godt og agter at opfylde dem alle; og det er
ogſaa af den Grund, at jeg kommer til Dem. Den
Fremmede, der dode inat, har ikke kunnet meddele mig
"hele fin Hemmelighed, men han har efterladt mig vig⸗
tige Papirer, der conſtatere den Forbrydelſe, ſom er be⸗
gaaet oppe paa Alperne, Det er mig, det er Maries
Broder, hvem Hevnen er overdraget.”

„Og hvad vedkommer alt dette mig?“ ſvarer Wil—
liam Bifeld med paatagen Raſkhed.

„Intet for det Forſte! Men der er forbundet af—
ſtyelige Omſtendigheder med Sir David Deacons Dod,
ſom Retten vil ſtrebe at bringe Lys i. De var med
den Ulykkelige i ſamme Poſtvogn; De gik op med ham
i Bjergene og kom nogle Timer efter alene tilbage. De
tog bort fra Suza og ſagde, at Deres Ven ventede
Dem paa den naſte Station, men der var han ikke, og
De brød Dem ikke om at vente paa ham — ikke en⸗
gang pan Skromt.“

„Og hvem ſiger, at jeg har været paa disſe Ste—
der? Det er en lumpen Bagvaſkelſe, og jeg benegter
det paa det hoitideligſte.“

„Min Soſter kan godtgjore, Mr. Bifeld, hoor—
megen Lid man kan fette til Deres heitidelige Eder.
Lad os da ikke beſkjaftige os med ſaadanne Bagateller
nu, da Sieblikkene ere koſtbare. Efter al menneſkelig
Sandſynlighed ffulde denne Forbrydelſe for evig være

Landsbypræften. 543

begraven i et Bjergfvælg oppe paa Alperne. Det troede
De, men Gud vilde det anderledes, Beviſerne er der.“

„Hvor? lad mig fee dem!“ raabte Bilfeld.

„Endnu har jeg ikke dem alle; men jeg har det
vigtigſte: det er Sir David Deacons og William Bis»
felds Portraiter. Carlo Maca har frriftlig bevidnet, at
det ene er et Portrait af Morderen, det andet af Offe⸗
ret. Sir David Deacon er død, men William Bifeld
lever — det er altſaa Dem, der er Morderen.”

„Logner! Bedrager!“ raabte William Bifeld ude
af fig ſelv af Raſeri.

„De veed meget godt, at jeg hverken er det Ene
eller det Andet. Jeg har henvendt mig til Lord Sain⸗
ton, men han har ſtedt mig fra ſig med Haan og For⸗
agt, ligeſom De i dette Oieblik. Jeg har altſaa flet
ingen Forpligtelſe imod Nogen af dem.“

„Hvad vil Du da? hvad forlanger Du?“

„Intet. Ikke engang at De ffal holde Deres
Løfter til min Seſter. Hvad enten hun har været ſkyl⸗
dig eller ikke, faa maa det blive derved.”

„Kan Guld afgjere, hvad der er imellem os, faa
ſiig det!“

„Hvormeget bod De Carlo Maca, inden De lod
ham myrde?“

„Carlo Maca er bød — lad ham ligge i Fredi
fin Grav, og lade os forſoge, om vi kunne tale os til⸗
rette! Aitſaa — ſkjondt jeg er uſkyldig i den Forbry⸗
delſe, De anklager mig for, er det mig om at gjore at

—

544 Landsbypreſten.

fvæle enhver Mistanke i Fodſelen. Den blotte Formod⸗
ning, at jeg kunde være ſkyldig, kunde tilintetgjore baade
min og min Families Fremtid. Siig mig derfor reent
ud, hvad agter De at gjere?“

„Jeg vil i Samfundets Na vn forlange Retfaerdig⸗
hed. Sir David Deacon har Familie og Venner, og
De har hverken drebt ham af Had eller Hevngjerrighed.
Hans Familie vil komme mig til Hjælp, og det vil lyk⸗
kes vore forenede Beſtræbelſer at blotte Dem og bringe
Lys i dette Morke.“

William Bifeld foer tilbage af Skrek. „Nei, det
vil De ikke gjore!“ raabte han truende. „Det vover
De ikke at gjore!“

„Jeg har været faa forſigtig at tage mine For—
holdsregler, inden jeg gik herhen. Hvis jeg ikke iaften
vender tilbage til det Huus, der har ydet mig Tilflugt,
faa ville Carlo Macas Papirer imorgen være i Juſtit⸗
ſens Hænder, og De vil ſelv blive anklaget for et nyt
Attentat.“

Hor mig! Jeg har begaget en Feil, der har bragt
Dem til Fortvivlelſe. Jeg bebreider mig den haardt,
mog his Marie var her, vilde jeg paa mine Knce bede
hende om Forladelſe for den. Hun, der er ſaa god,
vilde ikke ſynes om, at De hævner Dem pan den
Maade. Nu vel! fæt, at Sir Deacon ikke ved fin egen
Uforſigtighed er ſtyrtet ned imellem Bjergene, vilde De
da virkelig vove at anklage mig, og vilde De ikke frygte

Landsbypræften. 545

for at ſtyrte en Uffyldig i Ulykke og at zune e en
heel Familie?“

„Har De anſtillet ſaadanne Betragtninger, da De
liſtede Dem ind i mit Venſkab for at forfore min Soſter?
Lovene ere magtesloſe ligeover for ſaadan en Forbrydelſe.
Jeg har nu vendt mig til Forſynet, og det har ſparet
mig: „Sir David Deacons Blod ſkal heyne Marie og
gjengive hende hendes Wre.“

Med disſe Ord gik Preſten, og Bifeld blev ſtaa⸗
ende ſom faſtnaglet. Efter nogen Overveielſe indſaage
han, at han kun havde en eneſte Udvei, hvis han vilde
afværge det truende Slag. Han vilde tage lige til
Northumberland og ſatte fin Fader ind i fin Stilling,
da i det ſamme et Bud fra Lord Sainton underrettede
ham om, at han var faldt til London af Miniſteriet,
der trængte til hans Stemme i en Bill, hvoraf Cabi⸗
nettets Beſtaaen var afhængig. Han ffyndte fig eie⸗
blikkelig hen til Lorden.

„Fader, ſagde han til ham, „jeg er fortabt, og
Deres Navn er vanaret.“

„Hvad ſkal det ſige?“ ſpurgte denne. „Har Bis
ſkoppen af Exeter negtet Dig ſin Datter? eller har Du
været ubeſindig nok til at give efter for den forrykte
Preſt, ſom fornylig beſogte mig i Northumberland?“

„Gid jeg havde gjort det og var bleven i Touraine!
Saa havde jeg undgaget den Ulykke, der nu ſtormer ind

over os.“ ,
35

—

546 Landsbypreſteu.

„Hvad er det for en Ulykke? Du feer vild og for—
ſiyrret ud ... Men faa tal dog!“

„Hvad ffal jeg ſige? Imorgen vil De erfare, at
Deres Son, William Bifeld, har for et Par Aar ſiden
dræbt. fin Ven David Deacon ved at ſtyrte ham ned i
en Afgrund. Det er den forrykte Preſt, De taler om,
der vil anklage mig for denne Forbrydelſe.“

„Men det er jo en Logn, en Bagvafkelſe, ſom Du

vil ſlaae til Jorden, inden Sagen kommer for en Jury.“

„Nei, thi jeg er den Skyldige.“

„Den Skyldige! og det ſiger Du til din Fader.“

„Ja jeg er den Skyldige, og det nytter kun lidt,
at jeg vil kempe mod en Skabne, der er ſterkere end
jeg. De kjender Deacon og det Venſkab, der forbandt
os. Paa vor Reiſe til Italien blev jeg greben af et
ſandt Spilleraſeri. Jeg ſpillede ſaagodtſom hele min
Formue, bort. David Deacon, der længe havde havt
den Plan at etablere fig pan Continentet, forte den
ſtorſte Deel af fin med fig i en Brevtaſke. Min Lidenſkab
gjorde mig blind; jeg kunde ikke modſtage Friſtelſen til
paa eengang at komme ud af alle mine Forlegenheder,
og paa en Udflugt mellem Bjergene ...“

„Ti! Du er ikke mere min Son!“ raabte Lorden
fortvivlet.

„Derom er der ikke Tale. Det gjælder om Deres,
om min, om hele vor Slegts Wre. Hor mig derfor
til Enden!“ og han a nu uden Omfvøb, hvad vi
allerede kjende.

Landsbypræften. 547 |

„Men det er jo forfærdeligt, det er jo oprorende |
Alt, hoad Du der har fortalt mig!“ ſagde Lorden, og Taa⸗
rerne rullede ned ad hans rynkede Kinder. i
„Det veed jeg; men enten De nu vil frelſe 10
eller tilintetgjore mig, faa beder jeg Dem om en eneſte i
Gunſt.“ 2 i
„Og hvad er det?“ ſpurgte han. '
„Jeg har tidt maattet erkjende, at Abbé Andreau
er en brav og hjertensgod Mand. Prov paa, om De
kan faae ham til at tie! Prov paa, om De kan for⸗
hin dre den Skandale, der truer os Alle. Vil De?“
„Jeg ſkal forſoge det; thi jeg indſeer ſelb, at det
er det Eneſte, der kan frelſe os.“
En halv Time efter holdt Lord Saintons Vogn '
udenfor det fattige Hoſpitium, hvori Abbé Andreau havde”
faaet Huusly.
Lord Sainton er ikke længer hoomobig og affer⸗
digende, ſom da den ſkikkelige Landsbypreeſt forſte Gang
ſaae ham. Han gaaer frygtſomt og med Taarer hen
til den Mand, der ved Forſynets Styrelſe har hans og
hans Families Skjebne i fin Haand.
„Hr. Abbé,“ ſiger han til ham, „der gives Omſlag
i de menneſkelige Skjebner, der ikke kunne overraſke en |
Mand ſom Dem. Jeg har meget at bebreide mig lige⸗
over for Dem, og inden jeg gaaer videre, beder jeg Dem
af Hjertet om Forladelſe.“
Abbé Andreau veed meget godt, hvad der er Grun '
den til denne pludſelige Pdnfyghed, men han ryſter paa i

ddr

548 Laudsbypraſten.

Hovedet med et velvilligt Smiil, der giver Lorden Mod
til at vedblive:

„Jeg beder Dem at høre pan mig med Rolighed.
De har Net til at være. fortornet paa os, og De har
Magt til at tilintetgjore os — vil De da benytte Dem
deraf?“

„Har Mr. Bifeld fortalt fin Fader Alting 2”

„Ja, ſvarede Oldingen og ſaae ſonderknuſt ned
for fig. „Jeg veed, at jeg og min Familie er givet i

. Deres Haand.“

„Ligeſom jeg og min Soſter var givet i Deres
Sons Haand. Og hvad gjorde han? Han bragte Sorg
og Fortviblelſe i mit fredelige Hjem, og han kan ikke
giore godt igjen, hvad han forbred, thi jeg kan jo ikke
gifte min Soſter med en Morder. Hvad forlanger De
da, Mylord?“

„At De vil tie.“

„Det er umuligt, Mylord, ikke fordi De har for—
nermet mig, thi efter min Charakteer ſkulde det ſnarere
beſtemme mig til at opfylde Deres Onſke; men foruden
den Chriſtenkjerlighed, ſom Evangeliet paalegger os ſom
Lov, paalæcgger Samfundet os andre Pligter. Dem
maa jeg opfylde ſtrengt, thi jeg fordrer ſtrengt, at de
ſkal opfyldes af Andre.“

„Er det Deres ſidſte Ord til mig?“ ſpurgte Nord
„Saa er der ikke Andet for mig at gjøre end at ſtjule
min Skam for hele Verden og doe i en Afkrog.“

„Det vilde jeg nødigt,” ſagde Abbé Andreau bevæget,

Landsbypræften. 549 -

„Men De har ikke et troſtende Ord til mig?“

„Ikke nu! ... . ikke i dette Sieblik,“ ſvarede

Abböéen, der følte fig ryſtet ved at fee den gamle Mands
Sorg. „Men jeg ffal komme til Dem imorgen, My⸗
lord, og hvis jeg ſkimter en ÜUdvei til at opfylde Deres
Snffe uden at krenke den guddommelige og menneſkelige
Retfærdighed, faa ſkal jeg gjøre det. Altſaa farvel til
imorgen!» .

„Og De lover mig indtil da ikke at ſige et Ord?“

„Det fværger jeg Dem til.“

William Bifeld ventede i den dodeligſte Angſt paa
Udfaldet af denne Sammenkomſt. Da Lorden kom hjem,
ilte han ham utaalmodigt imøde, men denne ſtodte ham
fra ſig med Strenghed. „Imorgen,“ ſagde han, „vil
Abbé Andreau afſige vor Doin. Bed til Gud, at
han vil være mildere og mere overberende imod Dig,
end jeg er, thi mig indgyder Du fra nu af kun Radſel
og Foragt.“

Det var efter en haard Kamp, efter Bon og Paa⸗
kaldelſe, at Abbe Andreau neſte Morgen begav fig til
Lord Saintons Hotel; men hans Beſlutning var fattet.
Han ſaae mørk og alvorlig ud, og hang blege Anſigt
vidnede om, hvad denne Beflutning havde koſtet ham.

Lord Sainton foer ſammen, da han fane ham, og
hans Leber bevede, da han ſpurgte ham om, hvad han
turde haabe.

„J min Soſters Navn,” ſvarede Abbsen alvorlig,
„tilgiver jeg Deres Son. I min Religions Navn op⸗

mm

550 Landsbypræjten.

giver jeg enhver Tanke om Heyn. Mr. William Bi⸗
feld har intet Andet at frygte end ſin Samvittighed og
dens Kvaler.“

„Jeg velſigner Dem, ſaaleenge jeg lever,“ raabte
den gamle Mand og greb begge hans Hander, idet
Taarerne ſtyrtede ham ud af Sinene.

„Jeg knytter dertil kun een Betingelſe,“ tilfoiede
Prœſten. „J Erkjendelſen af fin Synd ſkal William
Bifeld nedlægge fit geiſtlige Embede og opgive ethvert
Haab om at vinde Wrespoſter i Kirken. Det er en
Fordring til ham, ſom jeg hverken kan eller tor frafalde.“

„Og den fkal blive opfyldt, det indeſtaaer jeg Dem
for!“ ſagde Lorden.

„Saa har jeg kun een Pligt at opfylde endnu:
jeg har en Soſter at troſte. Jeg vender tilbage til
Montils for at bede og grede med hende.“

551

Tartukeriet.
Et utrykt Brev fra e Heiberg.
Af
H. P. Holst.

Ved at ſoge efter nogle forlagte Papirer faldt for
fort ſiden et interesſant Brev fra Heiberg mig i Hænderne.
Det er dateret den 23de Januar 1857 og handler om et
dramatiſk Arbeide, ſom jeg i de forſte Dage af Januar
ſamme Aar havde indſendt til det kgl. Theater.“

J November 1856 ſaae jeg nemlig paa Vaudeville⸗
Theatret i Paris et nyt Stykke blive opfert, der in⸗
teresſerede mig overordentligt; det var „les faux bons-
hommes“, ſom ſenere blev opfort paa den danſke Scene
under Navn af: Skikkelige Folk. Hvad der fængslede
mig ved bette Stykke var ikke blot den Omſtendighed,
at det dannede en velgjerende Modſetning til hele den
materialiſtifke Retning, der allerede dengang overſvommede
de franſke Theatre, og ſom ſenere har ſtiftet ſaamegen

552 Tartuferiet.

Skade og Ulykke, men det var tillige ſkrebet med en ual⸗
mindelig Kunſt og beſad flere af den gamle Komedies
udmærkede Egenſkaber end noget andet mig bekjendt nyere
Arbeide. Tet var min Dom om det dengang, og jeg
har ikke havt Grund til at forandre den ſiden. Da jeg
vilde tilbringe flere Uger i Paris, beſluttede jeg ſtrax
at anvende Morgentimerne paa at overfætte det. Jeg
gav mig iferd med det, og det med en faa brændende
Iver, at jeg ner var brændt op med det ſamme. En
tidlig Morgenſtund, da jeg ſad og ſtrev og røg Cigar,
ſlog nemlig Luerne pludſelig op over Hovedet paa mig.
Jeg havde ikke lagt Merke til, at jeg havde kaſtet en
brændende Spoolſtikke i Spyttebakken, der — ſom faa ofte
i franſke Privathuſe — ikke var fyldt med Sand, men
med Hovlſpaaner! ;

J Slutningen af December bragte jeg Stytket hjem
med mig i Ooerſcttelſe og indleverede det til Theatret.
Dengang hed det imidlertid ikke „Skikkelige Folk“, men
„De moderne Tartufer“, og det er denne Titel, der har
foranlediget det Heibergſkte Brev, ſom vi ſtrax fkulle
hore. Forreſten er det ikke umærkeligt, og det hører uden
Tvivl med til det kgl. Theaters tidtomtalte Myſterier,
at et Theaterſtykke, der gjør ſtor Opſigt ved fin Frem⸗
komſt, der bliver hurtigt overſat, varmt anbefalet af
Cenſor og oieblikkelig antaget, henligger paa fjerde
Aar, inden det kommer til Opferelſe. Det var maaffee
det, der gav et Par unge Studenter Mod til at pibe
af det efter Opforelſen. Det hjalp ikke, at Stykket

Tartuferiet. 553

morede Publieum og flere Gange henrev det til Beun⸗
dring; det hjalp ikke, at der var anvendt en nalminde⸗
lig Flid og Dygtighed paa at indſtudere det og ſaette
det i Scenen, at det blev meſterligt ſpillet og gik med
et ſjeldent Liv og Enſemble; det hjalp ikke, at „Fedre⸗
landet“ proteſterede mod dette „uforſkammede Mindre—
„tals⸗Tyranni af to til tre Perſoner, ſom paatage fig
„atter og atter at udpibe et Stykke, ſom det ſtore Fleer⸗
„tal af Publicum ſeer med berettiget Interesſe“ — det
hjalp Altſammen ikke: de to eller tre unge Smagsdom⸗
mere vedbleve at proſtituere fig, og Stykket blev hen—
lagt. — Det Heibergſke Brev, der vil laſes med For⸗
neielſe baade af dem, der fjende og ikke kjende Stykket,
lyder ſaaledes: i

— — — „Inden jeg ſender Deres Manuſkript
til Profesſor Vorph, vil jeg feorſt henſtille til Deres
Overveielſe, om det ikke vilde være rigtigſt og i Styk⸗
kets egen Interesſe at give det en anden Titel end den,
ſom det nu bærer. Thi de Charakterer, ſom her frem⸗
ſtilles, ere hberken „moderne“, eller „Tartufer“; det er
kun ſedvanlige Egoiſter, der ſoge ved et paataget Veſen

at inſinuere fig, hvor de troe, at det kan fore til deres

egen Fordeel, og ſom ſelofolgelig ikke five Logn og For⸗
ſtillelſe, naar de ville ſette Noget igjennem, fort ſagt,
ſaadanne Menneſker, ſom have været til i Mængde, ſaa⸗
lenge Verden har ſtaget, og ſom alle fomiffe Digtere
fra Arilds Tid have ſkildret. Det er kun intrignante

.
EGE LOG 0

HERRE —½˙::

554 Tartuferiet.

Egoiſter, ubererte af Nogetſomhelſt, der kan benævnes
Idee, og kun ſtikkende i den meſt proſaiſke Virkelighed.
Men Tartuferiet indtager et hoiere og intelligentere
Trin i det Ondes Skala. En Tartufe kuntter fig til
en Idee og virker ved den. Han anerkjender dens Gyl—
dighed og proklamerer ſamme for Verden, medens han
ſelb i Stilhed handler imod den. Hykleriet er derfor
at anſee ſom Spidſen for al moralſk Fordarvelſe, thi
det benytter Det, ſom er det Helligſte, til fine egne flette
Formaal, hvorimod den ſpidsborgerlige Egoiſt og Be—
brager ingenlunde hæver fig faa heit eller har Bevidſt—
hed om fin egen Slethed. Tartuferiet henhører under
det, ſom i gamle Religions-Lereboger kaldes Synd imod
den Helligaand, der ikke kan forlades. Derfor tager
Fanden heller ikke Don Juan, forend han har foiet
Hykleriet til fine andre Forbrydelſer.

En moderne Tartufe er en interesſant Opgave,
ſom endnu er forbeholdt et tilkommende Digterverk. Han
kan ſoges paa det religieuſe eller paa det politiſke Ge—
beet og ſaaledes knytte ſig enten til Religionens eller til
Statens Idee. J de ſpidsborgerlige Hverdagsforhold
kan der ikke vel findes Tartufer, men kun falſke, under—
fundige og intriguante Egoiſter. Deels nu for ikke at
foregribe en Bencvnelſe, ſom maaſtee kan komme til
charakteriſtiſk at betegne et tilkommende Vært, deels for
ikke ved det her foreliggende Arbeide at vekke Forvent⸗
ninger, ſom ikke realiſeres, troer jeg det retteſt at give
den franſke Forfatters Lyſtſpil en anden Titel. Jeg

Tartuferiet. 555

kjender ikke Originalens Titel og kan derfor ikke vide,
hvorvidt den kan folges. Mig forekommer det, at Stpk⸗
ket kunde hedde „Egoiſterne“ eller „De Lognogtige“,
men Tillegsordet „moderne“ kan under ingen Omſten⸗
digheder pasſe, thi de Lyder, ſom her ſkildres, ere ſom
ſagt fan gamle. ſom Verden og ſkildrede til alle Tider.
Det „Moderne“ kunde her ikke ſoges i Andet end i den
nyere Tids Selſkabstone og Coſtume, men iſaafald kunde
ethvert Stykke, der foregager i Nutiden, fane det „Mo⸗
derne“ i ſin Titel.

Saafremt De nu, Haiſterede, fulde, dele min oven⸗
for fremſatte Mening, vil jeg ſende Dem Manufrriptet
tilbage — foreløbig — for at de mange Steder, hvor
de moderne Tartufer ere navnede kunne forandres i Over⸗
eensſtemmelſe med den nye Titel.

Hvad forreſten ikke Stykkets Titel, men Stykket
ſelb augaager, da er det viſtnok en interesſant Acqpiſition
for Theatret, ogſaa af den Grund, at det er meget
vanffeligt at ſpille, iſer med Henſyn til Enſemblet. Det
ſtager hoit over, hvad jeg i lang Tid har. feet af dra—
matiſk Literatur, og der er Et og Andet deri, ſom endog
maa kaldes nyt og originalt; men det er noget for
bredt og kunde trænge til Forkortelſer. Den tredie Act
er meſterlig og uden Tvivl ogſaa den virkſomſte for
Scenen.

Kjøbenhavn, den 25de Januar 1857.

Deres ærbødigft hengivne

J. L. Heiberg.

„5 —¹wmꝛm . —˙1·ð¾Swt. ˙

4

556

Aliteratwr og Munst.

Ved Tid og Leilighed, af Gottlieb Siesby. Blandt
den dauſke Literaturs Autodidakter indtager Claudius Roſen-
hoff og G. Siesby en fremragende Plads. Af dem har den
Forſtuœvnte et rigere, den Anden et mere udviklet Talent,

men Begge have et velbegrundet Krav ban ikke at glemmes.

At Siesbys Digte, ſom ogſaa Titelen antyder, for en ſtor
Deel ere Leilighedsdigte, ſkal ikke forringe deres Betydning,
thi „Leiligheden er Leengslers Læge,” ſiger Oehlenſchleger,
og det ganer tidt med Digteren ligeſom med Helten, at Lei—
ligheden maa til, for at de kunne udføre deres Bedrifter.
Mau behøver heller ikke at læfe flænge i denne Samling for
at opdage, at Forfatteren er en Digternatur med aaben Sands
og varm Folelſe for hvad der er ædelt og godt. Alt, hvad
der ban hans lange Vandring har glædet og henrevet ham,
har ogſaa aflokket ham Sange —

„Eu Urne lig, der giver Klang

For hver en Skjerv, man i den kaſter.“

Vi ſkulle derfor heller ikke underſoge, om Samlingen
er bleven for ſtor eller lille, men kun glæde os over, at den
er der.

— Bed forſtjellige Overſœttelſer er Opmeerkſomheden i den
ſenere Tid bleven heuledet paa den nyere tydſke Literatur.
Et nyt Vidnesbyrd om, at den indeholder endogſaa nalmin⸗
delig gode Arbeider, foreligger i den nylig udkomne Over⸗
fættelfe af Friedrich Spielhagens ſtore Roman „Ham⸗—
mer og Ambolt“. Hvad der førft og fremmeſt maa fore

— — - -ñ˖—6õ

Literatur og Kunft. 557

komme dauſke Leeſere nyt og nalmindeligt ved denne Bog er,
at Forfatteren ſamler en vaſentlig Deel af deus Interesſe om
et af Tidens ftørfte og betydningsfuldeſte Spørgsmaal. Vi
ere ikke vante til ſaaledes at ſee Romanforfattere ſtille fig i
den forreſte Roekke for at oplyſe de dunkle Punkter, der have
viiſt fig pan Samfundets Horizont, og for at give Svar pan
de ſtore Spørgsmaal, ſom Tiden fremſetter i Angſt og Uro.
Sporgsmaalet gaaer her hverken ud paa mere eller mindre
end en Erklering om, hvorledes det gamle Samfund kan re⸗
organiſeres, ved hvilket Middel der atter kan bringes Fred
og Ro og Orden ind i dets ryſtede Tilverelſe. Og vil man
have Svaret, ſom han giver, concentreret, kommer det til at
lyde: „ved det frie, af Kjerligheden indviede Forarbeide af
Alle for Alle.“ Ligevcegten maa ſoges i en Ophavelſe af det
gamle Forhold, der har gjort een Part af Menneſkene til
Hammere, en anden til ulykkelige, plagede Ambolte for disſe
Hammere, den maa ſoges i en gjennemgribende Forſtagelſe
af alle menneſkelige Interesſers Solidaritet, og et pan denne
Forſtagelſe baſeret Liv i Kjærlighed og gjenſidig Fordrage⸗
lighed. Det er Digterens Løsning af den haardt ſtrammede
Kunde. Man vil maaſkee, naar man har gjort ſig bekjendt
med hans Verk, reiſe Indvendinger om, at denne Løsning
er upraktiſk, og at hans Drommeverden bliver et reent Uto⸗
bien. Men er det da Digterens Sag at give praktiſte Hen⸗
viisninger, og har han ikke Ret til at fremmane Utopier?
Deu Idee, ſom gaaer igjennem hans Bog, er varm og ſund
og ſtor, og naar dette er Tilfældet, turde det vel ogſaa nok
hende, at den trods al fin Upraktiſthed kunde vekke og klare
og derigjennem ogſaa blive frugtbringende for ſelve Virkelig⸗
heden. At Forfatteren i ethvert Tilfælde ſelv har ftaaet fuld⸗
ſtendig klar ligeoverfor fit Stof, behøver man ikke noget
omfattende Kjendſkab til hans Bog for at erfare. Den
er fortalt med en Ro og en Modenhed, form er vel egnet til
at ſtille alle dens poetiſke Skjgnheder i det meſt virknings⸗

— ENE

B 1 mr

É
É

558 Literatur og Kunſt.

fulde Lys. Spielhagens Roman er lang, henved fire nihun⸗
brede Sider, og dog følger man ham Blad for Blad med
Juteresſe; haus Fortellemaade har end ikke det mindſte Stenk
af Brede, men han kunde da i Virkeligheden heller ikke være
bred, naar han i en enkelt Bog ſkulde kunne rumme ſaameget
Godt, ſom der rummes i denne. For det Forſte opruller
han en Samling Charakteertegninger, en Rakke Skildringer
af Menneſker og Menneſteliv, der ikke alene ere klart gjen=
nemforte, men tillige faa ſande og levende, fan varmt og
farvefuldt tegnede, ſom man kun kan vente at finde dem hos
en Digter med virkelig ſtkabende Evne. Denne rige Samling
af digteriſke Figurer have hver deres færegne Plads, ſpille
hver deres forſtjellige, betyduingsfulde Rolle i denne Verden,
i hvilken Fortællingen henfætter Leeſerne, og ſom med Henſyn
til Udftrælning ganſke viſt kun indtager en ringe Part af den
virkelige ſtore Verden, men i hvilken man dog gjenfinder
Storſtedelen af de Krefter, ſom bevæge denne. Naar man
begynder Lesningen af Romanen har man ſtrax en Foreſtil⸗
ling om, at Forfatteren gaaer roligt og ſikkert frem mod det
Maal, til hvilket der ſkal naaes, og denne No, der hviler
over Skildringen, forplauter fig uvilkaarligt ogſaa til Leœſeren;
mau lœſer Spielhagens Bog langſomt, mau dvæler ved den
malende Stiil, ved de gandfulde Dialoger, ved de ſkjpune
Naturſtildringer og den Naturſymbolik, der navylig i dens
forſte Part ſpiller en jaa fremragende Rolle, dvæler derved
uden noget Bieblik med feberagtig Uro at haſte mod Kata—
ſtrophen. Thi der er intet Uſundt, intet Feberagtigt i den
Maade, hvorpaa Forfatteren fortæller. Han har Scener, der
ere af deu ſtorſte gribende Virkning. Men ſelv i disſe er der
en plaſtiſk Styrke tilveiebragt ndelukkende ved ſunde og ſande
Midler og opnaget ved en pan alle Punkter digteriſk beherſket
Skildring af de vexlende Stromuinger, ſom kunne jætte Menneſke⸗
hiertet i Bevegelſe.

Literatur og Kunſt. 559

— Den auonyme Forfatter til„Dobbeltgeengeren“ har ladet
dette Arbeide efterfølges af et nyt, en ſtorre Fortælling, der
hedder „Et Handelshus“. Det er en Skildring fra For⸗
retuingslivet i vore Dage med en indflettet Criminalhiſtorie
og fan felvfølgelig et med Hovedhaudlingen ſideordnet Kjer—
lighedsforhold. Kriminalhiſtorien ſpiller den overveiende Rolle,
og det er egentlig ved den, at Fortællingens Traade ſettes i
Bevægelje. Men den er ikke den bedſte Part af Bogen, idet
man ingenlunde vil kunne paaſtaae, at den er ſerlig fnifdt”
opfunden af Forfatteren, eller at dens Üdvikling raber nogen
uſedvaulig Evne til at binde eller føje Knuder. Heller ikke
dens Hovedfigur, eu forbryderiſt Commis i det gamle Handels⸗
huſes Tjeneſte, udmarker fig ved ſynderlig mye Charakteertrak.
Derimod fører Fortalleren undertiden fine Leſere ud til en
Spmandsfamilie ban Chriſtianshavn, over hvis Liv han har
forſtaaet at lægge en ſmuk, poetiſt Stemning; den gamle
Styrmand er endogſaa en ypperlig Figur, en ægte Sgulk
med Hjertet paa det rette Sted. Skildringen af den ſtille,
fredelige Tilvœrelſe, han fører med fin Datter, ſynes at ligge
bedre for Forfatterens Evner end de Partier af Bogen, hvor
Fortællingen bevæger fig ind paa mere opvørte Bande. Der⸗
for befinder man fig ogſaa mere vel ved at følge Chefen for
Handelshuſet i hans Landflygtighed fra den gamle Gaard,
end man befandt fig, dengang han endnu thronede ſom Po-
tentat, før haus Commis havde bragt Armod over ham, men
dermed ogſaa den Provelſe i Ulykken, ſom gior den gamle
Handelsmand fra en kold Fabrikſpekulant til et virkeligt Men⸗
neſte. Det ſmukke Kjon er heldigt repreſenteret i Fortellin⸗
gen baade ved den gamle Styrmands fortræffelige Datter og
heudes Veninde fra Handelshuſet. J Kjerlighedsforholdenes
Udvikling findes ingen nye Momenter, men hvad der fortel⸗
les er fortalt pan en tiltalende Maade.

— Jul. Chr. Gerſon, der allerede tidligere er kjendt
og afholdt i Borneverdenen, har for fine ſmaa Leeſere fortalt

r mn 4 7 DU

560 Literatur og Kunſt.

et nyt, ſtorre Eveutyr, der hedder „Hjalmar og Solblink“.
Han beſidder en ikke almindelig Evne til at ſette fig ind i
den barnlige Tankegang. Man har fundet denne Evne ogſaa
i hang tidligere Fortællinger for Barn, men man finder den
dog viſtnok baade fyldigere og ſmukkere i dette ſidſte Even⸗
tyr. Varmt og phantaſifuldt, men dog paa ſamme Tid ſim⸗
pelt og forſtageligt for den barnlige Opfattelſesevne fortæller
han om den lille Pige, der til Trods for den hovmodige Op—
dragelſe, hun har faget, bliver tro mod den fattige Dreng
med Krykkerne og belønnes for denne Troſkab. For at det
Ydre ſkal ſvare til Bogens Indhold, har den faaet en ſmuk
Udſtyrelſe, og navnlig har Maleren Storch tegnet et nyde⸗
ligt Titelblad lil den.

— Om „Spanſke Tilſtande i Nutid og Fortid"
har Hr. L. Lund udgivet en Raekke Skildringer, ſom fortjene
Opmerkſomhed. Forfatteren fortæller nemlig ikke alene liv⸗
ligt og i en behageligt Form, der tilmed paa fine Steder har
ikke fan Steuk af virkelig Aandfuldhed, men han fortæller
tillige ſaaledes, at Læferne faae en virkelig Foreſtilling om
Folkeliv, Sæder og Tilſtande i det fremmede Land. Han
ſoger at drage Nealiteten faa ſterkt frem ſom muligt, og hau
gjør det med ſaameget Talent, at de Billeder, hau vil male,
ikke alene trede frem med yoerſt ſkarpt afſtukne Conturer,
men ſamtidig tiltale ved en varm og ſtemningsfuld Farve.
Selv veed han pienſynlig grundig Beſked om det Stof, han
behandler, og naar Læferne have fulgt hans Beretning, ville
de upaatvivplelig føle, at ogſaa deres Biden er bleven veeſſen⸗
lig forøget. Særlig Interesſe frembyder haus Fortælling: om
Nutidslivet i Sevilla, ſamt hans Fremſtilling af de ſterkt be⸗
vegede politiſke og religieuſe Forhold i Don Juans og Don
Quijotes gamle Fædreland. Men ogſaa hans Skildringer af
disſe to Spaniens Heroer, af Cid og Don Pedro, indeholde
meget Læjeværdigt.

= ls re geh då

Zliels Siegfred Mebelong.
Af
H. P. Holst.

Hvad er vort Liv? et Stjerneffud, der ſlukkes.

Vor Daad ? en Skumblomſt, der. paa Bølgen vugges.
Vi ſelv? Atomer. Al vor Streben? ringe.

Vor Sjæl? en Fugl, men ak med ſtekket Vinge.

Skal vi da klage, at en Ven vi taber,

Naar Sjælen, træt, tyer atter til fin Skaber,
Naar der den, frigjort for de Baand, der hemme,
Ban Lyſets Kyſt forſt ret fig foler hjemme?

Nei, Held Dig, Ven! din glade Sjæl ſkal ikke
Formorkes længer; dine lyſe Blikke

Skal ei af Sorg og Mismod meer bedugges,
Og din Begeiſtrings Ild ſkal ikke ſlukkes.

Farvel, Farvel! Hvad her paa Jord Du fkimted,
Hvad kun ſom Funker for din Tanke glimted,
Det ffal, vor tabte Ven, Du hisſet ſkue

J klare Omrids og i Skjenhedslue.

( we ͤ— — TT —————— —

564

Hrimurerne 1 Paris og Communen.

Det vakte en ikke ringe Opmerkſomhed, da man
i Foraaret læfte hyppige Beretninger fra den franſke Ho—
vedſtad om Frimurernes Deeltagelſe i de ſtore og ſorge—
lige Begivenheder, ſom ryſtede alle borgerlige Samfund
inden Verdensſtadens Mure; men fremfor Alt ſteg For-
undringen, da Beretningerne meldte, at Frimurernes
Manifeſtationer gik over tir en Deeltagelſe, en Tagen
Parti, og at de i Gjerningen og med væbnet Haand
havde ſtillet fig paa den Side, der for alle Uhildede og
Udenforſtaaende afgjort maatte betragtes ſom re—
prœſenterende Uordenen, Lovlosheden og et teoilesloſt
Oprers utaalelige Magthaveri.

Man. maatte ſporge fig ſelv: er dette en Virkelig⸗
hed, eller here disſe Beretninger kun til de mange Sen⸗
ſationsmeddelelſer, der i denne bevægede Tid kaſtes ud
i Verden? Og er det en Virkelighed, Hvorledes har
den da kunnet finde Sted? Eller have Beretningerne

1

Frimurerne i Paris og Communen. 565

kun været overdrevne? J alle Fald have de været faa tal⸗
rige og fan eenſtemmige, og de have gjengivet faa
mange Enkeltheder, at det baade for al Verdens Fri⸗
murere og for Andre vil have ſin Interesſe at ſee lidt
nærmere, paa dette Intermezzo i en ſorgelig Periodes
Kampe, Stemninger og Bevagelſer.

Hvad Frimurerordenen er i ſit inderſte Veſen,
hvilken Magt der ligger i dens udbredte Forhold, hvad
den udretter eller har udrettet og hele dens NeEldes og
Tilværeljes Verd, er Noget, ſom vi ville holde udenfor
disſe Betragtninger, hvor vi kun ville gaae ud
fra, at Frimureriet dog i den almene Bevidſthed gjal⸗
der for at indeholde og frembere Egenſkaber, der mere
indordne ſig under Beſindighed, Humanitet og fredelige
Idretter end Deeltagelſe i Partiſtridigheder eller poli⸗
tifſte Kampe. Men alle Beretningerne gik jo eenſtem⸗
migt ud paa, at Frimurerne i Paris forſt vare op⸗
traadte med Forſamlinger, Reſolutioner, Deputationer,
og derueſt at Frimurerne med Vaaben i Haand og i
et Antal af henimod Tyvetuſinde havde ſtillet fig paa
Communens Side. Hvorledes ffal nu dette forftaaes
eller forklares?

Hiſtorien viſer os, at Frimureriet til visſe Tider
har været benyttet og misbrugt i politiſke Siemeds In⸗
teresſe. Vi mindes, hvorledes der under den forſte
ſtore franſke Revolution dannede ſig den ene politiſke
Klub efter den anden, og mange af dem vare faftift
dannede af Frimurerne; men paa den anden Side har

y

566 Frimurerne i Paris og Communen.

Ordenen altid fralagt ſig al politiſt Virkſomhed, og det
gjor den endnu. Det er ikke længere end vel femten til
ſexten Aar ſiden, at der var et ſtort More i Frimureriet,
der ogſaa blev publikt, i Anledning af at nogle belgiſke
Loger havde vedtaget, at der maatte tales Politik, og
fores politiſte Discusſioner inden deres Dore; men det
er ligeſaa bekjendt, at man ſtrax blev nodſaget til at
ophæve disfe "Vedtægter, fordi der ſtrommede en ſaadan
Masſe af Proteſter mod al Politik ind til disſe Loger
fra andre Loger i Indlandet og Udlandet, at man fore—
traf at ophæve de tagne Beſtemmelſer. Indſigelſerne
gik nemlig ud paa, at man vilde ophæve al Forbindelſe
med disſe Loger, ſaalenge der i dem var aabnet Ad—
gang for nogenſomhelſt Politik. Man er dog berettiget
til heraf at drage den Slutning, at Politik ialfald
ikke horer med til de Gjenſtande, der rore ſig i Fri—
mureriet.

Hermed ville vi nu gage over til at give et fort
Overblik over det, der fortælleg om Frimurernes Deel⸗
tagelſe i Communen i Paris. Vi ere iſtand til at
overſee det Hele. Dagbladene fortalte hyppigt derom,
ikke alene omſtendeligt, men med en ſaregen ſterkt og
grelt farvet Oſtentation, og vi have desuden til vor
Raadighed mundtlige Skildringer fra Flere, baade Fri—
murere og Oienvidner, der med In teresſe have fulgt
disſe Begivenheder.

Den IIte April d. A. reiſte et Antal Frimurere
fra forſkjellige Loger i Paris til Verſailles og fif Au⸗

Frimurerne i Paris og Communen. 567

dients hos Thiers, hvem de, ſom det hed, vilde ſtemme
til Forſonlighed. Thiers ſvarede dem, at de ikke gik
den rette Vei: de burde hellere henvende fig til Com-
munen end til ham; de burde hellere faae „Oprorerne“
til at underkaſte fig, end bede den lovlige Magt om at
takke af. 8

Forreſten havde disſe Frimurere, ſom Deputation
betragtet, heller ikke noget ordentligt Mandat, og det [od

man dem tydeligt føle. Deputationen havde dannet fig |

felv. En heel Deel Frimurere havde folt fig overvæl-
dede af de ulykkelige Begivenheder og vare blevne enige
om at foretage et Skridt, hvorved de troede at kunne
udrette noget Humant. De havde ſeet Sagernes Stil-
ling fra deres indſkrenkede Standpunkt, uden at overſee

det Hele, og de lededes af en Folelſespolitik, ſom lob

af med dem, og hois Afmegtighed de ikke kunde
indſee. *
Det var det forſte ubetenkſomme Skridt af nogle
Enke lte, font fremkaldte Alt, hvad der nu fulgte paa, og
ſom tager fig faa forunderligt ud, at man neppe flulde
troe, at det var pasſeret.

Vi mage nu erindre, at i Paris vare Gemytterne
dengang i en ſaare oprørt Tilſtand. Nederlagene, Be⸗
leiringen, Uordenen, den manglende Myndighed, Uſikker⸗
heden for Perſon og Gods havde netop paa den Tid
avlet en almindelig Exaltation. Ligeſom den ſedvan⸗
lige daglige Gang i Arbeider og Forretninger var op⸗
hort, havde ogſaa Frimurerordenen paa den Tid heelt

568 Frimurerne i Paris og Communen.

maattet opgive ſit ſadvanlige Arbeide, ſine normale
Samlinger. Man kan med Rette ſige, at hoad der da
maatte ſkee under Frimurernavnet, maatte ſkee reent leilig—
hedsviis, uden Ordre, uden Styrelſe, ſaa at det virkelig
maatte falde ind under Begrebet „fra Gaden“. Og
dette ſkete. J en Fart udbredte fig Rogtet om hine
Frimureres mislykkede Skridt hos Thiers. Men hvor-
ledes udbredte det ſig? Publikum betragtede det ſom
et af den hele Frimurerorden foretaget Skridt, og man
fandt noget oprorende, haanligt og afferdigende i den
Maade, hvorpaa Thiers havde ſparet. Efter franſk
Opfattelſe var dette utilgiveligt. Man var fan almin—
delig vant til at nere en vis Agtelſe for denne hemme—
lighedsfulde Orden, i al Fald for dens velgjorende
Virkſomhed, at man fandt det ſkammeligt af Hr. Thiers
at afferdige dem paa den Maade.

Men nu Frimurerne ſelv? Ja de vidſte ikke ſtort
bedre Beſked end alle Andre. Man mødte hinanden
paa Gaden og i Caféerne. Man ſpurgte hinanden, om
det var fandt, og ſom en Lobeild udbredte nu Rygtet
ſig blandt Frimurerne i Paris om hvad der var ffeet.

Men hvorledes det var gaaet til, vidſte man ikke,
og man ſtod i den Formening, at der virkelig fra Or⸗
denens Side var foretaget et Slags officielt Skridt, og
at dette var mødt med Forhaanelſe. Herved opſtod der
ſnart en ulmende og opblusſende Bevegelſe, en gjæ-
rende Uro i dette letbevegelige, men ellers enige og
ſammemholdende Samfund. Dets Styrelſe faae til, og

Frimurerne i Paris og Communen. 569

fra den hortes der Intet. Dertil kom, at juſt fordi
der ingen ordentlige Samlinger fandt Sted, troede de
Fleſte, at det Skete havde et officielt Preg, og der⸗
ved indordnede de fig paa en Maade under Forholdene.

Men nu Communens Ledere? Disſe ubekjendte
Navne, disſe Myndigbeder fra Gaden og fra Kneiperne
havde allerede begyndt at føle deres egen Afmegtighed.
De trængte til Stettepunkter, ſom noget kunde have
deres Anſeelſe. De manglede i fan hoi Grad al Grund⸗
vold for en moralſk Anerkjendelſe hos Bourgeoiſiet, at
de ſnart ſaae, at her var — ialfald et Halmſtraa at
gribe, og at det vilde være dem til Gavn, om de kunde
fane den ſtore Hob indbildt, at Frimurerordenen havde
fluttet fig til dem og vilde gjøre felles Sag med dem.
De faae heri Muligheden for at vinde en Slags mo⸗
ralſk Lofteſtang, ſom de trængte til, og nu blev der ar⸗
beidet paa at fætte noget Større i Scene.

Paa denne Grundvold arbeidedes der videre. Com⸗
munens Blade prangede dagligt med Artikler om Fri⸗
murernes Deeltagelſe og om foreſtagende ſtorartede
Skridt, og det laa i disſe Dage i Luften, at Alt blev
fremſtillet i ſterk Colorit og flugt med feberagtig Hid⸗
ſighed under den almindelige Gjering, der mere og mere
greb om ſig

Saaledes ſkete det da, at der med halvt tilſloret
Hemmelighed forberedtes noget Jeinefaldende, og dette
ſkulde faa ſettes paa Spidſen.

Man følte Mangelen af et ordentligt Mandat, og

1
1

570 Frimurerne i Paris og Communen.

føgte nu at tilveiebringe et ſaadant; men der kom ikke
noget Mandat fra Ordenen, om det end for Udenfor—
ſtaaende kunde have Udſeendet deraf. Ordenens Styrere
(ode endnu ikke hore fra fig, men ſaae til og betrag—
tede det Hele ſom et let forklarligt Vore blandt endeel
Medlemmer, uden at de anede, at Communen puſtede
til Ilden. Det var dog lIykkedes en ſtor Deel enkelte
Frimurere at faae ſammenkaldt et Mode, der ſaae ud
ſom et officielt, fordi der var ſammenkaldt Delegerede
fra forſkjellige Loger. Det blev holdt den 21de
April. J dette Mode deeltoge flere Medlemmer af Com-
munen, og der blev valgt Delegerede, ſom nu fif et
mandat imperatif:

1. De fulde udvirke en Vaabenſtilſtand, under
hvilken Beboerne kunde flytte ud fra de bombarderede
Landsbyer.

2. De ffulde i Verſailles energiſk forlange Fred

paa Grundvold af Communens Program.

3. De ffulde dernæft aflægge Rapport Man⸗
dagen den 24 de April i et ſtorre Mode, hvortil man
vilde indbyde alle Frimurerne i Paris. Modet ſkulde
holdes Kl. 2 om Middagen i den ſtore Sal i Con-
servatoire des métiers et arts, og her ſkulde faa efter
Omſtendighederne tages nye Beſtemmelſer.

Dette mye Mode blev ogſaa afholdt, men den
nævnte Sal var for lille, og man maatte begive fig til
en ſtorre i rue Jean Jacques Rousseau; men ogſaa
der var man af Mangel paa Plads nødt til at dele fig

Frimurerne i Paris og Communen. 571

i flere Sale. De Delegerede aflagde nu deres Rapport.
Man havde gjennem Jules Simon opnaaet en Audients
hos Thiers. Audientſen var beſtemt til Kl. to, men
Deputationen indtraf ikke forend Kl. tre. Alligevel tog
Thiers imod den. Han ſparede „med Iskulde“, at
man, hvad Fjendtlighedernes Standsning angik, kunde
henvende ſig til General de Ladmirault, men at han
forreſten vilde forſvare Nationalforſamlingen ligeoverfor
Alle og imod Alle.

Altſaa en ny og endnu foldere Afviisning end
forſte Gang. Efter Meddelelſen herom forlode de De⸗
legerede Mødet, misfornoiede over Udfaldet, men endnu
altid med Haab om at kunne üdrette noget. Saavel i
Modet d. 21de April ſom i dette, d. 24de April
havde man ikke ret kunnet forhandle. Man vidſte neppe,
hoem eller hvormange der vare tilſtede, eller fra hvilfe
Loger de Tilftedeværende vare. Localerne -havde været
for ſmaa, og der var mere blevet ſmaaſnakket i Grup⸗
per end fort nogen Forhandling. Men nu ffulde det
blive bedre. Der ſkulde holdes et nyt almindeligt Mode.
Alle Frimurerne i Paris ffulde formeligt tilſiges, og
der brugtes alle velbekjendte Midler for at give dette
nye Skridt faa flor Offentlighed ſom vel muligt. Be⸗
retningen fra Deputationen offentliggjordes i Bladene,
og den blev opflaaet paa Gadehjornerne paa ſtore Pla⸗
kater, underſkreven af ni ubekjendte Mavne. Under Be⸗
retningen fandtes en Opfordring til alle Frimurerne om

„
.
||
'
i
|
*
ö
i
i

572 Frimurerne i Paris og Commumen.

at mode til en almindelig Generalforſamling for at
proteſtere, m. m.

Endnu hortes Intet fra Ordenens Styrelſe, og
heri laa Grunden til, at Frimurerne i Almindelighed
virkelig troede, at Alt hvad der gik for fig, ſkete under
Ledelſe af Ordenens ſtore Raad. Dette troede de med
ſaomegen ſtorre Grund, ſom der allerede d. 8de April
var udſtedt en rigtignok anonym, men dog ganſke mu—
reriſk offentlig Erklering, et Slags Manifeſt fra Fri-
mureriet, uden at Ordensraadet havde fundet Anledning
til at komme med nogen Indſigelſe. Raadet hapde ogſaa
roligt kunnet lade det pasſere uimodſagt, thi der fand⸗
tes intet Anſtodeligt deri; men det var ikke undertegnet.
Det lod ſom folger:

„Ordenens Fane bærer den ædle Indſkrift: Frihed
Lighed, Broderſkab. Frimureriet taler Fredens Ord
til Verden, og i Menneſkehedens Navn erklærer det
Menneſkets Liv for ukrenkeligt. Det forbander al
Krig, men det ſukker dybeſt under Borgerkrigens Ulgykke.
Ordenen har den Pligt og den Ret at trade frem
blandt Eder og ſige: J Menneſkehedens og Broder-
lighedens Navn, i Navn af vort troſtesleſe Fædreland
ſtandſer Blodsudgydelſen! vi bede derom, vi bonfalde
Eder om at here os! Vi komme ikke for at diktere
Eder noget Program; vi henholde os til Eders Viis⸗
dom og ſige kun: Standſer Udgydelſen af det koſtbare
Blod, fam flyder paa begge Sider; lægger Grunden til

—

— — —

Frimurerne i Paris og Communen 573

en difinitio Fred, ſom ffal blive en ny Fremtids Mor⸗
genrode! See herom bede vi af al vor Kraft, og ffulde

vort Ord ikke blive hort, fan ville vi ſige, at det er:

Menneſkeheden, og at det er Fadrelandet, ſom kraver
det, og ſom paalegger Eder at høre os.“

Dette Manifeſt var af 8de April og antoges

blandt de fleſte Frimurere for at være udgaaet fra Or⸗
densraadet. Paa ſamme Maade troede man, at dette
havde levet hvad der ſenere var ſkeet, og da der nu
ſammenkaldtes en Generalforſamling, blev man ſaameget
faſtere i deune Tro.

Men netop dette offentligt udtalte Ord General⸗
forſamling gav omſider Stødet til, at Ordenens ſtore
Raad kom i Bevagelſe; kun flete det forſilde, ſom vi
ſenere ſkulle fee. Men at ikke alene Folk i Alminde⸗
lighed troede, at denne Bevegelſe udgik fra Ordenens
Styrelſe, men at endog hele Loger troede dette, ſee vi
f. Ex. deraf, at Logen i Vincennes i en „Appel“, ſom
den udſtedte, ligefrem bruger de Ord: „devant les ef-
forts tentés par le Grand Orient.“

Den ſaakaldte Generalforſamling holdtes da den
26de April i Theatret Chatelet, og man anſlaager de
Tilftedeværendes Antal til omtrent 2000. Der praſi⸗
derede en Hr. Saugé. Af hoad der ſkete, og af det

574 Frimurerne i Paris og Communen.

Udfald, ſom dette Mode fif, fremgaaer det nu paa det
beſtemteſte, at hele Bevægelfen var en af Communens
Streger, der ſkulde ſettes i Scene ſom et ſtort Appa⸗
rat til at virke paa den ſtore Mengde.

Der blev vedtaget folgende Reſolution:

„Da Frimureriet har udtomt alle Midler til at op—
nage en Forſoning med Regjeringen i Verſailles, har
det beſluttet at plante fine Bannere paa Pariſes Bolde,
og hvis en eneſte Kugle ffulde ramme dem, faa ville
Frimurerne med Begeiſtringens Kraft drage ud mod den
fælles Fjende.”

Hovedſagen var den fnildt arrangerede Oſtentation.
Communen ffulde have en offent'ig Tilftendegivelfe af
den tagne Beflutning, og faa rrog man da i Optog
lige ſtrax fra Chatelet-Theatret til Hotel de Ville, hvor
Communen reſiderede, og "hvor man var vel forberedt
paa at modtage Svermen, der ſterkt voxede pan Veien
derhen.

Et „af Commuuens Blade, le cri du peuple.
havde allerede Dagen forud bebudet, at Verſailles vilde
falde for denne Demonſtration!

Ved Ankomſten til Hotel de Ville gik en Depu—
tation op og meldte fig hos Communens Medlemmer,
hvilfe derpaa gik ned, for at modtage Optoget i Pa—
laiets Wresgaard. Her foregik heelt latterlige Scener.
Man talte til Communen, og Communen takkede. Man
vilde ſlutte fig til Communen, ſom var den rette Baſis
for de ſociale Reformer. Raabene lode: Vive la

Frimurerue i Paris og Communen. 675

Commune! Vive la francmagonnerie! Vive la répu-
blique universelle! Et af Communens Medlemmer
Jules Vallés tog fit Skjerf af og gav det til en af
Talerne, Hr. Thirifocq, ſom modtog det og erklerede,
at det ſkulde opbevares i Ordenen til Minde om denne
mærfværdige Dag. Saaledes var da Forbundet ſluttet
mellem Communen og Frimurerne. Det var tydeligt,
at Communens Medlemmer trængte til at fee honnette
Folk ved deres Side. '

Dm GSlutningsſcenen af denne „Komedie, ſom
Communen havde ſpillet med en af de agtverdigſte phi⸗
lanthropiſke Juſtitutioner“, ſtod der faa Dagen efter at
leſe i den „Ofſicielle“, at da nu Alle vare enige, bleve
Ordenens Bannere bekrandſede med Guirlander og pyn⸗
tede med Hr. Vallss Skjœrf. Derpaa fif man en rod
Fane med; Communens Medlemmer fluttede fig til
Toget og fulgte det gjennem de meſt befolkede Gader
hjem til Rue Cadet. Her opleſtes det, men paa Veien
aftaltes der, at den ſtore Manifeſtation, (Bannerne
paa Voldene) ſkulde gage for fig d. 29 de April, en Lo⸗
verdag, og nu gjaldt det at ſkaffe denne Manifeſtation
et klekkeligt Omfang.

Dette ſkete da ogſaa tilgavns, og det er viſt ganſke
vigtigt, naar der af de Fleſte paaſtaaes, at der deeltog
henved tyve tuſind Menneſler i den. Den ſaakaldte
Generalforſamling henvendt ſig til alle Loger og anmodede
dem om formelt at ſammenkalde alle Medlemmer til at
mode Loverdag Morgen Kl. 9, i Louvres Slotsgaard

576 Frimurerne i Paris og Communen.

med deres Faner og Ordensbaand. Men det ſynes form
om der var Mangel paa Baand, ſaa ſtort var Tillobet.
Om Fredagen plyndredes et Par Baandudſalg, af Her-
rer og Damer fra Gaden. Det var jo nok at pynte
ſig med et eller andet Slags bredt Baand, for imorgen
at agere Frimurer og — vare med! Det er imidlertid
viſt, at enkelte Loger ikke udſtedte nogen Indkaldelſe, og
det er rimeligt, at disſe allerede havde bragt i Er—
faring, at det Hele var foregaget uden Ordre eller Deel—
tagelſe fra Styrelſen.

Loverdag Morgen Kl. otte trak et Compagni af
Communens Garde op og ſtillede ſig en haie langs
Rue Marengo til den Port af Louvre, ſom vender ud
til Rue Rivoli. Efterhaanden ſamledes Mengden. De
enkelte Loger modte i ſamlet Antal og i Optog; paa.
hele Veien til Louvre vare de blevne hilſede af Meng—
den, der ſluttede fig til dem og ſtormede med ind i
Slotsgaarden, hvor man ordnede fig, Frimurerne og
Ikke⸗Frimurerne og en ſtor Mengde Kvinder mellem
hverandre. Dienvidner have beſkrevet os dette Mode
ſom meget overmaade Eiendommeligt. Uagtet dets blan—
dede Elementer var der naſten en audagtsfuld Stilhed
og Hoitidelighed udbredt over Forſamlingen, og man
fik ligeſom Indtrykket af, at Ordenens Hemmeligheds—
fuldhed og Alvor her uvilkaarligt meddeelte ſig til alle de
Forſamlede, og at denne ſtore Mængde i fuld Alvor. var
kommen ſammen for at opfylde en alvorlig. Pligt, for at
udføre en Misſion.

Frimurerne i Paris og Communen. 577

Frimureriet i Frankrig pynter ſig ſterkt, og den
ſtore Mængde af Ordener og Decorationer, ſom de
Fleſte bære, gav Forſamlingen et viſt feſtligt Preg.
Det er nemlig ikke i alle Lande ſom her i Danmark,
at Frimureriet holder fig til fin Bolig; paa: mange
Steder treder det op med fuldſtendig Offentlighed, i
decorerede Optog, der tildrage ſig Mengdens undrende
Opmeerkſomhed. Vi have feet ſaadanne Optog i Eng⸗
land, i Sverige, o. fl. St.

Kl. ti aabnedes den Port, ſom vender ind til
Carousſelpladſen, og det ordnede Tog fatte ſig i Be⸗
vægelje hen mod Tuilerierne. De civilkledt og deco⸗
rerede Frimurere med deres Faner vare blandede med
Uniformer. Nationalgardiſterne med deres Uniformer
fra Beleiringen, Friſkytter, Communens Jægere, Sols
dater, Officerer af Linien, nogle tilhørende Ordenen,
andre ikke, og pyntede Damer midt imellem dem, ud⸗
gjorde uhyre Rekker. Foran gik ſom Wresgarde Com⸗
munens Jægere, i en Slags Uniform ſom Turcos, og
Toget fluttedes af Nationalgardens 129 de Bataillon.
Der herſkede vedvarende Stilhed og Alvor, og for Pa⸗
riſerne har det viiſt fig ſom un spectacle réellement
imposant.

Det tog lang Tid at nage til Carousſelpladſen,
men da man var der, lod der pludſeligt militair Muſik
fra Rue Rivoli. Det var en Bataillon, ſom marche⸗
rede ind paa Pladſen med fuld Muſik og opſtillede ſig
foran Pavillon du Rohan. Samtidigt marcherede

37

578 Frimurerne i Paris og Communen.

en anden Bataillon ind med Muſik og opſtillede ſig
indenfor Gitteret i Tuileriernes Gaard. J Spidſen
for denne Bataillon red fire heiere Oficerer af Com—
munens Stab, og efter dem fem af Communens Med—
lemmer: Felix Pyat, Lefrangais, Franckel, Clement
og Pottier.

Klokken var bleven halv elleve, og endnu vare ikke
Alle komne i Orden, men Mængden var bleven over—
ordentlig flor, og Carousſelpladſen var lige faa opfyldt,
fom ellers i Anledning af Trontalen ved Kamrenes
Aabning.

Klokken elleve ſatte Toget ſig i Bevagelſe og gik
nu med klingende Spil tilbage gjennem Louvres Slots⸗
gaard for at drage hen til Hotel de Ville. Paa
denne Vei anfortes Toget af Communens Medlemmer
blandede med de hoieſte Frimurere, og da det kom til
Pladſen foran Hotel de Ville, ſamledes alle Fanerne
foran Hovedindgangen ved den ſtore Trappe i Wres⸗
gaarden.

Her bleve Selen modtagne hoitideligt af alle
Communens Medlemmer, ſom ſtode paa Balconen
over Wrestrappen. Foran ſtod en Statue af Repu⸗
bliken, prydet med det rode Skjerf og omgivet af Com⸗
munens Faner og communale Trofcer.

Felix Pyat tog Ordet. Communens Alderspraſi⸗
dent, den fer og halvfjerdsſindstyaarige Belay, ſom
ogſaa er Frimurer, ſvarede. Communens Medlem Leo

Frimurerne i Paris og Communen. 579

Meillet holdt ogſaa en Tale; ligeledes den gamle
Thirifocg med det ſtore hvide Skjag.

Vi ville ikke gjengive disſe begeiſtrede eller fana⸗
tiſte Taler. Meningen af dem alle var, at man nu
havde faaet nok af Ord. Nu maatte man ffride til Hand⸗
ling. Man vilde gage og plante Bannerne paa Vol—
den, og ſtulde der blive ſkudt paa dem, faa vilde man
med Vaaben i Haand ſtorme los paa Verſaillestrop⸗
perne. De ſidſte Ord vare: „Og nu, Borgere, ikke
Ord, men Handling!“

Toget fatte fig atter igang. Muſiken ſpillede
Marſeillaiſen, og Communens Medlemmer forte an.
En lille Ballon gik tilveirs med Melding til Pro⸗
vindſerne om denne imponerende Manifeſtation. Man
drog forſt til Baſtillepladſen — i taknemlig Erindring —
fulgte ſaa Boulevarderne lige til Madeleinekirken, og
derfra gik Toget ud gjennem Faubourg St. Honoré.

Ligeſom Communens Medlemmer bare deres rode,
guldfryͤndſede Skjerf og Roſetter, havde den ſtore
Mængde Kvinder decoreret fig med Baand og Sleifer;
en Zouav, ſom bar en Fane, havde desuden en af
disſe franches-magonnes under hoer Arm. Toget var
deelt i 59 Afdelinger hver med fin Jane. Det ſlut⸗
tedes af en Rekke Vogne. Overalt, vive la Commune,
vive la Republi que!

Kl. to havde. man naaet ud forbi Triumfbuen,

og gjorde Holdt i Avenue Friedland, hvor alle Fanerne

ſamlede ſig i een Gruppe. Nu var man kommen til
37%

580 Frimurerne i Paris og Communeu.

den egentlige Skueplads for Munifeſtationen, til Vol⸗
dene. Stafetter ſendtes frem med Ordre til at holde
inde med Skydningen.

Det regner. — Man lader plante en Parlementair⸗
fane paa den Barricade, ſom er bygget foran Tri—
umfbuen, og en Deputation af de „LeEldſte“ gaaer frem
ad avenue de la grande armée og opſtiller Fanerne
paa Volden, paa de meſt udſatte Poſter, hundrede Metre
imellem hoer Fane, fra Dauphineporten lige til Mail⸗
lotporten.

Her, pan Volden traf man Communens Na—
tionalgardiſter og Artilleriet, og der blev ſtor En—
thouſiasme.

Nu flod man altſaa ligeoverfor Fjenden, ſom de
kaldte Verſaillestropperne, og nu ffulde Underzundiiz
gerne til at begynde.

En Deputation, 40 i Tallet, gik frem imod
Neuillybroen. Paa den modſatte Side af denne ſaae
man en Verſaillesbarricade ved Courbevoie.

Ban Broen modtoges Deputationen af General
Leclerc, ſom henviſte den til General Moutaudon, den
Overſtkommanderende paa dette Punkt.

Dog fil kun Tre af de Deputerede Lov at pas—
ſere, og de bleve forte med Bind for Sinene gjennem

Verſaäilleslinierne hen til Generalen.

General Montaudon, der ſelv er Frimurer, mod⸗
tog ſine Brødre med Godmodighed, med forekommende
Artighed og med frimureriſk Hilſen; dog maatte han

Frimurerne i Paris og Communen. 581

ſige dem, at han kun er Soldat, kun den Arm, ſom
udfører en Ordre. Han havde vel turdet tage paa fig
at ſtandſe Ilden, da han faae Frimurerfanerne, men
at gage ind paa u en længere Vaabenhvile laa udenfor
hans Bemyndigelſe. Han opfordrer dem derfor til at
ſende Deputerede til Verſailles; han ſtiller en Vogn til
deres Dispoſition, hvorpaa to af dem ſtrax begive fig
paa Veien for paany at træffe Thiers, Chefen for den
executive Magt. Den tredie, Bannerbereren, drager til⸗
bage til Paris.

Skydningen var imidlertid ikke heelt ſtandſet. Fra
Verſaillestroppernes Side holdt man forſt inde Kl. fem,
og man enedes om at vente de Deputeredes Tilbage⸗
komſt fra Verſailles. J Paris fortalte man, at to
Frimurere allerede vare trufne af Verſailleskugler eller
Granatſtumper. Et Sienvidne paa Stedet har fortalt
os, at der endnu faldt mange Bomber, men "nogen
Saaret faae han ikke.

Natten gik roligt hen. Bannerforerne bleve paa
Volden ved deres Faner. Den ſtore Mengde var gaaet
hjem. Kun omtrent et hundrede Frimurere conſti⸗
tuerede fig i et permanent Mode i Dourlans Sal, i
Avenue de Wagram.

Endelig Kl. fer om Morgenen d. 30te April kom
de to Delegerede tilbage. De havde ikke opnaaet mere
end deres Forgengere. Thiers havde ikke kunnet un⸗
derhandle med Oprøret. Paris ffulde overgive ſig!

Efter dette Svar vedtog ſtrax den permanente Co⸗

582 Frimurerne i Paris og Communen.

mitee, at Fanerne ſkulde blive vaa Volden, og man for⸗
pligtede ſig til at gribe til Vaaben, derſom en Kugle
fra Verſaillestropperne traf nogen af dem.

Henimod Kl. fem om Eftermiddagen kom en Capi⸗
tain, ſom havde Vagt ved Maillotporten, og opfordrede
Mængden til at ſkilles. Ilden kunde nu begynde igjen
hvert Sieblik.

Dette fkete Kl. otte om Aftenen, og Ilden var
nu fra begge Sider ſaa voldſom, ſom om man kun gik
ud paa at indhente den tabte Tid. De fleſte Faner
droge tilbage. Kun nogle enkelte bleve ſtaaende til d.
2den Mai. Den Dag bleve de nedtagne i forſkudt
Tilſtand af et Par Frimurere, ſom bandt dem ſammen
til en Kanonviſker og bragte dem til Paris.

Hermed endte det Hele. Alt, hvad der var fore—
gaaet, havde Lighed med en Flamme, til hvilken der af
og til puſtes eller gydes Olie, men ſom faa paa een—
gang deer hen af Mangel paa Nering. Men Andet
havde man jo heller ikke tilſigtet. Det kunde dog ikke
have faldet nogen beſindig Mand ind at tanke fig Fri⸗
murerne opſtillede med Chasſepotrifler midt imellem
Communen og Verſailles. Og det ſtete da heller ikke.
Mellem 29 de April og 2den Mai ſaae man vel af og til
ude ved Voldene en eller anden decoreret Frimurer med
en Bosſe i Haanden. Ogſaa fortælles der, at een eller
to Frimurere bleve ſaarede, men — Manifeſtationen var
foregaget, mere behøvedes jo ikke.

Naar vi nu betenke, hvad der foregik i Paris i

Frimurerne i Paris og Communen 583

April Maaned, faa kunne vi lettere forſtaae denne loſe
og dog livlige Ophlusſen. Netop forſt i April kom det til
det forſte Sammenſted mellem Nationalgardiſter og Re⸗
gjeringstropperne ved Courbevoie. Det var Alvor,
Franſkmend krigede nu mod Franſkmend. Fra den
Dag — det var den 2den April — ſteg Ophidſelſen
og Spændingen med hver Dag og hver Time. Alt var i
eet Virvar, og Toileslosheden begyndte at tage Overhaand.
J de forſte Dag vidſte Folk ikke engang, hvem de Her⸗
rer vare, ſom nu vilde regjere. Saa var der paa ens
gang dannet endeel „Generaler“, Bergeret, Duval, Flou⸗
rens, Cluſeret og fort efter. Dombrowſki ſom Over⸗
general. Den gde April arreſteredes en Mængde Pre⸗
ſter. Samme Dag begyndte Mont Valerien at kaſte
Bomber mod Neuilly og den veſtlige Deel af Paris lige
til Triumfbuen. Den rode Fane blev heiſet overalt,
og hele Maaneden igjennem fortſattes Kampene ved
Neuillybroen, ved Maillotporten og ved Sybdforterne,
medens man i Verſailles beſtandig ſamlede Tropper. J
Paris troede man, at Regjeringen i Verſailles var af⸗
mægtig, ja man troede vel endog, at der kun behovedes
et kraftigt moralſk Choc for at blaſe den over=
ende, og hertil var det, at Frimurerbevegelſen ſtulde
bruges.

At denne Bevagelſe virkelig kom iſtand, lader ſig
kun forklare af den overvettes Exaltation, ſom herſkede
allevegne. Der manglede Styrelſe, og denne Mangel
var gjennemgaaende i den hele Adminiſtration; men det

* ——

n

584 Frimurerne i Paris og Communen.

er jo et ofte gjentaget hiſtoriſk Faetum, at hvor der
mangler Styrelſe, der er det let for en Enkelt eller for
nogle Faa at reiſe en ſtor Bevegelſe. Og ſaaledes gik
det ogſaa i dette Tilfælde.

Man fan fige ved denne Leilighed, at Ordenen,
Frimurerordenen, havde tabt fit Hoved, og dette maa
forftaaeg ganſke bogſtaveligt. Ordenen manglede en
Styrer.

Da Prinds Murat trak fig tilbage ſom Frimure—
riets Overhoved, vilde Ordenen vælge Prinds Napo—
leon dertil; men det vilde Keiſeren ikke tillade. Efter
lange Underhandlinger ſatte da Keiſeren General Magnan
i Spidſen for Ordenen. Men det gik ikke, og det viſte
fig nedvendigt, at Ordenen kom til at vælge ſelv.
Valget kunde jo fan confirmeres af Keiſeren, og det
ſtete. General Mellinet fif dens Styrelſe i fine Hen—
der, ſom en keiſerlig octroyeret Formand, hvis Ord og
Afgjerelſe ſtulde paatrykke enhver Beſtemmelſe Myndig—
hedens Preg. Men i de Dage vare de Keiſerlige, iſer
de keiſerlige Grneraler, alle andre Steder at finde end
i Paris, og derfor ſtod nu ogſaa Ordenens Grand Con-
seil uden Hoved, uden Myndigheds-Stempel.

Saaledes kunne vi forſtaae, at Tiden kunde gage
hen, og at ſaadanne Demonſtrationer kunde finde Sted,
uden Indſigelſe fra Styrelfen. Det var forſt den 26de
April ved Bekjendtgjorelſerne om en almindelig Ge—
neralforſamling, at Ordensraadet følte, at det ikke
længer kunde holde fig tilbage. Men nu kom Pro—

Frimurerne i Paris og Communen. 585

teſten for ſilde. Den er dateret d. 29 de og blev forſt offent⸗
liggjort d. 30te April — Dagen efter Manifeſtationen.

Ordensraadets Proteſt var tydelig og beſtemt. Den
er overſkrevet Grand Orient de France og undertegnet
af fer membres du Grand Conseil. Den beklager Stor⸗
meſterens Fraverelſe og udtaler, at den med Forbau⸗
ſelſe har ſeet en ſaakaldt Generalforſamling ſammen⸗
faldt: den erklærer, at denne ikke er indkaldt efter Lovene,
at den er uden al Betydning og Frimurerordenen uved⸗
kommende, jaa at enhver Beſlutning af Forſamlingen i
Chatelet er ugyldig.

Var denne Proteſt fremkommen ved Mødet i Cha⸗
telettheatret eller endog kun ved Forſamlingen i Louvre
den 20de, faa er der ſtor Sandſynlighed for, at det
Hele vilde være faldet ſammen. Nu havde den kun til⸗
folge, at hele denne Bevagelſe tabte fig ſom ved et
Trylleſlag.

Fra nu af mylrede der Proteſter frem, og alle disſe
Indſigelſer vare rettede imod at betragte denne Bevæ-
gelſe fom en Ordensſag.

Tilſidſt, den 29de Mai, udſtedte ogſaa Ordens⸗
raadet en Declaration, der var ſtilet ſaavel til Frankrig
ſom til Udlandet, og hvori det beklager, hvad der var
ſteet. Det indromme med Sorg, at der har varet Fri⸗
murere med, men Mængden var reeruteret, man veed ikke
hvorfra; Manifeſtationerne erklæres for brodefulde, men
Ordensraadet frigjor Ordenen for ethvert Anſvar og
kaſter det over paa de enkelte Deeltagere, der have ladet

586 Frimurerne i Paris og Communen.

ſig rive med af Sieblikkets lidenſkabelige Opblusſen og
af ydre Paavirkninger.

Saaledes endte denne kunſtigt feimpfagte Bevæ-
gelſe, der begyndte med ſaamegen Pomp og Oſtentation,
ſom en kummerlig Farce, Den afgiver et nyt Beviis
paa; hvorledes ſelv de bedſte Kræfter i en oprørt Tid
kunne misbruges, naar de favne den fornodne Ledelſe
og ere henviſte til at handle paa egen Haand.

587

Ungdoms⸗Aferlighed.
Af
Frants Friherre Gaudy.“

Overſat af Chr. Larſen.

Meer end Een vilde ſagtens undre fig og ryſte
paa Hovedet, hois han traadte ind i den ſtore Skoleſtue
i denne Aftenſtund, nu da alle Børnene ere borte, og
faae, hvordan jeg omhyggelig ſkerer den ene Fjerpen til
efter den anden og lagger Ark paa Ark ſammen af det
fine, blaa Velinpapiir fra Hrr. Rauchs vidt og bredt
beremte Fabrik ved Heilbronn, og faa fætter mig tilrette
i min brune Laderſtol og giver mig til at ſkrive. Gaa
vilde han vel ſporge, hvad Slags vigtige Forretninger
jeg kunde have ſaa ſeent paa Aftenen, og om jeg: maaſkee
var iferd med at ffrive en underdanig Auſogning til det
høie Conſiſtorium i Stuttgart om at blive entlediget fra
min Tjeneſte. Men faa vilde jeg fvare i al Beſkeden⸗

588 Ungdoms⸗Kjerlighed.

hed: Nei, kjare Herre, det er ikke Tilfeldet. Gamle
Johannes Martinus Kirchner, Organiſt ved den evange—
liffe Kirke i Staden Wimpfen ved Neckarfloden, fyldte
rigtignok med Guds naadige Biſtand ſit 83de Aar ſidſte
Martini Lutheri Dag, men han har alligevel paa ingen
Maade iſinde at feriere, ſaalenge Herrens Miſkundhed
endnu lader hans gamle ſkrobelige Lemmer faa nogen—
ledes beholde deres Forlighed; nei, han haaber, at det
endnu en Stund maa forundes ham at ſpille paa Orge⸗
let til den Almegtiges Lou og Priis og at oplære den
kjere Ungdom i Tugt og Formaning, til hans Dods—
ſtund kommer, og Herren forlener ham en ſalig Ende.
Amen.

Men naar jeg nu beſvarede de andre Sporgsmaal
med, at jeg er iferd med at optegne nogle Erindringer
af mit eget Liv, fan vilde Sporgeren vel lee mig ud
eller trekke paa Skuldrene af mig, eller vel ogſaa mene,
at han nok havde hørt tale om ſtormagtige, regjerende
Herrers og Keiſeres eller lærde Philoſophers Levnetsbe—
ſtrivelſer, eller andre Folls, ſom havde oplevet forunder—
lige Eventyr i fremmede Laude — men at han aldrig
for havde hørt, at en Chordrenge-Forſtander og Skole⸗
meſter i en middelmaadig Kjobſtad havde ffrevet fine
Memoirer. Og igrunden havde han jo ikke faa ganſke
Uret, fanfremt han nemlig troede, at jeg i forfængeligt
Hovmod og taabelig Indbildſkhed gav mig til at ſamle
mit ſtille Livs Hendelſer for at udgive dem i Trykken
og ſende dem ud i den vide Verden. Men det er ikke

Ungdoms⸗Kjerlighed. 589

fældet. — Jeg ſtaaer ene her i Verden og torres hen
ſom et Træ, man har ladet blive ſtagende pan Ager⸗
marken; jeg har Intet, ſom mit Hjerte hænger ved, und⸗
tagen de glade og ſorgelige Minder fra mine forſte
Ungdomsaar. Aften efter Aften deage de forbi min
Sjæl, og nu ſkriver jeg dem op uden at vente eller onſke
nogen anden Læfer end mig ſelo, akkurat ſom jeg aller⸗
helſt ſtryger min Violin alene pag mit Kammer for min
egen Fornoielſe.

Og det er da lun fra mine Drengeaar, at jeg
kunde optegne en og anden Erindring, thi over dem har
den klareſte Stjerne kaſtet ſit milde Lys. Siden den
Stjerne gik ned, er mit tilbagelagte Liv mere og mere
hylet i Morke. Det er, ſom om Tidens Finger havde
udviſket min Livshiſtorie ſom Yugling og Mand og
kun ladet nogle forvirrede, nleſelige Kragetcer blive til⸗
bage paa Tavlen. Naar Salen ſtager op, lægger det
gyldenrode Skjær fig forſt over Bjergenes Toppe, medens
Dalene endnu ſlumre; det Samme. ffeer, naar Solen
gaaer ned. Barndommen og Oldingsalderen ligne Bjergs
toppene: paa dem hviler Solen lengſt og omgiver dem
med fin Glorie — de ere jo ogſag begge nærmeft ved
Himlen, hvorfra vi ere komne, og hvortil vi atter vende
tilbage.

Jeg kom til Verden i den frie Rigsſtad Heilbronn
ved Neckarfloden, i det Aar efter Guds Byrd Eet Tu⸗
finde, Syv hundrede og Halvtredſindstyve paa Martini
Lutheri Dag, og efter ham fil jeg i den hellige Daab

590 Ungdoms⸗Kjerlighed.

Navnet Martinus; men efter min ſalig Fader blev jeg
faldt Johannes. Min kjere Fader var fra Ferſt af
Pottemagerſvend; hans fulde Navn var Johannes Pau—
lus Kirchner, og ſaalenge han levede, gjaldt han hos
Alle for en ſtille og ordentlig Mand og en ſamvittig⸗
hedsfuld Arbeider; det har jeg efter hans altfor tidlige
Bortgang tidt og ofte hørt af de ældre Borgere i den
„gode By Heilbronn, og de har beſtandig foreholdt mig
ham ſom et Exempel, jeg ſkulde folge i min Vandel.
Fader drog paa Vandring i fremmede Lande, men kom
tilbage. til fin Hjemftavn, og det var hans Beſtemmelſe
at fætte Bo her, ſaaſnart der ved en af Laugsmeſtrenes
dødelige Afgang. blev en Meſterplads ledig. Da hændte
det ſig, at han var med af feire Viinheſten i Weins⸗
berg og der ſaae velagtede og erbare Jomfru Anna
Regina Hollert, og det varede ikke længe, inden han
fattede en oprigtig Kjærlighed til hende i Tugt og Wre
og kun begjerede, engang at faae hende og ingen Anden
til fin AEgtehuſtru. Og han fandt da ogfaa fnart Lei=
lighed til at fige hende, hvor inderligt han havde hende
kjer. Min ſalig Fader var et kjent ungt Menneſke
med et net Vaſen og var godt anſkrevet hos Hoie og
Lave; og det varede da heller ikke faa meget længe, inden
min fjære Moder flog til og tilſtod ham, at hun ogſaa
led hum rigtigt godt, Saa lovede de hinanden Wg—
teſkab.

Men da min ſalig Fader nu henvendte fig til fin
Trolovedes Formynder for at fane hans Indvilligelſe, faa

Ungdoms⸗Kjerlighed. 591

ryſtede han ærgerlig paa Hovedet og vægrede fig ved at
godkjende Trolovelſen. Han var min tilkommende Mo⸗
ders Farbroder og hed Sylveſter Hollert, men gik for⸗
detmeſte under Navnet den lange Sylveſter. Han var
Commandereſergeant ved den frie Rigsſtads Compagni.
Jeg huſker ham endnu ganffe tydeligt, Det var en ſtor,
bredſkuldeet Mand med en ſtatelig Mave, og han var
næften et Hoved høiere end andre Menneſker. J fine
yngre Aar var han bleven kapret af Hververne og havde
tjent under de preusſiſke Faner, og han havde været med
pan Felttogene i Italien under den gamle Desſauer —
han havde da navnlig ogſaa kempet med i den glor⸗
værdige Victorie ved Casſano. Det var en Tid, hvorom
han kunde fortælle merkelige Hiſtorier ved fit Kruus
Ol paa Vartshuſet. — Han faae rigtig martialſk ud,
ſaa man kunde blive bange for ham. Naar han ſpan⸗
fede hen over Torvet, faa rank ſom et Lys, pudret og
friſeret, med de tetſluttende Gamaſcher og de ſpidſe
Kjoleſkjoder ſtruttende bagud — hans høire Haand lag
paa Ryggen og caresſerede den kridhvide, alenlange Pidſt,
i den venſtre Haand forte han en lang Spanſtrorſtok
med forgyldt Knap, og den fatte han altid langt frem
foran ſig — tog alle Borgerne Hatten af og hilſte ham
ærbøbdigt, men han pleiede kun at give dem et lille Nik
eller kaſte Hovedet raſkt tilbage, ſaa Dobbelthagen ſkjod
ſig frem over det ſtive Halsbind. Drengene, ſom legede
paa Gadenu, vare lidt bange for den lange Commandeer⸗

592 : Ungdoms⸗Kjerlighed.

ſergeant og lob ind i Gadedorene, hvor de ſtode og tittede
ud, til han var afſyne.

Ligeoverfor denne Mand ſtod Fader og ſtammede
og hakkede i det. Da han langt om lange havde faaet
ſagt, at han vilde frie i Tugt og Wre til hans Mynd⸗
ling, ſvarede den lange Sylveſter barſkt: „Veed Han
hvad, Han unge Fur, ſlaa Han Sig bare ſaadanne
Narreſtreger ud af Hovedet med det Samme. For jeg
giver mit Samtykke til, at Anna gifter fig med ſaadan
en ynkelig Pottemagerſvend og lader fig træffe ind i
ſaadant et lumpent Tiggerlaug, fer ſkal jeg bytte min
Commanderſergeantſtok med en Tiggerſtav. Min
Broders Barn fkal gifte ſig ind i en nobel, glorver—
dig Haandtering. Jeg kjender ingen anden end Sol—
daterſtanden. Forſtaaer Han mig, Hans? Og Han
maa ſkamme fig ſom en Hund, ſaadan en kraftig og
velffabt Mandsperſon, ſom Han er — Han maaler jo Sine
ſyv Fod og to Linier preusſiſk — at Han ikke vil bruge Sine
ſunde Lemmer, ſom Herren naadigſt har forundt Ham,
til Andet end at rode i Kit og Leer for at lave Kruk—
ker og Potter til de gamle Kjellinger, og faa trælle
tiltorvs med Sine Skillingsvarer paa en Hjulbor.
See Han paa mig, Hans! fra Forſt af var jeg ikke
Andet end en gemeen Slagterſvend, og nu er jeg til
Løn for mine Meriter bleven. den frie Rigsſtads Com⸗
mandeerſergeant. Der feer Han, hvad en dygtig Krigs⸗
mand kan drive det til.“ Og dermed ſtak han Maven
og Dobbelthagen nok en Gang ſaa langt frem ſom ellers

Ungdoms⸗Kjerlighed. 593

„Han har nu hort mit ſidſte Ord i den Sag“, lagde
den Lange til. „Toſen bliver en ærlig Soldaterkone,
eller ogſaa bliver hun en gammel Jomfru hele ſit Liv.
Gaa Han nu, Sonnike, og Vorherre være med Ham.“

For Fader var det nu en rigtig bedrovelig Beſked.
J de Tider beſtod Krigsfolket af lutter ſlemt, ſammen⸗
lobet Pak, ſom allerede havde ftaaet i mange Herrers og
Landes Tjeneſte og kun havde gjort Ulykker overalt, hvor
de havde været. At træde ind ien ſaadan gudsforgagen
Bande, det var et ſterkt Stykke at forlange af en ærlig,
gudfrygtig Haandverksſvend, ſom ovenikjobet var af
agtbar Slægt, for Kirchnerne havde i gamle Dage hort
til Patricierne i den frie Rigsſtad Heilbronn, men ved
Tidernes Ugunſt var det gaaet tilbage for dem, og i
deres Armod havde de opgivet de Rettigheder, ſom til-
kom dem paa Grund af deres Herkomſt. — Den lange
Sylveſters Ord var ſaa urokkeligt ſom de ti Bud, det
vidſte Fader og forklarede Moder det med grædende
Taarer. Alligevel ventede han endnu et halvt Aars
Tid paa, om ikke Een af Laugsmeſtrene ſkulde faae nok
af denne Verden, og tenkte beſtandig, at naar han bare
kunde komme ſom boſat Borger og fornye ſit Frieri, ſaa
vilde Farbroderen vel tage imod Raiſon. Men efter⸗
haanden gik det op for ham, at det dog egentlig var
ugudeligt, ſaadan at gage og længes efter at andre Folk
ſtulde doe, og en fkjon Morgen beſluttede han fig til at
ſige fit tidligere Haandverk Farvel og lade fig indrullere
ſom Soldat i Stadens Compagni. Den lange Syl⸗

58

— —Bͤ ͤͤ?—b ——

594 Ungdoms-Kjerlighed.

veſter ſlog ham heel venſkabeligt paa Skulderen, da han
meddeelte ham fit Forſet, og hvidffede i Skjegget, da
Fader ſamtidigt paany anholdt om Jomfru Auna Regina
Hollerts Haand, og meente, at det „vilde Altſammen
give fig.” Det gav fig da ogſaa. Et Aarstid efter
modtog Brudeparet i St. Kilianskirken, Stadens Ho—
vedkirke, den egteſkabelige Velſignelſe, og nok et Aar
ſenere blev jeg, den eneſte Frugt af dette fromme og
lykkelige gteſkab, ſammeſteds ved Daaben indlemmet i
de Chriſtnes Samfund.

Om de forſte Aar af mit Liv veed jeg ikke Stort
at -fortælle. Hver fjerde Dag traf Fader paa Vagt, og
i ſin Fritid arbeidede han i Skind og lavede Pidſke og
Kjepheſte; det kjendte han til, efterſom hans Fader var
Handſkemager. Moder ſpandt paa ſin Rok — og faa-
dan ſlog de fig igjennem Verden paa en fkikkelig og an»
ſtendig Maade. Hver Sondag Eftermiddag fik jeg min
nye Blouſe paa, for faa beſogte Moder og jeg Comman—
deerſergeantens Madame, ſom var min Gudmoder. Hun
trakterede med Viin og Bakkelſer, og jeg havde min ſtore
Fornoielſe af de Jagtſcener, ſom vare indvevede med
rod og hvid Traad i de Damafkes Servietter, og endnu
mere af Bakkelſerne, ſom ſtod der til mig; jeg fif ogſaa
Lov til at blade og fee Billeder i en mægtig tyk Bog,
ſom var indbunden i Svineſkind og hed Theatrum
mundi. Deri vare de gamle Konger affkildrede med
Krone og. Scepter og lange Skjag, og Beleiringen af
Troja og af Rom — man ſaae Kartoverne blive affyrede

Ungdoms⸗Kjerlighed. 595

mod Murene, og Kuglerne havde en tyk, lang Hale efter
fig; man fane ogſaa gyſelige Folkeſlag, hvori det gik
vildt til, og Heſtene ſprang over de Faldne, og Folk
borede hverandre lange Spyd i Halſen. Min Gudmo—
der fortalte mig engang, hvad det betod Altſammen: at
ſaadan gik det til i Bataillerne, og hendes Mand havde
tidt ſagt, at det var det Mindſte af det. Sag tenkte
jeg paa, at min kjere Fader jo ogſaa kunde komme i
Bataille med ſaadant noget grovt Pak og let kunde
komme til Skade, og gav mig til at grade bitterlig.
Min Gudmoder lo af mig og ſagde, at jeg var en
tosſet Dreng. Hun meente, at Verden havde faaet nok
af Krig, det var jo ikke faa længe ſiden, vi havde havt
begge de ſchleſiſke. Nu var der Fred i hele Chriſtenhe⸗
den, og de hoie Herſkaber vilde nok tage fig, iagt for at
begynde paa den vilde Kamptummel igjen.

Give Gud, min Gudmoder havde ſagt Sandt!
Men Preusſens ſtore Frederik faldt ind i Sachſen i Au⸗
guſt Maaned 1756, og derfor ſpang Bellona paany i
ſyv Jammersaar fin bloddryppende Fakkel over Tyoſkland.
Kong Frederik blev erklæret i Rigets Act, fordi han
havde gjort Indfald i Churfyrſtendommet, og Fyrſten
af Hildburghauſen blev udnævnt til at anføre Executions⸗
heren imod ham. De Leldre ſkuffede fig, ligeſom Bor—
gerne i de andre Kjobſteder, med det Haab, at, naar
Preusſerkongen forſt fik at fee, at det denne Gang ikke
blev til Spilfegteri, men til ramme Alvor, faa vilde

38³*

596 Ungdoms⸗Kjerlighed.

han nok falde til Foie og bede om Fred. Men det
gjorde han ikke, han trodſede baade Riget og Keiſeren.

Rigscontingentet blev mobiliſeret. Stakkels Fader
maatte gage med, ogſaa den lange Commandeerſergeant.
Jeg var kun en lille Knegt dengang, men endnu paa
min Dodsſeng glemmer jeg ikke Jammeren den Morgen,
da Stadens Krigsfolk rykkede ud. — Det var for Dag—
gry. Soldaterne ſtimlede ſammen paa Torvet udenfor
Raadhuſet. Commandeerſergeanten raabte dem op ved
Navn, Mand for Mand. Foran Fronten af Compag⸗
niet holdt Hr. Majoren, Rigsbaron von Stetten, ſom
ſkulde commandere det, tilheſt, og langsmed Huſene var
der en Trengſel af Kvinder og Born, ſom græd og
hulkede. Da nu Soldaterne vare opſtillede i Geleder
vendte Hr. Majoren ſig om mod Borgerne og ſagde:
„J mine brave Kammeraters Navn ſiger jeg Eder, fjære
Borgere og Landsmænd, et hjerteligt Farvel! Er det
Guds Billie, ſees vi igjen. Men fkulde der tilſtode
Nogen af os noget Menneſkeligt, faa nere vi det til-
lidsfulde Haab, at J, der blive her tilbage, kjerligt
ville forbarme Eder over Enkerne og de Faderloſe.
Siger nu et glad Ja, faa at mine gude Soldater man⸗
digt og uforſagt kunne gage i Kampen, og Ingen ffal
være bekymret for Sine.“ Da raabte alle Mændene
høit og tydeligt: Ja! Men Kvinderne brod ud i Jam⸗
merſkrig og trængte fig ind i Soldaternes Rakker og
kaſtede fig endnu en Gang om Halſen paa deres Mend.
Gaa blev der trommet til hurtig ÜUdrykning, og Com⸗

Ungdoms⸗Kjerlighed. 597

pagniet marcherede under Heilbronnernes Veeklager ud
af Neckarulmerporten. Endnu den Dag idag bliver jeg
ganſke forunderlig blød om Hjertet, trods mine treog⸗
fiirſindstyve Aar, faa ofte jeg hører Trommen ſlaae i
afmaalt Takt til Pibernes Lyd, og denne Nat med al
dens Trengſel og Graad ftaaer for mig igjen.

Nu blev der ſaa ſtille i vort lille Huus ved Spring⸗
vandet — Moder grad ſtille, og naar jeg ſpurgte, hvab
der var iveien, faa trykkede hun mig til fit Hjerte, kys⸗
fede mig og tvang fig til at ſmile til mig. Hun var
hoi og flank; hendes Anſigt var fiint og zart, og man
kunde godt have antaget hende for en fornem Dame, naar
hun ikke havde baaret den ſimple, borgerlige Dragt.
Hendes ſmukke Sine havde et faa godt og fromt Udtryk
under de guldgule Sienhaar; hun lignede livagtig et
Mariabillede. Hun var en gudfrygtig Kvinde og altid
ſtille og ydmyg i fin Vandel. É

Rigéhæren fik vi fun ſjelden Noget at hore om.
Der var ildevarſlende Rygter igang om, at Preusſerne
uafbrudt rykkede frem og brandſkattede overalt; der bleo
ogſaa fortalt mange ſlemme Ting om de forte Dod—
ninghoved-Huſarer, at de ikke gave Pardon og vare baade
ſtud⸗ og hugfrie. Den ellers fan fredelige og venlige
By var reent forſtyrret; det var ſom om Ingen mere
kunde have nogen Glæde af Livet. Det forſtager fig af
fig ſelb, at jeg kun merkede lidt til al den Sorg, men
forſlog Tiden med Leg og Spog uden at tanke paa den

598 Ungdoms⸗Kjerlighed

Dag imorgen — jeg var jo et Barn og havde ikke
bedre Forſtand.

Saadan var der vel gaget et Aarstid, da et haardt
Slag traf os. Budſkabet om Slaget ved Rosbach og
Rigsarmeens totale Tilintetgjorelſe naaede til Byen,
Hele Heilbronn gjenlod af Suk og Klager. Der var
neſten heller ikke en eneſte Familie i Byen, ſom ikke
havde en ner Slagtning eller kjer Ven, der laa dod
paa Valpladſen eller haardtſaaret pan Lazarethet. Min
fjære Fader havde en preusſiſk Rytter klovet Hovedet paa
med fin Pallaſk. Hans Lig hviler nu ſammen med
ſaamange andre ærlige Schwaberes og ugudelige Franſk—
mænds Lig i den ſamme Grav — hans Sjæl er i
Himmerig. Om Jammeren hjemme hos os maa jeg
hellere tie reent ſtille. Naar Moder om Aftenen lagde
mig iſeng og havde ladet mig folde mine Hænder og
fremſige min Aftenbon efter hende, kunde hun ſomme-
tider ſige: „Ikke ſandt, Hanſemand, naar Du engang med
Guds Hjælp bliver ſtor, ſaa vil Du tjene Herren ſom
en ærlig Haandverksmand eller Kunſtner, men aldrig
tage Tjeneſte blandt Soldaterne og lade Dig ſlaae
ihjel og efterlade Enke og faderloſe Born i faa bitter
Sorg. Den eneſte Ting man Du love mig, min egen
lille Dreng.“ Det lovede jeg hende gjerne.

Borgerſkabet i Heilbronn glemte ikke det Løfte, ſom
det havde givet Hr. Rigsbaron von Stetten den Nat,
da Afmarchen gik for ſig, men forbarmede ſig mildt og

Ungdoms-Kjerlighed. 599

chriſteligt over de Faldnes Efterladte og ſtod dem tro⸗
lig bi med Raad og Daad, ſkjondt Tiderne vare tunge
for alle. Saaledes ſkeie det da ogſaa ved gode Menne⸗
ſkers Forſorg, at vi aldrig kom til at prove egentlig
Sorg og Nod for det daglige Brod. Men al den
Venlighed og Kjarlighed, ſom ſelo høie Herſkaber vifte
Moder, formagede ikke at lindre hendes Sorg. Bud—
ſkabet om Faders Dod havde knuſt hendes Hjerte, og
hun ſygnede hen ſom en Blomſt, der er fnælfet i
Stilken, og ſom nok kan blive ved at ſee friſt ud en
Tid, men tilſidſt taber ſine Blade og ſynker ſammen. —
Ti Maaneder efter Faders Ded bare de forte Mænd
Moder bort, og jeg var fader- og moderlos i mit
ottende Aar; allerede i min ſpede Alder maatte jeg
tomme den bedſke Kalk til ſidſte Draabe. Der er Men⸗
neſter, hvem det er forundt altid at dreie fig med Lyk⸗
feng Kugle og altid at være pan Solſiden; der er An—
dre, ſom lige fra deres ferſte Stund maae blive paa
Skyggeſiden. Til disſe kau jeg heuregne mig ſelv, men
jeg klager dog ikke over min Skjabne. Herren Fjender
jo bedſt, hvad vi arme Dodelige ere iſtand til at bære,
og om Korſet ikke er for tungt for vore Skuldre. —
Priſet være hans Navn i al Evighed. Amen.

600 Ungdoms-Kjerlighed.

Dagen efter min ſalig Moders Begravelſe kom
min Gudmoder, Madame Hollert, ſankede mine Pakke⸗
nilleker ſammen og tog mig hjem til ſig. Hvad hun
lovede ved min Daab, at være mig i Foraldres Sted,
om de døde fra mig, det har hun ærligt og redeligt
holdt, og hvorvel hun var en underlig Kone, har hun
altid viiſt fig god og kjerlig imod mig, det Gud lonne
hende.

Men hos Hollerts var der heller ikke ſynderlig
Glæde tilhuſe. Det var med hemmelig Ulyſt, at den
lange Sergeant var draget i Felten. Ligeoverfor ſine
gode Venner havde han ladet fig forlyde med, „at det
aldrig i Evighed kunde gane godt, og at Rigstropperne og
Franſkmendene maatte komme tilkort ligeoverfor den
gamle preusſiſke Diſciplin; at det laa ham tungt paa
Sinde, at han nu ſkulde kempe mod den Fane, han i
fin Tid havde ſvoret Troſkab, det kunde han aldrig
gjøre. med rigtig Mod og Lyſt; langt hellere vilde han
gaae los paa vore Allierede, Franſkmeendene, end paa
vore Fjender, Preusſerne.“ Efter det ulykkelige Slag
ved Rosbach havde han været med paa Retraiten og
var i eet Træt løbet fra Thyringen til Schwaben. Ved
dette Tilbagetog over Hals og Hoved havde han altereret
ſig meer, end han kunde taale, ſom da ellers ikke var
at undres over, naar man huſker paa, han var temme⸗
lig tilaars og vel ved Magt. Saa kom Qergrelſen
over Nederlaget og Klapjagten til — med eet Ord,
den lange Sylvefter gik og gremmede fig, jaa han blev”

Ungdoms⸗Kjerlighed. 601

ganſke mager og oienſynlig tredes hen. Alle hans
Uniformer kunde gage to Gange om ham, han ſpankede
ikke mere ſtolt og militairiſk om ſom for, gik ikke mere
paa Vertshuſet om Aftenen og vilde heller ikke mere
fortælle om den glorverdige Victorie ved Casſano. Af⸗
fairen ved Rosbach var bleven en Pind til hans Ligkiſte;
han døde, inden Aaret var omme. Paa hans Kiſte laa
haus Sabel og den lange Spanfkrorſtok overkors under
den lille trekantede Hat. Da Kiſten var ſat ned i
Graven, ſkjod Soldaterne tre Gange over den og mar⸗
cherede faa afſted med Piber og Trommer nok fan ly⸗
ſtigt. Men vi, Gudmoder Hollert og jeg, flyttede ind
t et af Taarnene i Stadsmuren mellem Fleiner⸗ og
Neckarulmerporten, hvori den velbyrdige Magiſtrat
havde anviiſt Enken en Naadſensbolig.

J de ſenere Aar har jeg ikke kunnet Fjende min
Fodeby igjen, naar jeg er kommen der, ſaameget Gam⸗
melt er der revet ned, og ſaameget Nyt er der kommet
til. Nu blive alle Stadsgravene lidt efter lidt fyldte,
og Muren bliver revet ned, og der, hvor den ftod, bli⸗
ver der bygget pyntelige Huſe, hvori de rige Fabrik⸗
herrer boe, eller plantet Anlæg med ſjeldne Buſtvarxter
og Blomſter. Menu ti min Tid traf Graven fig endnu
heelt rundt om Byen, og en Deel af den var ogſaa
fuld af Band, men Reſten var faa forgroet med Sir

og Ror, Piil, Affetræer og Popler, at man om Som⸗

meren neppe kunde fee gjennem det tætte Lovverk. Det
ſage rigtig kjont ud. Sangfuglene byggede troſtigt de⸗

6—— — ne:

602 Ungdoms⸗Kjerlighed.

res Reder paa Grenene, der ragede” heelt op til vort
lille Vindue, fan at jeg tidt ſyntes, at jeg ogfan var en
glad lille Fugl, der gyngede fig i det Gronne, naar jeg
ſtak Hovedet ud af Taarnet, der var heelt overgroet af
Mos og Epheu, og jublede ud i Lovet.

Med den rigtige Ungdomsglede var det alligevel
forbi, da mine fjære Forældre dode. Af og til kunde
det lette Drengeſind jo nok reiſe fig, men fan maatte
jeg ſtrax igjen tenke paa, hvor ene og forladt jeg ſtod
i Verden, hvor afhengig jeg var af gode Menneſkers

Barmhjertighed, og hvorlenge det vilde vare, inden jeg

kunde betale min Gjald til dem. Det fatte ſtrax en
Damper pan Lyſtigheden.

Gudmoder blev Dag for Dag mere og mere ſtille
og ordknap. Tilſidſt gik hun flet ikke mere ud af
Taarnet, og Beføg fik hun heller ikte mange af; hun
ſad ved ſin Rok og nynnede ſagte et Vers af Pſalme—
bogen. SE '

Min Vagtel hoppede op og ned i fit gronne Buur
og tittede med et høit Pikterik ud af Karnappen; den
gamle Kat ſnurrede og ſpandt i Laneſtolen, og jeg fad
ved det malede Fyrrebord med de rede og blage Tuli—
paner og regnede paa et langneſet Diviſionsexempel eller
memorerede iter, piper, papaver og cadaver eller ſtnde⸗
rede de andre Diſcipliner, ſom en af Eleverne i Byens
Skole underviſte mig i, og ſom jeg efter hans Mening
flet ikke kunde undvære, naar jeg ſkulde komme gjennem
Verden. Det varede ved, til Skyggerne blev lange, og

Ungdoms⸗Kjerlighed. 603

Lampen blev tændt. Saa holdt vi Fyraften, og jeg
kunde leſe høit for Gudmoder i Theatro mundi eller
i den Heilbronnſke Chronica, hvorlunde de hapde faaet
fat paa Gotz von Berlichingen og indeſperret ham i
Tyvehullet i Taarnet i Allehelgenſtrede; hoordan Rid
deren oppe paa Raadhuſet holdt fig Byſpendene fra
Livet med fin Jernhaand; hvordan Bondeharen var ryk⸗
ket mod Weinsberg og havde jaget Greven af Helfen⸗

ſtein og de andre fangne Adelsmænd imellem deres

Rekker, til de ſank for Sygdom, men Grevinden fatte
de til Spot og Spee op pan en Mogkerre, og ſaa⸗
danne andre baade forunderlige og gruſommme Hiſto⸗
rier. Schwartzwalderuhret ſlog fine ſnurrende Timeſlag

dertil, og ſaadan gik en Dag, en Uge, et Aar, og det

ene Aar efter det andet. å
Jeg havde gaaet i Byens Skole et godt Stukke
Tid. Fra Forſt af holdt Gudmoder ikke af det, fordi
hun var bange for, at det ikke vilde baade hverken mit
timelige eller mit evige Vel, at være ſammen med de
ugudelige Knegte, men jeg lod mig ikke anfægte af dem,
jeg pasſede mig ſelo og læfte tappert paa Livet los.
Säaaledes voxede jeg da op i Herrens Tugt og
Formaning og havde allerede fyldt mit fjortende Aar.
Saa var det en Dag, at Cantor Hornberger lod os
Alle blive tilbage efter Skoletiden og anſtillede alleſlags
Forſog med os for at komme efter, hvem der havde Anlæg
til at ſynge. Cantoren var en lang, mager Mand med
et Anſigt faa bruunt ſom en Wethiopier, ſaa det ſtak

— m

604 Ungdoms⸗Kjerlighed.

loierligt af mod hans hvide Paryk. Saaſnart han
talte, kom han i Affect; den ſtore Pandeaare ſoulmede
jaa op, faa den blev neſteu faa tyk ſom en Finger,
og hans forte Dine rullede ſaadan, at neſten kun det
Hvide var ſynligt. Hans Ydre ar ſaaledes afſkrekkende
nok, og han behovede blot at viſe fig og ſette en
truende Mine op for at faae alle Drengene til at ſkjelve.
Nu provede han den Ene efter den Anden, fang for og
[od os ſynge efter, lod os aabne Munden paa vidt
Gab ſom Svaleungerne, naar de blive fodrede, og
ſkrige A i forſkjellige Modulationer, til Veiret gik reent
fra os, og vi bleve ligeſaa kirſeberbrune i Anſigtet, ſom
han ſelb var. Jeg var ganſke forknyt, da Touren kom
til mig, deels for de andre Drenge, ſom loe af de loier—
lige Grimacer, ſom de Syngende gjorde, og deels af
Undſeelighed. Jeg begyndte da tremulerende og ganſke
ſvagt at angive A. „Hoiere!“ raabte Cantoren, „meget
høtere! Vi mage ſkrige af alle Lioſens Kræfter, Kirchner!
Vi maae bilde os ind, at vi ere faldue i Neckaren og
ville kalde Folk til med vort A.“ Saa tog jeg Mod
til mig og fang ud af fuld Hals. Det kunde Canto-
ren lide; han ſagde: „Det var Ret, min Son! Vor-
herre har begavet os med en rigtig klar og vakker
Stemme, og vi kan træde ind i Choret, ſaaſnart vi
bare har lært Noderne.“ Underviisningen i dem be—
gyndte ſamme Dag, og jeg blev i taalelig kort Tid
perfect.

1
8

Ungdonis-£jærlighed. 605

Men den forſte Dag, da jeg maatte gaae om og
ſynge for Folks Dore med Choret, bar mig en tung
Dag. De havde givet mig en gammel trekantet Hat,
der oprindelig havde været fort, men nu faldt ſterkt i
det Rode, paa Hovedet, med den fad mig faa langt ned
i Banden, at jeg knap kunde fee for mig; og en gam⸗
mel aflagt Kasſeking, der var lappet og ſammenrimpet
paa mangfoldige Steder, havde de hængt om mig. J den
Dragt faae jeg flet ikke pæn ud. Men det forekom mig
langt haardere, at jeg ſtulde gage ind i Huſene med
Klingbeutelen og indſamle Syngepengene, og jeg fik
Taarer i Oinene ved at tenke paa, at jeg, der dog var
kommen af rigtignok fattige, men agtbare Foreldre, for
det Par Skillings Skyld ffulde fegte og lobe Folk paa
Dørene næften ſom en Betler. Men fan faldt det mig
ind, at jo ogſaa den Guds Mand Martinus Luther,
hvem vi Alle have at takke for den renſede Lære" og
jeg i Beſynderlighed for det ſmukke Navn Martinus,
havde maattet ſynge for Dørene i Eiſenach, da han var
en lille Dreng, og dog var han ſenere bleven en faa hoiſt
priſelig Mand og et evigt ſtraalende Kirkens Lys.
Denne Tanke ſlyrkede mig vidunderligt, og ſiden folte
jeg aldrig mindſte Sky for at gjøre hvad der horte til
min Beſtilling.

Som Chordreng blev jeg ogſaa ſnart ligeſaa meget
hjemme i St. Kilianskirken ſom i mit eget lille Kam⸗
mer. Jeg hjalp til ved Ringningen, ſang med i Cho⸗
ret, ffrev Pſalmenumrene med Kridt paa de forte Tav⸗

— —

606 Ungdoms-Kjerlighed.

ler og kunde ramſe alle Kirkens Merkvardigheder op

paa mine Fingre, faa at jeg kunde have viiſt en Frem⸗
med om, ligeſaa godt ſom Degnen ſelv, og have fortalt
ham, at Grundſtenen til Kirken blev lagt i det Aar
efter Guds Byrd 1013, og at man oppe ved Hoi—
altret tydeligt kunde here den Kilde risle, ſom gav
Vandet til Vandſpringet paa Torvet; jeg kunde Hiſto—
rien om Kempebenet, ſom hænger i Choret, udenad,
og kunde forklare alle de hellige Afbilduinger og tyde
Navnene paa alle de gamle Grabmaler. Blandt dem
var der ogſaa en af mine egne Stammefedre; han var
begravet i Sideſkibet, og over Graven laa der en ſtor
Sandſteen, hvori han ſelv var hugget ud, ſom han gik
og ſtod i levende Live, i ſpanſk Kappe, med et mægtigt
Sk jag og med foldede Hænder. Af Naſen og Hagen
var der ikke Stort at fee, da Kirkegengernes Fødder
havde ſlidt dem bort, og Indſkriften pan Randen var
bleven aldeles ulæfelig, jaa at jeg ikke formagede at fane
Andet ud deraf end: Kirchnerus noster . .. bene
meritus . . reipublice Heill . .. obiit A. D.
Alt det Øvrige var til min ſtore Sorg reent udviſket.
For denne min fjære Stammefader nærede jeg dyb Wr⸗
bodighed og vogtede mig omhyggeligt for at træde paa hans
Grapſteen, og det ſkar mig i Hjertet, naar jeg "fane
Andre gjøre det. Jeg kunde jo ikke forbyde dem det.

Ungdoms⸗Kjerlighed. 607

En Sondag ſaae jeg oppe fra Choret, hvor vi
havde vor Plads, nede ved Praedikeſtolen og netop lige⸗
over for mig, en yndig ung Pige, ſom vel omtrent kunde
være i Alder med mig, men ſikkerlig ſtod hoit over mig i
Rang og Rigdom, det kunde jeg fee af den ſmukle
Silkekjole med de indvirkede prægtige Solvblomſter, ſom
hun havde paa. Hendes guldgule Haar bølgede ned i
lange Lokker og var endnu frit for Pudder; hendes Dine
vare fan inderlig milde og gode, og hendes Anſigt var
fiint og vidunderlig zart; det mindede mig om min
fjære hedengangne Moders Anſigt, faa jeg flet ikke kunde
blive fjed af at ftirre paa den yndige Frefen. Hun
ſad ved Siden af en meget ſtiv og fornem Dame med
en hoi, uhyre kunſtig Friſure og rod Sminke paa Kin⸗
derne. Det var ſagtens hendes Fru Moder. Jeg maa
til min Skam bekjende, at jeg fra det Sieblik ikke
horte Stort af Herr Dompropſtens Predikeu og fag=
tens havde ftanet mig daarligt ved Afhoringen om Man⸗
dagen, naar ikke en flittig Collega havde været faa
venlig at lade mig faae en lille Bog til Gjennemſyn,
hvori han altid ſkreo Pra dikenen op. Med en ganſke
aparte Utaalmodighed, ſom jeg dog ſelv maatte ſkamme
mig over, længtes jeg nu efter naſte Sondag, da jeg
haabede igjen at fane den fremmede Froken at fee, ſom
jeg aldrig havde feet for. Lykken var mig dog gun⸗
ſtigere, end jeg dromte om. For da vi næfte Dag ſtod
og ſang udenfor et anſeeligt Sted tetved de tydſke Rid⸗
deres Ordenshuus, fane jeg Frokenen ftaae i et aabent

608 Ungdoms⸗Kjerlighed.

Vindue paa ferſte Sal bag en Rakke blomſtrende Potte-
planter og et ſtort Mesſingbuur med en gron Poppe⸗
goie i, ſom fad og vuggede fig i fin Ring og ſkreg op,
jaa det ſkingrede efter. Jeg blev rod over hele Ho—
vedet og havde en Fornemmelſe, ſom om Struben blev
ſnoret ſammen paa mig — jeg kunde ikke frembringe en
Lyd. Hoad det var, der foregik i min Sjal, vidſte jeg
ikke felv: jeg var faa lykkelig, ſom noget Barn kan være
paa den hellige Juleaften, og kunde dog gjerne have
givet mig til at græde i det Samme, Men jeg kunde
ikke have tilftaaet det for noget Menneſke, ikke for al
Jorderigs Guld. — Den deilige Froken ſaage faa mild
ud og ſmilede venligt ned til os. De fremmede Blom—
ſter og Vaxter flyngede fig ſom en Glorie om hendes
Engleaaſyn. Det forekom mig, at hun havde feet mere
paa mig end paa alle de Andre og havde feet efter mig,
da vi vandrede videre — men det var ſagtens kun en
taabelig Indbildning.

Ak, hvor det var en herlig, herlig Tid, dengang
jeg om Sondagen kunde fee den kjare Froken en heel
Time oppe fra Choret, og om Onsdagen og Loverdagen,
naar vi gik om og ſang, ſee hende ved Vinduet! Der
kunde jeg jo ogſaa have ſeet hende de andre Dage i
Ugen — men hvor turde jeg fordriſte mig til at gaae
forbi hendes Huus ganſke alene og ſee derop! Det
forekom mig, ſom om Euhver maatte kunne fee paa mig,
hvordan det ſtod til i mit Hjerte og at jeg ikke havde
nogen reen Sauvittighed. J Kirkeſtolen ſtod hendes

Ungdoms⸗Kjerlighed. 609

Navn paa en lille Blikplade. Moderen var Rigs⸗
baronesſe von Stetten, fodt Baronesſe pon Gemmingen⸗
Guttenberg, Enke efter Major von Stetten, den Samme,
under his Anforſel min ſtakkels Fader var draget i
Krigen og havde ladet fit Liv. Ogſaa Herr Majoren
havde fundet Døden paa Valpladſen, og de Ord, ſom
han ved Nattetid talte paa Torvet, vare vel indgivne
ham af en dunkel Forudfelelſe. Det var næften, ſom
om Afſtanden mellem mig og den unge Baronesſe var
bleven noget formindſket ved vor felles ſorgelige Skjebne —
men at jeg derfor holdt mere af hende, tor jeg ikke
paaſtaae — det troer jeg ikke, jeg kunde. Og rigtignok vidſte
jeg nu, at Frokenen var af hoiadelig t og rigt for⸗
ſynet med Lykkens Goder, men det forandrede ikke mine
Folelſer for hende det Allermindſte. Jeg tenkte i mit
ſtille Sind: hvorfor ſkulde den naadige Froken ikke være
Dig det Kjareſte af Alt paa Jorden, om Du ogſaa er
et ſtakkels fader⸗ og moderloſt Soldaterbarn, og hvor⸗
for ſkulde Du ikke glæde Dig ved at beſkue hende?
Enhver har jo Lov til at glæde fig over Blomſterne og
deres liflige Duft, om ogſaa de vore i andre Folks
Haver, og de klare Stjerner funkle jo ſaa venligt ned
til os fra Himlen, uden at Nogen falder paa at ville
eie dem. Men for mig var hendes deilige fromme Aaſyn
netop en ſaadan lyſende Stjerne.

Der var vel gaaet en fer Ugers Tid, ſiden jeg
førfte Gang faae den kjere englemilde Froken. Vi var

nu i Skjorſommermaaned. J et af Taarnvinduerne
59

610 Ungdöms⸗Kjerlighed.

ſtod der et ungt Roſentræ, ſom jeg havde opelſket Aaret
iforveien. Nu blomſtrede det for forſte Gang, og det havde
ſkudt en deilig friſk Knop, der lige tittede frem af fit
gronne Hylſter, ſom om den var nysgjerrig efter at ſee
fig om i Verden. Hvergang jeg faae paa denne Knop,
tenkte jeg paa Froken von Stetten; hun ſage ligeſaa
elffelig og uſkyldig ud. Derfor haodde jeg ogſaa til—
tenkt hende den, og naſte Sondag ſkar jeg Knoppen af
og lagde den pan den lille Pult ved hendes Plads
inden der var kommet en eneſte Sjæl i Kirken, og flyg⸗
tede faa op i Choret. Da der nu blev ringet ſammen,
og Menigheden begyndte at indfinde fig, gav mit Hjerte
fig til at banke voldſomt; jeg fortvød min Driſtighed
og havde gjerne taget Blomſten igjen, men jeg vovede
mig ikke ned — alligevel var jeg ogfan piint af en
anden Frygt: en fremmed Haand kunde jo let forgribe
fig paa min lille Knop. Endelig traadte Moder og
Datter ind. Frokenens Blik faldt ſtrax van Roſen,
hun tog den op og faae fig forundret om med Sine,
der ſtraalede af Glæde, ſom om hun ſogte at opdage
Giveren. Da boiede Fru Baronesſen fig over til hende
og hoiſkede hende et ſtrengt og bittert Ord ind i Oret. For⸗
modentlig forbød hun Datteren at røre ved Blomſten,
for Frokenen lagde den langſomt hen paa Pulten igjen
og ſlog Oinene ned og ſaae ganſke bedrovet ud. Det
ffar mig i Hjertet. Men kort efter brød hun alligevel
et grønt Blad af Stilken og liſtede fig til at lægge det

Ungdoms⸗Kjerlighed. 611

i Pſalmebogen ſom Bogmerke — og da følte jeg mig
igjen i Himlen.

Velſignelſen var neppe tilende, før jeg ſtyrtede ned
fra Choret, og i tre Spring var jeg nede af Trap—
perne for at ſtille mig i Kirkedoren. Men Cantorens
Haand ſtandſede mig i Farten og tog et Tag i min
forte Kaabe, faa den gamle, more Tingeſt revnede fra
Overſt til Nederſt. Saa tiltorduede han mig i fin
Brede, idet Pandeaarene ſpulmede op, og Oinene gni⸗
ſtrede: „er vi blevne ſtukne af en Tarantel, Kirchner,
eller er en ureen Dæmon faret i os, ſiden vi underſtaae
os at gjøre ſaadanne uſommelige Trampolinſpring i
Herrens Huus?“ Hermed greb han mig i Øret og
ruſkede mig dygtigt et Par Gange. Jeg krob heelt
forknyt ned ad Trappen og ſkammede mig dygtigt og
vilde gaae lige hjem; det faldt mig tungt paa Sinde,
hvorlidt det pasſede fig for ſaadan en tosſet og for⸗
pjuſtet Skolepog at ſtille fig iveien for fornemme Fro⸗
kener og ſtirre pan dem med forliebte Sine. Men i
ſamme Sieblik ſom jeg i min Bedrovelſe vilde liſte mig
ud af Kirken, traadte ogſaa Fru Baronesſen og hendes
Datter ud. Hun gik tat forbi mig, og hendes Silke⸗
ærme rørte ved min Arm. Al Sorg og Harme var
ſporloſt forſvunden i ſamme Nu. Fromt og beſkedent
ſlog hun Sinene ned — faa nerved havde jeg aldrig
feet hende for. Da hun var gaaet et Par Skridt, gled
den forte Saffians Pſalmebog hende ud af Haanden,
og alle de brogede Merker, Paafuglefjer, couleurte Bil⸗

39*

612 Ungdoms⸗Kjerlighed.

leder, Silkebaand og ogſaa mit Noſenblad faldt ud og
ſpredtes ad paa Gulvet, Jeg ſprang hurtigt til, ſam⸗
lede det Altſammen op, mit Blad forſt, og rakte hende
Bogen med et dybt og erbodigt Buk. Den naadige Frøs
ken var næften endnu mere forlegen end jeg ſelb; hun
ſmilede, men faae ikke op og hviſkede halvhoit: „Tuſind
Tak for Hans Uleilighed.“ — J og for fig er det jo
kun en ganſke almindelig Talemaade, ſom bruges tidt
og ofte hver Dag — men fra Frokenens Læber klang
disſe Ord dog heelt anderledes. Nu er jeg en meget
gammel Mand og har forlænge ſiden overſkredet den
Friſt, hvori det i Regelen er os forundt at vandre her⸗
neden; men den ſmukke, hjertelige Takſigelſe glemmer
jeg aldrig, og den klare, klokkerene Stemme toner endnu
i mit Øre. „Tuſind Tak for Hans Uleilighed.“ Det
var de forſte Ord, jeg horte fra den yndige Frokens Læ⸗
ber — det var ogſaa de ſidſte.

Tredie Dags Morgen ſtod jeg ſom fæbvanlig
udenfor Fru von Stettens Huus, men alle Vinduer
vare tildekkede, og det Samme var ogſaa Tilfældet om
Loverdagen. Neſte Sondag kom der Ingen i Kirke⸗
ſtolen. Det naadige Herſkab er vel taget ud paa ſine
Godſer eller til fin Familie paa Guttenberg, tænfte
jeg med tungt Hjerte og kunde kun treſte mig med, at
de dog maatte komme tilbage til Byen i Efteraaret.
Men jeg havde flet ikke meer nogen rigtig Glede af Livet;
det var beftandig, ſom om det Bedſte var borte.

Nogle Uger efter kom en af mine Kammerater i

Ungdoms⸗Kjerlighed. 613

Choret ſtyrtende op til mig for at tilſige mig til at
mode hos Cantoren Kl. ti om Aftenen, for der var el
meget fornemt Lig, ſom hele Geiſtligheden og Choret
ffulde folge. For pleiede jeg neſten at blive glad over
ſaadan en Tilſigelſe — ikke fordi jeg var faa ond, at
jeg kunde glede mig over et Medmenneſkes Dod, men
blot fordi det var Skik og Brug, naar en Patricier eller
en Raadsherre blev begravet, at faa Enhver af os Chor⸗
drenge fil fer Kreutzer og et Stykke Lage, og det var
en heel Hoitid for os; ſaadan er jo Born, letſindige
og tankelosſe. Men denne Gang modtog jeg Cantorens
Ordre temmeligt ligegyldigt og ſvarede blot, at det var
godt, og at jeg nok ſkulde komme. Jeg mødte da

ogſaa, og hele Choret gik i Procesſion, To og To

ſammen til Sorgehuſet. Vi bleve opſtillede ved de tydſke
Ridderes Ordenshuus, ligeoverfor Fru von Stettens
Bolig. Jeg tankte ikke paa Andet end den bortreiſte
Froken og jaae hverken paa den forte Ligvogn med
Soloſkjoldene, der ſkinnede i det rode Fakkellys, eller
pae Menneſkemasſen og de mange Kareter. Jeg ſaae
kun op mod Vinduerne. Alt var merkt deroppe, og kun
et eneſte mat Lys brændte" bag ved Forhenget. Saa
bar de Kiſten ud, og ovenpaa den laa der en Myrthekrands
med Solvblomſter. Jeg ſpurgte ligegyldigt min Side⸗
mand, hvem det egentlig var, vi begravede. „Det er
Datteren af Huſet,“ ſparede han, „den puur unge naa⸗
dige Froken.“ Det ſpvimlede for mig.“

614 Ungdoms⸗Kjerlighed.

Otte Uger vare gaaede ſiden den Nat. At det var
faa længe ſiden, fortalte Gudmoder mig, thi jeg havde
hele Tiden ikke vidſt af mig ſelv. De ſagde, at det
var en hidſig Nervefeber, og at jeg havde været Døden
ner. Lægen havde opgivet mig og meente ſiden ogſaa,
at min Helbredelſe ſnarere maatte tilſkrives Himmelens
Styrelſe end hans Kunſt eller jordiſke Lægemidler,

J den forſte Tid efter min Sygdom forſyndede jeg
mig tidt og ofte haardt imod Herren, idet jeg beklagede
mig bittert over, at jeg ikke var dod, og formaſtede
mig til at gaae irette med Skjebnen, fordi den ikke
hellere havde. bortfaldt et ſtakkels foreldrelsſt Barn ſom
mig, hvem Ingen brod fig om, fremfor den deilige rige
Froken, hvem alle Menneſker ærede og havde kjar.
Maatte min Skaber i fin Barmhjertighed forlade mig
denne Beſpottelſe!

Der behoves vel ikke mange Ord for at ffildre,
hvor elendig jeg var. Jeg havde nu miſtet alt det,
ſom mit Hjerte hang ved, Fader og Moder og Fro⸗
kenen, ſom jeg havde faa inderlig kjer. Den, ſom har pro⸗
vet ſaadan en Sorg, han veed, hvad det er at fortvivle,
og Den, hvem den Kalk hidtil er gaaet forbi, kan dog
ikke gjøre fig nogen Foreſtilling om, hvad jeg led. Man
maa felv opleve Smerten, ligeſom man felv maa høre
Muſiken. Jeg var endnu i lang Tid fyg og kom fun
langſomt til Kræfter, Men med Sangen var det forbi.
Min Stemme var gaaet. tabt i den ſpere Sygdom, og

Ungdoms⸗Kjerlighed. 615

den blev ſaaledes begravet ſamtidigt med den kjare naa⸗
dige Froken.

Da jeg igien fil Lov til at komme ud, gik min
forſte Gang til Kirkegaarden, hvor den ſalige Froken
var biſat i det von Stettenſke Kapel. Det var let at
kjende paa det adelige Vaaben, ſom var udhugget over
Indgangen, og paa den latinſke Inskription. Paa Jerne
gitteret, bag hvilket hun, ſom havde været mig det Kje⸗
reſte af Alt paa denne Jord, ſov den evige Soon,
hængte jeg en ſmuk Blomſterkrands, ſom jeg ſelv havde
bundet, bad en ſtille Ben og tenkte med inderlig Vemod
paa den fjære bortgangne unge Pige. Neſte Dag gik
jeg igjen hen paa Kirkegaarden og hængte en friſt
Krands op iſtedenfor den visne, og det blev jeg ved
med hoer Dag. Denne Tour og den Time om Das
gen, ſom jeg helligede dertil, blev mig den kjereſte af
alle, og Sorgen var mig en kjer og trofaſt Ledſager.

Som jeg en Dag havde hængt min Krands op
og vilde gage hjem igjen, traadte en venlig gammel
Mand i Livree frem fra Grapkapellet, greb mig i Armen
og ſpurgte, hvad jeg beſtilte her, og om det var mig,
ſom hver Dag havde hængt Krandſene paa den ſalige
Frokens Grav? Jeg blev forvirret og flammede Ja.
„Naa, bliv ikke bange, min Dreng,“ ſagde den gamle
Mand mildt, „det er en Kjerlighedsgjerning, Du har
gjort, og den finder altid fin Lon. Folg nu med mig
til Hendes Maade Fru Baronesſe von Stetten; Baro⸗
nesſen vil tale med Dig.“ Nu kjendte jeg ham igjen.

616 Ungdoms⸗Kjerlighed.

Det var den gamle Kammertjener; jeg havde tidt ſeet
ham ſtage i Porten, naar vi fang, og det var ogſaa
beſtandig ham, der rakte Chordrengene deres Almisſe.
Jeg fulgte med ham i Taushed. Men hvordan jeg kom
ind i Fru von Stettens Huus, og hvordan jeg kom op
ad Trappen, det ex jeg ude af Stand til at gjore
Rede for.

Kammertjeneren lod mig blive i Forgemakket og
gik med lydleſe Trin ind i Stuen til fit Herſkab, men
kom ſtrax ud igjen og bad mig gage ind.

Endnu var der Ingen derinde. Varelſet var langt
pregtigere udſtyret, end jeg kunde tenke mig. Gulvet
beſtod af brune, ſpeilglatte Treplader, Væggene vare be»
kledte med brogede Tapeter, ſom foreſtillede Hyrder, der
vogtede deres Faar eller bleſte paa Skalmeie for Hyrd⸗
inderne; paa Kaminen ſtode ſmaa Chineſere, ſom ding⸗
lede med Hovedet og Hænderne, og mange andre koſt—
bare Sager af Porcellain; en funklende Lyſekrone hang
ned fra Loftet, og i det kolosſale Speil kunde jeg over⸗
ſee min hele Perſon og min fattige Dragt, der tog ſig
endnu fattigere ud i al denne Herlighed.

Doren gik op, og Hendes Naade Fru Baronesſe
von Stetten bruſede ind i Stuen i en Sorgedragt af
ſort Silke. Baronesſen fatte fig paa den forgyldte
Kanapee og maalte mig, uden at ſige et Ord, med ſaa
ſkarpe Blikke fra Top til Taa, at jeg maatte ſlage Oinene
ned. Tilſidſt ſpurgte hun mig i en temmelig ſtreng
Tone, hvad jeg hed, og hvem der var mine Forældre.

„, —ů— . nn. sminke

Ungdoms⸗Kjerlighed. 617

Jeg nævnede mit Navyn og fortalte, at jeg var et ſtak⸗

kels foreldreloſt Barn, og at min Fader var faldet ved Ros⸗
bach. Mindet om hendes ſalig Agteherre gjorde hende
ſagtens mere blod om Hjertet, for nu ſpurgte hun mig
ret mildt, hvorfor jeg hængte Krandſe paa hendes Dat⸗
ters Grav, og hvordan jeg var kommen til at fjende
den Forklarede? Da jeg nu fkulde til at ſtrifte alt
det, ſom jeg ſelo hidtil havde neppe havde turdet tilſtaae
for mig ſelv, og faa gruſomt blev mindet om den ſtak⸗
Frokens Dod, og derhenne jane den Plads, hvor hun
pleiede at ſidde bag ſine Blomſter og ſmile englemildt
ned til os, ſtrommede mit Hjerte over, og jeg brod ud
i bitterlig Graad og var ikke iſtand til at ſige et Ord.

Den naadige Frue var en meget ſtiv og ſtolt Dame,
og hun fandt viſt i Begyndelſen min Opforſel beſyn⸗
derlig, og ryſtede da ogſaa betenkelig paa Hovedet. Men
tilſidſt fattede hun vel, at min Smerte kom fra Hjer⸗
tet, faa lidt hun end havde ventet Sligt af eu fremmed.
og fattig Dreng; og fan kom der ogſaa Taarer i hendes
Oine, og hun grad ſtille. Efter et langt Ophold ſagde
hun tilſidſt: „Jeg vil ikke trænge mere ind paa Ham,
behold Han fin, Hemmelighed for Sig ſelv. Han har
meent det godt med min ſalige Datter, og det ffal jeg
ikke glemme Ham, Johannes. Men lad Han være med
de Krandſe — min Datters Kiſte bliver ogſaa ſnart
bragt bort til Familiebegravelſen. Jeg ffal erkyndige
mig om Ham, og naar Han fører fig godt op, ſkal Han
finde en naadig Beſkytter i mig. Adieu!“ Dermed

618 Ungdoms⸗Kierlighed.

rakte hun mig Haanden til Kys og fod mig naa⸗
digſt gage.

Baronesſen holdt fit Lofte paa den meſt edelmo⸗
dige Maade; bun ydede mig rigelig Underſtottelſe i min
Armod og forſkaffede mig ikke blot et Stipendium ved
Univerſitetet i Tübingen, men bagefter ogſaa denne gode
Poſt ved den evangeliſke Kirke her. Mange Gange har
jeg forſogt at tolke hendes Naade min allererbodigſte
og dybfolte Tak, men hun har aldrig villet modtage
den; hun ſiger, at Den, ſom tager ſig af mig, er i
Himlen.

Dette er min Ungdomskjerligheds ſimple, men
ſande Hiſtorie, og den er ogſaa min eneſte Kjerlighed.
Senere da jeg havde faaet Embede og mit gode ÜUd—
komme, har min Gudmoder tidt og ofte og ſommetider
indtrængende nok formanet mig til at indtræde i den
hellige AEgteſtand, og det har heller ikke ſkortet paa er⸗
bare og velopdragne Piger, der i alle Henſeender vare
antagelige Partier. Den forklarede Frekens Bil⸗
lede megtede dog Ingen af dem at udflette af min Sjeal,
og jeg forblev derfor ugift. Men den, ſom vil ſpotte
over ſaadan en taabelig Olding, ſom har gaaet og
baaret paa den barnagtige Kjærlighed lige til fin
Grav — han fjender ſelv kun lidt til Kjerlighedens gud⸗
dommelige Udſpring og Veſen.

619

Jibserindringer.
Af

Etatsraad, Dr. C. Otto.

XI. Dupuytren.

Frankrig anſees for de ſandſelige Nydelſers Land,
og det med ubeſtridelig Met; det har ogſaa Ord for at
være Hoflighedens Land, men med den hoieſte Uret.
Efterat J'ancien régime har givet Plads for en Yngre
Slægt, er Courtoiſien forſounden med det ſamme. Hos
de Faa, der endnu ere tilbage fra hiin Periode, er denne

beraemte Hoflighed derfor ogſaa faa meget mere paafal⸗

dende, ſom man blandt de Yngre daglig feer Beviſer
paa det Modſatte. Has den yngre Slægt ſpille Selo⸗
kjerlighed og en latterlig Nationalforfengelighed Hoved⸗
rollen, og hvor man kommer i Colliſion dermed, moder
man kun Raahed og Kaahed! Jeg for min Deel beder
mig betakket for den Slags unge Menneſker; og ſaaledes

620 Livserindringer. XI. Dupuytren.

fif jeg ogſaa ligefra Begyndelſen den ſtorſte Modbyde⸗
lighed for de unge, medieinſke Studerende, hoem
jeg ved mine daglige Beſog paa Hoſpitalerne ikke kunde
undgage at komme i Berøring med. Det vilde være
vanſkeligt at opregne alle de Anledninger, jeg har havt
til at egre mig over deres raa og udannede Vaſen.
Jeg horte daglig nye og nye Hiſtorier om deres Bru⸗
talitet og maatte felu probe den undertiden. Uartige og
ubehagelige mod alle Fremmede, der gjeſte Forelesnin⸗
gerne og Hoſpitalerne, vilde de nok være iſtand til at for—
trænge dem aldeles, hvis man ikke undertiden tog Mod
til fig og behandlede dem „sans facon". Bed Klinikerne
ſoge de ſtedſe at ſkubbe og puffe den Fremmede tilbage
og forhindre ham fra at fee og høre. Paa Forelæsnin=
gerne ſom i Theatrene genere de fig ikke for at fætte
Fodderne paa den Foranſiddendes Kjoleſkjoder, og, ven⸗
der man fig da om med en betydende Mine, ſige de
rolig „pardon!“ for i neſte Sieblik at gjentage den
ſamme Maneuvre. J et af Theatrene var jeg en Aften
Dienvidne til, at et af disſe haabefulde unge Menne⸗
ffer uden videre gav en Englender et Sreſigen, der
under en Mellemakt havde fat fig paa en Benk, paa
hvilken Franſkmanden ikke paa den ſedvanlige Maade
(ved at binde fit Lommeterklede om Benken) havde for⸗
fiftret fig fin Plads. Naturligviis vilde Englænderen
ikke finde fig i en ſaadan Uforffammethed; men Svær-
men af de omkringſtaaende unge Herrer tvang ham til
at tie ſtille. Man har et treffende Svar af en anden

114

Livserindringer. XI. Dupuytren. 621

Englender, der, uden at fjende Betydningen af et ſaa⸗
dant ombundet Lommetorklede, havde taget Plads paa
et tomt Sæde. Franſkmanden vendte tilbage og fordrede
fin Plads. Englænderen paaſtod, den havde været tom,
og beraabte fig paa fine Naboers Vidnersbyrd. Disſe
betydede ham imidlertid, at han havde Uret, da han
ikke havde reſpecteret Lommeterklœdet, der var et Beviis
paa, at Pladſen var beſat. „Ah!“ raabte Englænderen,
idet han gik bort, „jeg beder om Forladelſe! Jeg
vidſte ikke, at en Karklud hertillands betyder det Samme
ſom en Gentleman!“

Men idet jeg ſerlig havde Leilighed til at lere
denne Mangel pan Hoflighed at kjende hes de medi⸗
einſke Studenter, maatte jeg paa den anden Side er⸗
kjende, at det ikke var ſaa forunderligt, om Forholdet
paa Hoſpitalet Håtel Dieu var af den Beſkaffen⸗
hed, efterſom en ældre Mand — og dertil en hoiſt be⸗
remt Chirurg: Dupuytren — var den, der foregik
med Exemplet. Han foreſtod paa det nævnte Hoſpital
den chirurgiſke Klinik, der deels beſtod i Beſog ved
Sygeſengen og Foredrag og Operationer i Amphithea⸗
tret, deels i Conſultationer af Fattige fra Staden, og
bivaanedes af mere end 400 unge Studerende. Der
var heller ingen Klinik i hele Paris fan beromt ſom
denne, og intet Beſog paa noget andet Hoſpital var
heller faa lærerigt. Jeg fane her meget ſtore og vigtige
Operationer foretages med en beundringsværdig Lethed
og horte nogle af de gediegneſte Foredrag; — men man

622 Livserindringer. XI. Dupuytren.

gjør fig ikke noget Begreb om, hvilken Kamp den be⸗
ſkedne Fremmede daglig maatte udholde, for at fane Lov
til at fee og høre! Man maatte, for ikke at faae fin
Bidebegjærlighed tilfredsſtillet paa fine Ribbeens Bekoſt⸗
ning, en halv Time i Forveien tage Plads ved en Seng
og der ftaae faſt, for at oppebie Dupuytrens Komme.
Aergerligt var det da rigtignok, naar — hoad der ikke
ſjeldent var Tilfældet — Dupuytren faa gik forbi den
Seng, hvov man havde ventet ham, og ſogte hen
til en anden. For at forſkaffe fig en nogenlunde bekvem
Plads i Amphitheatret ved Operationerne maatte man,
ſaaſnart man kom, gage derind og betegne fin Plads
ved et Par Handſker, en Bog eller Sligt — thi det
blev dog i Regelen reſpecteret; men da Dupuytren
talte meget ſagte, og hvert Sieblik dreiede fig om paa
fin Stol og vendte Halvdelen af fine Tilherere Ryggen,
gik der dog meget tabt af hvad han ſagde. Bed Con-
ſultationerne af de Syge fra Staden var det et ſandt
Kunſtſtykke, der kun lykkedes de Udvalgte, at komme i
Nerheden af Dupuytren og ikke blive tilbageviiſt af
ham med en bydende og vred Mine. ;

Han havde den ſnurrige Skik, naar han ved fine
Operationer ſkar Noget leſt, at han ſtrax med en ſtor
Behendighed kaſtede det op til Tilſkuerne pan Benkene.
Det foraarſagede altid en almindelig Jubel. Alle ſtyr⸗
tede ſig i da vild Tummel over det koſtbare Klenodie af
en Kreft⸗Svulſt eller Polyp.

Dupuytren var en af de ubehageligſte Perſonlig⸗

3

——

Livserindringer. XI. Dupuytren. 623

heder, jeg nogenſinde har lært at kjende iblandt Le⸗
gerne, og jeg veed ikke en Eneſte, der er kommen i nogen
Beroring med ham, ſom har havt en anden Mening.
Hans Blik og hele Vaſen forraadte ſtrax den hoieſte
Grad af Hovmod; hans Mine var altid alvorlig, ſtreng
eller gnaven; man ſaae ham aldrig at ſmile, og, naar
han udenfor Ordinationen aabnede Munden, var det
neſten kun for at fjende eller ſige Grovheden De
Syge fra Staden gjorde han kun et Par forte Sper gs⸗
maal, og, naar Ondet var ubetydeligt, overlod han dem
med Befalingen: „Mettez-vous là bas!“ til ſine Asſiſtenter.
Vilde Nogen gjore en hyoilkenſomhelſt Indvending, fkub⸗
bede han ham tilſide. Klagede En over et Onde i Ho⸗
vedet eller i Anſigtet, havde han den behagelige Bane
at tage Vedkommende ved Neſen og træffe ham hen
til ſig. De Studerende behandlede han ſom de usleſte
Kryb, og Fremmede, ſelbo dem, der ſom jeg havde de
bedſte Anbefalinger til ham, modtog han med en ſaa
hovmodig Mine og med faa ringe Venlighed, at man,
efterat man havde faget hans Tilladelſe til at bivaane
hans Klinik, ſkyndte fig at komme fra ham og tabte al
Lyſt til oftere at henvende ſig til ham. Han tog heller
ikke videre Notits af Nogen af dem, der vare anbefalede
til ham, og lod paa Kliniken Enhver ſelv fee til, om
han kunde have nogen Nytte af at komme der. Man
fortalte ſaamange Exempler paa hans Mangel paa Hu⸗
manitet, ja Brutalitet, at jeg her ſlal indffrænfe mig
til kun at anføre et Par, der ere flaaende.

624 Livserindringer. XI. Dupuytren.

En Candidat i Medicinen, der ivrigt ſogte at faae
Alting at fee, vovede fig ved en Operation, der blev
foretagen ved Sygeſengen, maaſkee lidt for ner hen til
Baronen og Profesſoren. Da denne var ferdig med
Operationen, vendte han ſig om til det unge Menneſke
og ſpurgte ham i en barſk og buldrende Tone, om han
havde Adgangskort. Det blev fremtaget og viiſt ham;
men, uden at ſige et Ord, ſnappede han det ud af
Haanden, rev det i tuſinde Stykker og kaſtede disſe med
et haanligt Blik for haus Fodder.

Folgende Hiſtorie er endnu mere charakteriſtiſk. Han
havde ſtrengt befalet, at Ingen under Beſogene pan
Sygeſtuen maatte beholde Hatten paa, og han paaſaae
dette meget ſkarpt hos Andre, medens han felv ſtadigt
beholdt Hatten paa. En Dag bemerkede han, idet han
forlod en Sygeſeng, at en af de Tilſtedeverende havde
Hatten paa; han blev ſtagende lige foran denne og faae
ham ſtift ind i Oinene. J den Formening, at dette
Blik var tilſtrekkeligt, gik han til den neſte Seng, men
da han ved at vende fig derfra, atter faae Perſonen med
Hatten paa, gjorde han fort Proces og flog ham Hat—
ten af Hovedet. Den Übekjendte tabte imidlertid ikke
fin Fatning, faae ganſke flegmatiſk paa Dupuytren og
ſlog ham derpaa oieblikkelig Hatten af Hovedet igjen.

Den hele Scene var ganſke pantomimiſk. Over⸗
raſkelſen gjorde Begge ſtumme, og de unge Studenter
ſtode ſom lynſlagne omkring dem. Begge de Paagjel⸗
dende toge deres Hatte op — og Foreſtillingen var

Livserindringer. XI. Dupuytren. 625

ude. Dupuytren androg paa at faae fin Medſpillende
relegeret, — men til al Ulykke var det en Englender!

XII. Brousſais.

Da disſe Skizzer ikke ere nedſkrevne „til Brug for
Læger”, maa jeg være belavet paa, at ikke Faa af mine
Leſere neppe kjende noget til de Mænd, jeg her fører
frem for dem, og at Flere, efterat de have lært dem at
Fjende, ville være af den Mening, at de godt kunde
undvære dette Bekjendtſkab. Jeg beder Dem imidlertid
være overbeviift om, at alle de Berfonligheder, jeg her
lader pasſere Revue for dem, tilhobe ere berømte i en
eller anden Retning, og at enhver Skjerv til deres Cha⸗
rakteriſtik derfor kan være af Interesſe. At introducere
Brousſais hos mine kjare Landsmænd har jeg imid⸗
lertid fan megen mindre Betenkelighed ved, ſom jeg
veed, at der gives ikke faa Gallomaner iblandt os, og
disſe ville netop i Brousſais med Glade finde en virke⸗
lig Franſkmand. For alle Andre tjener til fyldig Efter⸗
retning, at han for et halvt Aarhundrede ſiden, da jeg foretog
min forſte Udenlandsreiſe, havde vundet et ſtort Navn ſom
Legevidenſkabens Reformator. Han havde godtgjort en
i mange Sygdomme maafkee for meget overſeet Kjends⸗
gierning, og idet han eenſidigt antog, at den fandt Sted
om ikke i alle, ſaa dog i de fleſte forekommende Syg⸗

domstilfelde, dannede han paa Baſis heraf et heelt nyt
2 40

88 ERNE —

626 Livserindringer. XII. Brousſais.

therapeutiſk Syſtem. Hoved-Anſkuelſen i dette var, at
ikke blot alle Febre afhang af en ſeregen lokal inflam-
matoriſk Irritation, men at de fleſte havde deres Grund
i en ſterre eller ringere Inflammation af Mavens og
Tarmenes Slimhinde, en gastro-enteritis. Mod denne
maatte man ifær virke, og det ſkete bedſt ved Anſattelſe
af en Mængde Blodigler paa Underlivet, i Forbindelſe
kun med Brugen af flimige Midler.

Efterat Leſeren ſaaledes er bleven forberedt, ter
jeg nu nok anmode ham om at ledſage mig end til det ſtore
Militairhoſpital „Val-de-Gräce“, hvor Reformatoren
havde ſamlet fine Erfaringer, og hvor han en gros udøvede
fin Legemethode. Jeg havde aflagt ham mit ſfkyldige
Beſog med tilhorende Complimenter, og, idet han mod—
tog disſe med en ſtolt Folelſe af, at det ikke kunde være
Smigrerier, opfyldte han med ſtor Venlighed mit Onſke
om at maatte ledſage ham om Morgenen paa hans
Sygeſtuer.

Han var en Mand i de bedſte Aar med et kraf—
tigt Üdſeende, en ſterk Legemsbygning og med et ild-
fuldt Øie. Perſonligheden maatte behage; men den In-
teresſe, jeg havde for den og for hans Lege-Syſtem,
fandt degværre ingen Nering ved Sygebeſogene paa
hans Hoſpital, og det var kun med Overvindelſe, at
jeg kunde tvinge mig til en heel Maaned i den tidlige
Morgenſtund, Kl. 6, at gane den lange Vei derud. Det
var viſt ikke muligt at bivaane mindre lærerige Syge⸗
beſog end disſe, og jeg vidſte ikke, om jeg ſknlde beundre

Livserindringer. XII. Brousſais. 627

eller beklage den ſtore Skare af unge Studenter, der
ikke deſto mindre ledſagede ham. Han indfandt ſig,
hvad juſt ellers ikke var Tilfældet paa mange af Hoſpi⸗
talerne, meget punktlig Kl. 63; men i en Tid af

en lille halb Time afferdigede han henved et Par hun⸗

drede Syge. Han gjennemlob egentlig kun Stuerne.
Blot tilfeldigviis eller ved at gjette kunde man erfare,
hvad der fattedes de forſkjellige Patienter; thi vel ſtod
paa de over Sengene hængende Sedler med ſtore Bog⸗
ſtaver: „Genre de maladie“, men Pladſen derunder
var altid tom, og det var kun meget fjeldent, at Brous⸗
ſais nævnte Sygdommen, eller i fit forte Galop ftod
ſtille og gjorde et Par Bemærkninger. De Studerende,
der fulgte ham og meget ivrigt opføreve hans Ordina⸗
tioner og de Orakelſprog, der faldt fra hans Læber,
vidſte desværre heller ikke, hvad de fireve op; thi naar
jeg et Par Gange forſogte hos dem at erholde lidt Op⸗
lysning om en eller anden Patient, fik jeg altid det
Spar: „Ma foi! je ne sais pas!“ Selv at gjette fig
til noget var vanſkeligt, thi det Hjelpemiddel, man
ellers i faa Henſeende har, af hvad der ordinereg at
ſlutte fig til Sygdommen, ſvigtede her; man horte ved
hver Patient kun det evige Eet og det Samme: Limo-
nade, Tisane d'orge, Tisane de riz gommée, Gomme
édulcorée, Tisane de gomme lactée, Fomentation
6molliente, Lavement émollient o. ſ. v., og da dette
ſtete i den ſtorſte Haſt, og Medicamenter og Diæt paa

den latterligſte Maade forordnedes mellem hinanden,
0 40²*

f

628 Livserindringer. XII. Brousſais.

ſaaſom: Sangsues, legume, riz-au lait, lavement, cote-
lettes o. fj. v., jaa blev den ſtore Opgave endnu vanſke—
ligere, Paa alle Maver dreve Blodigler deres blodige
Spil, eller jane man friffe Ar af dem, og Antallet af
de forſte var ſjelden under 40, ſedvanligviis henved 60
eller 80.

5 For at drage nogen Nytte af disſe tidlige Exkur⸗
ſioner til Val-de-Gräce blev der for den Videbegjer⸗
lige intet Andet tilbage end ſelv at adſperge og under⸗
ſoge de nyankomne Syge, ſom Brousſais endnu ikke i
egen Perſon havde ſeet', og da at opſkrive, hvad han
forordnede. Men ogſaa dette lukkedes mig kun halvt,
da de tredive Studerende, der ogſaa her fik deres Morgen⸗
Motion, hellere ſelv Intet vilde lære end tillade en Anden
at komme til Sygeſengen. Underſogelſen af Patienterne
ſkete fra Brousſais' Side tillige med den utroligſte
Skjedesloshed. Rigtignok habde i Almindelighed en
af hans Asſiſtenter allerede udſpurgt den Syge og or⸗
dineret ham Midlerne; — men kunde eller burde han
ſaaledes blindt hen ſtole paa dem? Hans Aaeſiſtenter
fatte jo naturligviis deres re. i at fee det Samme
ſom deres Lærer og Meſter, og derfor var det ogſaa
kun, naar denne, ved at have Sengeteppet, ikke ſaae
Blodigler paa Patientens Underliv, at han var en Smule
men ogſaa kun en lille Smnle neiagtigere i fin Exami⸗
nation. Ellers ſpurgte han blot, hvorlenge man havde
været ſyg, og hvorover man klagede. Den forſte Symp⸗
tom, Patienten nævnte, holdt han fig da til, ſpurgte

22

Livserindringer. XII. Bronsſais. 629

hverken om den mulige Aarſag eller hvorvidt Noget alle⸗
rede var blevet brugt, bekymrede fig hverfen om Aab⸗
ning, Søvn eller Puls og forordnede de evindelige
Blodigler og „calmans“. Undertiden udraabte han til
de Omkringſtaagende: „Une gastro-enterite violente“,
„une gastro-enterite debutante“ o. ſ. v., men ſom
ofteſt nedlod han fig flet ikke til at gjore nogen Be⸗
markning, og det behovedes heller ikke — man oidſte jo
i Forveien, at det var en gastro-enteritis! Alle de
Patienter, der kem ſig, og ſom maatte komme ſig ved
Naturens Hjælp, da, med Undtagelſe af Igler og nu
og da et Spanfſkflueplaſter, intet videre Indgribende
brugtes, bleve naturligviis auforte ſom Beviſer paa den
rigtige Diagnoſe og Brousſais' Syſtems Ufeilbar⸗
lighed! *) ;

Jeg har i mit udgivne danſke Skrift: „Brousſais
og Brousſaismen“, hvori jeg fremſtiller alle Brousſais'
Anſkuelſer og hans Legemethode, anfort en heel Deel
Tilfælde, der deels ſtadfeſte dennes virkelige Nytte, deels
gjøre hans Diagnoſe hoiſt tvivlſom, og jeg ffal derfor
paa. dette Sted naturligviis ikke bemerke noget mere
derom. Genial og ſkarpſindig var Manden, men ogſaa
faa heiſt eenſidig, overfladiſk og letſindig ſom muligt.
Jeg ſaae alle Diarrhoer ligeſom alle, ſelv de letteſte

*) Til ſamme Siemed tjente de mere npiagtigt feretagne
Obduetioner, hvor Mavens eller Tarmenes ringeſte Rod⸗
hed trinmferende blev udpeget ſom et afgjørende Beviis.

1 ̃˙ u.! —˙

630 Livserindringer. XII. Brousſais.

Smerter i Underlivet behandles med Igler enten i Mave⸗
Regionen eller paa Underlivet; jeg jane alle Febre, ſelv
uden det ringeſte Sygdoms-Symptom i Underlivet, be—
handles paa ſamme Maade, — Intet var derfor lettere,
end at lere ham hans hele Lagemethode af, og intet
Under derfor, at mange andre Leger, navnlig dog kun
i privat Praxis, og fremfor Alle de unge Studerende,
havde ſvoret til Brousſaismens Fane.

Jeg kunde forreſten godt forſtaae Enthuſiasmen hos
alle dem, der fulgte ham paa Hoſpitalet og horte hans
Forelæsninger. Disſe ſidſte ydede en af de fortrinligſte
dramatiſke Underholdninger. Her viſte Franſkmanden ſig
i det meſt glimrende Lys; der var en Veltalenhed, en
Ild og Begeiſtring i hans Foredrag, ſom maatte rive
Tilhorerne med; han talte med Dverbeviisningens Fylde
og krydrede ſit Foredrag ved idelige Angreb paa ſine
Colleger og deres Legemethoder; navnlig ivrede han
imod Englændernes Misbrug af calomel, og mod An-
vendelſen af Brokmidler, ſom han efter Forſog hos
Hunde paaſtod altid frembragte Inflammation eller farlig
Irritation i Tarmkanalen. „Pourquoi donc avoir re-
cours aux émetiques? Est-ce parceque Stoll l'a dit?“
Ved ſaadanne Leiligheder buldrede hans ſterke Stemme
ſaaledes gjennem Auditoriet, at Benkene ryſtede, og
Vinduerne klirrede, og han fegtede ſaaledes med Ar-
mene, at de, der vare i hans Narhed, uvilkaarlig vege
tilbage. Dryppende af Sed forlod han Kathedret, og

Livserindringer. XIII. Abernethy. 631

med uhyre Applaus fulgte ſamtlige Tilhorere hans
„Bortgang fra Scenen!"

XIII. Abernethy.

England udmerker ſig i ſaamange Henſeender, at
det vel kan finde fig i at kaldes Originalernes Land
og det ſaameget hellere, ſom Genialit eten jo er en ægte
Soſter til Originaliteten. Der kunne Novelle- og
Lyſtſpilforfatterne finde et uudtommeligt Stof, og Ori⸗
ginalerne ere ofte faa merkverdige, at mauge af de
Charakterer, der fremſtilles af Dickens, Albert Smith,
Thackeray, Douglas Jerrold og Fl., mage ſy⸗
nes de Leſere overdrevne, der ikke have gjeſtet England
og havt Anledning til at fee de oprindelige Typer. Ori⸗
ginalerne findes i alle Klasſer, ikke mindſt i de hoiere,
men dog ifær i Middelklasſen. J Lageſtanden vil En⸗
hver ſande, at de ere i Minoriteten, af den naturlige
Grund, at Legen deels har at gjore med ſaamange
Menneſker af alle Klasſer og Nu ancer, og deels, for at
kunne pousſere fig, mage rette fig ſaameget efter de Folk,
han er Lege hos, at han tilſidſt aflægger eller idet⸗
mindſte ſoger at tildekke fine mulige Excentriciteter.
Men Nationaliteten lader fig vanſkeligt fornegte, og
Originaliteten er hyppigt fan indgroet, at jeg i Eng⸗

632 Livserindringer. XIII. Abernethy.

land har truffet paa flere hoiſt originale Colleger end
andenſteds, og, ſandt at ſige, tiltrak de mig ogſaa meer
end alle Andre. Exemplarerne ere faa mange, at det
vilde blive for vidtloftigt at nævne dem alle. Jeg ffal
kun omtale eet, men et ganſke fortrinligt, ſom tilfeldig⸗
viis netop var et af de forſte, jeg traf paa. Det var
Chirurgen Abernethy. Han var fodt Original, havde
været Original lige indtil det 70de Aar, da jeg lærte
ham at fjende, og vedblev at vere Original lige til det
Sidſte. Han lob imidlertid ingen Riſiko derved,
thi han erhvervede fig tidlig Beremmelſen, og fif en
Stilling, der tillod ham at give ſin Originalitet frit
Lob. Anſat tidlig ſom Reſerve⸗Chirurg (Assistant-sur-
geon) ved Bartholomew i London, vandt han ſtrax et
Navn ſom Forfatter ved at udgive en Beretning om
endeel Tilfælde, i hvilke han med Held havde under⸗
bundet den indvendige arteria iliaca — en Operation,
Ingen endnu havde vovet at anvende ſom Middel til
Helbredelfen af Pulsagarſpulſt i Ungvinal Arterien.
Rimeligviis forſkaffede det ham ogſaa Anſettelſen ſom
Overch irurg og Docent i Anatomi og Chirurgi ved
nævnte Hoſpital efter den beremte Pott's Dod. J
begge Funktioner havde han vundet et ſtort og velfortjent
Ry. Han var en af de Foerſte, jeg henvendte mig til
med et Anbefalingsbrev, og jeg ſaage ſtrax, at jeg havde
for mig en Original af forſte Skuffe. Man havde
imidlertid forberedt mig derpaa, og jeg rettede min Op⸗

Livserindringer. XIII. Abernethy. 633

forſel mod ham derefter. Man havde nemlig ſagt mig
at der var Intet, ſom Abernethy hadede mere end

mange Ord, og det er viſt, at Ingen af os juſt talte .

meget ved mit Beſog hos ham. „Lou are welcome,
Sir! Come to my hospital whenever You please,“
vare alle hans Ord. — „I am very obliged to Lou
Sir,“ var mit Spar; herpa gav han mig ſin Haand,
jeg ham min, og dermed var Viſiten forbi. Ligeſaa
ordknap var han paa Hoſpitalet. Han gjorde fine Pa⸗
tienter to til tre Spergsmaal, og Enhver maatte vel
vogte fig for at ſige et Ord mere end at beſvare dem;

friſtedes En til at ſige mere, horte han ikke paa ham,

men forlod ham uden videre og lod ham ſnakke. Un⸗
dertiden loftede han med eet Haanden iveiret, ligeſom
for at paabyde Taushed. Denne Ordknaphed maatte
naturligviis medfore det Gode, at hans Forelasninger
udmarkede fig ved deres Conc iſion foruden ved deres
Klarhed; — ved dem ffulde man dog imidlertid troe,
at han nødtes til at holde ud med den ham modbyde⸗
lige Talen; men nei! — Den ſadvanlige Forelesnings⸗
time blev for ham til en balv Time, ſjelden varede den
tre Kvarteer, men der var deſto mere Kjerne i dem. Enhver,
der brugte faa Ord, blev. ham kjær, og vifte han ſterſt
Opmerkſomhed. En fattig Kone, ſom rimeligviis
kjendte hans Ulyſt til at lytte til vidtloftige Forklarin⸗
ger, kom ind til ham paa hans Conſultations⸗Varelſe.
Hun havde Beenedder i Haanden, og uden at mele et

.
Er

634 Livserindringer. XIV. Abernethy.

Ord ſtak hun, efter at have aftaget Bandagen, Haan⸗
den hen til ham; han faae paa den og underſogte den,
opſkrev en Recept paa et Plaſter og rakte hende denne,
alt under fuldkommen Taushed. Hun nikkede taus og
gik henimod Doren! Denne reent mimiſke Scene var
Vand paa Abernethys Molle. Han kaldte hende tilbage,
klappede hende paa Skulderen med et bifaldende Smil
og med de opmuntrende Ord: You are à clever
woman!“

Jevn og ligefrem, ſom den underſatſige magre
Mand var, agtede han ikke Rang on Stand det aller⸗
mindſte; tvertimod gjorde han ſig al Umage for at viſe,
hvor lidet Henſyn han tog til Fornemhed og Rigdom.

Engang meldte Hertugen af Clarence fig ſaaledes paa
Hoſpitalet og lod ſige, at han onſkede at ſee Amfithea⸗
tret, hvor Forelesningerne holdtes, og Muſeet. Aber⸗
nethy, hvem en ſaadan Nysgjerrighed ſyntes utidig,
ſendte med fit ſedvaulige ſatiriſte Smil det Svar, at
Amfitheatret og Muſeet kun vare for Chirurger og Ske⸗
letter; naar Hertugen engang blev enten det Ene eller
det Andet, ſtod Adgangen ham aaben, men forinden
vilde det hverken vere ham til Nytte eller Fornoielſe.
Hertugen maatte gage, uden at faae fit Onſke opfyldt.
En anden Gang indfandt en fornem Lord fig juſt i det
Sieblik, da han vilde begynde fine Foreleesninger. —
„Bed ham komme en anden Gang; nu har jeg ingen
Tid!“ lod han fvare. Lorden ſendte nu fit Kort ind i

Livserindringer. XIV. Lawrence. 635

den Formening, at dette vilde hjælpe. „Jeg har jo ſagt,
at han maa komme en anden Gang! Om faa Kongen
ſelb vil tale med mig, indlader jeg mig ikke derpaa,
naar hau kommer til ubeleilig Tid,” var Svaret. Lor⸗
den maatte kjore bort.

XIV. Lawrence.

Bed ſamme Hoſpital ſom Aber nethy var La w⸗
rence anden Chirurg, og man kan ikke let tænke fig to
ſtorre Contraſter end disſe. Abernethy en lille uanſeelig
Mand, vawrence hei og rank; Abernethy ſtjedesloſt paa⸗
kledt i en grongraa Kjole, Lawrence elegant efter nyeſte
Mode; Abernethy alvorlig, but, undertiden ſtuds, Law⸗
rence mild, venlig og forekommende; Abernethy ordknap
og indeſluttet, Lawrence ſnakſom og ordrig; Abernethy
bekjendt for fine ugalaute Excentriciteter, Lawrence for
excentriſte Galanterier, med faa Ord: Abernethy i Et
og Alt en ſand John Bull, Lawrence fra Top til Taa
en complet. Gentleman. Begge vare derimod lige be⸗
romte ſom Chirurger, men Lawrence tillige ſom Phyſi⸗
olog og en udmarket Sienleege. Da man ofte ſaae
dem ſammen, kunde man ikke let undgaae at anſtille
disſe Sammenligninger. Skjondt anſatte ved ſamme
Hoſpital, vare de ingenlunde Venner og kom hyppigt i

g

636 Livserindringer. XIV. Lawrence.

Colliſion med hinanden. Abernethy ſtiklede tidt i ſine
Forelægninger paa Lawrence og hans Meninger, og
gjorde fig navnlig lyſtig over, at denne var en Speei⸗
aliſt (Øienlæge), noget, ſom han ved hver Leilighed om⸗
talte ſom urigtigt, da Chirurgen maatte og ſkulde være
fuldkommen hjemme i alle Videnſkabens Grene; Law⸗
rence indſkrenkede fig kun til at lee af fin Collega og
beſvarede hans undertiden temmelig ſkarpe og plumpe
Bemerkninger med en Geutlemans fine Bel evenhed og
Heflighed, endffjondt dog med ſamme Skarphed.

Naar jeg finder mig foranlediget til at omtale
Lawrence fremfor de mange andre Notabiliteter ved
Londons Hoſpitaler, faa er det iſer, fordi han er al-
mindeligere bekjendt udenfor Europa end de Andre
uavnlig [om aandelig Phyſiolog og ſom Forfatter af
det udmerkede og interesſante Verk „Natural history of
Man“, der er dediceret til Blumenbach. Han var i
det Hele en ſaare fremragende Perſonlighed, og, da jeg
har nydt everordentlig megen Agtelſe og Gjaſtfrihed i
hans Huus og i Kredſen af hans elffværdige Familie de
to Gange, jeg var i London (thi tredie Gang fandt jeg
ham ikke mere blandt de Levende), er det mig tillige en
Fyldeſtgjorelſe her at fætte ham et taknemmeligt lille
Minde!

Næften enhver reiſende Lage var anbefalet til Law—
rence, og man kunde ogſaa vaufkelig være anbefalet til
nogen Bedre. Bed fin Kundſkab i den udenlandſke Lite⸗

Livserindringer. XVI. Lawrence. 637

ratur var han kommen i Forbindelſe med de fleſte be⸗
rømte Phyſiologer og Leger i Europa og Amerika;
han var iſer fortrolig med den tydffe Literatur og talte
endog meget godt Tydſk, hvilfet i 1822 var en ſtor
Sjeldenhed blandt de engelſke Videnſkabsmend. Nu er
det ikke mere ſaaledes. Han var en af de Faa, der
havde beſtjaftiget fig med den ſammenlignende Anatomi
og holdt aarlig nogle Forelæsninger derover i college of
surgeons, der vare meget beſogte. Da han i fine An-
ſkuelſer i meget afveg fra Hunter og Abernethy, teg
denne deraf Anledning til engang i ſine Foredrag at
angribe Lawrence bittert og ſkarpt. Lawrence tilſkrev
ham et meget djærvt Svar paa dette Angreb og ind⸗
rykkede det ſom Fortale i fit ovennævnte Skrift. De
noget materialiſtiſte Meninger, han udtalte deri, og

hans Yttring, at Adam og Eva ikke kunde have været
Menneſkeſlegtens eneſte Stamforeldre, vakte en fan ſtor
Forargelſe hos de orthodoxe Englændere, at Direkteu⸗
rerne ved alle tre Hoſpitaler, ved hvilke han var anſat
(Bartholomew, Bethlem og Lægeanftalten for Sienſuge),
fandt fig foranledigede til at erklere ham, at hvig han
ikke ſtandſede Salget af Bogen, vilde han blive afſat.
Lawrence ſaae fig altſaa nødt til at krave alle de
uſolgte Exemplarer af Bogen tilbage fra fin Forlegger.
Dermed vare imidlertid ikke de Übehageligheder, ſom
dette Arbeide hapde forvoldet ham, endte,” Det er nem⸗
lig tilladt enhver engelſk Boghandler at foranſtalte en

638 Livserindringer. XIV. Lawrence.

billigere Udgave af ſaadanne Skrifter, hvori man troer
at finde „Forſyndelſer mod Moralitet og Religion“.
Hverken den forſte Forlegger eller Forfatteren tor befvære
fig over denne for dem fordærvelige Fremgangsmaade.
Man kunde maſkee mene, at umoralſke og irreligieuſe
Skrifter paa denne Maade fif en ſtorre Udbredelſe, men
det betydelig Tab, ſom Forfatter og Forlegger derved
lide, er netop det bedſte Affſkrakkelſesmiddel mod at
ſkrive og udgive noget, der muligen kunde indeholde an⸗
ſtodelige Ting. Da Lawrences Bog netop blev meget
efterſpurgt og pan Grund af den ham paatvungne For-
holdsregel kun med ſtor Vanſkelighed og til hoi Priis
var at erholde, blev den pludſelig bekjendtgjort til Salg
af en anden Boghandler til en billigere Priis. Law-
rence anklagede Boghandleren, men denne udpegede for
Retten alle de anſtodelige Ytitringer i Bogen, og han
tabte fin Proces! Men endnu forfulgte Skjebnen ham.
Direktionen for Bethlem Hoſpital beſkyldte ham for, at
det var ſkeet med hans Bidende og Billie for at. ſkaffe
Bogen en ſtorre Mængde Leſere — og afſkedigede ham!
Men han appellerede nu til Aktionairerne, og ved Ma⸗
joritet af Stemmerne i en Generalforſamling blev han
atter indſat i ſin Funktion.

Man paaſtod, at denne Bog fkulde have fkadet
hans Reputation og Praxis, men det ſyntes ingenlunde
at være Tilfældet, thi han var almindelig agtet, og
hans Praxis var meget ſtor og i beſtandig Tiltagende.

Livserindringer, XIV. Lawrence. 639

Heller ikke hoſtede hiin Boghandler nogen Fordeel af
ſin Spekulation, thi en tredie Boghandler foran⸗
ſtaltede en endnu meget billigere Udgave i Hefter til
to Pence.

640

Christian den Horstes Bomerreise.
Af
Kammerherre F. Krogh.

(Sluttet.)

III.

Paa Reiſen til Augsburg mødte Kongen i Schweiz
et Sendebud, ſom Albrecht Achilles havde afſendt med
Underretniug om, at Hs. Naade ventedes, og at der
var ſorget for Kvarteer. J dette Brev meddeler Chur⸗
fyrſten, at flere af de tydſke Rigsfyrſter alt havde for⸗
ladt Rigsdagen, men at foruden Keiſeren og hans Son
opholdt fig endnu i Augsburg den pavelige Legat, Chur⸗
fyrſten af Mainz, Hertug Albrecht af Baiern, v. Görtz,
v. Dannenberg, otte Biſkopper og at der ventedes flere.

Den ste Juni kom Kongen til Augsburg. Kei⸗
ſeren, hans Sen Erkehertug Maximilian, de i Augs⸗
burg forſamlede Churfyrſter, en Mængde heie Geiſtlige,

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 641

de fremmede Geſandter, ſamt den frie Rigsſtads høie
Ovrighed, alle med ſtort Folge, holdt til Heſt udenfor
Byen for at modtage og ledſagede ham til det ham
anviſte Qvarteer, og nu afholdtes der lignende Feſtlig⸗
heder ſom de tidligere, blandt andre, paa Kongens ud⸗
trykkelige Forlangende, de ſaakaldte „Geſchlechtertänze“.
Kongen var her, under hele ſit Ophold, Gjenſtand for
de meſt udſogte Opmerkſomheder, og hans Forhold til
Keiſeren ſynes at have været udmerket, faa at det af
de fremmede Geſandter i deres Judberetninger, ſerlig blev
fremhævet; han ſyntes i hoi Grad at have Keiſerens
Tiltro, og denne indhentede ogſaa hans Raad i alle
Sager af Vigtighed. )
Ogfaa om de holfteenffe Anliggender forhandledes
her. Keiſeren paalagde nogle tydffe Fürſter at yde Kong
Chriſtian Underſtottelſe til Ditmarſkens Undertoingelſe,
og under 23de Juni udfardigedes en keiſerlig Bevilling
til at oprette et nyt Toldſted i Holſteen. Endvi⸗
dere forhandledes der imellem Keiſeren og Kongen om
et Forbund, der under 1ſte September blev affluttet,
ſamt om Forleningen med Friesland, der, ſom alt
er bemerket, dog ikke opnaaedes. Hvorvidt dette har
havt Indflydelſe pan Kong Chriſtians Holdning i den
burgundiſke Sag, kan ikke efterviſes, men det ſynes, ſom
om Kong Chriſtian i Augsburg atter er vendt tilbage
til fine tidligere Beſtrebelſer for at forhindre Udbrud⸗

det af Fjendtlighederne mellem Keiſeren og Burgund og
, Al

—

.

642 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

altfaa har modarbeidet de om dette Punkt imellem
Keiſeren og Ludvig d. 11te trufne Aftaler.

Imidlertid indleb der Efterretning om, at Her⸗
tugen af Burgund havde aabnet Fjendtlighederne og be⸗
gyndt med Beleiringen af Reuſs, der hørte til det
Colnſte Gebeet. J Coln regjerede paa hin Tid Erke⸗
biſkop Rupert, Hertug af Baiern; men der var opſtaget
Uenighed mellem ham og Capitlet i Anledning af Ind⸗
dragelſen af nogle pantſatte Kirkegodſer. Adelen og
nogle Kjobſteder "havde. taget Domcapitlets Parti, og
det kom ſnart til Fjendtligheder imellem Erkebiſkoppen
og Capitlet. Capitlet overdrog nu Regjeringen i Erke⸗
biſpedommet til Landgrev Herman af Hesſen, ſom ind⸗
kaldtes under Titel af Guvernator, og ſtrax tog en
Deel af Landet i Beſiddelſe blandt Andet Fæftningen
Reuſs. Erkebiſkop Rupert henvendte ſig nu til Bur⸗
gund om Hjælp, og Hertugen gjorde uden videre Var—
ſel et Indfald i det Colnſke Gebeet og begyndte med

den omtalte Feſtnings Beleiring. Dette var tillige et

Brud paa den i den augsburgſke Rigsdag med faa
ſtor Hoitidelighed af Keiſeren proklamerede „Landefred.“

Erkebiſkoppens Mellemverende med Domcapitlet
havde været Gjenſtand for Forhandlinger paa Rigs-
dagen og ſtod netop paa Dagsordenen, da Efterretnin—
gen om Hertugen af Burgunds Indblanding og hans
Brud paa Landefreden indlob. Keiſeren opfordrede da
Kong Chriſtian til at udtale fig om, had der nu var
at gjere. Det lykkedes dog denne at forhindre, at der

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 643

foretoges noget fjendtligt Skridt imod Hertugen, hvor⸗
imod han felv afſendte et Geſandtſkab, for at foranledige
denne til at hæve den omtalte Beleiring og tralke fig
tilbage, De Colnſke Stridigheder fulde da afgjores
af Keiſeren og Rigsdagen. Under disſe Forhandlinger
ſtettedes Kongen af den pavelige Legat.

En af de vigtigſte Gjenſtande for Forhandlingerne
paa Rigsdagen var det længe paatenkte Tog imod Tyr⸗
kerne. Erobringen af Conſtantinopel, 1453, og den
Gruſomhed, hvormed Tyrkerne gik frem imod Kirker og
Kloſtere og mod Beboerne i de erobrede Lande, havde
overalt i Europa fremkaldt en ualmindelig Bevagelſe.
Flygtninge fra Conſtantinopel og de erobrede Lande op⸗
fyldte hele den civiliſerede Verden med deres Klager og
ſogte at vedligeholde den mod Tyrkerne ophidſede Stem⸗
ning. Hertil kom, at Tyrkerne gjentagne Gange for⸗
føgte paa at trænge videre frem, fan at bande Repu⸗
bliken Venedig og Keiſerens egne Lande truedes af dem.
Derved rykkede Faren nærmere og nærmere. J Er⸗
kjendelſe heraf fatte Paven fig i Spidſen for Bevegel⸗
ſen og ſendte Legater ud, der ffulde forhandle om et
Korstog imod Tyrkerne. Den hellige Fader havde ſar⸗
lig ſin Opmerkſomhed henvendt paa Hertug Philip af
Burgund, og denne traadte ogſaa i Underhandlinger med

forſtjellige, Magter; men videre kom Sagen ikke for

det Forſte.
Republiken Venedig optog vel Kampen mod Tyr⸗

kerne, men kun forſaavidt ſom den efter Evne ſogte at
4

644 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

forſvare fine Beſiddelſer. Da Keiſerens Lande mere og
mere truedes, ſogte han at tilveiebringe et almindeligt
Forbund imod Tyrkerne og bragte Sagen igjen frem
paa den Rigsdag, der 1471 holdtes i Regensburg.
Her ſee vi Kong Chriſtian for forſte Gang virke for
Korstoget. J 1456 havde han nemlig — i Anledning
af Forhandlingerne om dette Emne og Stridig—
hederne om Beſettelſen af Trondhjems Erkebiſpeſtol —
udtalt, at Chriſtendommen i Norge havde mere at be—
frygte af den af Paven octroierede Legat og hans Ind—
trengen i Norge end af Tyrkerne. Bed de forſtjellige
Forſamlinger. der i den Anledning bleve indvarslede af
Paven, gav han ikke Mode og undſkyldte fig med, at
han for ſilde havde faaet Indbydelſesſkrivelſerne, og i
et Brev til Paven af 8de Okt. 1457 udtalte han fig
om de Overfald, hans Kyſter vare udſatte for, og at
han var nødt til beſtandig at være ruſtet til Vands og
til Lands, for at mode disſe Overfald og Angreb. J
et ſenere Mode, der blev holdt i Rom, havde dog en
Biſkop indfundet fig, for paa Kongens Vegne at tage
Deel i disſe Forhandlinger. Han forſikkrede, at man
af Kongens Hengivenhed for den romerſke Stol turde
vente en betydelig Hjælp til det dengang paatenkte Tog,
og i 1471 paa Rigsdagen i Regensburg kom ogſaa
Kong Chriſtian, ved fit Sendebud Grev Ludvig Helfen⸗
ſtein, frem med vidtgagende Forſlag. Kongen meente, at
man af Tyrkerne ſelb burde lære at fore Krigen imod
dem; man burde bære fig ad ligeſom de og angribe paa flere

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 645

forſkjellige Punkter. Fremfor alt maatte Korstoget være
et Fellesanliggende for alle chriſtne Stater; dernaſt
maatte der i Italien dannes Armeer, der ſkulde ſtilles
under Pavens perſonlige Anferſel for ad Soveien at
angribe Fjenden, ligeledes maatte der ſamles Armeer i
det tydſk⸗romerſke Rige, i Ungarn og i Polen under
Ke iſerens og de reſpektive Kongers Anforſel; han vilde
da ogſaa ſelo ſamle en Her i de nordiſke Riger, og i
Forventning af at England, Slotland, Brandenborg og
det øvrige Nordtydſkland fluttede fig til ham, vilde han
fore denne Her igjennem Rusland lige til Jerusalem.
Helfenſtein fluttede fit Foredrag ved at henviſe til det
tidligere omtalte gamle Sagn.

Paa Rigsdagen i Regensburg forhandledes imid⸗
lertid ikke alene om Korstoget, men ogſaa om at for⸗
ſvare det romerff-tydffe Riges Grendſer imod Tyrkerne.
Hertil blev der forlangt et Hjelpekorps af 10,000
Mand, ſom Kulde udſkrives over hele Riget, og hvortil
ogſaa Holſteen ſkulde ſtille 20 Ryttere og 40 Fodfolk,
Lübeck 18 og 36, Hamburg 10 og 10; men ſenere blev
denne Fordring nedſat til ialt 4000 Mand, der ogſaa
bevilgedes. Det forſtnevnte Foretagende udfordrede Ud⸗
ſtrioningen af en ſtor Her, og at der ſtilledes Keiſeren
et ſtorre Peugebelob til Raadighed. J den Anledning
kom Forflaget frem om den ſaakaldte „Fallespenning“,
noget Lignende ſom hvad der nu kaldes Indkomſtſtat,
thi, efter dette Forſlag, ſkulde alle Rigets Medlemmer
efter deres Formues Storrelſe yde Bidrag, der kunde

—

— —— — ——— —

—

646 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

ydes enten i rede Penge eller ved at ſtille Mandſkab.
Det blev fremhævet, at denne nye modus collectandi
gik ud paa, at Skatten ſkulde lignes efter Formuen og
være lige for Alle, at man derved vilde forebygge Und⸗
ſkyldninger og Klager over Forurettelſe og tillige ad
den hurtigſte Bet ſkaffe Penge. Men de ſelvſamme
Indvendinger, der ſenere reiſtes imod Indkomſtſkatten
gjordes ogſaa dengang gjeldende. Det havde fine Be-
tenkeligheder, hed det, ſaaledes at ſkulle gjøre Rede for
fin Formue og fine Indtægter og at fremlægge fin
Formues Status for Offentligheden. Dette Forflåg
ligeſom det om det egentlige Korstog og Kongen af
Danmarks Plan bleve i Regensburg tagne ad referen-
dum, og for at tage den endelige Afgjerelſe herom var
det, at man uu var ſamlet i Augsburg.

Dette blev ogſaa fremhævet, da den pavelige Legat
i Augsburg indledede disſe Forhandlinger. Kongen af
Danmark optraadte i fuldſtendig Overeensſtemmelſe med
Legaten, og naar der desuagtet heller ikke paa denne
Rigsdag udrettedes noget af Betydning, fan maa det
tilftrives den Omſtendighed, at Keiſeren ved den ham
bevilgede Hjælp havde faaet fine Beſiddelſer ſikkrede,
og at hele hans Opmerkſomhed derfor nu maatte være
henvendt paa Forviklingen med Burgund. Ogſaa vid=
ner den Omſtendighed, at han paa Rigsdagen i Re⸗
gensburg under Legatens Tale var falden i Soon, ikke
ſynderlig om perſonlig Interesſe for Sagen. Her⸗
til kom, at Rigsſtenderne her, ſom faa ofte, vare imod

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 647

Krigen, faa meget mere ſom deres færegne og terri⸗
toriale Interesſer endnu ikke vare truede, og endelig
giorde den almindelige Misſtemning imod den omtalte
Skat fig gjeldende.

Heller ikke i den mailandſke Forlenings⸗Sag kunde
Kong Chriſtians Indflydelſe trænge igjennem. Dagen
efter Ankomſten gjorde den mailandſke Geſandt ham fin
Opvartning og blev ſardeles vel modtaget. Kong
Chriſtian, der under fit Ophold i Mantua paa Hjem⸗
reiſen havde modtaget Keiſerens Svar paa Hertugen af
Mailands Forlangende om, at faae Mailand ophoiet
til et Kongerige, haabede at kunne fremme Hertugens
Onſter i Forlenings⸗Sagen; men han raadede til at
opſætte Forhandlingerne om denne Sag, indtil Hertugens
overordentlige Geſandtſkab, der ventedes til Augsburg,
var kommet. Den 11te Juni var ogſaa det mailandſke
Geſandtſkab til Audients hos Keiſeren, der ved denne
Leilighed var omgiven af Churfyrſterne. Efterat den
mailandſke Geſandt, Carolus Vicecomes, havde talt og
nærmere begrundet fin Herres Andragende, tog Kong
Chriſtian Ordet og udviklede i en længere Tale, hvor⸗
ledes han havde fundet Forholdene i Mailand; han
dvælede ved den hjertelige Modtagelſe, han havde fun⸗
det der, og de mange Wresbeviisninger, der vare vifte
ham; han omtalte Hertugens Dyder, fremhævede hans
Dygtighed og bad Keiſeren om at opfylde Hertugens
Forlangende med de Ord, at han gjorde denne Sag
til ſin egen; men Keiſeren lovede blot at tage Sagen i

—

——— ͤ—

an
N— — x ͤ—¼ʒ j —

—

648 Chriſtian den Ferſtes Romerreiſe.

Betenkning. Samme Dag ſpiſte det mailandſke Ge⸗
ſandtſkab hos Kong Chriſtian, og dengang tvivlede man
ikke om et godt Udfald; men i Churfyrſte-Colegiet
reiſte ſig en alvorlig Modſtand, der var ſterkere end
Chriſtian den Forſtes Indflydelſe. Et Andragende om
at gjøre yderligere Skridt afflog Kong Chriſtian, hvorimod
han, efterat have modtaget Efterretning om den imod
Sagen reiſte Modſtand, raadede til ikke at udſatte fig
for et Afſlag, men at fee at faae den endelige Afgje⸗
relſe opſat til en beleiligere Tid, og imidlertid at be—
nytte ſig af den gyldne Nogle. Geſandtſkabet vilde dog
ikke folge hans Raad, og Enden blev, at det under
31te Juni maatte melde, at dets Misſion fuldſten⸗
digt var mislykket, ved hvilken Leilighed Geſandtſkabet
ſogte at vælte Skylden over paa Kong Chriſtian, der
ffulde have viiſt fig fold i Sagen og desuden have
overvurderet fin Stilling og fin Indflydelſe hos Kei—
ſeren og Churfyrſterne. Kongens Raad om at betjene
fig af den gyldne Nogle benyttedes til en Inſinuation
om, at Kongen og Churfyrſterne vilde gratificere ſig
paa Hertugens Bekoſtning. Geſandtſkabet forlod Augs⸗
burg med ufor rettet Sag, og det er derfor fuldſtendig
urigtigt, naar ældre Hiſtorieſkrivere have meldt, at Kong
Chriſtian har tilveiebragt en Forſoning mellem Keiſeren
og Hertugen af Mailand.

Derimod var Kong Chriſtian heldigere i andre
Sager. Han maglede ſaaledes imellem Keiſeren og
Phalzgrer Frederik. Sidſtnevnte var: næftældfte Son

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 649

af Churfyrft Ludvig af Phalz og overlod efter. Fa:
derens Død, for at undgaae en Deling af Landene,

Broderen Churfyrſt Ludvig fin Andeel; men denne af⸗

gik kort efter, den 13de Auguſt 1449, ved Doden, ef⸗
terladende ſig en eneſte Son Philip, dengang eet Aar
gammel. Frederik overtog nu Regjeringen for fin
umyndige Broderſon, men glemte ſnart, at det ikke var
paa egne Vegne at han havde” overtaget Regjeringen.
Dette forte til Forviklinger med Keiſeren; hertil kom
at han en fort Tid have taget Deel i Beſtrabelſer, der
gik ud paa at emancipere den romerſk - katholſte Kirke i
Tydſkland fra Rom *); men han trak fig tilbage fra
de herom trufne Aftaler, hvorved han kom i et
fjendtlig Forhold til Erkebiſkoppen af Mainz, der havde
megen Indflydelſe paa Keiſeren. Desuden havde han
gjentagne Stridigheder med den hos Keiſeren meget. for⸗
maaende Albrecht Achilles. Mangeaarige Forhandlinger
havde kun fort til nye Forviklinger. Nu var Phalz⸗
grev Frederik bleven indſtcvnet ttl at mode for Rigs⸗
dagen i Augsburg; han blev anklaget for fin Adferd
imod Broderſonnen, for egenraadigt at have tilranet fig

) Et i den Anledning af Erkebiſpen af Mainz ved haus
Kantsler Martin Mayer udarbeidet Memorandum, hvori
Klagepunkterne over Pavens Overgreb fremiſtilledes med
ligeſaa megen Skarphed ſom Frimodighed, vakte ſtor
Opſigt; men det lykkedes den i den Anledning af⸗
ſendte pavelige Legat forſt at vinde Phalzgreve Frederik
og derneeſt at neddysſe hele Sagen.

— — — —ůͤ

—

650 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Phalzgrevſkabet, for at have ladet henrette tolv Raads⸗
herre fra Amberg, der ikke vilde erkjende ham for Chur⸗
fyrſte, og for at have tilbageholdt en keiſerlig Page,
der var ſendt til ham med Breve. Keiſeren optraadte
perſonligt ſom Anklager og udnævnte Markgrev Al⸗
brecht Achilles og Andre til Dommere, og da disſe
undfloge fig derfor, fatte han fig ſelb paa Dommer—
fædet og dømte den 27de Mai, at Frederik ffulde ned⸗
lægge Regjeringen, ligeſom han ogſaa erkleredes i Akt.
Nu optraadte Kongen og Hertug Ludvig af Baiern⸗
Landshut ſom Mæglere, hvilket med Taknemmelighed blev
modtaget. Forelobigen opnaaedes, at Rigsakten ikke
kom til Udførelfe, og at der derneſt ſkulde forhandles
om en fuldſtendig Bileggelſe af Sagen. Phalzgreven
ſendte i den Anledning Biſkoppen af Worms og flere
andre Geſandter, men det gik dem, ſom det var gaaet
det franſke Geſandtſkab, der ſkulde mode Kong Chri-
ſtian i Italien: han vilde ikke forlænge fit Ophold for
deres Skyld, han forlod Augsburg førend de vare
komne, og [endte dem Werner Parsberg med Flere imode
for at underrette dem om ſin Afreiſe.

Endvidere meglede Kong Chriſtian imellem Kei⸗
ſeren og Phalzgrev Johan af Mosbach. Keiſeren havde
ladet den Sidftnævnte fratage nogle Papirer af Vigtig⸗
hed, hvorover denne var meget forbittret, og da han nu
tilfeldigviis mødte Keiſeren, inſulterede han Rigets
Overhoved paa offentlig Gade og ſkulde i den Anled⸗
ning anklages for orimen lase majestatis; men Kong

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 651

Chriſtian, der havde været tilſtede ved Sammenſtedet og
ved ſin Mellemkomſt forhindrede yderligere Optrin, bi⸗
lagde denne Sag. i

J Augsburg modtog Kong Chriſtian Efterretning
om, at de gamle Stridigheder imellem hans Broder
Gerhardt og Biſkop Heinrich af Münſter atter havde
fort til Fjendtligheder, og at Gerhardts Stilling, der
havde maattet trekke fig tilbage til fin Hovedſtad Oldenburg
og der blev beleiret, var fuldkommen fortvivlet. Ger⸗
hardt havde faa ofte fortrædiget fin Broder, deels ved
felv at gjøre Execution for at inddrive de Penge, ſom
Kongen fyldte ham, deels ved at misbruge fin Stilling
fom Kongens Stedfortræder, deels ved bet Forhold, han
udvifte imod deres fælles Pleiemoder, Hertug Adolphs
Enke, ſamt imod deres afdede Broder Moritz's efter⸗
ladte umyndige Born, og fremfor Alt ved at ſtille fig
i Spidſen for Kongens oprorſke Underſaatter i Stapel⸗
holm, Nordſtrand, Huſum Amt og Huſum, hvorved
han forledede Kongen til at optræde imod de nævnte
Diſtrikter med en Gruſomhed, ſom ellers var ham frem⸗
med. Ikke deſto mindre tog Chriſtian ſig nu af Bro⸗
deren, talte hans Sag paa Rigsdagen og udvirkede, at
Biſkoppen af Münſter blev befalet at hæve Oldenburgs
Beleiring og med fin Her at trakke fig tilbage inden⸗
for fine Grendſer. Gerhardt vedblev imidlertid, ſom
vi ſenere ville ſee, at berede Kongen Forlegenheder.
Forholdet imellem de to Brodre, der griber ind i det

——

— — ͤꝓöðü

8 — ——
ge pm rer

652 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

foreliggende Emne, kræver derfor at behandles noget
udforligere.

Chriſtian den Forſtes Fader, Grev Diderich, til⸗
horte en Sidelinie af Huſet Oldenburg, ſom var bleven
affunden med Herſkabet Welsberg. Efter ſin Faders,
Chriſtian den Sjettes Dod, havde han tiltraadt det om—
talte Herſkab tilligemed fin Broder Chriſtian den Sy-
vende, medeus Oldenburg var gaaet i Arb til Morits
den Tredie og Johan den Trettende af den ældre Ho—
vedlinie. J Delmenhorſt regjerede Nicolaus, ſom tillige
var Erkebiſkop i Bremen. Diderik havde altſaa kun
ringe Udſigt til Arvelandene og da hans WÆgteffab med
Adelheid af Delmenhorſt, en Soſter til Erkebiſkoppen
af Bremen, var uden Aroinger, heller ingen dynaſtiſk
Interesſe i Succesſionen; men ſom Folge af en af
hine uforudſeete Styrelſer, der ofte gjentage fig i de ſe—
nere oldenburgſke Fyrſters Hiſtorie, var det netop for—
beholdt Grev Diderich atter at ſamle fin Slagts gam le
Arvelande under fin Heihed. Af de i Oldenburg re»
gjerende Herrer døde nemlig Johan uformelet, og Mo⸗
rib efterlod ved fin Dod kun Dottre, faa at den med
Welsberg affundne Sidelinie kom til at ſuccedere i Ol⸗
denburg. Diderichs ældfte Broder Chriſtian døde 1423
uden Arvinger, og Diderich, der ſaaledes arvede Olden⸗
burg og Welsberg, kom endelig 1431, ifolge et med
hans Fætter og Svoger Erkebiſkop Nicolaus affluttet
Forlig, ogſaa i Beſiddelſe af Delmenhorſt. Efter den

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 653

Tids Skik gav man ham, paa Grund af de oldenburgffe
Landes Gjenforening, Tilnavnet „den Lyklelige“.

Imidlertid havde Diderich efter fin forſte Gemal⸗
indes Dod, 1424 indladt fig i nyt Egteffab med He⸗
devig, en Datter: af Grev Gerhard af Slesvig, og i
dette Argteſkab fodtes ham tre Senner, Chriſtian, Mo⸗
ritz og Gerhardt.

Da Diderich paa Slottet Delmenhorſt afgik ved

Doden, vare hans Born umyndige. Paa fædrene ”

Side exiſterede ingen Slegminge, og ſom en Folge heraf
tilfaldt Formynderſkabet den nermeſte Paarorende paa
mødrene Side, Hertug Adolph, ſom med Omhu tog
fig af fine Sodfkende. Hertug Adolph levede i barnloſt
Aegteſkab og var den Sidſte af den Schauenburgſke Li:
nie, der var bleven forlenet med Sonder-⸗Jylland. Han
ſynes alt tidligt at have været betankt paa i Landenes
og i Huſet Oldenburgs Interesſe at forebygge en nye
Deling af Oldenburg og Delmenhorſt ved at ſikkre een
af fine Soſterſonner Succesſionen i de oldenburgſte
Arvelande og en Anden Succesſionen efter ſig, hvorimod
den Tredie fulde ſoge Erſtatning i geiſtlige Prebender.
Den neſteeldſte, Moritz, der ſyntes at have Unlæg til
Studeringer, blev derfor i en ung Alder ſendt til Roſtock,
Erfurt og Paris, for at uddannes til den geiſtlige

Stand, hvorimod Chriſtian og Gerhardt fil en Opdra-⸗

gelſe, der ffulde gjøre dem ſtikkede til at hævde den
Stilling i Livet, ſom Hertug Adolph troede, at de
vilde komme til at indtage.

654 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

Chriſtian ſendtes tidligt til Keiſerens Hof, hvor
det Venſkab imellem ham og Frederik den Tredie knyt⸗
tedes, der holdt fig gjennem hele Livet. J en ung
Alder overtog han Regjeringen i Oldenburg og Delmen⸗
horſt, indtil videre ogſaa for fine Brødre. Gerhardt
derimod blev ved Hertug Adolphs Hof og knyttedes
derved noiere til de af Hertugen regjerede Lande. Alt
ſyntes ſaaledes at være vel indledet til Gjennemforelſen
af Hertug Adolphs Onſker, men ſom befjendt
krydſedes disſe Planer ved ſenere Begivenheder og nær-
meſt ved Chriſtians Ophoielſe paa den danſke Throne,
ſom forſaavidt maatte forandre Hertug Adolphs Planer,
ſom det nu maatte ligge ner at arbeide hen paa at
ſikkre den eldſte Broder Succesſionen efter Hertugen,
hvorimod denne, for at undgage en Deling af Arve⸗
landene, maatte foraulediges til at give Afkald paa
disſe. Ifølge Hertug Adolphs Onſke ſkulde det have
fit Forblivende med, at Moritz ſkulde ſoge Erſtatning i
geiſtlige Prebender, og han fif alt i 1450 Domherre-Em⸗
bederne i Coln og i Bremen, hvorimod Chriſtian gav
Afkald paa fin Andeel af Arvelandene til Gunſt for
Gerhardt, dog med det Forbehold, at denne ſtulde for
pligte fig til at udlevere denne Andeel til Kongen eller
dennes Arvinger, naar det forlangtes. “)

*) Documentet til dette Afkald, der findes i det kgl. Ge⸗
heimearchiv, er udſtedt af Kong Chriſtian og Hertug
Adolph til vor kjcere Broder Moritz og „Ohm“ Gerhardt;

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 655

Medens Gerhardt i denne Anledning opholdt ſig
hos Hertug Adolph og Kong Chriſtjern, indlod Moritz
fig i krigerſte Foretagender imod Biſkoppen af Münſter.
Det lader til, at hans Tilbeieligheder derved have faaet
en anden Retning, thi fort efter, i Aaret 1456, afgav
han den Erklering, at han opgav den geiſtlige Stand
og gjorde Fordring paa den Deel af Arvelandene, ſom
tilkom ham. Da Gerhardt vagrede ſig ved at udlevere
ſamme, paakaldte de to Brødre Onklens og den aldſte
Broders Megling. Disſe udtalte ſig derhen, at det
ſkulde have fit Forblivende ved den eengang trufne Be⸗
ſtemmelſe; men Moritz fatte fig med væbnet Haand i
Beſiddelſe af en Deel af Arvelandene og forſtod med

faa ſtort Eftertryk at gjøre fine Fordringer gjeldende,

at Familieovereenskomſten af 1454 i Aaret 1458 blev
forandret derhen, at Arvelandene efter Skik og Brug
ſtulde deles imellem de to Brodre. Gjennemforelſen af
denne Overeenskomſt ftødte imidlertid paa Vanfkeligheder,
og 1462 kom det herved til nye Fjendtligheder imellem
Moritz og Gerhardt, af hvilke den Forſte hapde allieret
fig med Bremen, medens den Sidſte blev underſtottet af
Hertugen af Brunsvig. Denne Broderkrig vakte al⸗
mindelig Forargelſe, ſktjondt Feider og Voldsgjerninger
dengang ſtode paa Dagsordenen. Som Tegn paa denne

Stemning kan anfores, at gamle Aarboger berette, hvor⸗

men her maa Ordet „Ohm“ være taget i Betydning
af Broderſgn, d. v. ſ. af Hering Adolphs Broderſpn.

656 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

lunde den hellige Jomfrues Billede" paa Hoialteret :
Raſtede havde rodmet over denne Broderkrig og af
Uvillie var geraadet i faa ſterk Bevegelſe, at de klare
Draaber i hele ti Dage vare dryppede ned paa hendes
Gevandt. 1463 kom det til en mindelig Overeenskomſt,
ifolge hvilken Moritz tog Delmenhorſt til Sede og
Gerhardt Oldenburg, medens derimod begge Lande ſkulde
forblive udeelte og under fælles Herredemme. Moritz
døde fort efter af Peſtſyge. Af fit ZEgteffab med Ca-
tharina, Grevinde af Hoya, med hvem han havde for-
mælet fig 1458, efterlod han tre Born, Heilvig, Adel⸗
heid og Jakob, hvilfen ſidſte ved Faderens Dod kun
var eet Aar gammel. Moritz havde beſtemt Heinrich v.
Mendelslo til Formynder, men Gerhardt gjorde For-
dring paa Formpnderſkabet og fatte fig i eget og i de
Umyndiges Navn i Beſiddelſe af Delmenhorſt. Han
lod de Umyndige forblive paa Slottet Delmenhorſt, men
tog iøvrigt intet Henſyn til ſin Broderſons Arveret.
Forhandlingerne om Succesſionen efter Hertug Adolph
havde blandt Andet fort til, at Kong Chriſtian havde
forpligtet fig til at affinde fig med fine Brødre i Hen⸗
ſeende til deres formeentlige Arve-Pretentioner. J Med⸗
for heraf kom Kong Chriſtian overeens med Brodrene
om at give definitivt Affald paa Succesſionen i Olden⸗
burg og Delmenhorſt og at udbetale dem et ſterre Penge⸗
beløb. Det forſte Afdrag, der udbetaltes, var kun ube⸗
tydeligt, og Kongen forhindredes paa Grund af Omſten⸗
dighederne i at udrede de efterfølgende Afdrag. J den

Chriſtian den Forſtes Romerreiſe. 657

Anledning gjorde Gerhardt, medens Kongen var optaget
af Urolighederne i Sverrig, ſelb Execution og occuperede
en Deel af Holſteen, hvorved han tiltvang fig et nyt
Afdrag og Sikkerhed for Reſtbelsbet. Efterat Gerhardt
gjentagende og med lignende Reſultat havde oceuperet en
Deel af Holſteen, kom det i 1467 til et nyt. Forlig
imellem Brodrene, i hoilket Kong Chriſtian vedgik at
ſkylde Gerhardt Penge og, for at affinde ſig med ham,
udnævnte ham til Statholder i Holſteen og Sonder⸗
jylland for et Tidsrum af fire Aar. Den Maade, paa
hoilken Gerhardt drog Nytte af denne Stilling, forte til
Klager fra Ridderſkabets Side og til nye Stridigheder
mellem Brødrene, J denne Anledning begav Kongen
fig til Holſteen, hvor han lod fin Broder internere paa
Slottet Segeberg. Ved Dronning Dorotheas Mægling
kom det her til et nyt Forlig, ifelge hvilket Gerhardt
mod en contant Betaling af 6000 Gylden fraſagde ſig
fine Panuterettigheder og ovrige Fordringer og gik til⸗
bage til Oldenburg; men allerede to Aar efter ſee vi
ham drage til Sonderjylland, hvor de ſaakaldte Bonde⸗
diſtricter Huſum, Lundenberg, Stapelholm og Nordſtrand,
der havde gjort Opror mod Broderen, hyldede Gerhardt.
Kongen drog nu med en betydelig Magt ud mod Op⸗
rorerne, der kort efter maatte underkaſte ſig paa Naade
og Unaade.

Bed Toget mod Huſum og de omliggende Diſtrikter
havde Lübeck lovet at yde Biſtand, imod at Kong Chri⸗

|

ſtian forpligtede fig til at lade Huſum By jævne med
22

f

658 Chriſtiau den Førftes Romerreiſe.

Jorden, hvilket dog ikke ſkete, da Befalingsmanden paa
Gottorp, en Ridder af Slægten Ahlefeldt, med Iver
optraadte herimod; men Kong Chriſtian gik dog med en
overordentlig Strenghed frem mod Oprørerne. Saa—
ledes blev Befalingsmanden paa Nordſtrand, der havde
talt ilde om Kongen, henrettet, efterat man forinden
havde ffaaret Tungen ud paa ham, og i Hufum By
bleve de Huſe, hvis Eiere havde taget Deel i Oprøret,
til evig Tid belagte med en Oprersſkat (Rebellenſteuer),
der endnu den Dag idag betales. Mange af Oprørerne
bleve henrettede, og paa flere Huſe i Huſum findes der
endnu Steenhuggerarbeide, ſom fættes i Forbindelſe med
hine Begivenheder. Grev Gerhardt ſynes at have for-
ladt fine Tilhængere og i rette Tid at have truffet fig
tilbage til Oldenburg, hvor han kort efter begyndte at
fortredige de omreiſende Kjebmend. Dette gav netop
Anledning til et Forbund imellem Hamburg og Bremen
paa den ene og Biſkop Henrik af Münſter paa den
anden Side og til en Feide, i hoilken Gerhardt trengtes
tilbage og indeſluttedes i fin efter Datidens Skik be-
fœſtede Hovedſtad. Forholdet imellem. de to Brødre
ſynes ikke at være bleven forſtyrret ved, at Gerhardt
havde taget Deel i Opſtanden mod Kongen, thi ſaaſnart
Sidſtncvnte fif Underretning om Broderens betrengte
Stilling, tog han fig af hans Sag og udvirkede de om⸗
talte Befalinger imod Biſkoppen af Münſter.

Ogſaa i flere andre Sager gjorde Kongen fin Ind⸗
flydelſe hos Keiſeren gjeldende. Hans hele Optræden

Chriſtian den Førftes Romerreife. 659

under Opholdet i Augsburg og hans Perſonlighed

gjorde det bedſte Indtryk, og denne Stemning fandt

blandt Andet fit Udtryk i den gamle augsburgſte Kro⸗

nike, der ender fin Beretning om Kongens Ophold i

Augsburg, ſom varede omtrent fire Uger, med de Ord:
„Er war ein ganz herrlicher Mann.“

Den 29de Juni, fort for Kong Chriſtian forlod
Augsburg, blev denne Rigsſtad hjemſegt af en voldſom
Orkan, der forvoldte megen Skade og blandt Andet
omſtyrtede St. Ulriks⸗Kirken, hoori der netop holdtes
Gudstjeneſte, og hvorved en Biſkop og 38 Perſoner
omkom; ogſaa omſtyrtedes Rigsſtadens Galge, der ffal
have hviilt paa fer ſterke Soiler, ſom ſtottede hinanden.
Da Ulykken ſkete, hang der netop endeel Tyve i den.

Keiſeren havde i Augsburg gjort endeel Gjeld
og ſkyldte blandt Andet henved 7000 Gylden til de
derværende Haandverkere og Fiſkere. Den Deputation,
der paa Cölns Vegne forhandlede om Undſctningen af
Reuſs, havde tilbudt at yde et Bidrag til de Udgifter,
ſom Opholdet i Augsburg forte med ſig, og ugentligen
at betale 1000 Gylden, men Deputationen var ikke
forſynet med faa mange rede Penge, at den ſtrax kunde
betale, hvad Keiſeren ſkyldte, og Haandveerkerne og
Fiſkerne vilde ikke give Henſtand. Da Keiſeren vilde
bryde op, ſperrede hans Creditorer Staldene med Jern⸗
kjeder, ſaa at hans Folk og Heſte ikke kunde komme
ud, og Smeden Hans v. Aſch ſtandſede Heſtene foran

Keiſerens Vogn. Hele Byen og alle de tilſtedeverende
. 5 42*

—ä— ẽ ——— — —

— — U : —4„44„„ͤé.9

660 Chriſtian den Førftes Romerreiſe.

fremmede Fyrſter og Geſandter kom nu i Bevagelſe, og
det lykkedes omſider at tilveiebringe de fornødne Penge.
Haandvoerkerne og Fiſkerne fik deres Tilgodehavende ud—
betalt, men Rigsſtaden maatte ſenere bøde for deres
Opforſel.

Den Iſte Juli, efter et fire Ugers Ophold, brød
Kong Chriſtian op for med Churfyrſt Albrecht Achilles
at gage til Ansbach, hvortil de naaede den 3die Juli.
Her foranſtaltedes til Wre for Kongen flere Turne-
ringer, Jagter og andre Feſtligheder. Kongen blev ſyt—
ten Dage i Ansbach og fortſatte derfra Reiſen til Mans—
feld, hvor han blev i nogle Dage hos fin Soſter Adel⸗
heid, der var gift med Greven af Mansfeld. Her
modtog han Efterretning om, at Biſkoppen af Münſter
var falden til Foie og havde rømmet det oldenburgſke
Gebeet.

Den 12te Auguſt naaede Kongen til Brunsvig,
hvor han forefandt det Geſandtſkab, ſom han fra Augs⸗
burg havde ſendt til Hertugen af Burgund. Geſandt⸗
ſkabet kom tilbage med uforrettet Sag, thi Hertugen
havde ikke villet efterkomme Opfordringen om at hæve
Beleiringen af Reuſs. Keiſeren indkaldte da Mandſkab
og begyndte at organiſere en Rigsarmee. Ogſaa i
Brunsvig optraadte Kong Chriſtian meglende og bi—
lagde f. Ex. Hertugens Stridigheder med Hildesheim
og Hertugen af Meklenburg. Under 24de Auguſt over⸗
gav han Formynderſkabet for fin afdode Broder Moritz's
umyndige Bern og Beſtyrelſen af disſe umyndige Borns

Chriſtian den Førftes Romerreiſe. 661

Slotte og Lande, ſom Kongens Broder Gerhardt egen⸗
raadigt havde overtaget, til Biſkop Bartold i Verden
og Hertug Frederik den Yngre af Brunsvig.

Herfra fortſattes Reiſen til Holſteen, hvor Kongen
tog ind i Kloſteret Reinfeld, og der traf han ſammen
med Dronning Dorothea og ſine Born. Kort efter
Kongens Tilbagekomſt til Holſteen opſogtes han af Ge⸗
ſandter, ſaavel fra Keiſeren ſom fra Hertugen af Bur⸗
gund, og fra begge Parter anmodedes han om at mægle
imellem dem. Keiſeren onſkede, at Kong Chriſtian i
egen Perſon ſkulde lede disſe Forhandlinger, og hans
gjentagne Anmodninger havde tilfolge, at Kong Chri⸗
ſtian, hvis perſonlige Onſke det var at forhindre Kri⸗
gen imellem det tydſke Rige og Burgund, allerede den
29 de Oktober fra Holſteen tiltraadte en ny Udenlands⸗
reiſe, dennegang til Rhinen. Han ledſagedes paa
denne Reiſe af Dronning Dorothea og Tronfolgeren
ſamt af tre Hertuger: Hertug Frederik af Brunsvig,
Hertugerne af Meklenburg og Sachſen-Lauenburg; end⸗
videre af fin Broder Grev Gerhardt, dennes Son Grev
Adolph og mange andre. Albert Krummendieck ledſa⸗
gede ham til Lüneburg.

Ban denne Reiſe var Kongen nær falden i et Bag⸗
hold, men havde i Tide faaet Underretning om, at der
ved Svert var ſamlet endeel Ryttere for at overfalde
ham og tage ham til Fange. Han forandrede nu ſin
Route, lagde Veien over Lippe og naaede uden videre
Eventyr til Düsſeldorf, hvor Hertugen af Burgund

662 Chriſtian den Forſtes Romerreiſe.

lod vente paa fig i otte Dage og derpaa optraadte
med en uhort Bragt og Odſelhed. Det lykkedes Kon⸗
gen at tilbeiebringe en Vaabenhvile, ſom han benyttede
til at forhandle ſaavel med Keiſeren, der opholdt fig i
Andernach, ſom med Hertugen af Burgund. Paa en
af disſe Reiſer blev der fra Rolandseck fiudt efter
Kongen, til Trods for det ham fra alle Sider givne
Tilſagn om ſikkert Leide. Paa Kongens Beſparing
over denne Fremferd blev Commandanten paa Rolandseck
efter Hertugen af Burgunds Befaling uden videre ſkudt.
Efterat Kongen i tre Maaneder havde mæglet mellem
Hertugen og Keiſeren og opnaaet en for begge Parter
antagelig Fredsbaſis, maatte han fee fine Beſtrabelſer
for at tilveiebringe en Forſoning krydſede af de franſke
Geſandter, der opholdt ſig hos Keiſeren i Andernach.

Kong Chriſtian overlod da til den pavelige Legat
at fortſœtte disſe Beſtrebelſer og forlod med den ſterſte
Deel af fit Folge Krigsſkuepladſen med Bevidſtheden
om, at han ved fin Mellemkomſt havde forhindret Kri⸗
gens Fortſettelſe og forberedt den fredelige Overeens⸗
komſt, ſom det kort efter lykkedes den pavelige Legat at
tilveiebringe. Muligen har Grev Gerhardts Optræden
bidraget til, at Kongen for ſit Vedkommende trak ſig
tilbage fra disſe Meglingsforſog.

Kongen gik nu fra Cöln op ad Rhinen til Camp⸗
den, hvor han blev i fjorten Dage for at udruſte nogle
Skibe og gik derpaa ad Soveien til Elben og ankom
i Begyndelſen af Juni 1475 til Kjøbenhavn.

—

R

Chriſtian den Farſtes Romerreiſe. 663

Af dem, ſom Kong Chriſtian paa disſe Reiſer havde
gjort Bekjendtſkab med, blev Borgemeſter Ulrich Schwartz
i Augsburg henrettet 1478, Hertug Maria Galeazzo
af Mailand myrdedes den 26de Deebr. 1476 ved
Indgangen til Domkirken, og Hertug Carl af Burgund
faldt den 5te Januar 1477 foran Nancy.

— — —

——464Güĩͥẽĩ — ——— — —

RR —— — —p—ᷣh . — — — — — —

664

Viteratur og Munst.

Af Kr. Arentzens literaturhiſtoriſke Voerk om „Bagge—
jen og Oehlenſchleger“ er nu udkommet andet Bind, der
behandler Tidsrummet fra Sommeren 1802 til Sommeren
1807, altſaa Aarhundredets poetiſke Morgengry. Det er gaaet
Kr. Arentzen, ſom det er gaaet ſaamange hiſtoriſte Forfattere
før ham; han har gjenſynlig, da han begyndte ſit Arbeide,
følt fig til en vis Grad overvældet af det rige Stof, han
ſkulde behandle, og Begyndelſen har derfor havt Ufuldkom—
menheder og Mangler, ſom imidlertid mere og mere ere for⸗
ſvundne, efterhaanden ſom han rykkede længere fremad og blev
mere og mere Herre over Behandlingsmaaden. Kr. Arentzen
fortæller nu ſaaledes, at man vil kunne leſe hans Bog med
ublandet Glæde, og navnlig har han bortkaſtet de ungdven⸗
dige hiſtoriſke Sideſpring, der blev trættende i Arbeidets forſte
Afdeling. Denne dreiede fig veſentlig om Baggeſen; anden
derimod begynder med Beretningen om det forſte Mode mel⸗
lem Oehlenſchleger og Steffens, og den fortſetter fan om de
ſtore Reſultater, der blev Frugten af Bekjendtſkabet mellem

Literatur og Kunſt. 665

disſe to Mænd. Med Liv og Varme ſkildrer Kr. Arentzen den
nye Tids og de uye Ideers Indtrængen over vort Ferdre⸗
lands Grendſer; han giver baade en klar Paaviisning af det
Nye og tillige en med mange ſmaa pypperlige charakteriſtiſke
Træt forſynet Fremſtilling af disſe nye Ideers omſtyrtende
og nyopöhyggende Magt. Der kan ſaaledes blot henviſes til
den lille Anekdote om Manden, der kom fra Galehuſet og der
ſtadig gik omkring med det ene Udbrud: „O Steffens! o
Oehlenſchleger!“ En ſerlig Rigdom af disſe Smaatreek, der
ofte oplyſe langt mere end ſidelange Deduktioner, findes
ogſaa, hvor Kr. Arentzen kommer til at tale om det Gamles
Oppoſition. Tillige har Forfatteren havt Leilighed til at
fremdrage hidtil ukjendte Enkeltheder, og navnlig har han da
paa en ſerdeles heldig Maade benyttet Brondſteds Reiſe⸗
optegnelſer. Brondſted fulgte Oehlenſchleger paa en flor Deel
af dennes forſte Udenlandsreiſe, og der findes mange baade
værdifulde og meget morſomme Optegnelſer fra denne Reiſe.
Nogle af dem have ganſte viſt ogſaa tidligere været beljendte,
men der er dog af Kr. Arentzen fremdraget ikke fan hpiſt
interesſante Tilfpielſer til det allerede kjendte. J det Hele
taget vil man i det foreliggende Arbeide finde ikke aleue en
omfattende Orden, men tillige en klar, livlig og lel fæfelig Form,
Noget, hvormed man ganſte viſt ikke er bleven forvent i
vor hiſtoriſte Literatur.

— Fra Carl Anderſen foreligger der en ut Samling
Genrebilleder, den tredie i Rekken. Det er, ſom de tidligere,
ſmaa lette Studier, fortalte med en Varme og Inderlighed,
der allerede har gjort de tidligere Samlinger til en yndet
Læsning. 5

— Den utrættelige Gaadefabrikant, der ſtjuler fig under
det bekjendte Merke s—r har ogſaa med et lille Bind givet
ſit Bidrag til dette Aars Juleliteratur. Bogen er imidlertid
dennegaug „lidt ikke Gaadefuldt“, en Samling Cotillous⸗

7
k
i
4

gen or ED

666 Literatur og Kunſt.

deviſer, der tillige ſom Heelhed ville kunne viſe ſig ſom en
erotiſt Epiſode af en ældre poetiſerende Cavaleers Liv. Den
udmerker fig ved adſtkillige morſomme Indfald og ved en
Evne til at finde Riim for alt muligt. Paa Grund af For⸗
men, hvori den er ſkreven, fører den Navnet „Svar paa
Tiltale“. Der kan næppe være Tvivl om, at den hos
Mange vil kunne afgive en morſom Julegave.

— Bed Hr. V. Møller er der beſorget udgivet en ſmuk
Anthologi af Eveutyr, der fører Titelen „Eventyrſkatten“,
udvalgte Eventyr for ældre og yngre Barn. Üdgiveren har
med Held forſtaget at vælge netop de for Barneſindet meſt
tilgengelige Eventyrdigtninger ud af hele den rige Skat, der
forelaa ſom Materiale, og Bogen vil derfor ſikkert blive
modtagen med Glæde i mange Kredſe.

— Familieliv, af Guſtave Droz, er en elſtverdig
lille Bog, i hvis Selſkab, man befinder fig udmerket godt.
Som Titlen viſer, bevæger den fig paa et ſnevert Terrain
og i en ganſte lille Kreds, men Forfatteren forſtager den ſtore
Kunſt at drage fine Leſere ind i denne Kreds og at holde
faſt paa dem. Der er noget jaa Naivt og Fjerteligt i disſe
let henkaſtede Tegninger af Fader, Moder og Son, at det fabel⸗
agtige Antal Oplag, denne Bog har faaet i Frankrig, bliver
mindre uforklarligt: ovenpaa alt det Nerveryſtende, ſom baade
Livet og Literaturen opvarter med der, maa jo ſaadan en
Bog være et forfriſtende Bad. Skulde vi charakteriſe For⸗
fatteren for dauſke Læjere, vilde vi falde ham en Chriſtian
Winther paa Proſa: her er den ſamme Naivetet, Jevnhed og
Elſtveerdighed. Man kommer uvilkaarligt til at tenke paa
„Flugten til Amerika“ og „Dandſen i Skoven“, hvad enten
man læfer Skizzen om „Efteraaret“, eller om „de førfte Been⸗
klœder“ eller man læfer om den lille Dreng, der beder til
Vorherre for fin ſyge Bedſtemoder: „Kjere Gud, gjør min
gamle Bedſtemoder raſk igjen” og fan fgier til: „Du veed

Literatur og Kunſt. 667

nok, min kjqre Bedſtemoder, ſom boer paa forſte Sal i Rue
St. Louis“ — for at Vorherre ikke flal gage feil eller have
ondt ved at finde Adresſen! — For at det ikke ſkal gage vore
Leſere, der herefter kunde ønfte at gjøre Bekjendtſtab med
Bogen, ligeſaa, tilfgie vi, at den er udkommen paa Andr.
Schous Forlag og fanes i Nygade Nr. 4.

— Fra min førfte Praxis af Dr. Xx er en under⸗
lig Bog, men dog langtfra uden Bærd Den, der kan fee
bort fra en vis Mani hos Forfatteren til at bruge grelle
Udtryk, ſom mere ere Frugten af en eiendommelig Mangel
pan Takt end Mangel paa Eyne til at gribe og fremſtille,
vil ikke lægge Fortællingen fra fig, naar han forſt har be⸗
gyndt paa den. At Forfatteren kan tegne Charakterer er uden⸗
for al Tvivl. De to Hovedfigurer ſtage begge levende for
Læferne i ſkarpe Omrids og deres forunderlige Sindsſyge⸗
lighed er ſtildret med ſtor Naturſandhed. Men det er ogſaa
paa dette reent pſychologiſke Punkt, at Bogen har ſit egent⸗
lige Verd. For den, der i den digtede Fortælling. ſoger
et roligt, harmoniſt Indtryk, er Bogen ikle; derimod vil den,
der holder af at gruble over fjæfelige Anomalier, upaatvivle⸗
lig læfe deu med Interesſe.

— „Armbaaudet“, en Fortælling af Annita Carell,
er et net, lille Arbeide, ſom i ethvert Tilfælde har det For⸗
trin, at det ikke er plettet af Damenovellernes Skjgdeſynd:
Pietismen. Forfatterindens Fortellemaade er ungdommelig,
men livlig og tiltalende, og hun ſynes i det Hele taget at
være i Beſiddelſe af ftørre Cone til at opfatte og gjengive
Charakterer ſmukt og naturligt, end Forfatterinder i Al⸗
mindelighed.

— Ogſaa jaar har Hr. Auguſt Weſtrup udgivet de ſmukle
ſmaa Calendere, der føre Navnene Herrernes og Damernes
Noteringscalendere, og de ere tillige iaar blevne forøgede
med en Calender for Børnene. Medens de forſte indeholde

has or W-

668 Literatur og Kunſt.

nyttige Smaanotitſer og Oplysninger om forſtjellige Inſtitu⸗
tioner i Kjøbenhavn, ſamt for Damernes Vedkommende erotiſke
Smaavers og Gaader, bringer den ſidſte tillige forſtjellige
andre underholdende Bidrag, der ſikkert vil være velkomne
for Calenderens ſmaa Læfere. Den er tillige ledſaget af et
Portrait af den lille Prinds Chriſtian.

— Boghandler Woldike har havt det Mod at udgive et
ſtorartet Pragtveerk, ſom, for at betale fig, maa gjøre Reg—
ning pan et betydeligt Antal Kiobere. Han har fat en Mængde
Malere og Digtere i Bevegelſe, og hver har bidraget Sit
til at gjøre haus „Billedbog for Smaa og Store“ fan
tiltalende ſom muligt. Der har ogſaa hviilt en god Stjerne
over disſe ſpredte Beſtrebelſer, thi de forme fig ganſke natur⸗
ligt til et ſmukt og harmoniſt Hele, ſom abſolut vil finde An⸗
erkjendelſe. Trefnittene ere fortrefſeligt udførte af F. Hen⸗
drikſen, og den typografiſke Udſtyrelſe gjør Bianco Lunos
Trykkeri Wre. Der ftaaer nu kun tilbage, at Publikum i
Gjernin gen vil viſe, at den paaſktjgnner disſe Beſtrebelſer.

o

(såe
V. ERIKSEN

(Nielsen?

. ' 7 7

i — 2499 åd p i
MER : ban BE 0 17 K k
1 sf LØR AS mfl * UV Jeyå he å

BLIOTER

GEN FOFT 2 KOMMUNE 2818

vagasiri

05.6 For Romantik 8

Historie 5 2
bd, 7 S